Serviceloven

Serviceloven § 135

Gældende tekst efter LBK nr 641 af 01/07/2026.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 24 – Magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for alle voksne med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne · Domstolsprøvelse

§ 135.

Ved henvendelse til Ankestyrelsen, inden 4 uger efter at klageren har fået meddelelse om Ankestyrelsens afgørelse, kan klageren kræve følgende afgørelser forelagt retten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a:

  1. 1)

    Afgørelse efter §§ 131 eller 131 a om optagelse i botilbud uden samtykke efter §§ 129 eller 129 a eller § 136 f, stk. 3, 2. pkt.

  2. 2)

    Afgørelse efter § 133, stk. 2, 2. pkt., om fastholdelse m.v. efter § 124 d, stk. 2, når fastholdelsen m.v. udgør frihedsberøvelse.

Stk. 2.

Anmodning efter stk. 1 kan indgives af en pårørende, en værge, en fremtidsfuldmægtig eller en anden repræsentant for den person, som afgørelsen vedrører, når denne ikke selv er i stand til at indgive anmodningen.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 641 af 01/07/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Serviceloven § 135

Lovgivers oprindelige intention

Den oprindelige lovL 38 (2004-05, 2. samling) · bemærkning til § 135LOV nr 573 af 24/06/2005 · 24. juni 2005

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 109 k i lov om social service med redaktionelle ændringer.

Senere ændringer

ÆndringL 188 (2023-24) · bemærkning til § 1, nr. 41LOV nr 680 af 11/06/2024 · 11. juni 2024

Det fremgår af § 135 i serviceloven, at ved henvendelse til Ankestyrelsen, inden 4 uger efter at klageren har fået meddelelse om Ankestyrelsens afgørelse, kan klageren kræve afgørelsen forelagt retten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a, når afgørelsen omhandler optagelse i særlige botilbud efter §§ 129 eller 129 a eller § 136 f, stk. 3, 2. pkt.

For en nærmere beskrivelse af §§ 129, 129 a og 136 f henvises til punkt 2.6 i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at § 135 i serviceloven affattes således:

»§ 135. Ved henvendelse til Ankestyrelsen inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om Ankestyrelsens afgørelse, kan klageren kræve følgende afgørelser forelagt retten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a:

1) Afgørelse efter §§ 131 eller 131 a om optagelse i botilbud uden samtykke efter §§ 129 eller 129 a eller § 136 f, stk. 3, 2. pkt.

2) Afgørelse efter § 133, stk. 2, 2. pkt., om fastholdelse m.v. efter § 124 d, stk. 2, eller om kortvarig indelåsning efter § 128 h, stk. 4, når fastholdelsen m.v. eller indelåsningen udgør frihedsberøvelse.

Stk. 2. Anmodning efter stk. 1 kan indgives af en pårørende, en værge, en fremtidsfuldmægtig eller en anden repræsentant for den person, som afgørelsen vedrører, når denne ikke selv er i stand til at indgive anmodningen.«

Med forslaget til § 135, stk. 1, nr. 1, vil den gældende retstilstand i forhold til domstolsprøvelse af afgørelser om optagelse i botilbud efter §§ 129 eller 129 a eller § 136 f, stk. 3, 2. pkt., blive opretholdt. For at gøre bestemmelsen mere præcis foreslås dog, at der i bestemmelsen henvises til §§ 131 og 131 a, hvorefter Familieretshuset træffer afgørelse om optagelse i botilbud uden samtykke efter §§ 129 eller 129 a eller § 136 f, stk. 3, 2. pkt.

Forslaget til § 135, stk. 1, nr. 2, vil betyde, at senest 4 uger efter, at klager har fået meddelelse om Ankestyrelsens afgørelse om en klage over kommunalbestyrelsens afgørelse om en klage over fastholdelse m.v. efter den foreslåede bestemmelse i § 124 d, stk. 2, i serviceloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 8, eller over kortvarig indelåsning efter det med lovforslagets § 1, nr. 22, foreslåede § 128 h, stk. 4, vil klageren kunne rette henvendelse til Ankestyrelsen med henblik på at kræve Ankestyrelsens afgørelse forelagt retten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse, når fastholdelsen m.v. eller indelåsningen udgør frihedsberøvelse.

