Serviceloven § 153

Efter servicelovens § 153, stk. 1, skal personer, der udøver offentlig tjeneste eller offentligt hverv, underrette kommunalbestyrelsen, hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til eller grund til at antage,

1) at et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte, 2) at et barn umiddelbart efter fødslen kan få behov for særlig støtte på grund af de vordende forældres forhold eller 3) at et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte på grund af barnets eller den unges ulovlige skolefravær eller undladelse af at opfylde undervisningspligten, eller 4) at et barn eller en ung under 18 år har været udsat for overgreb.

at et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte,

at et barn umiddelbart efter fødslen kan få behov for særlig støtte på grund af de vordende forældres forhold eller

at et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte på grund af barnets eller den unges ulovlige skolefravær eller undladelse af at opfylde undervisningspligten, eller

at et barn eller en ung under 18 år har været udsat for overgreb.

Med særlig støtte henvises til støtte efter servicelovens kapitel 11 om særlig støtte til børn og unge. Der er således ikke i dag underretningspligt i situationer, hvor barnets eller den unges vanskeligheder har en karakter, som reglerne om særlig støtte efter servicelovens kapitel 11 ikke tager sigte på at løse.

Underretningspligten indtræder uanset, hvad der er årsagen til, at barnet eller den unge kan have behov for særlig støtte.

Den, der underretter, skal ikke foretage en vurdering af, om barnet eller den unge vil kunne opnå særlig støtte. Denne vurdering foretages af kommunalbestyrelsen.

Fravær er ulovligt, hvis det ikke skyldes sygdom eller lignende forhold, og skolelederen ikke har godkendt fraværet. Der henvises til folkeskolelovens § 39, stk. 1, og bekendtgørelse om elevers fravær fra undervisningen i folkeskolen.

Der er i servicelovens § 153 om den udvidede underretningspligt ikke fastsat en grænse for, hvor meget ulovligt skolefravær et barn eller en ung må have, før fraværet må antages at være så bekymrende, at der skal foretages en underretning.

Efter den foreslåede § 153, stk. 2, skal skoleledere på folkeskoler underrette kommunalbestyrelsen, når en elev har ulovligt skolefravær på 15 pct. eller derover inden for ét kvartal. Med den foreslåede § 153, stk. 2, indskærpes det således, at 15 pct. ulovligt skolefravær og derover er så bekymrende, at kommunen skal underrettes, uagtet om barnet eller den unge ellers vurderes at have behov for særlig støtte efter serviceloven.

Det gælder dog stadig, uanset hvor meget eller lidt skolefravær et barn eller ung har, at skolelederen – i lighed med øvrige fagpersoner omfattet af den udvidede underretningspligt – skal underrette kommunen, hvis vedkommende får kendskab til eller grund til at antage, at et barn eller en ung kan have behov for særlig støtte, har været udsat for overgreb, eller at der på anden vis foreligger forhold, som bevirker, at der kan være anledning til foranstaltninger efter serviceloven, jf. § 153, stk. 1, nr. 1-4.

Forslaget omfatter elevers ulovlige fravær i folkeskolen. Definitionen af ulovligt skolefravær fremgår af førnævnte § 39, stk. 1, i folkeskoleloven samt tilhørende bekendtgørelse om elevers fravær fra undervisningen i folkeskolen. Der vil således være tale om ulovligt fravær, såfremt det ikke skyldes sygdom og lignende forhold, og skolelederen ikke har godkendt det pågældende fravær.

Det følger af den foreslåede § 153, stk. 2, at skolelederen er ansvarlig for, at registreringen og indberetningen af fravær sker efter reglerne i den gældende bekendtgørelse herom, og at der foreligger den fornødne dokumentation for fraværet. Det lægges til grund, at kommunerne anvender eksisterende data og registreringsløsninger til at registrere fravær til brug for kommunalbestyrelsen, og at der således ikke skal ske en central systemunderstøttelse af registreringen.

