Serviceloven § 109

Efter § 109, stk. 9, 3. pkt., og stk. 10, 2. pkt., i lov om social service, skal den psykologbehandling som kommunalbestyrelsen skal tilbyde efter de nævnte stykker, udføres af en autoriseret psykolog.

Det foreslås at ændre »autoriseret psykolog« i § 109, stk. 9, 3. pkt., og stk. 10, 2. pkt., i lov om social service til »psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog)«.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det vil være påkrævet at anvende en psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog) til den psykologbehandling, som kommunalbestyrelsen skal tilbyde efter de nævnte stykker.

Det vil betyde, at det fremover alene vil være psykologer med tilladelse til at betegne sig som psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog), der vil kunne udføre den psykologbehandling, som kommunalbestyrelsen skal tilbyde. Opgaven vil derimod ikke kunne varetages af en person, der alene har autorisation som psykolog efter autorisationsloven, men ikke har tilladelse til at betegne sig som psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog).

Herved sikres det, at opgaveløsningen fortsat vil skulle varetages af en psykolog med de tilstrækkelige kvalifikationer, på samme måde som det er tilfældet for autoriserede psykologer under den gældende ordning.

Det bemærkes, at psykologer, der er autoriseret under den gældende ordning i psykologloven, vil blive meddelt autorisation som psykolog og tilladelse til at anvende betegnelsen psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog) ved ikrafttrædelsen af de foreslåede ændringer. Der henvises herom til bemærkningerne til § 10, stk. 2.

Det følger af servicelovens § 109, stk. 4, at boformer efter stk. 1 senest 3 hverdage efter afgørelse om optagelse i boformen skal give en orientering herom til kommunalbestyrelsen i kvindens handlekommune, jf. §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven.

Det følger af servicelovens § 109, stk. 5, at boformer efter stk. 1 så vidt muligt inden udskrivning fra boformen, dog senest 3 hverdage herefter, skal give en orientering herom til kommunalbestyrelsen i kvindens handlekommune, jf. §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven.

Servicelovens § 109, stk. 4 og 5, indeholder således regler om orientering ved optagelse og udskrivning på kvindekrisecenter. For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 2.1.1 i de almindelige bemærkninger.

Reglerne om en voksen borgers handlekommune er reguleret i § 9 i retssikkerhedsloven.

Det følger af retssikkerhedslovens § 9, stk. 1, at pligten til at yde hjælp til en borger og afholde udgifterne hertil påhviler handlekommunen, jf. dog §§ 9 b og 9 c. Handlekommunen er den kommune, hvor borgeren har sin bopæl eller sædvanligvis opholder sig, jf. dog § 9, stk. 2-12, og § 9 a.

Det følger af retssikkerhedslovens § 9, stk. 2, at handlekommunen for en borger, der er gift, og som har fælles bopæl med ægtefællen, er den kommune, hvor den fælles bopæl er.

Det følger af retssikkerhedslovens § 9, stk. 3, at en kommune vedbliver at være handlekommune for en borger i sager efter serviceloven og efter § 115, stk. 2 og 4, jf. § 105, stk. 2, i almenboligloven, når denne kommune eller en anden offentlig myndighed har medvirket til, at borgeren i en anden kommune har fået ophold i 1) boformer efter §§ 107-110 og 192 i serviceloven, 2) boliger efter § 115, stk. 2 og 4, jf. § 105, stk. 2, i lov om almene boliger m.v., 3) institutioner under sygehusvæsenet, 4) institutioner under Kriminalforsorgen eller 5) boliger, boformer m.v., der træder i stedet for og kan sidestilles med boformer m.v. under nr. 1-4.

Det følger af retssikkerhedslovens § 9, stk. 4, at en kommune vedbliver at være handlekommune efter stk. 3, så længe borgeren har ophold i det pågældende botilbud, et tilsvarende botilbud eller et tilbud omfattet af stk. 5, og herefter, indtil borgeren har erhvervet en ny handlekommune efter stk. 1.

§ 9 a i retssikkerhedsloven vedrører handlekommunen for børn og unge under 18 år. § 9 b vedrører midlertidig handlekommune i visse særlige tilfælde, hvor en person har midlertidigt ophold i en anden kommune end handlekommunen.

