Serviceloven § 3

Det fremgår af § 3, stk. 3, i lov nr. 560 af 29. maj 2018 om ændring af lov om social service og lov om socialtilsyn (Styrket tilsyn på ældreområdet), at §§ 150-150 d, 157 a og 157 b i lov om social service som affattet ved lovens § 1 ophæves den 31. december 2024.

Det foreslås, at i § 3, stk. 3, ændres »31. december 2024« til: »1. juli 2025«.

Med det samtidigt fremsatte forslag til ældreloven er det bl.a. hensigten, at en række af de bestemmelser, der i dag regulerer ældreområdet, skal flyttes fra serviceloven til ældreloven. Derudover er det hensigten, at der med det samtidigt fremsatte forslag til lov om ældretilsyn skal indføres et nyt tilsyn på ældreområdet. Endvidere er det hensigten, at der med det samtidigt fremsatte forslag til lov om lokalplejehjem skal indføres mulighed for, at kommunerne kan oprette lokalplejehjem. Den foreslåede ældrelov og lov om ældretilsyn foreslås at træde i kraft den 1. januar 2025, men med idriftsættelse den 1. juli 2025, mens lov om lokalplejehjem foreslås at træde i kraft den 1. januar 2025. Da lokalplejehjem på samme måde som andre plejehjem og plejecentre m.v. bør være underlagt tilsynet på ældreområdet, og da den foreslåede nye lov om ældretilsyn først idriftsættes den 1. juli 2025, er der behov for, at den gældende regulering i §§ 150-150 d, 157 a og 157 b i serviceloven gælder indtil den 1. juli 2025. Forslaget vil medføre, at de nævnte bestemmelser i serviceloven først vil blive ophævet på dette tidspunkt.

Der henvises til bemærkningerne til punkt 2.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Med lov nr. 550 af 26. maj 2010 om ændring af retssikkerhedsloven og serviceloven (Sammenhæng mellem visitationskompetence og finansieringsansvar på det specialiserede socialområde) blev der gennemført en samling af visitationskompetence og betalingsansvar på det sociale område som helhed, dvs. at handlekommuneansvaret for en borger blev samlet hos én kommune.

Loven indeholder i § 3 en række overgangsbestemmelser. Af § 3, stk. 4, 1. pkt., fremgår, at en kommunalbestyrelse inden den 1. oktober 2010 under hensyntagen til den pågældendes forhold og af administrative hensyn kan træffe afgørelse om ikke at overtage pligten til at yde hjælp efter serviceloven til de personer, der er nævnt i § 3, stk. 3. Personer omfattet af § 3, stk. 3, var personer, der ved lovens ikrafttræden den 1. august 2010 havde ophold i en boform m.v. omfattet af § 9, stk. 7-9, og § 9 a, stk. 7, i retssikkerhedsloven som affattet ved § 1, nr. 2 og 4, i lov nr. 550 af 26. maj 2010, og den 1. januar 2011 stadig opholder sig i en sådan boform. Boformer m.v. omfattet af § 9, stk. 7-9, og § 9 a, stk. 7, i retssikkerhedsloven som affattet ved § 1, nr. 2 og 4, i lov nr. 550 af 26. maj 2010 var boformer efter §§ 107-110 og 192 i serviceloven, boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i almenboligloven, institutioner under sygehusvæsenet, institutioner under Kriminalforsorgen og boliger, boformer m.v., der træder i stedet for og kan sidestilles med de forannævnte boformer m.v. Det følger videre af § 3, stk. 4, 2. pkt., i lov nr. 550 af 26. maj 2010, at en afgørelse efter lovens § 3, stk. 4, 1. pkt., om ikke at overtage pligten til at yde hjælp af den person, afgørelsen vedrører, kan indbringes for det sociale nævn efter kapitel 10 i retssikkerhedsloven.

