Serviceloven § 11

Med § 11, stk. 1 indsættes et nyt stk. 1 i servicelovens § 11. Formålet er at understrege, at kommunalbestyrelsen skal sikre en tidlig og forebyggende indsats over for børn og unge med behov for særlig støtte og deres familier i kommunen. Den tidlige og forebyggende indsats skal sikre en sammenhæng mellem kommunens generelle forebyggende arbejde og den målrettede indsats over for børn og unge med behov for særlig støtte, jf. § 19, stk. 2, om kommunalbestyrelsen forpligtelse til at udarbejde en sammenhængende børnepolitik.

§ 11, stk. 1, beskriver således overordnet kommunalbestyrelsens forpligtelser efter § 11 og danner dermed rammen for kommunens forebyggende arbejde overfor udsatte børn og unge via serviceloven.

§ 11, stk. 2 , er en videreførelse af den nuværende § 11, stk. 1 og 2, og indholdet ændres dermed ikke. Som det blandt andet fremgår af de særlige bemærkninger til § 5 i L 229 (Folketingssamling 1996-97), så skal rådgivningen ydes så tidligt så muligt med henblik på at få familier til at fungere bedre. Bestemmelsen lægger således vægt på, at der skal være adgang til familieorienteret rådgivning for både enkeltmedlemmer og hele familien, også uden at der i øvrigt er iværksat eller skal iværksættes andre former for støtte. Bestemmelsen har således et klart forebyggende sigte. Viser det sig i forbindelse med rådgivningen, at barnet, den unge eller familien har behov for anden form for støtte, finder servicelovens kapitel 11 anvendelse. Familien har krav på rådgivning uanset årsagen til behovet. Ved familieorienteret forstås, at der kan rådgives om alle aspekter, der har betydning for børn, unge og deres familier. Rådgivningen skal have karakter af et åbent tilbud, hvor det står enhver frit for at henvende sig. Der er ingen begrænsninger med hensyn til, hvem der kan søge om rådgivning. Rådgivningen er gratis uanset økonomiske forhold. Rådgivningen kan bestå i en enkeltstående oplysning, i samtaler, i hjælp til løsning af praktiske problemer eller i formidling af kontakt til andre myndigheder, og der kan være tale om en løbende kontakt afhængig af behovet. En egentlig behandling omfattes derimod ikke af bestemmelsen. Det bemærkes igen, at § 11, stk. 2, blot er en videreførelse af den nuværende § 11, stk. 1 og 2.

I forslaget til § 11, stk. 3 , oplistes en række indsatser, der kan iværksættes, når et barn eller en ung har behov for særlig støtte. Formålet med indsatserne efter § 11, stk. 3, er at sætte tidligt ind over for et barns eller en ungs problemer med henblik på at forebygge, at problemerne vokser sig store. Som det fremgår af bestemmelsen, er kommunen forpligtet til at tilbyde en forebyggende indsats til barnet, den unge eller familien, når det vurderes, at barnet eller den unge har behov for særlig støtte, og det samtidig vurderes, at støtte efter bestemmelsen kan imødekomme barnets eller den unges behov.

Bestemmelsen indeholder ikke en forpligtelse for kommunerne til at tilbyde de i bestemmelsen oplistede indsatstyper. Kommunen kan således selv vælge, hvilke forebyggende indsatser, der generelt tilbydes i kommunen, ligesom kommunen selv vurderer, hvilken indsats, der er formålstjenstlig i forhold til et konkret barn eller en konkret ung. Den foreslåede bestemmelse viderefører bl.a. muligheden efter den nuværende § 11, stk. 3, for at tilbyde konsulentbistand og rådgivning om familieplanlægning. Som det blandt andet fremgår af de særlige bemærkninger til § 1 i L 178 (Folketingssamling 2009-10), kan konsulentbistand ydes til forældre og børn og unge, som har behov for et længerevarende og mere konkret rådgivningstilbud, end hvad der kan ydes som rådgivning efter § 11, stk. 2. Rådgivningen kan således i højere grad målrettes de konkrete problemer, der søges om hjælp til, og der kan ydes støtte over en længerevarende periode, hvis der er behov herfor. Konsulentbistand forudsætter, at ydelsen er af væsentlig betydning for et barns eller en ungs særlige behov for støtte, og kan tilbydes i det tilfælde, hvor det antages, at bistanden er relevant i forhold til at løse konkrete, afgrænsede problemstillinger, som giver sig udslag i et særligt støttebehov hos barnet eller den unge. Som det fremgår, er der blot er tale om en videreført bestemmelse. Der foretages derfor ingen indholdsmæssige ændringer i forhold til gældende ret.

