Retssikkerhedsloven

Retssikkerhedsloven § 60

Gældende tekst efter LBK nr 680 af 03/08/2026.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 10 – Almindelige klageregler m.v. · Klageadgang og behandling af sager om uenighed

§ 60.

Når det fremgår af lovgivningen, kan kommunalbestyrelsens afgørelser og afgørelser efter § 109, stk. 4, og § 110, stk. 4, i lov om social service, der træffes af lederen af boformen, indbringes for Ankestyrelsen eller Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg.

Stk. 2.

Det er kun den person, som afgørelsen vedrører, der kan klage over afgørelsen.

Dog kan klager over afgørelser i spørgsmål om konkurrenceforvridning efter §§ 64, 80, 88 og 94 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og § 15 b i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. tillige indbringes for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af an‌dre, som har en væsentlig interesse i afgørelsen.

Stk. 3.

Afgørelser om det generelle serviceniveau, herunder hvilke tilbud og pladser der skal være til rådighed i kommunen og takster for tilbuddene, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 680 af 03/08/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Retssikkerhedsloven § 60

Senere ændringer

ÆndringL 66 (2025-26) · bemærkning til § 14, nr. 1LOV nr 1750 af 29/12/2025 · 29. december 2025

Efter § 60, stk. 1, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område kan kommunalbestyrelsens, herunder jobcenterets, afgørelser og afgørelser efter § 109, stk. 4, og § 110, stk. 4, i lov om social service, der træffes af lederen af boformen, indbringes for Ankestyrelsen eller Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, når det fremgår af lovgivningen.

Det foreslås i lovens § 60, stk. 1 , at », herunder jobcenteret,« udgår.

Forslaget er en konsekvens af at ophæve kravet om, at den kommunale beskæftigelsesindsats skal være samlet i et jobcenter, jf. lovforslagets § 2, nr. 5, og vil således ikke medføre materielle ændringer af bestemmelsen.

ÆndringL 104 (2023-24) · bemærkning til § 3, nr. 1LOV nr 329 af 09/04/2024 · 9. april 2024

Det fremgår af § 60, stk. 1, i retssikkerhedsloven, at når det fremgår af lovgivningen, kan kommunalbestyrelsens, herunder jobcenterets, afgørelser og afgørelser efter § 109, stk. 3, og § 110, stk. 4, i serviceloven, der træffes af lederen af boformen, indbringes for Ankestyrelsen eller Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg.

Som konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 3, som bl.a. vil medføre, at § 109, stk. 3, i serviceloven vil blive til § 109, stk. 4, foreslås det i retssikkerhedslovens § 60, stk. 1, at ændre »§ 109, stk. 3« til »§ 109, stk. 4«.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i de almindelige bemærkninger.

ÆndringL 64 (2022-23, 2. samling) · bemærkning til § 2, nr. 2LOV nr 482 af 12/05/2023 · 12. maj 2023

Det fremgår af § 60 i retssikkerhedsloven, at når det fremgår af lovgivningen, kan kommunalbestyrelsens, herunder jobcenterets, afgørelser og afgørelser efter § 109, stk. 3, og § 110, stk. 3, i serviceloven, der træffes af lederen af boformen, indbringes for Ankestyrelsen eller Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg.

Som konsekvens af, at § 110 i serviceloven ændres, således at »§ 110, stk. 3« ændres til »§ 110, stk. 4«, ændres også i § 60 i retssikkerhedsloven , således, at »§ 110, stk. 3« i stedet bliver til »§ 110, stk. 4«.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

ÆndringL 210 (2018-19) · bemærkning til § 14, nr. 1LOV nr 551 af 07/05/2019 · 7. maj 2019

Efter gældende § 60 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område gælder den hovedregel, at når det fremgår af lovgivningen, kan kommunalbestyrelsens, herunder jobcenterets, afgørelser indbringes for Ankestyrelsen eller Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg. Det er som udgangspunkt kun den person, som afgørelsen vedrører, der kan klage over afgørelsen.

Som en undtagelse til reglen om, hvem der er klageberettiget, er i § 60, stk. 2, 2. pkt. fastsat, at klager over afgørelser i spørgsmål om konkurrenceforvridning efter § 33, stk. 1, og §§ 49 og 65 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats tillige indbringes for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af andre, som har en væsentlig interesse i afgørelsen.

Efter gældende § 33 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats må produktion og afsætning af produkter i forbindelse med særligt tilrettelagte projekter eller uddannelsesforløb, jf. § 32, stk. 1, nr. 2, ikke være konkurrenceforvridende.

Efter gældende § 49 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats må etablering af virksomhedspraktik, jf. §§ 42 og 42 a, ikke være konkurrenceforvridende.

