· 10. juni 2026Sagen angår navnlig spørgsmålet, om Brønderslev Kommune har krav mod Aalborg Kommune på refusion af sine udgifter til førtidspension til tre borgere. Påstande Sagsøger, Brønderslev Kommune, har nedlagt påstand om, at sagsøgte, Aalborg Kommune, skal betale 951.002 kr. med procesrente af 89.807,90 kr. fra den 24. juni 2024, af 430.597,05 kr. fra den 18. juli 2024 og af 430.597,05 kr. fra den 19. juli 2024. Aalborg Kommune har påstået frifindelse. 2 Aalborg Kommune har derudover påstået Brønderslev Kommune dømt til at anerkende, at Brønderslev Kommune var rette betalingskommune i relation til førtidspension for borgerne Person 1 i tidsperioden 1. juni 2023 til 31. december 2023, Person 2 i tidsperioden 1. marts 2021 til 31. december 2023 og Person 3 i tidsperioden 1. marts 2021 til 31. december 2023. Brønderslev Kommune har heroverfor påstået frifindelse. Sagsfremstilling Brønderslev Kommune mener, at kommunen har krav mod Aalborg Kommune på refusion af sine udgifter til førtidspension til tre borgere, som i det følgende benævnes Person 1, Person 2 og Person 3. Desuden kræver Brøndersle …
Resultat: Aalborg Kommune skal inden 14 dage til Brønderslev Kommune betale 951.002 kr. med procesrente af 89.807,90 kr. fra den 24. juni 2024, af 430.597,05 kr. fra den 18. juli 2024 og af 430.597,05 kr. fra den 19. juli 2024. Aalborg Kommunes anerkendelsespåstand afvises. I sagsomkostninger skal Aalborg Kommune inden 14 dage betale 104.500 kr. til Brønderslev Kommune. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a. Publiceret til portalen
· 1. maj 2024Sagens baggrund Sagen er anlagt ved Retten i Horsens den 5. juli 2022. Ved kendelse af 7. marts 2023 er sagen henvist til behandling ved landsretten efter retsplejelovens § 226, stk. 1. Sagen drejer sig om, hvorvidt Skanderborg Kommune eller Randers Kommune er refusionspligtige for Vejle Kommunes udgifter til borgeren Person 1 i perioden fra den 1. oktober 2018 og frem efter reglerne om mellemkommunal refusion, navnlig retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 6. 2 Påstande Sagsøgeren, Vejle Kommune, har nedlagt følgende påstande: Principalt: Påstand 1: Skanderborg Kommune skal til Vejle Kommune betale 3.681.518,51 kr. med tillæg af procesrente af 273.722,00 kr. fra den 1. december 2020, af 646.173,00 kr. fra den 8. januar 2021, af 285.874,25 kr. fra den 21. februar 2021 og af 2.475.749,26 kr. fra sagens anlæg. Påstand 2: Skanderborg Kommune skal anerkende at være refusionspligtig efter retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 6, over for Vejle Kommune for udgifter efter serviceloven og de love, der er nævnt i retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 1, til bor-geren Person 1 afholdt i perioden fra den 1. ma …
Resultat: Skanderborg Kommune og Randers Kommune frifindes. I sagsomkostninger for landsretten skal Vejle Kommune inden 14 dage betale 400.000 kr. til Skanderborg Kommune og 400.000 kr. til Randers Kommune. Be-løbene forrentes efter rentelovens § 8 a. Publiceret til portalen d. 01-05-2024 kl. 10:12 Modtagere: Sagsøger Vejle Kommune, Sagsøgte Skanderborg Kommune, Sagsøgte Randers Kommune
