Serviceloven § 128 a

Det fremgår af § 128 a i serviceloven, at social- og boligministeren nedsætter et råd, som skal fremsætte en indstilling til social- og boligministeren om, hvilke former for tryghedsskabende velfærdsteknologi, der kan anvendes efter afsnit VII i denne lov. Det fremgår af bestemmelsens stk. 2, at social- og boligministeren fastsætter en forretningsorden for rådet. Efter bestemmelsens stk. 3 fastsætter social- og boligministeren på baggrund af rådets indstilling efter stk. 1 regler om, hvilke former for tryghedsskabende velfærdsteknologi der kan anvendes efter afsnit VII i denne lov.

Det følger af 128 b, stk. 1, der bliver stk. 2, at kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om at anvende tryghedsskabende velfærdsteknologi for en person i en afgrænset periode, når der er risiko for personskade, og forholdene i det enkelte tilfælde gør det påkrævet for at afværge denne risiko. Den velfærdsteknologi, som kommunalbestyrelsen efter bestemmelsen kan træffes afgørelse om at anvende, er fastlagt i bekendtgørelse om velfærdsteknologi, jf. § 128 a. Afgørelser om disse former for tryghedsskabende velfærdsteknologi skal således være inden for de rammer fastlagt efter § 128 a.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til punkt 2.3.1 i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at § 128 a i serviceloven affattes således: »Social- og boligministeren fastsætter regler om, hvilke former for tryghedsskabende velfærdsteknologi, der kan anvendes efter afsnit VII.«

Forslaget vil for det første betyde, at der vil kunne fastsættes regler om anvendelse af flere velfærdsteknologiske løsninger end i dag, og at dette vil kunne ske uden forudgående indstilling fra Rådet for Tryghedsskabende Velfærdsteknologi.

Dette vil blandt andet omfatte anvendelse af situationsbestemt lydmonitorering, bevægelsesmonitorering og lignende i videre omfang end i dag, herunder også i en borgers private bolig.

Bevægelsesmonitorering kan bl.a. bestå af et bevægelsesaktiveret kald fra en bevægelsessensor, hvor personalet bliver alarmeret, hvis borgeren bevæger sig. En bevægelsessensor kan også alarmere personalet om inaktivitet, hvis der over en bestemt tidsperiode ikke er registreret bevægelse fra borgeren. Lydmonitorering kan bl.a. bestå af et lydaktiveret kald, hvor personalet får en alarm, hvis der er registreret en lyd hos borgeren. Lydmonitorering kan også foregå som en løbende direkte transmittering af lyd, hvor personalet kan lytte uden at gå fysisk ind til borgeren. Det bemærkes, at situationsbestemt lydmonitorering indebærer, at der ikke må være tale om kontinuerlig audioovervågning af en borger, men at audioovervågningen skal være afgrænset til nærmere definerede situationer og foregå i afgrænsede tidsperioder, der fastsættes af kommunalbestyrelsen på baggrund af en konkret og individuel vurdering af nødvendigheden af overvågningen i den enkelte situation.

Forslaget vil ikke give mulighed for at foretage lydmonitorering i længere tidsstræk, medmindre tungtvejende, faglige grunde taler for dette. Tungtvejende faglige grunde for længerevarende audioovervågning kan f.eks. være hensynet til at forebygge, at en borger forårsager alvorlige skader på sig selv eller af andre årsager er i risiko for at lide omfattende personskade. Det vil bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, hvor lang tid ”længere stræk” er, men det er vurderingen, at alt over 15 minutter vil kunne karakteriseres som ”længere stræk”.

Ved anvendelse af lydmonitorering vil lydoptagelsen af borgeren skulle afspilles i direkte tid, og lyden må ikke blive optaget, gemt eller lagret. For at sikre, at det udelukkende er relevant personale, som vil få mulighed for at udføre lydmonitorering, vil personalet skulle logge sig ind på en telefon eller computer for at kunne lytte til monitoreringen, og systemet vil skulle føre en log over, hvem der har logget ind, herunder i hvilken tidsperiode lydmonitoreringen har fundet sted.

