Serviceloven § 174
Gældende tekst efter LBK nr 641 af 01/07/2026.
Kapitel 31 – Finansiering og takstberegning
§ 174.
Den kommunale, regionale eller private leverandør fastsætter vejledende takster for ydelser og tilbud efter denne lov, jf. dog stk. 3.
Taksterne fastsættes på baggrund af samtlige budgetterede, direkte og indirekte langsigtede omkostninger ved levering af ydelsen eller drift af tilbuddet.
Hvis en kommune anvender en anden kommunes eller en regions tilbud efter denne lov, skal krav om betaling herfor på baggrund af den beregnede takst, jf. stk. 1, være fremsat, senest 12 måneder efter at hjælpen er ydet.
Socialministeren fastsætter regler om takstberegningen, herunder om grundlaget for beregningen, om hvilke ydelser og tilbud efter loven og hvilken sundhedsfaglig indsats efter sundhedsloven der er omfattet af stk. 1, og om, hvornår stk. 1 kan fraviges.
Socialministeren kan i en bekendtgørelse fastsætte regler om principperne for kommunernes finansiering af de mest specialiserede lands- og landsdelsdækkende tilbud.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 641 af 01/07/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Serviceloven § 174
Lovgivers oprindelige intention
Den oprindelige lovL 38 (2004-05, 2. samling) · bemærkning til § 174LOV nr 573 af 24/06/2005 · 24. juni 2005
Strukturaftalen indebærer, at der efter drøftelse med de kommunale og regionale parter skal fastsættes nærmere principper for betalingen af de lands- og landsdelsdækkende tilbud.
Denne særlige regulering skyldes dels, at disse tilbud vil blive anvendt tværregionalt, hvorfor takstreguleringen ikke kan ske i den enkelte regions rammeaftale, dels at der er tale om meget specialiserede tilbud, som kommunerne ikke umiddelbart kan substituere med egne eller private tilbud. Taksterne vil derfor afspejle en fælles kommunal interesse.
Socialministeren fastsætter i en bekendtgørelse finansieringsprincipperne for de lands- og landsdelsdækkende tilbud, herunder for ophold i sikrede afdelinger. Kommunerne betaler som hovedregel en takst for brug af tilbuddene, og bekendtgørelsen vil indeholde regler om en objektiv finansieret andel af tilbuddenes udgifter, som vil reducere den takst, kommunerne skal betale.
Som efter de gældende bestemmelser om den objektive finansiering for de lands- og landsdelsdækkende specialrådgivningsfunktioner fordeles udgifterne udover taksten mellem alle kommuner, efter enten folketal eller antallet af 06 årige.
Særligt med hensyn til de sikrede afdelinger er der efter de gældende regler forskelligartet finansiering af driftsudgifterne efter grundlaget for opholdet i den sikrede afdeling. Ophold efter magtanvendelsesbekendtgørelsens § 7, stk. 1, nr. 1-3 (ophold der alene hviler på serviceloven) finansieres som øvrige døgnophold for børn og unge. Øvrige ophold fordeles efter de gældende regler mellem kommuner og amter efter objektive kriterier. Med forslaget til § 174 vil der blive fastsat regler om, at finansieringen af de løbende driftsudgifter videreføres med hensyn til den objektive finansiering.
Senere ændringer
ÆndringL 94 (2022-23, 2. samling) · bemærkning til § 1, nr. 35LOV nr 753 af 13/06/2023 · 13. juni 2023
§ 174 i serviceloven indeholder regler om takster og finansiering. § 174, stk. 5, indeholder bemyndigelse for social- og boligministeren til at fastsætte regler om kommunernes finansiering af ophold i sikrede døgninstitutioner efter § 63 b, stk. 2, nr. 4-7, for børn og unge uden lovligt ophold her i landet. § 174, stk. 6, indeholder bemyndigelse for social- og boligministeren til at fastsætte regler om opkrævning af en fast takst hos kommunerne, når unge under 18 år har ophold i Kriminalforsorgens institutioner.
