Serviceloven § 176

Det fremgår af § 176, stk. 1, i serviceloven, at i de tilfælde, hvor udgifterne til hjælp og støtte efter loven for en person under 67 år i en konkret sag overstiger 860.000 kr. årligt (2022-niveau), refunderer staten 25 pct. af den del af kommunens udgifter, som ligger over dette beløb. For den del af udgifterne, der overstiger 1.680.000 kr. årligt (2022-niveau), udgør statsrefusionen 50 pct. For den del af udgifterne, der overstiger 2.120.000 kr. årligt (2022-niveau), udgør statsrefusionen 75 pct. I opgørelsen af udgifterne efter 1.-3. pkt. indgår kommunens udgifter efter §§ 75, 76, 87 og 88 i barnets lov.

Fra 1. januar 2007 samledes myndighedsansvaret, forsyningsansvaret i forhold til borgeren og finansieringsansvaret for tilbud og ydelser efter serviceloven i kommunerne. Amtskommunerne blev nedlagt, og de nye regioner kom til og fik i forhold til kommunerne et leverandøransvar, der omfatter nogle af de opgaver, som amtskommunerne hidtil havde varetaget. Som en del af den ændrede opgavefordeling, hvor kommunerne vil have det fulde finansieringsansvar, blev der indført en central refusionsordning, der skulle sikre kommunerne mod meget store udgifter i særligt dyre enkeltsager.

Det foreslås, at i § 176, stk. 1, 4. pkt., indsættes efter »kommunens udgifter« »til tilbud efter ældreloven og kommunens udgifter«.

Med det samtidigt fremsatte forslag til ældreloven er det hensigten, at bestemmelser om ældreområdet samt regler om plejevederlag i serviceloven skal ophæves og flyttes til den foreslåede nye ældrelov.

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af § 176, stk. 1, i serviceloven med redaktionelle ændringer som følge af det samtidigt fremsatte forslag til ældreloven.

§ 176 i serviceloven vedrører kommunernes ret til statsrefusion for udgifter til hjælp og støtte efter serviceloven. Det fremgår af § 176, stk. 1, at i de tilfælde, hvor udgifterne til hjælp og støtte efter loven for en person under 67 år i en konkret sag overstiger 880.000 kr. årligt (2022-niveau), refunderer staten 25 pct. af den del af kommunens udgifter, som ligger over dette beløb, mens refusionen for den del af udgifterne, der overstiger 1.730.000 kr. årligt (2022-niveau), udgør 50 pct. Endeligt fremgår det, at for den del af udgifterne, der overstiger 2.120.000 kr. årligt (2022-niveau), udgør statsrefusionen 75 pct.

Efter § 75 i barnets lov skal kommunalbestyrelsen tilbyde forældremyndighedsindehaveren en støtteperson i forbindelse med et barn eller en ungs anbringelse uden for hjemmet efter §§ 46 eller 47 i barnets lov eller efter § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, jf. lovbekendtgørelse nr. 1705 af 27. december 2018 som senest ændret ved § 23 i lov nr. 754 af 13. juni 2023. Afgørelsen om støtteperson træffes af forældrenes handlekommune, der også afholder udgifterne hertil.

Efter § 76 i barnets lov skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om støtte til forældremyndighedsindehaveren under anbringelsen. Er afgørelsen primært målrettet forældremyndighedsindehaveren, skal en sådan afgørelse træffes af forælderens handlekommune. Er afgørelsen primært målrettet det anbragte barn eller den anbragte unge, skal afgørelsen træffes af barnets eller den unges handlekommune.

Efter § 87 i barnets lov skal kommunalbestyrelsen yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til personer, der i hjemmet forsørger et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Denne bestemmelse fremgår i dag af servicelovens § 42. Ydelsen er betinget af, at det er en nødvendig konsekvens af den nedsatte funktionsevne, at barnet passes i hjemmet, og det er mest hensigtsmæssigt, at det er moderen eller faderen, der passer det. Der er videre fastsat nærmere regler om fastsættelse af ydelsen, samt bemyndigelse for social- og boligministeren til at fastsætte nærmere regler om bl.a. beregning og regulering af ydelsen, bidrag til pensionsordning mv.

Efter § 88 i barnets lov skal kommunalbestyrelsen i tilfælde af ledighed give en særlig supplerende ydelse til personer, der modtager hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter § 87, i op til tre måneder efter udgangen af den måned, hvor ledigheden indtræffer. Der er endvidere fastsat regler om betingelserne for ydelsen, om udbetalingens længde samt om fastsættelse af ydelsen.

Det foreslås, at der indsættes et nyt punktum i § 176, stk. 1, hvori fastsættes, at i udgifterne efter § 176, stk. 1.-3. pkt., i serviceloven indgår også kommunens opgørelse af udgifter efter §§ 75, 76, 87 og 88 i barnets lov.

Den foreslåede ændring har til formål at give kommunerne adgang til, at refusion efter reglerne om særligt dyre enkeltsager efter serviceloven også kan omfatte nærmere bestemte udgifter, der ydes efter barnets lov, men vedrører barnets forældre.

Forslaget indebærer, at kommunerne vil kunne medtage de samlede udgifter til en person efter både serviceloven og §§ 75, 76, 87 og 88 i barnets lov i opgørelsen af udgifter, som kan omfattes af reglerne om statsrefusion, i lighed med de regler om refusion for særligt dyre enkeltsager, der var gældende frem til og med 31. december 2023.

Der er således tale om udbedring af en mangel, der er opstået i forbindelse med gennemførelsen af barnets lov.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 5, stk. 2, om lovforslagets virkning.