Det foreslås, at underretningspligten efter servicelovens § 153, stk. 1, udvides til også at omfatte tilfælde, hvor et barn eller en ung undlader at opfylde undervisningspligten eller har et ulovligt skolefravær, som kan give anledning til at antage, at barnet eller den unge kan have behov for særlig støtte. Forslaget har til hensigt at skærpe opmærksomheden på de tilfælde, hvor et bekymrende ulovligt skolefravær kan skyldes bagvedliggende sociale problemer.

Den foreslåede § 153, stk. 1, nr. 3, er møntet på de tilfælde, hvor det må antages, at et bekymrende ulovligt skolefravær kan indikere, at der er vanskeligheder i barnets eller den unges forhold, som servicelovens regler om støtte til udsatte børn og unge og deres familier tager sigte på at løse.

Ulovligt skolefravær betegner de tilfælde, hvor eleven har mange forsømmelser af kortere eller længere varighed eller meget lange fraværsperioder, som ikke skyldes for eksempel sygdom eller ekstraordinær frihed med skolelederens tilladelse. Ulovligt skolefravær kan også omfatte tilfælde, hvor eleven har meget lange fraværsperioder i forbindelse med for eksempel udlandsophold, herunder selvbestaltet feriefravær. Langvarigt ulovligt skolefravær kan således være et tegn på, at barnet eller den unge står over for mere komplekse sociale udfordringer, eksempelvis hvis familien er præget af psykisk sygdom, misbrug eller andre problemer, som kan forårsage, at elevens sundhed og udvikling er i fare og som betyder, at barnet eller den unge har behov for støtte efter servicelovens regler.

Der kan imidlertid også forekomme tilfælde, hvor der vil være grund til at underrette kommunalbestyrelsen, selvom elevens fravær ikke af skolen er kategoriseret som ulovligt fravær, men hvor fraværet er kategoriseret som fravær på grund af elevens sygdom eller lignende. Det drejer sig om tilfælde, hvor der er grundlag for at antage, at elevens sygdom eller lignende skyldes vanskeligheder i barnets eller den unges forhold, som servicelovens regler om støtte til udsatte børn og unge og deres familier tager sigte på at løse. Det drejer sig derimod ikke om kortere eller længere perioder med sygdom, hvor det er utvivlsomt, at barnets sygdom ikke skyldes sådanne forhold.

Det bemærkes, at bestemmelsen ikke retter sig mod problemstillinger, der normalt kan løses i det almindelige skole/hjem-samarbejde eller ved andre initiativer og tiltag fra skolens side som f.eks. problemer med større elevers skolefravær på grund at skoletræthed.

Den endelige vurdering af, hvorvidt ulovligt skolefravær er af en karakter og af et omfang, der betyder, at der skal foretages en underretning, vil komme an på et konkret skøn. Det understreges i den forbindelse, at den, der underretter, ikke skal foretage en vurdering af, om barnet eller den unge vil kunne opnå særlig støtte, da denne vurdering alene er kommunalbestyrelsens ansvar.

Underretningspligten gælder uanset at den, der underretter, har mulighed for fortsat at benytte den bistand, som findes inden for skolens regi, herunder eksempelvis støtte i regi af pædagogisk-psykologisk rådgivning eller specialundervisning. Skolen skal således fortsat varetage dialog med barnets eller den unges forældre, jf. reglerne herom i bekendtgørelse om elevers fravær fra undervisningen, lov nr. 360 af 19. maj 2004, eller for eksempel tilbyde specialundervisning, uanset at kommunen er underrettet om barnets eller den unges eventuelle behov for særlig støtte. Det bemærkes, at det i den forbindelse vil være hensigtsmæssigt at samarbejde om og koordinere eventuelle samtidige tiltag.

