Retssikkerhedsloven § 69
Gældende tekst efter LBK nr 680 af 03/08/2026.
Kapitel 10 – Almindelige klageregler m.v. · Sagsbehandlingen
§ 69.
Ankestyrelsen kan efterprøve retlige spørgsmål, jf. dog stk. 2.
Ankestyrelsen foretager uanset stk. 1 en fuld prøvelse af sagen, når dette følger af anden lovgivning, og når Ankestyrelsen træffer afgørelse i en klage over følgende:
- 1)
Børne- og ungeudvalgets afgørelse efter barnets lov.
- 2)
En afgørelse truffet efter §§ 125, 128, 128 b-128 f eller 131-131 b, § 136 a, stk. 3, § 137 b, § 137 c, stk. 2, § 137 g, stk. 1 eller 2, § 137 h, stk. 1, 3-5 eller 7, § 137 i, stk. 1, eller § 137 j, stk. 1 eller 2, i lov om social service.
- 3)
En afgørelse truffet af Ungdomskriminalitetsnævnet.
- 4)
En afgørelse truffet af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, som er omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1-4, eller stk. 2, i lov om den selvejende institution Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
- 5)
En afgørelse truffet af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring efter lov om arbejdsskadesikring i Grønland.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 680 af 03/08/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Retssikkerhedsloven § 69
Senere ændringer
ÆndringL 188 (2023-24) · bemærkning til § 3, nr. 5LOV nr 680 af 11/06/2024 · 11. juni 2024
Det fremgår af § 69, stk. 1, i retssikkerhedsloven, at Ankestyrelsen kan efterprøve retlige spørgsmål.
Det fremgår endvidere af bestemmelsens stk. 2, nr. 2, at Ankestyrelsen uanset stk. 1 foretager en fuld prøvelse af sagen, når dette følger af anden lovgivning, og når Ankestyrelsen træffer afgørelse i en klage over en afgørelse truffet efter §§ 125, 128, 128 b, 128 c, 131 eller 131 a, § 136 a, stk. 3, § 137 b, § 137 c, stk. 2, § 137 g, stk. 1 eller 2, § 137 h, stk. 1, 3-5 eller 7, § 137 i, stk. 1, eller § 137 j, stk. 1 eller 2, i lov om social service.
Det foreslås, at i § 69, stk. 2, nr. 2, i retssikkerhedsloven ændres »§§ 125, 128, 128 b, 128 c, 131 eller 131 a« til: »§§ 125, 128, § 128 b, stk. 2, §§ 128 c-128 f, §§ 131-131 c«.
Med forslaget vil Ankestyrelsens behandling af klager over afgørelser truffet af kommunalbestyrelsen eller af Det Socialfaglige Nævn vedrørende Magtanvendelse overfor Borgere med Handicap om låsning og sikring af døre til fælles opholdsrum, låsning og sikring af døre til servicearealer og fælleskøkkener, låsning og sikring af låger m.v. fra et bo- eller dagtilbuds udeareal, kortvarig indelåsning, anvendelse af kamerakig, låsning og sikring af skabe og skuffer m.v. og adgang til en beboers bolig i et botilbud truffet efter de foreslåede bestemmelser i §§ 128 d-128 f, 131 b eller 131 c, være undergivet fuld prøvelse.
Begrundelsen for forslaget er, at en klage til Ankestyrelsen over indgreb i selvbestemmelsesretten efter § 128, stk. 1, §§ 128 d-128 f, 131 b eller 131 c i serviceloven bør være undergivet den samme prøvelse, som en klage over tilsvarende indgreb i selvbestemmelsesretten efter de bestemmelser i serviceloven, der er opfattet af den gældende bestemmelse i § 69, stk. 2, nr. 2, i retssikkerhedsloven.
