Serviceloven § 129
Gældende tekst efter LBK nr 641 af 01/07/2026.
Kapitel 24 – Magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for alle voksne med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne · Optagelse i særlige botilbud uden samtykke
§ 129.
Kommunalbestyrelsen kan, jf. § 131, indstille til Familieretshuset at træffe afgørelse om, at en person, der modsætter sig flytning eller mangler evnen til at give informeret samtykke hertil, jf. dog § 136 f, skal optages i et bestemt botilbud efter denne lov, botilbud efter ældreloven, botilbud i boliger opført efter den nu ophævede lov nr. 378 af 10. juni 1987 om boliger for ældre og personer med handicap, friplejebolig efter lov om friplejeboliger eller botilbud efter lov om almene boliger m.v. og om nødvendigt udskrives fra et botilbud, når
- 1)
det er absolut påkrævet for, at den pågældende kan få den nødvendige hjælp, og
- 2)
hjælpen ikke kan gennemføres i personens hidtidige bolig og
- 3)
den pågældende ikke kan overskue konsekvenserne af sine handlinger og
- 4)
den pågældende udsætter sig selv for at lide væsentlig personskade og
- 5)
det er uforsvarligt ikke at sørge for flytning.
Kommunalbestyrelsen kan i ganske særlige tilfælde indstille til Familieretshuset, at der træffes afgørelse om, at en person, der er optaget i et botilbud som nævnt i stk. 1, og som mangler evnen til at give informeret samtykke, kan udskrives fra sit botilbud og flyttes til en anden tilsvarende bolig, hvor omsorgen for personen kan varetages, selv om betingelserne i stk. 1, nr. 1-5, ikke er opfyldt, hvis det skønnes at være i den pågældendes egen interesse, herunder af hensyn til mulighederne for, at den pågældende kan bevare tilknytning til sine pårørende.
Det skal indgå i kommunalbestyrelsens vurdering efter stk. 1, hvis en eventuel ægtefælle, samlever eller anden pårørende ikke længere kan varetage den nødvendige hjælp til og opsyn med den pågældende.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 641 af 01/07/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Serviceloven § 129
Lovgivers oprindelige intention
Den oprindelige lovL 38 (2004-05, 2. samling) · bemærkning til § 129LOV nr 573 af 24/06/2005 · 24. juni 2005
Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 109 e i lov om social service, dog er opgaven nu kun kommunal som konsekvens af strukturaftalen. Endvidere er foretaget redaktionelle ændringer, jf. afsnit 4 i de almindelige bemærkninger.
Senere ændringer
ÆndringL 92 (2024-25) · bemærkning til § 1, nr. 9LOV nr 1703 af 30/12/2024 · 30. december 2024
Det fremgår af § 129, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen, jf. § 131, kan indstille til Familieretshuset at træffe afgørelse om, at en person, der modsætter sig flytning eller mangler evnen til at give informeret samtykke hertil, jf. dog § 136 f, skal optages i et bestemt botilbud efter denne lov, botilbud i boliger opført efter den nu ophævede lov nr. 378 af 10. juni 1987 om boliger for ældre og personer med handicap, friplejebolig efter lov om friplejeboliger eller botilbud efter lov om almene boliger m.v. og om nødvendigt udskrives fra et botilbud, når 1) det er absolut påkrævet for, at den pågældende kan få den nødvendige hjælp, og 2) hjælpen ikke kan gennemføres i personens hidtidige bolig og 3) den pågældende ikke kan overskue konsekvenserne af sine handlinger og 4) den pågældende udsætter sig selv for at lide væsentlig personskade og 5) det er uforsvarligt ikke at sørge for flytning.
Det foreslås, at der i § 129, stk. 1, efter »denne lov,« indsættes: »botilbud efter ældreloven«.
Forslaget skal ses i sammenhæng med, at det med det samtidigt fremsatte forslag til ældreloven bl.a. er hensigten, at magtanvendelsesreglerne i afsnit VII i serviceloven fortsat vil skulle finde anvendelse for borgere på ældreområdet. Det er derfor nødvendigt i § 129, stk. 1, i serviceloven at indsætte en henvisning til botilbud efter ældreloven.
Der henvises i øvrigt til punkt 2.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
ÆndringL 188 (2023-24) · bemærkning til § 1, nr. 20LOV nr 680 af 11/06/2024 · 11. juni 2024
Efter § 129, stk. 1, i serviceloven kan kommunalbestyrelsen indstille til Familieretshuset at træffe afgørelse om, at en person, der modsætter sig flytning eller mangler evnen til at give informeret samtykke hertil, skal optages i et bestemt botilbud, og efter bestemmelsens stk. 2 kan kommunalbestyrelsen i ganske særlige tilfælde indstille til Familieretshuset, at der træffes afgørelse om, at en person, der er optaget i et botilbud, og som mangler evnen til at give informeret samtykke, kan flyttes til en anden tilsvarende bolig, hvor omsorgen for personen kan varetages.
Efter lovens § 129 a kan kommunalbestyrelsen kan indstille til Familieretshuset at træffe afgørelse om, at en person med en betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne som følge af en sindslidelse, der modsætter sig flytning, eller som mangler evnen til at give informeret samtykke hertil, i særlige tilfælde skal optages i et bestemt botilbud.