§ 176 i serviceloven vedrører statsrefusion i særligt dyre enkeltsager. Det fremgår af § 176, stk. 1, at i de tilfælde, hvor udgifterne til hjælp og støtte efter loven for en person under 67 år i en konkret sag overstiger 850.000 kr. årligt (2021-niveau), refunderer staten 25 pct. af den del af kommunens udgifter, som ligger over dette beløb. For den del af udgifterne, der overstiger 1.660.000 kr. årligt (2021-niveau), udgør statsrefusionen 50 pct. For den del af udgifterne, der overstiger 2.090.000 kr. årligt (2021-niveau), udgør statsrefusionen 75 pct. Det fremgår videre, at i udgifterne indgår kommunens udgifter til foranstaltninger efter § 13, stk. 1, nr. 3-9, og §§ 14-17 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Det foreslås, at § 176, stk. 1, 4. pkt. ophæves.

Den foreslåede ændring vil medføre, at kommunernes udgifter til foranstaltninger efter § 13, stk. 1, nr. 3-9, og §§ 14-17 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet ikke vil indgå i beregningen af refusion for særligt dyre enkeltsager efter § 176, stk. 1, 1.-3. pkt., i serviceloven. Den foreslåede ændring skal dog ses i sammenhæng med den i lovforslagets § 1, nr. 37, foreslåede ændring af § 176, stk. 2, hvorefter udgifterne til de nævnte foranstaltninger efter lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet vil blive omfattet af denne bestemmelse.

Den foreslåede ophævelse er begrundet i, at hjælp og støtte til børn og unge, der i dag fremgår af serviceloven med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov foreslås udskilt i en særskilt lov – barnets lov. Det findes i den sammenhæng hensigtsmæssigt, at også processuelle regler knyttet til hjælp og støtte til børn og unge, herunder om statsrefusion i særligt dyre enkeltsager vedrørende børn og unge, kommer til at fremgå af barnets lov. Da foranstaltninger efter lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet vedrører børn og unge i alderen 10 til 17 år, jf. § 1 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, findes det samtidigt, at bestemmelser om refusion af kommunernes udgifter hertil bør fremgå af barnets lov.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 37, til § 198 i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov og til dette lovforslags almindelige bemærkninger, punkt 2.7.1.2 og 2.7.1.3.

§ 176 i serviceloven vedrører statsrefusion i særligt dyre enkeltsager. Efter § 176, stk. 2, finder bestemmelsen i § 176, stk. 1, tilsvarende anvendelse for summen af en kommunes udgifter til hjælp og støtte efter loven for børn og unge under 18 år og udgifter til hjælp og støtte efter §§ 76 og 76 a for unge i alderen 18-22 år, når de pågældende børn og unge tilhører samme husstand.

Det foreslås, at § 176, stk. 2, affattes således, at det fremgår, at i udgifterne efter § 176, stk. 1, indgår kommunens udgifter til hjælp og støtte efter §§ 114 og 120 i barnets lov, dog ikke såfremt kommunen har anmodet om refusion for udgifterne efter § 198, stk. 2, i barnets lov.

Med den foreslåede bestemmelse vil kommunerne kunne sammenlægge udgifterne til efterværn og opretholdt anbringelse efter §§ 114 og 120 i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov med de udgifter, der anmodes om statsrefusion for efter § 176, stk. 1, i serviceloven, som foreslås ændret med lovforslagets § 1, nr. 36. Det foreslås dog samtidigt, at kommunen ikke vil kunne anmelde udgifterne til refusion efter § 176, stk. 1, såfremt udgifterne allerede er anmeldt til refusion efter § 198, stk. 2, i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov, hvorefter udgifter til ydelser til børn og unge i samme husstand kan sammenlægges mht. refusion efter § 198, stk. 1, i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov. Kommunen vil således skulle vælge, hvilken refusionsordning de vil anmelde udgifterne til efterværn og opretholdt anbringelse under, og der vil dermed ikke kunne opnås refusion fra begge ordninger.

Den foreslåede bestemmelse er begrundet i, at hjælp og støtte til børn og unge, der i dag fremgår af serviceloven, med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov foreslås udskilt i en særskilt lov – barnets lov. Det findes i den sammenhæng hensigtsmæssigt, at også processuelle regler knyttet til hjælp og støtte til børn og unge, herunder om statsrefusion i særligt dyre enkeltsager vedrørende børn og unge, kommer til at fremgå af barnets lov. Endvidere er den foreslåede bestemmelse begrundet i kommunerne ikke bør stilles dårligere i refusionsmæssig sammenhæng mht. udgifter til efterværn og opretholdte anbringelser, end hvad der er tilfældet efter gældende ret. Den foreslåede bestemmelse vil således tage højde for, at der vil kunne være tilfælde, hvor en ung, der modtager efterværn eller i opretholdt anbringelse efter §§ 114 eller 120 i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov, også modtager ydelser efter serviceloven, og at kommunerne i lighed med efter gældende vil skulle have mulighed for at sammenlægge disse udgifter med udgifter til andre ydelser efter serviceloven, som den unge modtager.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med § 198, stk. 2, i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov, der foreslås at videreføre den gældende bestemmelse i § 176, stk. 2, i serviceloven.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 198 i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov og til dette lovforslags almindelige bemærkninger, punkt 2.7.1.2 og 2.7.1.3.

Efter de gældende regler vedr. statsrefusion er det ikke muligt for kommunalbestyrelsen at modtage refusion for udgifterne til bostøtte efter § 85 i serviceloven eller til borgerens midlertidigt ophold i boformer efter § 107 i serviceloven. Efter gældende ret påhviler det således kommunalbestyrelsen selv at afholde udgiften til ovenstående, medmindre refusionsreglerne i servicelovens § 176 vedrørende den centrale refusionsordning for særligt dyre enkeltsager eller refusionsreglerne i § 181 vedrørende refusion af udgifter til særlige grupper af flygtninge og familiesammenførte til flygtninge kan finde anvendelse.