Foruden forslagets præcisering med hensyn til ulovligt skolefravær eller undladelse af at opfylde undervisningspligten, foretages samtidig en mindre lovteknisk korrektion af § 153, stk. 1, med henblik på at sikre klarhed i forhold til bestemmelsens samlede betydning. Dette omhandler, at henvisningerne til kapitel 11 i den gældende § 153, stk. 1, nr. 1 og 2, fjernes samt at formuleringen ”at et barn eller en ung under 18 år har været udsat for vold og andre overgreb” i den gældende § 153, stk. 1, nr. 4, afkortes til ” at et barn eller en ung under 18 år har været udsat for overgreb”. Der er hermed ikke tale om en indholdsmæssig ændring af bestemmelsen, og den gældende retstilstand herfor er således uændret.

Det foreslås, at bestemmelsen i § 153, stk. 3, ophæves som konsekvens af indførelsen af § 155 b, stk. 2. Bestemmelsen i § 155 b, stk. 2, fastsætter regler for orientering af den person, der har underrettet efter § 153, om, hvorvidt underretningen har givet kommunen anledning til undersøgelser eller foranstaltninger vedrørende det barn eller den unge, som underretningen vedrører.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1, nr. 1 og 2, samt stk. 2 og 4 er en delvis videreførelse af den eksisterende § 153, idet der er tale om, at hidtil administrativt fastsatte regler om underretningspligt udstedt med hjemmel i den nævnte gældende bestemmelse fremover kommer til at fremgå af loven, og idet der foretages visse ændringer i forhold til, hvornår underretningspligten indtræder. Der henvises herom til de almindelige bemærkninger afsnit 3.3.2. Den foreslåede bestemmelses stk. 1, nr. 3 og stk. 3 og 5 er derimod nye bestemmelser.

Med den foreslåede § 153, stk. 1, nr. 1-3 skal personer, der udøver offentlig tjeneste eller offentligt hverv, underrette kommunen, hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til eller grund til at antage, at et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte, at et barn umiddelbart efter fødslen kan få behov for særlig støtte på grund af de vordende forældres forhold eller, at et barn eller en ung under 18 år er udsat for vold eller andre overgreb.

Den foreslåede § 153, stk. 1, nr.1-3 indebærer, at underretningspligten for personer, der udøver offentlig tjeneste eller offentligt hverv, fremover fremgår af loven og ikke som i dag af Socialministeriets bekendtgørelse om underretningspligt over for kommunen efter lov om social service. Formålet er at skabe klarhed over, hvornår underretningspligten indtræder, og dermed undgå den usikkerhed, de eksisterende regler har givet.

Med ”personer, der udøver offentlig tjeneste” sigtes til personer, som er ansat til at udfylde offentlige opgaver på vegne af offentlige myndigheder (f.eks. statslige myndigheder, dvs. ministerier, direktorater, politi og domstole, og kommunale forvaltninger), som udøver deres virksomhed i henhold til lovregler eller bestemmelser, der er fastsat med hjemmel i lov. Der kan f.eks. være tale om skolelærere eller pædagoger, som er ansatte i dagtilbud. Med ”personer, der udøver offentligt erhverv” sigtes til personer, som ikke er ansat til at udfylde offentlig tjeneste, men som i kraft af deres erhverv udøver tjeneste for en offentlig myndighed, som medfører visse handlebeføjelser udadtil. Der kan f.eks. være tale om en privatansat læge, der efter anmodning tilser en beboer på et kvindekrise-center, eller et kommunalbestyrelsesmedlem, som i udøvelsen af sit hverv får kendskab til et forhold vedrørende et barn eller en ung, der bør underrettes om efter denne bestemmelse.

Med ”særlig støtte” i den foreslåede § 153, stk. 1, nr. 1 og 2, sigtes til støtte efter servicelovens kapitel 11 om særlig støtte til børn og unge. Der er således ikke underretningspligt i situationer, hvor barnets eller den unges vanskeligheder har en karakter, som reglerne om særlig støtte efter servicelovens kapitel 11 ikke tager sigte på at løse. Som eksempel kan nævnes forhold, der alene kan begrunde en særlig socialpædagogisk indsats efter folkeskolelovens regler.