Det foreslås, at § 174, stk. 5 og 6, ophæves.
Med den foreslåede ophævelse vil social- og boligministeren ikke have bemyndigelse til at fastsætte regler om kommunernes finansiering af ophold i sikrede døgninstitutioner for børn og unge uden lovligt ophold her i landet og om opkrævning af en fast takst hos kommunerne, når unge under 18 år har ophold i Kriminalforsorgens institutioner.
Den foreslåede ophævelse er begrundet i, at hjælp og støtte til børn og unge, der i dag fremgår af serviceloven med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov foreslås udskilt i en særskilt lov – barnets lov. Dette gælder også bestemmelsen om sikrede institutioner, der efter gældende ret fremgår af § 63 b, og som med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov, foreslås videreført som § 62 i barnets lov. Det findes i den sammenhæng hensigtsmæssigt, at også processuelle regler knyttet til hjælp og støtte til børn og unge, herunder om finansiering af ophold i sikrede institutioner for børn og unge uden lovligt ophold og af ophold i Kriminalforsorgens institutioner for unge under 18 år, kommer til at fremgå af barnets lov.
Bemyndigelsen for social- og boligministeren til at fastsætte regler vedrørende finansiering af ophold i sikrede institutioner for børn og unge uden lovligt ophold, der efter gældende ret fremgår af § 174, stk. 5, i serviceloven, foreslås med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov videreført uændret som § 195, stk. 3, nr. 3, i barnets lov. Bemyndigelsen for social- og boligministeren til at fastsætte regler vedrørende finansiering af ophold i Kriminalforsorgens institutioner for unge under 18 år, der efter gældende ret fremgår af § 174, stk. 6, i serviceloven, foreslås med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov videreført uændret som § 195, stk. 3, nr. 4, i barnets lov. Den foreslåede ophævelse af § 174, stk. 5 og 6, i serviceloven vil således ikke medføre materielle ændringer.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til §§ 62 og 195 i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov og til dette lovforslags almindelige bemærkninger, punkt 2.7.1.2 og 2.7.1.3.
ÆndringL 27 (2021-22) · bemærkning til § 2, nr. 10LOV nr 2394 af 14/12/2021 · 14. december 2021
Efter § 174, stk. 1, i serviceloven fastsætter den kommunale, regionale eller private leverandør vejledende takster for ydelser og tilbud efter serviceloven, dog inden for de regler som social- og ældreministeren fastsætter med hjemmel i § 174, stk. 3. Efter § 174, stk. 1, 2. pkt. fastsættes taksterne på baggrund af samtlige budgetterede, direkte og indirekte langsigtede omkostninger ved levering af ydelsen eller drift af tilbuddet.
Det fremgår videre af § 174, stk. 3, at social- og ældreministeren fastsætter regler om takstberegningen, herunder om grundlaget for beregningen, om hvilke ydelser og tilbud efter loven der er omfattet af § 174, stk. 1, og om hvornår bestemmelsen i § 174, stk. 1, kan fraviges. Bemyndigelsen er senest udmøntet ved bekendtgørelse nr. 1017 af 19. august 2017 om finansiering af visse ydelser og tilbud efter lov om social service samt betaling for unges ophold i Kriminalforsorgens institutioner (finansieringsbekendtgørelsen). Den gældende bemyndigelsesbestemmelse i § 174, stk. 3, er afgrænset til, at social- og ældreministeren kan fastsætte regler om, hvilke ydelser efter serviceloven der kan indgå i takstfastsættelsen. Der er ikke efter gældende ret hjemmel til, at udgifter til visse former for sundhedsfaglig indsats, der ydes som led i opholdet på tilbud efter serviceloven, kan indgå i beregningen af taksterne for tilbuddet.
Det foreslås, at det i § 174, stk. 3, tilføjes, at social- og ældreministeren også kan fastsætte regler om, at sundhedsfaglig indsats efter sundhedsloven skal indgå i beregningen af takster.