Efter gældende § 65 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats må udbetaling af tilskud ikke være konkurrenceforvridende.

Det foreslås, at henvisningen til reglerne om konkurrenceforvridning i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats ændres fra konkurrenceforvridning efter § 33, stk. 1, og §§ 49 og 65 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats til konkurrenceforvridning efter §§ 64, 80, 88 og 94 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats samt § 15 b i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte forslag til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, hvor reglerne om konkurrenceforvridning foreslås placeret i §§ 94, 64, 80 og 88.

Med den foreslåede ændring bringes henvisningerne i § 60, stk. 2, 2. pkt. i § 60 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område i overensstemmelse med de foreslåede regler i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. De foreslåede ændringer medfører ikke indholdsmæssige ændringer.

Der henvises til punkt 2.8.1.2. i de almindelige bemærkninger.

ÆndringL 150 (2016-17) · bemærkning til § 3, nr. 2LOV nr 660 af 08/06/2017 · 8. juni 2017

Efter den gældende bestemmelse i § 60, stk. 1, i retssikkerhedsloven kan kommunalbestyrelsens, herunder jobcenterets afgørelser, indbringes for Ankestyrelsen eller Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, når dette fremgår af lovgivningen. Efter retssikkerhedslovens § 60, stk. 1, kan kommunalbestyrelsens afgørelser således kun indbringes for Ankestyrelsen i det omfang, dette i øvrigt fremgår af lovgivningen.

Efter den gældende bestemmelse i servicelovens § 166, stk. 1, kan kommunalbestyrelsens afgørelser efter serviceloven indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i retssikkerhedslovens kapitel 10, medmindre andet er fastsat i serviceloven eller retssikkerhedsloven. Ankestyrelsen har i principafgørelse nr. 60-14 fastslået, at lederens afgørelse om optagelse på eller om udskrivning fra ophold på et forsorgshjem ikke kan påklages til Ankestyrelsen, da der ikke er hjemmel hertil i serviceloven.

Ved lovforslagets § 1, nr. 15, foreslås der som noget nyt indsat en bestemmelse i servicelovens § 166, stk. 2, hvorefter afgørelser efter servicelovens § 109, stk. 3, og § 110, stk. 3, der træffes af lederen af boformen, kan indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i retssikkerhedslovens kapitel 10. Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 15, forudsætter således, at reglerne i retssikkerhedslovens kapitel 10 finder anvendelse, når afgørelser efter servicelovens § 109, stk. 3, og § 110, stk. 3, der træffes af lederen af boformen, kan indbringes for Ankestyrelsen.

For at sikre dette foreslås det ved en ændring af retssikkerhedslovens § 60, stk. 1, at også afgørelser efter § 109, stk. 3, og § 110, stk. 3, i serviceloven, der træffes af lederen af boformen, kan indbringes for Ankestyrelsen, når dette fremgår af lovgivningen.

Den foreslåede ændring indebærer således, at i tilfælde, hvor boformslederens afgørelser efter § 109, stk. 3, og § 110, stk. 3, i lov om social service indbringes for Ankestyrelsen, og hvor der efter den foreslåede ændring af servicelovens § 166, stk. 2, er klageadgang, jf. lovforslagets § 1, nr. 15, vil reglerne i retssikkerhedslovens kapitel 10 finde anvendelse.

Den foreslåede ændring af retssikkerhedslovens § 60, stk. 1, er således en konsekvens af den foreslåede ændring af servicelovens § 166, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 15, og indebærer, at der kun er adgang til klage i det omfang, det følger af den foreslåede ændring af servicelovens § 166, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.12.3 i de almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 1, nr. 15.

ÆndringL 158 (2012-13) · bemærkning til § 1, nr. 27LOV nr 493 af 21/05/2013 · 21. maj 2013

Den generelle klageregel i retssikkerhedsloven er i dag, at kommunalbestyrelsens afgørelser kan indbringes for de sociale nævn, jf. retssikkerhedslovens § 60, og for beskæftigelsesankenævnene, jf. § 51 i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, når det fremgår af lovgivningen.

I de enkelte sociale love er fastsat, i hvilket omfang klager over afgørelser efter lovene kan indbringes for de sociale nævn og beskæftigelsesankenævnene. Det er hovedreglen i langt de fleste love på det sociale område og det beskæftigelsesmæssige område, at kommunernes, herunder jobcentrenes afgørelser kan indbringes for de sociale nævn eller beskæftigelsesankenævnene.