Underretningspligten indtræder efter den foreslåede bestemmelse uanset, hvad der er årsagen til, at barnet eller den unge kan have behov for særlig støtte.

Den, der underretter, skal ikke foretage en vurdering af, om barnet eller den unge vil kunne opnå særlig støtte. Denne vurdering foretages af kommunalbestyrelsen. Dermed understreges det også, at det er kommunalbestyrelsens ansvar at vurdere, hvorvidt det må antages, at et barn eller en ung trænger til særlig støtte, således at der skal igangsættes en børnefaglig undersøgelse jf. § 50.

Efter den foreslåede § 153, stk. 1, nr. 1-3 indtræder underretningspligten, når den pågældende får kendskab til eller grund til at antage, at et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte, at et barn umiddelbart efter fødslen kan få behov for særlig støtte på grund af de vordende forældres forhold eller, at et barn eller en ung under 18 år er udsat for vold eller andre overgreb.

Dette indebærer en sproglig præcisering i forhold til de gældende regler, hvorefter underretningspligten indtræder ved kendskab til forhold, der giver formodning om, at et barn eller en ung under 18 år har behov for særlig støtte. Med den foreslåede bestemmelse tydeliggøres, at der ikke kræves et kendskab til barnets eller den unges forhold, der har en sådan sikkerhed, at vedkommende har formodning om, at barnet eller den unge kan have behov for særlig støtte. Derimod skal der fortsat være tale om en antagelse, der er sagligt begrundet i barnets eller den unges forhold, som har givet grund til bekymring for barnets eller den unges udvikling eller sundhed, der betyder, at barnet eller den unge kan have behov for særlig støtte efter servicelovens kapitel 11.

Er der tale om vanskeligheder, der har en karakter, som reglerne i servicelovens kapitel 11 tager sigte på at løse, vil der efter den foreslåede bestemmelse være underretningspligt, uanset at den, der underretter, har mulighed for og fortsat kan benytte de hjælpemidler, som findes inden for vedkommendes regi. Det betyder f.eks., at skolen fortsat kan søge dialog med forældre og tilbyde specialundervisning, uanset at socialforvaltningen er underrettet om barnets eller den unges problemer.

Underretningspligten efter den foreslåede § 153, stk. 1, nr. 1-3 gælder for den samme kreds af personer, som den eksisterende bemyndigelsesbestemmelse tager sigte på – dvs. personer, der udøver offentlig tjeneste eller offentligt hverv. Bestemmelsen suppleres af bestemmelsen i den foreslåede § 153, stk. 2, der er en delvis videreførelse af den eksisterende § 153 stk. 2 og stk. 3, 2. pkt., som bemyndiger socialministeren til at fastsætte regler om underretningspligt for andre grupper af personer. Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 153, stk. 2.

Det er fortsat en betingelse for underretningspligten, at det er under en persons udøvelse af tjenesten eller hvervet, at vedkommende får grund til at antage, at et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte, at et barn umiddelbart efter fødslen kan få behov for særlig støtte på grund af de vordende forældres forhold eller, at et barn eller en ung under 18 år er udsat for vold eller andre overgreb.

En underretning kan foretages anonymt, og kommunen har pligt til at registrere underretningen, uanset at denne eventuelt sker anonymt.

Forslaget skal i øvrigt ses i sammenhæng med forslaget om lempelse af tavshedspligtsreglerne efter dette lovforslags § 49 a. Heraf fremgår, at der kan tages initiativ til at foretage en tværfaglig afklarende samtale om et konkret barn eller en ung, hvis der foreligger en bekymring om dette barns udvikling. Der henvises til de specielle bemærkninger herom til nr. 9.

