Serviceloven § 112

Efter servicelovens § 112 skal kommunalbestyrelsen yde støtte til hjælpemidler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når hjælpemidlet i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne, i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet, eller når det er nødvendigt for, at borgeren kan udøve et erhverv.

Efter den foreslåede § 112 a , stk. 1, skal en ansøgning om støtte til hjælpemidler efter servicelovens § 112 indgives digitalt til kommunalbestyrelsen ved anvendelse af den digitale selvbetjeningsløsning, som kommunalbestyrelsen stiller til rådighed. Herved gøres det obligatorisk for borgerne at indgive ansøgning om hjælpemidler digitalt. Efter bestemmelsen afviser kommunalbestyrelsen ansøgningen, hvis den ikke indgives digitalt, jf. dog de foreslåede stk. 2 og 3.

Hvis kommunalbestyrelsen finder, at der foreligger særlige forhold, der gør, at ansøgeren ikke må forventes at kunne anvende den digitale selvbetjeningsløsning, skal kommunalbestyrelsen efter den foreslåede stk. 2 tilbyde, at ansøgningen kan indgives på anden måde end ved digital selvbetjening. Kommunalbestyrelsen bestemmer, hvordan ansøgningen skal indgives. Ved kommunalbestyrelsens beslutning om, hvordan en ansøgning skal indgives, bør der tages hensyn til, at ansøgeren kan have en funktionsnedsættelse, der gør det vanskeligt eller umuligt at anvende en bestemt fremgangsmåde, hvilket er særligt relevant for den personkreds, der er omfattet af forslaget. Eksempelvis kan en funktionsnedsættelse som følge af ordblindhed gøre det umuligt at ansøge skriftligt.

Det er kommunalbestyrelsen, der ud fra et konkret skøn vurderer, om der foreligger særlige forhold. Der skal i den forbindelse lægges vægt på ansøgerens beskrivelse af egne evner og muligheder for at anvende it-værktøjer og eventuelle problemer med at søge om hjælp, ligesom kommunalbestyrelsen ud fra en helhedsvurdering af ansøgeren må bedømme, om ansøgeren vil kunne ansøge digitalt efter modtagelse af hjælp hertil.

Særlige forhold kan for eksempel foreligge, hvor der er tale om ansøgere med særlige handikap, såvel kognitiv som fysisk funktionsnedsættelse samt demens, ansøgere, der mangler digitale kompetencer, visse socialt udsatte parter, ansøgere med psykiske lidelser, hjemløse, ansøgere med sprogvanskeligheder mv., hvor hjælp eller medbetjening fra kommunalbestyrelsens side konkret vurderes ikke at være en egnet løsning. Der vil således kunne være tale om, at der foreligger særlige forhold for nogle af de nævnte ansøgere, der gør, at de ikke kan ansøge digitalt. Tilsvarende vil der også være ansøgere fra de nævnte grupper, der kan ansøge digitalt, og derfor skal ansøge digitalt.

Særlige forhold vil eksempelvis også foreligge, hvor en ansøger er indsat i fængsel eller er institutionsanbragt og af den grund ikke har adgang til en computer eller lignende digital platform, hvorfor ansøgeren ikke kan ansøge digitalt.

Udover særlige forhold hos borgeren kan der også helt ekstraordinært forekomme situationer, hvor omstændighederne ved ansøgningen eller hos kommunen gør, at der ikke kan ansøges digitalt, eksempelvis hvis selvbetjeningssystemet er ude af drift. I så fald vil kommunalbestyrelsen kunne anvise ansøgeren en anden måde at ansøge på. Derfor foreslås det i stk. 3 , at kommunalbestyrelsen i sådanne helt ekstraordinære situationer også kan undlade at afvise en ansøgning, der ikke er indgivet digitalt. Der vil i sådanne tilfælde være tale om, at der ud fra en samlet vurdering er klare økonomiske fordele ved at modtage anmeldelsen ikke-digitalt.

Der henvises til de almindelige bemærkninger ovenfor i afsnit 4.2.3 Særlige forhold og afsnit 4.2.4 Ekstraordinære situationer .

Kommunalbestyrelsens afgørelse om at afvise en ansøgning om støtte til hjælpemidler kan efter § 166 i serviceloven indbringes for det sociale nævn efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Det sociale nævn forventes pr. 1. juli 2013 ændret til Ankestyrelsen, jf. de almindelige bemærkninger ovenfor i afsnit 3.1.

Kommunalbestyrelserne vil efter persondataloven være forpligtet til at stille en sikker digital ansøgningsløsning til rådighed for ansøgerne. Der henvises til de almindelige bemærkninger ovenfor i afsnit 3.2 Persondatabeskyttelse og afsnit 4.2.6 Infrastruktur og tekniske løsninger.