Forslaget skal ses i sammenhæng med de ved lovforslagets § 1, nr. 19, foreslåede bestemmelser i § 128 d om, at kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om at tillade, at den nærmeste dør mellem en beboers bolig og ét eller flere bestemte fælles opholdsrum på et botilbud låses eller på anden vis sikres, i § 128 e om, at kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om at tillade at låse eller på anden vis sikre døre til et serviceareal eller et fælleskøkken på et bo- eller dagtilbud, og i 128 f om, at kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om at tillade at låse eller på anden vis sikre en eller flere låger m.v., der fungerer som udgang fra et bo- eller dagtilbuds omgivende udeareal, samt med den ved lovforslagets § 1, nr. 33, foreslåede bestemmelse i § 131 b om at Det Socialfaglige Nævn vedrørende Magtanvendelse overfor Borgere med Handicap kan træffe afgørelse om tilladelse til kortvarig indelåsning af en beboer i egen bolig på et botilbud, jf. 128 h, og § 131 c om, at nævnet kan træffe afgørelse efter § 128 b, stk. 1, § 128 g, stk. 1, og § 128 i, stk. 1, om henholdsvis anvendelse af kamerakig, låsning og sikring af skabe og skuffer m.v. og adgang til en beboers bolig i et botilbud.
ÆndringL 95 (2023-24) · bemærkning til § 2, nr. 9LOV nr 217 af 05/03/2024 · 5. marts 2024
Det fremgår af § 69, stk. 1, i retssikkerhedsloven, at Ankestyrelsen kan efterprøve retlige spørgsmål.
Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår, at det, at Ankestyrelsen kan efterprøve retlige spørgsmål, betyder, at Ankestyrelsen kan efterprøve, om der er truffet en lovlig afgørelse. Det fremgår videre, at den retlige prøvelse indeholder en række elementer, herunder almene juridiske spørgsmål, fortolkning af gældende regler, overensstemmelse med forvaltningsretlige principper, sagsbehandlingen og vurderingen af de faktiske omstændigheder, og at den retlige prøvelse af skønsmæssige afgørelser tillige omfatter en prøvelse af, om skønnet ligger inden for lovgivningens rammer for udøvelsen af skønnet, og om skønnet er foretaget lovligt, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 158 som fremsat, side 15.
Ankestyrelsens praksis er, at styrelsen i sager, som er omfattet af § 69 i retssikkerhedsloven, foretages en retlig prøvelse af førsteinstansens afgørelse. Styrelsen foretager således ikke en prøvelse af selve skønnet. Dette gælder dog ikke i sagstyper, der er omfattet af § 69, stk. 2, da der i disse foretages en fuld prøvelse, dvs. også en prøvelse af skønnet.
Det foreslås, at § 69, stk. 1, i retssikkerhedsloven affattes således: ”Ankestyrelsen kan efterprøve retlige spørgsmål, jf. dog stk. 2. ”
Formålet med den foreslåede ændring er at tydeliggøre Ankestyrelsens prøvelse i sager, hvor § 69 finder anvendelse. Den foreslåede tydeliggørelse er i overensstemmelse med Ankestyrelsens praksis efter gældende ret. Med den foreslåede ændring vil det fremgå klart, at udgangspunktet efter § 69, stk. 1, vil være, at Ankestyrelsen i de sager, der indbringes for styrelsen, og som er omfattede af § 69, vil foretage en retlig prøvelse af sagen, samt at undtagelsen hertil fremgår af § 69, stk. 2, hvorefter Ankestyrelsen foretager en fuld prøvelse af sagen, dvs. også prøver førsteinstansens skøn i en række sagstyper. Den foreslåede ændring vil ikke medføre ændringer i forhold til Ankestyrelsens prøvelse efter gældende ret, men vil tydeliggøre rækkevidden af Ankestyrelsens prøvelse, herunder at udgangspunktet er, at Ankestyrelsen foretager en retlig prøvelse.
I Ankestyrelsens retlige prøvelse vil kunne indgå en række forskellige forhold.
