Serviceloven § 113
Gældende tekst efter LBK nr 641 af 01/07/2026.
Kapitel 21 – Hjælpemidler, boligindretning og befordring · Forbrugsgoder
§ 113.
Kommunalbestyrelsen skal yde hjælp til køb af forbrugsgoder, når betingelserne i § 112, stk. 1, er opfyldt.
Der kan dog ikke ydes hjælp til forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo.
Der kan kun ydes hjælp, når udgiften er over 500 kr.
Hjælpen udgør 50 pct. af prisen på et almindeligt standardprodukt af den pågældende art.
Hvis det på grund af den nedsatte funktionsevne er nødvendigt med et forbrugsgode, der er dyrere end et almindeligt standardprodukt, eller hvis den nedsatte funktionsevne nødvendiggør særlig indretning af forbrugsgodet, betaler kommunen, jf. stk. 1, de nødvendige merudgifter.
Hvis forbrugsgodet udelukkende fungerer som et hjælpemiddel til at afhjælpe den nedsatte funktionsevne, betaler kommunen, jf. stk. 1, de fulde anskaffelsesudgifter.
Hjælpen kan ydes som udlån.
Socialministeren kan i en bekendtgørelse fastsætte nærmere regler om
- 1)
afgrænsningen af de forbrugsgoder, der kan ydes hjælp til, og adgangen til genanskaffelse, og
- 2)
i hvilket omfang modtageren selv skal betale en del af udgiften til reparation og drift af et forbrugsgode.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 641 af 01/07/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Serviceloven § 113
Lovgivers oprindelige intention
Den oprindelige lovL 38 (2004-05, 2. samling) · bemærkning til § 113LOV nr 573 af 24/06/2005 · 24. juni 2005
Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 98 i lov om social service. Kommunalbestyrelsen har som konsekvens af strukturaftalen fået hele ansvaret for bevilling af forbrugsgoder. § 98, stk. 2 i lov om social service, ophæves derfor. Endvidere er foretaget redaktionelle ændringer, jf. afsnit 4 i de almindelige bemærkninger.
Senere ændringer
ÆndringL 150 (2016-17) · bemærkning til § 1, nr. 13LOV nr 660 af 08/06/2017 · 8. juni 2017
Serviceloven indeholder ingen regler om forenklet sagsbehandlingsprocedure ved behandlingen af ansøgninger om hjælpemidler og forbrugsgoder, uanset om der er tale om enkle og entydige sager eller mere komplekse sager. Der gælder således de generelle regler om sagsbehandling i sådanne sager, herunder reglerne i retssikkerhedsloven om sagsoplysning. Ifølge disse regler er det kommunalbestyrelsens ansvar at sikre, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes en afgørelse.
Med forslaget til § 113 a fastsættes det, at kommunalbestyrelsen i enkle og entydige sager om støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder kan beslutte at træffe afgørelse alene på baggrund af den modtagne ansøgning. I disse tilfælde skal ansøgningen indeholde de for afgørelsen nødvendige oplysninger og en erklæring på tro og love om rigtigheden af disse oplysninger eller anden relevant dokumentation herfor. Det er fortsat kommunalbestyrelsens ansvar at sikre, at de nødvendige oplysninger foreligger.
Den foreslåede bestemmelse giver således kommunalbestyrelsen mulighed for at vælge at sagsbehandle og visitere i enkle, entydige sager alene på baggrund af en ansøgning (det være sig digital, telefonisk eller personlig) fra borgeren om hjælpemidler eller forbrugsgoder. Den foreslåede forenklede sagsbehandlingsprocedure vil finde anvendelse ved førstegangs-ansøgninger, men derimod ikke i sager om genbevilling. Det bemærkes herved, at der som led i aftalen om revision af servicelovens voksenbestemmelser vil blive fastsat en regel i bekendtgørelse nr. 740 af 13. juni 2016 om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven om obligatorisk brug af tro- og loveerklæringer ved genbevilling af hjælpemidler. Ved enkle og entydige sager forstås sager, hvor borgerens funktionsnedsættelse er åbenbar, og hjælpebehovet er relativt entydigt. Som eksempler på sådanne sager kan nævnes en borger med et synshandicap, der søger om en blindestok eller en borger med nedsat gangfunktion, der søger om en rollator. Forslaget om forenklet sagsbehandling foreslås gjort til en mulighed for kommunalbestyrelsen, som den frit kan vælge at gøre brug af eller ej. I de tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen vælger ikke at anvende den foreslåede mulighed, vil de generelt gældende sagsbehandlingsregler fortsat finde anvendelse, herunder retssikkerhedslovens regler om sagsbehandling. Kommunalbestyrelsens afgørelse om støtte til et hjælpemiddel eller forbrugsgode vil ligesom efter nugældende regler kunne påklages til Ankestyrelsen efter reglerne i retssikkerhedsloven. Dette gælder, uanset om kommunalbestyrelsen har valgt at anvende den foreslåede mulighed for forenklet sagsbehandling eller ej.
Hvis kommunalbestyrelsen vælger at anvende den foreslåede forenklede sagsbehandling, betyder det, at sagen alene behandles ud fra de oplysninger, der er i ansøgningen, og borgerens ansøgning vil som led i sagsoplysningen skulle indeholde de for afgørelsen nødvendige oplysninger og en tro- og loveerklæring i forhold til rigtigheden af de indberettede oplysninger. Alternativt til en tro- og loveerklæring kan borgeren ved ansøgning vedlægge anden relevant dokumentation, f.eks. i form af lægelige oplysninger, som kan indgå i en manuel efterprøvning/stikprøvekontrol af sagerne og indgå f.eks. ved revisionen.
