Retssikkerhedsloven § 3

Med lov nr. 550 af 26. maj 2010 om ændring af retssikkerhedsloven og serviceloven (Sammenhæng mellem visitationskompetence og finansieringsansvar på det specialiserede socialområde) blev der gennemført en samling af visitationskompetence og betalingsansvar på det sociale område som helhed, dvs. at handlekommuneansvaret for en borger blev samlet hos én kommune.

Loven indeholder i § 3 en række overgangsbestemmelser. Af § 3, stk. 4, 1. pkt., fremgår, at en kommunalbestyrelse inden den 1. oktober 2010 under hensyntagen til den pågældendes forhold og af administrative hensyn kan træffe afgørelse om ikke at overtage pligten til at yde hjælp efter serviceloven til de personer, der er nævnt i § 3, stk. 3. Personer omfattet af § 3, stk. 3, var personer, der ved lovens ikrafttræden den 1. august 2010 havde ophold i en boform m.v. omfattet af § 9, stk. 7-9, og § 9 a, stk. 7, i retssikkerhedsloven som affattet ved § 1, nr. 2 og 4, i lov nr. 550 af 26. maj 2010, og den 1. januar 2011 stadig opholder sig i en sådan boform. Boformer m.v. omfattet af § 9, stk. 7-9, og § 9 a, stk. 7, i retssikkerhedsloven som affattet ved § 1, nr. 2 og 4, i lov nr. 550 af 26. maj 2010 var boformer efter §§ 107-110 og 192 i serviceloven, boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i almenboligloven, institutioner under sygehusvæsenet, institutioner under Kriminalforsorgen og boliger, boformer m.v., der træder i stedet for og kan sidestilles med de forannævnte boformer m.v. Det følger videre af § 3, stk. 4, 2. pkt., i lov nr. 550 af 26. maj 2010, at en afgørelse efter lovens § 3, stk. 4, 1. pkt., om ikke at overtage pligten til at yde hjælp af den person, afgørelsen vedrører, kan indbringes for det sociale nævn efter kapitel 10 i retssikkerhedsloven.

§ 3, stk. 4, i lov nr. 550 af 26. maj 2010 gav således mulighed for, at en kommunalbestyrelse inden den 1. oktober 2010 kunne beslutte, at kommunalbestyrelsen ikke ønskede at overtage visitationskompetencen og pligten til at yde hjælp til en borger. Såfremt kommunalbestyrelsen traf en sådan afgørelse, ville handlekommuneansvaret ikke blive samlet hos én kommune, og den pågældende kommune ville fortsat alene have betalingsansvaret for hjælp efter serviceloven til borgeren.

Med § 3, nr. 1, i lov nr. 754 af 13. juni 2023 blev indsat et nyt punktum som § 3, stk. 4, 3. pkt., i lov nr. 550 af 26. maj 2010. Efter denne bestemmelse kan kommunalbestyrelsen, såfremt kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse efter § 3, stk. 4, 1. pkt., om ikke at overtage pligten til at yde hjælp til personer, der er nævnt i § 3, stk. 3, under hensyntagen til den pågældendes forhold og af administrative hensyn og med den pågældendes samtykke på et senere tidspunkt med tre måneders varsling og med virkning fra 1. januar i en valgperiodes tredje år træffe afgørelse om at overtage pligten til at yde hjælp. Under folketingsbehandlingen blev ikrafttrædelsen for lov nr. 754 af 13. juni 2023 udskudt fra den 1. oktober 2023 til den 1. januar 2024. Derved vil det ikke i indeværende kommunale valgperiode være muligt at anvende muligheden i § 3, stk. 4, 3. pkt.