Det bemærkes, at der efter omstændighederne kan være fastholdelser m.v. og indelåsninger, som konkret, herunder af hensyn til udførelsesmåden og varigheden af foranstaltningen, vurderes ikke at udgøre frihedsberøvelse. I så fald vil den foreslåede mulighed for at anmode om, at en afgørelse om fastholdelse m.v. eller kortvarig indelåsning indbringes for retten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a ikke finde anvendelse, og en anmodning om domstolsprøvelse vil ikke skulle imødekommes. Det skyldes, at retsplejelovens kapitel 43 a alene vedrører situationer, hvor der foreligger administrativt bestemt frihedsberøvelse.

Ved afgørelserne af klager over kommunalbestyrelsens afgørelser om fastholdelse m.v. eller kortvarig indelåsning vil Ankestyrelsen således skulle tage stilling til, om der efter Ankestyrelsens vurdering er tale om frihedsberøvelse, og i så fald vil Ankestyrelsen skulle vejlede klageren om den foreslåede mulighed for at anmode om domstolsprøvelse af Ankestyrelsens afgørelse.

Vurderer Ankestyrelsen, at indgrebet i den konkrete situation ikke udgør frihedsberøvelse, vil Ankestyrelsen ikke skulle vejlede klageren om mulighed for domstolsprøvelse efter den foreslåede bestemmelse i § 135, stk. 1, nr. 2. Er klageren ikke enig i denne vurdering, vil klageren have mulighed for at anlægge retssag herom efter § 63 i grundloven om prøvelse af administrative afgørelser. Hvis klageren under behandlingen af klagesagen eller efter afgørelsen tilkendegiver at ønske indgrebet domstolsprøvet, vil Ankestyrelsen skulle vejlede klageren om muligheden for domstolsprøvelse efter § 63 i grundloven, også selvom Ankestyrelsen vurderer, at der ikke er tale om frihedsberøvelse.

Baggrunden for forslaget er, at ved Ankestyrelsens afgørelser om klager over fastholdelse m.v. og kortvarig indelåsning, der udgør frihedsberøvelse, skal klageren efter § 71, stk. 6, 1. pkt., i grundloven have mulighed for at anmode om domstolsprøvelse uden at være henvist til selv at skulle anlægge retssag herom efter § 63 i grundloven.

Det foreslåede stk. 2 vil betyde, at i situationer, hvor person, over for hvem der er truffet en afgørelse omfattet af det foreslåede stk. 1, ikke selv er i stand til at anmode om domstolsprøvelse af afgørelsen, vil anmodning om domstolsprøvelse kunne indgives af den pågældendes pårørende m.v.

Forslaget skal ses i sammenhæng med, at det følger af § 71, stk. 6, i grundloven, at uden for strafferetsplejen skal lovligheden af en frihedsberøvelse, der ikke er besluttet af en dømmende myndighed, og som ikke har hjemmel i lovgivningen om udlændinge, på begæring af den, der er berøvet sin frihed, eller den, der handler på hans vegne, forelægges de almindelige domstole eller anden dømmende myndighed til prøvelse.

Forslaget vil i relation til fastholdelse m.v. efter den foreslåede bestemmelse i § 124 d, stk. 2, videreføre den gældende bestemmelsen i § 128 d, stk. 2, der foreslås ophævet. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 8. Der henvises til punkt 2.7 og 2.10 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

ÆndringL 156 (2018-19) · bemærkning til § 1, nr. 25LOV nr 498 af 01/05/2019 · 1. maj 2019

Efter servicelovens § 135 kan klageren ved henvendelse til Ankestyrelsen inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen, kræve afgørelsen forelagt retten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse, når Ankestyrelsens afgørelse omhandler tilbageholdelse i boligen m.v. efter § 127 eller optagelse i særlige botilbud efter §§ 129 og 129 a.

Det foreslås med § 135 , at klageren ved henvendelse til Ankestyrelsen inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om Ankestyrelsens afgørelse, kan kræve afgørelsen forelagt retten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse, når afgørelsen omhandler optagelse i særlige botilbud efter §§ 129, 129 a eller § 136 f, stk. 3, 2. pkt.

