Serviceloven § 108

Det fremgår af servicelovens § 108 stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde ophold i boformer, der er egnet til længerevarende ophold, til personer, som på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for omfattende hjælp til almindelige, daglige funktioner eller pleje, omsorg eller behandling, og som ikke kan få dækket disse behov på anden vis.

Det fremgår af servicelovens § 108, stk. 2, 1. pkt., at personer, som modtager tilbud efter stk. 1, og som ønsker at flytte til en anden kommune, har ret til et tilsvarende tilbud i en anden kommune.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 2.1.1 og 2.1.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det foreslås, at der i § 108 stk. 2, indsættes som 3. pkt., at retten til et tilsvarende tilbud efter 1. pkt. kun omfatter tilbud, hvor udgiften på baggrund af den forhandlede pris mellem handlekommune og tilbud ikke overstiger udgiften til det tilbud, som kommunalbestyrelsen i fraflytningskommunen har visiteret personen til, med mere end 10 pct.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at personens ret til frit valg efter servicelovens § 108 stk. 2, vil blive begrænset til at omfatte tilbud, hvor udgiften på baggrund af den forhandlede pris ikke er mere end 10 pct. dyrere for kommunen end det tilbud, kommunalbestyrelsen i fraflytningskommunen har visiteret borgeren til. Det vil herefter være en forudsætning for, at personen kan anvende sin ret til frit valg, at det tilbud, som personen vælger, er egnet til at tilgodese personens behov, at tilbuddet fremgår af Tilbudsportalen, og at det tilbud, som personen har valgt, ikke er mere end 10 pct. dyrere end det tilbud, kommunalbestyrelsen i fraflytningskommunen har visiteret til.

Ved den forhandlede pris forstås den pris, der er aftalt mellem kommunalbestyrelsen og den kommunale, regionale eller private leverandør om tilbud og ydelser til en konkret borger.

En person, som har behov for et længerevarende botilbud, har frit valg mellem botilbud efter servicelovens § 108 og botilbudslignende tilbud efter almenboligloven, hvis betingelserne for frit valg er til stede, herunder at det af personen ønskede botilbud eller botilbudslignende tilbud kan tilgodese personens behov. For så vidt angår kommunernes sammenligning af pris har tilbud efter servicelovens § 108 og botilbudslignende tilbud efter almenboligloven forskellige finansieringsstrukturer. Der vil derfor være forskel på, hvad der konkret er indeholdt i den forhandlede pris på tværs af de to tilbudstyper. Dertil kan der være forskel på, hvilke øvrige ydelser efter serviceloven, som driftsherren af et givent tilbud leverer, og dermed på den samlede forhandlede pris, som kommunen vil skulle betale i forbindelse med visitation af personen til det pågældende tilbud eller i forbindelse med anvisning af et botilbudslignende tilbud. Kommunen foretager i forbindelse med visitation af hjælp og støtte til den enkelte person en vurdering af, hvilke indsatser vedkommende skal tilbydes, og det er denne oprindelige vurdering, der lægges til grund i forbindelse med forhandlingen eller aftalen om prisen.

Intentionen med forslaget om at indføre en beløbsgrænse på 10 pct. er at sikre, at borgerens valg af alternativt tilbud eller botilbudslignende tilbud ikke er mere end 10 pct. dyrere for kommunen end det tilbud eller botilbudslignende tilbud, kommunen først har visiteret til eller anvist. Uagtet at finansieringsstrukturerne er forskellig på tværs af tilbud efter servicelovens § 108 og botilbudslignende tilbud efter almenboligloven, vil kommunen derfor i sammenligningen af det først visiterede eller anviste tilbud og det af personen ønskede alternative tilbud skulle lægge kommunens udgifter forbundet med den samlede, faktisk forhandlede pris til grund.

Det vil dermed ikke i alle tilfælde være de samme ydelser, der er indeholdt i den forhandlede pris, som kommunen vil skulle sammenligne på tværs af det først visiterede tilbud eller botilbudslignende tilbud og det af personen ønskede alternative tilbud eller botilbudslignende tilbud. Det vil i alle tilfælde skulle være kommunens egne udgifter forbundet med den samlede forhandlede pris, dvs. den aftalte pris eller kontraktprisen, for henholdsvis det først visiterede tilbud eller botilbudslignende tilbud og det af personen ønskede alternative tilbud eller botilbudslignende tilbud, som kommunen vil skulle sammenligne med henblik på at vurdere, om det af personen ønskede alternative tilbud eller botilbudslignende tilbud er mere end 10 pct. dyrere for kommunen.

Ved det først visiterede tilbud forstås i denne sammenhæng det længerevarende botilbud eller botilbudslignende tilbud, personen mest nyligt er visiteret til, og som kommunen mest nyligt har truffet afgørelse om.

I de tilfælde, hvor den forhandlede pris for det af personen ønskede alternative tilbud eller botilbudslignende tilbud er mere end 10 pct. dyrere for kommunen, vil kommunen kunne afslå at imødekomme personen ønske med begrundelse i prisen.

Denne model for sammenligning af kommunens udgifter skal dels tjene til at sikre, at den politiske intention bag forslaget om indførelse af en beløbsgrænse på 10 pct. sikres til fulde, dels at reglerne bliver mindst muligt byrdefulde for kommunerne at administrere efter.