Det bemærkes, at forslaget ikke berører de betingelser, som skal være opfyldt, for at der kan ydes støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder, herunder betingelserne om varig funktionsnedsættelse, og at hjælpemidlet eller forbrugsgodet i væsentlig grad skal kunne afhjælpe følgerne af funktionsnedsættelsen, i væsentlig grad lette den daglige tilværelse i hjemmet eller være nødvendigt for, at borgeren kan udøve et erhverv. Disse betingelser videreføres dermed uændret.
Hvis en borger har gjort brug af kommunens digitale løsning til forenklet sagsbehandling ved tildeling af hjælpemidler og forbrugsgoder, skal borgeren være opmærksom på selv at kontakte kommunalbestyrelsen særskilt med anmodning om øvrig støtte, idet en digital løsning ikke nødvendigvis indebærer, at en sagsbehandler har forholdt sig til, om ansøgningen giver anledning til iværksættelse af andre indsatser efter serviceloven. Men hvis kommunalbestyrelsen bliver opmærksom på, at borgeren på grund af et udækket hjælpebehov kunne have behov for øvrig hjælp, har kommunalbestyrelsen pligt til at foretage den fornødne sagsbehandling i denne anledning. En sådan pligt gælder også for kommunalbestyrelsen efter gældende ret, hvis den bliver opmærksom på, at borgeren har et udækket hjælpebehov.
Kommunalbestyrelsens beslutning om at gøre brug af den foreslåede forenklede sagsbehandlingsprocedure er et processuelt skridt og kan dermed ikke påklages til Ankestyrelsen.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.5.3 i de almindelige bemærkninger.
Efter servicelovens § 112, stk. 1, og § 113, stk. 1, er det bl.a. en betingelse for støtte til et hjælpemiddel eller et forbrugsgode, at borgeren har varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Serviceloven indeholder således ikke hjemmel til at yde støtte på baggrund af en midlertidig funktionsnedsættelse.
Med forslaget til § 113 b, stk. 1, gives hjemmel til, at kommunalbestyrelsen kan beslutte at yde støtte til hjælpemidler eller forbrugsgoder i en tidsbegrænset periode til borgere med midlertidigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, hvis betingelserne for støtte til hjælpemidler eller forbrugsgoder i øvrigt er opfyldt. Støtten ydes i alle tilfælde som naturalhjælp uden egenbetaling for den enkelte borger.
Bestemmelsen giver således kommunalbestyrelsen mulighed for at yde støtte til et hjælpemiddel eller forbrugsgode i en tidsbegrænset periode til borgere med midlertidig funktionsnedsættelse. I disse tilfælde foreslås det således, at det ikke skal være en betingelse for støtte, at funktionsnedsættelsen er varig, men alene midlertidig, hvorimod betingelserne for støtte til hjælpemidler eller forbrugsgoder i øvrigt foreslås at skulle være opfyldt som forudsætning for hjælp. Hjælpemidlet eller forbrugsgodet skal således i væsentlig grad kunne afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne, i væsentlig grad lette den daglige tilværelse i hjemmet eller være nødvendig for, at borgeren kan udøve et erhverv.
Støtten ydes i alle tilfælde som naturalhjælp uden egenbetaling for den enkelte borger, uanset om der søges om støtte til et hjælpemiddel eller et forbrugsgode. Bestemmelsen finder anvendelse på alle typer af hjælpemidler, det vil sige såvel engangshjælpemidler som genbrugshjælpemidler. I og med, at hjælpen ydes som naturalhjælp, finder fritvalgsordningen på hjælpemiddelområdet ikke anvendelse.
I og med at støtten til forbrugsgoder efter den foreslåede bestemmelse ydes som naturalhjælp uden egenbetaling, finder de almindelige regler om udmåling af støtte til forbrugsgoder ikke anvendelse. Det vil sige, at borgeren ikke skal betale 50 pct. af prisen på et standardprodukt af den pågældende art, hvilket er hovedreglen ved udmåling af støtte til køb af forbrugsgoder, ligesom det ikke er et krav, at udgiften udgør mindst 500 kr., før der kan ydes hjælp. Dog kan der ikke ydes hjælp til forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo.
Der kan efter det foreslåede stk. 2 alene ydes støtte til det pågældende hjælpemiddel eller forbrugsgode én gang inden for samme tidsbegrænsede periode. Hvis der er tale om to eller flere indbyrdes adskilte perioder, vil der kunne ydes støtte én gang i hver periode. Der er derimod intet til hinder for at yde støtte til flere forskellige hjælpemidler og forbrugsgoder én gang inden for samme periode.
At der har været ydet midlertidig støtte efter den foreslåede bestemmelse herom ud fra en vurdering af, at funktionsnedsættelsen er midlertidig, er ikke til hinder for, at der efterfølgende kan ydes støtte efter reglerne om hjælpemidler eller forbrugsgoder, jf. servicelovens §§ 112 og 113, hvis funktionsnedsættelsen senere viser sig at være varig. Hvis funktionsnedsættelsen allerede fra begyndelsen af forløbet kan anses som varig, skal der ydes hjælp efter servicelovens §§ 112 eller 113 om hjælpemidler eller forbrugsgoder til borgere med varige funktionsnedsættelser.
Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om midlertidig støtte ud fra en konkret og individuel vurdering af borgerens behov. Kommunalbestyrelsens afgørelse kan påklages til Ankestyrelsen efter reglerne herom i retssikkerhedsloven.
Den foreslåede midlertidige støtte vil eksempelvis kunne finde anvendelse for en borger i et rehabiliteringsforløb, som kommunalbestyrelsen låner en el-scooter i en tidsbegrænset periode på f.eks. 2 måneder, for at borgeren kan fastholde kontakten til arbejdsmarked, uddannelse eller sociale relationer.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.4.3 i de almindelige bemærkninger.
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 113.