Det foreslås, at det som en ny bestemmelse som § 176 a, stk. 1, indsættes i serviceloven, at staten refunderer 50 pct. af kommunens udgifter til bostøtte efter § 85 a i op til to år efter udskrivning fra boformen i følgende to situationer: For det første når kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om bostøtten inden borgerens udskrivning fra boformen efter § 110. For det andet når borgeren i umiddelbar forlængelse af udskrivningen fra boformen efter § 110 har fået midlertidigt ophold på et botilbud efter § 107, hvorefter kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om, at borgeren skal modtage bostøtte efter § 85 a i egen bolig, efter borgerens ophold på botilbuddet er afsluttet.

Den foreslåede bestemmelse i servicelovens § 176 a vil medføre, at der indføres en særlig refusionsordning for borgere, hvor kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om bostøtte efter den i lovforslagets § 1, nr. 1, foreslåede § 85 a, inden de udskrives fra boformer efter § 110 i serviceloven.

Det gælder, at udgifter til støtte efter den i lovforslagets § 1, nr. 1, foreslåede § 85 a kun er omfattet af refusionsordningen i to tilfælde. For det første, hvis kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om bostøtte efter den i lovforslagets § 1, nr. 1, foreslåede § 85 a inden borgerens udskrivning fra boformen efter § 110. For det andet hvis borgeren i umiddelbar forlængelse af opholdet på boformen efter § 110 får ophold på et botilbud efter § 107, og kommunalbestyrelsen i forbindelse med at borgerens ophold på botilbuddet afsluttes, og borgeren får egen bolig træffer afgørelse om bostøtte efter den i lovforslagets § 1, nr. 1, foreslåede § 85 a. I begge tilfælde vil gælde, at der alene ydes refusion for udgifter, der er afholdt i indtil to år efter borgerens udskrivning fra boformen efter § 110.

Med den foreslåede bestemmelse i § 176 a, stk. 1, vil kommunens udgifter til bostøtte efter den i lovforslagets § 1, nr. 1, foreslåede § 85 a i serviceloven blive refunderet med 50 pct. af staten i op til to år efter datoen for udskrivningen fra boformen efter § 110 i serviceloven. Perioden for de to år vil gælde fra den første dag efter, at borgeren udskrives fra boformen efter § 110 i serviceloven, enten af boformslederen efter servicelovens § 110, stk. 3, eller ved kommunal udskrivning efter den i lovforslagets § 1, nr. 5, foreslåede § 110, stk. 5. Refusionen efter den foreslåede § 176 a vil omfatte udgifter til borgere, hvor kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om bostøtte efter den foreslåede § 85 a efter lovens ikrafttræden. For refusion efter den foreslåede bestemmelse i § 176 a, stk. 1, nr. 2, vil det være et krav, at borgeren i umiddelbar forlængelse af opholdet på boformen efter § 110 får ophold på et botilbud efter § 107.

Formålet med at indføre den nye refusionsbestemmelse er at øge kommunalbestyrelsens incitament til at levere social støtte efter den i lovforslagets § 1, nr. 1, foreslåede bestemmelse i § 85 a og for at understøtte, at kommunerne leverer en tilstrækkelig omfattende og intensiv støtte efter de specialiserede støttemetoder for borgere, der har haft ophold på et herberg. De specialiserede metoder er rammemetoder, som hver især består af en række kerneelementer, som skal indgå i implementeringen af metoden. Såfremt kommunerne ønsker at benytte sig af muligheden for at hjemtage refusion på metoden for de borgere, som har haft ophold på en boform efter § 110, skal alle kerneelementerne i metoderne følges. Der henvises i denne forbindelse til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 1.

Derudover foreslås det som et nyt § 176 a, stk. 2, at når kommunalbestyrelsen anviser et botilbud efter § 107 inden borgerens udskrivning fra boformen efter § 110, refunderer staten 50 pct. af kommunens udgifter i op til seks måneder inden for en periode på ét år efter udskrivning fra boformen.

Den seks måneders refusionsperiode for borgerens ophold på en boform efter § 107 vil ikke nødvendigvis skulle være ét samlet forløb, men opholdet vil skulle finde sted inden for en etårig periode efter første udskrivning fra boformen efter § 110. Perioden for de seks måneder vil gælde fra første dag efter, at borgeren udskrives fra boformen enten af boformslederen, jf. servicelovens § 110, stk. 3, eller ved kommunal udskrivning efter den i lovforslagets § 1, nr. 5, foreslåede § 110, stk. 5.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at kommunerne kan få refusion for halvdelen af deres udgifter i op til seks måneder for borgere, hvor kommunalbestyrelsen i umiddelbar forlængelse af udskrivningen fra ophold på en boform efter § 110 i serviceloven træffer afgørelse om ophold på et midlertidigt botilbud efter § 107 i serviceloven.

Med refusion på op til seks måneder for de borgere, der har haft ophold på en boform efter § 110 i serviceloven, tilskyndes kommunerne til at anvende tilbud efter § 107 i serviceloven for de borgere, der har behov herfor fx forud for, at de er parate til at flytte i egen bolig, eller til det er afklaret, hvorvidt borgeren har brug for et længerevarende botilbud.