Der henvises i øvrigt til pkt 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Ønsker personen et tilbud, hvor udgiften er mere end 10 pct. dyrere for fraflytningskommunen, end udgiften til det tilbud, kommunen har visiteret personen til, f.eks. af hensyn til at sikre nærhed til familie og andet netværk, og vurderer kommunen, at det er et fagligt hensigtsmæssigt alternativ i forhold til at tilgodese personens behov, vil kommunen kunne vælge at ændre sin visitation til det ønskede tilbud, hvorved prisen følgelig ikke længere overstiger beløbsgrænsen på 10 pct. Der vil således ikke være noget til hinder for, at kommunen frivilligt vil kunne vælge at imødekomme personens konkrete ønske om et for kommunen mere end 10 pct. dyrere tilbud, såfremt kommunen vurderer, at det er et egnet alternativ, og såfremt tilbuddet lever op til de øvrige generelle betingelser for frit valg. I så fald vil kommunen skulle træffe en ny afgørelse om visitation af personen til det pågældende alternative tilbud. Personens ret til frit valg vil kun omfatte tilbud, hvor udgiften ikke er mere end 10 pct. dyrere for handlekommunen end det tilbud, fraflytningskommunen har visiteret borgeren til. Kommunalbestyrelsens afgørelse om, hvorvidt personens ønske om alternativt tilbud kan imødekommes, vil i alle tilfælde skulle ske i overensstemmelse med forvaltningsloven og de forvaltningsretlige principper, herunder ligebehandling af borgerne.

For personen vil det først visiterede tilbud være afgørende for, hvilke mulige alternative tilbud personen vil kunne vælge fremover. Forslaget må derfor forventes at ville begrænse antallet af mulige alternative tilbud, en borger kan vælge, sammenlignet med, hvordan det frie valg hidtil har været fortolket og administreret.

For kommunen vil en visitationsafgørelse tilsvarende have en afgørende betydning for, hvilke tilbud en person fremover vil kunne vælge.

Der ændres med forslaget ikke på, at borgeren i anvendelsen af det frie valg både vil kunne ønske konkrete private samt offentlige (kommunale eller regionale) alternative tilbud eller almene plejeboliger.

Der henvises i øvrigt til pkt 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Der er ikke i dag hjemmel til, at kommunalbestyrelsen kan pålægge en efterlevende ægtefælle, samlever eller en registreret partner til en afdød borger, som har modtaget tilbud efter § 108, stk. 1, at fraflytte et § 108-botilbud, som vedkommende bor i som følge af retten til frit valg i § 108, stk. 3, 1. og 2. pkt. i serviceloven.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til punkt 2.1 i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at § 108, stk. 3, 3. pkt. , ophæves og i stedet indsættes: »Kommunalbestyrelsen kan, når den person, som modtager tilbud efter stk. 1 dør, inden for 6 måneder efter dødsfaldet og med et varsel på 3 måneder pålægge den efterlevende ægtefælle, samlever eller registrerede partner at fraflytte botilbuddet. Har den efterlevende også selv behov for tilbud efter § 108, stk. 1, som kan imødekommes af samme tilbud eller et tilsvarende, som det, hvor den pågældende bor, kan kommunalbestyrelsen ikke opsige vedkommende efter bestemmelsen i 3. pkt. Kommunalbestyrelsens afgørelse efter 3. pkt. kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.«

Forslaget vil betyde, at kommunalbestyrelsen vil kunne ophæve den tidsubegrænsede ret til at forblive i et botilbud efter § 108 i serviceloven for ægtefællen, samleveren eller den registrerede partner til en afdød person, som har modtaget tilbud efter § 108, stk. 1, ved, at kommunalbestyrelsen kan pålægge den efterlevende ægtefælle, samlever eller registrerede partner at fraflytte § 108-botilbuddet med et varsel på 3 måneder. Kommunalbestyrelsen skal have varslet den efterlevende inden for 6 måneder efter dødsfaldet.

Kommunalbestyrelsen vil kunne vælge, om den vil benytte denne mulighed, og hvornår efter dødsfaldet de varsler den efterlevende, dog ikke senere end 6 måneder efter datoen for dødsfaldet. Varslet skal være skriftligt og være modtaget inden 6 måneder efter dødsfaldet. Opsigelse af boligen skal ske skriftligt og til den første hverdag i en måned, der ikke er dagen før en helligdag. Borgeren antages at have modtaget afgørelsen, når afgørelsen er kommet frem til borgeren enten i borgerens e-boks eller ved almindeligt brev.

I tilfælde hvor en person, som allerede bor på botilbud, når den foreslåede ændring træder i kraft, efterfølgende indgår ægteskab, registreret partnerskab eller i et samleverforhold, og hvor denne ægtefælle, samlever eller registrerede partner flytter ind på botilbuddet, vil kommunalbestyrelsen også kunne opsige en efterlevende ægtefælle, samlever eller registreret partner efter den foreslåede bestemmelse.

Det foreslås med bestemmelsens 4. pkt. , at har den efterlevende også selv behov for tilbud efter § 108, stk. 1, som kan imødekommes af samme tilbud eller et tilsvarende, som det, hvor den pågældende bor, kan kommunalbestyrelsen ikke opsige vedkommende efter bestemmelsen i 3. pkt.

Forslaget vil betyde, at i tilfælde, hvor den efterlevende selv måtte have behov, som berettiger til tilbud efter serviceloven § 108, stk. 1, som vil kunne imødekommes af samme botilbud eller et tilsvarende, som det hvor den pågældende bor, vil den foreslåede bestemmelse ikke finde anvendelse. Kommunen vil i vurderingen af, om den i et konkret tilfælde vil benytte muligheden for at opsige den efterlevende ægtefælle, samlever eller registrerede partner, skulle lægge vægt på, om der er større behov for boligen i det pågældende botilbud til en anden borger med behov for tilbud efter § 108, stk. 1. Dette vil være en konkret og individuel afvejning af den efterlevendes situation og behov overfor en anden borgers behov, og hvorvidt disse bedst vil kunne imødekommes ved, at sidstnævnte tilbydes den konkrete bolig. Kommunen kan evt. have oplysninger om behov for boligen fra selve botilbuddet.