Videre fremgår det af lovens § 131, stk. 1, 1. pkt., at Familieretshuset træffer afgørelse om optagelse i særlige botilbud uden samtykke efter § 129 eller § 136 f, stk. 3, 2. pkt., efter indstilling fra kommunalbestyrelsen, og efter § 131 a, stk. 1, 1. pkt., træffer Familieretshuset efter indstilling fra kommunalbestyrelsen afgørelse om optagelse i et bestemt botilbud efter § 129 a.
Endelig fremgår det af lovens § 136 f, stk. 1, at for personer, der ikke modsætter sig flytning, men som mangler evnen til at give informeret samtykke til en flytning, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om optagelse i et bestemt botilbud, hvis kommunalbestyrelsens indstilling tiltrædes af den pågældendes værge eller fremtidsfuldmægtige. Kan kommunalbestyrelsens indstilling ikke tiltrædes af værgen eller fremtidsfuldmægtigen efter stk. 1, indstiller kommunalbestyrelsen efter bestemmelsens stk. 3, 2. pkt., til Familieretshuset at træffe afgørelse om optagelse eller flytning til et bestemt botilbud.
Det foreslås, at i § 129, stk. 1 og 2, § 129 a, § 131, stk. 1, 1. pkt., § 131 a, stk. 1, 1. pkt., og § 136 f, stk. 3, 2. pkt., ændres »Familieretshuset« til: »Det Socialfaglige Nævn vedrørende Magtanvendelse overfor Borgere med Handicap«.
Forslaget skal ses i sammenhæng med de ved lovforslagets § 1, nr. 26, foreslåede bestemmelser i § 130 a, stk. 1 og 5, i serviceloven, hvorved det foreslås, at Det Socialfaglige Nævn vedrørende Magtanvendelse overfor Borgere med Handicap oprettes, og at nævnet overtager Familieretshusets kompetence til at træffe afgørelse om optagelse i botilbud efter de omhandlede bestemmelser i serviceloven.
ÆndringL 188 (2023-24) · bemærkning til § 1, nr. 21LOV nr 680 af 11/06/2024 · 11. juni 2024
Det fremgår af servicelovens § 129, stk. 1, at kommunalbestyrelsen kan, jf. § 131, indstille til Familieretshuset at træffe afgørelse om, at en person, der modsætter sig flytning eller mangler evnen til at give informeret samtykke hertil, jf. dog § 136 f, skal optages i et bestemt botilbud efter denne lov, botilbud i boliger opført efter den nu ophævede lov nr. 378 af 10. juni 1987 om boliger for ældre og personer med handicap, friplejebolig efter lov om friplejeboliger eller botilbud efter lov om almene boliger m.v., når 1) det er absolut påkrævet for, at den pågældende kan få den nødvendige hjælp, og 2) hjælpen ikke kan gennemføres i personens hidtidige bolig og 3) den pågældende ikke kan overskue konsekvenserne af sine handlinger og 4) den pågældende udsætter sig selv for at lide væsentlig personskade og 5) det er uforsvarligt ikke at sørge for flytning.
Det foreslås for det første, at i servicelovens § 129, stk. 1, ændres »§ 136 f« til: »§§ 129 b og 136 f«.
Forslaget vil betyde, at servicelovens § 129 ikke vil finde anvendelse i situationer, hvor betingelserne efter den ved lovforslagets § 1, nr. 24, foreslåede bestemmelse i lovens § 129 b om optagelse i et særligt botilbud med samtykke fra værge eller fremtidsfuldmægtig er opfyldt.
Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 24, hvorved det foreslås, at der vil blive indført en hjemmel til, at kommunalbestyrelsen under nærmere betingelser kan træffe afgørelse om optagelse i et særligt botilbud for personer, der ikke modsætter sig flytning, men som mangler evnen til at give informeret samtykke, hvis optagelsen tiltrædes af den pågældendes værge eller fremtidsfuldmægtige.
Det foreslås for det andet, at i servicelovens § 129, stk. 1, indsættes efter »almene boliger m.v.«: »og om nødvendigt udskrives fra et botilbud«.
Forslaget vil betyde, at en afgørelse efter servicelovens § 129, stk. 1, vil udgøre hjemmelgrundlaget for såvel udskrivelse fra den pågældendes eventuelle aktuelle botilbud som optagelse i et særligt botilbud.
Der henvises i øvrigt til punkt 2.6.1 i de almindelige bemærkninger.
ÆndringL 188 (2023-24) · bemærkning til § 1, nr. 22LOV nr 680 af 11/06/2024 · 11. juni 2024
Det fremgår af § 129, stk. 2, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen i ganske særlige tilfælde kan indstille til Familieretshuset, at der træffes afgørelse om, at en person, der er optaget i et botilbud som nævnt i stk. 1, og som mangler evnen til at give informeret samtykke, kan flyttes til en anden tilsvarende bolig, hvor omsorgen for personen kan varetages, selv om betingelserne i stk. 1, nr. 1-5, ikke er opfyldt, hvis det skønnes at være i den pågældendes egen interesse, herunder af hensyn til mulighederne for, at den pågældende kan bevare tilknytning til sine pårørende.