Det drejer sig for det første om almene juridiske spørgsmål, herunder spørgsmål om ikrafttræden og forældelse.
For det andet drejer det sig om fortolkningsspørgsmål. Dette vil f.eks. kunne være, hvis loven kan give anledning til tvivl om forståelsen af et ord eller begreb. I sådanne tilfælde vil Ankestyrelsen skulle prøve, om ordet eller begrebet er blevet fortolket korrekt. Ankestyrelsen vil i sin prøvelse skulle lægge afgørende vægt på forarbejder og lovgivers intention. Herudover vil Ankestyrelsen i relevant omfang skulle inddrage Danmarks konventionsretlige forpligtelser i overensstemmelse med fortolkningsreglen og formodningsreglen. Ankestyrelsen vil i tilfælde, hvor lovgivningen er klar og ikke giver anledning til tvivl, ikke kunne fortolke lovgivningen i strid med eller ud over lovgivningens ordlyd. Dette gælder uanset, at Ankestyrelsen vurderer, at lovgivningen fører til et åbenbart urimeligt resultat. Eksempelvis i tilfælde, hvor lovgiver har bestemt, at kommunerne gives en mulighed, men ikke en forpligtelse til at yde borgerne hjælp, ved at anvende begrebet ”kan”, vil Ankestyrelsen således ikke kunne fortolke dette således, at kommunen skal yde denne hjælp til en borger, uanset at Ankestyrelsen finder, at anvendelsen af begrebet ”kan” fører til et åbenbart urimeligt resultat.
For det tredje drejer det sig om overensstemmelsen med forvaltningsretlige principper. Ankestyrelsen vil således skulle efterprøve, om førsteinstansen har fulgt de almindelige forvaltningsretlige principper. Dette indebærer bl.a. en prøvelse af, om førsteinstansen har forfulgt et ulovligt formål (magtfordrejning), har tilsidesat lighedsgrundsætningen eller har sat skøn under regel.
For det fjerde vil Ankestyrelsen skulle prøve, om de forvaltningsretlige love og grundsætninger samt retssikkerhedslovens bestemmelser om sagsbehandlingen er fulgt, f.eks. om der er blevet foretaget partshøring, og om afgørelsen er tilstrækkeligt begrundet.
For det femte vil Ankestyrelsen skulle prøve sagens faktum. Heri ligger, at Ankestyrelsen vil skulle prøve, om sagen er tilstrækkeligt oplyst, og om de faktiske omstændigheder, som en afgørelse bygger på, er korrekte. Ankestyrelsen vil have mulighed for at forholde sig selvstændigt til de faktiske omstændigheder i sagen, herunder sagkyndige vurderinger, der indgår i bedømmelsen af de faktiske omstændigheder.
I tilfælde, hvor førsteinstansen er givet rum til at foretage et skøn i afgørelsen, vil førsteinstansens skøn typisk være et skøn, der er undergivet en række retlige begrænsninger, dvs. et retligt bundet skøn. Ved et retligt bundet skøn forstås, at loven angiver en vis ramme for førsteinstansens administration af bestemmelsen. Når der i loven er angivet en vis ramme for bestemmelsens anvendelse, er der dermed angivet en vis binding i administrationen af bestemmelsen med hensyn til, hvilke momenter der skal inddrages i vurderingen. Hvor langt denne binding rækker, afgøres ved en fortolkning af de enkelte lovbestemmelser. Hvis en bestemmelse indeholder mulighed for at foretage et skøn, vil Ankestyrelsen som led i den retlige prøvelse kunne prøve, om der er blevet foretaget et individuelt skøn, dvs. at førsteinstansen ikke har sat skøn under regel, om de kriterier, der er blevet anvendt, er lovlige, om der er taget uvedkommende hensyn, om alle relevante kriterier er inddraget, om prioriteringen mellem de valgte kriterier er i overensstemmelse med almindelige retsprincipper, f.eks. lighedsgrundsætningen, og om afvejningen er i overensstemmelse med prioriteringsregler, der eventuelt måtte være forudsat i lovgivningen.