Kommunen vil desuden skulle inddrage overvejelser om efterlevendes behov og muligheder for at kunne etablere sig i en anden bolig, herunder eksempelvis en vurdering af den efterlevendes alder, psykiske og fysiske funktionsevne, og om vedkommende har andre pårørende m.v.

Den foreslåede ændring vil forudsætte, at kommunen sikrer, at den pågældende efterlevende person, der er opsagt fra boligen, hjælpes inden for de eksisterende forpligtelser, som kommunerne har til at hjælpe og vejlede borgerne.

I tilfælde, hvor den efterlevende selv har nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, finder den generelle bestemmelse i § 81 i serviceloven anvendelse. Det følger bl.a. af § 81, at formålet med at yde støtte efter denne lov til voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer er at sikre, at den enkelte får en sammenhængende og helhedsorienteret indsats, der modsvarer den enkeltes behov.

Hvis den efterlevende har betydeligt nedsat psykisk funktionsevne, gælder desuden omsorgspligten i § 82 i serviceloven, hvoraf det følger, at kommunalbestyrelsen skal yde hjælp efter serviceloven i overensstemmelse med formålet, jf. § 81, til personer med betydelig nedsat psykisk funktionsevne, der ikke kan tage vare på deres egne interesser, uanset om der foreligger samtykke fra den enkelte.

I forhold til den efterlevende vil kommunens generelle vejledningspligt efter forvaltningsloven, efter almindelige forvaltningsretlige retsgrundsætninger og som følge af god forvaltningsskik også gælde. Desuden vil vejledningspligten efter § 5 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. lovbekendtgørelse nr. 261 af 13. marts 2024 med senere ændringer (herefter retssikkerhedsloven), finde anvendelse. Det fremgår af § 5 i retssikkerhedsloven, at kommunen skal behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning, herunder også rådgivning og vejledning. Kommunalbestyrelsen skal desuden være opmærksom på, om der kan søges om hjælp hos en anden myndighed eller efter anden lovgivning. Det kan f.eks. være at vejlede om mulighederne for at søge økonomisk tilskud til enkeltudgifter til f.eks. flyttehjælp, hjælp til stigende huslejeudgifter m.v.

Kommunalbestyrelsen vil desuden kunne anvise en bolig, hvis borgeren vurderes at have et akut boligsocialt behov, jf. § 59, stk. 1, 2. pkt., i lov om almene boliger m.v. Bestemmelsen giver ikke borgeren et krav på at få anvist en almen bolig.

Efter en konkret vurdering vil personer, som står til at skulle fraflytte et § 108-tilbud, kunne have et behov, som vil være omfattet af denne ordning, og kunne blive anvist en almen bolig i kommunen. Det er dog ikke alle kommuner, som benytter ordningen. Der kan endvidere være forskelle ift., at nogle kommuner har mangel på ledige almene boliger, mens andre har nemmere adgang til almene boliger.

Kommunalbestyrelsen skal, i forbindelse med beslutning om man vil benytte muligheden for at opsige den pågældende fra boligen i botilbuddet, være opmærksom på den efterlevendes hjælpebehov. Eksempelvis kan den pågældende selv være visiteret til støtte efter § 83 eller § 85 i serviceloven, der modtages fra samme § 108-tilbud. Der bør desuden være opmærksomhed på, at vedkommendes trivsel og helhedssituation vil kunne være forbundet med de relationer, der er opstået i botilbuddet, både til andre beboere og til fag- og støttepersoner.

Det følger af servicelovens § 111, stk. 1, at boformer efter serviceloven ikke er omfattet af lejelovgivningen. Ifølge servicelovens § 111, stk. 2, fastsætter social- og boligministeren nærmere regler om lejerrettigheder for beboere i længerevarende botilbud efter serviceloven. Bemyndigelsen i § 111, stk. 2, er udmøntet med bekendtgørelse nr. 715 af 19. juni 2013 om lejerrettigheder til beboere i visse botilbud efter serviceloven. Ministeriet har til hensigt at foretage en præcisering af denne bekendtgørelse, så det vil fremgå af bekendtgørelsen, at opsigelse efter den i lovforslagets § 1, nr. 1, foreslåede bestemmelse i § 108, stk. 3, 3. pkt., i serviceloven ikke giver den efterlevende beboer ret til at få en anden bolig stillet til rådighed, svarende til den bolig som beboeren er berettiget til i henhold til kommunalbestyrelsens afgørelse, sådan som det gælder i dag ved opsigelse på grund af nedlæggelse eller reorganisering. Bekendtgørelsen vil desuden blive ændret for at præcisere bilag 1 i bekendtgørelsen, som indeholder et forslag til udformning af boligdokumentet, så det indeholder oplysninger om opsigelsesvarsel ved opsigelse af en efterlevende. Endelig vil bekendtgørelsen blive ændret, så det vil fremgå, at opsigelse af boligen skal ske skriftligt og til den første hverdag i en måned, der ikke er dagen før en helligdag.

Det fremgår af servicelovens § 166, at kommunalbestyrelsens afgørelser efter denne lov, medmindre andet er fastsat i denne lov eller i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, kan indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Det foreslås med bestemmelsens 5. pkt. , at kommunalbestyrelsens afgørelse efter 3. pkt. om fraflytning ikke kan påklages til anden administrativ myndighed.

Forslaget vil betyde, at kommunalbestyrelsens afgørelse om opsigelse fra botilbuddet ikke vil kunne påklages til anden administrativ myndighed. Dette begrundes med, at der ikke som del af initiativet i de bagvedliggende politiske aftaler er afsat midler til ressourcer til klagebehandling. Såfremt kommunalbestyrelsen ikke opfylder de formelle krav i den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 1, har den efterlevende ægtefælle, samlever eller registrerede partner ret til at blive boende.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.3 i de almindelige bemærkninger.