I forslaget tydeliggøres det, at kommunalbestyrelsen kan iværksætte familierettede indsatser som en forebyggende indsats. Hvorvidt § 11 eller § 52, stk. 3, finder anvendelse vil bero på en konkret vurdering. Vurderingen af, om der skal iværksættes en indsats efter forslagets § 11, stk. 3, eller efter § 52, stk. 3, beror på et konkret skøn, herunder af sagens kompleksitet og indsatsens intensitet. Et forebyggende forældreprogram kan omfatte tilbud om undervisningsforløb til forældre, der har behov for vejledning om eksempelvis opdragelse, fordi deres barn vurderes til at have et behov for særlig støtte, men hvor kommunalbestyrelsen vurderer, at der ikke foreligger et behov for at udarbejde en børnefaglig undersøgelse efter § 50 (eksempelvis »De Utrolige År«). Et sådan forældreprogram vil kunne gives efter § 11, stk. 3. Omvendt forudsætter et forældreprogram, som f.eks. Multi Systemisk Terapi (MST), der retter sig mod børn og unge, som har så alvorlige adfærdsvanskeligheder, at de er i stor risiko for at skulle anbringes uden for hjemmet, en børnefaglig undersøgelse efter § 50, og vil skulle gives efter § 52, stk. 3.

Det er vigtigt at være opmærksom på, om barnets eller den unges problemer er så komplekse, at der er behov for en børnefaglig undersøgelse for at få udredt barnets og familiens forhold. Der kan være situationer, hvor et barn eller en ung har behov for en akut indsats, men hvor problemet er så afgrænset, at der ikke er behov for en børnefaglig undersøgelse af barnets og familiens forhold. Det kan eksempelvis være i en situation, hvor barnets eller den unges forældre er blevet skilt, eller hvor den ene forælder dør. Hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at barnets eller den unges problemer er afgrænset til denne hændelse, og at en forebyggende indsats efter § 11 vil være tilstrækkelig til at imødekomme dets behov, vil der ikke være behov for udarbejdelse af en børnefaglig undersøgelse.

Når kommunalbestyrelsen skal vurdere, hvorvidt et barn eller en ung skal tilbydes en indsats efter § 11, eller hvorvidt der skal udarbejdes en børnefaglig undersøgelse efter § 50, er det væsentligt, at kommunalbestyrelsen er opmærksom på, hvorvidt der er et tilstrækkeligt kendskab til omfanget af barnets eller den unges problemer til at kunne tilbyde en indsats efter § 11, stk. 3, og ikke at udarbejde en børnefaglig undersøgelse. Den hjælp, kommunalbestyrelsen tilbyder et barn eller en ung, skal således tilrettelægges på baggrund af en konkret og individuel vurdering af barnets eller den unges behov og forudsætninger.

I de situationer, hvor kommunalbestyrelsen har vurderet, at der skal tilbydes en forebyggende indsats efter § 11, stk. 3, og at der ikke er behov for udarbejdelse af en børnefaglig undersøgelse, er det væsentligt at kommunalbestyrelsen er opmærksom på, om barnets eller den ungs behov samt forholdene i familien ændrer sig undervejs. Der kan således være tilfælde, hvor der er iværksat en forebyggende indsats, og efterfølgende forhold nødvendiggør, at der udarbejdes en børnefaglig undersøgelse.