Med dette lovforslag foreslås, at der indføres en ny klagestruktur, hvor de sociale nævn og beskæftigelsesankenævnene nedlægges, og klager i stedet kan indbringes for Ankestyrelsen. Der henvises til de almindelige bemærkninger i afsnit 3.1.3. om den foreslåede ordning – en forenklet klagestruktur.

Retssikkerhedslovens § 60, stk. 1, foreslås således ændret, så det heri fastsættes, at kommunalbestyrelsens, herunder jobcenterets afgørelser kan indbringes for Ankestyrelsen eller Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, når det fremgår af lovgivningen. Samtidig foreslås § 51 i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats ophævet i lovforslagets § 9, nr. 1.

De enkelte sociale love foreslås samtidig ændret således, at det heri fastsættes, at klager over afgørelser efter lovene kan indbringes for Ankestyrelsen eller Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg. Det henvises herom til lovforslagets §§ 2-23.

ÆndringL 158 (2012-13) · bemærkning til § 1, nr. 28LOV nr 493 af 21/05/2013 · 21. maj 2013

Der er tale om en redaktionel ændring af § 60, stk. 2, som følge af, at klagesager på det beskæftigelsesmæssige område efter forslaget ikke indbringes for beskæftigelsesankenævnene, der nedlægges, men for Ankestyrelsen.

ÆndringL 169 (2009-10) · bemærkning til § 1, nr. 7LOV nr 550 af 26/05/2010 · 26. maj 2010

Efter retssikkerhedslovens § 60 kan kommunens afgørelser, når det fremgår af lovgivningen, indbringes for det sociale nævn.

Afgørelser efter lov om social service kan efter lovens § 166, medmindre andet er fastsat i loven, indbringes for det sociale nævn efter reglerne i retssikkerhedslovens kapitel 10

Det foreslås, at den rette klageinstans for en afgørelse efter serviceloven, der er truffet af en kommunalbestyrelse efter bemyndigelse efter den foreslåede § 9, stk. 9, i retssikkerhedsloven, (jf. lovforslagets § 1, nr. 2,) er det sociale nævn, som den delegerende kommune, dvs. borgerens handlekommune efter serviceloven, hører under. Det er således det samme nævn, der skal behandle en klage, uanset om handlekommunen har delegeret udøvelsen af en myndighedsopgave til borgerens opholdskommune. Delegation af udøvelsen af en opgave efter serviceloven fra en handlekommune, der ligger i én region, til en opholdskommune, der ligger i en anden region, fører således ikke til, at en klage skal indbringes for det sociale nævn, som den bemyndigede kommune hører under.

ÆndringL 185 (2008-09) · bemærkning til § 20, nr. 1LOV nr 483 af 12/06/2009 · 12. juni 2009

Der er tale om konsekvensændringer som følge af forslaget om overgang til et enstrenget kommunalt beskæftigelsessystem.

ÆndringL 39 (2004-05, 2. samling) · bemærkning til § 1, nr. 39LOV nr 574 af 24/06/2005 · 24. juni 2005

Efter de gældende regler kan afgørelser, som kommunen og amtskommunen træffer efter den sociale lovgivning, indbringes for det sociale nævn. Det foreslås at ændre bestemmelsen, således at afgørelser truffet af amtskommunen udgår som konsekvens af, at amtskommunerne ikke længere vil eksistere. Som noget nyt foreslås det præciseret i § 60, stk. 1, at kommunens og statens afgørelser i et jobcenter efter lovgivningen på beskæftigelsesministerens område og visse sager efter integrationsloven ikke kan indbringes for de sociale nævn, men kan indbringes for de beskæftigelsesankenævn, som nedsættes efter lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats. Der henvises til beskæftigelsesministerens lovforslag, som fremsættes samtidig.

Bestemmelsen, hvorefter det kun er den person, som afgørelsen vedrører, der kan klage over afgørelsen, foreslås videreført i § 60, stk. 2, således at den gælder for såvel de sociale nævn som for beskæftigelsesankenævnene. Som en undtagelse hertil indsættes en bestemmelse, hvorefter klager over afgørelser i spørgsmål om konkurrenceforvridning efter § 33, stk.1, og §§ 49 og 65 i lov om aktiv beskæftigelsesindsats tillige kan indbringes for beskæftigelsesankenævnet af andre, som har en væsentlig interesse i afgørelsen. Efter de nævnte bestemmelser i lov om aktiv beskæftigelsesindsats er der forbud mod konkurrenceforvridning i forbindelse med tilbud om vejledning og opkvalificering, virksomhedspraktik og ansættelser med løntilskud.

Den gældende § 60, stk. 2, om afgørelser om det generelle serviceniveau og takster videreføres uændret som § 60, stk. 3.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 60.