Den foreslåede bestemmelse vil ikke finde anvendelse for sager omfattet af § 69, stk. 2, i retssikkerhedsloven, hvorefter Ankestyrelsen foretager en fuld prøvelse af sagen. Efter § 69, stk. 2, foretager Ankestyrelsen en fuld prøvelse, når det følger af anden lovgivning, og når Ankestyrelsen træffer afgørelse i klager over børne- og ungeudvalgets afgørelser efter barnets lov, over afgørelser om magtanvendelse truffet efter §§ 125, 128, 128 b, 128 c, 131 og 131 a, § 136 a, stk. 3, § 137 b, § 137 c, stk. 2, § 137 g, stk. 1 og 2, § 137 h, stk. 1, 3-5 og 7, § 137 i, stk. 1, og § 137 j, stk. 1 eller 2, i serviceloven, over afgørelser truffet af Ungdomskriminalitetsnævnet, over afgørelser truffet af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, som er omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1-4, eller stk. 2, i lov om den selvejende institution Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 980 af 9. september 2019, og over afgørelser truffet af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring efter lov nr. 1528 af 21. december 2010 om arbejdsskadesikring i Grønland.
Den foreslåede bestemmelse vil ikke medføre ændringer i forhold til Ankestyrelsens praksis efter gældende ret. Den foreslåede bestemmelse er således begrundet i ønsket om at tydeliggøre udgangspunktet om, at Ankestyrelsen foretager en retlig prøvelse, og at kun i de § 69, stk. 2, anførte sagstyper foretager Ankestyrelsen en fuld prøvelse, hvor førsteinstansens skøn prøves.
ÆndringL 94 (2022-23, 2. samling) · bemærkning til § 2, nr. 17LOV nr 753 af 13/06/2023 · 13. juni 2023
§ 69 i retssikkerhedsloven vedrører omfanget af Ankestyrelsens prøvelse i klagesager. Det fremgår således af bestemmelsen, at Ankestyrelsen kan efterprøve retlige spørgsmål.
Efter praksis er der sager, hvor Ankestyrelsen uanset § 69 foretager en fuld prøvelse af sagen. Ved fuld prøvelse forstås, at Ankestyrelsen ud over retlige spørgsmål, også kan tage stilling til den indbyrdes afvejning af de saglige hensyn, der indgår i skønnet. Ved fuld prøvelse kan Ankestyrelsen således prøve ”selve skønnet”, dvs. tilfælde, hvor der er en vis valgfrihed med hensyn til, hvilke præmisser der skal lægges til grund for afgørelsen, og hvilken vægt de skal tillægges.
Dette gælder for det første, når Ankestyrelsen behandler en klage over en afgørelse truffet af børn og unge-udvalget efter kapitel 11 i serviceloven, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, A, L 84 som fremsat, side 15.
For det andet foretager Ankestyrelsen en fuld prøvelse i behandlingen af klager over Familieretshusets afgørelse om optagelse i særlige botilbud uden samtykke efter § 131 i serviceloven, jf. Folketingstidende, 1990-91, 2. samling, tillæg A, sp. 1132.
For det tredje gælder det efter Ankestyrelsens praksis, at styrelsen foretager fuld prøvelse i behandlingen af klager over afgørelser truffet efter bestemmelserne om magtanvendelse i §§ 125, 128, 128 b, 128 c, 131 og 131 a, § 136 a, stk. 3, § 137 b, § 137 c, stk. 2, § 137 g, stk. 1 og 2, § 137 h, stk. 1, 3-5 og 7, § 137 i, stk. 1, og § 137 j, stk. 1 og 2, i serviceloven.
For det fjerde kan Ankestyrelsen foretage fuld prøvelse i behandlingen af klager over afgørelser truffet af Ungdomskriminalitetsnævnet, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 84 som fremsat, side 15.