I bestemmelsen angives også netværks- og samtalegrupper som eksempel på en relevant forebyggende indsats. Det tydeliggøres således, at kommunalbestyrelsen har mulighed for at tilbyde et barn eller en ung mulighed for at deltage i samtale- eller netværksgrupper. Disse grupper kan være oprettet og drevet af kommunen selv, i fællesskab mellem flere kommuner eller af private humanitære organisationer, der er specialiserede inden for det pågældende område.

Som det fremgår, viderefører den foreslåede bestemmelse desuden muligheden efter den nuværende § 11, stk. 3, for at give rådgivning om familieplanlægning. Som det blandt andet fremgår af de særlige bemærkninger til § i L 178 (Folketingssamling 2009-10), kan rådgivning om familieplanlægning f.eks. være aktuelt i forbindelse med eventuel anden rådgivning af enlige eller sårbare unge mødre eller i de tilfælde, hvor familiens/den enlige forælders situation er af en sådan karakter, at familien/den enlige forælder med fordel kunne overveje at vente med at få endnu et barn til familien eller den enlige forælder har det fornødne overskud til at kunne tage tilstrækkeligt vare på barnet. Det understreges igen, at der blot er tale om en videreført bestemmelse. Der foretages derfor ingen indholdsmæssige ændringer i forhold til gældende ret.

Det foreslås herudover, at kommunalbestyrelsen udover de nævnte typer af forebyggende indsatser i nr. 1-3, kan iværksætte en anden indsats, der har et forebyggende sigte, jf. nr. 4. Det kan eksempelvis være rådgivning om et barns eller en ungs fritidsaktiviteter. Hensigten er at give kommunerne så vide rammer som muligt i forhold til den forebyggende indsats over for børn og unge med behov for særlig støtte og deres familier og samtidig give kommunerne mulighed for at iværksætte indsatser, der ikke er nævnt i bestemmelsen. Det er i den forbindelse afgørende, at den valgte forebyggende indsats er sagligt begrundet.

Der træffes ikke afgørelse om iværksættelse af forebyggende indsatser efter den foreslåede § 11, stk. 3, og der er dermed heller ikke adgang til at klage over tilbuddet. En forebyggende indsats efter § 11, stk. 3, forudsætter heller ikke udarbejdelse af en børnefaglig undersøgelse efter lovens § 50 eller udarbejdelse af en handleplan efter § 140. Hvis kommunalbestyrelsen iværksætter en forebyggende indsats efter servicelovens § 11, vil det dog være muligt for forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge over 12 år at klage over, at kommunalbestyrelsen ikke har iværksat en foranstaltning efter § 52, jf. § § 166 og 167.

Det skal bemærkes, at der kan iværksættes en forebyggende indsats efter § 11, stk. 3, som opfølgning på en børnefaglig undersøgelse, selv om undersøgelsen viser, at der ikke er grundlag for at iværksætte en foranstaltning efter servicelovens § 52. Kommunalbestyrelsen har herudover mulighed for at iværksætte en forebyggende indsats over for et barn eller en ung og dennes familie efter § 11, imens der pågår en børnefaglig undersøgelse efter § 50, hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at der er behov herfor.

I den foreslåede ændring af § 11, stk. 4 , oplistes de tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen har mulighed for at give økonomisk støtte til en række nærmere afgrænsede udgifter. Kommunalbestyrelsen vil kunne give økonomisk støtte til udgifter i de situationer, hvor kommunalbestyrelsen vurderer, at barnet eller den unge har behov for særlig støtte, og at den økonomiske støtte efter § 11, stk. 4, vil kunne imødekomme barnets eller den unges behov. Med forslaget flyttes muligheden for at yde økonomisk støtte til udgifter i forbindelse med konsulentbistand og til udgifter i forbindelse med prævention fra § 52 a til § 11, stk. 4. Dette skal skabe en sammenhæng mellem de forebyggende indsatser, som kommunalbestyrelsen kan iværksætte. Støtte til udgifter i forbindelse med konsulentbistand efter § 11, stk. 3, nr. 1, kan gives, når forældrene har udgifter som følge af foranstaltningen, som de ikke selv har råd til at afholde. Udgifterne til selve foranstaltningerne afholdes af kommunen efter reglen i servicelovens § 173.