Efter den foreslåede § 153, stk. 1, nr. 2, skal personer, der udøver offentlig tjeneste eller offentligt hverv, underrette kommunen, hvis de under udøvelse af tjenesten eller hvervet bliver bekendt med eller får grund til at antage, at et barn umiddelbart efter fødslen kan få behov for særlig støtte på grund af de vordende forældres forhold.

Den foreslåede bestemmelse angår ligesom bestemmelsen i den gældende § 153, stk. 3, 1. pkt., der bemyndiger socialministeren til at fastsætte regler om underretningspligt, situationer, der vedrører behovet for særlig støtte hos et ufødt barn umiddelbart efter fødslen, idet underretningspligten fremover dog fremgår direkte af selve loven, jf. herom bemærkningerne til den foreslåede § 153, stk. 1.

Efter den foreslåede § 153, stk. 1 nr. 3, skal personer, der udøver offentlig tjeneste eller offentligt hverv underrette kommunen, hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til eller grund til at antage, at et barn eller en ung under 18 år er udsat for vold eller andre overgreb. Bestemmelsen er ny og indebærer en særlig regulering af den underretningspligt, der ellers følger af den almindelige regel i den foreslåede stk. 1, nr. 1, idet underretningspligten efter den her foreslåede bestemmelse indebærer en særlig regulering af pligten til at underrette, når der er kendskab til eller grund til at antage, at et barn eller en ung under 18 år er udsat for vold eller andre overgreb. Formålet er at understrege vigtigheden af, at kommunen så hurtigt som muligt får mulighed for at gribe ind i de tilfælde, hvor der kan være tale om vold eller andre overgreb mod et barn eller en ung, da dette kan have særligt alvorlige konsekvenser for barnets udvikling.

Med vold eller andre overgreb forstås sådanne strafbare handlinger mod et barn eller en ung under 18 år, som er omfattet af straffelovens kapitel 24-26 (forbrydelser med kønssædeligheden, forbrydelser mod liv og legeme samt forbrydelser mod den personlige frihed) samt straffelovens § 210 og § 213.

Underretningspligten gælder i forhold til vold eller andre overgreb mod barnet eller den unge, der finder sted på vedkommendes sædvanlige opholdssted, herunder i hjemmet eller på en institution begået af personer, som barnet eller den unge sædvanligvis omgiver sig med på dette sted. Den gælder også i forhold til vold eller andre overgreb, der sker i omgivelser, hvor barnet eller den unge tilfældigvis har sin gang, og hvor gerningsmanden ikke er en person, som barnet eller den unge sædvanligvis omgiver sig med.

Den foreslåede § 153, stk. 2, 1. pkt. bemyndiger socialministeren til at fastsætte regler om underretningspligt for andre grupper af personer, der under udøvelsen af deres erhverv får kendskab til forhold, som bevirker, at der kan være anledning til foranstaltninger efter denne lov. 1. pkt. er en uændret videreførelse af den gældende § 153, stk. 2.

Bemyndigelsen kan benyttes til at fastsætte yderligere betingelser for underretningspligtens indtræden, herunder i hvilken udstrækning disse grupper har mulighed for at henvende sig til kommunalbestyrelsen med henblik på at få oplyst, om underretningen har givet anledning til undersøgelser eller foranstaltninger efter serviceloven, vedrørende det barn eller unge under 18 år, underretningen omhandler, jf. bestemmelsens stk. 3 og bemærkningerne hertil.

Bestemmelsens 2. pkt. bemyndiger socialministeren til at fastsætte regler om, at andre grupper af personer har underretningspligt efter stk. 1, nr. 2. Bestemmelsen er en delvis videreførelse af den gældende § 153, stk. 3, 2. pkt., men indebærer en ændring derved, at kriteriet, for hvornår underretningspligten indtræder, tydeliggøres efter den foreslåede § 153, stk. 1. Der henvises til bemærkningerne hertil. Bemyndigelsen kan benyttes til at fastsætte yderligere betingelser for underretningspligtens indtræden.

