Retssikkerhedsloven § 9 c

Det fremgår af § 9 c, stk. 13, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. lovbekendtgørelse nr. 261 af 13. marts 2024 (herefter retssikkerhedsloven), at kommuner uden for de tilfælde, der er nævnt i stk. 2-6, indbyrdes kan aftale, at en tidligere handlekommune fortsat afholder udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i stk. 1, og efter lov om social service og barnets lov. Det fastsættes i aftalen, hvor længe den skal gælde.

Det foreslås, at i § 9 c, stk. 13, 1. pkt., ændres »og barnets lov« til: », barnets lov og ældreloven«.

Med ældreloven, jf. lov nr. 1651 af 30. december 2024, der træder i kraft den 1. juli 2025, vil hovedparten af de bestemmelser, der i dag regulerer ældreområdet, blive flyttet fra serviceloven til ældreloven. Det er derfor nødvendigt, at henvisningen til serviceloven i § 9 c, stk. 13, 1. pkt., i retssikkerhedsloven udvides til også at henvise til ældreloven. Med forslaget vil § 9 c, stk. 13, 1. pkt., i retssikkerhedsloven således blive udvidet med en henvisning til ældreloven.

Det fremgår af § 9 c, stk. 14, i retssikkerhedsloven, at krav efter stk. 2-9 skal rejses senest 3 år efter, at hjælpen er ydet. Krav efter lov om social service og barnets lov skal dog rejses senest 12 måneder efter, at hjælpen er ydet.

Det foreslås, at i § 9 c, stk. 14, 2. pkt., ændres »og barnets lov« til », barnets lov og ældreloven«.

Med ældreloven, der træder i kraft den 1. juli 2025, vil hovedparten af de bestemmelser, der i dag regulerer ældreområdet, blive flyttet fra serviceloven til ældreloven. Det er derfor nødvendigt, at henvisningen til serviceloven i § 9 c, stk. 14, 2. pkt., i retssikkerhedsloven udvides til også at henvise til ældreloven. Med forslaget vil § 9 c, stk. 14, 2. pkt., i retssikkerhedsloven således blive udvidet med en henvisning til ældreloven.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 6, nr. 1, og bemærkningerne hertil.

§ 9 c i retssikkerhedsloven regulerer en kommunes ret til mellemkommunal refusion for sine udgifter i en række situationer. § 9 c, stk. 4, giver således handlekommunen ret til mellemkommunal refusion for sine udgifter efter bl.a. lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 67 af 22. januar 2024, (serviceloven) og barnets lov, jf. lovbekendtgørelse nr. 83 af 25. januar 2024, til unge, der modtager ungestøtte efter § 114, stk. 1, i barnets lov. § 9 c, stk. 5, i retssikkerhedsloven giver handlekommunen ret til mellemkommunal refusion for udgifter efter bl.a. serviceloven i tilfælde, hvor en borger har anvendt sit frie valg til at få ophold i et tilbud efter § 108, stk. 2, eller § 192 i serviceloven, § 58 a i lov om almene boliger m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1343 af 24. november 2023, eller lov om friplejeboliger, jf. lovbekendtgørelse nr. 1162 af 26. oktober 2017. § 9 c, stk. 6, i retssikkerhedsloven giver handlekommunen ret til mellemkommunal refusion for udgifter efter bl.a. serviceloven og barnets lov i de såkaldte passivitetstilfælde, dvs. tilfælde hvor borgerens tidligere handlekommune har udvist passivitet. § 9 c, stk. 7, i retssikkerhedsloven giver ret til mellemkommunal refusion for udgifter til personlig og praktisk hjælp efter § 83 i serviceloven og § 90, nr. 1, i barnets lov og til hjælpemidler efter § 112 i serviceloven og § 90, nr. 4, i barnets lov under midlertidige ophold under for handlekommunen omfattet af § 9 b i retssikkerhedsloven. § 9 c, stk. 9, omhandler ret til mellemkommunal refusion for udgifter efter bl.a. serviceloven og barnets lov for en kommune, der har virket som midlertidig handlekommune for en borger efter § 9, stk. 8, eller § 9 a, stk. 12, i retssikkerhedsloven.

§ 9 c, stk. 10, i retssikkerhedsloven vedrører beregningen af størrelsen af krav på mellemkommunal refusion efter § 9, stk. 2-7 og 9. Det fremgår således, at de udgifter, som dækkes, er de faktiske udgifter. Det fremgår videre, at de faktiske udgifter omfatter en forholdsmæssig andel af fællesudgifter og udgifter til ledelse og administration, der er en følge af driften af et tilbud.

Det foreslås, at der som § 9 c, stk. 11, indsættes en ny bestemmelse i retssikkerhedsloven, hvorefter handlekommunen og den tidligere handlekommune for krav på refusion efter § 9 c, stk. 4-7 og 9, for udgifter til hjælpemidler efter § 112 i serviceloven og § 90, nr. 4, i barnets lov kan aftale at fravige bestemmelsen i § 9 c, stk. 10.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at de involverede kommuner vil kunne aftale, at et krav på mellemkommunal refusion for udgifter til hjælpemidler efter § 112 i serviceloven og § 90, nr. 4, i barnets lov ikke beregnes på baggrund af de faktiske udgifter. Det vil med den foreslåede bestemmelse således være muligt for kommunerne f.eks. at aftale, at der i kravet på mellemkommunal refusion indgår en forholdsmæssig andel hvert år af udgifterne til reparation og nyanskaffelse af genbrugshjælpemidler, som ellers vil skulle afholdes samlet i det år, hvor hjælpemidlet repareres eller anskaffes.

Det vil være et krav, at begge de involverede kommuner er enige om at fravige bestemmelsen i § 9 c, stk. 10, i retssikkerhedsloven, og at kommunerne er enige om, hvordan kravet skal opgøres i stedet. Kommunerne anbefales at indgå en klar aftale om, hvordan kravet på mellemkommunal refusion opgøres, således at der ikke opstår uenighed herom. Aftalen vil ikke i sig selv kunne indbringes for Ankestyrelsen.

Det fremgår af § 9 c, stk. 1, i retssikkerhedsloven, at handlekommunen har ret til at få dækket sin andel af udgifterne til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., lov om individuel boligstøtte, § 52, stk. 1, i lov om social pension, § 50, stk. 1, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. og § 3, stk. 1, nr. 11 og 16, jf. §§ 2 og 5, i lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne af den tidligere handlekommune efter stk. 2-6. Det følger af § 9 c, stk. 2, nr. 1, at handlekommunen har ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i stk. 1, når den tidligere handlekommune eller anden offentlig myndighed har medvirket til, at en person får ophold i boformer efter §§ 107-110 og 192 i lov om social service.

Det foreslås, at i § 9 c, stk. 2, nr. 1, udgår »og 192«, og efter »service« indsættes »eller § 47 i ældreloven«.

Med det samtidigt fremsatte forslag til ældreloven, er det bl.a. hensigten, at § 192 i serviceloven skal flyttes til ældreloven, og at denne bestemmelse skal ophæves i serviceloven. Det er derfor nødvendigt, at henvisningen til § 192 i § 9 c, stk. 2, nr. 1, i retssikkerhedsloven udgår, og at der i stedet indsættes en henvisning til den foreslåede § 47 i ældreloven. Med forslaget vil disse ændringer således blive foretaget.

Der henvises til § 47 og bemærkningerne hertil i det samtidigt fremsatte forslag til ældreloven.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det fremgår af § 9 c, stk. 1, i retssikkerhedsloven, at handlekommunen har ret til at få dækket sin andel af udgifterne til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., lov om individuel boligstøtte, § 52, stk. 1, i lov om social pension, § 50, stk. 1, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. og § 3, stk. 1, nr. 11 og 16, jf. §§ 2 og 5, i lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne af den tidligere handlekommune efter stk. 2-6. Det følger af § 9 c, stk. 5, nr. 1, at handlekommunen har ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i stk. 1, og efter lov om social service, dog undtaget udgifter omfattet af § 96 b, stk. 2, i lov om social service, når en person er flyttet til et tilsvarende tilbud i en anden kommune efter § 108, stk. 2, og § 192 i lov om social service.

Det foreslås, at i § 9 c, stk. 5, indsættes efter »§ 96 b, stk. 2, i lov om social service,« »og efter ældreloven,«.

Med det samtidigt fremsatte forslag til ældreloven er det bl.a. hensigten, at hovedparten af de bestemmelser, der i dag regulerer ældreområdet, skal flyttes fra serviceloven til ældreloven. Det er derfor nødvendigt, at henvisningen til serviceloven i § 9 c, stk. 5, i retssikkerhedsloven udvides til også at henvise til den foreslåede ældrelov. Med forslaget vil § 9 c, stk. 5, i retssikkerhedsloven således blive udvidet med en henvisning til ældreloven.

Der henvises til punkt 2.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det fremgår af § 9 c, stk. 1, i retssikkerhedsloven, at handlekommunen har ret til at få dækket sin andel af udgifterne til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., lov om individuel boligstøtte, § 52, stk. 1, i lov om social pension, § 50, stk. 1, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. og § 3, stk. 1, nr. 11 og 16, jf. §§ 2 og 5, i lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne af den tidligere handlekommune efter stk. 2-6. Det følger af § 9 c, stk. 5, nr. 1, at handlekommunen har ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i stk. 1, og efter lov om social service, dog undtaget udgifter omfattet af § 96 b, stk. 2, i lov om social service, når en person er flyttet til et tilsvarende tilbud i en anden kommune efter § 108, stk. 2, og § 192 i lov om social service.

Det foreslås, at i § 9 c, stk. 5, nr. 1, udgår »og § 192«, og efter »service« indsættes »eller § 47 i ældreloven«.

Med det samtidigt fremsatte forslag til ældreloven, er det bl.a. hensigten, at § 192 i serviceloven skal flyttes til ældreloven, og at denne bestemmelse skal ophæves i serviceloven. Det er derfor nødvendigt, at henvisningen til § 192 i § 9 c, stk. 5, nr. 1, i retssikkerhedsloven udgår, og at der i stedet indsættes en henvisning til den foreslåede § 47 i ældreloven. Med forslaget vil disse ændringer således blive foretaget.

Der henvises til § 47 og bemærkningerne hertil i det samtidigt fremsatte forslag til ældreloven.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det fremgår af § 9 c, stk. 1, i retssikkerhedsloven, at handlekommunen har ret til at få dækket sin andel af udgifterne til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., lov om individuel boligstøtte, § 52, stk. 1, i lov om social pension, § 50, stk. 1, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. og § 3, stk. 1, nr. 11 og 16, jf. §§ 2 og 5, i lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne af den tidligere handlekommune efter stk. 2-6. Det følger af § 9 c, stk. 6, at handlekommunen har ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i stk. 1, og efter lov om social service og barnets lov, når en person får ophold i et tilbud som nævnt i stk. 2 og 5 eller der iværksættes foranstaltninger som nævnt i stk. 4 og den tidligere handlekommune var bekendt med de forhold, der begrunder tilbuddet, og det var åbenbart, at der måtte gribes ind. Handlekommunen har ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i stk. 1, og efter barnets lov, når et barn eller en ung får ophold i et anbringelsessted, jf. § 43 i barnets lov, som følge af en tidligere handlekommunes beslutning om hjemgivelse, når det er åbenbart, at beslutningen om hjemgivelse var ubegrundet.

Det foreslås, at i § 9 c, stk. 6, 1. pkt., ændres »og barnets lov« til: », barnets lov og ældreloven«.

Med det samtidigt fremsatte forslag til ældreloven er det bl.a. hensigten, at hovedparten af de bestemmelser, der i dag regulerer ældreområdet, skal flyttes fra serviceloven til ældreloven. Det er derfor nødvendigt, at henvisningen til serviceloven i § 9 c, stk. 6, 1. pkt., i retssikkerhedsloven udvides til også at henvise til den foreslåede ældrelov. Med forslaget vil § 9 c, stk. 6, 1. pkt., i retssikkerhedsloven således blive udvidet med en henvisning til ældreloven.

Der henvises til punkt 2.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det fremgår af § 9 c, stk. 7, i retssikkerhedsloven, at handlekommunen i sager efter lov om social service og barnets lov refunderer udgifter til personlig og praktisk hjælp efter § 83 i lov om social service og § 90, nr. 1, i barnets lov og til hjælpemidler efter § 112 i lov om social service og § 90, nr. 4, i barnets lov under en persons midlertidige ophold i en anden kommune, jf. § 9 b, stk. 1 og 2. Endvidere refunderer handlekommunen i sager efter lov om social service og barnets lov udgifter til plejevederlag og hjælp til sygeplejeartikler og lign., jf. §§ 120 og 122 i lov om social service, under en persons ophold i en anden kommune, jf. § 9 b, stk. 3.

Det foreslås, at i § 9 c, stk. 7, 1. pkt., ændres »og barnets lov« til: », barnets lov og ældreloven«, og »og § 90, nr. 1, i barnets lov« ændres til: », § 90, nr. 1, i barnets lov og § 10, jf. § 9, stk. 2, nr. 1 og 2, i ældreloven«.

Med det samtidigt fremsatte forslag til ældreloven er det bl.a. hensigten, at hovedparten af de bestemmelser, der i dag regulerer ældreområdet, skal flyttes fra serviceloven til ældreloven. Dette gælder også § 83 i serviceloven, idet dog bemærkes, at § 83 ikke samtidig foreslås ophævet, da den fortsat vil skulle finde anvendelse for personer med fysisk eller psykisk nedsat funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Det er derfor nødvendigt, at henvisningerne til serviceloven og til § 83 i serviceloven i § 9 c, stk. 7, 1. pkt., i retssikkerhedsloven udvides til også at henvise til den foreslåede ældrelov og til § 10, jf. § 9, stk. 2, nr. 1 og 2, i ældreloven. Med forslaget vil § 9 c, stk. 7, 1. pkt., i retssikkerhedsloven således blive udvidet med en henvisning til ældreloven og til § 10, jf. § 9, stk. 2, nr. 1 og 2, i ældreloven.

Der henvises til § 9, stk. 2, nr. 1 og 2, og § 10 i den foreslåede nye ældrelov og bemærkningerne hertil.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det fremgår af § 9 c, stk. 7, i retssikkerhedsloven, at handlekommunen i sager efter lov om social service og barnets lov refunderer udgifter til personlig og praktisk hjælp efter § 83 i lov om social service og § 90, nr. 1, i barnets lov og til hjælpemidler efter § 112 i lov om social service og § 90, nr. 4, i barnets lov under en persons midlertidige ophold i en anden kommune, jf. § 9 b, stk. 1 og 2. Endvidere refunderer handlekommunen i sager efter lov om social service og barnets lov udgifter til plejevederlag og hjælp til sygeplejeartikler og lign., jf. §§ 120 og 122 i lov om social service, under en persons ophold i en anden kommune, jf. § 9 b, stk. 3.

Det foreslås, at i § 9 c, stk. 7, 2. pkt., ændres »og barnets lov« til », barnets lov og ældreloven«, og »§§ 120 og 122 i lov om social service« ændres til: »§§ 24 og 26 i ældreloven«.

Med det samtidigt fremsatte forslag til ældreloven er det bl.a. hensigten, at hovedparten af de bestemmelser, der i dag regulerer ældreområdet, skal flyttes fra serviceloven til ældreloven. Dette gælder også §§ 119-122 i serviceloven. Det er derfor nødvendigt, at henvisningerne til serviceloven og til §§ 120 og 122 i serviceloven i § 9 c, stk. 7, 2. pkt., i retssikkerhedsloven udvides til også at henvise til den foreslåede ældrelov og til §§ 24 og 26 i ældreloven. Med forslaget vil § 9 c, stk. 7, 2. pkt., i retssikkerhedsloven således blive udvidet med en henvisning til ældreloven og til §§ 24 og 26 i ældreloven.

Der henvises til §§ 24 og 26 og bemærkningerne hertil i den foreslåede nye ældrelov.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det fremgår af § 9 c, stk. 9, i retssikkerhedsloven, at når det fastlægges, at handlekommunen for en borger ikke er den midlertidige handlekommune efter § 9, stk. 8, eller § 9 a, stk. 12, yder handlekommunen refusion for den midlertidige handlekommunes udgifter efter de love, der er nævnt i stk. 1, og efter lov om social service og barnets lov i den periode, hvor uenigheden har bestået.

Det foreslås, at i § 9 c, stk. 9, ændres »og barnets lov« til », barnets lov og ældreloven«.

Med det samtidigt fremsatte forslag til ældreloven er det bl.a. hensigten, at hovedparten af de bestemmelser, der i dag regulerer ældreområdet, skal flyttes fra serviceloven til ældreloven. Det er derfor nødvendigt, at henvisningen til serviceloven i § 9 c, stk. 9, i retssikkerhedsloven udvides til også at henvise til den foreslåede ældrelov. Med forslaget vil § 9 c, stk. 9, i retssikkerhedsloven således blive udvidet med en henvisning til ældreloven.

Der henvises til punkt 2.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det fremgår af § 9 c, stk. 10, i retssikkerhedsloven, at de udgifter, som handlekommunen kan få dækket efter stk. 2-7 og 9, er handlekommunens faktiske udgifter. De faktiske udgifter omfatter en forholdsmæssig andel af fællesudgifter og udgifter til ledelse og administration, der er en følge af driften af et tilbud. Hvis der for ydelsen er fastsat en takst eller beregnet et priskrav efter lov om social service eller barnets lov, har handlekommunen ret til refusion svarende til taksten eller priskravet.

Det foreslås, at i § 9 c, stk. 10, 3. pkt., ændres »eller barnets lov« til », barnets lov eller ældreloven«.

Med det samtidigt fremsatte forslag til ældreloven er det bl.a. hensigten, at hovedparten af de bestemmelser, der i dag regulerer ældreområdet, skal flyttes fra serviceloven til ældreloven. Det er derfor nødvendigt, at henvisningen til serviceloven i § 9 c, stk. 10, 3. pkt., i retssikkerhedsloven udvides til også at henvise til den foreslåede ældrelov. Med forslaget vil § 9 c, stk. 10, 3. pkt., i retssikkerhedsloven således blive udvidet med en henvisning til ældreloven.

Der henvises til punkt 2.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det fremgår af § 9 c, stk. 12, i retssikkerhedsloven, at kommuner uden for de tilfælde, der er nævnt i stk. 2-6, indbyrdes kan aftale, at en tidligere handlekommune fortsat afholder udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i stk. 1, og efter lov om social service og barnets lov. Det fastsættes i aftalen, hvor længe den skal gælde.

Det foreslås, at i § 9 c, stk. 12, 1. pkt., ændres »og barnets lov« til: », barnets lov og ældreloven«.

Med det samtidigt fremsatte forslag til ældreloven er det bl.a. hensigten, at hovedparten af de bestemmelser, der i dag regulerer ældreområdet, skal flyttes fra serviceloven til ældreloven. Det er derfor nødvendigt, at henvisningen til serviceloven i § 9 c, stk. 12, 1. pkt., i retssikkerhedsloven udvides til også at henvise til den foreslåede ældrelov. Med forslaget vil § 9 c, stk. 12, 1. pkt., i retssikkerhedsloven således blive udvidet med en henvisning til ældreloven.

Der henvises til punkt 2.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det fremgår af § 9 c, stk. 3, i retssikkerhedsloven, at krav efter stk. 2-9 skal rejses senest 3 år efter, at hjælpen er ydet. Krav efter lov om social service og barnets lov skal dog rejses senest 12 måneder efter, at hjælpen er ydet.

Det foreslås, at i § 9 c, stk. 13, 2. pkt., ændres »og barnets lov« til: », barnets lov og ældreloven«.

Med det samtidigt fremsatte forslag til ældreloven er det bl.a. hensigten, at hovedparten af de bestemmelser, der i dag regulerer ældreområdet, skal flyttes fra serviceloven til ældreloven. Det er derfor nødvendigt, at henvisningen til serviceloven i § 9 c, stk. 13, 2. pkt., i retssikkerhedsloven udvides til også at henvise til den foreslåede ældrelov. Med forslaget vil § 9 c, stk. 13, 2. pkt., i retssikkerhedsloven således blive udvidet med en henvisning til ældreloven.

