1. Vi henter den gældende, officielle tekst
Når en lov er ændret flere gange, udsender ministeriet en lovbekendtgørelse (LBK), hvor alle ændringer frem til en bestemt dato er skrevet ind i én samlet tekst. Det er den konsoliderede lov. Vi finder for hver lov den nyeste gældende lovbekendtgørelse på Retsinformation – eller selve loven, hvis den aldrig er blevet samlet.
Teksten hentes i Retsinformations maskinlæsbare format (XML efter den danske standard LexDania), hvor hver paragraf, hvert stykke og hvert nummer er opmærket. Det gør, at vi kan gengive loven paragraf for paragraf med kapitler og overskrifter præcis som i den officielle udgave. For ældre love, hvor XML-formatet kun indeholder metadata, læser vi i stedet den officielle HTML-udgave.
2. Vi finder ændringerne, der kommer efter
En lovbekendtgørelse er et øjebliksbillede. Vedtager Folketinget en ændringslov bagefter, står ændringen kun i ændringsloven, indtil ministeriet udsender en ny lovbekendtgørelse – og det kan tage måneder eller år.
Vi søger derfor hver dag efter ændringslove, der henviser til den gældende lovbekendtgørelse. Indledningen til lovbekendtgørelsen oplyser, hvilke ændringslove der allerede er skrevet ind, så dem springer vi over. Resten læser vi ændringsnummer for ændringsnummer: hvilken paragraf og hvilket stykke ændres (»I § 2 b, stk. 1, ændres …«), hvad er den nye tekst, og hvornår træder ændringen i kraft. Har ændringsloven en særlig ikrafttrædelsesregel for enkelte numre, bruger vi den frem for lovens generelle dato.
Ændringerne vises ved den paragraf, de rammer, som enten »Ændres pr. …« (kommende) eller »Ændret pr. … – endnu ikke indarbejdet« (allerede i kraft).
3. Vi knytter praksis til paragrafferne
Vores egne artikler om domme og afgørelser og de afgørelser, vi henter fra Ankestyrelsen, Folketingets Ombudsmand og klagenævnene, gennemsøges for henvisninger som »funktionærlovens § 2 b« eller »§ 85 i lov om social service«. Hver henvisning bliver et link fra paragraffen til praksis – og tilbage fra afgørelsen til lovteksten. Det er annotationen i lovsamlingen.
4. Vi finder forarbejderne til hver paragraf
Retsinformation viser for hver lov hele kæden af versioner – fra den oprindelige lov over alle ændringslove til den gældende lovbekendtgørelse – og for hver lov det lovforslag, Folketinget behandlede. I lovforslaget er bemærkningerne til de enkelte bestemmelser opdelt i afsnit som »Til § 3« og »Til nr. 1«.
For den oprindelige lov knytter vi »Til § 17« til lovens § 17. Det er her, lovgivers intention med bestemmelsen typisk er beskrevet. Har paragraffen siden fået et andet indhold, så nummeret måske dækker over noget andet, markerer vi bemærkningen som usikker.
For ændringslove læser vi, hvad hvert ændringsnummer ændrer (»I § 7, stk. 2, ændres …«), og knytter bemærkningen til netop den paragraf. Lovbekendtgørelsens officielle noter (»Lovændringen vedrører § 2 b«) bruges som kontrol, og hvor lovforslaget ikke findes digitalt, viser vi i det mindste, hvilken lov der ændrede bestemmelsen.
Lovforslag fra før slutningen af 1990'erne og love, der er ældre end Retsinformation, findes ikke i maskinlæsbar form. Her henviser vi til loven, men kan ikke vise bemærkningerne.
5. Det gør vi ikke
Vi skriver ikke selv ændringerne ind i lovteksten. En uofficiel konsolidering kan indeholde fejl, som er svære at se for læseren. Teksten, du læser, er altid ordret den officielle lovbekendtgørelse, og ændringerne står adskilt og tydeligt markeret med link til ændringsloven.
Grænser, du skal kende
- Markeringerne er dannet automatisk. En ændringslov, der omtaler loven på en usædvanlig måde, kan blive overset.
- Fastsættes ikrafttrædelsen ved en senere bekendtgørelse, kan vi ikke altid angive datoen – så står det ved ændringen.
- Meget gamle love, som aldrig er samlet i en lovbekendtgørelse (fx statsskatteloven fra 1922), kan have ændringer, vi ikke fanger.
- Ved tvivl er den officielle tekst på Retsinformation altid gældende. Hver side linker direkte til den.
Opdatering
Lovsamlingen tjekkes hver morgen. Udsendes en ny lovbekendtgørelse, henter vi den nye tekst, og ændringer, der nu er skrevet ind, forsvinder automatisk fra markeringerne. Ser du en fejl, så skriv til info@dom.dk.