Ved nyaffattelsen videreføres indholdet i den gældende bestemmelse i servicelovens § 135, dog således at henvisningen til servicelovens § 127 om kommunalbestyrelsens adgang til at træffe afgørelse om tilbageholdelse i boligen ophæves, og den foreslåede bestemmelse i § 136 f, stk. 3, 2. pkt., om optagelse i særlige botilbud uden samtykke tilføjes.

Baggrunden for ændringen er, at det med dette lovforslag foreslås, at servicelovens § 127 ophæves. Det bemærkes, at der ikke i stedet indsættes en henvisning til de foreslåede bestemmelser i §§ 124 d og 136 d om fastholdelse m.v., fordi disse bestemmelser giver personalet hjemmel til at anvende magt uden forudgående afgørelse. Da der ikke træffes afgørelse, er der ikke klageadgang til Ankestyrelsen, og dermed kan servicelovens § 135 ikke finde anvendelse.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 10, 14 og 25.

ÆndringL 156 (2018-19) · bemærkning til § 1, nr. 26LOV nr 498 af 01/05/2019 · 1. maj 2019

Registrering, indberetning og handleplaner

Efter servicelovens § 136 skal enhver form for magtanvendelse registreres og indberettes af tilbuddet til den kommunalbestyrelse, der har ansvaret for tilbuddet til borgeren, jf. retssikkerhedslovens §§ 9 og 9 b, og til kommunalbestyrelsen i den kommune, der fører det driftsorienterede tilsyn med tilbuddet, jf. servicelovens § 148 a eller socialtilsynslovens § 2. Har den borger, som indberetningen vedrører, ophold i et regionalt eller et kommunalt botilbud, skal tilbuddet desuden orientere den kommunale eller regionale driftsherre om magtanvendelsen.

Det foreslås med bestemmelsen i § 135 a, stk. 1, at indgreb efter §§ 124 c-129 a, 136 a, 136 c-136 d og 136 f skal registreres af det personale, som har foretaget indgrebet, og indberettes til personalelederen. Personalelederen skal sørge for, at alle indberetninger bliver sendt videre til den kommunalbestyrelse, der har ansvaret for tilbuddet til den pågældende borger, jf. retssikkerhedslovens §§ 9 og 9 b, og til kommunalbestyrelsen i den kommune, der fører det driftsorienterede tilsyn med tilbuddet, jf. servicelovens § 148 a eller socialtilsynslovens § 2.

Det, der skal registreres, er afværgehjælp, fastholdelse, tilbageholdelse, tilbageførelse og føren til et andet opholdsrum, anvendelse af stofseler, kortvarig fastholdelse i personlige hygiejnesituationer (såvel uden som med forudgående afgørelse), låsning og sikring af yderdøre og vinduer, anvendelse af særlige døråbnere, anvendelse af tryghedsskabende velfærdsteknologi på baggrund af en afgørelse samt flytning uden samtykke.

Der skal derimod ikke foretages registrering af fastsættelse af husordener, anvendelse af fysisk guidning og anvendelse af tryghedsskabende velfærdsteknologi over for borgere, der ikke modsætter sig anvendelsen (gælder kun personer med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, som er en konsekvens af en erhvervet og fremadskridende mental svækkelse (f.eks. personer med demens)). Baggrunden for dette er, at sidstnævnte foranstaltninger ikke udgør magtanvendelse.

Med personalelederen menes personalets leder, dvs. den person, der har det øverste administrative ansvar for personalets arbejde. Der er således ikke tale om f.eks. en borgmester. På et botilbud vil personalelederen være lederen af botilbuddet.

Registreringen og indberetningen skal bruges i dialogen mellem personaleleder og medarbejder som et vigtigt element i læring og refleksion, bl.a. i forhold til hvordan indgreb i fremtiden vil kunne undgås ved brug af socialpædagogiske metoder. Det er derfor vigtigt, at personalelederen, udover at sende indberetningen videre til kommunalbestyrelsen og tilsynet, gennemgår og opbevarer indberetningen. Det er samtidigt vigtigt, at kommunalbestyrelsen har fokus på deres forpligtelse til at følge op på indberetningerne.

