Myndigheder 6
· 22. oktober 2025Påstande 3 BS-28029/2022-OLR: Sagsøger 1, har nedlagt følgende påstande: ”Principal påstand: Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at afgørel-sen truffet af Skattestyrelsen den 29. juni 2018, stadfæstet af Landsskat-teretten den 24. november 2021, erklæres ugyldig. Subsidiær påstand: Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at der ikke er grundlag for at gennemføre en ekstraordinær genoptagelse i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, lige som Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at der ikke kan ske beskatning af maskeret ud-bytte for perioden, der kan genoptages efter skatteforvaltningslovens § 26, hvorfor Skattestyrelsen tilpligtes at anerkende, at den foretagne for-højelse af sagsøgers skatteansættelse nedsættes til 0 kr. Mere subsidiær påstand: Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at Skattestyrelsens forhøjelse af maskeret udbytte ikke korrekt, hvorfor sagsøgers skattepligtige samlede indkomstforhøjelse for 2009 nedsættes til -116.344 kr., for 2010 nedsættes til 540 kr., for 2011 til 0 kr., for 2012 nedsættes til 0 kr., og for 2014 nedsættes …
Resultat: Skatteministeriet frifindes. I sagsomkostninger skal Sagsøger 1 og Sagsøger 2 inden 14 dage be-tale 150.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a. Publiceret til portalen d. 22-10-2025 kl. 10:01 Modtagere: Sagsøgte Skatteministeriet , Sagsøger 1
· 8. juli 2025Kommune havde ikke krænket menneskerettigheder Dom afsagt: 8. juli 2025 En kommune blev frifundet for at have krænket en kvindes menneskerettigheder ved ikke at forhindre, at hun i sin barndom blev udsat for seksuelle overgreb Rettens sagsnr. BS-62143/2023-KOL Sagen kort fortalt Sagen drejede sig om, hvorvidt sagsøgte, en kommune, havde krænket sagsøgerens rettigheder efter artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) ved ikke at forhindre, at hun i sin barndom (for ca. 28 år siden) blev udsat for umenneskelig og nedværdigende behandling i form af seksuelle overgreb og massivt omsorgssvigt, og om kommunen derfor skulle betale hende en godtgørelse for ikke-økonomisk skade på 400.000 kr. Kommunen ville frifindes. Sagens udfald Retten, der i denne sag var sammensat af tre dommere, frifandt kommunen. Retten lagde til grund, at kvinden i 1997, da hun var ca. 6 år, var blevet udsat for seksuelle overgreb af sin mors daværende kæreste, der senere blev idømt 6 måneders betinget fængsel med vilkår om sexologisk behandling for bl.a. disse overgreb. Retten henviste til, at det …
Resultat: Sagsøgte Kommune frifindes. I sagsomkostninger skal Sagsøger betale 58.333,33 kr. ogstatskassen betale 16.666,67 kr. til Sagsøgte Kommune. Beløbene skal betales inden 14 dage. Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a. Publiceret til portalen d. 08-07-2025 kl. 08:58 Modtagere: Advokat Rebekka Bormann Thorn, Sagsøger, Sagsøgte Sagsøgte Kommune, Advokat (H) Søren Skjerbek, Advokat (H) Eddie Omar Rosenberg Khawa
· 15. oktober 2021Påstande Direktoratet for Kriminalforsorgen har nedlagt påstand om stadfæstelse af Di-rektoratet for Kriminalforsorgens afgørelse af 19. marts 2019. Indkærede, tidligere Kærende har nedlagt påstand om stadfæstelse af Vestre Lands-rets kendelse. Sagsfremstilling Dette kæremål drejer sig om berettigelsen af Direktoratet for Kriminalforsor-gens afgørelse af 21. marts 2019, hvorved Indkærede, tidligere Kærende bl.a. blev ikendt 12 dages strafcelle i medfør af straffuldbyr-delseslovens § 67, nr. 7. Den 21. november 2018, under strafafsoningen i Renbæk Fængsel, blev der un-der en visitation af Indkærede, tidligere Kærendes celle fundet flere ulovlige gen- 2 stande, herunder en bonflaske under radiatoren, 1 bonflaske på toilettet og hashmix på toilettet. Hændelsen er beskrevet i en rapport af samme dato. Senere samme dag fremsatte han nogle bemærkninger overfor en fængselsbe-tjent, som denne opfattede som trusler mod sig selv og sin familie. Episoden er beskrevet i Renbæk Fængsels rapport af 22. november 2018, hvoraf fremgår: ”Rapport vedrørende: Underlæggende trussel Kort beskrivelse af ep …
Resultat: Kriminalforsorgen tilpligtes at anerkende, at Kriminalforsorgens afgø-relse af 21. marts 2019, hvor Kriminalforsorgen stadfæstede, at Indkærede, tidligere Kærende var blevet ikendt 12 dages strafcelle, er ugyldig og der-for skal ophæves.” Direktoratet for Kriminalforsorgen har herefter indbragt sagen for Højesteret. 7 Retsgrundlag Straffuldbyrdelseslovens § 67, nr. 7, og § 68, stk. 1 og stk. 2, nr. 5, lyder: ”§ 67. En indsat skal a
