Serviceloven § 96
Gældende tekst efter LBK nr 641 af 01/07/2026.
Kapitel 16 – Personlig hjælp, omsorg og pleje samt plejetestamenter · Kontant tilskud
§ 96.
Kommunalbestyrelsen skal tilbyde borgerstyret personlig assistance.
Borgerstyret personlig assistance ydes som tilskud til dækning af udgifter ved ansættelse af hjælpere til pleje, overvågning og ledsagelse til borgere med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har et behov, som gør det nødvendigt at yde denne ganske særlige støtte.
Det er en betingelse for tilskud til ansættelse af hjælpere efter stk. 1, at borgeren er i stand til at fungere som arbejdsleder for hjælperne.
Det er desuden en betingelse, at borgeren kan fungere som arbejdsgiver for hjælperne, medmindre den pågældende indgår aftale med en nærtstående eller en forening eller privat virksomhed, der er godkendt af socialtilsynet, om, at tilskuddet overføres til den nærtstående, foreningen eller den private virksomhed, der herefter er arbejdsgiver for hjælperne.
Arbejdsgiverbeføjelserne i forhold til hjælperne vedrørende spørgsmål om ansættelse og afskedigelse af hjælpere varetages i så fald af den nærtstående, foreningen eller den private virksomhed i samråd med den pågældende.
En aftale om overførsel af tilskuddet til en forening eller privat virksomhed er ikke bindende for borgeren, hvis foreningen eller den private virksomhed ikke var godkendt af socialtilsynet på tidspunktet for aftalens indgåelse, og hvis foreningen eller den private virksomhed ikke på dette tidspunkt gjorde borgeren bekendt med dette.
Kommunalbestyrelsen kan tilbyde borgerstyret personlig assistance til borgere, der ikke er omfattet af personkredsen efter stk. 1, hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at dette er den bedste mulighed for at sikre en helhedsorienteret og sammenhængende hjælp for borgeren.
I de situationer, hvor borgeren eller en nærtstående er arbejdsgiver, skal kommunalbestyrelsen tilbyde at varetage lønudbetaling m.v.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 641 af 01/07/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Serviceloven § 96
Lovgivers oprindelige intention
Den oprindelige lovL 38 (2004-05, 2. samling) · bemærkning til § 96LOV nr 573 af 24/06/2005 · 24. juni 2005
Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 77 i lov om social service, dog bortfalder § 77, stk. 3, i lov om social service da grundtakstfinansieringen er bortfaldet. Endvidere er foretaget redaktionelle ændringer, jf. afsnit 4 i de almindelige bemærkninger.
Senere ændringer
ÆndringL 56 (2019-20) · bemærkning til § 1, nr. 2LOV nr 1571 af 27/12/2019 · 27. december 2019
Kommunalbestyrelsen skal efter servicelovens § 96, stk. 1, tilbyde borgerstyret personlig assistance. Ifølge bestemmelsens stk. 2, er det en betingelse for tilskud, at borgeren er i stand til at fungere som arbejdsleder for hjælperne.
Herudover er det som udgangspunkt en betingelse, at borgeren kan fungere som arbejdsgiver for hjælperne, medmindre den pågældende indgår aftale med en nærtstående eller en forening eller en privat virksomhed, der er godkendt af socialtilsynet, om, at tilskuddet overføres til den nærtstående, foreningen eller den private virksomhed, der herefter er arbejdsgiver for hjælperne.
Det er en betingelse for, at tilskuddet kan overføres, at foreninger og private virksomheder, der skal varetage arbejdsgiverfunktioner i ordninger efter servicelovens § 96, skal være godkendt af socialtilsynet, jf. § 18 b, stk. 2, i socialtilsynsloven. Det indebærer blandt andet, at kommunalbestyrelsen ikke må udbetale tilskud til foreninger og private virksomheder, der ikke er godkendt af socialtilsynet.
En aftale om overførsel af tilskuddet til en forening eller privat virksomhed, som ikke er godkendt af socialtilsynet, vil i nogle tilfælde kunne binde borgeren, og borgeren vil kunne risikere at hæfte økonomisk på grund af aftalen med den ikke-godkendte forening eller private virksomhed.