Der henvises til punkt 2.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

§ 9 c, stk. 6, i retssikkerhedsloven omhandler mellemkommunal refusion i såkaldte passivitetstilfælde. Det følger af § 9 c, stk. 6, 2. pkt., at handlekommunen har ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i § 9 c, stk. 1, og efter barnets lov og barnets lov, når et barn eller en ung får ophold i et anbringelsessted, jf. § 43 i barnets lov, som følge af en tidligere handlekommunes beslutning om hjemgivelse, når det er åbenbart, at beslutningen om hjemgivelse var ubegrundet.

Det foreslås, at den dobbelte henvisning til barnets lov i § 9 c, stk. 6, 2. pkt., i retssikkerhedsloven rettes, så ”og barnets lov” udgår.

Der er tale om en teknisk udbedring af en mangel.

Efter § 9, stk. 6, i retssikkerhedsloven, kan en opholdskommune, når der er særlige grunde til det, indgå aftale med en tidligere opholdskommune om, at denne fortsat har forpligtelsen til at yde hjælp. En sådan aftale er betinget af samtykke fra den, som modtager hjælpen.

Med lov nr. 754 af 13. juni 2023, der træder i kraft den 1. januar 2024, er bestemmelsen flyttet til § 9, stk. 9, i retssikkerhedsloven og det fremgår af denne bestemmelse, at den kommune, der efter stk. 1-6 og 11-13 er handlekommune, kan indgå aftale med borgerens tidligere handlekommune om, at sidstnævnte fortsat er handlekommune, når der er særlige grunde til det, og med samtykke fra borgeren.

Det fremgår af § 9 c, stk. 1, i retssikkerhedsloven, at opholdskommunen har ret til at få dækket sin andel af udgifterne til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., lov om individuel boligstøtte, § 52, stk. 1, i lov om social pension, § 50, stk. 1, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. og § 3, stk. 1, nr. 11 og 16, jf. §§ 2 og 5, i lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne af den tidligere kommune efter stk. 2-6.

Det fremgår videre af § 9 c, stk. 2, i retssikkerhedsloven, at opholdskommunen har ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i stk. 1, når den tidligere kommune eller anden offentlig myndighed har medvirket til, at en person får ophold i

1) boformer efter §§ 107-110 og 192 i lov om social service, 2) boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i lov om almene boliger m.v., 3) institutioner under sygehusvæsenet, 4) institutioner under Kriminalforsorgen, 5) boliger, boformer m.v., der træder i stedet for og kan sidestilles med boformer m.v. under nr. 1-4, 6) anbringelsessteder for børn og unge efter § 66 i lov om social service eller 7) døgnophold efter § 76 a i lov om social service.

boformer efter §§ 107-110 og 192 i lov om social service,

boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i lov om almene boliger m.v.,

institutioner under sygehusvæsenet,

institutioner under Kriminalforsorgen,

boliger, boformer m.v., der træder i stedet for og kan sidestilles med boformer m.v. under nr. 1-4,

anbringelsessteder for børn og unge efter § 66 i lov om social service eller

døgnophold efter § 76 a i lov om social service.

Det fremgår videre af § 9 c, stk. 3, i retssikkerhedsloven, at opholdskommunen har ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i stk. 1, når en person har fået ophold i en anden kommune i

1) en af KFUM's soldaterrekreationer drevet af KFUMs Soldatermission, 2) et veteranhjem drevet af Fonden Danske Veteranhjem eller 3) Veteranbo drevet af KFUMs Soldatermission.

en af KFUM's soldaterrekreationer drevet af KFUMs Soldatermission,

et veteranhjem drevet af Fonden Danske Veteranhjem eller

Veteranbo drevet af KFUMs Soldatermission.

Det fremgår videre af § 9 c, stk. 4, i retssikkerhedsloven, at opholdskommunen har ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i stk. 1, og efter serviceloven fra den kommune, der har truffet afgørelse om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet, når der iværksættes foranstaltninger for den unge efter § 76, stk. 3, i serviceloven. Når den kommune, der har truffet afgørelse om anbringelsen, selv har ret til refusion efter § 9 c, stk. 6, ydes refusionen dog af den kommune, der var refusionspligtig efter § 9 c, stk. 6. Bliver en ung, for hvem der er iværksat foranstaltninger efter § 76, stk. 3, i serviceloven, visiteret til en kommune efter integrationslovens § 10, ydes refusion efter § 9 c, stk. 6, 1. pkt. dog af denne kommune.

Det fremgår videre af § 9 c, stk. 5, i retssikkerhedsloven, at opholdskommunen har ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i stk. 1, og efter serviceloven, når en person er flyttet til et tilsvarende tilbud i en anden kommune efter

1) § 108, stk. 2, og § 192 i lov om social service, 2) § 58 a i lov om almene boliger m.v. eller 3) lov om friplejeboliger.

§ 108, stk. 2, og § 192 i lov om social service,

§ 58 a i lov om almene boliger m.v. eller

lov om friplejeboliger.

Det fremgår videre af § 9 c, stk. 6, i retssikkerhedsloven, at opholdskommunen har ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i stk. 1, og efter serviceloven, når en person får ophold i et tilbud som nævnt i stk. 2, 4 og 5 og den tidligere opholdskommune var bekendt med de forhold, der begrunder tilbuddet, og det var åbenbart, at der måtte gribes ind. En opholdskommune har ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i stk. 1, og efter serviceloven, når et barn eller en ung får ophold i et anbringelsessted, jf. § 66 i serviceloven, som følge af en tidligere opholdskommunes beslutning om hjemgivelse, når det er åbenbart, at beslutningen om hjemgivelse var ubegrundet.

Det fremgår videre af § 9 c, stk. 8, i retssikkerhedsloven, at opholdskommunens udgifter til førtidspension efter kapitel 3 og § 52, stk. 1, i lov om social pension og § 5 i lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne, refunderes af den kommune, der var pensionistens opholdskommune på tilkendelsestidspunktet, i op til 6 år fra det tidspunkt, hvor pensionisten er fraflyttet tilkendelseskommunen. Opholdskommunens udgifter til seniorpension efter kapitel 3 a i lov om social pension og § 5 i lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne refunderes af den kommune, der var pensionistens opholdskommune på tilkendelsestidspunktet, i op til 6 år fra det tidspunkt, hvor pensionisten er fraflyttet den kommune, som var opholdskommune på tidspunktet for tilkendelsen af seniorpension. Refusion efter stk. 2, 3, 5 og 6 udskyder retten til refusion efter 1. og 2. pkt.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.6.1., for så vidt angår gældende ret.

Det foreslås, at 9 c, stk. 8, affattes på ny.

Det foreslås i § 9 c, stk. 8, 1. pkt. , at handlekommunens udgifter til førtidspension efter kapitel 3 og § 52, stk. 1, i lov om social pension og § 5 i lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne, refunderes af den kommune, der på tilkendelsestidspunktet var pensionistens handlekommune i sager efter disse love, i op til 6 år fra det tidspunkt, hvor pensionisten er fraflyttet den kommune, som var handlekommune på tidspunktet for tilkendelse af førtidspension.

Den foreslåede ændring vil medføre, at den nye handlekommune vil kunne kræve refusion af den tidligere handlekommune i forhold til udgifterne til førtidspension i indtil seks år fra fraflytningstidspunktet. Den foreslåede bestemmelse svarer til de hidtil gældende regler, og det forudsættes at nyaffattelsen ikke ændrer på, hvordan bestemmelserne skal anvendes. Den hidtil gældende praksis vil således fortsat finde anvendelse.

Det foreslås i § 9 c, stk. 8, 2. pkt. , at handlekommunens udgifter til seniorpension efter kapitel 3 a i lov om social pension og § 5 i lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne, refunderes af den kommune, der på tilkendelsestidspunktet var pensionistens handlekommune i sager efter disse love, i op til 6 år fra det tidspunkt, hvor pensionisten er fraflyttet den kommune, som var handlekommune på tidspunktet for tilkendelsen af seniorpension.

Den foreslåede bestemmelse svarer til de hidtil gældende regler, og det forudsættes at nyaffattelsen ikke ændrer på, hvordan bestemmelserne skal anvendes. Den hidtil gældende praksis vil således fortsat finde anvendelse.

Det foreslås i § 9 c, stk. 8, 3. pkt. , at for personer, der er tilkendt førtidspension før den 2. februar 2015, refunderes handlekommunens udgifter til førtidspension efter kapitel 3 og § 52, stk. 1, i lov om social pension og § 5 i lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejds-løshedskasserne, af den kommune som var handlekommune på tilkendelsestidspunktet, i 6 år fra tilkendelsestidspunktet.

Den foreslåede bestemmelse svarer til de hidtil gældende regler, og det forudsættes at nyaffattelsen ikke ændrer på, hvordan bestemmelserne skal anvendes. Den hidtil gældende praksis vil således fortsat finde anvendelse.

Det foreslås i § 9 c, stk. 8, 4. pkt. , at 1. og 2. pkt. ikke finder anvendelse, så længe en pensionist er omfattet af bestemmelserne i stk. 1-6, uanset om pensionisten opholder sig i en eller flere på hinanden efterfølgende handlekommuner.

Den foreslåede ændring vil medføre, at 1. og 2. pkt. ikke vil skulle finde anvendelse, så længe en person er omfattet af bestemmelserne i § 9 c, stk. 1-6, idet reglen i § 9 c, stk. 1, med den foreslåede ændring vil få forrang for bestemmelserne efter § 9 c, stk. 8, 1. og 2. pkt. Det vil sige, at så længe handlekommunen har ret til refusion, fordi personen er omfattet af en af bestemmelserne i § 9 c, stk. 2-6, vil den foreslåede bestemmelse i 4. pkt. skulle anvendes. Hvis personen ikke længere er omfattet af en af bestemmelserne i § 9 c, stk. 1-6, vil 1. og 2. pkt. i § 9 c, stk. 8, finde anvendelse.

Eksempel vedr. § 9 c, stk. 8, 4. pkt.:

Kommune 1 medvirker til, at en person får ophold på en institution m.v. efter § 9 c, stk. 2, i kommune 2. Kommune 2 tilkender førtidspension. Kommune 1 skal refundere udgifterne til institutionsopholdet og for udgiften til førtidspension til kommune 2.

Hvis personen flytter i en almindelig bolig i en ny kommune 3, vil kommune 2 skulle refundere udgifterne for førtidspension til den nye handlekommune 3 indtil de seks år fra fraflytningen er gået, idet personen ikke længere er omfattet af bestemmelserne i § 9 c, stk. 1-6, jf. dog bemærkningerne nedenfor til det foreslåede 5. pkt.

Det samme vil gælde ved seniorpension, da det vil være den kommune, der var handlekommune på tidspunktet for tilkendelsen af seniorpension, som vil skulle refundere udgifterne til seniorpension.

Det foreslås i § 9 c, stk. 8, 5. pkt. , at når opholdet eller opholdene efter stk. 2-6 varer mere end 6 år fra det tidspunkt, pensionisten er fraflyttet kommunen, som har tilkendt førtidspensionen, eller som var handlekommune på det tidspunkt, som seniorpensionen blev tilkendt, bortfalder retten til mellemkommunal refusion efter 1. og 2. pkt.

Den foreslåede ændring vil medføre, at hvis en person har været omfattet af bestemmelserne i § 9 c, stk. 1-6, i mere end seks år fra det tidspunkt, hvor pensionisten er fraflyttet kommunen, som har tilkendt førtidspensionen eller som var handlekommune på det tidspunkt, som seniorpensionen blev tilkendt, vil anvendelsen af 6-årsreglen skulle bortfalde helt.

Eksempel vedr. § 9 c, stk. 8, 5. pkt.:

Kommune 1 medvirker til, at en person får ophold på en institution m.v. efter § 9 c, stk. 2, i kommune 2, og kommune 2 tilkender førtidspension. Kommune 1 vil skulle refundere udgifterne til institutionsopholdet og førtidspension til kommune 2.

Hvis kommune 1 medvirker til, at personen får ophold på en ny institution i kommune 3, jf. § 9 c, stk. 2, vil kommune 1 fortsat skulle refundere udgifterne til institutionsopholdet og udgiften til førtidspension til kommune 3 efter institutionsreglen.

6-årsreglen vil skulle regnes fra fraflytningen fra kommune 2, og vil ikke skulle anvendes så længe, personen har ophold efter § 9 c, stk. 2, i kommune 3. Den kan højest anvendes i seks år fra flytningen til kommune 3. Hvis personen inden de seks år flytter i en almindelig bolig i en ny kommune eller i kommune 3, vil kommune 2 (som tilkendte pensionen) kun skulle refundere udgifterne for førtidspension til den nye handlekommune eller til kommune 3, hvis opholdet på institutionen i kommune 3 har varet mindre end seks år.

Det samme vil gælde ved seniorpension, da det vil være den kommune, der var handlekommune på tidspunktet af seniorpension, som vil skulle refundere udgifterne til seniorpension.

Det foreslås i § 9 c, stk. 8, 6. pkt., at hvis der er indgået en aftale efter § 9, stk. 9, regnes de 6 år i 1., 2. og 5. pkt. fra tidspunktet, hvor pensionisten er fraflyttet den kommune, der uden en aftale ville have været handlekommune på tidspunktet for tilkendelsen.

Den foreslåede ændring vil medføre, at hvis to kommuner har indgået en aftale om, at kommune 1 fortsætter med at være handlekommune, selvom en pensionist er flyttet til kommune 2, vil de seks år skulle regnes fra det tidspunkt, hvor pensionisten er fraflyttet kommune 2, og ikke fra seks år efter fraflytningen fra kommune 1, som efter aftalen fortsat er handlekommune.

Det foreslås i § 9 c, stk. 8, 7. pkt. , at 4. og 5. pkt. finder tilsvarende anvendelse for udgifterne til førtidspension omfattet af 3. pkt., dog således at perioden på 6 år regnes fra tidspunktet for tilkendelse af førtidspension.

Den foreslåede ændring vil medføre, at de foreslåede bestemmelser i § 9 c, stk. 8, 4.-6. pkt., ligeledes vil gælde for personer, hvor en kommune før 2. februar 2015 har tilkendt personen førtidspension.

De foreslåede ændringer af § 9 c, stk. 8, betyder således, at bestemmelserne i 1.-3. pkt. ikke vil skulle anvendes, når en handlekommune har medvirket til, at en person har fået ophold i en institution eller opholdssted m.v., og der på denne baggrund er et refusionskrav, jf. bestemmelserne i § 9 c, stk. 2-6. Reglen i § 9 c, stk. 1, vil derfor med ændringen få forrang for bestemmelserne efter § 9 c, stk. 8, 1. og 2. pkt. Det vil også gælde, når der er et refusionsforhold mellem flere end to kommuner.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

§ 9 c i retssikkerhedsloven indeholder bestemmelser om mellemkommunal refusion. Efter § 9 c, stk. 2, har opholdskommunen ret til refusion for udgifter til hjælp efter en række love, der er opregnet i § 9 c, stk. 1, når den tidligere kommune eller anden offentlig myndighed har medvirket til, at en person får ophold i de i bestemmelsen oplistede tilbud m.v. Efter § 9 c, stk. 2, nr. 6, gælder bestemmelsen, når personen får ophold på et anbringelsessted efter § 66 i serviceloven.

§ 66 i serviceloven indeholder en opregning af anbringelsessteder for børn og unge, der bliver anbragt uden for hjemmet.

Det foreslås, at henvisningen i § 9 c, stk. 6, 2. pkt., i retssikkerhedsloven til § 66 i serviceloven ændres til § 43 i barnets lov.

Den foreslåede ændring vil betyde, at en opholdskommune har ret til refusion for udgifter efter de i § 9 c, stk. 1, nævnte love, når et barn eller en ung får ophold på et anbringelsessted, jf. § 43 i barnets lov, når den tidligere kommune eller anden offentlig myndighed har medvirket til opholdet.

Den foreslåede ændring er begrundet i, at bestemmelserne om hjælp og støtte til børn i serviceloven med lovforslagets § 1 foreslås ophævet. Dette gælder også opregningen af anbringelsessteder i § 66 i serviceloven, der foreslås ophævet med lovforslagets § 1, nr. 14. Samtidigt foreslås bestemmelserne om hjælp og støtte til børn med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov videreført i en selvstændig lov – barnets lov. Det gælder også opregningen af anbringelsessteder, der foreslås videreført som § 43 i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov. Der vil være behov for, at reglerne i retssikkerhedsloven om mellemkommunal refusion vil finde anvendelse for sager efter barnets lov i samme omfang, som det er tilfældet efter gældende ret, hvor hjælp og støtte til børn, herunder anbringelser, ydes efter serviceloven. Den foreslåede udskilning af regler om hjælp og støtte til børn til en særskilt barnets lov medfører således behov for ændring af § 9 c, stk. 2, nr. 6, i retssikkerhedsloven, således at der henvises til § 43 i barnets lov i stedet for til § 66 i serviceloven. De foreslåede ændringer vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 14, og til de almindelige bemærkninger, punkt 2.7.1.2 og 2.7.1.3.

§ 9 c i retssikkerhedsloven indeholder bestemmelser om mellemkommunal refusion. Efter § 9 c, stk. 2, har opholdskommunen ret til refusion for udgifter til hjælp efter en række love, der er opregnet i § 9 c, stk. 1, når den tidligere kommune eller anden offentlig myndighed har medvirket til, at en person får ophold i de i bestemmelsen oplistede tilbud m.v. Efter § 9 c, stk. 2, nr. 7, gælder bestemmelsen, når personen får ophold i et døgnophold efter § 76 a i serviceloven.

§ 76 a vedrører opretholdt anbringelse af unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Det foreslås, at henvisningen i § 9 c, stk. 2, nr. 7, i retssikkerhedsloven til § 76 a i serviceloven ændres til § 120 i barnets lov.

Den foreslåede ændring vil betyde, at en opholdskommune har ret til refusion for udgifter efter de i § 9 c, stk. 1, nævnte love, når en person får ophold i et døgnophold efter § 120 i barnets lov, når den tidligere kommune eller anden offentlig myndighed har medvirket til opholdet.

Den foreslåede ændring er begrundet i, at bestemmelserne om hjælp og støtte til børn i serviceloven med lovforslagets § 1 foreslås ophævet. Dette gælder også bestemmelsen om opretholdte anbringelser i § 76 a i serviceloven, der foreslås ophævet med lovforslagets § 1, nr. 14. Samtidigt foreslås bestemmelserne om hjælp og støtte til børn med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov videreført i en selvstændig lov – barnets lov. Det gælder også bestemmelsen om opretholdte anbringelser, der foreslås videreført som § 120 i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov. Der vil være behov for, at reglerne i retssikkerhedsloven om mellemkommunal refusion vil finde anvendelse for sager efter barnets lov i samme omfang, som det er tilfældet efter gældende ret, hvor hjælp og støtte til børn, herunder anbringelser, ydes efter serviceloven. Den foreslåede udskilning af regler om hjælp og støtte til børn til en særskilt barnets lov medfører således behov for ændring af § 9 c, stk. 2, nr. 7, i retssikkerhedsloven, således at der henvises til § 120 i barnets lov i stedet for til § 76 a i serviceloven. Den foreslåede ændring vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 14, og de almindelige bemærkninger, punkt 2.7.1.2 og 2.7.1.3.

§ 9 c i retssikkerhedsloven indeholder bestemmelser om mellemkommunal refusion. Det fremgår af § 9 c, stk. 4, 1. pkt., at opholdskommunen har ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i § 9 c, stk. 1, og efter serviceloven fra den kommune, der har truffet afgørelse om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet, når der iværksættes foranstaltninger for den unge efter § 76, stk. 3, i serviceloven. Det følger videre af § 9 c, stk. 4, 3. pkt., at hvis en ung, for hvem der er iværksat foranstaltninger efter § 76, stk. 3, i serviceloven, bliver visiteret til en kommune efter integrationslovens § 10, ydes refusionen dog af denne kommune.