Den foreslåede ændring vil betyde, at social- og ældreministeren vil kunne fastsætte regler om, at visse former for sundhedsfaglig indsats efter sundhedsloven skal indgå i beregningen af takster for tilbud efter serviceloven.
Sundhedsfaglig indsats skal forstås i overensstemmelse med behandlingsbegrebet, som det er defineret i sundhedslovens § 5, og som omfatter undersøgelse, diagnosticering, sygdomsbehandling, fødselshjælp, genoptræning, sundhedsfaglig pleje samt forebyggelse og sundhedsfremme i forhold til den enkelte patient. Det er dog ikke alle former for sundhedsfaglig behandling, jf. sundhedslovens § 5, der vil kunne indregnes i de sociale tilbuds takster.
Det forventes, at bemyndigelsen vil blive anvendt til at fastsætte regler om, at omkostninger til visse former for sundhedsfaglig indsats, der ydes af tilbuddet til borgere som led i opholdet på tilbuddet, indregnes i taksten for tilbuddet efter servicelovens § 174, stk. 1. Det vil således alene være sundhedsfaglig behandling, der ydes af tilbuddet selv, der vil skulle indregnes.
Det forventes således, at der vil blive fastsat regler om, at tilbuddets udgifter til sundhedsfaglig behandling, der ikke er forbeholdt visse specifikke faggrupper (forbeholdt sundhedsfaglig virksomhed), samt udgifter til sundhedsfaglig behandling, der er forbeholdt visse specifikke faggrupper, men hvor tilbuddets personale udfører de sundhedsfaglige opgaver på baggrund af delegation fra f.eks. en læge, vil kunne indregnes i tilbuddets almindelige takster. Det vil betyde, at f.eks. udgifter til simpel sårpleje og til medicinhåndtering vil kunne indregnes i tasterne.
Den sundhedsfaglige indsats, der indgår i taksterne, er således indsats, der ligger tæt op ad den almindelige omsorg, der er en naturlig del af dagligdagen i et botilbud.
Der vil ikke blive ændret ikke på fordelingen af ansvar mellem kommune og tilbud i forhold til, hvem der skal levere sundhedsydelser til borgere, der har ophold på et servicelovstilbud.
Da det foreslås, at udgifterne til de omfattede sundhedsindsatser vil indgå i taksten for ydelsen i form af ophold på et botilbud efter serviceloven, og da det fremgår af § 9 c, stk. 9, 2. pkt., i retssikkerhedsloven, at hvis der for en ydelse er fastsat en takst, har opholdskommunen ret til refusion svarende til taksten, vil der være adgang til mellemkommunal refusion for hele taksten i de få tilfælde, hvor der er adgang til mellemkommunal refusion for udgiften til opholdet efter serviceloven.
Bemyndigelsen forventes ikke anvendt til at fastsætte regler om, at udgifter til kommunale sundhedsydelser (behandlinger), der ydes efter sundhedsloven, kan indregnes i taksterne for tilbud efter serviceloven. Sådanne udgifter, der altså ikke forventes at ville kunne indregnes i taksten, er bl.a. udgifter til hjemmesygeplejeydelser efter sundhedslovens § 138, forebyggende ydelser efter sundhedslovens §§ 120-123, kommunal børne- og ungdomstandpleje efter sundhedslovens §§ 127 og 129, tandpleje efter sundhedslovens §§ 131, 133, 134 a og 135, genoptræningsydelser efter sundhedslovens § 140, fysioterapiydelser m.v. efter sundhedslovens §§ 140 a og 140 b, behandling for alkoholmisbrug efter sundhedslovens § 141, lægelig stofmisbrugsbehandling efter sundhedslovens § 142, befordringsgodtgørelse efter sundhedslovens § 170 og befordring i forbindelse med genoptræning efter sundhedslovens § 140 og § 168, stk. 1.