Efter stk. 4 anses en digital ansøgning for at være kommet frem, når den er tilgængelig for kommunen. Der henvises til de almindelige bemærkninger ovenfor i afsnit 4.3 Hvornår en digital meddelelse anses for at være kommet frem.

Med den foreslåede ændring nedsættes det tilskud, som kommunalbestyrelsen skal yde til privat udleverede høreapparater, fra 6.230 kr. (2010-priser) pr. apparat til 5.607 kr. pr. apparat. Dette svarer til en nedsættelse af tilskuddet med 10 pct. Det bemærkes herved i forhold til den nugældende lovtekst, hvor tilskuddet er angivet til 5.420 kr. pr. høreapparat, at dette beløb er reguleret med satsreguleringsprocenten fra 2007 til og med 2010, hvorved beløbet i 2010 udgør 6.230 kr. pr. høreapparat.

Herudover foreslås der ingen ændringer i bestemmelsen. Det betyder, at der ikke foreslås ændringer i de betingelser, som skal være opfyldt, for at borgeren kan modtage støtte til høreapparat.

Endvidere foreslås der heller ingen ændringer i forhold til de betingelser, som skal være opfyldt, for at borgeren har ret til at benytte sig af adgangen til at vælge en privat, godkendt høreapparatleverandør. Det vil således fortsat være en betingelse, at borgeren er fyldt 18 år, og borgeren skal være henvist til høreapparatbehandling af en speciallæge i øre-, næse- og halssygdomme. Der foreslås heller ingen ændringer i, hvad tilskuddet omfatter. Tilskuddet vil således fortsat omfatte høreprøve, høreapparat, tilpasning, service og garanti, og det vil være incl. moms. Endelig foreslås der ingen ændringer i reglen om, at tilskuddet ikke kan udgøre mere end de faktiske udgifter, og at tilskuddet alene kan ydes til høreapparater, der udleveres af en godkendt leverandør. Om gældende ret henvises i det hele til afsnit 2.2.1 i de almindelige bemærkninger.

Med den foreslåede ændring nedsættes det tilskud, som kommunalbestyrelsen skal yde til privat udleverede høreapparater, fra 6.230 kr. (2010-priser) pr. apparat til 5.607 kr. pr. apparat. Dette svarer til en nedsættelse af tilskuddet med 10 pct. Det bemærkes herved i forhold til den nugældende lovtekst, hvor tilskuddet er angivet til 5.420 kr. pr. høreapparat, at dette beløb er reguleret med satsreguleringsprocenten fra 2007 til og med 2010, hvorved beløbet i 2010 udgør 6.230 kr. pr. høreapparat.

Herudover foreslås der ingen ændringer i bestemmelsen. Det betyder, at der ikke foreslås ændringer i de betingelser, som skal være opfyldt, for at borgeren kan modtage støtte til høreapparat.

Endvidere foreslås der heller ingen ændringer i forhold til de betingelser, som skal være opfyldt, for at borgeren har ret til at benytte sig af adgangen til at vælge en privat, godkendt høreapparatleverandør. Det vil således fortsat være en betingelse, at borgeren er fyldt 18 år, og borgeren skal være henvist til høreapparatbehandling af en speciallæge i øre-, næse- og halssygdomme. Der foreslås heller ingen ændringer i, hvad tilskuddet omfatter. Tilskuddet vil således fortsat omfatte høreprøve, høreapparat, tilpasning, service og garanti, og det vil være incl. moms. Endelig foreslås der ingen ændringer i reglen om, at tilskuddet ikke kan udgøre mere end de faktiske udgifter, og at tilskuddet alene kan ydes til høreapparater, der udleveres af en godkendt leverandør. Om gældende ret henvises i det hele til afsnit 2.2.1 i de almindelige bemærkninger.

Den foreslåede bestemmelse indfører ret til frit valg af leverandør af hjælpemidler. Det frie valg omfatter også en ret for borgeren til frit at vælge at indkøbe et dyrere hjælpemiddel end det, som kommunalbestyrelsen har bevilget. Det foreslås, at det er borgeren selv, der indkøber hjælpemidlet, hvorefter udgifterne refunderes af kommunalbestyrelsen. Hvis der er tale om et hjælpemiddel, der er omfattet af en af kommunalbestyrelsen indgået leverandøraftale, kan der højst refunderes udgifter med et beløb svarende til den pris, som kommunalbestyrelsen kunne have erhvervet hjælpemidlet for hos sin leverandør. Hvis der er tale om et hjælpemiddel, der ikke er omfattet af en leverandøraftale, kan borgeren vælge leverandør, og støtten ydes efter regning, dog højst med et beløb svarende til prisen på det bedst egnede og billigste hjælpemiddel. Den særlige regel vedrørende individuelt tilpassede kørestole, jf. § 14 i bekendtgørelse nr. 987 af 6. august 2007, med senere ændring, om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven, foreslås opretholdt.