§ 76 i serviceloven vedrører efterværn. Det fremgår af § 76, stk. 3, at for unge, der er eller var anbragt uden for hjemmet i et anbringelsessted efter reglerne i kapitel 11 i serviceloven eller efter § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet umiddelbart inden det fyldte 18. år, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om, at døgnophold på et anbringelsessted opretholdes, at udpege en fast kontaktperson for den unge, at etablere en udslusningsordning i det hidtidige anbringelsessted og at tildele andre former for støtte, der har til formål at bidrage til en god overgang til en selvstændig tilværelse for den unge.

Det foreslås, at henvisningen til § 76, stk. 3, i serviceloven i § 9 c, stk. 4, 1. og 3. pkt., i retssikkerhedsloven ændres til § 114, stk. 1, i barnets lov.

De foreslåede ændringer er begrundet i, at § 76, stk. 3, i serviceloven om efterværn med lovforslagets § 1, nr. 14, foreslås ophævet. Samtidigt foreslås bestemmelserne i § 76, stk. 3, om efterværn med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov videreført i en selvstændig lov – barnets lov. Der vil være behov for, at reglerne i retssikkerhedsloven om mellemkommunal refusion i efterværnssager vil finde anvendelse for sager efter barnets lov i samme omfang, som det er tilfældet efter gældende ret, hvor efterværn ydes efter serviceloven. Den foreslåede udskilning af regler om efterværn til en særskilt barnets lov medfører således behov for ændring af § 9 c, stk. 4, 1. og 3. pkt., i retssikkerhedsloven, således at der henvises til § 114, stk. 1, i barnets lov i stedet for til § 76, stk. 3, i serviceloven. De foreslåede ændringer vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 14, og til de almindelige bemærkninger, punkt 2.7.1.2 og 2.7.1.3.

§ 9 c i retssikkerhedsloven indeholder bestemmelser om mellemkommunal refusion. § 9 c, stk. 6, indeholder den såkaldte passivitetsregel. Det fremgår således af § 9 c, stk. 6, 2. pkt., at en opholdskommune har ret til refusion for udgifter til hjælp efter de beskæftigelsesrettede love, der er nævnt i § 9 c, stk. 1, og efter serviceloven, når et barn eller en ung får ophold på et anbringelsessted, jf. § 66 i serviceloven, som følge af en tidligere opholdskommunes beslutning om hjemgivelse, når det er åbenbart, at beslutningen om hjemgivelse var ubegrundet.

§ 66 i serviceloven indeholder en opregning af anbringelsessteder for børn og unge, der bliver anbragt uden for hjemmet.

Det foreslås, at henvisningen til udgifter efter serviceloven i § 9 c, stk. 6, 2. pkt., ændres til udgifter efter barnets lov, og at § 66 i serviceloven ændres til § 43 i barnets lov.

De foreslåede ændringer vil betyde, at en opholdskommune har ret til refusion for udgifter efter barnets lov, når et barn eller en ung får ophold på et anbringelsessted, jf. § 43 i barnets lov, som følge af en tidligere opholdskommunes beslutning om hjemgivelse, når det er åbenbart, at beslutningen om hjemgivelse var ubegrundet.

De foreslåede ændringer er begrundet i, at bestemmelserne om hjælp og støtte til børn i serviceloven med lovforslagets § 1 foreslås ophævet. Dette gælder også opregningen af anbringelsessteder i § 66 i serviceloven, der foreslås ophævet med lovforslagets § 1, nr. 14. Samtidigt foreslås bestemmelserne om hjælp og støtte til børn med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov videreført i en selvstændig lov – barnets lov. Det gælder også opregningen af anbringelsessteder, der foreslås videreført som § 43 i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov. Der vil være behov for, at reglerne i retssikkerhedsloven om mellemkommunal refusion i passivitetssager vil finde anvendelse for sager efter barnets lov i samme omfang, som det er tilfældet efter gældende ret, hvor hjælp og støtte til børn, herunder anbringelser, ydes efter serviceloven. Den foreslåede udskilning af regler om hjælp og støtte til børn til en særskilt barnets lov medfører således behov for ændring af § 9 c, stk. 6, 2. pkt., i retssikkerhedslo‍ven, således at bestemmelsen vedrører udgifter efter barnets lov frem for serviceloven, og så der henvises til § 43 i barnets lov i stedet for til § 66 i serviceloven. De foreslåede ændringer vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 14, og til de almindelige bemærkninger, punkt 2.7.1.2 og 2.7.1.3.

Overskriften til § 9 b i retssikkerhedsloven er ophold uden for opholdskommunen.

§ 9 c vedrører mellemkommunal refusion. Af § 9 c, stk. 9, 1. pkt., fremgår, at de udgifter, som opholdskommunen kan få dækket efter § 9 c, stk. 2-7, er opholdskommunens faktiske udgifter. Det fremgår videre af § 9 c, stk. 9, 3. pkt., at hvis der for ydelsen er fastsat en takst eller beregnet et priskrav efter serviceloven, har opholdskommunen ret til refusion svarende til taksten eller priskravet.

Det foreslås, at ”opholdskommunen” i overskriften til § 9 b og i § 9 c, stk. 1, 1. og 3. pkt., i retssikkerhedsloven ændres til ”handlekommunen”.

De foreslåede ændringer vil for det første medføre, at overskriften til § 9 b vil være ophold uden for handlekommunen.

For det andet vil de foreslåede ændringer medføre, at det af § 9 c vil fremgå, at de udgifter, som handlekommunen kan få dækket efter § 9 c, stk. 2-7, er opholdskommunens faktiske udgifter, og at hvis der for ydelsen er fastsat en takst eller beregnet et priskrav, vil handlekommunen have ret til refusion svarende til taksten eller priskravet. Det bemærkes, at henvisningen til opholdskommunens faktiske udgifter i § 9 c, stk. 9, 1. pkt., i retssikkerhedsloven foreslås ændret med lovforslagets § 1, nr. 30.

De foreslåede ændringer er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-11, 13, 15 og 17 foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Denne ensretning bør således også afspejles i overskriften til § 9 b og i bestemmelserne om mellemkommunal refusion i § 9 c. De foreslåede ændringer vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

§ 9 c i retssikkerhedsloven vedrører mellemkommunal refusion. Det fremgår af § 9 c, stk. 1, at opholdskommunen har ret til at få dækket sin andel af udgifterne til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., lov om individuel boligstøtte, § 52, stk. 1, i lov om social pension, § 50, stk. 1, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. og § 3, stk. 1, nr. 11 og 16, jf. §§ 2 og 5, i lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne af den tidligere opholdskommune efter bestemmelserne i § 9 c, stk. 2-6, i retssikkerhedsloven.

§ 9 c, stk. 2, vedrører mellemkommunal refusion, når borgeren har ophold i et botilbud m.v. Efter § 9 c, stk. 2, har opholdskommunen således ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i stk. 1, når den tidligere kommune eller anden offentlig myndighed har medvirket til, at en person får ophold i boformer efter §§ 107-110 og 192 i serviceloven, boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i almenboligloven, institutioner under sygehusvæsenet, institutioner under Kriminalforsorgen, boliger, boformer m.v., der træder i stedet for og kan sidestilles med de forannævnte boformer m.v., anbringelsessteder for børn og unge efter § 66 i serviceloven eller døgnophold efter § 76 a i serviceloven.

Bestemmelsen i § 9 c, stk. 3, i retssikkerhedsloven vedrører mellemkommunal refusion ved en borgers ophold i et veterantilbud. Det følger således af § 9 c, stk. 3, at opholdskommunen har ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i stk. 1, når en person har fået ophold i en anden kommune i en af KFUM's soldaterrekreationer drevet af KFUMs Soldatermission, et veteranhjem drevet af Fonden Danske Veteranhjem eller Veteranbo drevet af KFUMs Soldatermission.

§ 9 c, stk. 4, vedrører mellemkommunal refusion, når der er iværksat ungestøtte. Det følger således af bestemmelsen, at opholdskommunen har ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i stk. 1, efter serviceloven fra den kommune, der har truffet afgørelse om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet, når der iværksættes foranstaltninger for den unge efter § 76, stk. 3, i serviceloven. Når den kommune, der har truffet afgørelse om anbringelsen, selv har ret til refusion efter § 9 c, stk. 6, i retssikkerhedsloven ydes refusionen dog af den kommune, der var refusionspligtig efter denne bestemmelse. Bliver en ung, for hvem der er iværksat foranstaltninger efter 76 i serviceloven, visiteret til en kommune efter integrationslovens § 10, ydes refusion dog af denne kommune.

§ 9 c, stk. 5, i retssikkerhedsloven vedrører mellemkommunal refusion, når borgeren har anvendt en frit-valgsordning. Efter bestemmelsen har opholdskommunen ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i stk. 1, og efter serviceloven, når en person er flyttet til et tilsvarende tilbud i en anden kommune efter § 108, stk. 2, og § 192 i serviceloven, § 58 a i almenboligloven eller friplejeboligloven.

§ 9 c, stk. 6, i retssikkerhedsloven vedrører mellemkommunal refusion i passivitetstilfælde. Det fremgår af bestemmelsen, at opholdskommunen har ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i stk. 1, efter serviceloven, når en person får ophold i et tilbud som nævnt i § 9 c, stk. 2, 4 og 5, i retssikkerhedsloven og den tidligere opholdskommune var bekendt med de forhold, der begrunder tilbuddet, og det var åbenbart, at der måtte gribes ind. En opholdskommune har ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i § 9 c, stk. 1, når et barn eller en ung får ophold i et anbringelsessted, jf. § 66 i serviceloven, som følge af en tidligere opholdskommunes beslutning om hjemgivelse, når det er åbenbart, at beslutningen om hjemgivelse var ubegrundet.

Det foreslås, at ”opholdskommunen” i § 9 c, stk. 1, 2 og 3, stk. 4, 1. pkt., stk. 5, og stk. 6, 1. pkt., i retssikkerhedsloven ændres til ”handlekommunen”.

De foreslåede ændringer vil medføre, at det vil være handlekommunen, der vil have ret til mellemkommunal refusion efter bestemmelserne i § 9 c, stk. 1-6.

De foreslåede ændringer er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Denne ensretning bør således også afspejles i bestemmelserne i § 9 c. De foreslåede ændringer vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

§ 9 c i retssikkerhedsloven vedrører mellemkommunal refusion. Det fremgår af § 9 c, stk. 1, at opholdskommunen har ret til at få dækket sin andel af udgifterne til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., lov om individuel boligstøtte, § 52, stk. 1, i lov om social pension, § 50, stk. 1, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. og § 3, stk. 1, nr. 11 og 16, jf. §§ 2 og 5, i lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne af den tidligere opholdskommune efter bestemmelserne i § 9 c, stk. 2-6, i retssikkerhedsloven.

§ 9 c, stk. 6, i retssikkerhedsloven vedrører mellemkommunal refusion i passivitetstilfælde. Det fremgår af bestemmelsen, at opholdskommunen har ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i stk. 1, og efter serviceloven, når en person får ophold i et tilbud som nævnt i § 9 c, stk. 2, 4 og 5, i retssikkerhedsloven og den tidligere opholdskommune var bekendt med de forhold, der begrunder tilbuddet, og det var åbenbart, at der måtte gribes ind. En opholdskommune har ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i § 9 c, stk. 1, og serviceloven, når et barn eller en ung får ophold i et anbringelsessted, jf. § 66 i serviceloven, som følge af en tidligere opholdskommunes beslutning om hjemgivelse, når det er åbenbart, at beslutningen om hjemgivelse var ubegrundet.

Efter § 9 c, stk. 12, 1. pkt., i retssikkerhedsloven kan kommuner kan uden for de tilfælde, der er nævnt i § 9 c, stk. 2-6, indbyrdes aftale, at en tidligere opholdskommune fortsat afholder udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i stk. 1, og efter serviceloven.

Det foreslås, at ”opholdskommune” i § 9 c, stk. 1, stk. 6, 1. pkt., og stk. 12, 1. pkt., i retssikkerhedsloven ændres til ”handlekommune”.

De foreslåede ændringer vil medføre, at det vil være handlekommunen, der vil have ret til mellemkommunal refusion efter bestemmelserne i § 9 c, stk. 1 og 6. For så vidt angår § 9 c, stk. 12, 1. pkt., vil de foreslåede ændringer medføre, at kommuner vil kunne aftale, at en tidligere handlekommune fortsat afholder udgifterne.

De foreslåede ændringer er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Denne ensretning bør således også afspejles i bestemmelserne i § 9 c. De foreslåede ændringer vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2., 2.1.3, 2.4.2. og 2.4.3.

§ 9 c i retssikkerhedsloven vedrører mellemkommunal refusion. Det fremgår af § 9 c, stk. 1, at opholdskommunen har ret til at få dækket sin andel af udgifterne til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., lov om individuel boligstøtte, § 52, stk. 1, i lov om social pension, § 50, stk. 1, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. og § 3, stk. 1, nr. 11 og 16, jf. §§ 2 og 5, i lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne af den tidligere opholdskommune efter bestemmelserne i § 9 c, stk. 2-6, i retssikkerhedsloven.

§ 9 c, stk. 2, vedrører mellemkommunal refusion, når borgeren har ophold i et botilbud m.v. Efter § 9 c, stk. 2, har opholdskommunen således ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i stk. 1, når den tidligere kommune eller anden offentlig myndighed har medvirket til, at en person får ophold i boformer efter §§ 107-110 og 192 i serviceloven, boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i almenboligloven, institutioner under sygehusvæsenet, institutioner under Kriminalforsorgen, boliger, boformer m.v., der træder i stedet for og kan sidestilles med de forannævnte boformer m.v., anbringelsessteder for børn og unge efter § 66 i serviceloven eller døgnophold efter § 76 i serviceloven.

Det foreslås, at ”kommune” i § 9 c, stk. 2, i retssikkerhedsloven ændres til ”handlekommune”.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det vil være et krav for ret til mellemkommunal refusion efter § 9 c, stk. 2, at den tidligere handlekommune for hjælp efter anden lovgivning end serviceloven eller anden offentlig myndighed har medvirket til, at en person får ophold i de i bestemmelsen nævnte boformer m.v.

Den foreslåede ændring er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Denne ensretning bør således også afspejles i bestemmelsen i § 9 c, stk. 2. Den foreslåede ændring vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

§ 9 c i retssikkerhedsloven vedrører mellemkommunal refusion. Det fremgår af § 9 c, stk. 1, at opholdskommunen har ret til at få dækket sin andel af udgifterne til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., lov om individuel boligstøtte, § 52, stk. 1, i lov om social pension, § 50, stk. 1, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. og § 3, stk. 1, nr. 11 og 16, jf. §§ 2 og 5, i lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne af den tidligere opholdskommune efter bestemmelserne i § 9 c, stk. 2-6, i retssikkerhedsloven.

§ 9 c, stk. 2, vedrører mellemkommunal refusion, når borgeren har ophold i et botilbud m.v. Efter § 9 c, stk. 2, har opholdskommunen således ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i stk. 1, når den tidligere kommune eller anden offentlig myndighed har medvirket til, at en person får ophold i boformer efter §§ 107-110 og 192 i serviceloven, boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i almenboligloven, institutioner under sygehusvæsenet, institutioner under Kriminalforsorgen, boliger, boformer m.v., der træder i stedet for og kan sidestilles med de forannævnte boformer m.v., anbringelsessteder for børn og unge efter § 66 i serviceloven eller døgnophold efter § 76 i serviceloven.

§§ 105 og 115 i almenboligloven vedrører almene handicap- og ældreboliger. Det fremgår af § 105, stk. 1, at kommunalbestyrelsen drager omsorg for, at der i nødvendigt omfang tilvejebringes almene ældreboliger, der kan udlejes til ældre og personer med handicap, som har særligt behov for sådanne boliger. Det fremgår videre af § 105, stk. 2, at regionerne og kommunerne kan overlade til selvejende institutioner og almene boligorganisationer at være byg- og driftsherre af almene ældreboliger, der tilvejebringes med særligt henblik på at betjene personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Af § 115, stk. 2, fremgår, at kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor boligerne agtes etableret, på statens vegne kan give tilsagn om ydelsesstøtte til kommunale almene ældreboliger og til selvejende institutioner til etablering af almene ældreboliger, herunder almene ældreboliger, der indrettes særligt med henblik på at betjene personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der etableres ved nybyggeri eller ombygning eller erhvervelse med efterfølgende ombygning af eksisterende ejendomme. Af § 115, stk. 4, fremgår, at kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor et regionsråd på grundlag af den årlige rammeaftale med regionens kommuner skal etablere almene ældreboliger, der indrettes særligt med henblik på at betjene personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, på statens vegne kan give tilsagn om ydelsesstøtte til disses etablering ved nybyggeri eller ombygning eller erhvervelse med efterfølgende ombygning af eksisterende institutioner, som er etableret efter den tidligere bistandslovs § 112, § 92 i den tidligere servicelov og § 108 i serviceloven.

Det foreslås, at henvisningen i § 9 c, stk. 2, nr. 2, i retssikkerhedsloven til § 115, stk. 4, i almenboligloven ændres til § 115, stk. 2 og 4.

Den foreslåede ændring vil medføre, at udgifter til borgere med ophold i plejeboliger efter § 115, stk. 2 og 4, i almenboligloven vil være omfattet af retten til mellemkommunal refusion efter § 9 c, stk. 2, i retssikkerhedsloven. Både kommunalt og regionalt oprettede plejeboliger vil således være omfattede af bestemmelsen i § 9 c, stk. 2.

Den foreslåede ændring er begrundet i, at der ikke ses noget sagligt grundlag for afgrænsningen af bestemmelsen i § 9 c, stk. 2, til alene at finde anvendelse for regionalt oprettede boliger, idet der er tale om boliger til samme målgruppe uanset om oprettelsen er sket regionalt efter § 115, stk. 4, i almenboligloven eller kommunalt efter § 115, stk. 2.

§ 9 c i retssikkerhedsloven vedrører mellemkommunal refusion. Det fremgår af § 9 c, stk. 1, at opholdskommunen har ret til at få dækket sin andel af udgifterne til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., lov om individuel boligstøtte, § 52, stk. 1, i lov om social pension, § 50, stk. 1, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. og § 3, stk. 1, nr. 11 og 16, jf. §§ 2 og 5, i lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne af den tidligere opholdskommune efter bestemmelserne i § 9 c, stk. 2-6, i retssikkerhedsloven.

§ 9 c, stk. 5, i retssikkerhedsloven vedrører mellemkommunal refusion, når borgeren har anvendt en frit-valgsordning. Efter bestemmelsen har opholdskommunen ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i § 9 c, stk. 1, og efter serviceloven, når en person er flyttet til et tilsvarende tilbud i en anden kommune efter § 108, stk. 2, og § 192 i serviceloven, § 58 a i almenboligloven eller friplejeboligloven.

§ 95 i serviceloven vedrører kontant tilskud til hjælp, som borgeren selv antager. § 96 vedrører borgerstyret personlig assistance (BPA).

Det fremgår af § 96 b, stk. 1, at hvis en person flytter fra en kommune, der udbetaler tilskud efter §§ 95 eller 96, skal den hidtidige opholdskommune, uanset reglerne i § 9 i retssikkerhedsloven, fortsætte udbetalingen af tilskud, indtil den nye opholdskommune har truffet afgørelse om tilskud efter §§ 95 eller 96 i serviceloven. Det fremgår videre af § 96 b, stk. 2, at hvis en kommune har udbetalt tilskud efter § 96 b, stk. 1, har kommunen krav på refusion herfor fra den nye opholdskommune. Refusionskravet omfatter tilskud, som den hidtidige opholdskommune har betalt efter borgerens flytning fra den tidligere opholdskommune og frem til datoen for den nye opholdskommunes afgørelse.

