Serviceloven

Serviceloven § 196

Gældende tekst efter LBK nr 641 af 01/07/2026.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 34 – Ikrafttrædelse og overgangsbestemmelser

§ 196.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Stk. 2.

Socialministeren fastsætter efter aftale med Færøernes landsstyre og Grønlands Naalakkersuisut i en bekendtgørelse regler om visitation, betaling og refusion, handleplaner, handle- og betalingskompetence, lovvalg samt besøgsrejser m.v., når personer på foranledning af færøske eller grønlandske sociale myndigheder eller som led i gennemførelsen af en varetægtsfængsling eller fuldbyrdelsen af en dom afsagt af Retten på Færøerne, af en grønlandsk ret, af Østre Landsret eller Højesteret, jf. instansordningen i retsplejelov for Færøerne, eller af Hø‍jesteret, jf. instansordningen i retsplejelov for Grønland får ophold i Danmark og modtager tilbud efter denne lov.

Tilsvarende kan der efter aftale fastsættes regler i en bekendtgørelse for personer, der fra Danmark får ophold på Færøerne eller i Grønland på foranledning af danske sociale myndigheder.

Tilsvarende kan der efter aftale fastsættes regler i en bekendtgørelse om underretningspligt mellem sociale myndigheder i Danmark og Grønland og mellem sociale myndigheder i Danmark og på Færøerne.

Stk. 3.

Uenighed mellem færøske eller grønlandske sociale myndigheder og danske sociale myndigheder om deres forpligtelser efter disse regler afgøres af Ankestyrelsen.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 641 af 01/07/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Serviceloven § 196

Senere ændringer

ÆndringL 95 (2023-24) · bemærkning til § 1, nr. 9LOV nr 217 af 05/03/2024 · 5. marts 2024

Det fremgår af § 2, stk. 1, i serviceloven, at enhver, der opholder sig lovligt her i landet, har ret til hjælp efter serviceloven. Loven finder således ikke anvendelse for personer, der ikke opholder sig fysisk i Danmark. Det fremgår af § 196, stk. 1, at loven ikke finder anvendelse for Færøerne og Grønland.

Social- og boligministeren er dog ved § 196, stk. 2, givet bemyndigelse til efter aftale med Færøernes landsstyre og Grønlands Naalakkersuisut at fastsætte visse regler vedrørende grønlandske og færøske borgere. Ministeren kan således efter § 196, stk. 2, 1. pkt., fastsætte regler om visitation, betaling og refusion, handleplaner, handle- og betalingskompetence, lovvalg samt besøgsrejser m.v., når personer på foranledning af færøske eller grønlandske sociale myndigheder får ophold i Danmark og modtager tilbud efter serviceloven.

Bemyndigelsen er anvendt til at fastsætte regler i bekendtgørelse nr. 471 af 8. maj 2023 om døgnophold i tilbud i Danmark og Grønland (Grønlandsbekendtgørelsen) og bekendtgørelse nr. 715 af 31. maj 2017 om døgnophold i tilbud i Danmark og på Færøerne (Færøbekendtgørelsen). Disse to bekendtgørelser indeholder bl.a. regler om aftaler mellem danske hhv. grønlandske og færøske sociale myndigheder om en borgers døgnophold i sociale tilbud, lovvalg, handleplan, tilsyn, magtanvendelse, ændringer i indsatsen, ophør af indsatsen, betalingsansvar og besøgsrejser.

Bemyndigelsen i § 196, stk. 2, i serviceloven finder alene anvendelse for borgere, der placeres i tilbud i Danmark af en grønlandsk hhv. færøsk social myndighed. Bemyndigelsen finder således ikke anvendelse for borgere, der som led i gennemførelsen af en varetægtsfængsling eller fuldbyrdelsen af en dom afsagt af Retten på Færøerne eller en grønlandsk ret er anbragt i et tilbud i Danmark.

