Retssikkerhedsloven § 90

Det fremgår af § 90, stk. 1, i retssikkerhedsloven, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland. Efter § 90, stk. 2, kan social- og boligministeren efter aftale med Færøernes landsstyre og Grønlands Naalakkersuisut fastsætte, at hjælp efter lov om social service til personer, der er visiteret til boformer eller boliger i Danmark efter regler fastsat i medfør af § 196, stk. 2, 1. pkt., i lov om social service, uanset denne lovs § 9, stk. 1, jf. stk. 2, ydes af den visiterende færøske eller grønlandske myndighed.

Det foreslås, at i § 90, stk. 2, indsættes efter »Social- og boligministeren« », på ældreområdet efter forhandling med ældreministeren«, efter »efter lov om social service« indsættes »og ældreloven«, og efter »§ 196, stk. 2, 1. pkt., i lov om social service« indsættes »og § 48 i ældreloven«.

Med det samtidigt fremsatte forslag til ældreloven foreslås det bl.a., at hovedparten af de bestemmelser i serviceloven, der vedrører ældreområdet, skal flyttes til og videreføres (nogle med mindre justeringer) i den foreslåede nye ældrelov.

Da ældreområdet med forslaget til ældreloven dermed vil blive udskilt fra serviceloven til en særskilt lov, som udelukkende vil høre under ældreministerens ressortområde, vurderes der at være behov for at indføre en bestemmelse om, at social- og boligministerens fastsættelse af, at hjælp efter de bestemmelser i serviceloven, der med forslaget til ældreloven forslås flyttet til denne nye lov, ydes af den visiterende færøske eller grønlandske myndighed, skal ske efter forhandling med ældreministeren. Endvidere vil der være behov for, at henvisningen til serviceloven i § 90, stk. 2, i retssikkerhedsloven udvides med en henvisning til den foreslåede nye ældrelov. Det vil tillige være behov for, at henvisningen til § 196, stk. 2, 1. pkt., i serviceloven udvides med en henvisning til § 48 i den foreslåede ældrelov. Med forslaget vil disse ændringer således blive foretaget.

Der henvises til § 48 i den foreslåede ældrelov og bemærkningerne hertil.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det fremgår af § 90, stk. 1, i retssikkerhedsloven, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland. Efter § 90, stk. 3, kan social- og boligministeren fastsætte særlige regler om handlekommuneforholdet efter ophør af en grønlandsk eller færøsk borgers ophold i et tilbud i Danmark på baggrund af en aftale mellem en dansk kommune og en grønlandsk eller færøsk social myndighed efter regler udstedt i medfør af § 196, stk. 2, i lov om social service eller § 214, stk. 3, i barnets lov.

Det foreslås, at i § 90, stk. 3, ændres »eller § 214, stk. 3, i barnets lov« til », § 214, stk. 3, i barnets lov eller § 48, stk. 2, i ældreloven«.

Med det samtidigt fremsatte forslag til ældreloven er det bl.a. hensigten, at hovedparten af de bestemmelser, der i dag regulerer ældreområdet, skal flyttes fra serviceloven til ældreloven. Det er derfor nødvendigt, at henvisningen til servicelovens § 196, stk. 2, i § 90, stk. 3, i retssikkerhedsloven udvides med en henvisning til § 48, stk. 2, i den foreslåede ældrelov. Med forslaget vil der blive indsat denne henvisning.

Der henvises til punkt 2.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det fremgår af § 90, stk. 1, i retssikkerhedsloven, at loven ikke finder anvendelse for Færøerne og Grønland. Tilsvarende fremgår af § 196, stk. 1, i serviceloven og § 214, stk. 1, i barnets lov, at disse love heller ikke finder anvendelse for Færøerne og Grønland.

Social- og boligministeren er dog ved § 196, stk. 2, i serviceloven og § 214, stk. 3, i barnets lov givet bemyndigelse til at fastsætte visse regler vedrørende grønlandske og færøske borgere efter aftale med Færøernes landsstyre og Grønlands Naalakkersuisut. Ministeren kan således efter § 196, stk. 2, 1. pkt., i serviceloven og § 214, stk. 3, 1. pkt., i barnets lov fastsætte regler om visitation, betaling og refusion, handleplaner, handle- og betalingskompetence, lovvalg samt besøgsrejser m.v., når personer på foranledning af færøske eller grønlandske sociale myndigheder får ophold i Danmark og modtager tilbud efter serviceloven hhv. barnets lov.

