Serviceloven § 152

Serviceloven indeholder ikke bestemmelser om fremmedsprogstolkning i forholdet mellem borgeren og det offentlige.

For nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 2.1.2.1 i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der i serviceloven indsættes et nyt kapitel 27 med overskriften »Forbud mod anvendelse af børn under 18 år som tolke ved mundtlig kommunikation«, og at der i det kapitel indsættes en ny § 152 .

Det foreslås med stk. 1, at børn under 18 år ikke må anvendes som tolke ved mundtlig kommunikation med offentlige forvaltningsmyndigheder og med private leverandører, der udfører opgaver for det offentlige, jf. dog stk. 2.

Tolkning skal forstås som mundtlig oversættelse fra et sprog til et andet, f.eks. fra arabisk til dansk.

Forslaget vil medføre, at der indføres et forbud i serviceloven mod at anvende børn under 18 år som tolke ved mundtlig kommunikation med offentlige forvaltningsmyndigheder. Forbuddet vil også gælde for private leverandører, der udfører opgaver for det offentlige, f.eks. et privat botilbud for borgere med et handicap. Forbuddet vil gælde både for afgørelsesvirksomhed og faktisk forvaltningsvirksomhed efter serviceloven. Forbuddet vil ikke gælde for domstolenes behandling af sager efter serviceloven. Spørgsmålet om anvendelse af børn som tolke i sager hos domstolene vil således skulle afgøres efter retsplejeloven m.v.

Forbuddet mod at anvende børn som tolke vil omfatte alle børn under 18 år, f.eks. et barn på et socialt tilbud og barnets eventuelle søskende. Forbuddet vil også gælde f.eks. i en situation, hvor en forælder i en sag ønsker, at forælderens egne børn eller børn af andre forældre skal tolke i sagen.

Skriftlige henvendelser vil ikke være omfattet af bestemmelsen. Det vil sige, at skriftlig kommunikation ikke vil være omfattet af forbuddet. Der vil således ikke være forbud mod, at et barn f.eks. oversætter et dokument for sine forældre.

En beslutning vedrørende anvendelse af et barn som tolk, herunder et afslag herpå, vil i en afgørelsessag efter serviceloven være en procesbeslutning. Sådanne sagsbehandlingsspørgsmål kan ikke påklages særskilt til Ankestyrelsen efter lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. lovbekendtgørelse nr. 261 af 13. marts 2024 (herefter retssikkerhedsloven). Sådanne klager skal rettes til borgmesteren i den pågældende kommune. Ankestyrelsen vil dog kunne tage stilling til en beslutning vedrørende anvendelse af et barn som tolk som led i sin behandling af en klage over kommunens afgørelse efter serviceloven.

Det foreslås med stk. 2, at børn under 18 år må anvendes som tolke uanset stk. 1, når kommunikationen vedrører et uproblematisk forhold.

Forslaget vil være en undtagelse til det foreslåede forbud sådan, at børn under 18 år vil kunne anvendes som tolke, når kommunikationen vedrører et uproblematisk forhold.

Beslutningen om, hvorvidt der er tale om et uproblematisk forhold, vil skulle baseres på en vurdering fra den medarbejder, der håndterer den konkrete mundtlige kommunikation. Ved vurderingen vil der skulle lægges vægt på, om indholdet af samtalen kan virke belastende for barnet. Ved vurderingen heraf kan barnets alder og modenhed også have betydning. Hvis indholdet af samtalen kan virke belastende for barnet, vil barnet ikke kunne fungere som tolk.

Som eksempler på situationer, hvor det må antages at være uproblematisk at lade et barn fungere som tolk, kan nævnes praktiske beskeder om frem-mødetidspunkt i forbindelse med f.eks. udflugter for beboerne på et botilbud, en pårørendes almindelige samtaler med personalet vedrørende plejen af en pårørende det pågældende sted og invitation vedrørende sociale arrangementer.