Kriminallov for Grønland indeholder i kapitel 32 regler om særlige foranstaltninger over for unge kriminelle, som kan anvendes, hvis gerningsmanden på domstidspunktet er under 18 år eller i særlige tilfælde under 20 år. Det følger bl.a. af §§ 152 og 153, at retten ved dom til særlige hjælpeforanstaltninger over for unge fastsætter, at den unge undergives tilsyn af de sociale myndigheder med hjælpeforanstaltninger efter den sociale lovgivning, og at de sociale myndigheder fastsætter de nærmere hjælpeforanstaltninger i henhold til den sociale lovgivning.

Kriminallovens kapitel 33 indeholder regler om særlige foranstaltninger over for psykisk syge kriminelle, som bl.a. kan anvendes, hvis gerningsmanden på tidspunktet for lovovertrædelsen var sindssyg eller i en tilstand, der ganske må ligestilles hermed, eller var mentalt retarderet. Det følger bl.a. af § 157 stk. 1, at retten kan bestemme, at den dømte skal anbringes på hospital eller anden institution i Danmark, eller træffe bestemmelse om behandling på hospital eller anden institution i Danmark.

Efter kriminallovens § 234, stk. 1, kan ledelsen af Kriminalforsorgen i Danmark beslutte, at den dømte midlertidigt eller for hele eller resten af anbringelsestiden anbringes på hospital, i familiepleje, i egnet hjem eller institution i en række angivne situationer. Det følger videre af § 234, stk. 5, at ledelsen af Kriminalforsorgen i Grønland fastsætter regler om anbringelse i institution m.v. uden for anstalt. Der er med hjemmel i denne bemyndigelsesbestemmelse udstedt anbringelse- og overførselsbekendtgørelsen.

Det fremgår af § 78, stk. 1, i straffuldbyrdelsesloven for Færøerne, at justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, kan bestemme, at den dømte midlertidigt eller for hele eller resten af straffetiden anbringes på hospital, i familiepleje, i eget hjem eller institution på Færøerne eller i Danmark. Det er en forudsætning for en sådan anbringelse, at 1) den dømte har behov for særlig behandling eller pleje, som i væsentlig grad kan tilgodeses i den pågældende institution m.v., 2) der på grund af den dømtes alder, helbredstilstand eller andre særlige omstændigheder er særlige grunde til ikke at anbringe eller beholde den dømte i arresthus eller fængsel, og 3) afgørende hensyn til retshåndhævelsen ikke taler imod anbringelse uden for arresthus eller fængsel.

Af § 1 i retsplejelov for Færøerne fremgår, at de almindelige domstole er Højesteret, Østre Landsret og Retten på Færøerne samt Sø- og Handelsretten.

Af § 1 i retsplejelov for Grønland fremgår, at de almindelige domstole er kredsretterne, Retten i Grønland, Grønlands Landsret og Højesteret.

Det foreslås, at bemyndigelsen i § 196, stk. 2, 1. pkt., udvides, således at der efter ”sociale myndigheder” indsættes ”, eller som led i gennemførelsen af en varetægtsfængsling eller fuldbyrdelsen af en dom afsagt af Retten på Færøerne, af en grønlandsk ret, af Østre Landsret eller Højesteret, jf. instansordningen i retsplejelov for Færøerne, eller af Højesteret, jf. instansordningen i retsplejelov for Grønland. ”

Den foreslåede ændring vil medføre, at social- og boligministeren efter aftale med Færøernes landsstyre og Grønlands Naalakkersuisut i en bekendtgørelse vil fastsætte regler om visitation, betaling og refusion, handleplaner, handle og betalingskompetence, lovvalg samt besøgsrejser m.v., når en varetægtsfængsling gennemføres eller en dom afsagt af Retten på Færøerne, af en grønlandsk ret, af Østre Landsret eller Højesteret, jf. instansordningen i retsplejelov for Færøerne, eller af Højesteret, jf. instansordningen i retsplejelov for Grønland, fuldbyrdes i Danmark ved ophold i et tilbud efter serviceloven. Der vil således være samme muligheder for at fastsætte regler for de situationer, hvor en varetægtsfængsling gennemføres, eller en dom afsagt af Retten på Færøerne, en grønlandsk ret eller Østre Landsret eller Højesteret, jf. instansordningen i retsplejelov for Færøerne eller retsplejelov for Grønland, fuldbyrdes ved ophold i et tilbud efter serviceloven i Danmark, som når borgeren får ophold i tilbuddet på baggrund af afgørelse truffet af de sociale myndigheder i Grønland eller på Færøerne.