Det foreslås, at i servicelovens § 129, stk. 2, indsættes efter »samtykke, kan«: »udskrives fra sit botilbud og«.
Forslaget vil betyde, at en afgørelse efter servicelovens § 129, stk. 2, vil udgøre hjemmelsgrundlaget for såvel udskrivelse fra den pågældendes aktuelle botilbud som optagelse i en anden tilsvarende bolig som nævnt i stk. 1.
ÆndringL 156 (2018-19) · bemærkning til § 1, nr. 16LOV nr 498 af 01/05/2019 · 1. maj 2019
Servicelovens § 129 vedrører optagelse i særlige botilbud uden samtykke. I bestemmelsens stk. 1 henvises til den særlige bestemmelse i servicelovens § 129, stk. 2, som kun gælder for personer med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, hvor funktionsnedsættelsen er en konsekvens af en erhvervet og fremadskridende mental svækkelse (f.eks. personer med demens).
Det foreslås, at henvisningen til servicelovens § 129, stk. 2, i § 129, stk. 1, ændres til den foreslåede § 136 f.
Med ændringen opretholdes henvisningen til den særlige bestemmelse, som kun gælder for personer med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, hvor funktionsnedsættelsen er en konsekvens af en erhvervet og fremadskridende mental svækkelse (f.eks. personer med demens).
Baggrunden for ændringen er, at det med dette lovforslag foreslås, at servicelovens § 129, stk. 2, ophæves, og at bestemmelsen nyaffattes i den foreslåede § 136 f.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til den foreslåede § 136 f (lovforslagets § 1, nr. 25).
ÆndringL 156 (2018-19) · bemærkning til § 1, nr. 17LOV nr 498 af 01/05/2019 · 1. maj 2019
Servicelovens § 129 vedrører optagelse i særlige botilbud uden samtykke. Bestemmelsens stk. 1, 4 og 5 gælder for alle personer med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, mens stk. 2, 3 og 6 alene gælder for personer, hvis funktionsnedsættelse er en konsekvens af en erhvervet og fremadskridende mental svækkelse (f.eks. personer med demens).
Det foreslås, at § 129, stk. 2, 3 og 6, ophæves.
Baggrunden for ændringen er, at der med dette lovforslag foretages en opsplitning af servicelovens kapitel 24, og at alle de bestemmelser, som kun gælder for personer, hvis funktionsnedsættelse er en konsekvens af en erhvervet og fremadskridende mental svækkelse (f.eks. personer med demens), vil fremgå af servicelovens kapitel 24 b. Som en følge heraf foreslås det, at reglerne i servicelovens § 129, stk. 2, 3 og 6, nyaffattes i den foreslåede § 136 f i det foreslåede kapitel 24 b.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til den foreslåede § 136 f (lovforslagets § 1, nr. 25).
ÆndringL 156 (2018-19) · bemærkning til § 1, nr. 18LOV nr 498 af 01/05/2019 · 1. maj 2019
Servicelovens § 129 vedrører optagelse i særlige botilbud uden samtykke. I bestemmelsens stk. 5 henvises til den særlige bestemmelse i servicelovens § 129, stk. 2, som kun gælder for personer med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, hvor funktionsnedsættelsen er en konsekvens af en erhvervet og fremadskridende mental svækkelse (f.eks. personer med demens).
Det foreslås, at henvisningen til servicelovens § 129, stk. 2, i § 129, stk. 5, som med dette lovforslag bliver til § 129, stk. 3, udgår.
Der vil ikke være nogen retsvirkning herved, da indholdet flyttes til den foreslåede § 136 f.
Baggrunden for ændringen er, at det med dette lovforslag foreslås, at servicelovens § 129, stk. 2, ophæves.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til den foreslåede § 136 f (lovforslagets § 1, nr. 25).
ÆndringL 206 (2016-17) · bemærkning til § 1, nr. 4LOV nr 661 af 08/06/2017 · 8. juni 2017
Efter servicelovens § 129, stk. 1, har kommunalbestyrelsen adgang til at indstille til statsforvaltningen at træffe afgørelse om optagelse i et bestemt botilbud, når det er absolut påkrævet for, at den pågældende kan få den nødvendige hjælp, og hjælpen ikke kan gennemføres i beboerens hidtidige bolig. Samtidig skal den pågældende ikke kunne overskue konsekvenserne af sine handlinger og udsætte sig selv for at lide væsentlig personskade. Endelig skal det være uforsvarligt ikke at flytte beboeren.
Den gældende bestemmelse indeholder således ikke hjemmel til optagelse i et bestemt botilbud på bagrund af, at en beboer er til fare for eller udviser en særligt truende eller en særligt chikanerende adfærd over for andre. Det foreslås, at kommunalbestyrelsen også skal kunne indstille til statsforvaltningen at træffe afgørelse om optagelse i et bestemt botilbud uden samtykke i disse tilfælde.
Der foreslås indført en ny 129 a i serviceloven, der giver kommunalbestyrelsen adgang til at indstille til statsforvaltningen at træffe afgørelse om, at en beboer med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne som følge af en sindslidelse skal optages i et bestemt botilbud efter servicelovens § 108, når en række specifikke betingelser er opfyldt.