Det foreslås, at det som § 3, stk. 4, 4. pkt., i lov nr. 550 af 26. maj 2010 indsættes, at for valgperioden, hvis første år er 2022, vil en afgørelse efter 3. pkt. dog have virkning fra den 1. januar 2025.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at virkningstidspunktet fraviges i § 3, stk. 4, 3. pkt., for så vidt angår den indeværende kommunale valgperiode, som startede den 1. januar 2022. Det vil således i tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse efter § 3, stk. 4, 1. pkt., om ikke at overtage pligten til at yde hjælp til personer, der er nævnt i § 3, stk. 3, være muligt under hensyntagen til den pågældendes forhold og af administrative hensyn og med den pågældendes samtykke på et senere tidspunkt med tre måneders varsling og med virkning fra 1. januar 2025 at træffe afgørelse om at overtage pligten til at yde hjælp. Varslet vil således skulle være givet senest den 1. oktober 2024.

Den foreslåede bestemmelse er begrundet i, at ikrafttrædelsestidspunktet for lov nr. 754 af 13. juni 2023 under folketingsbehandlingen blev udskudt til den 1. januar 2024, hvilket medfører, at muligheden i § 3, stk. 4, 3. pkt., i lov nr. 550 af 26. maj 2010 for at hjemtage handlekommuneansvaret ikke er mulig at anvende i indeværende kommunale valgperiode, hvilket findes uhensigtsmæssigt. Der foreslås derfor indført en særlig ordning for indeværende kommunale valgperiode, som påbegyndtes den 1. januar 2022.

Med lov nr. 550 af 26. maj 2010 om ændring af retssikkerhedsloven og serviceloven (Sammenhæng mellem visitationskompetence og finansieringsansvar på det specialiserede socialområde) blev der gennemført en samling af visitationskompetence og betalingsansvar på det sociale område som helhed, dvs. at handlekommuneansvaret for en borger blev samlet hos én kommune.

Loven indeholder i § 3 en række overgangsbestemmelser. Af § 3, stk. 4, 1. pkt., fremgår, at en kommunalbestyrelse inden den 1. oktober 2010 under hensyntagen til den pågældendes forhold og af administrative hensyn kan træffe afgørelse om ikke at overtage pligten til at yde hjælp efter serviceloven til de personer, der er nævnt i § 3, stk. 3. Personer omfattet af § 3, stk. 3, var personer, der ved lovens ikrafttræden den 1. august 2010 havde ophold i en boform m.v. omfattet af § 9, stk. 7-9, og § 9 a, stk. 7, i retssikkerhedsloven som affattet ved § 1, nr. 2 og 4, i lov nr. 550 af 26. maj 2010, og den 1. januar 2011 stadig opholder sig i en sådan boform. Boformer m.v. omfattet af § 9, stk. 7-9, og § 9 a, stk. 7, i retssikkerhedsloven som affattet ved § 1, nr. 2 og 4, i lov nr. 550 af 26. maj 2010 var boformer efter §§ 107-110 og 192 i serviceloven, boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i almenboligloven, institutioner under sygehusvæsenet, institutioner under Kriminalforsorgen og boliger, boformer m.v., der træder i stedet for og kan sidestilles med de forannævnte boformer m.v. Det følger videre af § 3, stk. 4, 2. pkt., i lov nr. 550 af 26. maj 2010, at en afgørelse efter lovens § 3, stk. 4, 1. pkt., om ikke at overtage pligten til at yde hjælp af den person, afgørelsen vedrører, kan indbringes for det sociale nævn efter kapitel 10 i retssikkerhedsloven.

§ 3, stk. 4, i lov nr. 550 af 26. maj 2010 gav således mulighed for, at en kommunalbestyrelse inden den 1. oktober 2010 kunne beslutte, at kommunalbestyrelsen ikke ønskede at overtage visitationskompetencen og pligten til at yde hjælp til en borger. Såfremt kommunalbestyrelsen traf en sådan afgørelse, ville handlekommuneansvaret ikke blive samlet hos én kommune, og den pågældende kommune ville fortsat alene have betalingsansvaret for hjælp efter serviceloven til borgeren.