Den foreslåede bemyndigelse forventes at blive anvendt til at fastsætte regler, der tilsvarer de regler, der er fastsat i Grønlandsbekendtgørelsen hhv. Færøbekendtgørelsen for personer, der på foranledning af grønlandske hhv. færøske sociale myndigheder har fået ophold i et tilbud efter serviceloven i Danmark. Dog forventes der i modsætning til disse regler ikke fastsat bestemmelser om, at borgerens ophold i tilbuddet er betinget af en aftale mellem den danske kommune og den grønlandske hhv. færøske myndighed, idet borgerens ophold er en følge af gennemførelsen af varetægtsfængslingen eller fuldbyrdelsen af en dom. Som følge heraf forventes der bl.a. fastsat regler om, at de grønlandske hhv. færøske myndigheder vil skulle afholde udgifterne ved den danske kommunes tilsyn og administration m.v.

Den foreslåede bemyndigelse er begrundet i hensynet til at sikre en klar retstilstand mht. bl.a. finansieringsansvar, visitationskompetence og magtanvendelse for personer, der som følge af en varetægtsfængsling eller en dom har fået ophold i et tilbud efter serviceloven i Danmark.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 3, nr. 11, og de almindelige bemærkninger, afsnit 2.5.2 og 2.5.3.

ÆndringL 5 (2016-17) · bemærkning til § 1, nr. 9LOV nr 1543 af 13/12/2016 · 13. december 2016

Af den gældende § 196, stk. 2, 1. pkt., i serviceloven fremgår, at social- og indenrigsministeren kan fastsætte regler efter aftale med Færøernes landsstyre og Grønlands hjemmestyre. Den 21. juni 2009 trådte lov om Grønlands selvstyre i kraft (lov nr. 473 af 12. juni 2009). Med loven blev der skabt en selvstyreordning for Grønland. Selvstyremyndighederne i Grønland består af en folkevalgt forsamling - Inatsisartut (landstinget) - samt en forvaltning, der ledes af Naalakkersuisut (landsstyret). Det foreslås derfor, at der i § 196, stk. 2, 1. pkt., henvises til Grønlands Naalakkersuisut.

Med lovforslagets § 1, nr. 9 , foreslås det, at bemyndigelsen i servicelovens § 196, stk. 2, 1. pkt. , ud over at give hjemmel til, at social- og indenrigsministeren kan fastætte regler om visitation, betaling og refusion samt besøgsrejser mv., også giver hjemmel til, at ministeren kan fastsætte regler om handleplaner, handle- og betalingskompetence og lovvalg. Ministeren vil således også kunne fastsætte regler om, at den visiterende myndighed skal udarbejde et forslag til handleplan for indsatsen, herunder den tidsmæssige udstrækning af opholdet, som skal udleveres til den modtagende myndighed. Ministeren vil endvidere kunne fastsætte regler om, hvem der har handleforpligtigelsen, hvis den iværksatte hjælp ikke opfylder sit formål, samt hvem der har betalingsforpligtigelsen, hvis opholdskommunen træffer en midlertidig afgørelse om hjælp i tilfælde, hvor borgeren er i fare, eller hvis det er af afgørende betydning af hensyn til borgerens øjeblikkelige behov for støtte.

Bemyndigelsen i § 196, stk. 2, 1. pkt., betyder, at der i en bekendtgørelse kan fastsættes regler, der fraviger de respektive regler i Danmark, i Grønland og på Færøerne om visitation, betaling og refusion, besøgsrejser, handleplaner, handle- og betalingskompetence, lovvalg m.v. Der kan således f.eks. fastsættes regler, der fraviger retssikkerhedslovens bestemmelser om handle- og betalingskommune.