Den foreslåede bestemmelse i servicelovens § 129 a omhandler alene beboere med en betydelig og varigt nedsat funktionsevne som følge af en sindslidelse. Derudover skal kriterierne i servicelovens øvrige bestemmelser om magtanvendelse efter kapitel 24 være opfyldt, jf. lovforslagets § 1, nr. 3. Det vil sige, at forslaget i tillæg til ovenstående omhandler personer, der er visiteret til et botilbud efter servicelovens §§ 107 og 108 og her modtager personlig og praktisk hjælp samt socialpædagogisk bistand m.v. efter servicelovens bestemmelser. Hertil kommer, at personen modsætter sig eller mangler evnen til at give informeret samtykke til flytningen.
Ved sindslidelse forstås forstyrrelser og forandring i tankegang, følelser og adfærdsmønstre, der kan medføre en nedsættelse af den psykiske funktionsevne, og at den pågældende har vanskeligt ved at handle fornuftsmæssigt eller overskue konsekvenserne af sine handlinger både i forhold til andre og for sig selv. Sindslidelse kan forstås som en psykiatrisk diagnose, men er ikke begrænset hertil.
Det afgørende for at være omfattet af målgruppen er beboerens adfærd. Hvis beboeren fastholder sin farlige, særligt truende eller særligt chikanerende adfærd trods den socialfaglige indsats og indstilling fra personalet, vil beboeren kunne være omfattet af målgruppen. Hvis beboerens adfærd er systematisk i forhold til blandt andet at være gentagende i særlige situationer og over for bestemte personer, herunder at beboerens måde at opleve og fortolke tilværelsen på afstedkommer et særligt konfliktfyldt forhold til andre, vil beboeren ligeledes kunne være omfattet af målgruppen.
Det er såvel den lægefaglige vurdering af sindslidelsen som graden af den heraf følgende psykiske funktionsnedsættelse, der er afgørende i vurderingen af, om den pågældende i den konkrete situation opfylder betingelserne efter § 129 a. Der skal derfor, som det gælder i øvrigt efter serviceloven, foretages et konkret, individuelt og fagligt forsvarligt skøn ved overvejelser om indstilling til flytning uden samtykke. Der skal således foreligge den nødvendige dokumentation, eksempelvis i form af aktuelle læge- og socialfaglige vurderinger, der samlet kan dokumentere nødvendigheden og forsvarligheden af indgrebet.
Det følger desuden af § 124 a i servicelovens kapitel 24, at personen modtager hjælp eller støtte m.v. efter servicelovens regler.
Bestemmelsen efter § 129 a finder derudover udelukkende anvendelse i tilfælde, hvor en beboer modsætter sig flytning, mangler evnen til at give informeret samtykke, eller hvor der er tvivl om, hvorvidt den pågældende samtykker til flytningen, såfremt beboeren aktivt i ord eller skrift frivilligt medvirker til flytningen.
Flytning uden samtykke er et væsentligt indgreb i selvbestemmelsesretten. Den foreslåede bestemmelse skal derfor kun anvendes i særlige og undtagelsesvise tilfælde, hvor det ikke har været muligt at motivere den pågældende beboer til at samtykke til flytningen, og hvor det med socialpædagogiske metoder og øvrige indsatser, herunder eventuel misbrugsbehandling, har været forsøgt at forebygge beboerens farlige, truende eller chikanerende adfærd. Således skal retsgarantierne i servicelovens § 124, stk. 2-4, iagttages. Kommunalbestyrelsen skal forud for en indstilling om flytning foretage, hvad der er muligt for at opnå beboerens frivillige medvirken, jf. servicelovens § 124, stk. 2, og udelukkende anvende flytning i tilfælde, hvor mindre indgribende foranstaltninger ikke vurderes at være tilstrækkelige, jf. § 124, stk. 3. Endelig skal en eventuel flytning uden samtykke udføres så skånsomt og kortvarigt som muligt og med størst mulig hensyntagen til den pågældende, således at der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe, jf. servicelovens § 124, stk. 4. Det betyder, at flytningen, det vil sige fuldbyrdelsen af afgørelsen, skal være kortvarig.
Efter den foreslåede bestemmelse i servicelovens § 129 a kan optagelse i et bestemt botilbud uden samtykke alene ske til botilbud efter servicelovens § 108.
Flytning uden samtykke er en del af kapitel 24, som omhandler magtanvendelse. Betingelserne for magtanvendelse skal derfor være opfyldt. Herudover foreslås der yderligere fire betingelser, som alle skal være opfyldt.
I den foreslåede § 129 a, nr. 1, foreslås, at den pågældende beboer skal være til væsentlig fare for eller udvise en særligt truende eller en særligt chikanerende adfærd over for øvrige beboere eller personale. Der vil i det enkelte tilfælde skulle foretages en væsentlighedsvurdering, hvor omfanget af og tyngden af beboerens farlige, særligt truende eller særligt chikanerende adfærd skal tages i betragtning. Derudover skal faren, truslerne eller chikanen være aktuel og nærliggende. I afvejningen kan det desuden indgå, om der er tale om gentagen adfærd af denne art. I vurderingen af, om betingelsen i nr. 1 er opfyldt, skal desuden indgå beboerens tidligere adfærd. Eventuelle tidligere episoder med vold eller overgreb vil dermed skulle medtages i overvejelserne.