Den foreslåede bestemmelse i § 176 a, stk. 1, nr. 2, vil i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i § 176 a, stk. 2, betyde, at der gælder særlige forhold for borgere, som efter opholdet på en boform efter § 110 visiteres til botilbud efter § 107 i serviceloven og først herefter kommer i egen bolig med støtte efter den i lovforslagets § 1, nr. 1, foreslåede § 85 a. For disse borgere vil kommunalbestyrelsen kunne hjemtage refusion i op til seks måneder for udgifterne til botilbuddet efter § 107 samt refusion for udgifterne til den i lovforslagets § 1, nr. 1, foreslåede § 85 a i op til to år efter datoen for borgerens udskrivning fra boformen efter § 110. Det vil være uden betydning for sidstnævnte refusionsmulighed, hvor længe opholdet på botilbuddet efter § 107 har varet.

Derudover foreslås det som et nyt § 176 a, stk. 3, at perioderne i de foreslåede bestemmelser i § 176 a, stk. 1 og 2, regnes fra datoen for første udskrivning fra boformen efter § 110 og ikke beregnes på ny, såfremt borgeren inden for den angivne periode igen optages på en boform efter § 110.

Refusionsperioden for bostøtte efter servicelovens § 85 a tæller fra første udskrivningsdag inden for det løbende år. Såfremt borgeren tager ophold på en boform efter § 110 igen i løbet af den toårige periode, hvor kommunalbestyrelsen har mulighed for at opnå refusion for udgifter til bostøtte efter den foreslåede i lovforslagets § 1, nr. 1, foreslåede § 85 a, vil kommunalbestyrelsen ikke kunne opnå en forlænget refusionsperiode for udgifterne til bostøtte. Kommunen vil dog kunne opnå refusion for udgifter til borgerens ophold på boformer efter § 110 i serviceloven, såfremt 90-dages refusionsgrænsen inden for et løbende år ikke er opbrugt, jf. den i lovforslagets § 1, nr. 13, foreslåede § 177, nr. 6.

Såfremt den toårige periode, hvor kommunalbestyrelsen vil kunne opnå refusion for udgifterne til bostøtte efter den i lovforslagets § 1, nr. 1, foreslåede § 85 a er afsluttet, og borgeren igen indskrives på en boform efter § 110 i serviceloven, vil kommunalbestyrelsen dels kunne opnå 50 pct. refusion for udgifterne til borgerens ophold på boformen efter § 110 i op til 90 dage, jf. den i lovforslagets § 1, nr. 13, foreslåede § 177, nr. 6, dels på ny opnå 50 pct. af kommunens udgifter til bostøtte efter § 85 a i op til to år efter borgerens udskrivning fra en boform efter § 110 i de to angivne situationer i den foreslåede bestemmelses stk. 1, nr. 1 og 2, i højst to år. Dvs. at de i den foreslåede bestemmelse anførte perioder vil blive nulstillet.

De foreslåede regler for angivelse af perioden for refusion af udgifterne til midlertidige ophold på § 107-tilbud vil betyde, at der alene vil kunne opnås refusion for seks måneders ophold på et § 107-tilbud inden for de første 12 måneder efter udskrivning fra boformen efter §110. Såfremt borgeren i løbet af de første 12 måneder efter udskrivning fra boformen efter § 110 i serviceloven på ny tager ophold på en boform efter servicelovens § 110, påbegyndes der ikke en ny seks-måneders refusionsperiode for ophold på boformer efter § 107.

Såfremt borgeren 12 måneder efter udskrivning fra boformen efter § 110 igen indskrives på en boform efter § 110 i serviceloven, vil kommunalbestyrelsen kunne opnå 50 pct. refusion på borgerens ophold for udgifterne til boformen i op til 90 dage, på ny opnå 50 pct. refusion for udgifterne til botilbud efter § 107 i højst seks måneder og endeligt opnå 50 pct. af kommunens udgifter til bostøtte efter § 85 a i borgerens egen bolig i op til 2 år efter borgerens udskrivning fra en boform efter § 110.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

§ 176 i serviceloven regulerer statsrefusion til kommunerne for udgifter til hjælp og støtte efter serviceloven. Det fremgår af § 176, stk. 1, 1. pkt., at i de tilfælde, hvor udgifterne til hjælp og støtte til en person under 67 år i en konkret sag overstiger 830.000 kr. årligt, refunderer staten 25 pct. af den del af kommunens udgifter, som ligger over dette beløb. Det fremgår videre af § 176, stk. 1, 2. pkt., at for den del af udgifterne, der overstiger 1.630.000 kr. årligt, udgør statsrefusionen 50 pct. Endelig fremgår af § 176, stk. 1, 3. pkt., at for den del af udgifterne, der overstiger 2.050.000 kr. årligt, udgør statsrefusionen 75 pct. Det fremgår af § 182, stk. 11, at beløbene i § 176, stk. 1, reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Det fremgår videre, at beløbet afrundes til nærmeste 10.000 kr., og at reguleringen foretages første gang den 1. januar 2021.

Det foreslås, at beløbene i § 176, stk. 1, ændres fra 830.000 kr. årligt (2020-niveau) til 860.000 kr. årligt (2022-niveau), fra 1.630.000 kr. årligt (2020-niveau) til 1.680.000 kr. årligt (2022-niveau) og 2.050.000 kr. årligt (2020-niveau) til 2.120.000 kr. årligt (2022-niveau).

De foreslåede ændringer er begrundede i, at der med lovforslagets § 2, nr. 19, foreslås en præcisering af bestemmelsen i § 182, stk. 11, der vedrører satsreguleringen af beløbet i § 176, stk. 1, således at det udtrykkeligt fremgår, at beløbene først satsreguleres og herefter afrundes. Dette medfører et behov for nyfastsættelse af beløbene i § 176, stk. 1. Der er således ikke tale om en materiel ændring af beløbene i § 176, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 2, nr. 19, samt de almindelige bemærkninger, punkt 2.6.2 og 2.6.3.