· 8. april 2024Dom i sag om myndigheders ansvar for forholdene på kostskolen Skole 1 Dom afsagt: 8. april 2024 Retten på Frederiksberg har i dag afsagt dom om frifindelse i en sag vedr. krav om erstatning, som 18 sagsøgere har anlagt mod henholdsvis Sagsøgte (Kommune), Arbejdstilsynet og Styrelsen for Undervisning og Kvalitet. Søgsmålet har sin baggrund i forholdene på den kostskole, Skole 1, hvor sagsøgerne på forskellige tidspunkter i perioden Årstal 4-Årstal 3 var anbragt som børn eller unge. Sagsøgerne har til støtte for deres påstand, om at de sagsøgte skal betale en erstatning til dem hver på 300.000 kr., overordnet gjort gældende, at Sagsøgte (Kommune), Arbejdstilsynet og Styrelsen for Undervisning og Kvalitet vidste eller burde have vidst, at sagsøgerne hver især under deres anbringelse blev, eller at der var en risiko for, at de ville blive, udsat for forhold omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3, herunder umenneskelig behandling. Ved afgørelsen af sagen har retten fundet, at sagsøgerne ikke har godtgjort, at Sagsøgte (Kommune), Arbejdstilsynet og Styrelsen for …
Resultat: Sagsøgte (Kommune) (Tilsyn), Arbejdstilsynet og Styrelsen for Undervisning og Kvalitet frifindes. I sagsomkostninger skal statskassen inden 14 dage betale 500.000 kr. til Sagsøgte (Kommune) (Tilsyn), 500.000 kr. til Arbejdstilsynet og 320.000 kr. til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet. Beløbene forrentes efter rentelovens § 8 a. 2
· 18. august 2023Sagens baggrund og parternes påstande Sagen, der er anlagt den 22. april 2020, drejer sig om, hvorvidt Sagsøger, i perioden fra den 25. april 2016 til den 30. juni 2017 var ansat hos sagsøgte, Sagsøgte (Kommune), i forbindelse med, at han passede sin søn i hjemmet, og hvorvidt der som følge heraf var tale om et forhold, omfattet af arbejdstidsloven. Sagsøger har nedlagt påstand om, at Sagsøgte (Kommune), skal tilpligtes at betale en godtgørelse på 50.000,00 kr. med tillæg af procesrente fra sagens anlæg. Sagsøgte (Kommune), har ned-lagt påstand om frifindelse. Sagsøger har fri proces. 2 Sagen er ikke behandlet efter reglerne i retsplejelovens kapitel 39, jf. kendelse af 9. november 2020. Oplysningerne i sagen Det fremgår, at Sagens person, der har atypisk autisme, efter en vinterferie i marts 2016 nægtede at vende tilbage til Botilbud 1 i By, hvortil han havde været knyttet siden juli 2013. Der foreligger journaludskrift fra Sagsøgte (Kommune), vedrørende Sagens person for perioden fra den 21. november 2012, hvor sagen overgik fra Børnehandicap, til den 22. februar 2017. Vedrørende S …
Resultat: Sagsøgte (Kommune) frifindes. Statskassen skal inden 14 dage betale 25.000,00 kr. i sagsomkostninger til Sagsøgte (Kommune). Sagsomkostningerne forrentes i medfør af rentelovens § 8 a. 2 Publiceret til portalen d. 18-08-2023 kl. 17:43 Modtagere: Sagsøger, Sagsøgte (Kommune), Advokat (H) Erik Høimark, Advokat Sophia Krøldrup
Regionerne · 27. april 2023På baggrund af tilsynsbesøg på to sikrede døgninstitutioner rejste ombudsmanden en sag af egen drift over for Region Midtjylland med inddragelse af ressortministeriet om anvendelsen af visse pædagogiske tiltags overensstemmelse med voksenansvarsloven. Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at tilsidesætte ministeriets vurdering af, at anvendelsen af et ”pædagogisk udviklingsforløb”, som det var beskrevet af regionen, ikke lå ud over, hvad der kunne fastsættes som en passende reaktion over for et barn eller en ung ved overtrædelse af reglerne i en obligatorisk husorden. Ombudsmanden henstillede imidlertid til regionen at sikre, at anvendelsen af sådanne udviklingsforløb alene skete som en passende reaktion på overtrædelse af den obligatoriske husorden i overensstemmelse med regionens beskrivelse af praksis, herunder at barnet eller den unge under forløbet som udgangspunkt ikke var afsondret fra de øvrige børn og unge. Ombudsmanden fandt ligesom ministeriet, at en ”time out” under de omstændigheder, der var oplyst af regionen, kunne anvendes som en reaktion ved overtrædelse af reglerne i en obligatorisk husorden i en kort, afgrænset periode, men at afsondring i et længere tidsrum ville kræve en særskilt lovhjemmel. Han henstillede til regionen at sikre, at ”time out” alene blev anvendt som beskrevet af regionen, og at afsondring fra fællesskabet alene skete kortvarigt. Ombudsmanden