Det afgørende for at være omfattet af målgruppen er beboerens adfærd. Hvis beboeren fastholder sin farlige, særligt truende eller særligt chikanerende adfærd trods den socialfaglige indsats og indstilling fra personalet, vil beboeren kunne være omfattet af målgruppen. Hvis beboerens adfærd er systematisk i forhold til blandt andet at være gentagende i særlige situationer og over for bestemte personer, herunder at beboerens måde at opleve og fortolke tilværelsen på afstedkommer et særligt konfliktfyldt forhold til andre, vil beboeren ligeledes kunne være omfattet af målgruppen.
Risikoen for, at beboeren vil gøre alvor af truslerne, skal dertil være nærliggende, og adfærden skal være til væsentlig gene for øvrige beboere eller personale. Det gælder også tilfælde, hvor beboeren med sin adfærd medvirker til en generel forråelse af rehabiliteringsmiljøet på botilbuddet, som står i vejen for, at den rette indsats kan ydes til såvel beboeren selv som øvrige beboere.
Det kan også være i tilfælde, hvor beboeren i et enkelt groft tilfælde har været til fare for andre ved at have begået vold, overgreb eller lignende på specifikke beboere eller personale. I sådanne tilfælde kan det blandt andet få negativ betydning for f.eks. ofrets psykiske funktionsevne, at den pågældende fortsat bor og færdes samme sted.
Ligeledes omfatter bestemmelsen situationer, hvor en beboer i gentagne tilfælde er voldelig, begår overgreb eller er særligt truende over for specifikke medbeboere eller personale.
Såfremt beboeren er i besiddelse af knive, våben eller øvrige farlige genstande, som vedkommende konkret anvender eller truer med at anvende, kan det ligeledes indgå i den konkrete vurdering af den pågældende og den aktuelle og nærliggende risiko.
Der skal i den konkrete situation således være en reel og begrundet risiko for, at vedkommende vil foretage sig handlinger, der kan føre til, at beboeren skader sig selv eller andre. Det er ikke tilstrækkeligt til at bringe bestemmelsen i anvendelse, at en beboer skubber eller tjatter til en anden, og enkeltstående verbale trusler er heller ikke i sig selv nok til at udgøre en risiko.
Da det beror på en konkret, individuel vurdering af såvel den enkelte beboers adfærd som den konkrete situation, er det ikke muligt at foretage en udtømmende opregning af situationer, hvor beboeren er så væsentligt til fare for eller udviser en særligt truende eller en særligt chikanerende adfærd, at betingelsen i den foreslåede § 129 a, nr. 1, er opfyldt.
I henhold til den foreslåede § 129 a, nr. 2 , skal det være uforsvarligt for øvrige beboere eller personalets sikkerhed ikke at sørge for flytning. I vurderingen af denne betingelse skal indgå en beskrivelse af, hvilke socialpædagogiske indsatser og øvrig indsats som f.eks. misbrugsbehandling der hidtil har været iværksat for at forebygge den uhensigtsmæssige adfærd hos vedkommende, og en beskrivelse af grundlaget for, hvorfor det vurderes uansvarligt for sikkerheden for øvrige beboere eller medarbejdere ikke at iværksætte flytning. Risikoen for, at vedkommende udsætter andre for fare skal være reel, aktuel og ikke hypotetisk. Det vil sige, der skal være en vis sandsynlighed for, at beboeren udsætter andre for væsentlig fare eller en særligt truende eller en særligt chikanerende adfærd.
Det foreslås endvidere med den foreslåede § 129 a, nr. 3 , at forholdene i det enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet. Det skal således kunne godtgøres, at der er tale om, at flytningen uden samtykke er absolut nødvendigt i det enkelte tilfælde. Betingelsen i nr. 3 foreslås indsat for at understrege, at der er tale om et væsentligt indgreb i beboerens selvbestemmelsesret, hvorfor det er et krav, at det i det konkrete og individuelle tilfælde er absolut påkrævet i forhold til at kunne sikre, at formålet med den socialfaglige indsats til såvel den pågældende beboer som til de øvrige modtager kan opnås, herunder sikre et sikkerhedsmæssigt forsvarligt rehabiliterings- og arbejdsmiljø. Betingelsen om, at det skal være absolut påkrævet, indebærer blandt andet, at det skal sikres, at mindre indgribende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige i forhold til at forebygge den pågældende beboers uhensigtsmæssige adfærd.