Bemyndigelserne i serviceloven og barnets lov er anvendt til at fastsætte regler i Grønlandsbekendtgørelsen og Færøbekendtgørelsen. Disse to bekendtgørelser indeholder bl.a. regler om aftaler mellem danske hhv. grønlandske og færøske sociale myndigheder om en borgers døgnophold i sociale tilbud, lovvalg, handleplan, tilsyn, magtanvendelse, ændringer i indsatsen, ophør af indsatsen, betalingsansvar og besøgsrejser.

Grønlandsbekendtgørelsen og Færøbekendtgørelsen ophører med at finde anvendelse, når borgerens ophold på baggrund af myndighedernes aftale efter hhv. Grønlandsbekendtgørelsen og Færøbekendtgørelsen ophører. Ophør kan f.eks. skyldes, at borgeren forlader tilbuddet, eller at borgeren af en dansk ret dømmes til anbringelse på en institution. I sådanne tilfælde vil de almindelige regler om handlekommuneforholdet i §§ 9 og 9 a i retssikkerhedsloven finde anvendelse i bestemmelsen af, hvilken dansk kommune der er handlekommune for borgeren og dermed skal yde hjælp og støtte og har finansieringsansvaret herfor.

Det foreslås, at det indsættes som en ny bestemmelse i § 90, stk. 3, i retssikkerhedsloven, at social- og boligministeren kan fastsætte særlige regler om handlekommuneforholdet efter ophør af en grønlandsk eller færøsk borgers ophold i et tilbud i Danmark på baggrund af en aftale mellem en dansk kommune og en grønlandsk eller færøsk social myndighed efter regler udstedt i medfør af § 196, stk. 2, i serviceloven eller § 214, stk. 3, i barnets lov.

Med den foreslåede bemyndigelse vil social- og boligministeren kunne fastsætte generelle regler om handlekommuneforholdet for en borger, når borgeren har haft ophold i et tilbud i Danmark på baggrund af en dansk kommunes aftale med en grønlandsk eller færøsk social myndighed efter Grønlandsbekendtgørelsen eller Færøbekendtgørelsen, når dette ophold er ophørt, og borgeren fortsat opholder sig i Danmark. I sådanne tilfælde vil handlekommuneforholdet efter gældende ret blive fastlagt efter reglerne i §§ 9 eller 9 a i retssikkerhedsloven. Der vil således med hjemmel i den foreslåede bemyndigelse i § 90, stk. 3, kunne fastsættes regler, der fraviger bestemmelserne i §§ 9 og 9 a.

Den foreslåede bemyndigelse forventes anvendt til at fastsætte særlige regler om, at den kommune, der har indgået aftale med en grønlandsk eller færøsk myndighed efter Grønlandsbekendtgørelsen eller Færøbekendtgørelsen om en borgers ophold i et tilbud i Danmark, vedbliver at være handlekommune for borgeren, når opholdet ophører, såfremt borgeren fortsat opholder sig i Danmark. Dette er relevant, idet borgeren kan have haft ophold i et tilbud beliggende i en anden kommune end den kommune, der indgik aftalen med de grønlandske eller færøske myndighed. Der forventes således fastsat regler om, at uanset i hvilken kommune borgeren har haft bopæl, vil det være den kommune, der har indgået aftalen med den grønlandske eller færøske myndighed, der er handlekommune for borgeren, hvis borgeren f.eks. dømmes af en dansk ret til anbringelse på en institution. Der forventes fastsat regler om, at handlekommuneforpligtelsen vedbliver at være pålagt den kommune, der har indgået aftalen, så længe borgeren har ophold i et botilbud m.v. omfattet af § 9, stk. 3, i retssikkerhedsloven, eller hvis der er tale om et barn, så længe barnet har ophold på et tilbud efter barnets lov.

Den foreslåede bemyndigelse er begrundet i, at der bør være klarhed om borgernes handlekommuneforhold, dvs. hvilken kommune der skal yde hjælp og støtte til en borger og afholde udgifterne hertil, og at den kommune, der har indgået aftale med en grønlandsk eller færøsk myndighed, findes nærmest til at bære handlekommuneansvaret, uanset at borgeren har haft ophold i et tilbud, der er beliggende i en anden kommune.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.5.2 og 2.5.3.