Det fremgår af servicelovens § 108, stk. 4, at hvis en borger har ophold i et tilbud efter bestemmelsens stk. 1, kan kommunalbestyrelsen gøre en afgørelse om visitation til en særlig plads på psykiatrisk afdeling i henhold til § 42 b, stk. 1, i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, betinget af, at borgeren samtykker i opsigelse af borgerens bolig i tilbuddet efter servicelovens § 108, stk. 1.

Som konsekvens af den aftalte omlægning af de særlige pladser til pladser i et længerevarende tilbud forankret i den regionale psykiatri med regional visitationsret foreslås det at ophæve servicelovens § 108, stk. 4.

Forslaget vil betyde, at kommunalbestyrelsen ikke som følge af regional visitation til et længerevarende tilbud i den regionale psykiatri vil kunne anmode borgeren om at samtykke til opsigelse af borgerens eksisterende bolig efter § 108, stk. 1, i serviceloven.

Serviceloven indeholder herefter ikke særskilt regulering af, hvornår en kommunalbestyrelse kan træffe afgørelse om, at en beboer i et § 108-botilbud skal fraflytte på grund af forhold, der skyldes den enkelte borger, bortset fra situationer, der er omfattet af servicelovens § 129 (optagelse i særlige botilbud uden samtykke), § 129 a (optagelse i et bestemt botilbud uden samtykke ved væsentlig fare for andre eller særligt truende eller særligt chikanerende adfærd) eller § 136 f (optagelse i særlige botilbud uden samtykke for personer med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, som er en konsekvens af demens eller anden erhvervet og fremadskridende mental svækkelse). §§ 129, 129 a og 136 f indgår i servicelovens kapitler om regler om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten.

Forslaget har således den konsekvens, at kommunalbestyrelsen som udgangspunkt ikke kan træffe afgørelse om, at en borger skal fraflytte et § 108-botilbud uden informeret samtykke fra borgeren, medmindre borgeren ikke længere er omfattet af målgruppen for et § 108-botilbud, eller der er tale om en situation, der er omfattet af servicelovens §§ 129, 129 a og 136 f.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter servicelovens § 108 skal kommunalbestyrelsen tilbyde ophold i boformer, der er egnet til længerevarende ophold, til personer, som på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for omfattende hjælp til almindelige daglige funktioner eller pleje, omsorg eller behandling, og som ikke kan få dækket disse behov på anden vis.

Det følger af servicelovens § 4, stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der er de nødvendige tilbud efter serviceloven.

Reguleringen af de fysiske rammer for botilbud og den service, der leveres i tilknytning hertil, er adskilt i serviceloven, hvilket indebærer, at bolig og service visiteres særskilt på baggrund af en konkret og individuel vurdering af borgerens behov. Udgangspunktet for serviceloven er endvidere, at en borgers skiftende behov for hjælp og støtte så vidt muligt skal kunne tilgodeses i borgerens nuværende bolig ved at tilpasse blandt andet omfanget af hjælpen.

Beboere i botilbud efter servicelovens § 108 har lejelignende rettigheder, og i forlængelse heraf kan de som udgangspunkt ikke revisiteres til en anden bolig uden samtykke. Beboere i længerevarende botilbud, der fortsat har behov for et botilbud, kan således kun revisiteres fra botilbuddet uden samtykke, hvis borgerens fraflytning er en nødvendig konsekvens af, at borgerens botilbud nedlægges eller reorganiseres, eller betingelserne i servicelovens §§ 129 eller 129 a om flytning uden samtykke er opfyldt. Der er således ikke hjemmel til at flytte en beboer i et længerevarende botilbud på grund af et alderskriterium.

Bekendtgørelse om lejerrettigheder til beboere i visse botilbud efter serviceloven, der er udstedt i medfør af servicelovens § 11, stk. 2, regulerer rettigheder for bl.a. beboere i længerevarende botilbud efter servicelovens § 108. Det følger af bekendtgørelsens § 4, at en beboer ved anvisning af boligen skal have udleveret et boligdokument af kommunalbestyrelsen. Det følger endvidere, at boligdokumentet skal indeholde oplysninger om beboerens rettigheder vedrørende boligen efter bekendtgørelsen, samt at det skal indeholde oplysninger om boligbetalingen, boligens fysiske beliggenhed, faciliteter og areal, herunder boligareal, der deles med andre.

Det foreslås med bestemmelsen i § 108 a, stk. 1, at boformer efter § 108, stk. 1, kan målrettes personer under 35 år med henblik på at understøtte, at beboerne kan leve et ungdomsliv.

Hermed vil længerevarende botilbud efter servicelovens § 108 kunne forbeholdes unge mennesker med funktionsnedsættelse, således at unge med funktionsnedsættelse, der har behov for at bo på længerevarende botilbud, får bedre mulighed for at have samvær med jævnaldrende.

Boformer efter § 108, stk. 1, kan, jf. servicelovens § 4, stk. 2, være kommunale tilbud, regionale tilbud og private tilbud, herunder selvejende institutioner. Forslaget indebærer dermed, at både kommunale, regionale og private tilbud efter servicelovens § 108 kan målrettes personer under 35 år, jf. den foreslåede § 108 a, stk. 1.