Med den foreslåede ændring modvirkes den uhensigtsmæssige effekt, at kommuner, der opretter et specialiseret tilbud efter serviceloven i kommunen, belastes uforholdsmæssigt økonomisk ved at have betalingsforpligtelsen for sundhedsydelser for borgere visiteret til tilbuddet af en anden kommune.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.2 og 2.1.3.
ÆndringL 5 (2016-17) · bemærkning til § 1, nr. 7LOV nr 1543 af 13/12/2016 · 13. december 2016
For ophold efter § 30, stk. 1, nr. 4-7, i bekendtgørelse nr. 186 af 20. februar 2015 om magtanvendelse over for børn og unge uden for hjemmet (magtanvendelsesbekendtgørelsen) betaler kommunerne efter gældende ret en takst på 1,25 mio. kr. årligt (PL 2010). Dette fremgår af magtanvendelsesbekendtgørelsens § 54, stk. 1. Satsen reguleres årligt med satsreguleringsprocenten. Udgifter vedrørende ophold efter magtanvendelsesbekendtgørelsens § 30, stk. 1, nr. 4-7, udover det takstfinansierede, fordeles mellem alle landets kommuner efter antallet af 15-17-årige, der bor i de enkelte kommuner pr. 1. januar i året forud for regnskabsåret. Dette følger af magtanvendelsesbekendtgørelsens § 54, stk. 2. Der skelnes ikke i reglerne om finansiering af ophold efter magtanvendelsesbekendtgørelsens § 30, stk. 1, nr. 4-6, mellem unge med lovligt ophold og unge uden lovligt ophold.
For så vidt angår udgifter vedrørende unge uden lovligt ophold i Danmark, der opholder sig på en sikret afdeling som led i varetægtssurrogat, afsoning af dom, eller som idømt foranstaltning, jf. § 30, stk. 1, nr. 4-6, i magtanvendelsesbekendtgørelsen, fordeles udgiften dog mellem alle landets kommuner efter antallet af 15-17-årige, der bor i de enkelte kommuner pr. 1. januar forud for regnskabsåret. Dette følger af en tekstanmærkning på finansloven for 2013 (tekstanmærkning nr. 118) og efterfølgende finanslove. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger afsnit 2.2.2.
Tilsvarende afholder kommunerne i praksis ved objektiv finansiering udgifter for ophold efter magtanvendelsesbekendtgørelsen § 30, stk. 1, nr. 7, for udlændinge under 15 år uden lovligt ophold, efter reglerne i magtanvendelsesbekendtgørelsens § 54.
Med lovforslagets § 1, nr. 7 , foreslås med indsættelse af § 174, stk. 5, en præcisering af social- og indenrigsministerens adgang til ved bekendtgørelse at fastsætte regler om finansiering af ophold i sikrede døgninstitutioner for børn og unge uden lovligt ophold i Danmark. Bemyndigelsesbestemmelsen vil blive anvendt til at fastsætte regler om videreførelse af gældende praksis, hvorefter kommunerne ved objektiv finansiering skal afholde udgifterne for ophold i sikrede døgninstitutioner for børn og unge uden lovligt ophold. Reglerne vil blive indsat i den gældende bekendtgørelse om beregning af takster og betaling for visse ydelser og tilbud efter serviceloven, jf. bekendtgørelse nr. 9 af 12. januar 2015 (takstbekendtgørelsen), idet magtanvendelsesbekendtgørelsen, som i dag indeholder reglerne om finansiering af ophold i sikrede døgninstitutioner, ikke længere vil være gældende som konsekvens af ikrafttrædelsen af lov om voksensansvar for anbragte børn og unge, jf. lov nr. 619 af 8. juni 2016.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger afsnit 2.2.
ÆndringL 165 (2013-14) · bemærkning til § 1, nr. 10LOV nr 722 af 25/06/2014 · 25. juni 2014
Det foreslås at ændre servicelovens § 174 om fastsættelse af omkostningsbaserede takster, så den kommer til at gælde for både kommunale, regionale og private leverandører. Hermed udvides bestemmelsen i forhold til gældende regler til også at omfatte regionale og private leverandører. Ens regler for takstfastsættelsen skal understøtte bedre sammenlignelighed på tværs af offentlige og private tilbud og dermed kommunernes samlede mulighed for at vælge leverandør og tilbud også på grundlag af pris.