Indberetning til kommunalbestyrelsen har til formål at gøre det personrettede tilsyn opmærksomt på hvor mange magtanvendelser, der foretages over for den enkelte borger, med henblik på at foretage en løbende vurdering af, om der skal foretages en ændring af kommunalbestyrelsens hjælp og indsatser over for borgeren, samt på ældreområdet til brug for kommunalbestyrelsens driftsorienterede tilsyn. Indberetning til tilsynet (socialtilsynet på socialområdet og kommunalbestyrelsen på ældreområdet) har til formål at skabe grundlag for tilsynets vurdering af det enkelte botilbud. Således skal tilsynet påse, om indberetningerne af magtanvendelse giver anledning til tilsynsmæssige overvejelser.

De foreslåede regler om registrering og indberetning vil indebære behandling af personoplysninger, som både kan være almindelige og følsomme. I den forbindelse skal databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven overholdes. Databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven gælder bl.a. for behandling af personoplysninger, der helt eller delvis foretages ved hjælp af automatisk databehandling, og på ikke-automatisk behandling af personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et register. Personale og personaleleder skal være særligt opmærksomme på at overholde reglerne i databeskyttelsesforordningens artikel 5 om principper for behandling af personoplysninger, artikel 6 om lovlig behandling af personoplysninger, artikel 9 om behandling af særlige kategorier af personoplysninger og artikel 32 om behandlingssikkerhed. Registrering og indberetning af foretagne magtanvendelser skal ske under iagttagelse af de almindelige regler om offentligt ansattes tavshedspligt efter § 27 i forvaltningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014 (herefter forvaltningsloven). Det fremgår heraf, at den, der virker inden for den offentlige forvaltning, har tavshedspligt, når en oplysning ved lov er betegnet som fortrolig, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private. Hvis en offentlig ansat bryder sin tavshedspligt, kan vedkommende straffes efter straffelovens § 152.

Baggrunden for forslaget er et ønske om, af hensyn til borgernes retssikkerhed, at videreføre den gældende retstilstand, ifølge hvilken alt magtanvendelse registreres og indberettes til myndighederne. Registrering og indberetning er vigtigt, da det skaber refleksion og læring hos såvel personale som ledelse. Det vurderes hensigtsmæssigt, at det skrives tydeligt ind i loven, at registreringen foretages af det personale, der har foretaget indgrebet, og at det indberettes til personalelederen, som skal sørge for at sende indberetningen videre til kommunalbestyrelsen og tilsynet.

Det foreslås med bestemmelsen i § 135 a, stk. 2, at personalelederen, såfremt indgrebet har fundet sted på et kommunalt eller regionalt tilbud, endvidere skal orientere den kommunale eller regionale driftsherre om magtanvendelsen.

Der er tale om en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 136, stk. 1, 2. pkt., som forpligter tilbuddet til at orientere den kommunale eller regionale driftsherre om magtanvendelsen, såfremt indgrebet har fundet sted på et kommunalt eller regionalt tilbud, og som med lovforslagets § 1, nr. 25, ophæves.

Med personalelederen menes personalets leder, dvs. den person, der har det øverste administrative ansvar for personalets arbejde. Der er således ikke tale om f.eks. en borgmester. På et botilbud vil personalelederen være lederen af botilbuddet.

Baggrunden for forslaget er et ønske om, af hensyn til borgernes retssikkerhed, at videreføre den gældende retstilstand, ifølge hvilken den kommunale eller regionale driftsherre skal orienteres om alt magtanvendelse, der har fundet sted på et kommunalt eller regionalt tilbud. Orienteringen skal sikre, at botilbuddets driftsherre er opmærksom på omfanget af magtanvendelser på botilbuddet med henblik på løbende at kunne overveje personalesammensætning og fagligt niveau på botilbuddet.

Det foreslås med bestemmelsen i § 135 a, stk. 3, at personalelederen jævnligt skal orientere personens pårørende, fremtidsfuldmægtige, værge eller anden repræsentant om hvilke indgreb, der er foretaget over for personen.

Det, der skal orienteres om, er de indgreb, der skal registreres og indberettes efter den foreslåede bestemmelse i § 135 a, stk. 1, dvs. afværgehjælp, fastholdelse, tilbageholdelse, tilbageførelse og føren til et andet opholdsrum, anvendelse af stofseler, kortvarig fastholdelse i personlige hygiejnesituationer (såvel uden som med forudgående afgørelse), låsning og sikring af yderdøre og vinduer, anvendelse af særlige døråbnere, anvendelse af tryghedsskabende velfærdsteknologi på baggrund af en afgørelse samt flytning uden samtykke.