Såfremt lovforslaget vedtages, er det hensigten, at der vil blive foretaget ændringer i bekendtgørelse nr. 987 af 6. august 2007, med senere ændring, om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven, hvor reglerne om frit valg vil blive uddybet i overensstemmelse med den foreslåede bestemmelse. Bekendtgørelsesændringen vil særligt vedrøre selve retten til frit valg, støtte til reparation og udskiftning af hjælpemidler, hvor borgeren har foretaget frit valg og kommunalbestyrelsens refusion af borgerens eventuelle egenbetaling ved frit valg.

Bekendtgørelsesændringerne ligger inden for rammerne af den gældende bemyndigelsesbestemmelse i servicelovens § 112, stk. 6, hvorefter indenrigs- og socialministeren bl.a. kan fastsætte regler om afgrænsningen af de hjælpemidler, hvortil der kan ydes støtte, regler om, i hvilket omfang modtageren selv betaler en del af udgiften til anskaffelse, reparation og drift af et hjælpemiddel og regler om, hvornår støtte til et hjælpemiddel kan ydes som udlån eller udleveres som naturalydelse.

Med lovforslaget tilsigtes ingen ændringer i princippet om støtte til det bedst egnede og billigste hjælpemiddel, jf. afsnit 2.1 i de almindelige bemærkninger. Det er kommunalbestyrelsen, der ud fra en konkret og individuel vurdering af borgerens samlede funktionsnedsættelse og de deraf affødte behov for kompensation i hver enkelt sag afgør, hvilket hjælpemiddel der er bedst egnet og billigst. Det skal fremgå af bevillingsskrivelsen, hvilket hjælpemiddel kommunalbestyrelsen anser som bedst egnet og billigst, og dermed hvilket hjælpemiddel kommunalbestyrelsen yder støtte til. Herved er borgeren på forhånd bekendt med, hvor meget støtte kommunalbestyrelsen vil yde og til hvilket hjælpemiddel, inden borgeren tager stilling til, om den pågældende ønsker at benytte retten til frit valg. Kommunalbestyrelsens afgørelse om, hvilket hjælpemiddel der er bedst egnet og billigst, kan påklages i det administrative klagesystem. Med lovforslaget er der ikke tilsigtet nogen ændringer i forhold til borgerens berettigelse til hjælpemidler. Det betyder bl.a., at borgeren fortsat skal have støtte til det bedst egnede og billigste hjælpemiddel.

Det er hensigten, at afregningen mellem borgeren, leverandøren og kommunalbestyrelsen i de tilfælde, hvor borgeren har benyttet sig af retten til frit valg, vil blive reguleret i den bekendtgørelse, som det påtænkes at udstede, hvis lovforslaget vedtages. Afregningen foreslås at ske efter samme regler, som er gældende under frit valgs-ordningen for særligt personlige hjælpemidler, jf. § 5, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 987 af 6. august 2007, med senere ændring, om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven. Efter denne regel sendes fakturaen for indkøbet af leverandøren til og afregnes direkte med kommunen. Borgeren hæfter selv for egenandelen, der afregnes direkte med leverandøren. Herved sikres det, at indførelsen af frit leverandørvalg for alle typer af hjælpemidler ikke indebærer en unødig belastning af den enkelte borgers økonomi. Endvidere vil det med denne afregningsform være muligt for kommunerne at afløfte moms af regningen gennem momsrefusionsordningen for kommuner og regioner. Det er en forudsætning, at kommunen modtager en faktura, hvorpå momsen er anført.

Lovforslaget berører ikke den særlige frit valgs-ordning, som gælder i forhold til høreapparater. Denne ordning videreføres således uændret.

Lovforslaget foreslås at følge de principper, der i dag er gældende for det frie leverandørvalg af særligt personlige hjælpemidler. Med forslaget er det derfor ikke hensigten at ændre på kommunalbestyrelsens forsyningsforpligtelse, ligesom det fortsat vil være kommunen, der ejer hjælpemidlet.

Uanset borgerens frie valg af leverandør vil det offentlige tilskud til hjælpemidlet ikke kunne udløses, hvis borgeren vælger et hjælpemiddel, der ikke opfylder de faglige specifikationer og krav til egnethed, som kommunalbestyrelsen har opstillet.

Den foreslåede bestemmelse medfører ikke ændringer i de gældende regler om støtte til reparation og udskiftning af hjælpemidler, jf. § 4 i bekendtgørelse nr. 987 af 6. august 2007, med senere ændring, om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven, hvorefter hjælp til reparation og udskiftning af hjælpemidler ydes efter behov. Hvis der på grund af borgerens frie valg af hjælpemiddel undtagelsesvis skulle blive tale om ekstraordinært dyre eller hyppige reparationer eller hyppigere udskiftninger, foreslås det, at udgiften hertil vil skulle afholdes af borgeren selv.