Det foreslås, at der som 3. pkt. i § 3, stk. 4, i lov nr. 550 af 26. maj 2010 indsættes, at såfremt kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse efter § 3, stk. 4, 1. pkt., om ikke at overtage pligten til at yde hjælp til personer, der er nævnt i § 3, stk. 3, kan kommunalbestyrelsen under hensyntagen til den pågældendes forhold og af administrative hensyn og med den pågældendes samtykke på et senere tidspunkt med tre måneders varsling og med virkning fra 1. januar i en valgperiodes tredje år træffe afgørelse om at overtage pligten til at yde hjælp.

De foreslåede bestemmelser vil medføre, at en kommunalbestyrelse, som i 2010 valgte at benytte muligheden efter § 3, stk. 4, i lov nr. 550 af 26. maj 2010 og altså ikke hjemtage hele handlekommuneansvaret efter serviceloven for en borger, vil have mulighed for at genoverveje denne beslutning, og såfremt der under hensyntagen til den pågældendes borgers forhold og de administrative hensyn er baggrund herfor, træffe afgørelse om at hjemtage hele handlekommuneansvaret efter serviceloven. En sådan afgørelse vil skulle træffes med mindst tre måneders varsling og med virkning fra den 1. januar i en valgperiodes tredje år. Det vil endvidere være et krav, at der er indhentet samtykke til ændringen fra den pågældende borger eller eventuelt dennes værge. Afgørelsen vil skulle bygge på en samlet afvejning af hensynet til borgeren, administrative hensyn og de budgetstyringsmæssige hensyn, som lå til grund for samlingen af handlekommuneansvaret hos én kommune med lov nr. 550 af 26. maj 2010. De hensyn til borgeren, der vil kunne lægges vægt på, vil f.eks. kunne være borgerens alder, afstanden fra borgerens bopæl til kommunen eller til pårørendes handlekommune, den forventede varighed af opholdet på botilbuddet m.v. og det tidsrum, der er gået, siden borgeren fik ophold uden for kommunen.

Afgørelse efter den foreslåede bestemmelse vil så vidt muligt skulle ske i samarbejde med den kommune, der siden 2010 har haft visitationskompetencen og pligten til at yde hjælp efter serviceloven, herunder med henblik på at gøre skiftet i handlekommune så skånsomt for borgeren som muligt. Efter § 3, stk. 5, i lov nr. 550 af 26. maj 2010 vil kommunen til brug for behandlingen af sagen uden samtykke fra borgeren af opholdskommunen kunne forlange de oplysninger om den pågældende, der er nødvendige for sagens behandling.

Den foreslåede varslingspligt og begrænsning af, hvornår afgørelsen vil kunne have virkning fra, er begrundet i hensynet til forudsigelighed for både borgeren og for de kommuner, der siden 2010 har haft visitationskompetencen og pligten til at yde hjælp efter serviceloven til de borgere, som en anden kommune skulle have overtaget det samlede handlekommuneansvar for, men hvor sidstnævnte kommune traf afgørelse efter § 3, stk. 4, i lov nr. 550 af 26. maj 2010. Varslingspligten vil endvidere skulle sikre den nødvendige tid til forberedelse af overdragelsen af visitationskompetencen og pligten til at yde hjælp.

Den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 4, 3. pkt., er begrundet i, at den absolutte frist fastsat med § 3, stk. 4, 1. pkt., har vist sig uhensigtsmæssig henset til, at den afskærer kommunernes mulighed for på baggrund af den efterfølgende udvikling, herunder både i kommunernes tilrettelæggelse og styring af socialområdet og i den enkelte borgers forhold, at omgøre den beslutning, der blev truffet i 2010, og kommunen derved ikke har mulighed for at bringe retstilstanden i overensstemmelse med det normale udgangspunkt efter retssikkerhedsloven om samlet handlekommuneansvar i sager efter serviceloven. Det findes derfor, at der bør åbnes op over for, at kommunerne i en struktureret proces kan træffe afgørelse i de enkelte sager om, hvorvidt handlekommuneansvaret bør samles eller fortsat være delt.