Med forslaget til ændringerne af § 11, stk. 3 og 4, præciseres det, at målgruppen for de forebyggende indsatser, jf. servicelovens § 11, er børn og unge samt deres familier, der ikke har så komplekse problemer, at der er behov for særlige foranstaltninger efter servicelovens kapitel 11. Formålet med ændringen er at tydeliggøre, at servicelovens §§ 11 og 52 ikke vedrører samme målgruppe. § 11, stk. 3, finder således anvendelse i de tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen vurderer, at et barn eller en ung har behov for særlig støtte, og at dette behov vil kunne imødekommes af en forebyggende indsats efter § 11, stk. 3. Der er således for denne del alene tale om en præcisering af gældende ret.

§ 11, stk. 5 , er en videreførelse af gældende ret. Det fremgår således af § 52 a, stk. 2, at støtte til udgifter i forbindelse med konsulentbistand er betinget af, at forældremyndighedsindehaveren ikke selv har tilstrækkelige midler hertil. Da det foreslås, at muligheden for at yde økonomisk støtte til udgifter i forbindelse efter § 52 a, stk. 1, nr. 1 flyttes til § 11, foreslås det ligeledes, at bestemmelsens stk. 2, flyttes til § 11. Som det blandt andet fremgår af de særlige bemærkninger til § 38, ad nr. 8, i L 229 (Folketingssamling 1996-97), kan udgifterne ydes til forældremyndighedsindehaveren i det omfang, denne ikke har midler hertil. Det afgørende for vurderingen vil være, om udgiften vil bringe et i øvrigt rimeligt budget ud af balance. Som det fremgår, er der er tale om en videreført bestemmelse. Der foretages derfor ingen indholdsmæssige ændringer i forhold til gældende ret.

Med ændringen af § 11, stk. 6 , får kommunalbestyrelsen mulighed for at tilbyde økonomisk støtte til fritidsaktiviteter til børn og unge. Dette kan give mulighed for, at børn og unge, som ellers ikke deltager i relevante fritidsaktiviteter, får yderligere mulighed for at deltage i sædvanlige fritidstilbud på linje med andre børn og unge, hvilket kan have stor betydning i den forebyggende indsats. Den økonomiske støtte kan eksempelvis gå til at betale for udstyr og kontingent.

Kommunalbestyrelsen har mulighed for at fastsætte kriterier for tildeling af økonomisk støtte til udgifterne i forbindelse med et barns eller en ungs fritidsaktiviteter. Kommunalbestyrelsen kan eksempelvis opstille kriterier for familiens økonomiske forhold eller en målrettet indsats i forhold til særlige boligområder mv.

Kommunalbestyrelsen vil også kunne beslutte, at kommunen ikke benytter hjemlen til at give økonomisk støtte til fritidsaktiviteter. Muligheden for at yde økonomisk støtte til fritidsaktiviteter er således valgfri for kommunerne.

Kommunen kan på forskellig vis forsøge at begrænse åbenbare grundløse ansøgninger. Det kan f.eks. gøres ved, at offentliggøre de kriterier, som kommunen vælger at opstille, på kommunens hjemmeside, eller ved at oplyse herom i forbindelse med den generelle rådgivning af borgere, som henvender sig til kommunen. Dette kan medvirke til at tydeliggøre over for borgerne, hvilke grupper af børn og unge, som kommunen har valgt at give mulighed for at ansøge om økonomisk støtte til fritidsaktiviteter.

Muligheden for, at kommunerne kan fastsætte kriterier for tildeling af økonomisk støtte til fritidsaktiviteter til børn og unge, er således en fravigelse af det almindelige forvaltningsretlige princip om, at skønnet er pligtmæssigt, og at forvaltningen derfor ikke må erstatte den individuelle afvejning med anvendelsen af en intern opstillet regel.