· 24. marts 2023Påstande Kommuneqarfik Sermersooq har i sag BS-45495/2021-VLR nedlagt påstand om, at Lolland Kommune skal betale 11.310.157,40 kr. med procesrente fra den 10. februar 2021, subsidiært et af retten fastsat mindre beløb. Lolland Kommune har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb. Lolland Kommune har nedlagt selvstændig påstand om, at Kommuneqarfik Sermersooq skal anerkende, at Kommuneqarfik Sermersooq er rette betalings- 3 kommune for Person 1, og at Kommuneqarfik Sermersooq dermed er forpligtet til at afholde udgifter vedrørende ydelser til Person 1. Kommuneqarfik Sermersooq har i sag BS-45497/2021-VLR nedlagt påstand om, at Randers Kommune skal betale 8.638.805,50 kr. med procesrente fra den 10. februar 2021, subsidiært et af retten fastsat mindre beløb. Randers Kommune har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb. Randers Kommune har nedlagt selvstændig påstand om, at Kommuneqarfik Sermersooq skal anerkende, at Kommuneqarfik Sermersooq er rette betalings-kommune for Person 2, og at Kommuneq …
Resultat: Randers Kommune skal inden 14 dage til Kommuneqarfik Sermersooq betale 2.769.390 kr. med procesrente fra den 10. februar 2021. Lolland Kommune skal inden 14 dage til Kommuneqarfik Sermersooq betale 2.413.851 kr. med procesrente fra den 10. februar 2021. Kommuneqarfik Sermersooq frifindes for de selvstændige påstande, der er nedlagt af Randers Kommune og Lolland Kommune. I sagsomkostninger skal Randers Kommune betale 254.000 kr
Vis alle 15
Social- og Ældreministeriet · 28. august 2021Som tema for sine tilsynsbesøg i 2020 på voksenområdet fokuserede ombudsmanden på dømte personer med udviklingshandicap. I forbindelse med tilsynsbesøgene blev ombudsmanden bekendt med, at nogle botilbud overvågede eller havde overvåget domsanbragte beboere med henblik på at sikre, at beboerne opholdt sig på botilbuddet. På ét botilbud kunne det f.eks. ske, ved at personalet om natten enten gik ind til eller låste sig ind til beboeren, eller ved at beboeren sov med gardinerne trukket fra, så personalet kunne se ind til beboeren. Ombudsmanden rejste på den baggrund en egen drift-undersøgelse over for Social- og Ældreministeriet vedrørende hjemlen til generelt at overvåge dømte beboere på botilbud. Ombudsmanden var enig med ministeriet i, at der ikke er hjemmel til, at et botilbud for at hindre undvigelse generelt kan overvåge beboere på boligarealer, som den enkelte beboer alene råder over, ved at skaffe sig adgang til beboerens bolig uden samtykke eller kræve, at beboerne indretter sig således, at det er muligt for personalet at kigge ind i boligen udefra. Ombudsmanden henstillede til ministeriet at sikre, at botilbuddene gøres opmærksom på, at de ikke for at hindre undvigelse har hjemmel til uden samtykke på denne måde at overvåge beboere anbragt i henhold til dom, medmindre der er truffet beslutning om indelåsning af en beboer efter serviceloven. (Sag nr. 20/05190)