Det foreslås desuden, at taksterne bliver vejledende. Den beregnede og offentliggjorte takst for en ydelser vil således ikke nødvendigvis være identisk med den pris, kommunen kommer til at betale for ydelsen. Taksterne vil fungere som en del af sammenligningsgrundlaget, når en kommune skal vælge, hvor den vil købe en konkret ydelse, og det vil være taksten, kommunen og leverandøren tager udgangspunkt i, når der skal forhandles og indgås konkret aftale om nærmere specifikation af ydelsen samt om prisen for ydelsen.
Der skal fastsættes takster for alle de omfattede ydelser uanset, om det fx drejer sig om en kommunal leverandør, der alene leverer ydelsen til den pågældende kommune selv som myndighedskommune.
Taksterne offentliggøres som efter gældende regler, der fremgår af bekendtgørelse nr. 1558 af 19. december om Tilbudsportalen, jf. § 14, stk. 5.
Som efter gældende regler foreslås det, at taksterne skal beregnes på baggrund af samtlige direkte og indirekte omkostninger ved levering af ydelsen.
Det foreslås, at § 174, stk. 2, ophæves som konsekvens af den ændrede formulering af § 174, stk. 1.
ÆndringL 165 (2013-14) · bemærkning til § 1, nr. 11LOV nr 722 af 25/06/2014 · 25. juni 2014
Det foreslås, at ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold fortsat får hjemmel til at uddybe bestemmelsen om fastsættelse af vejledende omkostningsbaserede takster i en bekendtgørelse.
Hjemlen vil blive anvendt til at fastsætte regler om, at taksterne beregnes for et år ad gangen på grundlag af samtlige direkte og indirekte omkostninger ved levering af ydelsen.
Derudover vil det blive fastsat, at op til 5 pct. af over- eller underskud på foregående års regnskaber for kommunale og regionale tilbud ikke skal indregnes i taksterne. Som noget nyt i forhold til gældende regler får offentlige tilbud således mulighed for at beholde op til 5 pct. af et overskud, lige som 5 pct. af underskuddet på foregående års regnskaber skal dækkes af tilbuddet.
Private leverandørers anvendelse af overskud og underskud er ikke reguleret i gældende regler og vil heller ikke blive det.
Det vil desuden blive fastsat, at der skal beregnes takster for følgende typer af ydelser efter lov om social service, uanset om de leveres af private, kommunale eller regionale leverandører:
- § 32 (særlige dagtilbud). - § 36 (særlige klubtilbud). - § 45 (ledsageordning til unge). - § 52, stk. 3, nr. 2 (praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet). - § 52, stk. 3, nr. 3 (familiebehandling eller anden behandling). - § 52, stk. 3, nr. 4 (døgnophold for familier med børn), dog undtaget ophold i en plejefamilie. - § 52, stk. 3, nr. 5 (aflastningsordning), dog undtaget aflastning i en plejefamilie, kommunal plejefamilie og netværksplejefamilie og i en plejefamilie. - § 52, stk. 3, nr. 6 (fast kontaktperson for et barn eller en ung eller en familie). - § 52, stk. 3, nr. 7 (anbringelse af børn og unge uden for hjemmet), dog undtaget anbringelse i plejefamilier, kommunale plejefamilier, netværksplejefamilier eller i egne værelser, kollegier eller kollegielignende opholdssteder. - § 54 (støtteperson for forældre i forbindelse med anbringelse). - § 83 (personlig pleje, praktisk hjælp og madservice) der leveres til beboere i tilbud som nævnt i § 93, stk. 1 i lov om social service. - § 84, stk. 1 (afløsning eller aflastning). - § 84, stk. 2 (midlertidigt ophold). - § 85 (socialpædagogisk bistand). - § 86, stk. 1 (genoptræning). - § 86, stk. 2 (hjælp til vedligeholdelse af fysiske eller psykiske færdigheder). - § 97 (ledsageordning til voksne). - § 98 (kontaktperson til døvblinde). - § 99 (støtte og kontaktperson). - § 101 (behandlingstilbud til stofmisbrugere). - § 103 (beskyttet beskæftigelse). - § 104 (aktivitets- og samværstilbud). - § 107 (ophold i midlertidige botilbud). - § 108 (ophold i længerevarende botilbud). - § 109 (ophold på kvindekrisecentre m.v.). - § 110 (ophold på forsorgshjem). - § 192 (ophold på plejehjem og beskyttede boliger).