§ 3, stk. 4, i lov nr. 550 af 26. maj 2010 gav således mulighed for, at en kommunalbestyrelse inden den 1. oktober 2010 kunne beslutte, at kommunalbestyrelsen ikke ønskede at overtage visitationskompetencen og pligten til at yde hjælp til en borger. Såfremt kommunalbestyrelsen traf en sådan afgørelse, ville handlekommuneansvaret ikke blive samlet hos én kommune, og den pågældende kommune ville fortsat alene have betalingsansvaret for hjælp efter serviceloven til borgeren.

Med § 3, nr. 1, i lov nr. 754 af 13. juni 2023 blev indsat et nyt punktum som § 3, stk. 4, 3. pkt., i lov nr. 550 af 26. maj 2010. Efter denne bestemmelse kan kommunalbestyrelsen, såfremt kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse efter § 3, stk. 4, 1. pkt., om ikke at overtage pligten til at yde hjælp til personer, der er nævnt i § 3, stk. 3, under hensyntagen til den pågældendes forhold og af administrative hensyn og med den pågældendes samtykke på et senere tidspunkt med tre måneders varsling og med virkning fra 1. januar i en valgperiodes tredje år træffe afgørelse om at overtage pligten til at yde hjælp. Under folketingsbehandlingen blev ikrafttrædelsen for lov nr. 754 af 13. juni 2023 udskudt fra den 1. oktober 2023 til den 1. januar 2024. Derved vil det ikke i indeværende kommunale valgperiode være muligt at anvende muligheden i § 3, stk. 4, 3. pkt.

Det foreslås, at det som § 3, stk. 4, 4. pkt., i lov nr. 550 af 26. maj 2010 indsættes, at for valgperioden, hvis første år er 2022, vil en afgørelse efter 3. pkt. dog have virkning fra den 1. januar 2025.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at virkningstidspunktet fraviges i § 3, stk. 4, 3. pkt., for så vidt angår den indeværende kommunale valgperiode, som startede den 1. januar 2022. Det vil således i tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse efter § 3, stk. 4, 1. pkt., om ikke at overtage pligten til at yde hjælp til personer, der er nævnt i § 3, stk. 3, være muligt under hensyntagen til den pågældendes forhold og af administrative hensyn og med den pågældendes samtykke på et senere tidspunkt med tre måneders varsling og med virkning fra 1. januar 2025 at træffe afgørelse om at overtage pligten til at yde hjælp. Varslet vil således skulle være givet senest den 1. oktober 2024.

Den foreslåede bestemmelse er begrundet i, at ikrafttrædelsestidspunktet for lov nr. 754 af 13. juni 2023 under folketingsbehandlingen blev udskudt til den 1. januar 2024, hvilket medfører, at muligheden i § 3, stk. 4, 3. pkt., i lov nr. 550 af 26. maj 2010 for at hjemtage handlekommuneansvaret ikke er mulig at anvende i indeværende kommunale valgperiode, hvilket findes uhensigtsmæssigt. Der foreslås derfor indført en særlig ordning for indeværende kommunale valgperiode, som påbegyndtes den 1. januar 2022.

Det fremgår af § 3, stk. 1, i serviceloven, at det er kommunalbestyrelsen, der træffer afgørelse om tilbud efter serviceloven. Bestemmelsen i § 3, stk. 2, 1. pkt., indeholder særlige krav til kommunalbestyrelsens afgørelse i visse tilfælde. Det drejer sig om afgørelser om tilbud efter §§ 32, 36, 101, 103, 104 og 107-110, hvor afgørelsen indeholder oplysninger om beslutninger om den konkrete indsats, som iværksættes, og formålet hermed.

§ 14 i serviceloven vedrører Tilbudsportalen. Det fremgår af bestemmelsens stk. 1, at social- og boligministeren samler og formidler oplysninger om kommunale, regionale og private tilbud omfattet af § 4 i socialtilsynsloven og om kommunale, regionale og private tilbud efter §§ 32, 36, 103 og 104 i serviceloven i en landsdækkende oversigt (Tilbudsportalen).