Det fremgår af servicelovens § 176, at i de tilfælde, hvor udgifterne til hjælp og støtte efter loven for en person under 67 år i en konkret sag overstiger 830.000 kr. årligt (2020-niveau), refunderer staten 25 pct. af den del af kommunens udgifter, som ligger over dette beløb, mens refusionen for den del af udgifterne, der overstiger 1.630.000 kr. årligt (2020-niveau), udgør 50 pct. Endeligt fremgår det, at for den del af udgifterne, der overstiger 2.050.000 kr. årligt (2020-niveau), udgør statsrefusionen 75 pct. Det fremgår videre af stk. 2, at reglerne også finder anvendelse for summen af en kommunes udgifter til hjælp og støtte efter loven for børn og unge under 18 år, og udgifter til hjælp og støtte efter lovens §§ 76 og 76 a for unge i alderen 18-22 år, når de pågældende børn og unge tilhører samme husstand.

Det foreslås, at der indsættes et nyt punktum i § 176, stk. 2, hvori fastsættes, at i udgifterne efter § 176, stk. 2, 1. pkt., indgår også kommunens udgifter til foranstaltninger efter §§ 13-17 og 32 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Den foreslåede ændring er begrundet i ønsket om at sikre kommunerne adgang til refusion efter reglerne om særligt dyre enkeltsager til udgifterne til fuldbyrdelse af foranstaltninger efter de omtalte bestemmelser i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Forslaget indebærer, at kommunerne vil kunne medtage de samlede udgifter til et barn eller en ung efter både servicelo‍ven og §§ 13-17 og 32 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, i opgørelsen af udgifter, som kan omfattes af reglerne om statsrefusion. Det betyder også, at kommunernes udgifter til foranstaltninger iværksat efter lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet vil kunne indgå i kommunernes opgørelse af udgifter til søskende i den samlede husstand, når betingelserne herfor er oplyst.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.9.1-2.9.3.

Det følger af servicelovens § 176, stk. 1, 1. pkt., at i de tilfælde, hvor udgifterne til hjælp og støtte efter loven for en person under 67 år i en konkret sag overstiger 950.000 kr. årligt, refunderer staten 25 pct. af den del af kommunens udgifter, som ligger over dette beløb, jf. dog § 176 a.

Det følger af § 176 a, stk. 1, 1. pkt., at i de tilfælde, hvor kommunens udgifter til hjælp og støtte efter loven til personer, som er under 18 år, eller som modtager støtte efter §§ 76 eller 76 a, i en konkret sag overstiger 710.000 kr. årligt, refunderer staten 25 pct. af den del af kommunens udgifter, som ligger over dette beløb. Det følger af § 176 a, stk. 2, at refusionsgrænserne og -beløbene i § 176 a, stk. ligeledes gælder for en kommunes samlede udgifter til hjælp og støtte, hvis fire eller flere børn i samme husstand er anbragt efter § 52, stk. 3, nr. 7, eller har ophold på et anbringelsessted efter § 76, stk. 3, nr. 1 eller 3, eller § 76 a, stk. 2.

Bestemmelsen i § 176, stk. 1, 1. pkt. indebærer, at i de tilfælde, hvor udgifterne til hjælp og støtte efter serviceloven for en person under 67 år i en konkret sag overstiger 950.00 kr. (2012- niveau), svarende til 1.090.000 kr. årligt (2020-niveau), refunderer staten 25 pct. af den del af kommunens udgifter, som ligger over dette beløb.

Bestemmelsen i § 176 a indebærer, at der er fastsat særskilte regler for en kommunes udgifter til hjælp og støtte efter serviceloven til børn og unge under 18 år, til unge i alderen 18-22 år, der modtager efterværn efter servicelovens §§ 76 eller 76 a, samt for udgifter efter serviceloven til søskendeflokke, når der er anbragt fire søskende eller derover. Bestemmelsen i § 176 a, stk. 1, 1. pkt. indebærer, at i de tilfælde, hvor kommunens udgifter til hjælp og støtte efter serviceloven til personer, som er under 18 år, og til 18-22 årige, som modtager støtte efter servicelovens §§ 76 eller 76 a, i en konkret sag overstiger 710.000 kr. (2017-niveau), svarende til 830.000 kr. (2020-niveau) årligt, refunderer staten 25 pct. af den del af kommunens udgifter, som ligger over dette beløb. Bestemmelsen i § 176 a, stk. 2 indebærer, at refusionsgrænsen og –beløb efter § 176 a, stk. 1, også gælder i de tilfælde, hvor en kommunes samlede udgifter til hjælp og støtte efter serviceloven, hvis fire eller flere børn i samme husstand er anbragt efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 7, eller har ophold på et anbringelsessted efter servicelovens § 76, stk. 3, nr. 1 eller 3, eller § 76 a, stk. 2.

Det foreslås at ændre i bestemmelsen i § 176, stk. 1, 1. pkt., således at »950.000 kr. årligt« ændres til: »830.000 kr. årligt (2020-niveau)«, og at », jf. dog § 176 a« udgår.

Forslaget vil medføre, at beløbsgrænsen for, hvornår staten yder refusion på 25 pct. af udgifterne i en konkret sag for personer under 67 år, sænkes til 830.000 kr. (2020-niveau). Med forslaget vil staten yde refusion af udgifter efter serviceloven i enkeltsager, der overstiger 830.000 kr. årligt i 2020-niveau. Forslaget vil indebære en nedsættelse af beløbsgrænsen for refusion på 25. pct. af udgifterne pr. person på 260.000 kr. for personer i alderen 18 år til 67 år og vil betyde, at flere sager vedrørende udgifter til personer i alderen 18 år til 67 år vil blive omfattet af refusion på 25 pct. Endvidere vil forslaget indebære, at beløbsgrænsen for refusion på 25 pct. på voksenområdet vil blive harmoniseret med den nedre beløbsgrænse for refusion på 25 pct. på børne- og ungeområdet.