Hvis lovforslaget vedtages, er det hensigten, at der i den bekendtgørelse, som påtænkes at blive udstedt, vil blive fastsat en regel om, at hjælpemidlet som udgangspunkt tilhører kommunen, og det skal derfor afleveres til kommunen, når borgeren ikke længere har brug for det. I tilfælde, hvor borgerens merkøb har medført, at hjælpemidlet har fået en generelt forøget anvendelighed også for andre borgere, foreslås det, at kommunen refunderer borgerens egenbetaling ved tilbagelevering. Et eksempel, hvor hjælpemidlet har fået en generelt forøget anvendelighed, er, hvor hjælpemidlet pga. borgerens merkøb har fået yderligere funktioner, som andre borgere også kan have glæde af. Muligheden for hel eller delvis refusion af egenbetalingen foreslås at bortfalde efter 4 år regnet fra købstidspunktet. Egenbetaling på op til 2.500 kr. refunderes ikke. Det er kommunalbestyrelsen, der træffer afgørelse om refusion af egenbetaling ved tilbagelevering, og afgørelsen kan påklages i det administrative klagesystem.

Kommunalbestyrelsen skal, hvis lovforslaget vedtages, som en del af sin generelle rådgivnings- og vejledningsforpligtelse yde rådgivning om det frie valg af hjælpemidler, herunder om konsekvenserne af at have benyttet retten til frit valg i forhold til tilbagelevering af hjælpemidlet efter endt brug. Det bemærkes, at der ikke herudover med lovforslaget er tiltænkt ændringer i kommunalbestyrelsens rådgivnings- og vejledningsforpligtelse. Det vil sige, at borgerne i hjælpemiddelsager skal tilbydes vejledning fra kommunen i samme omfang, som det sker efter de nugældende regler. Det kan f.eks. dreje sig om vejledning i valg af hjælpemiddel eller instruktion i brugen heraf.

Som en del af vejledningen skal der som nævnt informeres om adgangen til frit valg samt konsekvenserne af at benytte frit valgs-ordningen, f.eks. i forhold til tilbagelevering af hjælpemidlet efter endt brug og reglerne om refusion i forbindelse med et eventuelt merkøb. Derimod vil der ikke kunne pålægges kommunalbestyrelsen en udvidet vejledningsforpligtelse i de tilfælde, hvor borgeren har benyttet frit valg og f.eks. har købt et hjælpemiddel, der har funktioner, som rækker ud over de funktioner, der er i det hjælpemiddel, som kommunalbestyrelsen vurderer som værende bedst egnet og billigst. Det påhviler således ikke kommunalbestyrelsen at yde ekstra vejledning, som er en konsekvens af borgerens benyttelse af frit valgs-ordningen, ligesom det ikke påhviler kommunalbestyrelsen at yde vejledning om leverandører af hjælpemidler som et led i borgerens frie valg.

Redskaber, der er til fælles brug for personer i et botilbud efter servicelovens kap. 20 eller i en daginstitution, en klub eller en døgninstitution efter servicelovens kap. 7, 8 og 11, er ikke omfattet af retten til frit valg. Begrundelsen herfor er, at sådanne redskaber, som stilles til rådighed af botilbuddet, daginstitutionen, klubben eller døgninstitutionen, jf. § 6 i bekendtgørelse nr. 987 af 6. august 2007, med senere ændring, om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven, ikke er hjælpemidler i servicelovens forstand. Det er hensigten at videreføre denne regel i den bekendtgørelse, som påtænkes udstedt, hvis lovforslaget vedtages.

Endvidere er f.eks. redskaber, f.eks. lifte eller plejesenge, som er nødvendige af hensyn til de kommunale medarbejderes arbejdsmiljø, heller ikke omfattet af retten til frit valg. Dette følger af princippet om sektoransvar, som ikke berøres ved den foreslåede bestemmelse.

Det foreslås i stk. 4, at der gøres en undtagelse i borgerens ret til frit valg. Det foreslås, at borgerens ret til frit valg ikke gælder, hvis kommunalbestyrelsen kan stille et hjælpemiddel til rådighed, som er fuldstændig identisk med det hjælpemiddel, som borgeren ønsker at anskaffe. Undtagelsen skal forstås snævert, således at det frie valg alene afskæres i de tilfælde, hvor borgeren ønsker at indkøbe et hjælpemiddel, som er fuldstændig identisk med det, som kommunalbestyrelsen kan stille til rådighed. Som et eksempel kan nævnes, at borgeren har fået bevilget en rollator af mærket XX. På kommunens hjælpemiddellager findes en brugt rollator af dette mærke. Men borgeren ønsker en fuldstændig identisk rollator af samme mærke, men en ny. I denne situation vil borgeren ikke kunne benytte sig af retten til frit valg.