Det foreslås, at det i § 9 c, stk. 5, i retssikkerhedsloven efter henvisningen til serviceloven indsættes ”, dog undtaget udgifter omfattet af § 96 b, stk. 2, i serviceloven”.

Den foreslåede ændring vil medføre, at handlekommunen ikke vil have ret til refusion for udgifter til kontant tilskud efter § 95 i serviceloven og til BPA efter § 96, når en person har brugt sit frie valg og er flyttet til et tilsvarende tilbud i en anden kommune efter § 108, stk. 2, og § 192 i serviceloven, § 58 a i almenboligloven eller friplejeboligloven, og udgifterne er omfattede af refusionsordningen i § 96 b, stk. 2, i serviceloven.

Den foreslåede ændring er begrundet i, at den gældende bestemmelse i § 9 c, stk. 5, i retssikkerhedsloven i tilfælde, hvor borgeren har anvendt sit frie valg og samtidig modtager enten kontant tilskud efter § 95 i serviceloven eller BPA efter § 96 kan skabe et refusionskrav, der er modsatrettet refusionskravet efter § 96 b, der foreslås ændret med lovforslagets § 2, nr. 1 og 2. Da § 96 b er en særregel for afholdelsen af udgifter til kontant tilskud og BPA bør det derfor fremgå klart af § 9 c, stk. 5, i retssikkerhedsloven, at udgifter til kontante tilskud og BPA efter §§ 95 og 96 i serviceloven, der er omfattede af refusionsordningen i § 96 b, stk. 2, i serviceloven, ikke er omfattede af muligheden for refusion efter § 9 c, stk. 5, men i stedet reguleres af § 96 b.

§ 9 c i retssikkerhedsloven vedrører mellemkommunal refusion. Det fremgår af § 9 c, stk. 8, 1. pkt., at opholdskommunens udgifter til førtidspension efter kapitel 3 og § 52, stk. 1, i lov om social pension og § 5 i lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne, refunderes af den kommune, der var pensionistens opholdskommune på tilkendelsestidspunktet, i op til seks år fra det tidspunkt, hvor pensionisten er fraflyttet tilkendelseskommunen.

Det foreslås, at henvisningerne i § 9 c, stk. 8, 1. pkt., i retssikkerhedsloven til ”Opholdskommunens” ændres til ”Handlekommunens”, ”opholdskommune” til ”handlekommune i sager efter disse love” og ”tilkendelseskommunen” til ”sidstnævnte kommune”.

De foreslåede ændringer vil medføre, at handlekommunens udgifter til førtidspension efter kapitel 3 og § 52, stk. 1, i lov om social pension og § 5 i lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne, refunderes af den kommune, der var pensionistens handlekommune i sager efter lov om social pension og lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne på tilkendelsestidspunktet, i op til seks år fra det tidspunkt, hvor pensionisten er fraflyttet sidstnævnte kommune.

De foreslåede ændringer er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Denne ensretning bør således også afspejles i bestemmelsen i § 9 c, stk. 8, 1. og 2. pkt.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

§ 9 c i retssikkerhedsloven vedrører mellemkommunal refusion. Det fremgår af § 9 c, stk. 1, at opholdskommunen har ret til at få dækket sin andel af udgifterne til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., lov om individuel boligstøtte, § 52, stk. 1, i lov om social pension, § 50, stk. 1, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. og § 3, stk. 1, nr. 11 og 16, jf. §§ 2 og 5, i lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne af den tidligere opholdskommune efter bestemmelserne i § 9 c, stk. 2-6, i retssikkerhedsloven.

§ 9 c, stk. 6, i retssikkerhedsloven vedrører mellemkommunal refusion i passivitetstilfælde. Det fremgår af § 9 c, stk. 6, 1. pkt., at opholdskommunen har ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i § 9 c, stk. 1, og efter serviceloven, når en person får ophold i et tilbud som nævnt i § 9 c, stk. 2, 4 og 5, i retssikkerhedsloven, og den tidligere opholdskommune var bekendt med de forhold, der begrunder tilbuddet, og det var åbenbart, at der måtte gribes ind.

Det foreslås, at henvisningen i § 9 c, stk. 6, 1. pkt., til ”§ 9 c, stk. 2, 4 og 5”, ændres til ”§ 9 c, stk. 2 og 5, eller der iværksættes foranstaltninger som nævnt i § 9 c, stk. 4”.

Den foreslåede ændring vil i sammenhæng med den i lovforslagets § 1, nr. 19, foreslåede ændring af § 9 c, stk. 6, 1. pkt., medføre, at handlekommunen vil have ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i § 9 c, stk. 1, og efter serviceloven, når en person får ophold i et tilbud som nævnt i § 9 c, stk. 2 og 5, i retssikkerhedsloven eller der iværksættes foranstaltninger som nævnt i § 9 c, stk. 4, og den tidligere opholdskommune var bekendt med de forhold, der begrunder tilbuddet, og det var åbenbart, at der måtte gribes ind.

Den foreslåede ændring er begrundet i, at § 9 c, stk. 4, ikke omfatter ophold i tilbud, men iværksættelse af foranstaltninger. Dette bør af ordensmæssige hensyn afspejles i ordlyden af § 9 c, stk. 6, 1. pkt. Der er således tale om en sproglig ændring, der ikke vil medføre materielle ændringer.

§ 9 c i retssikkerhedsloven vedrører mellemkommunal refusion. Det fremgår af § 9 c, stk. 1, at opholdskommunen har ret til at få dækket sin andel af udgifterne til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., lov om individuel boligstøtte, § 52, stk. 1, i lov om social pension, § 50, stk. 1, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. og § 3, stk. 1, nr. 11 og 16, jf. §§ 2 og 5, i lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne af den tidligere opholdskommune efter bestemmelserne i § 9 c, stk. 2-6, i retssikkerhedsloven.

§ 9 c, stk. 6, i retssikkerhedsloven vedrører mellemkommunal refusion i passivitetstilfælde. Det fremgår af § 9 c, stk. 6, 2. pkt., at en opholdskommune har ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i § 9 c, stk. 1, og efter serviceloven, når et barn eller en ung får ophold i et anbringelsessted, jf. § 66 i serviceloven, som følge af en tidligere opholdskommunes beslutning om hjemgivelse, når det er åbenbart, at beslutningen om hjemgivelse var ubegrundet.

Med det samtidigt fremsatte følgelovforslag til barnets lov foreslås, at der efter § 9 c, stk. 6, 2. pkt., i retssikkerhedsloven vil være ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i § 9 c, stk. 1, og efter det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov, når et barn eller en ung får ophold i et anbringelsessted, jf. § 43 i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov, som følge af en tidligere opholdskommunes beslutning om hjemgivelse, når det er åbenbart, at beslutningen om hjemgivelse var ubegrundet.

Det foreslås, at i § 9 c, stk. 6, 2. pkt., i retssikkerhedsloven ændres ”en opholdskommune” til ”handlekommunen”, og ”opholdskommunens” ændres til ”handlekommunens”.

De foreslåede ændringer vil medføre, at det vil være handlekommunen, der vil have ret til mellemkommunal refusion efter bestemmelsen i § 9 c, stk. 6, 2. pkt., når et barn eller en ung får ophold i et anbringelsessted som følge af en tidligere handlekommunes beslutning om hjemgivelse, når det er åbenbart, at beslutningen om hjemgivelse var ubegrundet.

De foreslåede ændringer er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Denne ensretning bør således også afspejles i bestemmelsen i § 9 c, stk. 6, 2. pkt. De foreslåede ændringer vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2., 2.1.3, 2.4.2. og 2.4.3.

§ 9 c i retssikkerhedsloven vedrører mellemkommunal refusion. Efter § 9 c, stk. 7, 1. pkt., refunderer opholdskommunen udgifter til personlig og praktisk hjælp efter § 83 i serviceloven under en persons midlertidige ophold i en anden kommune, jf. § 9 b, stk. 1, i retssikkerhedsloven.

Det foreslås for det første, at i § 9 c, stk. 7, 1. pkt., ændres ”opholdskommunen” til ”handlekommunen i sager efter serviceloven og barnets lov”. For det andet foreslås, at der i § 9 c, stk. 7, 1. pkt., i retssikkerhedsloven indsættes en henvisning til ”og § 90, nr. 1, i barnets lov og til udgifter til hjælpemidler efter § 112 i serviceloven og § 90, nr. 4, i barnets lov”. Endelig foreslås, at der i § 9 c, stk. 7, 1. pkt., i retssikkerhedsloven i tillæg til § 9 b, stk. 1, også henvises til § 9 b, stk. 2.

De foreslåede ændringer vil medføre, at handlekommunen i sager efter serviceloven og det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov vil skulle refundere udgifter til personlig og praktisk hjælp efter § 83 i serviceloven og § 90, nr. 1, i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov og til hjælpemidler efter § 112 i serviceloven og § 90, nr. 4, i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov under en persons midlertidige ophold i en anden kommune, jf. § 9 b, stk. 1 og 2, i retssikkerhedsloven.

Den foreslåede ændring af opholdskommunen til handlekommunen i sager efter serviceloven og det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Denne ensretning bør således også afspejles i bestemmelsen i § 9 c, stk. 7, 1. pkt. Denne foreslåede ændring vil ikke medføre materielle ændringer.

Den foreslåede indsættelse af henvisningen til udgifter til personlig og praktisk hjælp efter § 90, nr. 1, i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov er begrundet i, at bestemmelserne i serviceloven om hjælp og støtte til børn med det samtidigt fremsatte følgelovforslag til barnets lov foreslås ophævet, og med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov foreslås videreført i barnets lov. Dette gælder også personlig og praktisk hjælp til børn, der efter gældende ret bevilges efter § 83 i serviceloven, men som med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov vil følge af § 90, nr. 4, i barnets lov.

Den foreslåede indsættelse af henvisningen til udgifter til hjælpemidler efter § 112 i serviceloven og § 90, nr. 4, i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov er begrundet i, at det med den i lovforslagets § 1, nr. 14, foreslåede § 9 b, stk. 1, 2. pkt., foreslås, at en person under midlertidigt ophold i en anden kommune også har ret til hjælpemidler efter § 112 i serviceloven og § 90, nr. 4, i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov, når det sker af hensyn til kommunens tilrettelæggelse af hjælpen efter § 83 i serviceloven eller § 90, nr. 1, i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov under det midlertidige ophold i kommunen. Udgifterne til hjælpemidler omfattede af den i lovforslagets § 1, nr. 14, foreslåede bestemmelse i § 9 b, stk. 1, 2. pkt., i retssikkerhedsloven bør i lighed med udgifterne til hjælpen efter § 83 i serviceloven og § 90, nr. 1, i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov være omfattet af muligheden for mellemkommunal refusion efter § 9 c, stk. 7, 1. pkt., i retssikkerhedsloven. Der henvises i øvrigt til bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 14.

Endelig er den foreslåede indsættelse af henvisningen til § 9 b, stk. 2, i § 9 c, stk. 7, 1. pkt., i retssikkerhedsloven begrundet i, at den gældende bestemmelse i § 9 b, stk. 1, 2. pkt., med lovforslagets § 1, nr. 14, foreslås ophævet og med lovforslagets § 1, nr. 15, foreslås videreført med sproglige ændringer. Muligheden for mellemkommunal refusion efter § 9 c, stk. 7, 1. pkt., bør videreføres, hvilket sikres med den foreslåede ændring. Den foreslåede ændring vil således ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 14 og 15, og de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2., 2.1.3., 2.5.2. og 2.5.3.

§ 9 c i retssikkerhedsloven vedrører mellemkommunal refusion. Efter § 9 c, stk. 7, 2. pkt., refunderer opholdskommunen udgifter til plejevederlag og hjælp til sygeplejeartikler og lign., jf. §§ 120 og 122 i serviceloven, under en persons ophold i en anden kommune, jf. § 9 b, stk. 2, i retssikkerhedsloven.

Det foreslås, at i § 9 c, stk. 7, 2. pkt., ændres ”opholdskommunen” til ”handlekommunen i sager efter serviceloven og barnets lov”, og henvisningen til § 9 b, stk. 2, i retssikkerhedsloven ændres til § 9 b, stk. 3.

De foreslåede ændringer vil medføre, at handlekommunen i sager efter serviceloven og barnets lov refunderer udgifter til plejevederlag og hjælp til sygeplejeartikler og lign., jf. §§ 120 og 122 i serviceloven, under en persons ophold i en anden kommune, jf. § 9 b, stk. 3, i retssikkerhedsloven.

Den foreslåede ændring af opholdskommunen til handlekommunen i sager efter serviceloven og det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Denne ensretning bør således også afspejles i bestemmelsen i § 9 c, stk. 7, 2. pkt.

Den foreslåede ændring af henvisningen fra § 9 b, stk. 2, til § 9 b, stk. 3, er en konsekvens af, at den gældende bestemmelse i § 9 b, stk. 2, med lovforslagets § 1, nr. 15, bliver § 9 b, stk. 3, i retssikkerhedsloven.

De foreslåede ændringer vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

§ 9 c i retssikkerhedsloven vedrører mellemkommunal refusion. Efter § 9 c, stk. 7, 1. pkt., refunderer opholdskommunen udgifter til personlig og praktisk hjælp efter § 83 i serviceloven under en persons midlertidige ophold i en anden kommune, jf. § 9 b, stk. 1, i retssikkerhedsloven. Efter § 9 c, stk. 7, 2. pkt., refunderer opholdskommunen udgifter til plejevederlag og hjælp til sygeplejeartikler og lign., jf. §§ 120 og 122 i serviceloven, under en persons ophold i en anden kommune, jf. § 9 b, stk. 2, i retssikkerhedsloven. Endelig fremgår af § 9 c, stk. 7, 3. pkt., at i tilfælde omfattet af § 9, stk. 7 og 9, og § 9 a, stk. 7, ydes refusion efter § 9 c, stk. 7, 1. og 2. pkt., dog af den kommune, der har pligt til at yde hjælp efter serviceloven.

Det foreslås, at § 9 c, stk. 7, 3. pkt., i retssikkerhedsloven udgår.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med de i lovforslagets § 1, nr. 25 og 26, foreslåede ændringer af § 9 c, stk. 7, 1. og 2. pkt., i retssikkerhedsloven, hvorefter det vil fremgå af disse to bestemmelser, at det vil være handlekommunen i sager efter serviceloven og det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov, der refunderer udgifter efter de to bestemmelser. Med disse foreslåede ændringer vil bestemmelsen i § 9 c, stk. 7, 3. pkt., blive overflødig, hvorfor den foreslås at udgå.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 25 og 26.

§ 9 c i retssikkerhedsloven vedrører mellemkommunal refusion. Det fremgår af § 9 c, stk. 8, 2. pkt., at opholdskommunens udgifter til seniorpension efter kapitel 3 a i lov om social pension og § 5 i lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne refunderes af den kommune, der var pensionistens opholdskommune på tilkendelsestidspunktet, i op til seks år fra det tidspunkt, hvor pensionisten er fraflyttet den kommune, som var opholdskommune på tidspunktet for tilkendelsen af seniorpension.

Det foreslås, at i § 9 c, stk. 8, 2. pkt., ændres”Opholdskommunens” til ”Handlekommunens”, ”pensionistens opholdskommune” til ”pensionistens handlekommune i sager efter disse love” og ”var opholdskommune” til ”var handlekommune”.

De foreslåede ændring vil medføre, at det vil fremgå af § 9 c, stk. 8, 2. pkt., at handlekommunens udgifter til seniorpension efter kapitel 3 a i lov om social pension og § 5 i lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne refunderes af den kommune, der var pensionistens handlekommune i sager efter lov om social pension og lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne på tilkendelsestidspunktet, i op til seks år fra det tidspunkt, hvor pensionisten er fraflyttet den kommune, som var handlekommune på tidspunktet for tilkendelsen af seniorpension.

Den foreslåede ændring er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. I denne forbindelse bemærkes, at begrebet tilkendelseskommune ikke i øvrigt anvendes i retssikkerhedsloven. Ensretningen bør også afspejles i bestemmelsen i § 9 c, stk. 8, 2. pkt.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

§ 9, stk. 13, i retssikkerhedsloven regulerer midlertidig handlekommune for en borger i tilfælde, hvor to eller flere kommuner er uenige om, hvilken kommune der er handlekommune. Det fremgår således af bestemmelsens 1. pkt., at hvis der opstår uenighed mellem to eller flere kommuner om, hvilken kommune der er en persons opholdskommune, må den af de uenige kommuner, som personen har eller senest har haft folkeregisteradresse i, fungere som opholdskommune, indtil det er afklaret, hvilken kommune der er rette opholdskommune. Det fremgår videre af § 9, stk. 13, 2. pkt., at når rette opholdskommune er blevet bestemt, og den fungerende opholdskommune ikke er personens opholdskommune, yder opholdskommunen refusion for den fungerende opholdskommunes udgifter i den periode, hvor uenigheden har bestået. Endelig fremgår af § 9, stk. 13, 3. pkt., at refusionen beregnes som refusion efter § 9 c, stk. 1, dog således at opholdskommunen også yder refusion for udgifter efter serviceloven.

Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse som § 9 c, stk. 9, i retssikkerhedsloven, hvoraf fremgår, at når det fastlægges, at handlekommunen for en borger ikke er den midlertidige handlekommune efter § 9, stk. 8, eller § 9 a, stk. 12, yder handlekommunen refusion for den midlertidige handlekommunes udgifter efter de love, der er nævnt i § 9 c, stk. 1, og efter serviceloven og barnets lov, i den periode, hvor uenigheden har bestået.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at i tilfælde, hvor det fastlægges, at den kommune, der er midlertidig handlekommune for en borger efter § 9, stk. 8, i retssikkerhedsloven som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 9, eller den i lovforslagets § 1, nr. 11, foreslåede § 9 a, stk. 12, i retssikkerhedsloven, ikke er handlekommunen, vil handlekommunen skulle refundere den midlertidige handlekommunes udgifter efter de love, der er opregnet i § 9 c, stk. 1, og efter serviceloven og det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov.

Den foreslåede bestemmelse i § 9 c, stk. 9, i retssikkerhedsloven er således en videreførelse af bestemmelserne i § 9, stk. 13, 2. og 3. pkt., der med den i lovforslagets § 1, nr. 9, foreslåede nyaffattelse ikke foreslås videreført i denne bestemmelse. Baggrunden herfor er, at det findes hensigtsmæssigt, at bestemmelserne om mellemkommunal refusion samles i § 9 c.

Dog foreslås der i forhold til gældende ret en ændring fra opholdskommune til handlekommune. Denne foreslåede ændring er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Ensretningen bør således også afspejles i den foreslåede bestemmelse i § 9 c, stk. 9.

I forhold til gældende ret foreslås endvidere, at der er ret til mellemkommunal refusion for udgifter efter det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov. Denne ændring er begrundet i, at bestemmelserne i serviceloven om hjælp og støtte til børn med det samtidigt fremsatte følgelovforslag til barnets lov foreslås ophævet, og med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov foreslås videreført i barnets lov. Den foreslåede tilføjelse vil således ikke medføre materielle ændringer.

Den mellemkommunale refusion, der vil kunne kræves af den midlertidige handlekommune, vil være den midlertidige handlekommunes udgifter i den periode, hvor kommunen har påtaget sig handlepligten efter § 9, stk. 8, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 9, eller den i lovforslagets § 1, nr. 11, foreslåede § 9 a, stk. 12. Det vil således i lighed med efter gældende ret være en betingelse, at der har bestået en uenighed om handlekommuneforpligtelsen. Den mellemkommunale refusion vil skulle beregnes som anden mellemkommunal refusion efter § 9 c.

