Retssikkerhedsloven

Retssikkerhedsloven § 8

Gældende tekst efter LBK nr 680 af 03/08/2026.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 2 – Borgeren · Erhvervsrettede foranstaltninger

§ 8.

Socialministeren kan fastsætte regler for behandling og opfølgning af sagerne, herunder særlige tidsfrister for visse typer sager, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2.

Børne-, ældre- og boligministeren kan fastsætte regler for behandling og opfølgning af sager efter §§ 6, 10, 13, 14 og 16-26, § 33, stk. 5, og § 47 i ældreloven og §§ 6, 7 og 9 i lov om ældretilsyn, herunder særlige tidsfrister for visse typer af sager.

Stk. 3.

Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler for behandling og opfølgning af sager på beskæftigelsesområdet, herunder særlige tidsfrister for visse typer af sager.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 680 af 03/08/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Retssikkerhedsloven § 8

Senere ændringer

ÆndringL 92 (2024-25) · bemærkning til § 2, nr. 3LOV nr 1703 af 30/12/2024 · 30. december 2024

Det fremgår af § 8, stk. 1, i retssikkerhedsloven, at social- og boligministeren kan fastsætte regler for behandling og opfølgning af sagerne, herunder særlige tidsfrister for visse typer sager, jf. dog stk. 2 og 3. Det følger af § 8, stk. 2, at ældreministeren kan fastsætte regler for behandling og opfølgning af sager efter §§ 79, 79 a, 83-84, 86, 88, 90-94 a, 119-122, 151-151 c, § 161, stk. 2 og 3, og §§ 192 og 192 a i lov om social service og § 90, nr. 1-3 og 11, i barnets lov, herunder særlige tidsfrister for visse typer af sager.

Det foreslås, at i § 8, stk. 2, ændres »§§ 79, 79 a, 83-84, 86, 88, 90-94 a, 119-122, 151-151 c, § 161, stk. 2 og 3, og §§ 192 og 192 a i lov om social service og § 90, nr. 1-3 og 11, i barnets lov« til »§§ 6, 10, 13, 14, 16-26, § 33, stk. 5, og § 47 i ældreloven og §§ 6, 7 og 9 i lov om ældretilsyn«.

Med det samtidigt fremsatte forslag til ældreloven er det bl.a. hensigten, at hovedparten af de bestemmelser, der i dag regulerer ældreområdet, skal flyttes fra serviceloven til ældreloven. Det er derfor nødvendigt, at henvisningerne i § 8, stk. 2, til en række bestemmelser i serviceloven, bliver ændret til en henvisning til en række bestemmelser i den foreslåede ældrelov. Med forslaget vil disse henvisninger blive ændret.

Det bemærkes, at det med det samtidigt fremsatte forslag til ældreloven bl.a. foreslås, at der indsættes bestemmelser, der svarer til §§ 83, 83 a, 84 og 86 i serviceloven, sådan at ældre omfattet af målgruppen for den foreslåede ældrelov, fremover vil kunne modtage hjælp og støtte m.v. efter de foreslåede §§ 10, 13, 14, 16 og 17 i ældreloven. Samtidig foreslås det, at personer, der kan modtage hjælp og støtte efter disse foreslåede bestemmelser i ældreloven, ikke skal kunne modtage hjælp og støtte efter §§ 83, 83 a, 84 og 86 i serviceloven (se lovforslagets § 1, nr. 1 og 2, og bemærkningerne hertil). Den foreslåede ændring af § 8, stk. 2, i retssikkerhedsloven vil derfor samtidig medføre, at det fremover vil være social- og boligministeren, der efter § 8, stk. 1, vil kunne fastsætte regler for behandling og opfølgning af sagerne, herunder særlige tidsfrister for visse typer sager, i relation til sager efter §§ 83, 83 a, 84 og 86 i serviceloven.