Efter den foreslåede stk. 3 har den person, der har foretaget en underretning efter § 153, stk. 1-2, 1.pkt., mulighed for at henvende sig til kommunalbestyrelsen med henblik på at få oplyst, om underretningen har givet anledning til undersøgelser eller foranstaltninger efter serviceloven, vedrørende det barn eller unge under 18 år, underretningen omhandler. Der indføres således hjemmel til, at kommunalbestyrelsen efter anmodning skal videregive oplysninger til den person, der har foretaget underretning efter § 153, stk. 1-2, 1. pkt., om hvorvidt underretningen har givet kommunen anledning til undersøgelser eller foranstaltninger efter serviceloven, vedrørende det barn eller den unge under 18 år, underretningen vedrører.

Tilbagemeldingen vil på kommunalbestyrelsens vegne kunne foretages af den del af kommunens forvaltning, der behandler de pågældende undersøgelser eller foranstaltninger efter serviceloven, ligesom anmodningen om en sådan tilbagemelding vil kunne rettes der til.

Tilbagemeldingen har til hensigt at bekræfte, at kommunen behandler sagen på behørig vis, samt at give den person, der har foretaget underretningen, mulighed for i tilrettelæggelse af det videre arbejde med den unge at tage højde for, at der er foretaget undersøgelser eller foranstaltninger i forhold til barnet eller den unge under 18 år efter serviceloven.

Bestemmelsen indebærer en fravigelse af persondatalovens § 8, stk. 3. Lovforslagets bestemmelse om mulighed for tilbagemelding på en underretning giver efter Socialministeriets opfattelse ikke anledning til retssikkerhedsmæssige betænkeligheder, idet der alene kan ske videregivelse af en begrænset type af oplysninger og til en begrænset kreds af modtagere. Endvidere sker videregivelsen af oplysningerne med henblik på, at den person, der har foretaget underretningen, får bekræftet, at sagen behandles af kommunen, og med det formål, at personen kan inddrage oplysningerne i tilrettelæggelsen af det videre arbejde med barnet eller den unge. Det er herefter Socialministeriets opfattelse, at bestemmelsen opfylder kravene til blandt andet formålsbestemthed og proportionalitet i persondatalovens § 5. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger punkt 3.3.2.3 om den foreslåede ordning og retssikkerhedsmæssige aspekter af forslaget.

På denne baggrund finder Socialministeriet, at der inden for dette snævert afgrænsede område bør indføres en særlig bestemmelse, som giver adgang til tilbagemelding til den person, der har foretaget en underretning efter § 153. Der kan alene videregives oplysninger om, hvorvidt der er iværksat undersøgelser eller foranstaltninger efter serviceloven vedrørende det barn eller den unge, som underretningen vedrører. Derimod kan der ikke med hjemmel i § 153, stk. 3, ske videregivelse af oplysninger om karakteren af eller indholdet af de pågældende undersøgelser eller foranstaltninger.

Forslaget giver kommunalbestyrelsen pligt til at videregive de i bestemmelsens nævnte oplysninger, når den person, der har foretaget underretningen, anmoder herom. Pligten gælder som udgangspunkt i alle tilfælde, med mindre særlige forhold gør sig gældende. Hermed henvises til de særlige situationer, hvor kommunalbestyrelsen kan have en særlig grund til at antage, at den der underretter, ikke kan håndtere de pågældende oplysninger på en hensigtsmæssig måde, f.eks. i de tilfælde hvor der kan være tale om chikane, eller hvor kommunen er bekendt med, at familien har helt særlige grunde til, at oplysninger om deres rent private forhold beskyttes.