I situationer, hvor der ikke vurderes at være tale om et uproblematisk forhold, vil det være myndighedens ansvar at sørge for, at der er relevant tolkebistand til rådighed.

De ovenstående betragtninger om vurderingen af, om der er tale om et uproblematisk forhold, vil også gælde for de private leverandører, der udfører opgaver for det offentlige.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Med det foreslåede stk. 2 i § 152 om mellemkommunal underretningspligt forpligtes en kommune, der foretager en mellemkommunal underretning efter stk. 1, til, i forbindelse med underretningen, at oversende nødvendigt sagsmateriale og herunder en opsummering af relevante vurderinger, som fraflytningskommunen har foretaget.

Det er ikke alt sagsmateriale, som skal oversendes, men alene det, som fraflytningskommunen vurderer, er nødvendigt for tilflytterkommunens vurdering af familiens støttebehov. Dette kan eksempelvis være en nyligt udarbejdet børnefaglig undersøgelse efter servicelovens § 50, en handleplan efter servicelovens § 140 eller andre vigtige vurderinger. Der kan også være tale om nylige underretninger om familien.

Desuden skal fraflytningskommunen udarbejde en kort opsummering af vurderinger, som kommunen har foretaget. Formålet er, at tilflytningskommunen hurtigt kan danne sig et overblik over fraflytningskommunens foreløbige vurdering af karakteren af familiens sociale problemer, således at kommunen får et bedre grundlag for at bedømme, om der kræves akut handling i forhold til støtte til familien.

Som udgangspunkt skal sagsakterne og herunder opsummeringen af de relevante vurderinger oversendes i forbindelse med underretningen. Der kan dog være gode grunde til at materiale først eftersendes senere, fx hvis familien flytter pludseligt, og det findes nødvendigt at foretage en underretning hurtigt. I så fald skal sagsmaterialet eftersendes hurtigst muligt.

Tilflytningskommunen er ikke forpligtet af de vurderinger, som fraflytningskommunen har foretaget, men det skal indgå i sagsoplysningen, på linje med andre fagpersoners vurderinger, som måtte være i kommunens besiddelse.

Efter persondatalovens § 29 har myndigheden oplysningspligt over for den registrerede.

Vordende forældre kan på samme måde som børnefamilier have behov for særlig støtte, men det er ikke altid, de magter at bede om hjælpen eller er klar over, at de kan få hjælp fra kommunen. Hvis de vordende forældre vælger at flytte fra deres hidtidige opholdskommune til en anden kommune, og fraflytningskommunen har grund til at tro, at der kan blive behov for særlig støtte til barnet umiddelbart efter fødslen, er fraflytningskommunen forpligtet til at underrette tilflytningskommunen om deres formodning. Der er tale om en udvidelse af den tværkommunale underretningspligt, der på nuværende tidspunkt kun finder anvendelse, når barnet er født.

Det må afhænge af en konkret vurdering, om der er grundlag for at underrette tilflytningskommunen. Der skal således være tale om forhold, der begrunder en foranstaltning efter § 52, herunder foranstaltninger uden samtykke, der kan træffes efter, at barnet er født. Underretningspligten skal gøre det muligt for kommunen at tilbyde hjælp til familien så tidligt som muligt.

Underretningspligten omfatter kun oplysninger om forhold, der giver en formodning om, at der er behov for særlig støtte. Hvis der ikke foreligger samtykke fra de vordende forældre, kan fraflytningskommunen ikke videregive fortrolige oplysninger om forældrene, der ikke relaterer sig til de forhold i familien, der giver anledning til en formodning om, at der kan blive tale om særlige støtteforanstaltninger til barnet umiddelbart efter fødslen. I tilfælde af, at tilflytningskommunen har behov for yderligere oplysninger for at behandle sagen, kan kommunen indhente de nødvendige oplysninger med henvisning til retssikkerhedslovens § 11 c.