Såfremt borgeren er blevet bopælsregisteret i en anden kommune, mens uenigheden om handlekommuneansvaret har pågået, følger det af den i lovforslagets § 1, nr. 9, foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 8, 2. pkt., at den midlertidige handlekommune fortsat er handlekommune, uanset flytningen. Såfremt det afklares i forbindelse med afklaringen af uenigheden om handlekommuneansvaret, at denne kommune fra tidspunktet for bopælsregistreringen ville have været handlekommune for borgeren, hvis der ikke var udpeget en midlertidig handlekommune, vil den midlertidige handlekommune efter den foreslåede bestemmelse i § 9 c, stk. 9, have ret til mellemkommunal refusion for sine udgifter. Den midlertidige handlekommune vil have ret til refusion for sine udgifter fra kommune, der var handlekommune for borgeren i den relevante periode, dvs. på det tidspunkt hvor den konkrete udgift blev afholdt. Der vil således kunne opstå tilfælde, hvor den midlertidige handlekommune vil have ret til refusion fra flere kommuner, fordi handlekommunen for borgeren f.eks. som følge af en flytning har ændret sig under uenighedsperioden.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 9, og de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

§ 9 c i retssikkerhedsloven vedrører mellemkommunal refusion. Det fremgår af § 9 c, stk. 9, 1. pkt., at de udgifter, som opholdskommunen kan få dækket efter § 9 c, stk. 2-7, er opholdskommunens faktiske udgifter.

Det foreslås, at der i § 9 c, stk. 9, 1. pkt., indsættes en henvisning til § 9 c, stk. 9, og at ”opholdskommunens” ændres til ”handlekommunens”.

De foreslåede ændringer vil medføre, at det vil fremgå af § 9 c, stk. 9, 1. pkt., og som også foreslås ændret med lovforslagets § 1, nr. 12, at de udgifter, som handlekommunen vil kunne få dækket efter § 9 c, stk. 2-7 og 9, vil være handlekommunens faktiske udgifter.

Den foreslåede tilføjelse af henvisningen til § 9 c, stk. 9, er begrundet i, at der med lovforslagets § 1, nr. 30, foreslås indsat en ny bestemmelse som § 9 c, stk. 9, i retssikkerhedsloven. Denne bestemmelse er en videreførelse af bestemmelserne i § 9, stk. 13, 2. og 3. pkt., der med den foreslåede nyaffattelse af § 9, stk. 13, med lovforslagets § 1, nr. 9, ikke foreslås videreført i denne bestemmelse. Af den gældende bestemmelse i § 9, stk. 13, fremgår, at den mellemkommunale refusion for den midlertidige opholdskommunes udgifter beregnes efter § 9 c, stk. 1, og bestemmelsen i § 9 c, stk. 9, 1. pkt., finder således også anvendelse ved beregningen af krav på mellemkommunal refusion efter den gældende bestemmelse i § 9, stk. 13. En videreførelse af denne retstilstand nødvendiggør derfor en henvisning til § 9 c, stk. 9, i § 9 c, stk. 9, 1. pkt., der bliver § 9 c, stk. 10, 1. pkt. Den foreslåede ændring vil således ikke medføre materielle ændringer.

Den foreslåede ændring af opholdskommunens til handlekommunens er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 16, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Ensretningen bør således også afspejles i § 9 c, stk. 9.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 9 og 30, og de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

§ 9 c i retssikkerhedsloven vedrører mellemkommunal refusion. Det fremgår af § 9 c, stk. 9, 1. pkt., at de udgifter, som opholdskommunen kan få dækket efter § 9 c, stk. 2-7, er opholdskommunens faktiske udgifter. Det følger videre af § 9 c, stk. 9, 3. pkt., at hvis der for ydelsen er fastsat en takst eller beregnet et priskrav efter serviceloven, har opholdskommunen ret til refusion svarende til taksten eller priskravet.

Det foreslås, at der i § 9 c, stk. 9, 3. pkt., efter henvisningen til serviceloven indsættes en henvisning til barnets lov.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det vil følge af § 9 c, stk. 9, 3. pkt., i retssikkerhedsloven, at hvis der for ydelsen er fastsat en takst eller beregnet et priskrav efter serviceloven eller barnets lov, vil opholdskommunen have ret til refusion svarende til taksten eller priskravet.

Den foreslåede tilføjelse af henvisningen til det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov i § 9 c, stk. 3, 3. pkt., i retssikkerhedsloven er begrundet i, at bestemmelserne i serviceloven om hjælp og støtte til børn med det samtidigt fremsatte følgelovforslag til barnets lov foreslås ophævet, og med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov foreslås videreført i barnets lov. Dette gælder også underliggende strukturbestemmelser om bl.a. takster. Den foreslåede tilføjelse vil således ikke medføre materielle ændringer.

§ 9 c i retssikkerhedsloven vedrører mellemkommunal refusion. Det fremgår af § 9 c, stk. 10, at retten til refusion efter § 9 c, stk. 2, 5 og 6, består, så længe borgeren har bopæl i det pågældende botilbud eller et tilsvarende botilbud eller et tilbud omfattet af § 9 c, stk. 3. En tidligere opholdskommunes pligt til at yde refusion i anledning af en borgers ophold i en institution efter § 110 i serviceloven består dog, indtil borgeren har erhvervet ny opholdskommune.

Det fremgår af § 9 c, stk. 11, at retten til refusion efter § 9 c, stk. 3, består, så længe personen har ophold i det pågældende botilbud, et andet botilbud omfattet af § 9 c, stk. 3, eller et tilbud omfattet af § 9 c, stk. 2. Retten til refusion efter § 9 c, stk. 3 består dog, indtil den pågældende har erhvervet ny opholdskommune.

§ 9 c, stk. 2, vedrører mellemkommunal refusion, når borgeren har ophold i et botilbud m.v. Efter § 9 c, stk. 2, har opholdskommunen således ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i § 9 c, stk. 1, når den tidligere kommune eller anden offentlig myndighed har medvirket til, at en person får ophold i boformer efter §§ 107-110 og 192 i serviceloven, boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i almenboligloven, institutioner under sygehusvæsenet, institutioner under Kriminalforsorgen, boliger, boformer m.v., der træder i stedet for og kan sidestilles med de forannævnte boformer m.v., anbringelsessteder for børn og unge efter § 66 i serviceloven eller døgnophold efter § 76 i serviceloven.

Bestemmelsen i § 9 c, stk. 3, i retssikkerhedsloven vedrører mellemkommunal refusion ved en borgers ophold i et veterantilbud. Det følger således af § 9 c, stk. 3, at opholdskommunen har ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i stk. 1, når en person har fået ophold i en anden kommune i en af KFUM's soldaterrekreationer drevet af KFUMs Soldatermission, et veteranhjem drevet af Fonden Danske Veteranhjem eller Veteranbo drevet af KFUMs Soldatermission.

§ 9 c, stk. 5, i retssikkerhedsloven vedrører mellemkommunal refusion, når borgeren har anvendt en frit-valgsordning. Efter bestemmelsen har opholdskommunen ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i § 9 c, stk. 1, og efter serviceloven, når en person er flyttet til et tilsvarende tilbud i en anden kommune efter § 108, stk. 2, og § 192 i serviceloven, § 58 a i almenboligloven eller friplejeboligloven.

§ 9 c, stk. 6, i retssikkerhedsloven vedrører mellemkommunal refusion i passivitetstilfælde. Det fremgår af bestemmelsen, at opholdskommunen har ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i stk. 1, og efter serviceloven, når en person får ophold i et tilbud som nævnt i § 9 c, stk. 2, 4 og 5, i retssikkerhedsloven, og den tidligere opholdskommune var bekendt med de forhold, der begrunder tilbuddet, og det var åbenbart, at der måtte gribes ind. En opholdskommune har ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i § 9 c, stk. 1, og serviceloven, når et barn eller en ung får ophold i et anbringelsessted, jf. § 66 i serviceloven, som følge af en tidligere opholdskommunes beslutning om hjemgivelse, når det er åbenbart, at beslutningen om hjemgivelse var ubegrundet.

Det foreslås, at henvisningen i § 9 c, stk. 10, 1. pkt., til § 9 c, stk. 2, 5 og 6, ændres til § 9 c, stk. 2, 3, 5 og 6, og at henvisningen til ”stk. 3” ændres til ”stk. 2 eller 3 og herefter indtil borgeren har erhvervet ny handlekommune”.

De foreslåede ændringer vil medføre, at retten til refusion efter § 9 c, stk. 2, 3, 5 og 6, vil bestå, så længe borgeren har bopæl i det pågældende botilbud eller et tilsvarende botilbud eller et tilbud omfattet af § 9 c, stk. 2 eller 3, og herefter indtil borgeren har erhvervet ny handlekommune.

Den foreslåede tilføjelse af henvisningen til § 9 c, stk. 3, skal ses i sammenhæng med den i lovforslagets § 1, nr. 35, foreslåede ophævelse af § 9 c, stk. 11. Idet § 9 c, stk. 11, har samme indhold som § 9 c, stk. 10, 1. pkt., blot for så vidt angår refusion efter § 9 c, stk. 3, findes det hensigtsmæssigt at samle bestemmelserne i én. Den foreslåede tilføjelse af henvisningen til § 9 c, stk. 3, vil således ikke medføre materielle ændringer.

Den foreslåede indsættelse af, at retten til refusion bibeholdes, indtil borgeren har erhvervet ny handlekommune, vil betyde, at retten til mellemkommunal refusion efter § 9 c, stk. 2, 3, 5 og 6, for udgifterne til en borger efter endt ophold på et botilbud m.v., vil blive bibeholdt, indtil borgeren har opnået en ny handlekommune efter den i lovforslagets § 1, nr. 2, foreslåede § 9, stk. 1, i retssikkerhedsloven. Dette gælder allerede efter § 9 c, stk. 10, 2. pkt., der har haft ophold på et forsorgshjem efter § 110 i serviceloven, og efter § 9 c, stk. 11, for borgere, der har haft ophold på et veterantilbud. Set i sammenhæng med den i lovforslagets § 1, nr. 5, foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 4, i retssikkerhedsloven, hvorefter handlekommuneansvaret, for så vidt angår sager efter serviceloven, bevares, indtil en borger, der har haft ophold på et botilbud m.v., har erhvervet ny handlekommune, findes det hensigtsmæssigt, at dette også gælder mht. retten til mellemkommunal refusion. Bevarelsen af retten til mellemkommunal refusion foreslås at gælde, uanset om borgeren selv har afbrudt opholdet på botilbuddet m.v., eller opholdet er afbrudt som følge af en afgørelse eller beslutning fra en offentlig myndighed, herunder en boformsleders afgørelse om udskrivning fra et herberg eller et kvindekrisecenter efter §§ 109 eller 110 i serviceloven eller afsluttet afsoning i en institution under Kriminalforsorgen.

Den foreslåede ændring og dermed udvidelse af retten til mellemkommunal refusion har til formål at ensrette reglerne, således at der vil gælde samme regler for alle botilbud m.v., samt medvirke til at mindske tvivlen om refusionsretten, herunder set i relation til handlekommuneforpligtelsen, når borgerens ophold i et botilbud m.v. er ophørt, men borgeren ikke har fået bopæl eller sædvanligt ophold et andet sted og f.eks. lever som hjemløs. Endvidere har den foreslåede ændring til formål at undgå, at beliggenhedskommunen for botilbud m.v. belastes uproportionalt ved, at beliggenhedskommunen skal afholde udgifterne for borgere, der udskrives m.v. fra botilbuddet m.v., uden mulighed for mellemkommunal refusion heraf fra den kommune, der har visiteret borgeren til botilbuddet m.v., og som har handleforpligtelsen for hjælp og støtte til borgeren efter serviceloven. Den bevarede ret til mellemkommunal refusion vil ophøre, når borgeren opnår en handlekommune efter den i lovforslagets § 1, nr. 2, foreslåede § 9, stk. 1, i retssikkerhedsloven, dvs. når borgeren har opnået bopæl eller sædvanligt ophold i en kommune. Dette vil typisk kunne konstateres ved vedkommendes bopælsregistrering i CPR, men vil også kunne opnås, når en borger, der f.eks. er hjemløs, sædvanligvis opholder sig i den samme kommune. Der henvises i denne forbindelse til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 2.

Med den foreslåede ændring vil der herudover ske en ensretning af begrebsbrugen, således at begrebet handlekommune anvendes frem for opholdskommune. Denne foreslåede ændring er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Denne foreslåede ændring vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 2, 5 og 35, og de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

§ 9 c i retssikkerhedsloven vedrører mellemkommunal refusion. Det fremgår af § 9 c, stk. 10, 1. pkt., at retten til refusion efter § 9 c, stk. 2, 5 og 6, består, så længe borgeren har bopæl i det pågældende botilbud eller et tilsvarende botilbud eller et tilbud omfattet af § 9 c, stk. 3. Videre fremgår af bestemmelsens 2. pkt., at en tidligere opholdskommunes pligt til at yde refusion i anledning af en borgers ophold i en institution efter § 110 i serviceloven dog består, indtil borgeren har erhvervet ny opholdskommune.

Det foreslås, at § 9 c, stk. 10, 2. pkt., ophæves.

Den foreslåede ophævelse vil medføre, at der ikke vil være en særskilt regulering af varigheden af pligten til at yde refusion i anledning af en borgers ophold på et forsorgshjem efter § 110 i serviceloven.

Den foreslåede ophævelse skal ses i sammenhæng med de i lovforslagets § 1, nr. 33, foreslåede ændringer af § 9 c, stk. 10, 1. pkt., hvormed foreslås, at det for alle botilbud m.v. vil gælde, at refusionspligten består, indtil borgeren har erhvervet ny handlekommune. Den foreslåede ophævelse af § 9 c, stk. 10, 2. pkt., er en konsekvens heraf og vil derfor ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 33.

§ 9 c i retssikkerhedsloven vedrører mellemkommunal refusion. Det fremgår af § 9 c, stk. 10, at retten til refusion efter § 9 c, stk. 2, 5 og 6, består, så længe borgeren har bopæl i det pågældende botilbud eller et tilsvarende botilbud eller et tilbud omfattet af § 9 c, stk. 3. En tidligere opholdskommunes pligt til at yde refusion i anledning af en borgers ophold i en institution efter § 110 i serviceloven består dog, indtil borgeren har erhvervet ny opholdskommune.

Det fremgår af § 9 c, stk. 11, i retssikkerhedsloven, at retten til refusion efter § 9 c, stk. 3, består, så længe personen har ophold i det pågældende botilbud, et andet botilbud omfattet af § 9 c, stk. 3, eller et tilbud omfattet af § 9 c, stk. 2. Retten til refusion efter § 9 c, stk. 3 består dog, indtil den pågældende har erhvervet ny opholdskommune.

Det foreslås, at § 9 c, stk. 11 , ophæves.

Den foreslåede ophævelse vil medføre, at der ikke i retssikkerhedsloven vil være en særskilt regulering af varigheden af retten til mellemkommunal refusion efter § 9 c, stk. 3.

Den foreslåede ophævelse skal ses i sammenhæng med de i lovforslagets § 1, nr. 33, foreslåede ændringer af § 9 c, stk. 10, 1. pkt., hvormed foreslås indsat henvisninger til § 9 c, stk. 3, i denne bestemmelse. De foreslåede henvisninger vil betyde, at varigheden af retten til mellemkommunal refusion efter § 9 c, stk. 3, vil være reguleret i § 9 c, stk. 10. Varigheden af retten til mellemkommunal refusion efter § 9 c, stk. 3, vil med de i lovforslagets § 1, nr. 33, foreslåede ændringer være den samme som efter den gældende bestemmelse i § 9 c, stk. 11. Den foreslåede ophævelse af § 9 c, stk. 11, vil således ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 33.

§ 9 c i retssikkerhedsloven indeholder bestemmelser om mellemkommunal refusion. Efter § 9 c, stk. 12, kan kommuner uden for de tilfælde, der er nævnt i § 9 c, stk. 2-6, indbyrdes aftale, at en tidligere opholdskommune fortsat afholder udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i § 9 c, stk. 1, og efter serviceloven.

Det foreslås, at henvisningen til serviceloven i § 9 c, stk. 12, 1. pkt., i retssikkerhedsloven suppleres af en henvisning til barnets lov.

Den foreslåede ændring vil medføre bestemmelsen om mellemkommunal refusion efter § 9 c, stk. 12, også vil finde anvendelse for udgifter efter barnets lov.

Den foreslåede ændring er begrundet i, at bestemmelserne om hjælp og støtte til børn og unge i serviceloven med det samtidigt fremsatte forslag til følgelovforslag til barnets lov foreslås ophævet. Samtidigt foreslås bestemmelserne med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov videreført i en selvstændig lov – barnets lov. Der vil være behov for, at reglerne i retssikkerhedsloven finder anvendelse for sager efter barnets lov i samme omfang, som det er tilfældet efter gældende ret, hvor hjælpen ydes efter serviceloven. Dette gælder også bestemmelsen i § 9 c, stk. 12, i retssikkerhedsloven om mellemkommunal refusion.

§ 9 c i retssikkerhedsloven vedrører mellemkommunal refusion. Det fremgår af § 9 c, stk. 13, 1. pkt., at krav mod en tidligere opholdskommune efter § 9 c, stk. 2-8, skal rejses senest tre år efter, at hjælpen er ydet. Af bestemmelsens 2. pkt. fremgår, at krav efter serviceloven dog skal rejses senest 12 måneder efter, at hjælpen er ydet.

Det foreslås, at i § 9 c, stk. 13, 1. pkt., i retssikkerhedsloven udgår ”mod en tidligere opholdskommune”, og at henvisningen til stk. 2-8 ændres til stk. 2-9.

De foreslåede ændringer vil medføre, at det vil fremgå af § 9 c, stk. 13, 1. pkt., at krav efter § 9 c, stk. 2-9, vil skulle rejses senest tre år efter, at hjælpen er ydet.

Den foreslåede ophævelse af henvisningen til mod en tidligere opholdskommune er begrundet i, at formuleringen er overflødig, idet det fremgår af bestemmelserne i § 9 c, stk. 2-9, hvem kravet på mellemkommunal refusion kan rejses over for.

Den foreslåede ændring af henvisningen til § 9 c, stk. 2-8, til § 9 c, stk. 2-9, er begrundet i, at der med lovforslagets § 1, nr. 30, foreslås indsat en ny bestemmelse som § 9 c, stk. 9, i retssikkerhedsloven. Denne bestemmelse er en videreførelse af bestemmelserne i § 9, stk. 13, 2. og 3. pkt., der med den foreslåede nyaffattelse af § 9, stk. 13, med lovforslagets § 1, nr. 9, ikke foreslås videreført i denne bestemmelse. Af den gældende bestemmelse i § 9, stk. 13, fremgår, at den mellemkommunale refusion for den midlertidige opholdskommunes udgifter beregnes efter § 9 c, stk. 1, og bestemmelsen i § 9 c, stk. 13, finder således også anvendelse ved beregningen af krav på mellemkommunal refusion efter den gældende bestemmelse i § 9, stk. 13. En videreførelse af denne retstilstand nødvendiggør derfor en henvisning til § 9 c, stk. 9, i § 9 c, stk. 13. Den foreslåede ændring vil således ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 9 og 30.

Det fremgår af § 9 c, stk. 1, 1. pkt., i retssikkerhedsloven, at en borgers opholdskommune har ret til at få dækket sin andel af udgifterne til hjælp efter serviceloven, lov om aktiv socialpolitik, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om individuel boligstøtte, § 52, stk. 1, i lov om social pension, § 50, stk. 1, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. og § 3, stk. 1, nr. 11 og 16, jf. §§ 2 og 5, i lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne af den tidligere opholdskommune i de tilfælde, der er oplistet i § 9 c, stk. 2-6.

Det foreslås, at henvisningen til serviceloven i § 9 c, stk. 1, 1. pkt., udgår. Det foreslås samtidigt, at der indsættes en henvisning lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.

Med lov nr. 550 af 26. maj 2010 gennemførtes pr. 1. august 2010 en række ændringer, der medførte sammenhæng mellem, hvilken kommune der visiterer en borger til ydelser efter serviceloven, og hvilken kommune der betaler for ydelsen. Det blev med ændringerne som altovervejende hovedregel den samme kommune, der visiterer og har finansieringsansvaret. Tilsvarende har gjort sig gældende for ydelser efter serviceloven til børn anbragt uden for hjemmet siden den 1. juli 2003, hvor lov nr. 397 af 28. maj 2003 trådte i kraft. Med de to lovændringer blev reglerne om mellemkommunal refusion i § 9 c i retssikkerhedsloven for udgifter efter serviceloven som udgangspunkt overflødiggjort. Der blev dog ikke i forbindelse med de to lovændringer gennemført en konsekvensændring af reglerne om mellemkommunal refusion.