Da kommunen alene vil kunne træffe afgørelse efter den foreslåede bestemmelse med borgerens samtykke, findes det ikke nødvendigt at indføre mulighed for at klage over afgørelsen. En kommunes undladelse af at træffe afgørelse efter den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 4, 3. pkt., vil heller ikke kunne påklages.

Det er fastsat i retssikkerhedslovens § 3, stk. 2, at kommunalbestyrelsen på de enkelte sagsområder skal fastsætte frister for, hvor lang tid der må gå fra modtagelsen af en ansøgning, til der skal være truffet en afgørelse. Efter retssikkerhedslovens § 3, stk. 2, 2. pkt., skal kommunalbestyrelsen offentliggøre disse frister. Der er ikke i loven krav om, at dette skal ske på en bestemt måde.

Da de fleste borgere i dag søger efter sådanne oplysninger på internettet, foreslås det i det foreslåede § 3 a, 1. pkt. , at fristerne efter retssikkerhedslovens § 3, stk. 2, for afgørelser efter serviceloven skal offentliggøres på kommunens hjemmeside.

Det foreslås endvidere, at offentliggørelsen skal fremgå tydeligt på hjemmesiden, hvilket skal forstås som et sted, hvor det er logisk for borgeren at lede efter netop sagsbehandlingsfristerne for behandlingen af sager om hjælp på det sociale område. Det kan f.eks. være et sted på hjemmesiden i tilknytning til omtalen af den ydelse, som den pågældende sagsbehandlingsfrist vedrører. Kravet om, at fristerne skal fremgå tydeligt et sted på kommunens hjemmeside, betyder således ikke nødvendigvis, at sagsbehandlingsfristerne skal være på hjemmesidens forside.

Kravet i loven om offentliggørelse på kommunens hjemmeside er ikke til hinder for, at kommunen tillige kan offentliggøre sagsbehandlingstiderne på anden vis, f.eks. på www.borger.dk, ved opslag i institutioner, i lokalaviser m.v., hvis dette findes hensigtsmæssigt ved siden af den foreslåede offentliggørelse på kommunens hjemmeside.

Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 2.2.

Det følger af § 3, stk. 1, i retssikkerhedsloven, at kommunalbestyrelsen skal behandle spørgsmål om hjælp på det sociale område så hurtigt som muligt med henblik på at afgøre, om der er ret til hjælp og i så fald hvilken. Det følger endvidere af retssikkerhedslovens § 3, stk. 2, at kommunalbestyrelsen på de enkelte sagsområder skal fastsætte frister for, hvor lang tid der må gå fra modtagelsen af en ansøgning, til der skal være truffet en afgørelse. Hvis fristen ikke kan overholdes i en konkret sag, skal ansøgeren skriftlig have besked om, hvornår ansøgeren kan forvente en afgørelse.

Kommunalbestyrelserne skal således fastsætte serviceniveauet for sagsbehandlingstider i kommunen ved ansøgninger om hjælp efter serviceloven. Det fremgår ikke af loven, om disse sagsbehandlingsfrister også gælder for behandling af sager, som hjemvises af Ankestyrelsen til fornyet behandling i kommunen.

Det foreslås derfor i det foreslåede § 3 a, 2. pkt. , at fristerne efter retssikkerhedslovens § 3, stk. 2, også skal gælde ved kommunalbestyrelsens behandling af afgørelser efter serviceloven, som er hjemvist af Ankestyrelsen.

En afgørelse om hjemvisning betyder, at kommunalbestyrelsen skal genoptage behandlingen af sagen og afgøre den på ny. Ankestyrelsen kan for eksempel hjemvise en sag, fordi der mangler væsentlige oplysninger, som kan have betydning for afgørelsen. Her kan styrelsen hjemvise sagen til kommunalbestyrelsen med henblik på, at kommunalbestyrelsen indhenter de manglende oplysninger og derefter træffer en ny afgørelse. Ved hjemvisning er udgangspunktet, at den afgørelse, der klages over, ophæves. I sager om frakendelse af ydelser, hvor Ankestyrelsen har hjemvist en sag, fordi Ankestyrelsen finder, at sagen ikke er tilstrækkeligt oplyst, betyder hjemvisningen som udgangspunkt, at kommunen skal genoptage udbetalingen af ydelserne med tilbagevirkende kraft fra det tidspunkt, hvor kommunen frakendte ydelserne. Udbetalingen skal fortsætte, indtil kommunen har truffet ny afgørelse i den hjemviste sag.

