Social- og Indenrigsministeriet · 10. august 2019Ankestyrelsen modtog en anonym underretning om bekymring for to børn. På grund af usikkerhed om, hvem moren var, ringede Ankestyrelsen til morens arbejdsgiver for at få bekræftet hendes identitet. I forbindelse med behandlingen af sagen sendte Ankestyrelsen de to børn partshøringsbreve med akter fra sagen. Børnene var henholdsvis 12 og 14 år; det 12-årige barn havde diagnosen atypisk autisme. Ombudsmanden mente ikke, at han kunne kritisere, at Ankestyrelsen i underretningssager som udgangspunkt partshører ikke bare forældremyndighedsindehaverne, men også børn over 12 år, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. Han mente derfor ikke, at han havde grundlag for at kritisere Ankestyrelsens vurdering af, at den 14-årige datter kunne partshøres. Hvad angik den 12-årige søn, mente ombudsmanden ikke, at han havde tilstrækkeligt grundlag for at kritisere Ankestyrelsens vurdering af, at sønnen kunne partshøres. Ombudsmanden mente imidlertid ikke, at Ankestyrelsens fremgangsmåde i forbindelse med partshøringen af børnene havde gjort det tilstrækkeligt klart for dem, hvad sagen drejede sig om, og hvad de skulle forholde sig til. Han mente heller ikke, at fremgangsmåden var hensigtsmæssig eller hensynsfuld over for børnene. Derudover udtalte ombudsmanden, at han ikke mente, at han havde det fornødne grundlag for at kritisere, at Ankestyrelsen valgte at ringe til den arbejdsgiver, d
Kommunerne · 7. april 2018Et opholdssted havde bl.a. taget billeder af en anbragt ungs mobiltelefon og nedskrevet hans samtaler med den tidligere plejefamilie. Opholdsstedet sendte oplysningerne videre til drengens anbringelseskommune. Ombudsmanden konstaterede, at der var blevet udøvet kontrol med drengens kommunikation. Samtidig udtalte ombudsmanden, at den iværksatte kontrol efter hans opfattelse var ulovlig, fordi der ikke var truffet en afgørelse om den af børn og unge-udvalget i anbringelseskommunen. Ombudsmanden udtalte, at anbringelseskommunen havde haft en meget væsentlig rolle i sagen og efter ombudsmandens opfattelse i høj grad havde medvirket til, at der blev udøvet kontrol med drengens kommunikation på opholdsstedet. Det var endvidere ombudsmandens opfattelse, at kravet om, at børn og unge-udvalget skal have truffet afgørelse om at iværksætte kontrol med den anbragte unges kommunikation, før kontrollen kan iværksættes, ikke kan fraviges ved, at myndighederne får et samtykke til kontrollen, uanset om det er fra barnet/den unge eller forældremyndighedsindehaveren. Ombudsmanden påpegede, at den manglende afgørelse indebar, at de særlige retsgarantier for afgørelser om kontrol med anbragte børns kommunikation ikke var overholdt. Det var ombudsmandens opfattelse, at der var sket en alvorlig krænkelse af den anbragte drengs retssikkerhed. Ombudsmanden besluttede i medfør af § 24 i ombudsmandslove
Kommunerne · 26. oktober 2012Ombudsmanden rejste på baggrund af en konkret sag om samvær mellem en pige anbragt uden for hjemmet og henholdsvis hendes forældre og bedsteforældre en sag af egen drift. Egen drift-sagen handlede om, hvilken myndighed – kommunen eller børn og unge-udvalget – der efter servicelovens regler skal træffe afgørelse i de forskellige typer af sager om samvær med anbragte børn. Ombudsmanden udtalte, at det afgørende for, om det er kommunen eller børn og unge-udvalget, der skal træffe afgørelse efter servicelovens § 71, stk. 1-3, ikke er den personkreds, der skal træffes afgørelse i forhold til, men hvor indgribende afgørelsen er. Hvis samværet f.eks. skal begrænses til mindre end én gang om måneden, eller samværet skal være overvåget, skal børn og unge-udvalget træffe afgørelsen, uanset om afgørelsen retter sig mod forældrene eller andre personer i netværket. Mindre indgribende afgørelser om samvær med det anbragte barn skal træffes af kommunens forvaltning. (J.nr. 12/02371)