Det fremgår af § 32 i serviceloven, at kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om hjælp til børn, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for hjælp eller særlig støtte. Hjælpen kan tilrettelægges i særlige dagtilbud, i særlige klubtilbud eller i forbindelse med andre tilbud efter serviceloven eller efter dagtilbudsloven. Hjælpen kan også udføres helt eller delvis af forældrene i hjemmet som hjemmetræning.

§ 36 i serviceloven regulerer særlige klubtilbud. Det fremgår af bestemmelsen, at kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der er det nødvendige antal pladser i særlige klubtilbud til større børn og unge, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har et særligt behov for støtte, behandling m.v., der ikke kan dækkes gennem deltagelse i et af de tilbud, der er nævnt i §§ 65 og 66 i dagtilbudsloven.

Det foreslås, at henvisningen til §§ 32 og 36 i serviceloven udgår i § 3, stk. 2, 1. pkt., og § 14, stk. 1 .

De foreslåede ændringer vil for det første betyde, at de særlige krav i § 3, stk. 2, 1. pkt., til kommunalbestyrelsens afgørelse om, at afgørelsen skal indeholde oplysninger om beslutninger om den konkrete indsats, som iværksættes, og formålet hermed, ikke vil finde anvendelse for kommunalbestyrelsens afgørelse om særlige dag- og klubtilbud efter §§ 32 og 36.

De foreslåede ændringer vil for det andet betyde, at særlige dag- og klubtilbud efter §§ 32 og 36 ikke vil være omfattet af § 14, stk. 1, og dermed ikke vil skulle fremgå af Tilbudsportalen.

De foreslåede ændringer skal ses i sammenhæng med, at §§ 32 og 36 om særlige dag- og klubtilbud med lovforslagets § 1, nr. 14, foreslås ophævet. De foreslåede ændringer af § 3, stk. 2, 1. pkt., og § 14, stk. 1, såvel som den med lovforslagets § 1, nr. 14, foreslåede ophævelse af §§ 32 og 36 er begrundet i, at hjælp og støtte til børn og unge, der i dag fremgår af serviceloven, med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov foreslås udskilt i en særskilt lov – barnets lov. Det findes derfor hensigtsmæssigt, at også de processuelle regler knyttet til hjælp og støtte til børn og unge, kommer til at fremgå af barnets lov.

Bestemmelserne om særlige dag- og klubtilbud, der efter gældende ret fremgår af §§ 32 og 36 i serviceloven, foreslås med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov videreført med sproglige ændringer som §§ 82-84 i barnets lov. Bestemmelsen om de særlige krav til kommunalbestyrelsens afgørelse om særlige dag- og klubtilbud, der efter gældende ret fremgår af § 3, stk. 2, 1. pkt., i serviceloven foreslås med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov videreført med sproglige ændringer som § 10, stk. 4, i barnets lov. Efter § 164 i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov foreslås særlige dag- og klubtilbud efter §§ 82-84 i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov omfattet af Tilbudsportalen, jf. § 14 i serviceloven. De foreslåede ændringer vil således ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til §§ 10, 82-84 og 164 i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov og til dette lovforslags almindelige bemærkninger, punkt 2.7.1.2 og 2.7.1.3.

Med lov nr. 550 af 26. maj 2010 om ændring af retssikkerhedsloven og serviceloven (Sammenhæng mellem visitationskompetence og finansieringsansvar på det specialiserede socialområde) blev der gennemført en samling af visitationskompetence og betalingsansvar på det sociale område som helhed, dvs. at handlekommuneansvaret for en borger blev samlet hos én kommune.