Det skal bemærkes, at kommunen er forpligtet til at vurdere alle inden for bestemmelsens målgruppe i overensstemmelse med det opstillede kriterium. Dette indebærer, at hvis kommunen for eksempel har fastsat et kriterium om, at børn i bestemte boligområder kan tildeles støtte, så er kommunalbestyrelsen forpligtet til at behandle alle i målgruppen lige. Kommunalbestyrelsen er i øvrigt både i forbindelse med fastsættelse af kriterium og i forbindelse med behandling af konkrete ansøgninger forpligtet til at overholde almindelige forvaltningsretlige principper, herunder ligebehandlingsprincippet og saglighedsprincippet

Kommunalbestyrelsens beslutning om tildeling af støtte til fritidsaktiviteter kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Som det fremgår af bemærkningerne til § 11, stk. 3-4, ovenfor, kan forældremyndighedsindehaveren samt barnet eller den unge over 12 år dog indbringe kommunalbestyrelsens afgørelse om ikke at udarbejde en børnefaglig undersøgelse efter § 50 til Ankestyrelsen.

Med forslaget flyttes foranstaltningen ”konsulentbistand” fra servicelovens § 52, stk. 3, nr. 1 til lovens § 11 som nyt stk. 3. Baggrunden er, at konsulentbistand skal kunne gives uafhængigt af, om der har været foretaget en børnefaglig undersøgelse efter lovens § 50. Formålet hermed er at give kommunerne større fleksibilitet i forhold til tildeling af støtte til børn og unge, som har behov herfor. Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger afsnit 3.4.1.

Konsulentbistand kan ifølge forslaget ydes til forældre og børn og unge, som har behov for et længerevarende og mere konkret rådgivningstilbud, end hvad der kan ydes som rådgivning efter § 11, stk. 1 og 2. Rådgivningen kan således i højere grad målrettes de konkrete problemer, der søges om hjælp til, og der kan ydes støtte over en længerevarende periode, hvis der er behov herfor. Der kan f.eks. være tale om samlivsproblemer, opdragelsesproblemer, sociale eller psykiske problemer eller kriminalitet. Konsulentbistand efter forslaget forudsætter stadig, at ydelsen er af væsentlig betydning for et barns eller en ung særlige behov for støtte. Konsulentbistanden kan dermed tilbydes i det tilfælde, hvor det må antages, at bistanden er relevant i forhold til at løse konkrete, afgrænsede problemstillinger, som giver sig udslag i et særligt støttebehov hos barnet eller den unge.

Konsulentbistand rækker således ud over det, den almindelige familieorienterede rådgivning kan give, men retter sig ikke i udgangspunktet mod problemer, der er så store, at der er behov for særlige foranstaltninger efter servicelovens kapitel 11. Hvis de problemer, som forældrene, barnet eller den unge beskriver, er af en sådan karakter, at der er anledning til bekymring for barnets eller den unges udvikling, er myndighederne forpligtigede til at gribe ind, og de almindelige regler efter servicelovens kapitel 11 gælder således i disse tilfælde.

Der træffes efter forslaget ikke afgørelse om konsulentbistand efter den foreslåede § 11, stk. 3, og dermed er der heller ikke adgang til at klage over tilbuddet. Konsulentbistand forudsætter heller ikke en børnefaglig undersøgelse efter lovens § 50 eller udarbejdelse af en handleplan efter lovens § 140.

Det skal dog bemærkes, at konsulentbistand efter forslaget vil kunne ydes som opfølgning på en børnefaglig undersøgelse, selv om undersøgelsen viser, at der ikke er grundlag for at iværksætte særlig støtte efter § 52.

Det præciseres endvidere, at det er muligt at give rådgivning om familieplanlægning efter lovens § 11, stk. 3. Der er for denne del alene tale om en præcisering af gældende ret. Formålet med præciseringen er at signalere, at rådgivning om familieplanlægning kan være en relevant del af rådgiverens eller sagsbehandlerens rolle. Det kan f.eks. være aktuelt i forbindelse med eventuel anden rådgivning af enlige og sårbare unge mødre eller i de tilfælde, hvor familiens/den enlige forælders situation er af en sådan karakter, at familien/den enlige forælder med fordel kunne overveje at vente med at få endnu et barn til familien eller den enlige forælder har tilstrækkeligt overskud til at kunne tage tilstrækkeligt vare på barnet. Da der i disse tilfælde således kan være en risiko for, at et nyt barn også vil skulle anbringes uden for hjemmet, kan det være nødvendigt at gå i dialog med familien om, hvordan dette kan undgås. Der er altså tale om rådgivning til personer, som i forvejen har et barn, der har behov for særlig støtte, eller hvor der på anden vis er formodning om, at et yderligere barn vil betyde, at et kommende barn eller det eller de eksisterende børn ikke vil få tilstrækkelig omsorg. Formålet er at forebygge risikoen for, at en familie får flere børn, som efterfølgende kan komme i fare for også at blive anbragt.