Der kan endvidere både være tale om, at der etableres nye tilbud efter § 108, stk. 1, som målrettes unge efter den foreslåede bestemmelse og om, at eksisterende tilbud efterfølgende målrettes unge. I sidstnævnte tilfælde vil der kunne være en kortere eller længere periode, hvor nogle botilbud målrettet unge under 35 år også vil have beboere over 35 år. Personer, der har taget ophold på et botilbud, før tilbuddet blev målrettet unge efter den foreslåede § 108 a, vil således ikke kunne flyttes fra tilbuddet på baggrund af den foreslåede § 108 a, jf. ikrafttrædelsesbestemmelsen i lovforslagets § 7, stk. 3.

Botilbud efter § 108, der ønskes målrettet unge under 35 år efter den foreslåede § 108 a, skal havde dette godkendt af socialtilsynet som en del af tilbuddets generelle godkendelse som længerevarende botilbud efter servicelovens § 108, der bl.a. omfatter godkendelse af tilbuddets målgruppe.

Hvis et tilbud ønsker at blive godkendt som målrettet personer under 35 år, skal socialtilsynet godkende dette, med mindre helt særlige konkrete forhold gør det uhensigtsmæssigt at godkende et tilbud som målrettet unge. Sådanne helt særlige forhold kan f.eks. være, hvis et botilbud har en stærk faglig specialisering til en målgruppe af særdeles begrænset størrelse. Socialtilsynet kan i sådanne tilfælde, hvor helt særlige forhold vurderes at gøre sig gældende, kontakte den Nationale Koordinationsstruktur, jf. servicelovens §§ 13 a og 13 b, for vejledning.

For så vidt angår eksisterende botilbud efter servicelovens § 108, som ønsker at blive godkendt som målrettet personer under 35 år efter den foreslåede § 108 a, vil socialtilsynet skulle foretage en konkret vurdering af, om der i forhold til den eksisterende godkendelse og forholdene i tilbuddet er tale om så væsentlige ændringer, at der er tale om en delvist ny godkendelse eller eventuelt om en helt ny godkendelse, som udløser særskilt takst. Vurderingen skal foretages i lyset af, at socialtilsynet, jf. ovenfor, skal godkende ansøgningen, med mindre helt særlige forhold gør sig gældende.

Hvis det botilbud, der ønskes målrettet unge under 35 år, er oprettet som fond, og dermed er omfattet af § 15 i lov om socialtilsyn, vil det desuden skulle vurderes, om godkendelse af, at tilbuddet målrettes unge, er i overensstemmelse med fondens vedtægter, eller om der også i givet fald skal ansøges om ændring af vedtægterne efter § 15, stk. 4, i lov om socialtilsyn. Det er således en forudsætning for godkendelse af, at et tilbud, der er oprettet som fond, målrettes unge, at dette er i overensstemmelse med fondens vedtægter.

Det vil skulle fremgå af Tilbudsportalen, at et botilbud er målrettet unge efter den foreslåede bestemmelse.

Baggrunden for ændringen er, at det ønskes at understøtte, at unge med funktionsnedsættelse på linje med andre unge får adgang til at leve et ungdomsliv sammen med jævnaldrende.

Det foreslås med bestemmelsen i § 108 a, stk. 2, 1. pkt. , at kommunalbestyrelsen alene kan træffe afgørelse om ophold i tilbud som nævnt i stk. 1, for personer under 35 år.

Kommunalbestyrelsen vil således ikke kunne visitere personer over 35 år til et botilbud, som kommunalbestyrelsen har besluttet at målrette unge. Hermed sikres det, at boligerne forbeholdes unge under 35 år.

Der er tale om en mulighed for kommunalbestyrelsen om at træffe afgørelse om at tilbyde ophold i et botilbud målrettet unge. Kommunalbestyrelsen kan således vælge at undlade at benytte denne mulighed. Personer under 35 år, der er visiteret til et botilbud efter servicelovens § 108, har således ikke krav på at få tilbudt ophold på et botilbud målrettet unge efter den foreslåede § 108 a.

Det frie valg af botilbud efter servicelovens § 108, som fremgår af § servicelovens 108, stk. 2, indebærer, at personer, som modtager længerevarende botilbud efter servicelovens § 108, og som ønsker at flytte til en anden kommune, har ret til et tilsvarende tilbud i en anden kommune. Det følger endvidere af bestemmelsen, at det er en forudsætning, at den pågældende opfylder betingelserne for at blive optaget i både fraflytningskommunen og tilflytningskommunen. Det følger endvidere af § 15, stk. 2, i bekendtgørelse om betaling for botilbud m.v. efter servicelovens kapitel 20 samt om flytteret i forbindelse med botilbud efter § 108, at retten til frit valg af botilbud efter servicelovens § 108 gælder uanset botilbuddets beliggenhed. Det frie valg omfatter således også ønsker om et andet tilbud i samme kommune.

Efter Ankestyrelsens principafgørelse 165–10 fra 2010 gælder, at der med bestemmelsen om borgerens frie valg mellem tilsvarende tilbud må forstås ”tilsvarende botilbud i forhold til tilbud, kommunen er fremkommet med”. Hvis der er truffet afgørelse om ophold i et tilbud målrettet unge, betyder dette, at borgeren ved aktivering af det frie valg i stedet kan vælge et andet botilbud målrettet unge.

Det foreslås i bestemmelsens 2. pkt. , at når en kommunalbestyrelse træffer afgørelse om ophold i en boform som nævnt i stk. 1, skal det fremgå af boligdokumentet, at personen skal fraflytte tilbuddet inden det fyldte 35. år.

Det følger af denne bestemmelse, at hvis en kommunalbestyrelse træffer afgørelse efter § 108 om længerevarende ophold i en boform for en konkret borger, og det ligger i afgørelsen, at opholdet skal være i et botilbud, som er målrettet unge under 35 år efter den foreslåede § 108 a, stk.1, vil det ligge i afgørelsen, at borgerens ophold på botilbuddet senest ophører, når borgeren fylder 35 år. En sådan afgørelse vil således også udgøre en afgørelse om personens fraflytning inden det fyldte 35. år. Derfor er det særligt vigtigt, at afgørelser af denne type træffes i samarbejde og dialog med borgeren selv og evt. dennes pårørende.