For det femte foretager Ankestyrelsen en fuld prøvelse i behandlingen af klager over afgørelser truffet af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Det drejer sig om afgørelser efter lov om arbejdsskadesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 1186 af 19. august 2022, lov nr. 336 af 2. april 2014 om erstatning og godtgørelse til tidligere udsendte soldater og andre statsansatte med sent diagnosticeret posttraumatisk belastningsreaktion som ændret ved § 2 i lov nr. 395 af 2. maj 2016, lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl., jf. lovbekendtgørelse nr. 284 af 14. marts 2013 som ændret ved § 3 i lov nr. 395 af 2. maj 2016 og § 7 i lov nr. 285 af 29. marts 2017, og lov om erstatning til besættelsestidens ofre med senere tillæg, jf. lovbekendtgørelse nr. 279 af 14. marts 2013 som ændret ved § 4 i lov nr. 395 af 2. maj 2016 og § 6 i lov nr. 628 af 8. juni 2016, jf. § 2, stk. 1, nr. 1-4, og stk. 2, i lov om den selvejende institution Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 980 af 9. september 2019 som senest ændret ved § 17 i lov nr. 2382 af 14. december 2021, samt afgørelser efter lov om arbejdsskadesikring i Grønland, jf. lovbekendtgørelse nr. 75 af 16. januar 2017.
Det foreslås, at det indsættes som nyt stk. 2 i § 69, at Ankestyrelsen uanset § 69, stk. 1, foretager en fuld prøvelse af sagen, når Ankestyrelsen træffer afgørelse i en klage over for det første børne- og ungeudvalgets afgørelse efter barnets lov. For det andet i en klage over afgørelser truffet efter bestemmelserne om magtanvendelse i §§ 125, 128, 128 b, 128 c, 131 og 131 a, § 136 a, stk. 3, § 137 b, § 137 c, stk. 2, § 137 g, stk. 1 og 2, § 137 h, stk. 1, 3-5 og 7, § 137 i, stk. 1, og § 137 j, stk. 1 og 2, i serviceloven. For det tredje i en klage over Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelse. For det fjerde i en klage over en afgørelse truffet af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, som er omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1-4, eller stk. 2, i lov om den selvejende institution Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Og for det femte i en klage over en afgørelse truffet af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring efter lov om arbejdsskadesikring i Grønland.
Den foreslåede bestemmelse vil for det første medføre, at Ankestyrelsen i alle sager, der vedrører klage over børne- og ungeudvalgets afgørelse efter barnets lov, vil foretage en fuld prøvelse, dvs. at Ankestyrelsen også vil prøve børne- og ungeudvalgets skøn. Det fremgår af § 146, stk. 1, i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov, at børne- og ungeudvalgets afgørelser efter § 142 i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov kan indbringes for Ankestyrelsen. Det drejer sig bl.a. om afgørelser om gennemførelse af en undersøgelse efter § 23 i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov, om anbringelse uden samtykke efter § 47 i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov og om ændring af anbringelsessted uden samtykke efter § 98, stk. 4, i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov.
Den foreslåede bestemmelse vil for det andet medføre, at Ankestyrelsen i sager, vil foretage en fuld prøvelse, når Ankestyrelsen træffer afgørelse i en klage over afgørelser om magtanvendelse truffet efter bestemmelserne om magtanvendelse i §§ 125, 128, 128 b, 128 c, 131 og 131 a, § 136 a, stk. 3, § 137 b, § 137 c, stk. 2, § 137 g, stk. 1 og 2, § 137 h, stk. 1, 3-5 og 7, § 137 i, stk. 1, og § 137 j, stk. 1 og 2 i serviceloven.