Endelig foreslås det i bestemmelsens § 129 a, nr. 4 , at det skal kunne godtgøres, at det nye botilbud er bedre egnet til at imødekomme den pågældendes støttebehov. Betingelsen i nr. 4 foreslås indsat for at understrege, at der i forbindelse med overvejelser om flytning skal lægges betydelig vægt på at sikre, at den pågældende efter flytningen får den nødvendige hjælp og støtte, herunder eventuel relevant misbrugsbehandling, der er tilpasset vedkommendes særlige behov. Det nye tilbuds egnethed afhænger blandt andet af det specifikke steds kompetencer i forhold til den pågældende målgruppe, i forhold til metoder til forebyggelse af farlig, truende eller chikanerende adfærd og i forhold til personale- og ledelsesmæssige kompetencer. Kommunalbestyrelsen skal forud for indstillingen til statsforvaltningen have udpeget og visiteret beboeren til det bestemte botilbud, der vurderes særligt egnet til at opfylde beboerens behov og forebygge den uhensigtsmæssige adfærd, og der skal, jf. lovforslaget § 1, nr. 5, foreligge en redegørelse for indretningen af og hjælpen i det bestemte botilbud.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 5, nedenfor for en nærmere beskrivelse af afgørelsesgrundlaget i forbindelse med statsforvaltningens afgørelser.
Det bemærkes desuden, at kommunalbestyrelsen, jf. servicelovens § 148, stk. 2, i lighed med alle øvrige sager også efter, at en beboer er optaget i et bestemt botilbud uden samtykke, har pligt til løbende at følge den enkelte sag for at sikre sig, at hjælpen fortsat opfylder sit formål.
Der henvises i øvrigt til afsnit 3.2. og 3.3. i de almindelige bemærkninger.
ÆndringL 5 (2016-17) · bemærkning til § 1, nr. 4LOV nr 1543 af 13/12/2016 · 13. december 2016
Servicelovens § 129, stk. 2, vedrører optagelse i et botilbud efter serviceloven, i et botilbud i boliger opført efter den nu ophævede lov nr. 387 af 10. juni 1987 om boliger for ældre og personer med handicap eller i et botilbud efter lov om almene boliger m.v., af en person med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, hvor den psykiske funktionsnedsættelse er en konsekvens af en erhvervet mental svækkelse, som er fremadskridende. Afgørelse om optagelse kan for denne persongruppe træffes af kommunalbestyrelsen, hvis personen ikke modsætter sig flytning, men mangler evnen til at give informeret samtykke. Kommunalbestyrelsens afgørelse skal tiltrædes af den af statsforvaltningen beskikkede værge. Det er en betingelse for, at kommunen kan træffe afgørelse efter § 129, stk. 2, at ophold i et botilbud med tilknyttet service er påkrævet for, at den pågældende kan få den nødvendige hjælp, og at det i det konkrete tilfælde vurderes omsorgsmæssigt at være mest hensigtsmæssigt for den pågældende.
Den af statsforvaltningen beskikkede værge skal udtrykkeligt tage stilling til, om værgen er enig i kommunalbestyrelsens indstilling om flytning uden samtykke. Hvis værgen er enig i indstillingen fra kommunalbestyrelsen om flytning uden samtykke, vil kommunalbestyrelsen selv kunne træffe afgørelse i sagen, og statsforvaltningen skal ikke inddrages. Hvis værgen ikke kan tiltræde kommunalbestyrelsens indstilling om flytning efter servicelovens § 129, stk. 2, fremgår det af § 129, stk. 5, at kommunalbestyrelsen kan indstille til statsforvaltningen at træffe afgørelse efter servicelovens § 131.
Med lovforslagets § 1, nr. 4, foreslås der i servicelovens § 129 indsat et nyt stykke, hvorefter en fremtidsfuldmægtig på lige fod med en af statsforvaltningen udpeget værge kan tiltræde kommunalbestyrelsens indstilling om optagelse af en person, der mangler evnen til at give informeret samtykke, i et botilbud. Det er i den forbindelse et krav, at fremtidsfuldmagten er sat i kraft, jf. § 7, stk. 1, i lov om fremtidsfuldmagter, og at fremtidsfuldmagten omfatter forhold efter servicelovens § 129, stk. 2. Det fremgår af § 24 i lov om fremtidsfuldmagter, at en fremtidsfuldmagt ophører, hvis fuldmagtsgiveren kommer under værgemål. Dette gælder dog ikke, hvis værgemålet angår bestemte forhold, der ikke er omfattet af fremtidsfuldmagten, eller som den, der har fremtidsfuldmagt, er afskåret fra at varetage.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger afsnit 2.1.2 og 2.1.3.
ÆndringL 5 (2016-17) · bemærkning til § 1, nr. 5LOV nr 1543 af 13/12/2016 · 13. december 2016
Servicelovens § 129, stk. 5, indeholder processuelle regler, der finder anvendelse i forbindelse med, at kommunalbestyrelsen træffer afgørelse eller ønsker at træffe afgørelse i sager omfattet af § 129, stk. 2. Det fremgår således af bestemmelsen, at kommunalbestyrelsens afgørelse efter servicelovens § 129, stk. 2, dvs. hvor den af statsforvaltningen beskikkede værge har tiltrådt kommunalbestyrelsens indstilling, kan påklages til statsforvaltningen efter reglerne i kapitel 10 i retssikkerhedsloven. Det fremgår endvidere af § 129, stk. 5, 2. pkt., at hvis den af statsforvaltningen beskikkede værge ikke kan tiltræde kommunalbestyrelsens indstilling efter § 129, stk. 2, indstiller kommunalbestyrelsen til statsforvaltningen at træffe afgørelse.