Efter retssikkerhedslovens § 9, stk. 2, jf. stk. 1, er udgangspunktet, at den kommune, hvor borgeren bor eller sædvanligvis opholder sig, har pligt til at yde hjælp. Hvis en person har ophold i en kommune i Danmark og har ret til hjælp efter serviceloven, er det således som udgangspunkt denne kommune, der har pligt til at yde denne hjælp. I visse tilfælde, hvor en borger efter medvirken fra en tidligere opholdskommune eller anden offentlig myndighed har fået ophold i en boform i en anden kommune, påhviler pligten til at yde hjælp dog efter retssikkerhedslovens § 9, stk. 7, den hidtidige opholdskommune. Reglerne herom gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. retssikkerhedslovens § 90.

Fravigelse af retssikkerhedslovens bestemmelser om, hvilken myndighed der har pligt til at yde hjælp, forudsætter en hjemmel i denne lov. Med henblik på udformning af en bekendtgørelse herom foreslås i lovforslagets § 2, nr. 14 , indsat en sådan hjemmel parallelt med bemyndigelsen i servicelovens § 196, stk. 2, til fastsættelse af regler om, at hjælp efter serviceloven under ophold i botilbud m.v. i Danmark for personer, der er visiteret hertil efter bestemmelser fastsat i medfør af serviceloven § 196, stk. 2, 1. pkt., ydes af den visiterende færøske henholdsvis grønlandske myndighed.

Der ændres ikke med forslaget på det grundlæggende princip, at bemyndigelsen til at fastsætte regler om forhold, hvor personer på foranledning af færøske eller grønlandske sociale myndigheder får ophold i Danmark og modtager tilbud efter serviceloven, og personer fra Danmark får ophold på Færøerne eller i Grønland på foranledning af danske sociale myndigheder, kun kan udnyttes efter aftale med Færøernes landsstyre og Grønlands Naalakkersuisut.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger afsnit 2.5.2.

Kontanthjælp udbetales normalt som et månedligt beløb bagud. Kommunen kan undtagelsesvis udbetale hjælpen på anden måde, herunder for kortere perioder, hvis personen, uanset vejledning om hvordan pågældende ved egen hjælp kan få styr på økonomien, ikke skønnes selv at kunne administrere kontante beløb.

Det er en forudsætning for at administrere hjælpen, at kommunen først har forsøgt at vejlede ansøgeren eller modtageren om, hvordan den pågældende kan få styr på sin økonomi. Hvis kommunen imidlertid vurderer, at vejledning vil være helt nytteløs, kan den dog umiddelbart overtage administrationen af hjælpen.

Administrationen kan f.eks bestå i, at kommunen betaler rimelige faste udgifter, f.eks. husleje, direkte til kreditor, at kommunen udleverer naturalydelser/rekvisitioner, eller at kommunen udbetaler hjælpen for kortere perioder.

I tillæg til de eksisterende muligheder for at træffe afgørelse om administration af kontanthjælp foreslås det tydeliggjort, at det kan være anledning til at træffe afgørelse om administration, at en person gentagne gange har misligholdt huslejebetalingen, eller at en persons udlejer har indgivet anmodning til fogedretten om personens udsættelse af et beboelseslejemål på grund af betalingsmisligholdelse.

Det foreslås endvidere, at det i disse tilfælde ikke er en betingelse for at træffe afgørelse om administration, at kommunen først har forsøgt at vejlede ansøgeren eller modtageren om, hvordan den pågældende kan få styr på sin økonomi. Det betyder, at kommunen sideløbende med, at den vejleder ansøgeren eller modtageren om, hvordan den pågældende kan få styr på sin økonomi, kan iværksætte administration af kontanthjælpen.

I medfør af § 40 i integrationsloven finder reglerne om udbetaling af hjælp i kapitel 11 i aktivloven tilsvarende anvendelse på ydelser udbetalt i medfør af kapitel 5 og 6 i integrationsloven. Hermed får den her foreslåede ændring af aktivlovens § 90 tilsvarende virkning for administration af integrationsydelse.