Loven indeholder i § 3 en række overgangsbestemmelser. Af § 3, stk. 4, 1. pkt., fremgår, at en kommunalbestyrelse inden den 1. oktober 2010 under hensyntagen til den pågældendes forhold og af administrative hensyn kan træffe afgørelse om ikke at overtage pligten til at yde hjælp efter serviceloven til de personer, der er nævnt i § 3, stk. 3. Personer omfattet af § 3, stk. 3, var personer, der ved lovens ikrafttræden den 1. august 2010 havde ophold i en boform m.v. omfattet af § 9, stk. 7-9, og § 9 a, stk. 7, i retssikkerhedsloven som affattet ved § 1, nr. 2 og 4, i lov nr. 550 af 26. maj 2010, og den 1. januar 2011 stadig opholder sig i en sådan boform. Boformer m.v. omfattet af § 9, stk. 7-9, og § 9 a, stk. 7, i retssikkerhedsloven som affattet ved § 1, nr. 2 og 4, i lov nr. 550 af 26. maj 2010 var boformer efter §§ 107-110 og 192 i serviceloven, boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i almenboligloven, institutioner under sygehusvæsenet, institutioner under Kriminalforsorgen og boliger, boformer m.v., der træder i stedet for og kan sidestilles med de forannævnte boformer m.v. Det følger videre af § 3, stk. 4, 2. pkt., i lov nr. 550 af 26. maj 2010, at en afgørelse efter lovens § 3, stk. 4, 1. pkt., om ikke at overtage pligten til at yde hjælp af den person, afgørelsen vedrører, kan indbringes for det sociale nævn efter kapitel 10 i retssikkerhedsloven.

§ 3, stk. 4, i lov nr. 550 af 26. maj 2010 gav således mulighed for, at en kommunalbestyrelse inden den 1. oktober 2010 kunne beslutte, at kommunalbestyrelsen ikke ønskede at overtage visitationskompetencen og pligten til at yde hjælp til en borger. Såfremt kommunalbestyrelsen traf en sådan afgørelse, ville handlekommuneansvaret ikke blive samlet hos én kommune, og den pågældende kommune ville fortsat alene have betalingsansvaret for hjælp efter serviceloven til borgeren.

Det foreslås, at der som 3. pkt. i § 3, stk. 4, i lov nr. 550 af 26. maj 2010 indsættes, at såfremt kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse efter § 3, stk. 4, 1. pkt., om ikke at overtage pligten til at yde hjælp til personer, der er nævnt i § 3, stk. 3, kan kommunalbestyrelsen under hensyntagen til den pågældendes forhold og af administrative hensyn og med den pågældendes samtykke på et senere tidspunkt med tre måneders varsling og med virkning fra 1. januar i en valgperiodes tredje år træffe afgørelse om at overtage pligten til at yde hjælp.

De foreslåede bestemmelser vil medføre, at en kommunalbestyrelse, som i 2010 valgte at benytte muligheden efter § 3, stk. 4, i lov nr. 550 af 26. maj 2010 og altså ikke hjemtage hele handlekommuneansvaret efter serviceloven for en borger, vil have mulighed for at genoverveje denne beslutning, og såfremt der under hensyntagen til den pågældendes borgers forhold og de administrative hensyn er baggrund herfor, træffe afgørelse om at hjemtage hele handlekommuneansvaret efter serviceloven. En sådan afgørelse vil skulle træffes med mindst tre måneders varsling og med virkning fra den 1. januar i en valgperiodes tredje år. Det vil endvidere være et krav, at der er indhentet samtykke til ændringen fra den pågældende borger eller eventuelt dennes værge. Afgørelsen vil skulle bygge på en samlet afvejning af hensynet til borgeren, administrative hensyn og de budgetstyringsmæssige hensyn, som lå til grund for samlingen af handlekommuneansvaret hos én kommune med lov nr. 550 af 26. maj 2010. De hensyn til borgeren, der vil kunne lægges vægt på, vil f.eks. kunne være borgerens alder, afstanden fra borgerens bopæl til kommunen eller til pårørendes handlekommune, den forventede varighed af opholdet på botilbuddet m.v. og det tidsrum, der er gået, siden borgeren fik ophold uden for kommunen.

Afgørelse efter den foreslåede bestemmelse vil så vidt muligt skulle ske i samarbejde med den kommune, der siden 2010 har haft visitationskompetencen og pligten til at yde hjælp efter serviceloven, herunder med henblik på at gøre skiftet i handlekommune så skånsomt for borgeren som muligt. Efter § 3, stk. 5, i lov nr. 550 af 26. maj 2010 vil kommunen til brug for behandlingen af sagen uden samtykke fra borgeren af opholdskommunen kunne forlange de oplysninger om den pågældende, der er nødvendige for sagens behandling.