· 18. august 2020VESTRE LANDSRET RETSBOG Den 18. august 2020 holdt Vestre Landsret møde i retsbygningen i Viborg. Landsdommerne Peter Buhl, Chris Olesen og Annette Nørby (kst.) behandlede sagen. Sag BS-4023/2020-VLR (13. afdeling) Kærende, tidligere Klager (beskikket advokat Claus Allan Bonnez) mod Kriminalforsorgen Ved kendelse af 27. september 2019 har Retten i Horsens (sag BS-23441/2019-HRS) bestemt, at Direktoratet for Kriminalforsorgens afgørelse af 21. marts 2019 stadfæstes. Kærendes, tidligere Klager har kæret afgørelsen med påstand om, at Kriminal-forsorgen tilpligtes at anerkende, at afgørelsen af 23. november 2018, hvorefter han blev ikendt 12 dages strafcelle, er ugyldig eller pålagt med urette og derfor skal ophæves. Han har subsidiært påstået, at ikendelsen af 10 af de 12 dage er ugyldig eller pålagt med urette og derfor skal ophæves. Kriminalforsorgen har påstået afgørelsen stadfæstet. Parterne har gentaget og uddybet deres anbringender for byretten. Landsretten afsagde KENDELSE 2 Kriminalforsorgens afgørelse af 21. marts 2019 henviser til straffuldbyrdelseslo-vens § 68, stk. 2, nr. 5, …
Resultat: Kriminalforsorgen tilpligtes at anerkende, at Kriminalforsorgens afgørelse af 21. marts 2019, hvor Kriminalforsorgen stadfæstede, at Kærende, tidligere Klager var blevet ikendt 12 dages strafcelle, er ugyldig og derfor skal ophæves. Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsretten til den anden part eller til statskassen. Landsretten fastsatte salær til den beskikkede advokat, advokat Claus Bonnez, til 4.500 kr. + mom
Rigsadvokaten · 1. januar 2006En advokat klagede på vegne af en klient til Rigsadvokaten over at en statsadvokat havde indstillet efterforskningen i en sag hvor en politibetjent i forbindelse med forfølgelse af en stjålen bil havde affyret et skud mod klientens søn. Sønnen døde kort efter. Politibetjenten blev ikke sigtet i forbindelse med efterforskningen, men blev afhørt med en sigtets rettigheder. Rigsadvokaten afgjorde at fristen for at omgøre en afgørelse om påtaleopgivelse, jf. retsplejelovens § 724, skulle anvendes i sagen, og at fristen var udløbet kort tid efter at der var blevet klaget over afgørelsen til Rigsadvokaten. Det var derfor ikke længere muligt at omgøre statsadvokatens afgørelse om at standse undersøgelsen i sagen. Rigsadvokaten kritiserede statsadvokaten for ikke allerede i forbindelse med afgørelsen om påtaleopgivelse og påklagen heraf at have gjort sig klart om omgørelsesfristen fandt anvendelse i sagen. Ombudsmanden udtalte at han var enig med Rigsadvokaten i at omgørelsesfristen skulle anvendes, idet politibetjenten måtte betragtes som sigtet i sagen. Ombudsmanden kunne på den baggrund ikke kritisere at Rigsadvokaten ikke havde taget stilling til om han ville have anlagt en anden vurdering af skyldsspørgsmålet i sagen end statsadvokaten. Ombudsmanden udtalte endvidere at Rigsadvokaten generelt set i forbindelse med behandlingen af klager over påtaleopgivelser bør være opmærksom på
Justitsministeriet · 1. januar 2006En advokat klagede over at en politimester – og i 2. instans vedkommende statsadvokat – i en sag havde opgivet påtale efter retsplejelovens § 721, stk. 1 nr. 2, i stedet for § 721, stk. 1, nr. 1. Efter en gennemgang af sagens akter lagde ombudsmanden til grund at politimesteren ved løsladelsen af manden havde ment at den pågældende sigtedes kontakt med de øvrige sigtede i sagen kun havde været tilfældig. Ombudsmanden udtalte at anvendelsen af retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 1, som hjemmel for påtaleopgivelse ikke er forbeholdt de tilfælde hvor anklagemyndigheden ikke – på tidspunktet for sigtelsen – har grund til at sigte vedkommende. Det kan heller ikke kræves at der efterfølgende er tilvejebragt et positivt (sikkert) bevis for sigtedes uskyld. For at anvende § 721, stk. 1, nr. 2, som hjemmel skal der have været i hvert fald et minimum af tvivl om vedkommendes rolle i sagen. Dette var ikke var tilfældet i den foreliggende sag. Det var således ombudsmandens opfattelse at sigtelsen mod den pågældende havde vist sig grundløs, og at påtaleopgivelsen derfor skulle være sket med henvisning til § 721, stk. 1, nr. 1. På baggrund af at Rigsadvokaten – efter at have gennemgået ombudsmandens foreløbige redegørelse om sagen – omgjorde sagen sådan at påtaleopgivelsen skete efter bestemmelsens nr. 1, foretog ombudsmanden sig ikke mere i sagen. (J.nr. 2005-2733-611). FOB 2006 5-2 FOB 2006