Forslaget giver alene mulighed for at videregive oplysninger til den person, der har foretaget underretningen, og kun til den person, der anmoder herom. Hvis underretningen er gået igennem flere personer, f.eks. hvis lederen på skolen har foretaget underretningen på vegne af en lærer, vil kommunalbestyrelsen med hjemmel i § 153, stk. 3, efter anmodning kunne videregive oplysninger til enhver af disse personer, som har været involveret i underretningen.

Bestemmelsen regulerer alene videregivelsen af de nævnte oplysninger fra kommunalbestyrelsen til den person, der har foretaget underretningen. Øvrige behandlinger af oplysninger om rent private forhold, herunder de underrettendes videregivelse af oplysninger til andre, skal foretages i overensstemmelse med de gældende regler i persondataloven. Ligeledes finder de øvrige regler i persondataloven om bl.a. de registreredes rettigheder, den dataansvarliges anmeldelsespligt og behandlingssikkerhed anvendelse, i det omfang det er relevant, også for oplysninger, der videregives i forbindelse med tilbagemelding til den person, der har foretaget underretningen.

I de tilfælde, hvor en underretning fører til en undersøgelse og en eventuel foranstaltning, vil det af hensyn til den samlede indsats over for det enkelte barn eller den unge kunne være hensigtsmæssigt, at der indgås et tværfagligt samarbejde omkring indsatsen. F.eks. kan det være relevant for en skolelærer at vide, hvilke foranstaltninger der er iværksat. Hvis der således f.eks. er iværksat tilbud om aflastningsophold, hvis forældrene i perioder ikke er i stand til at tage tilstrækkeligt vare på barnet på grund af psykisk sygdom eller misbrug m.v., vil skolelæreren i sit daglige arbejde med det pågældende barn kunne tage højde for, at barnet i perioder er ekstra sårbart, og at det derfor har behov for særlig opmærksomhed og støtte i disse perioder. En udveksling af sådanne oplysninger mellem kommune og skole er ikke reguleret af servicelovens § 153, men vil skulle behandles efter de gældende regler i persondataloven (særligt §§ 6-8). Det vil som oftest indebære, at forældrene og den unge over 15 år skal give samtykke til, at der videregives oplysninger om rent private forhold til en anden myndighed (f.eks. et hospital) med henblik på tværfagligt at støtte op omkring indsatsen over for barnet eller den unge. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i afsnit 3.3.1. om de gældende regler om videregivelse og behandling af oplysninger om rent private forhold til lovforslagets § 49 a.

I forbindelse med kommunens forpligtigelse til at videregive oplysninger efter § 153 stk. 3 bemærkes, at kommunen efter persondatalovens kapitel 8-10 er forpligtiget til at oplyse forældremyndighedsindehaveren om, at de efter § 153 stk. 3 har videregivet de pågældende oplysninger til den person, der har foretaget underretningen. Jf. de almindelige bemærkninger afsnit 3.3.2.1 om persondataloven. Persondataloven regulerer ikke, hvordan informationen skal udformes. Den kan således gives mundtligt, skriftligt eller elektronisk. Oplysningspligten kan f.eks. opfyldes ved, at de fornødne informationer er trykt på en ansøgning eller en blanket m.v.. Dette betyder, at kommunen f.eks. kan vælge at oplyse forældrene om videregivelsen af oplysningerne i forbindelse med, at forældrene i øvrigt bliver oplyst om underretningen, herunder også om reglerne i § 153, stk. 3, og hvad denne regel indebærer.

En underretning medfører ikke i sig selv, at kommunen er forpligtet til at iværksætte foranstaltninger, men at kommunen som led i sin almindelige tilsynsforpligtelse efter servicelovens § 146 må undersøge, om det barn eller den unge, som underretningen omhandler, har behov for særlig støtte.