Desuden foreslås, at henvisningen til servicelovens § 176 a fjernes. Dette forslag skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 7, hvorved § 176 a foreslås ophævet.

De foreslåede ændringer vil medføre, at beløbsgrænser og refusionssatser på børne- og voksenområdet vil blive harmoniseret i én bestemmelse (servicelovens § 176). Der vil således ikke være behov for en særskilt bestemmelse vedrørende beløbsgrænsen for refusion på 25 pct. af udgifter til hjælp og støtte efter loven til børn og unge under 18 år, og til unge i alderen 18-22 år, som modtager hjælp og støtte efter §§ 76 eller 76 a.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger punkt 3.3.

Det følger af servicelovens § 176, stk. 1, 2. pkt., at for den del af kommunens udgifter til en person under 67 år, der overstiger 1.770.000 kr. årligt, udgør statsrefusionen 50 pct., jf. dog § 176 a.

Det følger af § 176 a, stk. 1, 2. pkt., at i de tilfælde, hvor kommunens udgifter til hjælp og støtte efter loven til personer, som er under 18 år, eller som modtager støtte efter §§ 76 eller 76 a, overstiger 1.420.000 kr., udgør statsrefusionen 50 pct. for den del af udgifterne, der overstiger 1.420.000 kr. årligt.

Bestemmelsen i § 176, stk. 1, 2. pkt. indebærer, at i de tilfælde, hvor kommunens udgifter til hjælp og støtte efter serviceloven for en person under 67 år i en konkret sag overstiger 1.770.000 kr. (2012- niveau), svarende til 2.050.000 kr. årligt (2020-niveau), refunderer staten 50 pct. af den del af kommunens udgifter efter serviceloven, som ligger over dette beløb.

Bestemmelsen i § 176 a indebærer, at der er fastsat særskilte regler for en kommunes udgifter til hjælp og støtte efter serviceloven til børn og unge under 18 år, til unge i alderen 18-22 år, der modtager efterværn efter servicelovens §§ 76 eller 76 a, samt for udgifter til søskendeflokke, når der er anbragt fire søskende eller derover. Bestemmelsen i § 176 a, stk. 1, 2. pkt. indebærer, at i de tilfælde, hvor kommunens udgifter til hjælp og støtte efter serviceloven til personer, som er under 18 år, og til 18-22 årige, som modtager støtte efter servicelovens §§ 76 eller 76 a, i en konkret sag overstiger 1.420.000 kr. (2017-niveau), svarende til 1.630.000 kr. (2020-niveau) årligt, refunderer staten 50 pct. af den del af kommunens udgifter efter serviceloven, som ligger over dette beløb. Bestemmelsen i § 176 a, stk. 2 indebærer, at refusionsgrænsen og –beløb efter § 176 a, stk. 1, også gælder i de tilfælde, hvor en kommunes samlede udgifter efter serviceloven til hjælp og støtte, hvis fire eller flere børn i samme husstand er anbragt efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 7, eller har ophold på et anbringelsessted efter servicelovens § 76, stk. 3, nr. 1 eller 3, eller § 76 a, stk. 2.

Det foreslås at ændre i bestemmelsen i § 176, stk. 1, 2. pkt., således at »1.770.000 kr. årligt« ændres til: »1.630.000 kr. årligt (2020-niveau)«, og at », jf. dog § 176 a.« udgår.

Forslaget vil medføre, at beløbsgrænsen for, hvornår der ydes refusion på 50 pct. af udgifterne efter serviceloven i en sag for personer under 67 år, sænkes til 1.630.000 kr. (2020-niveau). Med forslaget vil staten således yde refusion på 50 pct. for den del af udgifterne i enkeltsager, der overstiger 1.630.000 kr. årligt i 2020-niveau. Endvidere er beløbsgrænsen oplyst i 2020-niveau. Forslaget vil indebære en nedsættelse på 420.000 kr. for grænsen med refusion på 50 pct. refusion for personer i alderen 18 år til 67 år. Dette vil medføre, at refusionen vil stige fra 25 pct. til 50 pct. af udgifterne i det nævnte interval til personer i alderen 18 år til 67 år. Endvidere vil forslaget indebære, at beløbsgrænsen for refusion på 50 pct. på voksenområdet vil blive harmoniseret med beløbsgrænsen for 50 pct. refusion på børne- og ungeområdet.

Desuden foreslås, at henvisningen til servicelovens § 176 a fjernes. Dette forslag skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 7, hvorved § 176 a foreslås ophævet.

De foreslåede ændringer vil medføre, at beløbsgrænser og refusionssatser på børne- og voksenområdet vil blive harmoniseret i én bestemmelse. Der vil således ikke være behov for en særskilt bestemmelse vedrørende beløbsgrænsen for refusion på 50 pct. af udgifter til hjælp og støtte efter serviceloven til børn og unge under 18 år, og til unge i alderen 18-22 år, som modtager hjælp og støtte efter servicelovens §§ 76 eller 76 a.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger punkt 3.3.

Der er efter de gældende bestemmelser i servicelovens §§ 176 og 176 a fastsat to beløbsgrænser, der afgrænser, hvornår staten yder refusion på henholdsvis 25 pct. og 50 pct. af den del af en kommunens udgifter efter serviceloven til personer under 67 år, der overstiger beløbsgrænserne. Der er ikke herudover fastsat yderligere beløbsgrænser eller refusionsprocenter.