Med den foreslåede ændring af § 9 c, stk. 1, 1. pkt., hvorved henvisningen til serviceloven foreslås slettet, vil den nødvendige konsekvensændring som følge af lov nr. 550 af 26. maj 2010 og lov nr. 397 af 28. maj 2003 blive gennemført, således at bestemmelsen ikke vildledende vil give anledning til at tro, at der generelt er mellemkommunal refusion for udgifter efter serviceloven. Den foreslåede ændring vil ikke medføre en ændring af retstilstanden, dvs. hvornår en kommune har ret til mellemkommunal refusion.

Den foreslåede ændring af § 9 c, stk. 1, 1. pkt., hvorved henvisningen til serviceloven foreslås slettet, skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 6 og 8-11, hvor det foreslås, at de undtagelsestilfælde, hvor der fortsat efter ikrafttrædelsen af lov nr. 550 af 26. maj 2010 og lov nr. 397 af 28. maj 2003 er mellemkommunal refusion for udgifter efter serviceloven, kommer til at fremgå eksplicit af § 9 c i retssikkerhedsloven.

Formålet med den foreslåede ændring af henvisningen til serviceloven i § 9 c, stk. 1, 1. pkt., i retssikkerhedsloven er således at tydeliggøre bestemmelsens ordlyd, der i dag er meget bredere end det faktiske anvendelsesområde og derved giver anledning til misforståelser og uklarhed bl.a. i kommunerne. Samtidigt ønskes det med den foreslåede ændring at fjerne det indtryk, som den gældende ordlyd er med til at give af, at der følger en række forpligtelser, herunder levering af ydelser og administration, med til at have et botilbud m.v. beliggende i en kommune, hvor borgere fra andre kommuner har ophold.

Den foreslåede indsættelse af en henvisning til lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 108 af 3. februar 2020 som ændret ved § 4 i lov nr. 2201 af 29. december 2020 og § 5 i lov nr. 1160 af 8. juni 2021, i § 9 c, stk. 1, 1. pkt., er alene en redaktionel ændring. Med den foreslåede henvisning til lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., vil det fremgå klart, at en borgers opholdskommune har ret til at få dækket sin andel af udgifterne til hjælp også efter lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. af den tidligere opholdskommune i de tilfælde, der er oplistet i § 9 c, stk. 2-6.

Den foreslåede henvisning til lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. medfører ikke materielle ændringer, da det følger af § 17 d i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., at opholdskommunen har adgang til refusion fra en tidligere opholdskommune efter § 9 c i retssikkerhedsloven.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.2 og 2.2.3.

Det fremgår af § 9 c, stk. 1, 2. pkt., i retssikkerhedsloven, at hvis et barn eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet, eller over for hvem der er iværksat foranstaltninger efter § 76, stk. 3, i serviceloven, visiteres til en kommune efter integrationslovens § 10, ydes mellemkommunal refusion efter § 9 c, stk. 2, nr. 6, og § 9 c, stk. 4, i retssikkerhedsloven af den kommune, som barnet eller den unge er visiteret til. § 9 c, stk. 2, nr. 6, vedrører udgifter til børn og unge, der har ophold på et anbringelsessted efter § 66 i serviceloven. Bestemmelsen i § 9 c, stk. 4, vedrører udgifter til unge, der modtager efterværn efter § 76, stk. 3, i serviceloven.

Det foreslås, at bestemmelsen i § 9 c, stk. 1, 2. pkt., i retssikkerhedsloven ophæves.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med, at en bestemmelse med tilsvarende ordlyd, for så vidt angår mellemkommunal refusion for udgifter til efterværn, med lovforslagets § 1, nr. 7, foreslås indsat i § 9 c, stk. 4.

Med lov nr. 397 af 28. maj 2003 om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og lov om social service (Selvstændig handlekommune for anbragte børn samt høring og inddragelse af børn i sagsbehandlingen) gennemførtes pr. 1. juli 2003 en række ændringer, der medførte, at børn anbragt uden for hjemmet fik selvstændig opholdskommune. Derved blev visitationskompetencen og finansieringsansvaret samlet hos den samme kommune. Reglerne om mellemkommunal refusion i § 9 c for udgifter efter serviceloven til anbragte børn blev med ændringen som udgangspunkt overflødige. Der blev dog ikke med lov nr. 397 af 28. maj 2003 gennemført en konsekvensændring af reglerne om mellemkommunal refusion. Med den i lovforslagets § 1, nr. 3, foreslåede ændring af § 9 c, stk. 1, 1. pkt., foreslås de nødvendige konsekvensændringer, således at det ikke længere fremgår, at der som hovedregel er mellemkommunal refusion for udgifter efter serviceloven.

Bestemmelsen i § 9 c, stk. 1, 2. pkt., i retssikkerhedsloven vedrører for det første udgifter for børn og unge, der har ophold på et anbringelsessted efter § 66 i serviceloven. Der er for denne gruppe alene tale om udgifter efter serviceloven, hvorfor bestemmelsen siden ikrafttrædelsen af lov nr. 397 af 28. maj 2003 ikke længere er relevant, da samme kommune har visitationskompetencen og finansieringsansvaret. Bestemmelsen i § 9 c, stk. 1, 2. pkt., i retssikkerhedsloven er for denne gruppe således overflødig og skaber i dag unødige misforståelser. Den foreslåede ophævelse af § 9 c, stk. 1, 2. pkt., vil således ikke ændre på, hvornår der kan opnås mellemkommunal refusion for udgifter efter serviceloven til børn og unge, der har ophold på et anbringelsessted efter § 66 i serviceloven.

Bestemmelsen i § 9 c, stk. 1, 2. pkt., vedrører for det andet udgifter til unge, der modtager efterværn efter § 76, stk. 3, i serviceloven. Denne gruppe er en af de undtagelser, hvorefter der fortsat efter ikrafttrædelsen af lov nr. 397 af 28. maj 2003 og lov nr. 550 af 26. maj 2010 er behov for og ret til mellemkommunal refusion for udgifter efter serviceloven. Der kan endvidere for denne gruppe være udgifter efter lov om aktiv socialpolitik, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om individuel boligstøtte, § 52, stk. 1, i lov om social pension og § 50, stk. 1, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., som er nævnt i § 9 c, stk. 1, 1. pkt., i retssikkerhedsloven. Denne del af bestemmelsen i § 9 c, stk. 1, 2. pkt., i retssikkerhedsloven er således fortsat relevant og foreslås med lovforslagets § 1, nr. 7, videreført i § 9 c, stk. 4, i retssikkerhedsloven, der omhandler mellemkommunal refusion for udgifter til unge, der modtager efterværn.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 3 og 7, og de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.2 og 2.2.3.

Det fremgår af § 9 c, stk. 2, i retssikkerhedsloven, at opholdskommunen har ret til refusion, når en tidligere kommune eller en anden offentlig myndighed har medvirket til, at en person får ophold i en række forskellige botilbud m.v. Efter § 9 c, stk. 2, nr. 1, drejer det sig om boformer efter §§ 107-110 og 192 i serviceloven, dvs. midlertidige og længerevarende botilbud, kvindekrisecentre, forsorgshjem og plejehjem. Efter § 9 c, stk. 2, nr. 2, i retssikkerhedsloven drejer det sig om boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i lov om almene boliger m.v., dvs. almene ældreboliger. Herudover drejer det sig efter § 9 c, stk. 2, nr. 3-5, i retssikkerhedsloven om institutioner under sygehusvæsenet eller Kriminalforsorgen samt boliger og boformer m.v., der træder i stedet for og kan sidestilles med midlertidige og længerevarende botilbud, kvindekrisecentre, forsorgshjem, almene ældreboliger og institutioner under sygehusvæsenet og Kriminalforsorgen. Endelig drejer det sig efter § 9 c, stk. 2, nr. 6 og 7, om anbringelsessteder for børn og unge efter § 66 i serviceloven samt døgnophold efter § 76 a i serviceloven.

Det fremgår endvidere af § 9 c, stk. 3, i retssikkerhedsloven, at opholdskommunen ligeledes har ret til refusion, når en person har fået ophold i en anden kommune i en af KFUM’s soldaterrekreationer, et veteranhjem drevet af Fonden Danske Veteranhjem eller Veteranbo drevet af KFUM’s Soldatermission.

Det foreslås, at det i § 9 c, stk. 2 og 3 , indsættes, at der er tale om refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i § 9 c, stk. 1.

Formålet med den foreslåede ændring er at fjerne eventuel tvivl om, hvilke udgifter der kan opnås refusion for efter § 9 c, stk. 2 og 3. Samtidigt tilsigtes en ensartet ordlyd af bestemmelserne i § 9 c, stk. 1. Der tilsigtes således ingen ændring i, hvornår der kan opnås refusion efter bestemmelserne.

Det fremgår af § 9 c, stk. 4, 1. pkt., i retssikkerhedsloven, at en borgers opholdskommune har ret til refusion fra den kommune, der har truffet afgørelse om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet, når der iværksættes foranstaltninger for den unge efter § 76, stk. 3, i servicelo‍ven. § 76, stk. 3, indeholder efterværnsforanstaltninger i form af opretholdt anbringelse på et anbringelsessted efter § 66 i serviceloven, en fast kontaktperson, udslusningsordning i det hidtidige anbringelsessted samt andre former for støtte, der har til formål at bidrage til en god overgang til en selvstændig tilværelse for den unge.

Det foreslås, at det indsættes i § 9 c, stk. 4, 1. pkt., i retssikkerhedsloven, at den mellemkommunale refusion, der kan opnås efter bestemmelsen, er for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i § 9 c, stk. 1, som foreslås ændret ved lovforslagets § 1, nr. 3 og 4, og efter serviceloven.

Med lovforslagets § 1, nr. 4, foreslås det, at henvisningen til serviceloven i § 9 c, stk. 1, 1. pkt., i retssikkerhedsloven udgår. Den foreslåede ændring af § 9 c, stk. 1, 1. pkt., er begrundet i, at bestemmelsen generelt blev overflødiggjort med indførelsen af sammenhæng mellem visitationskompetence og finansieringsansvar med lov nr. 550 af 26. maj 2010 og lov nr. 397 af 28. maj 2003. Der er dog fortsat behov for, at en borgers opholdskommune har ret til mellemkommunal refusion i enkelte undtagelsestilfælde. Et af dem er tilfælde, hvor en kommune træffer afgørelse om, at en ung, der af en anden kommune har været anbragt uden for hjemmet inden sin 18 års fødselsdag, har behov for efterværnsforanstaltninger efter § 76, stk. 3, i serviceloven. Med den foreslåede tilføjelse til § 9 c, stk. 4, 1. pkt., i retssikkerhedsloven vil der også fremadrettet være refusion for udgifter efter serviceloven såvel som efter de love, der er nævnt i § 9 c, stk. 1, 1. pkt. i retssikkerhedsloven, som foreslås ændret ved lovforslagets § 1, nr. 3 og 4, for denne gruppe af unge, der modtager efterværn.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 3, og de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.2 og 2.2.3.

Det fremgår af § 9 c, stk. 4, 1. pkt., i retssikkerhedsloven, at en borgers opholdskommune har ret til refusion fra den kommune, der har truffet afgørelse om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet, når der iværksættes foranstaltninger for den unge efter § 76, stk. 3, i servicelo‍ven. Bestemmelsen i § 76, stk. 3, indeholder efterværnsforanstaltninger i form af opretholdt anbringelse på et anbringelsessted efter § 66 i serviceloven, en fast kontaktperson, udslusningsordning i det hidtidige anbringelsessted samt andre former for støtte, der har til formål at bidrage til en god overgang til en selvstændig tilværelse for den unge.

Det fremgår videre af § 9 c, stk. 1, 2. pkt., i retssikkerhedsloven, at hvis en ung, over for hvem der er iværksat foranstaltninger efter § 76, stk. 3, i serviceloven, visiteres til en kommune efter integrationslovens § 10, ydes mellemkommunal refusion efter § 9 c, stk. 4, i retssikkerhedsloven dog af den kommune, som barnet eller den unge er visiteret til.

Det foreslås, at det indsættes i § 9 c, stk. 4, at hvis en ung, for hvem der er iværksat foranstaltninger efter § 76, stk. 3, i serviceloven, bliver visiteret til en kommune efter integrationslovens § 10, ydes refusion efter § 9 c, stk. 4, som foreslås ændret ved lovforslagets § 1, nr. 6, af denne kommune.

Den foreslåede tilføjelse skal ses i sammenhæng med den i lovforslagets § 1, nr. 4, foreslåede ophævelse af en tilsvarende bestemmelse i § 9 c, stk. 1, 2. pkt., i retssikkerhedslo‍ven. Den foreslåede flytning af bestemmelsen fra § 9 c, stk. 1, 2. pkt., til § 9 c, stk. 4, er begrundet i, at bestemmelsen i praksis alene har betydning for mellemkommunal refusion for udgifter til unge, der modtager efterværnsforanstaltninger efter § 76, stk. 3, i serviceloven. Det findes derfor mere hensigtsmæssigt, at bestemmelsen fremgår af § 9 c, stk. 4, i retssikkerhedsloven, der omhandler mellemkommunal refusion for udgifter til netop denne gruppe.

Den gældende bestemmelse i § 9 c, stk. 1, 2. pkt., blev indsat i retssikkerhedsloven med lov nr. 571 af 31. maj 2010 om ændring af integrationsloven og forskellige andre love (Udvidelse af personkredsen, styrket indsats over for ægtefælleforsørgede m.v.). Der er ikke med den foreslåede flytning af bestemmelsen fra § 9 c, stk. 1, 2. pkt., til § 9 c, stk. 4, påtænkt nogen ændringer i bestemmelsen. Det foreslås dermed, at det fortsat vil være således, at refusion for efterværnsudgifter afholdes af den boligplaceringskommune, som barnet eller den unge efter integrationslovens § 10 visiteres til af Udlændingestyrelsen i forbindelse med meddelelsen af opholdstilladelse. Dette vil gælde uanset, om den unge får opholdstilladelse og visiteres til en boligplaceringskommune under en anbringelse før det fyldte 18. år, eller mens den unge modtager efterværnsforanstaltninger efter § 76, stk. 3, i serviceloven efter det fyldte 18. år.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 4, samt de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.2 og 2.2.3.

Det fremgår af § 9 c, stk. 5, i retssikkerhedsloven, at en borgers opholdskommune har ret til refusion efter § 9 c, stk. 1, når borgeren er flyttet til et tilsvarende tilbud i en anden kommune efter § 108, stk. 2, og § 192 i serviceloven, § 58 a i almenboligloven eller lov om friplejeboliger. Bestemmelsen omhandler således tilfælde, hvor en borger har gjort brug af reglerne om frit valg til at vælge et tilbud i en anden kommune.

Det foreslås, at henvisningen i § 9 c, stk. 5, til, at kommunen ved en borgers brug af reglerne om frit valg har ret til mellemkommunal refusion efter § 9 c, stk. 1, i retssikkerhedsloven, ændres, således at det i stedet fremgår, at kommunen i sådanne tilfælde har ret til mellemkommunal refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i stk. 1, og efter serviceloven.

Med lovforslagets § 1, nr. 3, foreslås det, at henvisningen til serviceloven i § 9 c, stk. 1, 1. pkt., i retssikkerhedsloven udgår. Den foreslåede ændring i lovforslagets § 1, nr. 3, af § 9 c, stk. 1, 1. pkt., er begrundet i, at bestemmelsen generelt blev overflødiggjort med indførelsen af sammenhæng mellem visitationskompetence og finansieringsansvar med lov nr. 550 af 26. maj 2010 og lov nr. 397 af 28. maj 2003. Der er dog fortsat behov for, at en borgers opholdskommune har ret til mellemkommunal refusion i enkelte undtagelsestilfælde. Et af dem er tilfælde, hvor en borger har anvendt sin ret til frit at vælge et tilbud i en anden kommune efter § 108, stk. 2, eller § 192 i serviceloven, § 58 a i almenboligloven eller lov om friplejeboliger. Med den foreslåede tilføjelse til § 9 c, stk. 5, vil der også fremadrettet være refusion for udgifter efter serviceloven såvel som efter de love, der er nævnt i § 9 c, stk. 1, 1. pkt., som foreslås ændret ved lovforslagets § 1, nr. 3, i denne situation.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 3, og de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.2 og 2.2.3.

Det fremgår af § 9 c, stk. 6, 1. pkt., i retssikkerhedsloven, at en borgers opholdskommune har ret til refusion, når en person får ophold i et tilbud nævnt i § 9 c, stk. 2, 4 eller 5, og borgerens tidligere opholdskommune var bekendt med de forhold, der begrunder tilbuddet, og det var åbenbart, at der måtte gribes ind.

Det foreslås, at det i § 9 c, stk. 6, 1. pkt., tilføjes, at der er tale om refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i § 9 c, stk. 1, og efter serviceloven.

Med lovforslagets § 1, nr. 3, foreslås det, at henvisningen til serviceloven i § 9 c, stk. 1, 1. pkt., i retssikkerhedsloven udgår. Den foreslåede ændring i lovforslagets § 1, nr. 3, af § 9 c, stk. 1, 1. pkt., er begrundet i, at bestemmelsen generelt blev overflødiggjort med indførelsen af sammenhæng mellem visitationskompetence og finansieringsansvar med lov nr. 550 af 26. maj 2010 og lov nr. 397 af 28. maj 2003. Der er dog fortsat behov for, at en borgers opholdskommune har ret til mellemkommunal refusion i enkelte undtagelsestilfælde. Et af dem er tilfælde, hvor den kommune, hvor borgeren tidligere havde ophold, var bekendt med de forhold, der ligger til grund for, at borgeren havde brug for et af de tilbud, der er nævnt i § 9 c, stk. 2, 4 eller 5, at det var åbenbart, at der måtte gribes ind, og at kommunen uanset ikke tilbød borgeren det nødvendige tilbud. Med den foreslåede tilføjelse til § 9 c, stk. 6, 1. pkt., vil der også fremadrettet være refusion for udgifter efter serviceloven såvel som efter de love, der er nævnt i § 9 c, stk. 1, 1. pkt., som foreslås ændret ved lovforslagets § 1, nr. 3, i sådanne situationer.

Med forslaget vil det endvidere blive tydeliggjort, hvilken refusion der er tale om, dvs. at der er tale om refusion for udgifter efter de love, der er nævnt i § 9 c, stk. 1, som foreslås ændret ved lovforslagets § 1, nr. 3, samt efter servicelo‍ven. Dermed vil der blive en ensretning med formuleringen i § 9 c, stk. 4, 5 og 12.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 3, og de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.2 og 2.2.3.

Det fremgår af § 9 c, stk. 6, 2. pkt., i retssikkerhedsloven, at et barns eller en ungs opholdskommune har ret til mellemkommunal refusion efter § 9 c, stk. 1, når barnet eller den unge får ophold på et anbringelsessted efter § 66 i serviceloven som følge af en beslutning fra barnets eller den unges tidligere opholdskommune om hjemgivelse, når det er åbenbart, at beslutningen om hjemgivelse var ubegrundet.

Det foreslås, at ordet ligeledes i § 9 c, stk. 6, 2. pkt., i retssikkerhedsloven udgår, og at henvisningen til, at der kan opnås refusion efter § 9 c, stk. 1, ændres til, at der kan opnås refusion for udgifter efter serviceloven.