Den foreslåede varslingspligt og begrænsning af, hvornår afgørelsen vil kunne have virkning fra, er begrundet i hensynet til forudsigelighed for både borgeren og for de kommuner, der siden 2010 har haft visitationskompetencen og pligten til at yde hjælp efter serviceloven til de borgere, som en anden kommune skulle have overtaget det samlede handlekommuneansvar for, men hvor sidstnævnte kommune traf afgørelse efter § 3, stk. 4, i lov nr. 550 af 26. maj 2010. Varslingspligten vil endvidere skulle sikre den nødvendige tid til forberedelse af overdragelsen af visitationskompetencen og pligten til at yde hjælp.

Den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 4, 3. pkt., er begrundet i, at den absolutte frist fastsat med § 3, stk. 4, 1. pkt., har vist sig uhensigtsmæssig henset til, at den afskærer kommunernes mulighed for på baggrund af den efterfølgende udvikling, herunder både i kommunernes tilrettelæggelse og styring af socialområdet og i den enkelte borgers forhold, at omgøre den beslutning, der blev truffet i 2010, og kommunen derved ikke har mulighed for at bringe retstilstanden i overensstemmelse med det normale udgangspunkt efter retssikkerhedsloven om samlet handlekommuneansvar i sager efter serviceloven. Det findes derfor, at der bør åbnes op over for, at kommunerne i en struktureret proces kan træffe afgørelse i de enkelte sager om, hvorvidt handlekommuneansvaret bør samles eller fortsat være delt.

Da kommunen alene vil kunne træffe afgørelse efter den foreslåede bestemmelse med borgerens samtykke, findes det ikke nødvendigt at indføre mulighed for at klage over afgørelsen. En kommunes undladelse af at træffe afgørelse efter den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 4, 3. pkt., vil heller ikke kunne påklages.

Det følger af § 3, stk. 3, i lov nr. 560 af 29. maj 2018 om ændring af lov om social service og lov om socialtilsyn, at §§ 150-150 d, 157 a og 157 b i lov om social service som affattet ved denne lovs § 1, ophæves den 31. december 2021.

Det foreslås at ændre 3, stk. 3, således at »2021« ændres til »2024«.

Forslaget vil konkret betyde, at §§ 150–150 d, først ophæves den 31. december 2024.

Dette betyder, at servicelovens §§ 150-150 d, § 157 a og 157 b videreføres, hvorved Styrelsen for Patientsikkerheds Ældretilsyn frem til den 31. december 2024 skal føre et risikobaseret tilsyn med den social- og plejefaglige indsats på plejecentre, midlertidige pladser og hjemmeplejeenheder.

I 2021 vil Styrelsen for Patientsikkerhed udarbejde en samlet evaluering af tilsynet på baggrund af de første 4 år.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Der er ikke i dag bestemmelser i serviceloven om konkrete varslingsperioder, når en kommune træffer afgørelse om at nedsætte eller frakende hjælp efter serviceloven, dvs. helt eller delvist tilbagekalder en begunstigende forvaltningsakt. Det betyder, at der heller ikke er fastsat regler om brug af et varsel i de tilfælde, hvor nedsættelse eller frakendelse har vidtrækkende konsekvenser for den enkelte og efterfølgende vil være svært genoprettelige. På servicelovens område gælder derfor de almindelige forvaltningsretlige regler om tilbagekaldelse af begunstigende forvaltningsakter. For en nærmere beskrivelse heraf henvises til afsnit 2.11.1 i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås med den foreslåede § 3 a at indsætte en bestemmelse i serviceloven, hvorefter kommunalbestyrelsens afgørelser om frakendelse eller nedsættelse af hjælp efter servicelovens §§ 95, 96 og 98 skal meddeles med et varsel på mindst 14 uger fra det tidspunkt, hvor borgeren har modtaget afgørelsen. Borgeren antages at have modtaget afgørelsen, når afgørelsen er kommet frem til borgeren enten i borgerens e-boks eller ved almindeligt brev. Det samme gælder kommunalbestyrelsens afgørelser efter servicelovens §§ 32 og 36 om frakendelse af en plads i et særligt dag- eller klubtilbud, kommunalbestyrelsens afgørelser efter servicelovens § 114 om frakendelse af bilstøtte inden udløbet af genanskaffelsesperioden og kommunalbestyrelsens afgørelser efter servicelovens § 42 om ophør af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i de tilfælde, hvor de af børne- og socialministeren fastsatte regler om afviklingsperiode finder anvendelse. De her nævnte afgørelser om frakendelse eller nedsættelse af hjælp, som har vidtrækkende konsekvenser for den enkelte borger, får dermed opsat virkning i mindst 14 uger fra modtagelsen af afgørelsen.

