Retsplejeloven § 19
Gældende tekst efter LBK nr 1298 af 07/11/2025.
Kapitel 1 – Retterne
§ 19.
Fuldmægtige ved byretterne, Sø- og Handelsretten og Tinglysningsretten kan behandle sager, der hører under vedkommende ret, i det omfang rettens præsident bestemmer det.
Domstolsstyrelsen fastsætter regler for fuldmægtiges uddannelse ved byretterne, Sø- og Handelsretten og Tinglysningsretten.
Ved byretterne og Sø- og Handelsretten kan rettens præsident meddele andre personer bemyndigelse til at træffe afgørelser efter § 350, stk. 2, og § 477 d, stk. 2, og at udføre foged-, skifte- og notarialforretninger samt sager om moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab, hvis der ikke skal træffes afgørelse i tvistigheder, og at beslutte, at en bruger er undtaget fra kravet om anvendelse af domstolenes sagsportal, jf. § 148 a, stk. 4.
Personer, der er bemyndiget til at udføre fogedforretninger, kan dog efter præsidentens nærmere bestemmelse træffe afgørelser efter § 490, § 494, stk. 2 og 3, og § 525.
Rettens præsident kan endvidere meddele andre personer bemyndigelse til at underskrive retsbøger, som alene indeholder
- 1)
indgåede forlig i borgerlige sager, jf. § 270, stk. 1,
- 2)
meddelelse om, at en sag hæves af sagsøgeren efter § 359 eller § 362, stk. 2, og
- 3)
meddelelse om, at der i en sag er meddelt fri proces efter § 328, stk. 6.
Ved Tinglysningsretten kan præsidenten meddele andre personer bemyndigelse til at behandle tinglysningssager, hvis der ikke skal træffes afgørelse i tvistigheder.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 1298 af 07/11/2025 på Retsinformation (hentet 27. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 19.