Retsplejeloven

Retsplejeloven § 119

Gældende tekst efter LBK nr 1298 af 07/11/2025.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 12 – Beskikkelse som advokat · Udøvelse af advokatvirksomhed

§ 119.

Advokater beskikkes af justitsministeren.

Stk. 2.

Ret til at få beskikkelse som advokat har enhver, der

  1. 1)

    er myndig og ikke er under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7,

  2. 2)

    ikke er under rekonstruktionsbehandling eller konkurs,

  3. 3)

    har bestået dansk juridisk bachelor- og kandidateksamen, jf. dog § 135 a,

  4. 4)

    i mindst 3 år har været i praktisk juridisk virksomhed, jf. stk. 3 og 4, og

  5. 5)

    har gennemført en teoretisk grunduddannelse og bestået en eksamen i forhold af særlig betydning for advokaterhvervet samt bestået en praktisk prøve i retssagsbehandling.

Stk. 3.

Den i stk. 2, nr. 4, nævnte virksomhed består i deltagelse i almindelig advokatvirksomhed, herunder opnåelse af kendskab til behandlingen af retssager, som autoriseret fuldmægtig hos en advokat, der udøver advokatvirksomhed, eller i arbejde i en juridisk stilling ved domstolene, anklagemyndigheden eller politiet, hvori behandling af retssager indgår som en væsentlig del.

Stk. 4.

Justitsministeren kan træffe afgørelse eller fastsætte regler om, at virksomhed i andre juridiske stillinger end dem, der er nævnt i stk. 3, helt eller delvis kan medregnes i den tid, der er nævnt i stk. 2, nr. 4.

Stk. 5.

Justitsministeren fastsætter regler om den teoretiske grunduddannelse, eksamen og praktiske prøve i retssagsbehandling, herunder om indhold, tilrettelæggelse og betaling herfor.

Justitsministeren kan i særlige tilfælde fritage for kravet om gennemførelse af den teoretiske grunduddannelse, kravet om eksamen og kravet om den praktiske prøve i retssagsbehandling.

Advokatsamfundet forestår den teoretiske grunduddannelse, eksamen og den praktiske prøve i retssagsbehandling.

Retten vurderer, om en retssag er egnet til at udgøre den praktiske prøve i retssagsbehandling.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 1298 af 07/11/2025 på Retsinformation (hentet 27. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 119.