Forslaget medfører alene ændringer i forhold til aftaleindgåelsen mellem borgeren og en forening eller privat virksomhed. Med det foreslåede § 96, stk. 2, 4. pkt., indføjes det i serviceloven, at en aftale om overførsel af tilskuddet til en forening eller privat virksomhed ikke er bindende for borgeren, hvis foreningen eller den private virksomhed ikke var godkendt af socialtilsynet på tidspunktet for aftalens indgåelse, og hvis foreningen eller den private virksomhed ikke på dette tidspunkt gjorde tilskudsmodtageren bekendt med dette.
Forslaget vil dermed indebære, at aftalen om overførsel af tilskuddet mellem borgeren og en forening eller privat virksomhed ikke vil være bindende for borgeren, hvis den pågældende forening eller private virksomhed ikke er godkendt af socialtilsynet til at varetage arbejdsgiverfunktionen. Hertil forudsættes det, at foreningen eller den private virksomhed ikke gjorde borgeren bekendt med den manglende godkendelse på tidspunktet for aftalens indgåelse. Det betyder, at aftalen om overførsel af tilskuddet automatisk bortfalder uden, at borgeren har gjort indsigelser. Herefter vil borgeren ikke være bundet af aftalen, og foreningen eller den private virksomhed vil ikke længere være forpligtet til at stille hjælpere til rådighed, hvis ikke udgifterne hertil allerede er dækket af et fejlagtigt overført tilskud. I denne situation skal der tages hensyn til, at den pågældende aftale afvikles på en hensigtsmæssig måde, se nedenfor.
Da det er en betingelse for, at tilskuddet kan overføres, at foreningen eller den private virksomhed, der skal varetage arbejdsgiverfunktionen i ordningen, er godkendt af socialtilsynet, vil ophør af godkendelsen efter aftaleindgåelsen indebære, at foreningen eller den private virksomhed ikke har krav på udbetaling af tilskuddet. Det vil i dette tilfælde afhænge af en vurdering ud fra de almindelige aftaleretlige og erstatningsretlige regler og principper, herunder om bristede forudsætninger, om aftalen ikke er bindende. Lovforslaget regulerer således ikke denne situation.
Der kan være nogle praktiske forhold i forbindelse med afviklingen af aftalen om overførsel af arbejdsgiverfunktionen, som kommunalbestyrelsen bør være opmærksom på, når udbetalingen af tilskuddet til en forening eller privat virksomhed standser på baggrund af ophør af en godkendelse. Kommunalbestyrelsen bør i disse tilfælde sikre sig, at borgeren fortsat har mulighed for at modtage den nødvendige hjælp og støtte i sin ordning efter § 96 i serviceloven, således at borgeren ikke efterlades med et udækket hjælpebehov.
For en aftale, der er indgået efter lovens ikrafttræden vil en eventuel prøvelse af aftalens gyldighed, såfremt disse spørgsmål rejses, skulle behandles af domstolene på baggrund af den foreslåede tilføjelse til servicelovens § 96, stk. 2, 4. pkt., samt de almindelige aftaleretlige og erstatningsretlige regler og principper.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
ÆndringL 150 (2016-17) · bemærkning til § 1, nr. 8LOV nr 660 af 08/06/2017 · 8. juni 2017
Kommunalbestyrelsen skal efter servicelovens § 96, stk. 1, tilbyde borgerstyret personlig assistance. Borgerstyret personlig assistance ydes som tilskud til dækning af udgifter ved ansættelse af hjælpere til pleje, overvågning og ledsagelse til borgere med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har et behov, som gør det nødvendigt at yde denne ganske særlige støtte.
Ifølge servicelovens § 96, stk. 2, er det en betingelse for tilskud til borgerstyret personlig assistance, at borgeren er i stand til at fungere som arbejdsleder for hjælperne.
Det er desuden ifølge § 96, stk. 2, i udgangspunktet en betingelse, at borgeren kan fungere som arbejdsgiver for hjælperne. Det er dog muligt for borgeren at indgå aftale med bl.a. en forening eller en privat virksomhed om at overføre tilskuddet til foreningen eller den private virksomhed, som herefter er arbejdsgiver for hjælperne. Der gælder ingen krav om godkendelse af de foreninger eller private virksomheder, med hvem sådanne aftaler om overførsel af tilskud kan indgås.
Det foreslås med ændringen i § 96, stk. 2, 2. pkt. , at borgeren alene kan indgå aftale om overførsel af tilskud til en forening eller privat virksomhed, der er godkendt af socialtilsynet.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.7.3 i de almindelige bemærkninger samt til bemærkningerne til § 2.
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 96.