Med lovforslagets § 1, nr. 3, foreslås det, at henvisningen til serviceloven i § 9 c, stk. 1, 1. pkt., i retssikkerhedsloven udgår. Den foreslåede ændring af § 9 c, stk. 1, 1. pkt., er begrundet i, at bestemmelsen generelt blev overflødiggjort med indførelsen af sammenhæng mellem visitationskompetence og finansieringsansvar med lov nr. 550 af 26. maj 2010 og lov nr. 397 af 28. maj 2003. Der er dog fortsat behov for, at en borgers opholdskommune har ret til mellemkommunal refusion i enkelte undtagelsestilfælde. Et af dem er tilfælde, hvor en kommune træffer afgørelse om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet, det er åbenbart, at beslutningen om hjemgivelse er ubegrundet, og den kommune, hvor barnet eller den unge efterfølgende får ophold, træffer afgørelse om anbringelse af barnet eller den unge på et anbringelsessted efter § 66 i serviceloven. Med den foreslåede tilføjelse til § 9 c, stk. 6, 2. pkt., i retssikkerhedsloven vil der også fremadrettet være refusion for udgifter efter serviceloven i sådanne situationer. Den foreslåede sletning af ligeledes er af ren sproglig karakter.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 3, og de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.2 og 2.2.3.

Det fremgår af § 9 c, stk. 12, 1. pkt., i retssikkerhedsloven, at kommuner uden for de tilfælde, der er reguleret i § 9 c, stk. 2-6, indbyrdes kan aftale, at en tidligere opholdskommune fortsat afholder udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i § 9 c, stk. 1.

Det foreslås, at det tilføjes til § 9 c, stk. 12, 1. pkt., at der udover mellemkommunal refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i § 9 c, stk. 1, også kan aftales mellemkommunal refusion for udgifter til hjælp efter serviceloven.

Med lovforslagets § 1, nr. 3, foreslås det, at henvisningen til serviceloven i § 9 c, stk. 1, 1. pkt., i retssikkerhedsloven udgår. Den foreslåede ændring af § 9 c, stk. 1, 1. pkt., er begrundet i, at bestemmelsen generelt blev overflødiggjort med indførelsen af sammenhæng mellem visitationskompetence og finansieringsansvar med lov nr. 550 af 26. maj 2010 og lov nr. 397 af 28. maj 2003. Der er dog fortsat behov for, at en borgers opholdskommune har ret til mellemkommunal refusion i enkelte undtagelsestilfælde. Et af dem er tilfælde, hvor kommuner uden for de situationer, der er reguleret i § 9 c, stk. 2-6, aftaler, at der skal være mellemkommunal refusion. Med den foreslåede tilføjelse til § 9 c, stk. 12, 1. pkt., vil kommunerne også fremadrettet kunne aftale, at der skal være mellemkommunal refusion for udgifter til hjælp efter serviceloven.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 3, og de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.2 og 2.2.3.

Efter § 9 c, stk. 8, 2. pkt., i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område refunderes opholdskommunens udgifter til seniorpension efter kapitel 3 a i lov om social pension og § 5 i lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne af den kommune, der var pensionistens opholdskommune på tilkendelsestidspunktet, i op til 6 år fra det tidspunkt, hvor pensionisten er fraflyttet tilkendelseskommunen.

Det foreslås i § 9 c, stk. 8, 2. pkt., at »tilkendelseskommunen« ændres til: »den kommune, som var opholdskommune på tidspunktet for tilkendelsen af seniorpension«.

Forslaget er en konsekvens af, at det efter lovforslaget ikke længere er kommunerne, som skal tilkende seniorpension. Det foreslås derfor, at det er den kommune, som var opholdskommune på tidspunktet for tilkendelsen af seniorpension, der refunderer den aktuelle opholdskommunes udgifter til seniorpension i op til 6 år, hvis pensionisten flytter.

Forslaget påvirker i øvrigt ikke reglerne om mellemkommunal refusion i § 9 c, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Efter § 9 c, stk. 8, 2. pkt., i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, udskyder retten til refusion efter § 9 c, stk. 2, 3, 5 og 6, den ret til refusion der gælder mellem kommunerne om førtidspension efter bestemmelsens 1. pkt.

Reglen betyder, at reglen om refusion for udgifter til førtidspension efter 1. pkt. først finder anvendelse, når refusion efter de andre bestemmelser ophører.

Det foreslås, at ændre reglen i § 9 c, stk. 8, 2. pkt., der bliver til 3. pkt., sådan, at reglen fremover også henviser til 2. pkt.

Med forslaget udvides bestemmelsen til også at gælde reglen om refusion for udgifter til seniorpension, som foreslås indført, jf. forslagets § 8, nr. 1. Reglen om refusion for udgifter til seniorpension, vil herefter først finde anvendelse, når refusion efter § 9 c, stk. 2, 3, 5 og 6, ophører.

Der er i øvrigt ikke tilsigtet nogen ændring af praksis for, hvornår reglen om refusion for udgifter til førtidspension finder anvendelse.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets specielle bemærkninger til § 8, nr. 1.

§ 9 c, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, regulerer spørgsmål om mellemkommunal refusion for kommunernes udgifter efter en række ydelseslove, herunder lov om social pension.

Efter § 9 c, stk. 8, refunderes en opholdskommunes udgifter til førtidspension efter kapitel 3 og § 52, stk. 1, i lov om social pension og § 5 i lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne, af den kommune, der var pensionistens opholdskommune på tilkendelsestidspunktet, i op til 6 år fra det tidspunkt, hvor pensionisten er fraflyttet tilkendelseskommunen.

Det foreslås at indsætte et nyt pkt. i § 9 c, stk. 8, som 2. pkt., hvorefter en opholdskommunes udgifter til seniorpension efter kapitel 3 a i lov om social pension og § 5 i lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne, refunderes af den kommune, der var pensionistens opholdskommune på tilkendelsestidspunktet, i op til 6 år fra det tidspunkt, hvor pensionisten er fraflyttet tilkendelseskommunen.

Med forslaget indføres samme mulighed for refusion mellem kommunerne for udgifter til seniorpension, som i dag gælder ved udgifter til førtidspension.

I den gældende § 9 c, stk. 4, i retssikkerhedsloven er fastsat, at når opholdskommunen har ret til refusion efter stk. 2, nr. 6, fortsætter denne ret til refusion, hvis der iværksættes foranstaltninger efter servicelovens § 76, stk. 3.

Retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 4, 1. pkt., foreslås affattet således, at når en ung umiddelbart inden det fyldte 18. år har været anbragt uden for hjemmet, har den kommune, der er opholdskommune efter den unges fyldte 18. år, ret til mellemkommunal refusion fra den anbringende kommune for udgifter efter retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 1, hvis der iværksættes efterværn for den unge efter servicelovens § 76, stk. 3.

Eksempel: Kommune A har i 2008 anbragt en ung under 18 år i et anbringelsessted i kommune B. A er opholdskommune for den unge, indtil denne fylder 18 år. Det følger af § 9 a, stk. 4, i retssikkerhedsloven. Kommune A er således betalingskommune for udgifter vedrørende den unge under anbringelsen. Anbringelsen varer, indtil den unge fylder 18 år. Ved det fyldte 18. år, f.eks. i 2018, vælger den unge at blive boende i kommune B, og dermed bliver kommune B opholdskommune. Det følger af retssikkerhedslovens § 9, stk. 2. Det viser sig, at den unge har behov for efterværn efter servicelovens § 76, stk. 3, f.eks. opretholdelse af døgnopholdet, og kommune B træffer afgørelse herom. Den foreslåede bestemmelse indebærer, at kommune B har ret til mellemkommunal refusion fra kommune A for sine udgifter vedrørende den unge efter de love, der er omfattet af retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 1, herunder udgifterne til efterværn efter serviceloven.

Den foreslåede bestemmelse forudsætter ikke, at afgørelsen om efterværn træffes i umiddelbar forbindelse med, at den unge fylder 18 år. Refusionspligten vil også gælde, hvis afgørelse om efterværn træffes på et senere tidspunkt, mens den unge er i alderen fra 18 til 22 år.

I ovennævnte eksempel vil kommune B altså have ret til refusion fra kommune A, uanset om der først træffes afgørelse om efterværn i kommune B f.eks. efter, at den unge er fyldt 19. år.

Bestemmelsen gælder som efter tidligere ankestyrelsespraksis også de tilfælde, hvor et barn eller en ung har været anbragt i sin hidtidige opholdskommune, A, indtil det 18 år, og der etableres efterværn i en anden kommunen, B, efter servicelovens § 76, stk. 3, eller hvor et barn af kommune A har været anbragt i kommune B, mens efterværn efter servicelovens § 76, stk. 3, efter det 18. år finder sted i kommune C.

Den foreslåede bestemmelse gælder, uanset om afgørelse om anbringelsen er truffet før den 1. juli 2003. Også i disse tilfælde skal refusion betales af den anbringende kommune. Barnets eller den unges opholdskommune under anbringelsen er i disse tilfælde den kommune, der var opholdskommune for barnet eller den unge den 30. juni 2003. Det er fastsat i § 4, stk. 4, 1. pkt., i lov nr. 1168 af 19. december 2003. Hvis denne kommune har truffet afgørelse om anbringelsen, er det denne kommune, skal betale mellemkommunal refusion under efterværnet efter servicelovens § 76, stk. 3. Hvis en tidligere opholdskommune har truffet afgørelse om anbringelsen, vil det være denne tidligere opholdskommune - der også har betalt refusion for anbringelsesudgifterne under anbringelsen efter § 4, stk. 4, 2. pkt., i lov nr. 1168 - der skal betale mellemkommunal refusion under efterværnet.

Eksempel: Kommune A har i 2001 anbragt et barn uden for hjemmet i kommune B. I 2002 flytter forældremyndighedsindehaveren fra kommune A til kommune C, der herved bliver barnets opholdskommune. Forældremyndighedsindehaveren bor fortsat i kommune C den 30. juni 2003, og kommune C forbliver dermed opholdskommune for barnet så længe anbringelsen varer. Kommune C har efter ovennævnte overgangsregel i § 4, stk. 4, 2. pkt., i lov nr. 1168 ret til refusion fra kommune A for sine udgifter under anbringelsen. Efter den unges 18. år træffes afgørelse om efterværn i kommune B. Kommune B har efter den foreslåede bestemmelse i retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 4, 1. pkt., ret til refusion fra kommune A under efterværnet.

I retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 4, 2. pkt., foreslås fastsat, at når den kommune, der har truffet afgørelse om anbringelsen, selv har haft ret til refusion efter § 9 c, stk. 6, ydes refusionen dog af den kommune, der var refusionspligtig efter § 9 c, stk. 6.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at i de tilfælde, hvor en anbringende kommune for et barn eller en ung under 18 år selv har haft ret til refusion for udgiften under anbringelsen fra barnets tidligere opholdskommune, som følge af passivitet fra den tidligere opholdskommune, da skal udgiften til efterværn også refunderes af sidstnævnte kommune og ikke af den anbringende kommune.

Eksempel: En familie flytter fra kommune X til kommune A. Kommune A konstaterer, at et barn i familien har behov for anbringelse uden for hjemmet og træffer afgørelse herom. Anbringelsen finder sted i kommune B. Kommune X var bekendt med de forhold i familien, der begrunder anbringelsen uden for hjemmet, og det var åbenbart, at der måtte gribes ind. Kommune X skal derfor refundere kommune As udgifter under anbringelsen efter retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 6. Efter at den unge er fyldt 18 år, træffes der afgørelse om efterværn for den unge i kommune B. Kommune X skal efter den foreslåede § 9 c, stk. 4, 2. pkt., i retssikkerhedsloven betale refusion til kommune B under efterværnet.

Kommune X ville også skulle betale refusion, hvis anbringelsen eller efterværnet havde fundet sted i A kommune.

Retssikkerhedslovens gældende § 9 c, stk. 9, fastsætter i 1. pkt., at retten til refusion efter de gældende stk. 2, 4 og 5 består, så længe borgeren har bopæl i det pågældende botilbud eller et tilsvarende botilbud.

Ændringen i nr. 16 er en redaktionel konsekvensændring af, at der ved § 1, nr. 11, i lovforslaget er foreslået indsat et nyt stykke i retssikkerhedslovens § 9 c som stk. 3.

Efter retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., har en borgers aktuelle opholdskommune ret til refusion for en række i bestemmelsen nævnte sociale ydelser fra en persons tidligere opholdskommune. Bestemmelsen indeholder en henvisning til, at refusionsretten indtræder i overensstemmelse med reglerne i retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 2 – 5.

Med lovforslagets § 1, nr. 11, foreslås indsat et nyt stykke i retssikkerhedsloven som § 9, stk. 33, hvorefter en borgers aktuelle opholdskommune i endnu et tilfælde har ret til refusion for de i § 9 c, stk. 1, 1. pkt., nævnte sociale ydelser.

Som en konsekvens heraf foreslås bestemmelsen i § 9 c, stk. 1, 1. pkt., ændret, således at der også henvises til den foreslåede bestemmelse.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til nr. 11.

Ændringen er en konsekvensændring af, at der ved § 1, nr. 11, i lovforslaget er foreslået indsat et nyt stykke i retssikkerhedslovens § 9 c som stk. 3.

Efter retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 2, har en borgers aktuelle opholdskommune ret til refusion fra en persons tidligere opholdskommune, hvis en person ved medvirken fra den oprindelige opholdskommune eller anden offentlig myndighed har fået ophold i et af følgende typer botilbud:

1) boformer efter §§ 107-110 og 192 i lov om social service, 2) boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i lov om almene boliger m.v., 3) institutioner under sygehusvæsenet, 4) institutioner under Kriminalforsorgen, 5) boliger, boformer m.v., der træder i stedet for og kan sidestilles med boformer m.v. under nr. 1-4. 6) anbringelsessteder for børn og unge efter § 66 i lov om social service og 7) døgnophold efter § 76 a i lov om social service.

boformer efter §§ 107-110 og 192 i lov om social service,

boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i lov om almene boliger m.v.,

institutioner under sygehusvæsenet,

institutioner under Kriminalforsorgen,

boliger, boformer m.v., der træder i stedet for og kan sidestilles med boformer m.v. under nr. 1-4.

anbringelsessteder for børn og unge efter § 66 i lov om social service og

døgnophold efter § 76 a i lov om social service.

Refusionen omfatter efter § 9 c, stk. 1, udgifter til hjælp efter lov om social service, lov om aktiv socialpolitik, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om individuel boligstøtte, § 52, stk. 1, i lov om social pension og § 50, stk. 1, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.

Som også beskrevet i lovforslagets almindelige bemærkninger afsnit 2.1.1. gælder refusionsreglerne i de nævnte bestemmelser ikke ved en persons ophold i veterantilbud.

Ved lovforslagets § 1, nr. 11 foreslås i en ny § 9 c, stk. 3, i retssikkerhedsloven fastsat, at den oprindelige opholdskommune har ret til mellemkommunal refusion, når en person har fået ophold i en af KFUMs SoldaterRekreationer, et veteranhjem eller Veteranbo. Det vil herefter gælde, uanset at visitation til veterantilbuddene sker uden offentlig medvirken.

Ved lovforslagets § 1, nr. 9 foreslås, at refusionen i forbindelse med ophold i sådanne veterantilbud skal gælde de samme ydelser, der i øvrigt ydes mellemkommunal refusion for efter retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 1.

Den foreslåede ordning indebærer, at den oprindelige opholdskommune bliver betalingskommune for ydelser omfattet af § 9 c, stk. 1, selv om borgeren har fået opholdskommune i beliggenhedskommunen for veterantilbuddet.

For så vidt angår hjælp efter lov om social service vil der dog i forhold til veterantilbud ikke være tale om, at betalingspligten skyldes refusionsreglen, idet den oprindelige opholdskommune efter lovforslagets § 1, nr. 5, direkte vil være handle- og betalingskommune for hjælp, der ydes efter serviceloven. Dog vil der være tale om refusion for ydelser efter serviceloven for personer omfattet af den foreslåede overgangsregel i lovforslagets § 9, stk. 2.

Ændringen er en konsekvensændring af, at der ved § 1, nr. 11, i lovforslaget er foreslået indsat et nyt stykke i retssikkerhedslovens § 9 c som stk. 3.

Retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 5, der med forslaget bliver stk. 6, giver den oprindelige opholdskommune pligt til refusion, hvis en person uden denne kommunes medvirken har fået ophold i en ny kommune i et at de tilbud, der er nævnt i den gældende refusionsbestemmelse i § 9 c, stk. 2-4, og den tidligere opholdskommune var bekendt med de forhold, der begrunder tilbuddet, og det var åbenbart, at der måtte gribes ind.

Denne bestemmelse foreslås ikke at gælde for ophold i veterantilbud, idet visitation til disse ikke sker ved offentlig medvirken, og idet den oprindelige opholdskommune efter forslagets § 1, nr. 11, under alle omstændigheder bliver betalingskommune i forbindelse med ophold i sådanne tilbud.

I den gældende retssikkerhedslovs § 9 c, stk. 6, 1. og 2. pkt., er fastsat, at opholdskommunen refunderer udgifter til personlig og praktisk hjælp efter § 83 i serviceloven under en persons midlertidige ophold i en anden kommune, jf. § 9 b, stk. 1. Endvidere refunderer opholdskommunen udgifter til plejevederlag og hjælp til sygeplejeartikler og lign., jf. §§ 120 og 122 i serviceloven, under en persons ophold i en anden kommune, jf. § 9 b, stk. 2.

I 3. pkt. er som en undtagelse hertil fastsat, at i tilfælde omfattet af § 9, stk. 7, og § 9 a, stk. 7, ydes refusion efter 1. og 2. pkt. dog af den kommune, der har pligt til at yde hjælp efter serviceloven. Bestemmelsen vedrører de tilfælde, hvor en tidligere opholdskommune har pligten til at yde hjælp efter serviceloven i forbindelse med en persons ophold i sociale boformer o.lign. i en anden kommune.

Ved lovforslagets § 1, nr. 13, foreslås, at sidstnævnte bestemmelse tilsvarende skal gælde, når det ved ophold i veterantilbud efter den foreslåede § 9, stk. 9, i retssikkerhedsloven er en anden kommune end opholdskommunen, der har pligt til at yde hjælp efter serviceloven.

Efter den gældende retssikkerhedslovs § 9 c, stk. 7, 1. pkt., refunderes opholdskommunens udgifter til førtidspension efter kapitel 3 og § 52, stk. 1, i lov om social pension og § 5 i lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne af den kommune, der var pensionistens opholdskommune på tilkendelsestidspunktet, i op til 6 år fra det tidspunkt, hvor pensionisten er fraflyttet tilkendelseskommunen.

I bestemmelsens 2. pkt. er fastsat, at mellemkommunal refusion efter den gældende retssikkerhedslovs § 9 c, stk. 2, 4 og 5, udskyder denne ret til refusion vedrørende førtidspension.

Udskydelsen gælder herunder, når der betales mellemkommunal refusion efter § 9 c, stk. 2, ved en persons ophold i en social boform i en anden kommune.

Med forslaget skal refusion efter retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 7, vedrørende tilkendelse af førtidspension tilsvarende udskydes, hvis der betales mellemkommunal refusion efter den foreslåede nye § 9 c, stk. 3, i forbindelse med en persons ophold i veterantilbud, jf. forslagets § 1, nr. 11.

Den gældende retssikkerhedslovs § 9 c, stk. 8, fastsætter, at de udgifter, som opholdskommunen kan få dækket ved mellemkommunal refusion efter bestemmelsens gældende stk. 2-6, er opholdskommunens faktiske udgifter. De faktiske udgifter omfatter en forholdsmæssig andel af fællesudgifter og udgifter til ledelse og administration, der er en følge af driften af et tilbud. Hvis der for ydelsen er fastsat en takst eller beregnet et priskrav efter lov om social service, har opholdskommunen ret til refusion svarende til taksten eller priskravet.

Det foreslås ved nr. 15, at det samme skal gælde refusion efter den foreslåede § 9 c, stk. 3, i forbindelse med en persons ophold i veterantilbud, jf. forslagets § 1, nr. 11.

