Retsplejeloven

Retsplejeloven § 729 a

Gældende tekst efter LBK nr 1298 af 07/11/2025 og én publikation om bestemmelsen.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 66 – Sigtede og hans forsvar

§ 729 a.

Sigtede er berettiget til at vælge en forsvarer, jf. § 730.

Offentlig forsvarer beskikkes efter reglerne i §§ 731-735.

Stk. 2.

Retten meddeler forsvareren kopi af indførsler i retsbøgerne vedrørende sagen.

Forsvareren kan gøre sigtede bekendt med kopierne, medmindre andet følger af §§ 748 og 856.

Retten kan pålægge forsvareren ikke at overlevere kopierne til sigtede eller andre, hvis det må befrygtes, at kopier­ne vil blive benyttet på retsstridig måde.

Stk. 3.

Forsvareren har adgang til at gøre sig bekendt med det materiale, som politiet har tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen angår.

Forsvareren skal have udleveret kopi af materialet, i det omfang det uden ulempe kan kopieres.

Forsvareren må ikke uden politiets samtykke overlevere det modtagne materiale til sigtede eller andre.

Politiet giver samtykke, hvis det findes ubetænkeligt.

Med hensyn til materiale, der er omfattet af § 871, stk. 1 og stk. 2, nr. 5, kan samtykke dog kun nægtes af de i stk. 4 nævnte grunde.

Stk. 4.

Hvis det er nødvendigt af hensyn til fremmede magter, til statens sikkerhed, til sagens opklaring, til tredjemand, herunder til et vidnes sikkerhed, eller til efterforskningen af en anden verserende sag om en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller som udgør en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13, kan politiet give forsvareren pålæg om ikke at videregive de oplysninger, som forsvareren har modtaget fra politiet.

Pålægget kan udstrækkes, indtil tiltalte har afgivet forklaring under hovedforhandlingen, eller så længe det er nødvendigt af hensyn til sikring af krav i sagen, hvis det ikke giver anledning til væsentlige betænkeligheder for varetagelsen af den pågældendes forsvar.

Stk. 5.

Retten træffer efter begæring fra forsvareren afgørelse om, hvorvidt et pålæg efter stk. 4, der også gælder, efter at tiltalte har afgivet forklaring under hovedforhandlingen, kan opretholdes.

Afgørelsen træffes ved kendelse.

Kendelsen kan til enhver tid omgøres.

Retten kan på begæring bestemme, at der ikke skal gives sigtede underretning om retsmøder, der afholdes i henhold til 1. pkt., eller at sigtede skal være udelukket fra at overvære sådanne retsmøder helt eller delvis, hvis det er nødvendigt af hensyn til sikring af krav i sagen.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 1298 af 07/11/2025 på Retsinformation (hentet 27. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Nævn og Ombudsmanden 1

Folketingets Ombudsmand · 17. januar 2012Principiel

Aktindsigt i sag om udlevering til udenlandsk myndighed afgøres efter retsplejelovens regler

En journalist klagede til ombudsmanden over Justitsministeriets afslag på aktindsigt i ministeriets journaler i en sag om udlevering af en dansk statsborger til et andet lands myndigheder. Efter ombudsmandens opfattelse var sagen ikke omfattet af forvaltningslovens regler om partsaktindsigt da der var tale om en sag om strafferetlig forfølgning af lovovertrædelser (forvaltningslovens § 9, stk. 3), og journalisten havde derfor – på trods af en fuldmagt – ikke ret til partsaktindsigt efter forvaltningslovens § 9, stk. 1. Ombudsmanden var enig med Justitsministeriet i at det forhold at der var tale om en sag inden for strafferetsplejen omfattet af offentlighedslovens § 2, stk. 1, 1. pkt., indebar at samtlige sagens dokumenter og oplysninger, herunder journallister mv., var undtaget fra offentlighedslovens regler om aktindsigt. Det var ombudsmandens opfattelse at retsplejelovens regler om aktindsigt i straffesager – eller i hvert fald principperne heri – skulle bruges. (J.nr. 2010-1912-6012)