Det foreslåede § 176, stk. 1, 3. pkt., er nyt. Det foreslås med denne nye bestemmelse, at for den del af udgifterne, der overstiger 2.050.000 kr. årligt (2020-niveau), udgør statsrefusionen 75 pct.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at der indføres en refusion på 75 pct. for den del af udgifterne efter serviceloven i en konkret sag, der overstiger 2.050.000 kr. årligt (2020-niveau).

Foslaget vil medføre, at kommunerne vil få en stigning i refusionen fra 50 pct. til 75 pct. for den del af udgifterne til hjælp og støtte efter serviceloven for en person under 67 år, der udgør over 2.050.000 kr. årligt (2020-niveau). Den foreslåede beløbsgrænse og refusionsprocent vil med forslaget omfatte både børne- og voksenområdet.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger punkt 3.3.

Det følger af servicelovens § 176 a, stk. 2, at refusionsgrænser og -beløb også gælder en kommunes samlede udgifter til hjælp og støtte, hvis fire eller flere børn i samme husstand er anbragt efter § 52, stk. 3, nr. 7, eller har ophold på et anbringelsessted efter § 76, stk. 3, nr. 1 eller 3, eller § 76 a, stk. 2.

Bestemmelsen i § 176 a, stk. 2, indebærer, at refusionsordningen kommer i funktion, når en kommune anbringer børn fra samme husstand uden for hjemmet, og det samlede antal anbragte børn fra husstanden udgør fire eller flere børn. Refusionsordningen gælder for det fjerde og følgende antal anbragte søskende, der er under 18 år eller er i alderen 18 år til 22 år, når de er anbragt efter servicelovens bestemmelser om efterværn.

Der er i refusionsbekendtgørelsen fastsat nærmere regler om, hvilke børn og unge der hører under samme husstand.

Det foreslås, at der i servicelovens § 176 efter stk. 1 indsættes to nye stykker.

Efter det foreslåede nye § 176, stk. 2, vil servicelovens § 176, stk. 1 også gælde for summen af en kommunes udgifter til hjælp og støtte efter loven for børn og unge under 18 år, og udgifter til hjælp og støtte efter lovens §§ 76 og 76 a for unge i alderen 18-22 år, når de pågældende børn og unge tilhører samme husstand.

Forslaget vil medføre, at en kommune vil kunne få dækket udgifter til de samlede indsatser til søskende, uanset hvor mange søskende der er i samme husstand, og uanset hvilken type indsats der er tale om, hvis udgifterne samlet set overstiger beløbsgrænserne efter servicelovens § 176, stk. 1.

Forslaget vil indebære, at refusionsordningen udvides, idet en kommune vil kunne sammenlægge alle udgifter til hjælp og støtte efter serviceloven til en søskendeflok i familien, dvs. både udgifter til forebyggende foranstaltninger i hjemmet og udgifter til anbringelser uden for hjemmet. Bestemmelsen foreslås at gælde for hjælp og støtte efter serviceloven til søskende under 18 år og for søskende i alderen 18 år til 22 år, der modtager hjælp og støtte efter servicelovens §§ 76 og 76 a. Bestemmelsen foreslås at gælde for søskende i samme husstand.

Det er hensigten, at der i en bekendtgørelse vil blive fastsat nærmere regler om, hvilke børn og unge der hører under samme husstand, herunder til hvilken husstand en kommunes udgifter til anbragte børn vil skulle medregnes.

Efter de gældende bestemmelser i servicelovens § 176 omfatter den centrale refusionsordning for særligt dyre enkeltsager ikke udgifter til hjælp og støtte efter serviceloven til personer på 67 år og derover.

Det indebærer, at kommunen som udgangspunkt afholder alle udgifter efter serviceloven til hjælp og støtte til personer på 67 år og derover.

Med det foreslåede nye § 176, stk. 3, foreslås det, at servicelovens § 176, stk. 1, skal finde tilsvarende anvendelse for en kommunes udgifter til hjælp og støtte efter loven til personer efter det fyldte 67. år, hvis de var omfattet af refusionsordningen umiddelbart forud for det fyldte 67. år.

Forslaget vil indebære, at en kommune kan hjemtage refusion for den del af udgifterne til hjælp og støtte efter serviceloven i en sag, der overstiger grænsebeløbene, til personer efter det fyldte 67. år. Det foreslås, at det vil være en betingelse for refusion, at udgifter til den pågældende er omfattet af refusionsordningen umiddelbart forud for det fyldte 67. år. Det vil sige, at kommunens udgifter efter serviceloven til den pågældende borger i den sidste måned forud for det fyldte 67. år skal udgøre 1 / 12 af de fastsatte grænsebeløb for refusion, svarende til at udgiften skal udgøre mere end 1 / 12 af det årlige beløb på 830.000 kr. (2020-niveau).

Dette vil medføre, at refusionsordningen vil fortsætte efter det fyldte 67. år for de sager, hvortil udgifterne var omfattet af refusionsordningen umiddelbart forud for det fyldte 67. år.

En opretholdelse af refusionsordningen for de nævnte sager, så de fortsat er omfattet af refusionsordningen efter det fyldte 67. år, vil i højere grad kunne sikre, at de kommuner, der har udgifter til disse borgere, modtager finansiering til dem.

Det er hensigten, at der i en bekendtgørelse vil blive fastsat nærmere regler for opgørelse af udgifter og statsrefusion for personkredsen.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger punkterne 3.1 og 3.3.

Det følger af servicelovens § 176, stk. 2, at social- og indenrigsministeren i en bekendtgørelse kan fastsætte nærmere regler om statsrefusionen efter denne bestemmelse.