Det vil være en betingelse for anvendelse af de i bekendtgørelse om velfærdsteknologi fastsatte velfærdsteknologiske løsninger efter § 128 a i serviceloven, at personalet ikke kan løse situationen med alternative og mindre indgribende foranstaltninger. Principperne om proportionalitet og skånsomhed vil således fortsat skulle overholdes, jf. servicelovens § 124. Endvidere vil det være en forudsætning for at anvende de omhandlede løsninger, at der foreligger den fornødne faglige dokumentation for borgerens nedsatte psykiske funktionsevne, jf. § 124 a.

Det er Det Socialfaglige Nævn vedrørende Magtanvendelse overfor Borgere med Handicap, som vil skulle træffe afgørelse om at anvende videoovervågning i form af kamerakig under de i servicelovens § 128 b, stk. 1, fastsatte betingelser, jf. lovforslagets § 1, nr. 16, og bemærkningerne dertil. Nævnets afgørelse vil efter servicelovens § 133 kunne påklages til Ankestyrelsen.

Mulighederne for at fastsætte regler om anvendelse af tryghedsskabende velfærdsteknologi vil ikke være begrænset til den eksisterende teknologi. Den foreslåede bestemmelse i § 128 a i serviceloven vil således også kunne anvendes i forhold til fremtidige teknologiske løsninger.

Servicelovens § 135 a vil finde anvendelse således, at den konkrete anvendelse af tryghedsskabende velfærdsteknologi fortsat vil skulle registreres og indberettes.

For det andet vil forslaget betyde, at anvendelse af epilepsialarmer (anfaldsalarmer) og alarmer, som anvendes til andre med tilsvarende behov for anfaldsovervågning som epilepsi, med den forventede udmøntning af bemyndigelsen forventes undtaget af reglerne om magtanvendelse. Således vil en epilepsialarm kunne anvendes til personer, der ikke samtykker, uden forudgående afgørelse herom.

Ved epilepsialarm forstås et system, som kan give signal om indikationer på et epilepsianfald f.eks. ved at registrere borgerens puls, åndedræt, rystelser, bestemte bevægelser eller lyde m.v. Ved alarmer, som anvendes til andre med tilsvarende behov for anfaldsovervågning som ved epilepsi, forstås et tilsvarende system, der alarmerer om tilstande, der, ligesom epilepsi, kan forårsage personskade for borgeren.

Begrundelsen for forslaget er, at epilepsialarmer m.v. er redskaber, der alarmerer om en potentiel helbredsskadelig tilstand, hvorfor anvendelsen ikke bør vurderes som et indgreb i selvbestemmelsesretten. Anvendelse af sådanne alarmer bør derfor ikke være underlagt magtanvendelsesreglerne, herunder reglerne for forudgående afgørelse og registrering af anvendelse.

For det tredje vil forslaget vil betyde, at Rådet for Tryghedsskabende Velfærdsteknologi nedlægges.

Nedlæggelse af Rådet vil indebære, at social- og boligministeren vil skulle have oplysninger om anvendelse af ny teknologi og ændret anvendelse af eksisterende teknologi andetsteds fra. Der henvises til, at det ved den foreslåede bestemmelse i § 130 a, stk. 6, i serviceloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 26, foreslås, at Det Socialfaglige Nævn vedrørende Magtanvendelse overfor Borgere med Handicap vil skulle kunne offentliggøre principielle udtalelser herom.

Desuden vil Social- og Boligstyrelsen fortsat kunne bidrage til vidensopbygning om udvikling og brug af velfærdsteknologi.

Begrundelsen for forslaget er, at Rådet for Velfærdsteknologi har fuldført sit formål, og at de involverede myndigheder fortsat vil kunne få rådgivning om brug af og udviklingen inden for velfærdsteknologi.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.3 i de almindelige bemærkninger samt til den ved lovforslagets § 1, nr. 26, foreslåede bestemmelse i § 130 a i serviceloven og bemærkningerne dertil.