Serviceloven § 107 og § 108: Hvilket botilbud?

Kort fortalt: Et midlertidigt botilbud efter servicelovens § 107 er til borgere, der i en periode har brug for et botilbud – fx under behandling, udredning eller mens det rette varige tilbud findes. Et længerevarende botilbud efter servicelovens § 108 er til borgere med betydelig og varigt nedsat funktionsevne, som har behov for omfattende hjælp, der ikke kan dækkes på anden måde.

Afgrænsningen mellem de to bestemmelser er en af de hyppigste problemstillinger i sager om voksne med handicap og psykiske vanskeligheder. Her er de kriterier, kommunen skal vurdere, og de principafgørelser fra Ankestyrelsen, der trækker grænserne op.

Hvem kan få et midlertidigt botilbud efter § 107?

Efter § 107, stk. 1, kan kommunen tilbyde midlertidigt ophold til personer med betydeligt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Efter stk. 2 skal kommunen tilbyde ophold til personer, der har behov for omfattende hjælp til almindelige daglige funktioner, pleje eller særlig behandlingsmæssig støtte i en periode (nr. 1), og til personer med nedsat psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer, der har behov for pleje eller behandling (nr. 2).

Det afgørende er ikke diagnosen, men funktionsnedsættelsen og støttebehovet. Typiske kendetegn er behov for hjælp døgnet rundt eller et støttebehov, der ikke kan forenes med at bo i egen bolig med støtte. Der er ingen fast tidsgrænse for et midlertidigt ophold: Det ophører, når formålet er nået, eller når det står klart, at borgeren har et varigt behov.

Hvem kan få et længerevarende botilbud efter § 108?

Kommunen skal tilbyde ophold i en længerevarende boform til personer, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for omfattende hjælp til almindelige daglige funktioner eller for pleje, omsorg eller behandling, og som ikke kan få dækket disse behov på anden vis.

I principafgørelse 72-14 henførte Ankestyrelsen borgere med en meget betydelig og varig funktionsnedsættelse og et massivt behov for døgnstøtte til § 108 frem for en almen bolig med støtte.

Sådan skelner du mellem § 107 og § 108

Hovedspørgsmålet er, om behovet er midlertidigt eller varigt. Kan borgeren forventes at udvikle sig, så han eller hun på sigt kan klare sig i egen bolig med støtte, peger det mod § 107. Er funktionsnedsættelsen varig, og vil borgeren ikke kunne klare sig med mindre støtte, peger det mod § 108.

Ankestyrelsen lægger desuden vægt på, om borgeren har behov for tæt tilknyttet personale og servicearealer. I principafgørelse 8-18 kunne et midlertidigt behov ikke dækkes i en almen ungdomsbolig, fordi der ikke kunne knyttes servicearealer og personale til. Og efter principafgørelse 71-14 kan en borger, der har ret til et midlertidigt botilbud, ikke henvises til et længerevarende tilbud som en almen bolig.

Skal kommunen først prøve støtte i egen bolig?

Kommunen skal undersøge, om borgerens behov kan dækkes med støtte i den nuværende bolig. Men efter principafgørelse 21-18 skal kommunen også sikre, at rammerne faktisk er til stede – fx hjælpe med at finde en egnet bolig. Kan støtten ikke gives under borgerens aktuelle boligforhold, kan borgeren have ret til et midlertidigt botilbud, indtil det er løst.

Når hjælpen er bevilget, skal kommunen følge op. Efter principafgørelse 2-18 kan kommunen ikke stoppe hjælpen alene, fordi borgeren ikke samarbejder, uden først at have undersøgt, hvilken betydning funktionsnedsættelsen har for samarbejdet, og vejledt borgeren.

Frit valg af længerevarende botilbud

En borger, der opfylder betingelserne for et længerevarende botilbud efter § 108, har ret til at vælge et tilsvarende tilbud – også i en anden kommune. Kommunen kan kun give afslag, hvis tilbuddet ikke er egnet til at dække borgerens behov, eller hvis det er væsentligt dyrere end det tilbud, kommunen selv har anvist.

Ved flytning til en anden kommune skal borgeren som udgangspunkt være visiteret til et tilsvarende tilbud i både fraflytnings- og tilflytningskommunen (dobbeltvisitation), jf. principafgørelse 77-14.

Hvilken kommune betaler?

Placerer en kommune en borger i et botilbud i en anden kommune, er det som udgangspunkt fortsat den placerende kommune, der er handle- og betalingskommune efter retssikkerhedsloven. Reglerne om mellemkommunal refusion står i retssikkerhedslovens § 9 c og giver ofte anledning til tvister mellem kommunerne – også ved domstolene.

Klage over afgørelser om botilbud

Afgørelser om botilbud efter §§ 107 og 108 kan påklages til Ankestyrelsen. Klagen sendes til kommunen inden 4 uger efter, at borgeren har modtaget afgørelsen. Kommunen skal genvurdere sagen og sende den videre til Ankestyrelsen, hvis afgørelsen fastholdes.

Se alle Ankestyrelsens afgørelser om bestemmelserne under servicelovens § 107 og servicelovens § 108 i dom.dk’s lovsamling.