Efter den gældende retssikkerhedslovs § 9 c, stk. 2, har den oprindelige opholdskommune refusionspligt overfor den aktuelle opholdskommune for udgifter til en række sociale ydelser til personer, der med medvirken fra den oprindelige opholdskommune eller anden offentlig myndighed har fået ophold i bl.a. boformer efter servicelovens §§ 107-110 for personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.

Retssikkerhedslovens gældende § 9 c, stk. 9, fastsætter i 1. pkt., at retten til refusion består, så længe borgeren har bopæl i det pågældende botilbud eller et tilsvarende botilbud.

Ved lovforslagets § 1, nr. 11, foreslås i retssikkerhedslovens som § 9 c. stk. 3, indført en tilsvarende refusionspligt med hensyn til personer, der tager ophold i et veterantilbud i en anden kommune.

Med lovforslagets § 1, nr. 17, foreslås, at den oprindelige opholdskommunes refusionspligt efter § 9 c, stk. 1, bevares, også hvis en person har haft ophold i en boform omfattet af § 9 c, stk. 2, og i umiddelbar forlængelse heraf tager ophold i et veterantilbud omfattet af den foreslåede § 9 c, stk. 3, i retssikkerhedsloven,

Bestemmelsen betyder, at den aktuelle opholdskommune kan få refunderet sine udgifter til en række sociale ydelser, hvis veteranen ved medvirken fra den oprindelige opholdskommune eller anden offentlig myndighed har fået ophold i en af de boformer – som f.eks. botilbud efter servicelovens § 108 for personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne – der er omfattet af den gældende retssikkerhedslovs § 9, stk. 7, og veteranen i umiddelbar forlængelse af opholdet i botilbuddet får ophold i et veterantilbud omfattet af den foreslåede § 9, stk. 9, i retssikkerhedsloven

Retssikkerhedslovens gældende § 9 c, stk. 9, fastsætter i 1. pkt., at retten til refusion efter de gældende stk. 2, 4 og 5 består, så længe borgeren har bopæl i det pågældende botilbud eller et tilsvarende botilbud.

I den gældende retssikkerhedslovs § 9 c, stk. 9, 2. pkt., er fastsat en særregel om, at en tidligere opholdskommunes pligt til at yde refusion i anledning af en borgers ophold i et tilbud efter § 110 i serviceloven (herberger, forsorgshjem m.v.) dog består, indtil borgeren har erhvervet ny opholdskommune.

Ved lovforslagets § 1, nr. 18 foreslås i et nyt 1. pkt. i et nyt stk. 10 i retssikkerhedslovens § 9 c, at refusionspligten for den oprindelige opholdskommune som følge af ophold i veterantilbud består, så længe den pågældende person har ophold i det pågældende veterantilbud, i et andet veterantilbud omfattet af den foreslåede § 9, stk. 9, i retssikkerhedsloven eller i en boform omfattet af den gældende retssikkerhedslovs § 9, stk. 7.

Det sidst anførte betyder, at den oprindelige opholdskommune fortsat har refusionspligt, hvis veteranen i umiddelbar forlængelse af opholdet i veterantilbuddet får ophold i et andet veterantilbud omfattet af den foreslåede § 9 c, stk. 3, i retssikkerhedsloven, eller hvis den pågældende ved medvirken fra den oprindelige opholdskommune eller anden offentlig myndighed får ophold i en af de boformer – som f.eks. botilbud efter servicelovens § 108 for personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne – der er omfattet af den gældende retssikkerhedslovs § 9 c, stk. 2.

Ved nr. 18 foreslås tillige i et nyt 2. pkt . i et nyt stk. 10 i retssikkerhedslovens § 9 c, at den oprindelige opholdskommunes refusionspligt uanset hovedreglen i det foreslåede 1. pkt., skal bestå, indtil den pågældende person har erhvervet ny opholdskommune.

Forslaget svarer til den gældende regel i § 9 c, stk. 9, 2. pkt., vedrørende ophold i botilbud efter servicelovens § 110 (herberger, forsorgshjem o.lign.). Forslaget svarer endvidere til, hvad der ved lovforslagets § 1, nr. 5, foreslås med hensyn til ophør af den oprindelige opholdskommunes handlepligt efter serviceloven.

I den gældende retssikkerhedslovs § 9 c, stk. 10, der nu bliver stk. 12, er i 1. pkt. fastsat, at kommuner uden for de tilfælde, der er nævnt i bestemmelsens stk. 2-5, indbyrdes kan aftale, at en tidligere opholdskommune fortsat afholder udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i stk. 1.

Bestemmelsen vedrører retten til at aftale refusion, hvor der ikke efter retssikkerhedslovens gældende § 9 c, stk. 2-5, allerede er en pligt for den tidligere opholdskommune til at betale refusion.

Ved den foreslåede nye § 9 c, stk. 3 i retssikkerhedsloven, vil der ligeledes være pligt til at betale mellemkommunal refusion i forbindelse med ophold i veterantilbud. Det foreslås derfor ved nr. 19, at henvisningen i § 9, stk. 10, der bliver stk. 12, tillige omfatter denne bestemmelse.

Efter retssikkerhedslovens gældende § 9 c, stk. 11, der nu bliver stk. 13, skal krav mod en tidligere opholdskommune om betaling af refusion efter de gældende stk. 2-7 rejses senest 3 år efter, at hjælpen er ydet. Krav efter lov om social service skal dog rejses, senest 12 måneder, efter at hjælpen er ydet.

Det foreslås, at dette tilsvarende skal gælde for den foreslåede refusion som følge af ophold i veterantilbud, jf. forslagets § 1, nr. 11.

Efter de gældende regler i retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 7, er det, når der er forløbet 6 år fra tilkendelsen af førtidspension, som udgangspunkt den aktuelle opholdskommune, der fremadrettet finansierer den kommunale andel af førtidspensionen.

Bestemmelsen i retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 7, foreslås ændret, således at den tilkendende kommune fremover skal finansiere udgiften til førtidspension i 6 år efter det tidspunkt, hvor førtidspensionisten fraflytter kommunen.

Refusion efter retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 2, 4 og 5, vil også efter den foreslåede ændring udskyde refusionen efter stk. 7.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.1.2. og 2.2.3.

Ændringen vedrørende begyndelsestidspunktet for den 6-årige refusionsperiode skal alene gælde for førtidspensionister, der har fået tilkendt førtidspension den 2. februar 2015 eller senere, jf. den foreslåede overgangsbestemmelse i § 30, stk. 5. For førtidspension tilkendt før den 2. februar 2015 regnes 6 års perioden i § 9 c, stk. 7, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område som hidtil fra det tidspunkt, hvor førtidspensionen er blevet tilkendt.

Ændringerne er konsekvensændringer som følge af forslagets § 2, nr. 5, hvor der foreslås indsat et nyt nr. 7 i retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 2, om døgnophold efter § 76 a i serviceloven.

Ændringerne er konsekvensændringer som følge af forslagets § 2, nr. 5, hvor der foreslås indsat et nyt nr. 7 i retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 2, om døgnophold efter § 76 a i serviceloven.

Det foreslås udtrykkeligt fastsat, at den oprindelige opholdskommune forbliver betalingskommune for en ung i døgnophold efter den foreslåede § 76 a i serviceloven også for de ydelser efter andre love end lov om social service, der er nævnt i § 9 c, stk. 1.

Det foreslås at indsætte en regel i retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 11, om, at mellemkommunale krav på refusioner efter serviceloven skal rejses senest 12 måneder efter, at hjælpen er ydet. Det foreslåede nye 2. pkt. skal ses i sammenhæng med den forældelsesfrist, der foreslås indført i servicelovens § 174, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 3, og skal bevirke, at kommunerne også omkring mellemkommunal refusion på servicelovens område undgår de problemer, der vil være, hvis man flere år efter, at en disposition konkret er gennemført, skal afgøre spørgsmål om mellemkommunal refusion.

Anvendelsesområdet for den foreslåede bestemmelse i § 9 c, stk. 11, vil være begrænset, idet en kommune, der har medvirket til, at en person på ophold i et botilbud i en anden kommune, som hovedregel forbliver handle- og betalingskommune for den pågældende i relation til ydelser efter serviceloven, jf. retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 7. Der vil således ikke blive tale om mellemkommunal refusion i disse sager efter serviceloven. Den foreslåede ordning vil bl.a. få virkning i de sager, hvor en kommune har truffet afgørelse om ikke at overtage handleforpligtelsen pr. 1. januar 2011, jf. § 3, stk. 4, i lov nr. 550 af 26. maj 2010 om sammenhæng mellem visitationskompetence og finansieringsansvar på det specialiserede socialområde eller i sager om efterværn efter servicelovens kap. 12.

Forslaget er en redaktionel ændring som følge af, at § 66 i serviceloven er det sted, hvor alle anbringelsessteder for børn og unge er nævnt.

Det følger af den gældende § 9 c, stk. 2, nr. 6, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, at den aktuelle opholdskommune for et barn eller en ung under 18 år, der er anbragt uden for hjemmet, har ret til at få dækket sine udgifter efter lov om social service m.fl. af en tidligere opholdskommune. Bestemmelsen finder sjældent anvendelse, idet den anbringende kommune ifølge den gældende § 9 a, stk. 4, 2. pkt., som det også fremgår af bemærkningerne til nr. 1, er opholdskommune og dermed både handle- og betalingskommune for barnet eller den unge.

Med den foreslåede bestemmelse i § 9 c, stk. 1, 1. pkt., foreslås det, at bestemmelsen heller ikke skal kunne give anledning til refusion til den boligplaceringskommune, der efter den foreslåede nr. 1 bliver opholdskommune for et barn eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet under ophold på et asylcenter. Boligplace­ringskommunen kan således ikke kræve sine udgifter vedrørende barnet eller den unge under 18 år refunderet af den asylcenterkommune, der oprindelig har truffet afgørelse om anbringelse af barnet eller den unge, idet det er denne opholdskommune selv, der er betalingspligtig.

Det følger af den gældende § 9 c, stk. 3, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, at den unges aktuelle opholdskommune kan kræve refusion for udgifter til efterværn efter § 76, stk. 3, i lov om social service fra den kommune, der var den unges opholdskommune før det fyldte 18. år. Med den foreslåede bestemmelse i § 9 c, stk. 1, 1. pkt., foreslås det, at også refusion for efterværnsudgifter afholdes af den boligplaceringskommune, som barnet eller den unge efter integrationslovens § 10 visiteres til af Udlændingeservice i forbindelse med meddelelsen af opholdstilladelse. Det gælder uanset, om den unge får opholdstilladelse og visiteres til en boligplaceringskommune under en anbringelse før det fyldte 18. år eller under en fortsat anbringelse i efterværn efter det fyldte 18. år.

Efter den gældende retssikkerhedslovs § 9 c, stk. 6, yder opholdskommunen refusion for udgifter efter serviceloven til personlig og praktisk hjælp samt plejevederlag og hjælp til sygeplejeartikler, i det omfang sådan hjælp ydes af en midlertidig opholdskommune. Det kan f.eks. være personlig og praktisk hjælp under ophold i sommerhus.

Hvis den pågældende person har fået ophold i opholdskommunen i en boform eller lignende efter medvirken fra en tidligere opholdskommune eller anden offentlig myndighed, vil opholdskommunen efter retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 2, nr. 1-5, i dag kunne få sine udgifter efter serviceloven refunderet fra den tidligere opholdskommune. Det gælder også eventuelle udgifter, som en midlertidig opholdskommune har afholdt i forhold til den pågældende, f.eks. under et ferieophold i sommerhus.

Efter de foreslåede §§ 9, stk. 7, og 9 a, stk. 7, i retssikkerhedsloven vil opholdskommunen ikke have nogen forpligtelser overfor borgeren i relation til serviceloven, når borgeren har fået ophold i en boform el. lign efter medvirken fra en tidligere opholdskommune eller anden offentlig myndighed, idet den oprindelige opholdskommune bliver handle- og betalingskommune for borgeren i relation til serviceloven. Det foreslås derfor, at refusion af en eventuel midlertidig opholdskommunes udgifter efter serviceloven i disse tilfælde betales af den kommune, der har pligten til at yde hjælp efter serviceloven.

I § 9 c, stk. 4 og § 11 a, stk. 2, indgår amtskommunens forhold fortsat i loven. Da der er tale om en fejl, foreslås det, at bestemmelserne om amtskommunerne udgår.

Forslaget giver adgang til, at også de gennemsnitlige langsigtede omkostninger ved drift af tilbud kan danne grundlag for opgørelsen af den mellemkommunale refusion.

De gældende regler for fastsættelse af priser i relation til mellemkommunal refusion er sparsomme og hovedsagligt praksisskabte. De to overordnede principper for prisfastsættelsen i dag er, at der dels ikke må medtages udgifter til administration og ledelse, dels skal være tale om udgifter, der er direkte personhenførbare, dvs. ingen fællesudgifter fordelt på de mulige brugere. Med lov nr. 1418 af 21. december 2005 blev der imidlertid indført adgang til, at udgifter til servicearealer kunne medtages ved opgørelsen af det mellemkommunale krav.

Efter forslaget er udgangspunktet, at de faktiske omkostninger til drift af et tilbud skal medtages i beregningen af den mellemkommunale refusion.

Fællesudgifter er udgifter som ikke kan henføres direkte til en person. Ovennævnte servicearealer er et eksempel herpå, men også fx udgifter til uddannelse af personale, husleje, udvikling af tilbuddet og tomme pladser vil være en del af fællesudgifterne. Den mellemkommunale refusion vil dermed omfatte samme udgiftstyper, som taksterne efter § 174 i lov om social service.

Er der fastsat en takst eller et priskrav efter lov om social service, så er det denne takst eller dette priskrav, der udgør grundlaget for refusionen.

For de fleste tilbud efter serviceloven, vil der blive fastsat takster. Imidlertid gælder dette fx ikke på børneområdet, hvorfor forslaget til § 9, stk. 8, indeholder den generelle regel om beregning af mellemkommunal refusion.

Lovforslaget til § 9 c indeholder ud over redaktionelle ændringer følgende nyheder: Stk. 5, stk. 6, 2. punktum, stk. 8 og stk. 9, 2. punktum.

Forslaget til § 9 c, stk. 5 indeholder en mulighed for at kunne pålægge en tidligere opholdskommune refusion, hvis denne kommune har udvist passivitet i forhold til at iværksætte foranstaltninger som nævnt i § 9 c, stk. 2-4. Med lovforslaget indføres den retstilstand, som har været forudsat frem til 2003. Lovforslaget medfører således ingen ændring i, at det fortsat vil kræve et sikkert bevis for 1) at der er en situation, der kræver handling, og 2) at den tidligere kommune var klar over dette.

Den forholdsvis snævre adgang til refusion i de omhandlede tilfælde skyldes, at refusionen i disse tilfælde nærmere har karakter af en erstatning. Derfor er det ønsket, at refusionen kun finder anvendelse i de tilfælde, hvor det er klart at en kommune har opført sig forkert.

Typetilfældet er en familie med truede børn, hvor den tidligere kommune burde have iværksat en anbringelse, inden familien flyttede fra kommunen. Men der kan også tænkes at være andre situationer – fx i forhold til personer med vidtgående handicaps, hvor en kommune ikke iværksætter de nødvendige foranstaltninger, og hvor personen så på eget initiativ flytter til en anden kommune.

Man skal være opmærksom på, at refusion for undladelsen af at iværksætte de nødvendige foranstaltninger ikke kun er til gavn for de kommuner som uretmæssigt overtager en social udgift. Refusionsadgangen antages at have en vis præventiv virkning i forhold til visse kommuner, som derfor ventes at iværksætte den nødvendige foranstaltning i rette tid. En kommune som forholder sig passiv i forhold til et presserende problem skal i øvrigt som hidtil indbringes for det kommunale tilsyn.

Det er iværksættelsen af de foranstaltninger, som er nævnt i § 9 c, stk. 2 - 4, som skal kunne udløse refusion efter den foreslåede bestemmelse fra en tidligere opholdskommune. Betingelsen er ikke, at den tidligere opholdskommune eller anden offentlig myndighed har medvirket ved opholdet. Betingelsen er, at behovet for foranstaltningen også var til stede inden flytningen, og at den tidligere kommune var klar over dette behov, men alligevel undlod at iværksætte foranstaltningen.

Bestemmelsen stiller store bevismæssige krav. Både for så vidt angår at behovet var til stede, og at den tidligere kommune var bekendt med dette behov.

Når bestemmelsen anvendes i forhold til anbringelsen af børn, vil den kommune som træffer afgørelse om anbringelse og får krav på refusion efter retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 5, blive barnets selvstændige handlekommune efter retssikkerhedslovens § 9 a, stk. 4.

Der fastsættes endvidere adgang til refusion, når behovet for en anbringelse skyldes, at den tidligere opholdskommune har truffet afgørelse om hjemgivelse af et barn, og det var åbenbart, at foranstaltningen skulle have fortsat.

I sager om for tidlig hjemgivelse vil det ligeledes være et krav, at anbringelsesgrundlaget fortsat er til stede samt at dette er åbenbart.

Lovforslaget indfører mellemkommunal refusion for udgiften til plejevederlag, når plejeforholdet finder sted udenfor den døendes opholdskommune.

Ankestyrelsen har fastlagt en praksis, hvorefter plejevederlag udbetales af den kommune, hvori plejeforholdet finder sted. Denne praksis foreslås med nærværende lovforslag lovfæstes. Ankestyrelsen har i forhold til refusion for udgiften til plejevederlag fundet at forholdet bør behandles på samme måde som refusion for udgiften til hjemmehjælp under midlertidige ophold i en anden kommune. Da reglerne for hjemmehjælp under midlertidige ophold i en anden kommune nu medfører, at der er refusion for udgiften bør der ligeledes indføres adgang til refusion for plejevederlaget.

Retten til mellemkommunal refusion for udgiften til plejevederlaget har den kommune som udbetaler plejevederlag i relation til en døende, som opholdskommune i en anden kommune.

Når der er refusion for plejevederlag er der ligeledes refusion for sygeplejeartikler m.v. jeg. Servicelovens § 107.

Beregningen af den mellemkommunale refusion har ikke hidtil hvilet på lovregler, men Ankestyrelsen har haft anledning til at tage stilling til visse dele af beregningen. Lovforslaget ændrer ikke denne praksis, bortset fra at lovforslaget indfører adgang til, at der nu kan medtages udgifter til servicearealer ved beregningen af den mellemkommunale refusion.

Der er typisk tale om funktioner, der normalt ikke foregår i en bolig, men i en institution eller i en klinik. Servicearealer er fx arealer/ lokaler til: Genoptræning, hjemmesygepleje, personalets vagtstue, køkken, cafeteria, kiosk, fodpleje og frisør.

Det er hensigten med lovforslaget, at kommuner som har forsorgshjem mv. skal have mulighed for, i videre omfang end hidtil, at få refusion efter § 9 c. Efter praksis ophører en tidligere opholdskommunes betalingsforpligtelse, når en person har klaret sig selv i en periode. Med lovforslaget indføres en retstilstand, hvorefter der for en person på forsorgshjem altid kan findes en tidligere opholdskommune, idet en tidligere opholdskommune ikke bliver frigjort fra fremtidige forpligtelser, selvom en person har klaret sig selv i en periode eller i øvrigt har haft ophold der ikke har medført, at der kan fastlægges en ny opholdskommune i denne periode.

Det skal bemærkes, at i de situationer, hvor en borger efter et ophold på et forsorgshjem tager ophold i den kommune, hvor forsorgshjemmet ligger er forsorgshjemskommunen blevet ny opholdskommune. Ligeledes kan en person have opnået opholdskommune i en forsorgshjemskommune inden personen tager ophold på forsorgshjem.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at de under § 1 foreslåede ændringer også indsættes i §§ 9 b og 9 c samt § 11 c, således som bestemmelserne er affattet ved lov nr. 574 af 24. juni 2005. Der er tale om ændrede henvisninger til bestemmelserne i lov nr. 573 af 24. juni 2005 om social service, som træder i kraft den 1. januar 2007.