Der ændres ikke med forslaget på det grundlæggende princip, at bemyndigelsen til at fastsætte regler om forhold, hvor personer på foranledning af færøske eller grønlandske sociale myndigheder får ophold i Danmark og modtager tilbud efter serviceloven, og personer fra Danmark får ophold på Færøerne eller i Grønland på foranledning af danske sociale myndigheder, kun kan udnyttes efter aftale med Færøernes landsstyre og Grønlands Naalakkersuisut.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger afsnit 2.5.2.

ÆndringL 181 (2012-13) · bemærkning til § 1, nr. 26LOV nr 496 af 21/05/2013 · 21. maj 2013

Det foreslås at indføre underretningspligt, når udsatte familier med børn og unge flytter fra Danmark til Færøerne. Med forslaget om at ændre 3. pkt. i § 196, stk. 2, udvides bemyndigelsesbestemmelsen i § 196, stk. 2. Det foreslås, at ministeren med ansvaret for det sociale område efter nærmere aftale med Færøerne kan fastsætte nærmere bestemmelser om samarbejdet på det sociale område mellem landene, således at social- og integrationsministeren gives bemyndigelse til også at fastsætte nærmere regler i en bekendtgørelse om underretningspligt mellem Danmark og Færøerne.

Bekendtgørelsen, som bestemmelsen hjemler, vil blive udarbejdet i forbindelse med lovforslagets ikrafttræden, og vil indeholde en pligt svarende til den, som gælder underretninger mellem danske kommuner efter servicelovens § 152, stk. 1.

Således vil det i bekendtgørelsen blive fastsat, at den danske fraflytningskommune skal underrette den Færøske tilflytningskommune, hvis en familie med et eller flere børn eller unge under 18 år eller vordende forældre flytter fra en dansk kommune til en færøsk kommune og fraflytningskommunen finder, at et eller flere børn, ung eller de vordende forældre har behov for særlig støtte efter fødslen.

ÆndringL 141 (2011-12) · bemærkning til § 1, nr. 12LOV nr 597 af 18/06/2012 · 18. juni 2012

Der gælder i dag en mellemkommunal underretningspligt i servicelovens § 152, stk. 1, når udsatte familier med børn og unge flytter mellem danske kommuner. Det foreslås at indføre en tilsvarende underretningspligt, når udsatte familier med børn flytter fra Danmark til Grønland. Med forslaget om at indsætte et nyt 3. pkt. i § 196, stk. 2, udvides bemyndigelsesbestemmelsen i § 196, stk. 2. Det foreslås, at ministeren med ansvaret for det sociale område efter nærmere aftale med Grønland kan fastsætte nærmere bestemmelser om samarbejdet på det sociale område mellem landene, således at social- og integrationsministeren gives bemyndigelse til også at fastsætte nærmere regler i en bekendtgørelse om underretningspligt mellem Danmark og Grønland.

Bekendtgørelsen, som bestemmelsen hjemler, vil blive udarbejdet i forbindelse med lovforslagets ikrafttræden, og vil indeholde en pligt svarende til den, som gælder underretninger mellem danske kommuner efter servicelovens § 152, stk. 1.

Således vil det i bekendtgørelsen blive fastsat, at den danske fraflytningskommune skal underrette den grønlandske tilflytningskommune, hvis en familie med et eller flere børn under 18 år eller vordende forældre flytter fra en dansk kommune til en grønlandsk kommune og fraflytningskommunen finder, at et eller flere børn eller de vordende forældre har behov for særlig støtte efter fødslen.

Efter aftale med det grønlandske selvstyre vil Grønland på tilsvarende vis indføre nærmere bestemmelser om en pligt for de grønlandske kommuner til at underrette de danske kommuner, hvis en familie med børn, der kan have behov for særlig støtte, flytter fra Grønland til Danmark.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 196.