Med det samtidigt fremsatte forslag til lov om ældretilsyn er det bl.a. hensigten at etablere et nye ældretilsyn pr. 1. juli 2025, hvor hhv. kommunernes ældretilsyn og det statslige ældretilsyn i regi af Styrelsen for Patientsikkerhed ophører, jf. i § 1, nr. 17, § 5, nr. 1 og § 6, nr. 1 i dette lovforslag. Det er derfor nødvendigt, at henvisningerne i §§ 151-151 c i serviceloven bliver ændret til henvisninger i den foreslåede lov om ældretilsyn, som angår ældretilsynets opstartsmøde til plejeenhederne, jf. § 6, og ældretilsynets tilsyn med kvalitet i helhedsplejen samt ældretilsynets sanktionsmuligheder i den forbindelse, jf. §§ 7 og 9. Med forslaget vil disse henvisninger blive ændret.

Der henvises til §§ 10, 13, 14, 16 og 17 og bemærkningerne hertil i det samtidigt fremsatte forslag til ældreloven og til §§ 6, 7 og 9 og bemærkningerne hertil i det samtidigt fremsatte forslag til lov om ældretilsyn.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

ÆndringL 94 (2022-23, 2. samling) · bemærkning til § 2, nr. 3LOV nr 753 af 13/06/2023 · 13. juni 2023

Det fremgår af § 8, stk. 2, i retssikkerhedsloven, at social- og boligministeren kan fastsætte regler for behandling og opfølgning af sager efter §§ 79, 79 a, 83-84, 86, 88, 90-94 a, 119-122, 151-151 c, § 161, stk. 2 og 3, og §§ 192 og 192 a i serviceloven, herunder særlige tidsfrister for visse typer af sager. Bemyndigelsen er anvendt til at fastsætte regler i bekendtgørelse nr. 39 af 20. januar 2012 om vurdering af nedsat funktionsevne som grundlag for tildeling af handicapkompenserende ydelser.

Det fremgår af § 44 i serviceloven, at bestemmelserne i § 83, § 84, stk. 1, og § 86, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse vedrørende børn, der har behov herfor. Efter § 83 skal kommunalbestyrelsen tilbyde personlig hjælp og pleje, hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet og madservice, efter § 84, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen skal afløsning eller aflastning til ægtefælle, forældre eller andre nære pårørende, der passer en person med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, og efter § 86, stk. 2, skal kommunalbestyrelsen tilbyde hjælp til at vedligeholde fysiske eller psykiske færdigheder til personer, som på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer har behov herfor. Herudover finder bestemmelserne i §§ 119-122 om plejevederlag for pasning af døende nærtstående også anvendelse, når den døende er et barn eller en ung under 18 år.

Det foreslås, at der i § 8, stk. 2, indsættes en henvisning til § 90, nr. 1-3 og 11, i barnets lov.

Den foreslåede ændring vil betyde, at social- og boligministeren vil kunne fastsætte regler for behandling og opfølgning af sager efter § 90, nr. 1-3 og 11, i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov.

Den foreslåede tilføjelse af § 90, nr. 1-3 og 11, i barnets lov til bemyndigelsesbestemmelsen i § 8, stk. 2, i retssikkerhedsloven er begrundet i, at bestemmelserne om hjælp og støtte til børn og unge i serviceloven, herunder § 44, med lovforslagets § 1 foreslås ophævet. Samtidigt foreslås bestemmelserne med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov videreført i en selvstændig lov – barnets lov, hvor også de bestemmelser i serviceloven, der efter gældende ret gælder både for børn, unge og voksne såsom §§ 119-122 i serviceloven, vil indgå særskilt for hjælpen til børn og unge under 18 år. Der vil således være behov for en ændring af § 8, stk. 2, i retssikkerhedsloven, så social- og boligministeren fortsat vil være bemyndiget til at fastsætte regler for behandling og opfølgning af sager om hjælp til børn og unge under 18 år i form af personlig hjælp og pleje, hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet, madservice, aflastning, hjælp til vedligeholdelse af fysiske eller psykiske færdigheder og plejevederlag ved pasning af døende nærtstående. Den foreslåede ændring vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.7.1.2 og 2.7.1.3.

ÆndringL 138 (2017-18) · bemærkning til § 4, nr. 1LOV nr 442 af 08/05/2018 · 8. maj 2018

Efter gældende regler i retssikkerhedslovens § 8, stk. 1 og 2, kan henholdsvis børne- og socialministeren og ældreministeren fastsætte regler for behandling og opfølgning af sager, herunder særlige tidsfrister for visse typer af sager, indenfor deres respektive ressortområder.