Baggrunden for den foreslåede stk. 2 er et ønske om at understøtte, at botilbud målrettet unge kommer målgruppen til gavn i praksis, ved at de til stadighed bebos af unge og dermed kan danne rammen om ungdomsfællesskaber.

Det foreslås med bestemmelsen i § 108 a, stk. 3, 1. pkt., at kommunalbestyrelsen senest 6 måneder, før personen fylder 35 år, skal varsle personen om fraflytningen, jf. stk. 2. En sådan varsling kan ske såvel mundtligt som skriftligt. Det afgørende er, at borgeren senest 6 måneder før sit fyldte 35. år bliver bekendt med, at vedkommende skal fraflytte botilbuddet. Det foreslås med bestemmelsens 2. pkt., at dette dog ikke gælder, hvis personen tilkendegiver at ville fraflytte boformen inden det fyldte 35. år.

Med den foreslåede § 108 a, stk. 3 om varsling, understøttes det, at borgeren er opmærksom på, at grundlaget for vedkommendes ophold på borgerens nuværende botilbud snart ophører, og at borgeren derfor vil skulle fraflytte botilbuddet. Da en varsling ikke er nødvendig, hvis personen selv har tilkendegivet at ville fraflytte boformen, er der med 2. pkt. foreslået en undtagelse fra varslingskravet i sådanne situationer.

Kommunalbestyrelsen bør senest i forbindelse med varsling af, at borgerens ophold på ungetilbuddet snart ophører, gå i dialog med borgeren om, hvordan dennes boligmæssige ønsker og behov kan tilgodeses fremadrettet.

Kommunalbestyrelsens dialog med personen om en kommende flytning fra ungetilbuddet vil, afhængigt af personens ønsker og situation, med fordel kunne påbegyndes i god tid inden flytning for at understøtte en gradvis overgang, hvor personen har tid til at blive bekendt med og tryg ved den kommende bolig. Dette gælder særligt, hvis personen er utryg ved flytning. Der vil f.eks. kunne arrangeres besøg til botilbud, som overvejes som mulige kommende botilbud for personen, og der vil kunne planlægges fælles aktiviteter med beboerne på sådanne botilbud.

En sådan tidlig dialog med en borger om borgerens kommende flytning fra et ungetilbud vil desuden kunne fremme en samlet set mere hensigtsmæssig udnyttelse af de boliger, kommunalbestyrelsen kan råde over, således at tidspunktet for en borgers flytning bedre vil kunne planlægges under samtidig hensyntagen til andre borgere, som kommunalbestyrelsen skal sørge for en bolig til.

Det foreslås med § 108 a, stk. 4, 1. pkt., at kommunalbestyrelsen senest 3 måneder før personens flytning fra et tilbud, jf. stk. 2, skal træffe afgørelse om den fremtidige støtte til personen, herunder om ophold i en boform efter denne lov eller i en anden bolig, der modsvarer personens behov, og som står i et rimeligt forhold til personens betalingsevne.

Med støtte, der modsvarer personens behov, menes bl.a. hjælp og støtte efter serviceloven, herunder bl.a. personlig og praktisk hjælp og madservice (§ 83) og socialpædagogisk bistand (§ 85). I vurderingen af, hvorvidt en boform modsvarer personens behov, vil der bl.a. skulle tages højde for, om boligen tilgodeser eventulle særlige indretningsmæssige behov, som borgeren måtte have som konsekvens af sin funktionsnedsættelse – f.eks. behov for tilgængelighed for kørestolsbrugere. Der vil endvidere skulle tages højde for, om der er tilstrækkelige personaleressourcer tilknyttet boformen, og om eventuelt fast tilknyttet personale har de rette kompetencer til at tilgodese borgerens behov, f.eks. for særlige pædagogiske metoder eller særlig viden.

Ved vurderingen af, hvornår en borgers boligudgifter står i et rimeligt forhold til borgerens betalingsevne, skal der tages hensyn til borgerens samlede økonomiske forhold således, at borgeren efter boligbetalingen har et rimeligt beløb til personlige fornødenheder.

Forslaget indebærer, at kommunalbestyrelsen i sin afgørelse om fremadrettet støtte til en person, som fraflytter et botilbud målrettet unge på baggrund af kommunalbestyrelsens afgørelse herom efter stk. 3, vil skulle redegøre for, hvordan borgerens behov for såvel hjælp og støtte efter serviceloven som borgerens boligmæssige behov vil blive tilgodeset fremadrettet.

Afgørelsen skal iværksættes umiddelbart efter borgerens flytning fra botilbuddet målrettet unge.

Har personen således ikke senest 3 måneder før fraflytning fået tilbudt en ny egnet bolig, vil den påtænkte fraflytning skulle udskydes, således at der går mindst 3 måneder, fra personen får tilbudt en egnet bolig, til personen skal fraflytte den nuværende bolig på et botilbud målrette unge.

Den nye egnede bolig, som personen skal tilbydes, vil kunne være såvel en ny bolig på et botilbud efter serviceloven, en almen bolig efter almenboligloven eller en anden bolig, der konkret vurderes egnet til at tilgodese personens behov, f.eks. en privat udlejningsbolig. Boligen vil desuden kunne findes af personen selv eller personens pårørende. Kommunalbestyrelsen er forpligtet til at tilbyde personen en egnet bolig, hvis en sådan ikke findes på anden vis.