Bestemmelsen stiller derimod ikke krav om orientering om fastsættelse af husordener, anvendelse af fysisk guidning og anvendelse af tryghedsskabende velfærdsteknologi over for borgere, der ikke modsætter sig anvendelsen (gælder kun personer med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, som er en konsekvens af en erhvervet og fremadskridende mental svækkelse (f.eks. personer med demens)). Baggrunden for dette er, at sidstnævnte foranstaltninger ikke udgør magtanvendelse.

Med personalelederen menes personalets leder, dvs. den person, der har det øverste administrative ansvar for personalets arbejde. Der er således ikke tale om f.eks. en borgmester. På et botilbud vil personalelederen være lederen af botilbuddet.

Orienteringen skal ske jævnligt, hvormed menes ca. en gang om måneden. Orienteringen kan ske skriftligt såvel som mundtligt. Personalet skal i den forbindelse sørge for at overholde databeskyttelseslovgivningen. Orienteringen vil ikke kræve samtykke fra den borger, som der er foretaget indgreb over for.

Orientering om foretagne magtanvendelser skal ske under iagttagelse af de almindelige regler om offentligt ansattes tavshedspligt efter forvaltningslovens § 27. Det fremgår heraf, at den, der virker inden for den offentlige forvaltning, har tavshedspligt, når en oplysning ved lov er betegnet som fortrolig, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private. Hvis en offentlig ansat bryder sin tavshedspligt, kan vedkommende straffes efter straffelovens § 152.

Baggrunden for forslaget er, at en pårørende, en værge, en fremtidsfuldmægtig eller en anden repræsentant for den person, som foranstaltningen vedrører, kan klage efter den foreslåede bestemmelse i § 133, stk. 3, når den person, som foranstaltningen eller afgørelsen vedrører, ikke selv er i stand til at klage. Klage fra borgerens repræsentant forudsætter, at repræsentanten ved, at der er anvendt magt over for borgeren, og det vurderes derfor hensigtsmæssigt, at det skrives ind i loven, at personalelederen skal orientere mindst en af borgerens repræsentanter. Det bemærkes i den forbindelse, at fristen for indbringelse af klager for Ankestyrelsen efter den foreslåede § 133, stk. 2, er 4 uger fra den dag, klager har fået meddelelse om afgørelsen, jf. retssikkerhedslovens § 67, stk. 1. Fristen på 4 uger begynder således først at løbe den dag, repræsentanten får orienteringen. I forhold til klager, der indbringes for kommunalbestyrelsen efter den foreslåede § 133, stk. 1, er der ingen klagefrist.

Det foreslås med bestemmelsen i § 135 a, stk. 4, at kommunalbestyrelsen skal udarbejde handleplaner i overensstemmelse med servicelovens § 141 for personer, for hvem der foretages indgreb som nævnt i § 135 a, stk. 1.

Der er tale om en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 136, stk. 2, som forpligter kommunalbestyrelsen til at udarbejde handleplaner i overensstemmelse med servicelovens § 141 for personer, for hvem der foretages foranstaltninger som nævnt i servicelovens § 136, stk. 1. Bestemmelsen i § 136, stk. 2, ophæves med lovforslagets § 1, nr. 25.

Bestemmelsen indebærer, at det for personer, for hvem der foretages registreringspligtige indgreb (afværgehjælp, fastholdelse, tilbageholdelse, tilbageførelse og føren til et andet opholdsrum, anvendelse af stofseler, kortvarig fastholdelse i personlige hygiejnesituationer (såvel uden som med forudgående afgørelse), låsning og sikring af yderdøre og vinduer, anvendelse af særlige døråbnere, anvendelse af tryghedsskabende velfærdsteknologi på baggrund af en afgørelse samt flytning uden samtykke) er obligatorisk for kommunalbestyrelsen at udarbejde en handleplan for indsatsen til borgeren. Det er således ikke tilstrækkeligt, at kommunalbestyrelsen tilbyder udarbejdelse af handleplan efter servicelovens § 141, stk. 2. Handleplanen skal udarbejdes efter de gældende regler i servicelovens § 141.

Handleplanen har til formål at beskrive overvejelser og pædagogiske metoder, som skal tages i anvendelse for at undgå, at behovet for magtanvendelse opstår i fremtiden samt for at minimere varigheden af foranstaltningen.