Ved kongelig resolution af 28. juni 2015 blev det bestemt, at ressortansvaret for sager vedrørende ydelser til personer, der permanent er uden for arbejdsmarkedet samt en række særydelser, herunder folkepension, førtidspension, boligstøtte, børnetilskud samt hjælp til betaling af enkeltudgifter efter aktivloven skulle overføres fra det ved den kongelige resolution oprettede Social- og Indenrigsministerium til Beskæftigelsesministeriet. Samtidig blev ressortansvaret for en række sager efter lov om social service overført til det ved samme resolution oprettede Sundheds- og Ældreministerium.

Ved lov nr. 380 af 27. april 2016 blev der tilføjet et nyt stk. 2 til § 8 om sundheds- og ældreministerens (nu ældreministerens) kompetence til regelfastsættelse indenfor sit ressortområde. Der blev ikke samtidig tilføjet et tilsvarende nyt stk. 3 om beskæftigelsesministerens kompetence som ressortansvarlig på beskæftigelsesområdet.

Det foreslås, at konsekvenser af ressortomlægningen præciseres ved tilføjelse af en henvisning til et nyt stk. 3 i bemyndigelsesbestemmelsen i retssikkerhedslovens § 8, stk. 1. Hermed præciseres det, at børne- og socialministerens bemyndigelse til at fastsætte regler for behandling og opfølgning af sagerne, ikke gælder for sager inden for beskæftigelsesministerens ressortområde.

Med forslaget om tilføjelse af et nyt stk. 3 til retssikkerhedslovens § 8 fastslås det, at det er beskæftigelsesministeren, der kan fastsætte regler for behandling og opfølgning af sager på beskæftigelsesområdet, herunder særlige tidsfrister for visse typer af sager.

Bemyndigelsen til at beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler for sagsbehandling m.v. på beskæftigelsesområdet omfatter de lovområder, som retssikkerhedsloven gælder for inden for beskæftigelsesministerens ressort.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger under pkt. 2.6.

ÆndringL 129 (2015-16) · bemærkning til § 1, nr. 2LOV nr 380 af 27/04/2016 · 27. april 2016

Det følger af retssikkerhedslovens § 8, at social- og indenrigsministeren kan fastsætte regler for behandling og opfølgning af sagerne, herunder særlige tidsfrister for visse typer af sager.

Ved kongelig resolution af 28. juni 2015 er det bestemt, at ressortansvaret for sager vedrørende ældreområdet overføres fra det ved den kongelige resolution oprettede social- og indenrigsministerium til Sundheds- og Ældreministeriet, jf. punkt 2.4. i de almindelige bemærkninger.

Forslaget til ændring af § 8 betyder, at den minister, der er ressortansvarlig for servicelovens enkelte bestemmelser om tilbud og ydelser til borgeren, har kompetencen til alene at fastsætte regler for behandling og opfølgning af sagerne på deres respektive områder, herunder særlige tidsfrister for visse typer af sager.

Der er i øvrigt ikke med forslaget tilsigtet indholdsmæssige ændringer af bestemmelserne.

ÆndringL 73 (2006-07) · bemærkning til § 14, nr. 1LOV nr 1545 af 20/12/2006 · 20. december 2006

Lov nr. 574 af 24. juni 2005 indeholder konsekvensændringer i bl.a. lov om retssikkerhed og administration på det sociale område som følge af kommunalreformen. I ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelsen i lovens § 8 er fastsat, at Ankestyrelsen s beskæftigelsesudvalg, der etableres pr. 1. januar 2007, behandler sager efter bl.a. lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, som er indbragt for Ankestyrelsen og optaget til behandling, og som ikke er afgjort senest den 31. december 2006.

Efter ikrafttræden af lov om sygedagpenge og barselloven og ophævelsen af lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, vil der i den sidste halvdel af 2006 kunne blive indbragt sager for Ankestyrelsen efter de to nye love, uden at sagerne er afgjort ved udgangen af december 2006. Der er derfor behov for at fastslå, at også sådanne sager fra den 1. januar 2007 behandles af Ankestyrelsen s beskæftigelsesudvalg.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 8.