Det foreslås, at ordene »denne bestemmelse« i § 176, stk. 2, ændres til: »stk. 1-3«. Forslaget har sammenhæng med lovforslaget § 1, nr. 4, hvorved der i § 176 efter stk. 1 vil blive indsat to nye stykker som stk. 2 og 3

Forslaget vil indebære, at social- og indenrigsministeren i en bekendtgørelse også vil kunne fastsætte nærmere regler om statsrefusionen efter de foreslåede to nye stykker i § 176, jf. lovforslagets § 1, nr. 4.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger punkt 3.1 samt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 4.

Det følger af servicelovens § 176, stk. 3, at i 2007 indtræder statsrefusionen på 25 pct. fra 0,4 mio. kr. årligt og 50 pct. fra 0,8 mio. kr. årligt. I 2008 indtræder refusionen på 25 pct. ved 0,5 mio. kr. årligt og 50 pct. ved 1 mio. kr. årligt. I 2009 indtræder refusionen på 25 pct. ved 0,6 mio. kr. årligt og 50 pct. ved 1,2 mio. kr. årligt.

Med § 176, stk. 3, blev der i sin tid indført en bestemmelse om, at reglerne vedrørende den centrale refusionsordning skulle indføres gradvist.

De endelige beløbsgrænser for refusionsordningen på henholdsvis 25 og 50 pct. blev nået i 2010, og § 176, stk. 3, har ikke længere betydning. Bestemmelsen er derfor overflødig. Det foreslås derfor, at § 176, stk. 3, ophæves.

Det foreslås, at der indsættes en ny § 176 a i serviceloven. Med bestemmelsen foreslås en justering af de gældende refusionsgrænser for kommunernes udgifter til børn og unge, herunder højere refusion for anbringelsessager, når der er tale om store søskendeflokke.

I den foreslåede nye § 176 a, stk. 1, foreslås indført ændrede beløbsgrænser for den generelle statsrefusion for kommunernes udgifter til hjælp og støtte efter serviceloven til børn og unge under 18 år og unge, der får støtte efter § 76 (efterværn). Med ændringen tilbageføres beløbsgrænserne for statsrefusionen for foranstaltninger til børn og unge efter servicelovens til det niveau, der ved refusionsordningens indførelse gjaldt for 2009, opregnet med satsreguleringsprocenten til 2012-priser og afrundet til nærmeste 10.000 kr. Med ordningen sikres kommunerne refusion på 25 pct. for den del af de samlede udgifter til børn og unge, der overstiger 710.000 kr. årligt og 50 pct. for den del af de samlede udgifter, der overstiger 1.420.000 kr.

I § 176 a, stk. 2 foreslås, at refusionsordningen i stk. 1 også kommer til at omfatte de samlede udgifter til hjælp og støtte efter serviceloven til anbragte børn i en enkelt familie, når der er tale om anbringelse af 4 eller flere børn. Formålet er her at sikre, at den enkelte kommune ikke påføres store udgifter i indsatsen over for en enkelt familie, hvor det er nødvendigt at anbringe en hel søskendeflok. Ordningen i stk. 2 gælder for anbringelser i henhold til servicelovens § 52, stk. 3, nr. 7, og for udgifter til ophold i et anbringelsessted efter servicelovens § 76, stk. 3, nr. 1 eller 3. Refusionsordningen træder i funktion, når én kommune anbringer børn fra samme husstand og det samlede antal anbragte børn fra husstanden udgør 4 eller flere børn. De udgifter, der kan medregnes, er alle udgifter til foranstaltninger efter serviceloven i forhold til de anbragt børn, dvs. ikke kun udgifterne til anbringelserne. Med ordningen sikres kommunerne således refusion på 25 pct. for den del af de samlede udgifter til de anbragte børn, der overstiger 710.000 kr. årligt og 50 pct. for den del af de samlede udgifter, der overstiger 1.420.000 kr.

Når refusionsberettigede udgifter skal opgøres og hjemtages af kommunen fra staten, ansættes statsrefusionen efter stk. 1 og 2 som løbende foranstaltninger, og udgifterne opgøres på baggrund af månedstaksten, dvs. der skal sammenholdes med 1/12 af refusionsgrænsen. Det betyder, at en kommune vil kunne få refusion for udgifter i en sag, hvor anbringelsen påbegyndes f.eks. i september måned og hvor den månedlige udgift overstiger 1/12 af refusionsgrænsen i f.eks. de 4 måneder, hvor der er udgifter til anbringelsen, men hvor udgifterne i sagen ikke i kalenderåret som helhed når op over den årlige refusionsgrænse.

Endelig foreslås i § 176 a, stk. 3, at der som i den gældende § 176, stk. 2, gives social- og integrationsministeren mulighed for i en bekendtgørelse at fastsætte nærmere regler om statsrefusionen efter stk. 1 og 2. Hjemlen vil blive anvendt til at præcisere de nærmere regler for opgørelse og anvisning af refusionen i lighed med den udmøntning af hjemlen, der gælder i dag for den gældende § 176, jf. bekendtgørelse nr. 1019 af 10. oktober 2006 om statsrefusion i særligt dyre enkeltsager efter § 176 i lov om social service. Der henvises i øvrigt til afsnit 2.4.3. i de almindelige bemærkninger.

Der er alene tale om en konsekvensændring som følge af indsættelsen af den foreslåede nye bestemmelse i § 176 a om statsrefusion i serviceloven, idet der i § 176 om statsrefusion foreslås indført en henvisning til den nye § 176 a, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 6.

Herudover er bestemmelsens beløbsgrænser pl-reguleret.

Udgår som konsekvens af ændringsforslaget til § 174.