Udgangspunktet for udarbejdelse af handleplanen er den enkelte borgers forhold og livsomstændigheder. Udarbejdelsen af handleplaner forudsætter derfor et udredningsarbejde af væsentlige elementer i borgerens liv, som f.eks. den pågældendes familieforhold, og af de tilbud personen modtager, såsom uddannelse, beskæftigelse, bolig og fritid m.v.

Det er også vigtigt at se på den personlige udvikling, herunder evt. psykologiske problemer, som kan påvirke borgerens selvopfattelse, motivation og engagement i egen udvikling. Det kan være positive og negative sociale relationer, den enkelte borger møder i sine omgivelser, f.eks. sociale bindinger og barrierer.

Handleplanen skal indeholde en beskrivelse af målet med den aktuelle indsats. Det kan f.eks. være en beskrivelse af, hvilke hjælpemidler, boligindretning og/eller socialpædagogisk bistand i hjemmet, der kan støtte borgeren i at få hverdagen til at fungere.

Udarbejdelse af handleplaner er også af væsentlig betydning for personalets retssikkerhed, idet det af handleplanen skal fremgå, hvilke handlinger og metoder der forventes af medarbejderen. Denne beskrivelse sikrer, at tilrettelæggelsen og udførelsen af hjælpen til borgeren ikke overlades til den enkelte medarbejder, men gøres til genstand for en fælles dialog. En dialog, hvor handlinger og metoder i hjælpen til borgere med særlige behov fortsat drøftes på baggrund af etiske overvejelser.

Baggrunden for forslaget er, at magtanvendelse bør begrænses mest muligt, og at det derfor er nødvendigt med tiltag, som forebygger magtanvendelse. Handleplanen er et centralt værktøj i arbejdet med at forebygge magtanvendelse, da handleplanen indeholder de indsatser, der ydes til borgeren. En korrekt udarbejdet handleplan, som følges af personalet, vil langt hen ad vejen medføre et minimalt behov for magtanvendelse.

Udover ovenstående forslag til lovbestemmelser foreslås det, at der foretages en forenkling og ensretning af de tidsfrister for registrering og indberetning, der fremgår af magtanvendelsesbekendtgørelsen. Disse ændringer vil blive foretaget i forbindelse med den forestående ændring af bekendtgørelsen, jf. den foreslåede bestemmelse i § 135 b, stk. 1. Det forventes, at det vil fremgå af bekendtgørelsen, at registreringen skal ske på et centralt udformet indberetningsskema, som vil blive udarbejdet af Børne- og Socialministeriet.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.9. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Bemyndigelser

Efter servicelovens § 137, stk. 1, fastsætter børne- og socialministeren i en bekendtgørelse regler om iværksættelse af foranstaltninger, registrering, indberetning, godkendelse og udarbejdelse af handleplaner, jf. servicelovens §§ 125-131 og 136.

Efter servicelovens § 137, stk. 2, fastsætter børne- og socialministeren i en bekendtgørelse regler om udpegning af advokater, der yder hjælp i sager efter servicelovens §§ 127, 129 og 129 a, og om advokaternes medvirken ved sagens behandling, jf. servicelovens § 132.

Bemyndigelserne er anvendt til at udstede magtanvendelsesbekendtgørelsen.

Det foreslås med bestemmelsen i § 135 b, stk. 1, at børne- og socialministeren skal fastsætte nærmere regler om iværksættelse af foranstaltninger, registrering, indberetning og udarbejdelse af handleplaner efter de foreslåede bestemmelser i kapitel 24, 24 a og 24 b.

Der er tale om en nyaffattelse af den gældende bestemmelse i § 137, stk. 1. Bestemmelsen bemyndiger børne- og socialministeren til at fastsætte nærmere regler om iværksættelse af foranstaltninger, registrering, indberetning og udarbejdelse af handleplaner efter bestemmelserne i kapitel 24 (såvel gældende som foreslåede) samt de foreslåede bestemmelser i kapitel 24 a og 24 b.