Som konsekvens af forslaget i lovforslagets § 1, nr. 4, om en sidestilling af fremtidsfuldmægtige med værger i sager omfattet af servicelovens § 129, stk. 2, foreslås en konsekvensændring af § 129, stk. 5, 2. pkt. Med ændringen vil det af bestemmelsen fremgå, at hvis det i stedet for en værge er en fremtidsfuldmægtig, der ikke kan tiltræde kommunalbestyrelsens indstilling, vil den samme procedure finde anvendelse. Det vil sige, at i den situation, hvor den fremtidsfuldmægtige ikke kan tiltræde kommunalbestyrelsens indstilling, vil kommunalbestyrelsen indstille til statsforvaltningen om at træffe afgørelse om optagelse eller flytning til et bestemt botilbud.
ÆndringL 139 (2014-15) · bemærkning til § 3, nr. 1LOV nr 527 af 29/04/2015 · 29. april 2015
Efter de gældende regler er friplejeboliger ikke omfattet af servicelovens § 129, der giver mulighed for at træffe afgørelse om at flytte en borger, som ikke er i stand til at give informeret samtykke eller som modsætter sig flytning, til et bestemt botilbud.
Det foreslås, at friplejeboliger omfattes af bestemmelserne i servicelovens § 129, således at en borger under de betingelser, der i øvrigt fremgår af § 129, vil kunne optages i en friplejebolig.
Når det med de foreslåede ændringer i friplejeboligloven, vil blive muligt for friplejeboligleverandøren og kommunalbestyrelsen at indgå aftaler om, at kommunalbestyrelsen får anvisningsret til boliger i friplejeboligbebyggelser, er der ikke noget til hinder for, at friplejeboligerne ligestilles med øvrige botilbud til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne på dette punkt.
Hermed vil det f.eks. være muligt for kommunalbestyrelsen at træffe afgørelse om at flytte en person med demens til en friplejeboligbebyggelse under forudsætning af, at de øvrige betingelser i § 129 er opfyldt, herunder at kommunalbestyrelsens indstilling tiltrædes af den værge, som Statsforvaltningen har beskikket. Det kan f.eks. være, når en person selv har haft et ønske om flytte i en bestemt friplejebolig, når behovet herfor opstod, inden demensen er indtrådt. Eller det kan være begrundet i et ønske om en plejebolig, tæt på de pårørendes bopæl. Det vil dog være en forudsætning, at kommunalbestyrelsen har anvisningsret til den pågældende bolig, f.eks. via en fast aftale om at aftage et antal boliger hos den pågældende friplejeboligleverandør eller ved at indgå en aftale med friplejeboligleverandøren i det konkrete tilfælde, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, hvorefter en friplejeboligleverandør kan indgå aftale med kommunalbestyrelsen om, at denne får anvisningsret til boliger i friplejeboligbebyggelsen.
Servicelovens regler i øvrigt om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten for voksne, §§ 125-128, finder i forvejen anvendelse i friplejeboliger på linje med, hvad der gælder for andre udbydere af service.
ÆndringL 158 (2012-13) · bemærkning til § 2, nr. 2LOV nr 493 af 21/05/2013 · 21. maj 2013
Afgørelser om hjælp og foranstaltninger, som kommunalbestyrelsen træffer efter serviceloven, kan i dag indbringes for det sociale nævn efter klagereglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Som et led i den foreslåede forenkling af klagesystemet vil de sociale nævn og beskæftigelsesankenævnene blive nedlagt. Dette indebærer, at kommunalbestyrelsens afgørelser, som tidligere kunne påklages til disse nævn, fremover vil kunne indbringes direkte for Ankestyrelsen som første og sidste klageinstans, jf. forslagets § 2, nr. 8.
I sager om optagelse af personer, omfattet af målgruppen nævnt i servicelovens § 124 a, i særlige botilbud uden samtykke, findes i lovens §§ 129, 131 og 134 en atypisk konstruktion vedrørende afgørelsen af disse sager. Efter de gældende regler i serviceloven træffes afgørelse om en sådan optagelse ikke af kommunalbestyrelsen men af det sociale nævn efter indstilling fra kommunalbestyrelsen. Dette følger af lovens § 131. Kommunen foretager sagsbehandlingen, og kommunens indstilling skal indeholde en redegørelse for en række forhold, som skal danne grundlag for nævnets afgørelse i sagen. Nævnet skal efter lovens § 131, stk. 1, træffe afgørelse senest 2 uger efter modtagelsen af kommunens indstilling. Nævnets afgørelser kan indbringes for Ankestyrelsen. Kommunalbestyrelsen skal efter de gældende regler sørge for, at personen under sagen får bistand fra en advokat til at varetage sine interesser i sagen.
Baggrunden for ovennævnte afgørelseskonstruktion er at styrke borgerens retssikkerhed i disse sager, idet der er tale om afgørelser, der er indgribende i borgerens selvbestemmelsesret. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til L 195 - forslag til lov om ændring af lov om social service og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. (Om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten m.v. og om øget fleksibilitet i sammensætningen af koordinationsudvalg), Folketingssamling 1998-1999, tillæg A, spalte 4600.