Social- og Ældreministeriet · 24. marts 2021På baggrund af en række tilsynsbesøg rejste ombudsmanden en sag af egen drift over for Social- og Ældreministeriet med henblik på at afklare voksenansvarslovens anvendelse i forhold til bestemte grupper af børn og unge. Ombudsmanden kunne ikke kritisere ministeriets opfattelse af, hvilke regler der gælder ved magtanvendelse over for børn og unge i aflastning på opholdssteder og døgninstitutioner. I forhold til elever i interne skoler var ombudsmanden enig med ministeriet i, at børn og unge, der er anbragt på et opholdssted eller en døgninstitution og går i en intern skole tilknyttet opholdsstedet eller døgninstitutionen, er omfattet af voksenansvarslovens regler om fysisk guidning, afværgehjælp og fysisk magtanvendelse. Ombudsmanden havde ikke grundlag for at kritisere ministeriets opfattelse af, at det samme gælder børn og unge, der er anbragt på et opholdssted eller en døgninstitution og går i en intern skole på et andet opholdssted eller en anden døgninstitution. Endvidere havde ombudsmanden samlet set ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere ministeriets opfattelse af, at voksenansvarslovens regler ikke gælder for børn og unge, der bor hjemme hos deres forældre eller er anbragt i en plejefamilie og går i en intern skole på en døgninstitution eller et opholdssted. Ombudsmanden måtte på den baggrund konstatere, at der gælder forskellige regelsæt for anvendelse af magt mv
Kommunerne · 22. september 2020Efter et tilsynsbesøg på en åben døgninstitution med to delvis lukkede afdelinger for børn og unge på 12-17 år undersøgte ombudsmanden af egen drift det retlige grundlag for en praksis om natlig aflåsning, som blev anvendt på den åbne del af døgninstitutionen. Aflåsningen omfattede vinduer og altandøre til de unges værelser på 1. sal. Desuden kunne de unge ikke uden videre forlade institutionen om natten gennem hoveddøren. Hoveddøren skulle i givet fald låses op af personalet, som forinden ville forsøge at overtale den unge til at blive. Personalet ville endvidere efter omstændighederne bl.a. følge efter en ung, som forlod institutionen, for at sikre sig, at der ikke skete noget uforsvarligt. Ombudsmanden mente, at der hverken i serviceloven eller voksenansvarsloven var hjemmel til døgninstitutionens praksis på den åbne del af institutionen med aflåsning af vinduer og altandøre om natten på de unges værelser sammenholdt med de foranstaltninger, der blev foretaget ved hoveddøren. Endvidere anså ombudsmanden det for meget tvivlsomt, om institutionens praksis med aflåsning af vinduer og altandøre set i sammenhæng med de foranstaltninger, der blev foretaget ved hoveddøren, havde fornøden hjemmel i anstaltsforholdet. Ombudsmanden henstillede derfor til kommunen, at den bragte den omtalte praksis til ophør. (Sag nr. 19/01438)
Regionerne · 27. april 2020I forbindelse med et tilsynsbesøg på en sikret døgninstitution for børn og unge blev ombudsmandens besøgshold opmærksom på, at institutionen som en fast praksis foretog undersøgelser af besøgende og deres effekter. Ordningen gik bl.a. ud på, at alle besøgende skulle gå igennem en karmscanner, før de kunne besøge børnene og de unge, at den besøgende ved eventuelt udslag skulle tømme sine lommer og aflevere den eller de effekter, som scanneren havde reageret på, at kontrollen blev gentaget, indtil der ikke længere var udslag, og at besøget blev afvist, hvis den besøgende ikke ønskede at gennemgå kontrollen eller at få sine effekter opbevaret. Ombudsmanden var enig med myndighederne i, at der ikke var hjemmel i lovgivningen til at foretage undersøgelse af besøgende og deres effekter. Desuden anførte han, at det måtte anses for meget tvivlsomt, om den nævnte ordning med brug af karmscannere over for besøgende på en sikret døgninstitution kunne have hjemmel i den ulovbestemte retsgrundsætning om anstaltsbetragtninger. Ombudsmanden lagde bl.a. vægt på, at ordningen – selv om en besøgendes medvirken til undersøgelsen mv. efter det oplyste var frivillig – havde karakter af et indgreb på linje med kropsvisitation eller ransagning, og at manglende medvirken kunne sanktioneres ved, at besøget blev afvist. Ombudsmanden bad på den baggrund om, at regionen som ansvarlig for driften af den si