Hvis der i forbindelse med rådgivning om familieplanlægning også gives konkret rådgivning om prævention, bør der lægges vægt på at hjælpe med at vælge en præventionsform, som passer til kvindens præferencer og livsstil. Der er alene tale om rådgivning og dialog om muligheden for prævention generelt. Specifik rådgivning om valg af konkrete præventionsformer, herunder også helbredsundersøgelse, vejledning i anvendelse af præventionsmidlet og udskrivning af recepter foretages fortsat af sundhedspersonale som f.eks. den praktiserende læge.

Der vil i overensstemmelse med gældende ret kunne ydes støtte til udgifter, som følger af vejledning vedrørende barnet eller den unge, forældrene får som led i konsulentbistanden efter dette forslag. Der henvises vedrørende den økonomiske støtte til lovforslagets § 1, nr. 28 og bemærkningerne til.

Det skal understreges, at der kun er tale om rådgivning og dialog med familien eller den enlige mor, og at det således forudsættes, at den pågældende familie eller enlige forælder er indforstået hermed.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger afsnit 3.4.1.

Det foreslås, at kommunalbestyrelsen får pligt til at etablere en særlig familievejlederordning for familier med børn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Vejledningen skal tilbydes indenfor 3 måneder efter, at kommunalbestyrelsen har fået kendskab til, at funktionsnedsættelsen er konstateret. Det foreslås videre at give velfærdsministeren hjemmel til i en bekendtgørelse at fastsætte nærmere regler om ordningen. Bekendtgørelsen skal indeholde en nærmere afgrænsning af målgruppen for familievejlederordningen samt en beskrivelse af formålet med og indholdet af vejledningen og rådgivningen. Bekendtgørelsen skal herudover indeholde nærmere regler for, hvorledes vejledningen og rådgivningen skal ydes, herunder om omfanget. Der henvises i øvrigt til afsnit 2 i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at kommunalbestyrelsen efter servicelovens § 11 forpligtes til ved opsøgende arbejde at sørge for, at vordende forældre kan få gratis familieorienteret rådgivning til løsning af vanskeligheder i familien.

Kommunalbestyrelsens nuværende forpligtelse til at tilbyde rådgivning efter servicelovens § 11 omfatter ikke vordende forældre, men derimod forældre med børn og unge eller andre, der faktisk sørger for et barn eller en ung.

Det er vigtigt, at også vordende forældre får mulighed for at få en kvalificeret rådgivning, særligt når det drejer sig om de vordende forældres kommende forældrerolle.

Derfor foreslås det, at kommunalbestyrelsens rådgivningsforpligtelse i servicelovens § 11 udvides til også at omfatte de vordende forældre, så der bliver sat fokus på de vordende forældres kommende forældrerolle og de udfordringer, det vil kunne give.

Udvidelsen af kommunalbestyrelsens rådgivningsforpligtelse efter servicelovens § 11 til også at gælde de vordende forældre vil udgøre et målrettet supplement til den rådgivningsmulighed, der allerede foreligger i servicelovens § 10. § 10 kan i dag anvendes af vordende forældre, men der vil ofte være tale om en rådgivning, der er orienteret mod forældrenes sociale situation, og mindre mod deres kommende forældrerolle.

Kommunalbestyrelsens rådgivning af de vordende forældre skal kunne tilbydes anonymt, ligesom det er tilfældet, når der er tale om rådgivning efter § 10 og § 11 i øvrigt.