§ 32 (særlige dagtilbud).
§ 36 (særlige klubtilbud).
§ 45 (ledsageordning til unge).
§ 52, stk. 3, nr. 2 (praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet).
§ 52, stk. 3, nr. 3 (familiebehandling eller anden behandling).
§ 52, stk. 3, nr. 4 (døgnophold for familier med børn), dog undtaget ophold i en plejefamilie.
§ 52, stk. 3, nr. 5 (aflastningsordning), dog undtaget aflastning i en plejefamilie, kommunal plejefamilie og netværksplejefamilie og i en plejefamilie.
§ 52, stk. 3, nr. 6 (fast kontaktperson for et barn eller en ung eller en familie).
§ 52, stk. 3, nr. 7 (anbringelse af børn og unge uden for hjemmet), dog undtaget anbringelse i plejefamilier, kommunale plejefamilier, netværksplejefamilier eller i egne værelser, kollegier eller kollegielignende opholdssteder.
§ 54 (støtteperson for forældre i forbindelse med anbringelse).
§ 83 (personlig pleje, praktisk hjælp og madservice) der leveres til beboere i tilbud som nævnt i § 93, stk. 1 i lov om social service.
§ 84, stk. 1 (afløsning eller aflastning).
§ 84, stk. 2 (midlertidigt ophold).
§ 85 (socialpædagogisk bistand).
§ 86, stk. 1 (genoptræning).
§ 86, stk. 2 (hjælp til vedligeholdelse af fysiske eller psykiske færdigheder).
§ 97 (ledsageordning til voksne).
§ 98 (kontaktperson til døvblinde).
§ 99 (støtte og kontaktperson).
§ 101 (behandlingstilbud til stofmisbrugere).
§ 103 (beskyttet beskæftigelse).
§ 104 (aktivitets- og samværstilbud).
§ 107 (ophold i midlertidige botilbud).
§ 108 (ophold i længerevarende botilbud).
§ 109 (ophold på kvindekrisecentre m.v.).
§ 110 (ophold på forsorgshjem).
§ 192 (ophold på plejehjem og beskyttede boliger).
De ydelser, det foreslås, at der skal fastsættes takster for, svarer således som udgangspunkt til de ydelser, kommunerne skal fastsætte takster for efter gældende regler med den tilføjelse, at der fremover også skal fastsættes takster for ydelser i servicelovens § 83 (personlig pleje og praktisk hjælp), når prisen ikke er fastsat i henhold til reglerne om frit leverandørvalg, jf. kapitel 16 i lov om social service.
For hjælperordninger efter servicelovens § 96 (borgerstyret personlig assistance) er der med lovforslag nr. L 147 (folketingssamlingen 2013-14) forslag til Lov om ændring af lov om social service og lov om socialtilsyn (Indførelse af takstsystem, godkendelsesordning, kursus i arbejdsgiver- og arbejdslederfunktioner m.v. i ordninger med kontant tilskud til ansættelse af hjælpere og borgerstyret personlig assistance) fremsat forslag om særskilte takstregler for hjælperordninger efter servicelovens § 96. Ydelser efter § 96 vil derfor ikke blive omfattet af taksreglerne efter servicelovens § 174.
Listen over ydelser, der skal takstfastsættes vil senere kunne udvides eller indskrænkes.