Det vil blive sikret, at der i Ankestyrelsen for klager over denne type afgørelser gennemføres en særligt hurtig sagsbehandling, som skal tilstræbe, at klagesagen er afgjort inden udløbet af varslingsperioden. Herved vil det blive tilstræbt, at borgeren under en eventuel klagesagsbehandling bevarer den hidtidige hjælp. I de tilfælde, hvor Ankestyrelsen ikke kan afslutte klagesagsbehandlingen inden udløbet af varslingsperioden, vil der være mulighed for at tillægge klagen opsættende virkning efter de almindelige forvaltningsretlige retsgrundsætninger herom. Der henvises i øvrigt til afsnit 2.11.1 om gældende ret i de almindelige bemærkninger.

Hvis lovforslaget vedtages, vil den foreslåede varslingsperiode på 14 uger for afgørelsernes virkningstidspunkt desuden blive kombineret med en nedsættelse af den frist, der gælder for kommunalbestyrelsens genbehandling ved klage, for de afgørelser, der er omfattet af varslingsordningen. Efter § 12, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1338 af 18. november 2016 om retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsbekendtgørelsen) gælder den generelle hovedregel, at kommunalbestyrelsen skal genvurdere en afgørelse inden 4 uger efter, at klagen er modtaget.

Det vil, hvis lovforslaget vedtages, blive fastsat i bekendtgørelsen, at kommunalbestyrelsen skal genvurdere afgørelser, der er omfattet af den foreslåede varslingsordning, inden 2 uger efter, at klagen er modtaget. Borgerens klagefrist på 4 uger, jf. retssikkerhedslovens § 67, foreslås ikke ændret.

Ændringen af genvurderingsfristen vil sammen med varslingsordningen indebære, at alt efter tidspunktet for indgivelse af den konkrete klage inden for klagefristen, vil Ankestyrelsen have mindst 8 uger inden for varslingsperioden til at behandle klagesagerne, idet den foreslåede varslingsperiode på 14 uger må fratrækkes klageperioden på op til 4 uger og genvurderingsfristen på 2 uger.

En afgørelse om frakendelse eller nedsættelse af alle de typer af hjælp efter serviceloven, der foreslås omfattet af § 3 a, vil have vidtrækkende konsekvenser, som ikke eller kun vanskeligt lader sig genoprette for den enkelte borger. Heri ligger, at der vil være tale om situationer, hvor en frakendelse eller nedsættelse af hjælpen altid vil have vidtrækkende konsekvenser for borgeren, som ikke eller kun vanskeligt lader sig genoprette. Det kan således vise sig ganske vanskeligt eller umuligt at genetablere en ordning med kontant tilskud til ansættelse af hjælpere efter servicelovens § 95 eller en ordning med borgerstyret personlig assistance efter § 96 med et tilstrækkeligt kvalificeret hjælperkorps, hvis ordningerne først er blevet afviklet eller reduceret. Det samme vil være tilfældet i forhold til på ny at finde en særlig kontaktperson med de fornødne kvalifikationer til en borger med døvblindhed, der har fået frakendt eller reduceret en ordning efter § 98.