Der gøres i øvrigt opmærksom på, at personer, der efter § 153 har foretaget en underretning til kommunen, kan underrette Ankestyrelsen om dette med henblik på, at Ankestyrelsen kan tage sagen op af egen drift, jf. § 65, stk. 1 og stk. 5. Dette kan ske i de tilfælde, hvor der er bekymring for, at kommunalbestyrelsen i en konkret sag ikke fortager sig det fornødne eller i en afgørelse ikke i fornødent omfang tager hensyn til barnets eller den unges bedste. Jf. de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 39.

Med lovforslaget videreføres de gældende bestemmelser om Kennedy Centret i servicelovens § 153, dog anføres de med dette forslag i en ny selvstændig bestemmelse. Hjemlen vedrører videregivelse af oplysninger både fra social- og sundhedsvæsenet til social-, sundheds- og undervisningsmyndighederne. Endvidere er præciseret krav om samtykke fra forældremyndighedens indehaver, jf. sundhedsloven. Endelig vil Indenrigs- og Sundhedsministeren overtage ansvaret for at udarbejde nærmere retningslinjer om videregivelse af oplysninger til og fra Kennedy Centret, idet de nærmere retningslinjer ved videregivelse af oplysninger til kliniske kvalitetsdatabaser og registre i forvejen fastsættes af Sundhedsstyrelsen.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger afsnit 3.3.2. og til de almindelige bemærkninger til lovforslagets § 49 a om lempelse af tavshedspligtsreglerne i regi af det tidlige forebyggende samarbejde afsnit 3.3.1.

Med forslaget udvides socialministerens hjemmel til at fastsætte regler om underretningspligt vedrørende gravide kvinder, så den kommer til at omfatte alle vordende forældre, hvor der er anledning til alvorlig bekymring for familiens situation og den indvirkning, det vil kunne få på barnets fremtidige livsvilkår. Den nugældende bestemmelse gælder alene gravide med et alkohol- eller stofmisbrug. De nuværende regler fremgår af bekendtgørelse nr. 1240 af 5. december 2006, der er udstedt med hjemmel i servicelovens § 153. Bestemmelsen kommer til at omfatte enlige gravide kvinder, gifte og samlevende par, uanset om der er tale om den biologiske far.

Formålet med at udvide underretningspligten, så den kommer til at omfatte alle vordende forældre, hvor der er en formodning om, at forældrenes forhold kan føre til, at der skal iværksættes særlig støtte til barnet umiddelbart efter fødslen, er at sikre, at kommunen er opmærksom på, at der er tale om en familie, der kan have behov for støtte og hjælp i tilfælde, hvor det må antages, at situationen vil få indvirkning på barnets situation, når det er kommet til verden. Der kan f.eks. være tale om, at lokalpsykiatrien bliver opmærksom på, at en klient med psykiske problemer er blevet gravid, eller at en kvinde med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne bliver gravid.

Det er ikke en betingelse, at vurderingen af familiens situation alene kan føre til foranstaltninger efter lov om social service, men der skal være tale om problemstillinger i familien, der er af en sådan karakter, at det vurderes nødvendigt at handle i forhold til det, og hvor man ikke ved egen indsats er i stand til at afhjælpe problemerne. Det må afhænge af en konkret vurdering, om situationen i familien må anses for så alvorlig, at der er grundlag for at underrette kommunen og dermed videregive oplysninger om rent private forhold. Der bør altid forsøges indhentet samtykke, inden underretningen foretages, så underretningen så vidt muligt ikke skader et opbygget tillidsforhold mellem de vordende forældre og den fagperson, der vil underrette, eksempelvis en jordemoder eller læge. Hvis der ikke kan opnås et samtykke fra de vordende forældre, skal der foretages en afvejning mellem på den ene side hensynet til de vordende forældre og deres ret til privatliv, og på den anden side afgørende modstående hensyn til de vordende forældre selv og til barnet. Det skal indgå i overvejelserne, at fostre og spædbørn er særligt sårbare over for forældrenes forhold, og at den tidlige indsats er af afgørende betydning for barnets mulighed for en sund udvikling.