Som følge af den foreslåede ændring af klagesystemet på beskæftigelsesområdet og det sociale område, hvorefter de sociale nævn og beskæftigelsesankenævnene nedlægges, foreslås ved nr. 2-5 at placere afgørelseskompetencen i sager om anbringelse af personer i særlige botilbud uden samtykke efter lovens § 131 i statsforvaltningen.
Det er hensigten, at statsforvaltningerne, ligesom de sociale nævn i dag, behandler indstillinger om optagelse i botilbud uden samtykke efter retssikkerhedslovens regler i det omfang, disse er relevante for sagens behandling. Det vil blive fastsat i bekendtgørelse om retssikkerhed og administration på det sociale område med hjemmel i retssikkerhedslovens § 2, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 1.
Statsforvaltningen vil således fremover træffe afgørelse i disse sager, som de sociale nævn gør det i dag og på baggrund af en indstilling fra kommunalbestyrelsen.
Der er således ikke tiltænkt en ændring i de grundlæggende forudsætninger i loven for optagelse i særlige botilbud uden samtykke, idet formålet med forslaget alene er en ændring i forhold til, hvilken myndighed der træffer afgørelsen.
Ved at placere afgørelseskompetencen i ovennævnte sager i statsforvaltningen sker der en så begrænset ændring i behandlingen af disse sager som muligt, idet afgørelseskompetencen forbliver varetaget med en stor faglig ekspertise og på et regionalt niveau, samtidig med at sagerne fortsat vil kunne indbringes for Ankestyrelsen som klageinstans, jf. § 2, nr. 10 og 11. Med forslaget vil borgerens retssikkerhed således forblive uændret.
Den foreslåede ændring i nr. 9 vedrørende overskriften til § 134 er en konsekvens af at overskriften til § 133 ved nr. 7 foreslås ændret til Klage til Ankestyrelsen, og at denne overskrift herefter vil dække såvel § 133 som § 134.
Den foreslåede ændring i nr. 12 er en konsekvens af, at retssikkerhedslovens § 63 foreslås ophævet ved § 1, nr. 31.
Til § 2, nr. 6
Efter den gældende § 131, stk. 3, i serviceloven kan en ægtefælle eller en anden nærtstående klage overover en kommunalbestyrelses afslag på at indstille en person til optagelse i botilbud uden samtykke. Klager indbringes for de sociale nævn efter reglerne i retssikkerhedslovens kapitel 10. En klage kan ikke indbringes for en anden administrativ myndighed.
Som en konsekvens af den foreslåede nedlæggelse af de sociale nævn foreslås på samme måde som for behandlingen af indstillinger om optagelse i botilbud, jf. overfor til nr. 2-5, at klager over afslag på sådanne indstillinger fremover skal kunne indbringes for statsforvaltningen,
Det foreslås, at retssikkerhedslovens § 66 om genvurdering, § 67 om klagefrist, §§ 68-70 om klageinstansens sagsbehandling samt bemyndigelsen i § 74 til at fastsætte nærmere regler om behandling af klagesager skal gælde for statsforvaltningernes behandling af klager om kommuners afslag på at indstille til botilbud, ligesom disse bestemmelser i retssikkerhedslovens kapitel 10 i dag gælder efter servicelovens § 131, stk. 3, 2. pkt., ved de sociale nævns behandling af sådanne klager,
ÆndringL 113 (2009-10) · bemærkning til § 1, nr. 11LOV nr 408 af 21/04/2010 · 21. april 2010
Der er tale om et forslag af redaktionel karakter, idet ”aldersbetinget” og ”senere” udgår, så målgruppeformuleringen i den foreslåede § 125, stk. 2 og den tilsvarende formulering i § 129, stk. 2 bringes i overensstemmelse med hinanden. Samtidig konsekvensrettes henvisningen i bestemmelsen til § 124 a. Der er ikke tilsigtet indholdsmæssige ændringer.
ÆndringL 113 (2009-10) · bemærkning til § 1, nr. 12LOV nr 408 af 21/04/2010 · 21. april 2010
Med forslaget muliggøres det, at der kan træffes beslutning om flytning uden samtykke af en person, der er optaget i et botilbud, selv om den nødvendige omsorg og pleje er til stede, hvis det skønnes at være i pågældendes egen interesse, at en flytning til en andet botilbud finder sted. Vurderingen af om betingelserne for en sådan flytning er til stede, vil bero på en samlet bedømmelse, hvori hensynet til muligheden for at opretholde kontakten mellem den pågældende og de pårørende indgår. Der vil således alene i de tilfælde, hvor det samlede hensyn til personen og til at personen vil kunne opretholde konktakten med de pårørende, kunne træffes afgørelse om, at flytte en person fra et botilbud til et andet, selvom plejen af og omsorgen for personen fortsat ville kunne varetages i den hidtidige bolig. Bestemmelsen giver ikke mulighed for at træffe afgørelse om flytning af en person uden dennes samtykke, med det formål at sikre en bestemt beboersammensætning i et botilbud eller tilsvarende. Da flytning uden samtykke er et indgribende indgreb over for den enkelte, foreslås det, at afgørelsen om flytning uden samtykke, skal træffes af det sociale nævn efter kommunalbestyrelsens indstilling.
Det sociale nævns afgørelse vil kunne indbringes for Ankestyrelsen, og evt. derefter for domstolene.
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 129.