Bemyndigelsen vil blive anvendt til at udstede en ny magtanvendelsesbekendtgørelse, som skal erstatte den gældende. Den nye bekendtgørelse vil, ligesom den gældende, indeholde regler om den tidsmæssige rækkevidde af kommunalbestyrelsens tidsbegrænsede afgørelser om særlige døråbnere, anvendelse af stofseler, dørlåsning, tryghedsskabende velfærdsteknologi og kortvarig fastholdelse i personlige hygiejnesituationer. Bekendtgørelsen vil også, ligesom den gældende bekendtgørelse, indeholde en liste over de personlige hygiejnesituationer, hvori der vil kunne ske kortvarig fastholdelse efter den foreslåede § 136 a. Endvidere vil bekendtgørelsen, ligesom den gældende bekendtgørelse, indeholde regler om tidsfrister for registrering og indberetning af indgreb.

Med nyaffattelsen er ordet ”godkendelse” fjernet, da der med de foreslåede akutbestemmelser ikke er behov for regler om godkendelse af allerede foretagen magtanvendelse. Derudover fremgår det af den foreslåede bestemmelse, at de regler, som børne- og socialministeren kan fastsætte, knytter sig til bestemmelserne i kapitel 24 (såvel gældende som foreslåede) samt de foreslåede bestemmelser i kapitel 24 a og 24 b. Ministeren vil således både fastsætte regler om magtanvendelse over for den brede målgruppe i kapitel 24 (både personer, hvor den nedsatte funktionsevne ikke er en konsekvens af en erhvervet og fremadskridende mental svækkelse (f.eks. personer med udviklingshæmning), og personer, hvor den nedsatte funktionsevne er en konsekvens af en erhvervet og fremadskridende mental svækkelse (f.eks. personer med demens)), den afgrænsede målgruppe i det foreslåede kapitel 24 a (kun personer, hvor den nedsatte funktionsevne ikke er en konsekvens af en erhvervet og fremadskridende mental svækkelse (f.eks. personer med udviklingshæmning)) samt den afgrænsede målgruppe i det foreslåede kapitel 24 b (kun personer, hvor den nedsatte funktionsevne er en konsekvens af en erhvervet og fremadskridende mental svækkelse (f.eks. personer med demens)).

Det foreslås endvidere med bestemmelsen i § 135, stk. 2, at børne- og socialministeren skal fastsætte nærmere regler om udpegning af advokater, der yder hjælp i sager efter servicelovens §§ 124 d, 129, 129 a og § 136 d, og om advokaternes medvirken ved sagens behandling, jf. servicelovens § 132.

Der er tale om en nyaffattelse af den gældende bestemmelse i servicelovens § 137, stk. 2. Bestemmelsen bemyndiger børne- og socialministeren til at fastsætte nærmere regler om udpegning af advokater, der yder hjælp i sager om fastholdelse, tilbageholdelse, tilbageførelse og føren til et andet opholdsrum samt i sager om flytning uden samtykke, og om advokaternes medvirken ved sagens behandling, jf. den gældende bestemmelse om advokatbistand i § 132.

Bemyndigelsen vil blive anvendt til at udstede en ny magtanvendelsesbekendtgørelse, som skal erstatte den gældende. Den nye bekendtgørelse vil, ligesom den gældende, indeholde regler om advokatbistand.

Baggrunden for ændringen er, at det med dette lovforslag foreslås, at servicelovens § 127 ophæves, og at det foreslås med §§ 124 d og 136 d, at personalet skal have hjemmel til at fastholde, tilbageholde, tilbageføre og føre borgeren til et andet opholdsrum.

Med de foreslåede bestemmelser i § 124 d, stk. 2, og § 136 d, stk. 2, gives borgeren for så vidt angår visse indgreb en særlig adgang til domstolsprøvelse efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse. Som følge deraf foreslås en ændring af servicelovens § 132, stk. 1, således at kommunalbestyrelsen skal sørge for, at borgeren under retssagen får bistand fra en advokat til at varetage sine interesser. De nærmere regler om advokatbistand fremgår i dag af magtanvendelsesbekendtgørelsen med bemyndigelse i servicelovens § 137, stk. 2. Der er derfor behov for at konsekvensændre bemyndigelsesbestemmelsen, således at den afspejler forslagene i §§ 124 d og 136 d.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til de foreslåede §§ 124 d og 136 d (lovforslagets § 1, nr. 10 og 25) og den foreslåede ændring af servicelovens § 132 (lovforslagets § 1, nr. 20).

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 135.