Udgangspunktet for de foreslåede regler vil således lige som efter gældende regler være, at tilbud og ydelser på det sociale område finansieres via de visiterende kommuners betaling af en takst, der fastsættes for de enkelte ydelser, også når de enkelte ydelser leveres f.eks. som led i ophold i en boform efter servicelovens § 108, hvor der typisk både vil være tale om en opholdsydelse efter lovens § 108 og indholdsmæssige ydelser efter f.eks. §§ 83 og 85.
Som det fremgår af de almindelige bemærkninger afsnit 3.4.2. foreslås det dog, at ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold får hjemmel til at fastsætte nærmere regler om, hvornår udgangspunktet om beregning af vejledende takster for enkeltydelser kan fraviges.
Det betyder, at der på bekendtgørelsesniveau vil blive fastsat regler om, hvornår og hvordan private og offentlige driftsherrer kan indgå aftaler om f.eks. frivillige abonnementsordninger eller andre former for fleksible finansieringsordninger, hvor der ikke er en direkte sammenhæng mellem en leveret ydelse og den pris, myndighedskommunen betaler.
Der vil desuden blive fastsat regler om, hvornår og hvordan en driftsherre kan fastsætte takster for ydelsespakker i stedet for takster for enkeltydelser f.eks. i forbindelse med ophold i boformer.
Derudover vil det blive fastsat, at takster for ophold på tilbud efter servicelovens § 109 (kvindekrisecentre) og § 110 (forsorgshjem) ikke skal være vejledende og dermed udgangspunkt for en efterfølgende forhandling af prisen for den konkret leverede ydelse, som det er tilfældet for de øvrige takstfastsatte ydelser, jf. bemærkningerne til § 1, nr. 9. Afgørelsen om optagelse i tilbud efter §§ 109 og 110 træffes ikke af kommunen men af krisecentrets eller forsorgshjemmets leder, og borgerens ophold hviler derfor ikke på en aftale mellem kommunen og tilbuddet. For disse ydelser vil den beregnede og offentliggjorte takst derfor være lig med den pris, som kommunen skal betale for opholdet.
ÆndringL 140 (2011-12) · bemærkning til § 1, nr. 4LOV nr 596 af 18/06/2012 · 18. juni 2012
Det foreslås, at der i servicelovens § 174, stk. 3, indsættes en regel om, at krav på betaling for benyttelse af en anden kommunes eller en regions tilbud efter serviceloven skal være fremsat senest 12 måneder fra hjælpen er ydet, dvs. fra det tidligste tidspunkt et betalingskrav kan gøres gældende. Bestemmelsen skal bevirke, at kommunerne undgår, at der fremsendes uforudsete regninger flere år efter at hjælpen er ydet. Der henvises til endvidere til bemærkningerne til lovforslagets § 4, stk. 1, om overgangsbestemmelser.
ÆndringL 167 (2009-10) · bemærkning til § 1, nr. 6LOV nr 627 af 11/06/2010 · 11. juni 2010
Socialministeren kan efter den gældende regel, jf. § 174, stk. 4, fastsætte regler om principperne for kommunernes finansiering af de mest specialiserede lands- og landsdelsdækkende tilbud, herunder sikrede afdelinger.
Med forslaget til § 174, stk. 5, får socialministeren hjemmel til også at kunne fastsætte regler om opkrævning af en fast takst hos kommunerne, når børn og unge under 18 år opholder sig i Kriminalforsorgens institutioner.
Det bliver hermed muligt at fastsætte en fast takst for børn og unges ophold, uanset om de opholder sig på sikrede afdelinger eller i Kriminalforsorgens regi. Udgifter ud over den faste takst på sikrede afdelinger, finansieres som i dag via objektiv finansiering, hvor kommunerne betaler i forhold til antallet af 15-17-årige i kommunen. Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger afsnit 2.4.2.