Kommunerne · 11. juli 2018Ombudsmanden undersøgte en kommunes sagsbehandling i fire sager om hjemgivelse af anbragte børn og unge. Sagerne var tilfældigt udvalgte stikprøver blandt i alt 12 sager om hjemgivelse inden for en nærmere angiven periode. Det var ombudsmandens opfattelse, at kommunens sagsbehandling samlet set havde været meget kritisabel. Det skyldtes, at kommunen i ingen af de fire sager sås at have revideret børnenes og de unges handleplan og angivet den videre indsats i forbindelse med hjemgivelsen eller at have afholdt børnesamtaler om hjemgivelsen med børnene og de unge, inden kommunen traf afgørelse om at hjemgive dem. Derudover sås kommunen ikke i de tre sager, hvor børnene og de unge var fyldt 12 år, at have meddelt afgørelsen om hjemgivelse til børnene og de unge. Efter ombudsmandens opfattelse burde afgørelsen have været meddelt børnene og de unge skriftligt – eller meget hurtigt efter været bekræftet skriftligt over for dem – og i overensstemmelse med forvaltningslovens §§ 22-25 have været ledsaget af en begrundelse og en klagevejledning. I to afgørelser om hjemgivelse havde kommunen ikke begrundet afgørelserne tilstrækkeligt over for børnenes og de unges forældre. Kommunen havde heller ikke orienteret børn og unge-udvalget i overensstemmelse med servicelovens regler i forbindelse med hjemgivelse af en ung, der var anbragt uden samtykke. Overordnet set gav ombudsmandens gennemgang
Kommunerne · 7. april 2018Et opholdssted havde bl.a. taget billeder af en anbragt ungs mobiltelefon og nedskrevet hans samtaler med den tidligere plejefamilie. Opholdsstedet sendte oplysningerne videre til drengens anbringelseskommune. Ombudsmanden konstaterede, at der var blevet udøvet kontrol med drengens kommunikation. Samtidig udtalte ombudsmanden, at den iværksatte kontrol efter hans opfattelse var ulovlig, fordi der ikke var truffet en afgørelse om den af børn og unge-udvalget i anbringelseskommunen. Ombudsmanden udtalte, at anbringelseskommunen havde haft en meget væsentlig rolle i sagen og efter ombudsmandens opfattelse i høj grad havde medvirket til, at der blev udøvet kontrol med drengens kommunikation på opholdsstedet. Det var endvidere ombudsmandens opfattelse, at kravet om, at børn og unge-udvalget skal have truffet afgørelse om at iværksætte kontrol med den anbragte unges kommunikation, før kontrollen kan iværksættes, ikke kan fraviges ved, at myndighederne får et samtykke til kontrollen, uanset om det er fra barnet/den unge eller forældremyndighedsindehaveren. Ombudsmanden påpegede, at den manglende afgørelse indebar, at de særlige retsgarantier for afgørelser om kontrol med anbragte børns kommunikation ikke var overholdt. Det var ombudsmandens opfattelse, at der var sket en alvorlig krænkelse af den anbragte drengs retssikkerhed. Ombudsmanden besluttede i medfør af § 24 i ombudsmandslove