Der vil i beslutningen om en ny egnet bolig skulle lægges vægt på den dialog, som kommunalbestyrelsen har haft med personen senest 6 måneder inden fraflytning i forbindelse med varslingen om fraflytningen, jf. den foreslåede § 108 a, stk. 3. Som det fremgår af bemærkningerne til stk. 3, skal denne dialog bl.a. vedrøre, hvordan personens boligmæssige ønsker og behov kan tilgodeses fremadrettet. Kommunalbestyrelsen vil således i overvejelserne om et fremtidigt botilbud til personen skulle lægge vægt på personens ønsker til en fremtidig bolig, herunder f.eks. ønsker om at bo tæt på familie eller ønsker til de boligmæssige rammer.

Træffer kommunalbestyrelsen efter den foreslåede § 108 a, stk. 4, afgørelse om, at den fremtidige støtte til en person skal omfatte tilbud om ophold på et botilbud efter servicelovens § 108, vil personen endvidere kunne benytte sig af adgangen til frit valg af botilbud efter servicelovens § 108, stk. 2. Ønsker personen således et andet botilbud end det, kommunalbestyrelsen tilbyder, har personen ret til dette under iagttagelse af servicelovens § 108, stk. 2, hvilket bl.a. indebærer, at der skal være tale om et tilsvarende tilbud.

Efter den foreslåede § 108 a, stk. 4, 2. pkt. , skal kommunalbestyrelsens vurdering af, hvorvidt en ny bolig modsvarer personens behov, baseres på en udredning af personens behov gennemført ved hjælp af voksenudredningsmetoden eller en lignende metode.

Det er et krav, at afgørelser efter serviceloven træffes på baggrund af en konkret og individuel vurdering af borgerens behov. Kommunen skal i sin sagsbehandling frem mod afgørelsen sikre en tilstrækkelig oplysning af borgerens sag og i den forbindelse bl.a. inddrage borgeren. En høj kvalitet i udredningen af borgerens behov vil indebære, at borgerens ressourcer, udfordringer, ønsker og prioriteringer inddrages.

Mange kommuner benytter i dag voksenudredningsmetoden (VUM) til at foretage den nødvendige udredning af borgernes behov i forbindelse med sagsbehandling forud for afgørelser efter serviceloven. VUM er en metode til sagsbehandling på handicapområdet og området for udsatte voksne, som bl.a. indeholder en udredningsmetode. VUM har til formål at understøtte den faglige og lovgivningsmæssige kvalitet i sagsbehandlingen med udgangspunkt i den enkelte borgers forhold. Efter den foreslåede bestemmelse vil kommunerne skulle udrede borgerens behov ved hjælp af VUM eller en lignende metode. Med en lignende metode forstås en anden metode, som lever op til kravene til udredning af borgernes behov, herunder til oplysning af sagen og inddragelse af borgeren.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at betone krav til sagsbehandlingen.

Dermed sikres det, at beslutningen om, hvilken ny bolig personen tilbydes, baseres på en tilstrækkelig og aktuel vurdering af personens behov, ressourcer og samlede situation.

Det bemærkes endvidere, at kommunen i helt særlige og komplicerede enkeltsager eventuelt kan søge hjælp og vejledning hos VISO om, hvordan borgerens behov mest hensigtsmæssigt kan tilgodeses fremadrettet.

Hvis en borger afviser at flytte fra sin bolig på et botilbud målrettet unge og tage ophold på et botilbud eller en anden bolig, som kommunalbestyrelsen vurderer egnet til borgeren, skal kommunalbestyrelsen gennem fornyet dialog med borgeren og motivation af denne, herunder evt. motivation til at benytte sit frie valg af botilbud, afsøge alternative muligheder, der kan tilgodese borgerens behov og ønsker til en fremtidig bolig.

Kommunalbestyrelsen bør endvidere søge at forebygge sådanne situationer ved at forberede borgeren og dennes pårørende på, at borgeren vil skulle fraflytte tilbuddet inden sit fyldte 35. år. Kommunalbestyrelsen bør desuden i forbindelse med visitation til botilbud målrettet unge søge at undgå at visitere borgere hertil, for hvem en ny flytning inden det fyldte 35. år må ventes at være omsorgsmæssigt betænkeligt.

Borgeren vil efter de almindelige klageregler kunne klage til Ankestyrelsen over visitationen til et tilbud, som er målrettet unge under 35 år, hvorfor afgørelsen om visitation også udgør en afgørelse om flytning fra det pågældende tilbud inden det 35. år, samt over kommunalbestyrelsens afgørelse om den fremtidige støtte efter fraflytningen og i den forbindelse over den udredning af personens behov, der ligger til grund for afgørelsen herom.

Forslaget indebærer, at en person med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne vil kunne revisiteres fra et botilbud målrettet unge efter den foreslåede § 108 a uden iagttagelse af servicelovens § 129 om flytning uden samtykke. For denne målgruppe gælder imidlertid, at kommunalbestyrelsens afgørelse efter den foreslåede § 108 a, stk. 4, skal ske under iagttagelse af servicelovens § 82, stk. 2. Dette indebærer, at kommunalbestyrelsen skal påse, om der er pårørende eller andre, der kan inddrages i varetagelsen af interesserne for en person med betydelig nedsat psykisk funktionsevne. Det indebærer endvidere, at kommunalbestyrelsen skal være opmærksom på, om der er behov for at bede Statsforvaltningen om at beskikke en værge efter værgemålsloven. Har en person en beskikket værge efter værgemålsloven, vil værgen kunne påklage kommunalbestyrelsens afgørelse om den fremtidige støtte til borgeren efter de almindelige regler som nævnt ovenfor.