Den foreslåede ændring vil ikke indebære en pligt for kommunalbestyrelsen til at behandle hjemviste sager hurtigere end andre sager, men der vil ikke være noget til hinder for, at kommunalbestyrelsen behandler disse sager langt hurtigere end den fastsatte frist, hvis dette er muligt. Det kan f.eks. dreje sig om sager, hvor den mangel, der har ført til hjemvisning, forholdsvist enkelt vil kunne udbedres.

Det foreslås i det foreslåede § 3 a, 3. pkt. , at fristerne regnes fra modtagelsen af Ankestyrelsens afgørelse om hjemvisningen. Med modtagelse menes, når sagen er blevet tilgængelig for kommunen.

Hvis fristen ikke kan overholdes i en konkret sag, skal borgeren efter lovens § 3, stk. 2, 3. pkt., have skriftlig besked om, hvornår borgeren kan forvente en afgørelse.

Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 2.1.

Det foreslås at præcisere lovens § 3, stk. 2, 1. og 2. pkt., i overensstemmelse med forarbejderne til den gældende § 3, stk. 2, så det fremgår udtrykkeligt af bestemmelsen, at kommunalbestyrelsen på de enkelte sagsområder skal fastsætte og offentliggøre generelle frister for, hvor lang tid der må gå fra modtagelsen af en ansøgning om en eller flere ydelser på det pågældende område, til der er truffet afgørelse i sagen. Den foreslåede bestemmelse præciserer således indholdet i kommunalbestyrelsens eksisterende forpligtelse til at fastsætte et serviceniveau for sagsbehandlingstiden på de enkelte sagsbehandlingsområder. Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.4.

En kommunalbestyrelse skal efter bestemmelsen fastsætte frister for alle relevante sociale sagsområder, ikke kun for nogle af sagsområderne. Det gælder dog ikke, hvis der i lovgivningen er fastsat en særskilt frist på det pågældende område. En kommunalbestyrelse kan fastsætte en eller flere frister for det enkelte sagsområde og er ikke forpligtet til kun at fastsætte én frist for det enkelte sagsområde. Fristernes skal knyttes til et enkelt sagsområde. Der kan ikke under et fastsætte én frist for samtlige sociale sagsområder. Der er imidlertid intet til hinder for, at en kommunalbestyrelse kan fastsætte samme sagsbehandlingstid for flere forskellige sagsområder. Det overlades til de enkelte kommunalbestyrelser at inddele afgørelsessager på det sociale område i hensigtsmæssige sagsbehandlingsområder.

Herudover præciseres, at kommunalbestyrelsen skal offentliggøre de fastsatte sagsbehandlingsfrister. Det overlades til kommunalbestyrelsen at beslutte, hvordan offentliggørelsen skal ske. Det forudsættes dog, at offentliggørelsen sker på en måde, der er sædvanlig i kommunen, og således, at de borgere, som de enkelte sagsbehandlingsfrister må forventes at interessere, har gode forudsætninger for at gøre sig gjort bekendt med fristerne.

Der ændres ikke i kommunalbestyrelsens adgang til at delegere sine opgaver til et udvalg eller forvaltningen.

Ændringen af ordlyden i den foreslåede bestemmelses 3. pkt. er af ren sproglig karakter.

Der er i øvrigt tale om en videreførelse af den gældende bestemmelse. Der henvises til bemærkninger til det lovforslag, der lå til grund for den gældende § 3 i retssikkerhedsloven, jf. lov nr. 453 af 10. juni 1997 (Lovforslag nr. L 228 Folketingstidende 1996-97, tillæg A s. 4883 f).