I sager om frakendelse af handicapbil, jf. servicelovens § 114, før udløbet af genanskaffelsesperioden, vil det ligeledes være ganske vanskeligt at foretage genopretning, hvis billånet m.v. er afviklet. Det samme gælder i sager om frakendelse af pladser i særlige dag- eller klubtilbud, jf. servicelovens §§ 32 eller 36, hvor pladsen med al sandsynlighed er besat til anden side.

I forhold til servicelovens § 42 om tabt arbejdsfortjeneste gælder i dag en afviklingsperiode på 3 måneder ved ophør, jf. § 17 i bekendtgørelse nr. 32 af 21. januar 2015 om tilskud til pasning af børn med handicap eller langvarig sygdom. Borgeren fortsætter med at modtage hjælp i afviklingsperioden, hvorved borgeren får tid til at indrette sig på den ændrede situation som følge af ophøret af den tabte arbejdsfortjeneste. Set i lyset heraf foreslås afgørelser om ophør af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i de tilfælde, der er omfattet af reglerne om afviklingsperioden, medtaget i den foreslåede varslingsordning, således at afviklingsperioden begynder at løbe parallelt med varslingsperioden og ikke først ved varslingsperiodens udløb.

Af § 17, stk. 3, i den nævnte bekendtgørelse fremgår det, at hvis modtageren af tabt arbejdsfortjeneste i afviklingsperioden opnår en arbejdsindtægt, ophører udbetalingen af hjælp i det omfang, indtægten modsvarer den ydede hjælp. Dette vil få betydning for varslingsperioden i disse sager, idet varslingsperioden vil blive forkortet for borgere, som ophører med at modtage tabt arbejdsfortjeneste efter § 17, stk. 3, idet der ellers vil ske overkompensation.

Varslet efter den foreslåede bestemmelse skal være på mindst 14 uger, men der er intet til hinder for, at der gives et længere varsel. Et eksempel, hvor et længere varsel kan overvejes, kan være i ordninger med kontant tilskud til ansættelse af hjælpere eller borgerstyret personlig assistance efter servicelovens §§ 95 eller 96, hvor ordningen frakendes. Hvis der er ansat hjælpere med meget høj anciennitet i sådanne ordninger, kan et varsel på 14 uger være utilstrækkeligt til at afvikle ordningen.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.11.3 i de almindelige bemærkninger.

Af § 1 i lov nr. 1633 af 26. december 2013 om ændring af lov om ændring af lov om social service (Ændring af revisionsbestemmelse) fremgår, at social- og indenrigsministeren senest i folketingsåret 2015-2016 skal fremsætte lovforslag om revision af servicelovens § 123 d om alarm- og pejlesystemer over for børn og unge med nedsat psykisk funktionsevne anbragt i døgninstitution eller på opholdssted.

Det foreslås, at revisionsbestemmelsen ophæves, da revisionen er gennemført i forbindelse med udarbejdelse af det samtidigt fremsatte lovforslag om voksenansvar over for anbragte børn og unge. Der henvises i øvrigt til punkt 2.2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kommunalbestyrelsens afgørelser efter lov om social service kan som hovedregel påklages til det sociale nævn efter reglerne i kap. 10 i retssikkerhedsloven. Det er fastsat i servicelovens § 166 og i § 133, § 137 d, stk. 6, § 142, stk. 8 og § 167.

På baggrund af de foreslåede ændringer af klagestrukturen, som beskrevet i de almindelige bemærkninger afsnit 3.1. , hvorefter de sociale nævn nedlægges, og kommunalbestyrelsens afgørelser på det sociale område i stedet kan indbringes for Ankestyrelsen i det omfang, det fremgår af lovgivningen, foreslås det, at klagebestemmelsen i § 166 og de øvrige nævnte bestemmelser ændres, således at klage over de nævnte afgørelser efter serviceloven kan indbringes for Ankestyrelsen.

Om den foreslåede forenkling af klagestrukturen henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.1.3.