Baggrunden for den foreslåede stk. 4 er et ønske om at sikre den nødvendige hensyntagen til retssikkerheden og trygheden for de personer, som skal fraflytte et botilbud målrettet unge.

Efter den foreslåede § 108 a, stk. 5, vil kommunalbestyrelsen skulle dække personens rimelige udgifter til flytning. Rimelige udgifter til flytning kan omfatte udgifter til beboerindskud eller depositum og eventuelt forudbetalt leje, udgifter til flytning af møbler m.v. samt udgifter til en sådan indretning af boligen, at den svarer til indretningen i den fraflyttede bolig.

Hermed sikres det, at en flytning ikke indebærer merudgifter for personen, med mindre personen har særlige ønsker om f.eks. en eksklusiv indretning.

Kommunalbestyrelsens afgørelser efter den foreslåede § 108 a, stk. 5, vil kunne påklages til Ankestyrelsen, hvis personen ikke mener, at kommunalbestyrelsen har opfyldt betingelsen om at dække personens rimelige flytteudgifter.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.11. i de almindelige bemærkninger.

Med det samtidigt fremsatte lovforslag om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien oprettes 150 særlige pladser på psykiatrisk afdeling til patienter, hvis behov ikke kan imødekommes tilstrækkeligt på øvrige ambulante behandlingstilbud og sociale støttetilbud.

En del af de borgere, som vil blive visiteret af kommunen til de særlige pladser på psykiatrisk afdeling, vil allerede vil være visiteret af kommunen til et botilbud efter § 108 i serviceloven.

Det foreslås, at der indføres en ny bestemmelse i servicelovens § 108, hvorefter kommunalbestyrelsen kan betinge borgerens visitation til en særlig plads på psykiatrisk afdeling af, at borgeren samtykker til opsigelse af borgerens bolig efter § 108 i serviceloven. Kommunen skal ved betingelse om samtykke til opsigelse af botilbuddet lægge vægt på sandsynligheden for, at botilbuddet fremadrettet kan opfylde borgerens støttebehov mv. samt borgerens tilknytning til det eksisterende botilbud, herunder tilknytningens varighed samt tilknytning til øvrige beboere eller personale.

Ændringen foreslås indført med henblik på, at kommunen ikke unødigt opretholder et eksisterende botilbud til borgere, som visiteres til de særlige pladser på psykiatrisk afdeling.

For så vidt angår borgerens bopælsregistrering i Det Centrale Personregister (CPR) under opholdet på psykiatrisk afdeling, kan det oplyses, at der – ved en stillingtagen dertil efter reglerne i lov om Det Centrale Personregister (CPR-loven) – gælder, at en person, der under et ophold på en institution eller sygehus ikke bevarer rådigheden over en anden bolig, skal registreres med adresse på institutionen eller sygehuset, som dennes faste opholdssted, jf. CPR-lovens § 6, stk. 2, hvis opholdet på institutionen eller sygehuset har en sådan længde, at det kan siges at være fast. Der kan ikke siges noget om, hvor langt opholdet skal være, for at det kan siges at være fast, men hvis alternativet er en registrering som værende uden fast bopæl, vil også ophold af mindre end 1 måneds varighed normalt kunne danne grundlag for registrering af adressen som et fast opholdssted. Ved helt kortvarige ophold skal den pågældende derimod registreres uden fast bopæl i sin hidtidige kommune.

Det bemærkes i den forbindelse, at den oprindelige opholdskommune bevarer pligten til at yde hjælp efter serviceloven, når denne kommune eller anden offentlig myndighed har medvirket til, at en person har fået ophold i bl.a. boformer efter §§ 107-110 i serviceloven og institutioner under sygehusvæsenet, jf. § 9, stk. 7, nr. 1 og 3, i retssikkerhedsloven. Det gælder således også, når en kommune har visiteret en borger til en særlig plads på en psykiatrisk afdeling.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.1.

Det fremgår af servicelovens § 108, stk. 2, at personer, som får tilbud om ophold i boformer, der er egnet til længerevarende ophold efter servicelovens § 108, stk. 1, og som ønsker at flytte til en anden kommune, har ret til et tilsvarende tilbud i en anden kommune. Servicelovens § 108, stk. 4, bemyndiger børne- og socialministeren til i en bekendtgørelse at fastsætte nærmere regler om betingelserne for at få tilbud om boform efter stk. 2.

Med den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 2, bemyndiges børne- og socialministeren til i en bekendtgørelse ligeledes at fastsætte regler om, i hvilket omfang bestemmelsen i § 108, stk. 2, i serviceloven om frit valg af boform skal finde anvendelse for personer, der optages i et bestemt botilbud uden samtykke efter § 129 a.

Bemyndigelsen vil blive anvendt til at begrænse beboerens adgang til frit valg, herunder den tidsmæssige udstrækning samt kriterier for begrænsningen af beboerens ret til frit valg af boform. Dette skyldes, at beboere, der optages i et bestemt botilbud efter § 129 a, er til væsentlig fare for eller udviser en særligt truende eller en særligt chikanerende adfærd over for beboere eller personale. Hensynet til såvel beboeren som øvrige beboere og personale tilsiger, at der udvælges et bestemt botilbud, der vurderes bedre egnet end det botilbud, som beboeren aktuelt er visiteret til, til at imødekomme beboerens støttebehov og til at forebygge og håndtere den farlige, særligt truende eller særligt chikanerende adfærd. For at kunne udvælge et bestemt og særligt egnet botilbud er der derfor behov for, at kommunalbestyrelsen i de her særlige tilfælde ikke skal iagttage reglerne om frit valg.

Børne- og socialministeren fastsætter i bekendtgørelsen den tidsmæssige udstrækning samt kriterier for begrænsningen af beboerens ret til frit valg af boform.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.2.