Den foreslåede bestemmelse vil for det tredje medføre, at Ankestyrelsen vil foretage fuld prøvelse i sager, hvor Ungdomskriminalitetsnævnet har truffet afgørelse i sager, som kan indbringes for Ankestyrelsen efter § 55, stk. 2, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Det drejer sig blandt andet om afgørelser om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke efter § 14, stk. 2-4, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet eller afgørelser om anbringelse på en sikret institution efter § 16 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Den foreslåede bestemmelse vil endelig medføre, at Ankestyrelsen vil foretage en fuld prøvelse, når Ankestyrelsen træffer afgørelse i en klage over en afgørelse truffet af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Afgørelser truffet af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan påklages til Ankestyrelsen, når der er tale om en afgørelse efter lov om arbejdsskadesikring i Grønland, eller en afgørelse efter de i § 2, stk. 1, nr. 1-4, og stk. 2, i lov om den selvejende institution Arbejdsmarkedets Erhvervssikring nævnte love. Disse omfatter afgørelser efter lov om arbejdsskadesikring, lov om erstatning og godtgørelse til tidligere udsendte soldater og andre statsansatte med sent diagnosticeret posttraumatisk belastningsreaktion, lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl., og lov om erstatning til besættelsestidens ofre med senere tillæg.
Den foreslåede bestemmelse vil ikke medføre ændringer i forhold til gældende ret, idet Ankestyrelsen efter praksis foretager fuld prøvelse af de i den foreslåede bestemmelse anførte sagstyper. Det findes dog hensigtsmæssigt, at det fremgår eksplicit af lovteksten, i hvilke sager Ankestyrelsen foretager en fuld prøvelse. Der er således alene tale om en kodificering af praksis. For så vidt angår den foreslåede bestemmelse i § 69, stk. 2, nr. 4, om klager over afgørelser om magtanvendelse bemærkes, at det forhold, at Ankestyrelsen foretager fuld prøvelse af de i bestemmelsen omfattede afgørelser vedrørende magtanvendelse fremgår af forarbejderne til disse bestemmelser, jf. Folketingstidende 1998-99, tillæg A, side 4621.
ÆndringL 158 (2012-13) · bemærkning til § 1, nr. 38LOV nr 493 af 21/05/2013 · 21. maj 2013
Retssikkerhedslovens §§ 68-70 regulerer sagsbehandlingen i de sociale nævn, beskæftigelsesankenævnene og Ankestyrelsen. Som konsekvens af den foreslåede nedlæggelse af de sociale nævn og beskæftigelsesankenævnene foreslås bestemmelsen ændret, så den alene vedrører klager til Ankestyrelsen.
Det materielle indhold af reglerne foreslås ikke ændret.
Ankestyrelsen vil således efter § 68, stk. 1, som hidtil være uafhængig af instruktioner vedrørende afgørelse af den enkelte sag.
Som hidtil kan Ankestyrelsen efter § 69 efterprøve retlige spørgsmål, det vil sige, om der er truffet en lovlig afgørelse. Den retlige prøvelse indeholder en række elementer, herunder almene juridiske spørgsmål, fortolkning af gældende regler, overensstemmelse med forvaltningsretlige principper, sagsbehandlingen og vurderingen af de faktiske omstændigheder. Den retlige prøvelse af skønsmæssige afgørelser omfatter tillige en prøvelse af, om skønnet ligger inden for lovgivningens rammer for udøvelsen af skønnet, og om skønnet er foretaget lovligt.
ÆndringL 39 (2004-05, 2. samling) · bemærkning til § 1, nr. 44LOV nr 574 af 24/06/2005 · 24. juni 2005
Det foreslås, at bestemmelsen i § 69 om retlig prøvelse også skal gælde for beskæftigelsesankenævnene. Bestemmelsen gælder allerede for de sociale nævn og Ankestyrelsen og vil således også gælde for beskæftigelsesudvalget under Ankestyrelsen.
ÆndringL 169 (2001-02, 2. samling) · bemærkning til § 1, nr. 1LOV nr 401 af 06/06/2002 · 6. juni 2002
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 69.