Oplysninger om den konkrete indsats

I lov om social service er der i forbindelse med kommunalreformen indsat en generel bestemmelse i lovens § 3, hvorefter det er kommunalbestyrelsen, som træffer afgørelse om tilbud efter loven.

Det foreslås, at kommunalbestyrelsens forpligtelse til at træffe afgørelser om tilbud efter lov om social service fastsættes, således at afgørelser om visse tilbud efter loven skal indeholde oplysninger om beslutninger om den konkrete indsats, som iværksættes, og formålet hermed. Oplysningerne skal ikke være så detaljerede som de oplysninger, som indgår i den handleplan, som kommunalbestyrelsen kan tilbyde efter § 141 i serviceloven. Afgørelsen kan fx indeholde oplysninger om, hvorvidt indsatsen skal leveres som dagtilbud eller døgntilbud, om valg af en bestemt behandlingsmetode eller valg af en bestemt pædagogisk metode, mv.

Forslaget berører ikke kommunalbestyrelsens forpligtelse til at udarbejde handleplaner efter servicelovens § 141. Handleplaner efter servicelovens § 141 er mere detaljerede end de afgørelser, som skal udarbejdes efter den foreslåede nye bestemmelse, da handleplanerne indeholder flere oplysninger end beslutningen om den konkrete indsats. Handleplanen indeholder oplysninger om boligforhold, økonomi, gæld, fritidsforhold og planer for beskæftigelse eller uddannelse.

Forslaget berører heller ikke afgørelser om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten efter kapitel 24 i lov om social service. Sager om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten behandles fortsat efter de særlige sagsbehandlingsregler i serviceloven, som gælder for behandling af sager om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten.

Forslaget berører heller ikke forvaltningslovens regler om begrundelse af afgørelser.

Hvilke former for hjælp er omfattet

Det foreslås, at forslaget om krav til kommunernes sagsbehandling skal omfatte følgende tilbud efter lov om social service:

– særlige dagtilbud,

– særlige klubtilbud,

– botilbud til personer med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne, jf. §§ 107 og 108,

– botilbud til midlertidigt ophold til kvinder, som har været udsat for vold mv. jf. § 109,

– botilbud til midlertidige ophold for personer med særlige sociale problemer, jf. § 110,

– tilbud om beskyttet beskæftigelse, jf. § 103,

– aktivitets- og samværs tilbud, jf. § 104, og

– behandlingstilbud til stofmisbrugere § 101.

Bestemmelsen omfatter ikke døgntilbud til børn og unge, da der allerede er indført særlige regler i serviceloven om retssikkerhed for børn, unge og forældre i forbindelse med anbringelse af børn uden for hjemmet. Reglerne om retssikkerhed i forbindelse med anbringelse af børn uden for hjemmet blev skærpet med anbringelsesreformen, som træder i kraft den 1. januar 2006. I forbindelse med anbringelsesreformen blev det bl.a. præciseret, at afgørelser om valg af anbringelsessted og ændret anbringelsessted kan indbringes for det sociale nævn af barnet eller den unge, der er fyldt 12 år samt af forældremyndighedsindehaveren. Endvidere blev det præciseret, at afgørelser om behandling, uddannelse, samvær med personer fra netværket m.v. samt afgørelser om samvær og kontakt kan indbringes for det sociale nævn af den unge, der er fyldt 15 år eller af forældremyndighedsindehaveren. Afgørelserne kan også indbringes for det sociale nævn af den af forældrene, som ikke har del i forældremyndigheden, i det omfang afgørelsen angår vedkommende. Disse regler om klageadgang fremgår af § 69 i lov om social service. Endvidere er kommunalbestyrelsen efter § 140 forpligtet til at udarbejde en handleplan før den træffer afgørelser i sager om særlig støtte til børn om unge. Handleplanen skal opstille mål og delmål i forhold til barnets eller den unges udvikling og adfærd, familieforhold, skoleforhold, sundhedsforhold, fritid og venskaber og andre relevante forhold. Handleplanen skal også angive indsatsens forventede varighed.