Regionerne · 5. oktober 2017I forbindelse med et tilsynsbesøg på en sikret institution blev ombudsmandens besøgshold opmærksom på, at institutionen som en fast praksis vaskede alt de unges tøj, når de ankom til institutionen. Baggrunden for dette var bl.a., at institutionen på den måde kunne forringe eller ødelægge eventuelle ulovlige stoffer gemt i tøjet. I en udtalelse om sagen redegjorde ombudsmanden for, hvornår og på hvilken måde sikrede institutioner efter reglerne kan anvende magt og andre tvangsindgreb. Ombudsmanden mente ikke, at der var hjemmel i lov eller bekendtgørelse til den beskrevne ordning med aflevering og vask af tøj. Desuden anførte han, at det må anses for meget tvivlsomt, om et sådant tvangsindgreb kan have hjemmel i den ulovbestemte retsgrundsætning om anstaltsbetragtninger. Ombudsmanden lagde bl.a. vægt på, at lovgivningsmagten i forbindelse med vedtagelsen af voksenansvarsloven havde valgt ikke at følge en anbefaling fra det lovforberedende udvalg om at udvide de sikrede institutioners adgang til at undersøge den unges person til også at omfatte ”gennemsøgning af barnets eller den unges tøj”. Derimod anså ombudsmanden institutionens praksis med hensyn til aflevering af overtøj ved ankomsten og forbud mod brug af udendørs fodtøj indenfor for at have støtte i anstaltsbetragtninger. Ombudsmanden henstillede til institutionen snarest at bringe ordningen med vask af tøj til ophør. (Sag
Regionerne · 31. august 2017I forbindelse med et tilsynsbesøg på en sikret institution fik ombudsmanden bl.a. oplysninger om, at institutionen kontrollerede den post, som beboerne på institutionen modtog. Der var også en bestemmelse om åbning af post i personalets nærvær i institutionens husregler. I en udtalelse om sagen gennemgik ombudsmanden det retlige grundlag for, hvornår myndigheder kan foretage indgreb af denne karakter. Ombudsmanden var enig med myndighederne i, at der ikke var hjemmel i serviceloven til at udøve kontrol med beboernes post. Ombudsmanden mente heller ikke, at ordningen havde tilstrækkelig hjemmel i anstaltsforholdet, sådan som myndighederne havde anført. Når ordningen ikke kunne anses for at have tilstrækkelig hjemmel, indebar det samtidig, at legalitetskravet i Menneskerettighedskonventionens artikel 8 om respekt for privat- og familieliv, hjem og korrespondance ikke kunne anses for opfyldt. Selvom ombudsmanden havde forståelse for de synspunkter, som myndighederne havde fremført om baggrunden for og formålet med ordningen om postkontrol, henstillede ombudsmanden, at ordningen blev bragt til ophør. Sagen indeholdt også et spørgsmål om institutionens anvendelse af et ”isolationsrum”. Da institutionen imidlertid i et svar til ombudsmanden oplyste, at rummet, som havde været anvendt efter sit formål én gang, var blevet nedlagt, havde ombudsmanden ikke anledning til at udtale sig nær
Kommunerne · 22. november 2016Når en handleplan indebærer, at et barn eller en ung anbringes på et anbringelsessted efter servicelovens § 66, skal relevante dele af handleplanen udleveres til tilbuddet. Dette fremgår af servicelovens § 140, stk. 7, som trådte i kraft den 1. januar 2014. I forbindelse med et tilsynsbesøg på et specialpædagogisk behandlings- og botilbud til børn fik ombudsmandens besøgshold oplyst, at en handlekommune for ét af børnene ikke havde udleveret dele af handleplanen til botilbuddet. Barnet var flyttet ind på botilbuddet, før bestemmelsen om udlevering af handleplaner trådte i kraft. Ombudsmanden udtalte, at der ikke er nærmere holdepunkter for at forstå pligten til udlevering af dele af handleplanen indskrænkende, således at den ikke omfatter allerede iværksatte anbringelser. Efter ombudsmandens opfattelse taler også formålet med bestemmelsen i § 140, stk. 7, for, at den må have virkning for anbringelser iværksat inden den 1. januar 2014. På den baggrund var det ombudsmandens opfattelse, at barnets handlekommune – efter at § 140, stk. 7, den 1. januar 2014 var trådt i kraft – burde have udleveret relevante dele af barnets handleplan til botilbuddet. (Sag nr. 15/03303)