ÆndringL 142 (2005-06) · bemærkning til § 1, nr. 3LOV nr 371 af 01/05/2006 · 1. maj 2006
Forslaget indebærer, at kommunalbestyrelserne skal fastsætte taksten for kommunale, sociale tilbud ud fra et omkostningsbestemt beregningsprincip. Dette indebærer, at de kommunale tilbud prisfastsættes efter alle tilbuddets gennemsnitlige, langsigtede omkostninger, og ikke blot udgifterne, som de fremgår af kommunens budget eller regnskab. Det skyldes for det første, at det kommunale budget eller regnskab ikke omfatter forrentning og afskrivning, som er en del af omkostningerne og for det andet, at omkostninger er en beregnet størrelse, der bygger på indregning af alle produktionsfaktorer som fx central lønadministration.
Forslaget giver socialministeren beføjelse til at fastsætte regler om takstberegningen i en bekendtgørelse, og fastsætte hvilke tilbud, der er omfattet af denne takstberegning.
Det skal sikres, at takstfastsættelsen kan opfylde krav om beregning og dokumentation, og det skal løbende vurderes, om opdelingen tilgodeser lige vilkår for alle udbydere af tilbud.
Taksterne skal omfatte følgende indtægts- og omkostningstyper (dække både institutions- og institutionslignende tilbud om omkostningsfinansierede ydelser):
Driftsomkostninger (direkte og indirekte)
- løn til personale (inkl. pension, forsikring, arbejdsgiveromkostninger m.v.)
- ledelse
- møder og supervision
- uddannelse
- transport
- vand og varme
- administration knyttet til tilbuddet (herunder økonomi-, personale- og it-funktioner m.v.)
- andel af central ledelse og administration (økonomi-, personale- og it-funktioner m.v.)
- m.v.
Bygnings-/lokaleomkostninger
- leje/markedsleje ved ejede bygninger (herefter ikke afskrivning)
- afskrivninger
- andel af centrale bygninger/lokaler
Forrentning af kapital
- drift
- anlæg
Akutpladser
- det aftalte antal akutpladser
Tomme pladser
- den aftalte belægningsprocent
Udviklingsomkostninger
- det konkrete tilbud
- nye tilbud/generel udvikling
Alm. indtægter
- salg af ydelser
- indtægtsdækket virksomhed
- betaling fra VISO
Brugerbetaling
- husleje
- serviceydelser
For visse ydelser ville ikke alle kategorier være relevante (f.eks. personlig og praktisk hjælp m.v.), og for visse typer af tilbud fx dag- og klubtilbud til børn og unge vil socialministerens bemyndigelse blive udmøntet således, at disse tilbud ikke omfattes af reglen om omkostningsberegning.
Bestemmelsen regulerer ikke priser fastsat i henhold til servicelovens regler om frit leverandørvalg.
Ministerens bemyndigelse vil blive udmøntet således, at for tilbud efter servicelovens §§ 109 og 110 skal tillige følgende udgifter indregnes i taksterne for de øvrige pladser:
1) Udgifter til ophold for danske statsborgere, hvis den tidligere opholdskommune ikke kan findes.
2) Udgifter til ophold for udenlandske statsborgere, hvis der ikke kan findes en dansk hjemkommune.
3) Udgifter til lommepenge.
For alle takster gælder det, at taksten som udgangspunkt altid skal fastsættes til det faktisk forbrugte beløb. Der skal være fuld gennemsigtighed i beregningerne og de data, der indgår heri.
Hvor det er nødvendigt at anvende en fordelingsnøgle for andelen af centrale omkostninger, som for eksempel lønomkostninger, skal den anvendte nøgle nærmere begrundes.
Forslaget giver kommunalbestyrelserne mulighed for af administrative hensyn at vælge, om de vil fastsætte taksterne for det enkelte tilbud eller takster for typen af tilbud. Ved typen af tilbud forstås tilbud, som kan substituere hinanden, dvs. de skal være rettet mod samme målgruppe, og tilbuddenes indhold og omfang skal have en sammenlignelig karakter.
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 174.