Det foreslås, at i § 109, stk. 4 og 5, der bliver stk. 5 og 6, ændres »kvindens« til: »personens«, og »§§ 9-9 b« ændres til: »§ 9«.

Forslaget om ændring af »kvindens« til: »personens« skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 1, som vil medføre, at både mænd og kvinder fremover vil være i målgruppen for servicelovens § 109. Som følge heraf vil § 109, stk. 4-5, som med lovforslagets § 1, nr. 3, vil blive til stk. 5 og 6, således skulle gælde for alle personer med ophold.

Boformer efter § 109 vil således efter optagelse og udskrivning fra boformen skulle give en orientering herom til kommunalbestyrelsen i personens handlekommune. Forpligtelsen vil svare til forpligtelsen, som efter gældende ret følger af servicelovens § 109, stk. 4 og 5, som med lovforslagets § 1, nr. 3, vil blive til stk. 5 og 6.

Det foreslås med ændringen, at der alene henvises til § 9 i retssikkerhedsloven, fremfor til §§ 9-9b. Dette skyldes, at §§ 9 a og 9 b ikke er relevante mht. handlekommune for borgere på krisecentre. Med henblik på at sikre tydelighed foreslås derfor, at henvisningerne til disse bestemmelser udgår. Spørgsmålet om, hvilken kommune der er forpligtet til at yde hjælp efter serviceloven, og dermed hvilken kommune der skal orienteres om optagelse i og udskrivning fra boformen, vil således fortsat være reguleret i retssikkerhedsloven, hvoraf det følger, at en kommune vedbliver at være handlekommune, når denne kommune eller anden offentlig myndighed har medvirket til, at personen har fået ophold i boformen efter § 109. Det vil herefter være den oprindelige handlekommune, der vedbliver at være handlekommune i forhold til en person, der er optaget i en boform efter servicelovens § 109 i en anden kommune, idet lederens afgørelse om optagelse i en boform efter servicelovens § 109 sidestilles med, at kvinden har fået ophold i boformen efter en offentlig myndigheds medvirken.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Servicelovens § 109, stk. 4-6, indeholder regler om orientering ved optagelse og udskrivning på kvindekrisecenter. For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 2.1.1 i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at i § 109, stk. 6, 1. pkt., der bliver stk. 7, 1. pkt., ændres »stk. 4 og 5« til: »stk. 5 og 6«, og »kvindens« ændres til: »personens«.

Forslaget om at ændre »stk. 4 og 5« til: »stk. 5 og 6« skal ses i sammenhæng med det foreslåede nye stk. 2 i § 109 i serviceloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 3. Dette vil medføre, at § 109, stk. 2-9, i serviceloven herefter blive til stk. 3-10. Det er derfor nødvendigt at ændre henvisningen til stk. 4 og 5 til en henvisning til stk. 5 og 6.

Forslaget om ændring af »kvindens« til: »personens« skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 1, som vil medføre, at både mænd og kvinder fremover vil være i målgruppen for servicelovens § 109. Som følge heraf vil § 109, stk. 4-6, således skulle gælde for alle personer med ophold.

Boformer efter § 109 vil således efter optagelse og udskrivning fra boformen skulle give en orientering herom til kommunalbestyrelsen i personens handlekommune. Forpligtelsen vil svare til forpligtelsen, som efter gældende ret følger af servicelovens § 109, stk. 4 og 5, som med lovforslagets § 1, nr. 3, vil blive til stk. 5 og 6.

Fristen for afgivelse af orientering i forbindelse med optagelse vil skulle forstås således, at orienteringen som udgangspunktet skal ske så hurtigt som muligt og senest 3 hverdage efter afgørelse om optagelsen, jf. Folketingstidende 2014-15 (1. samling), tillæg A, L 138 som fremsat, side 8, for så vidt angår servicelovens § 109. En afgørelse om optagelse anses for truffet i forbindelse med, at ophold på krisecentret påbegyndes. I forbindelse med udskrivning fra krisecentret vil det være mest hensigtsmæssigt i relation til iværksættelse af øvrige indsatser og tilbud, at den relevante kommune orienteres om en planlagt udskrivning forud herfor. Eftersom personen selv kan beslutte at forlade et krisecenter, vil det imidlertid ikke altid være muligt at give en orientering forud for udskrivningen. Udgangspunktet er på den baggrund, at orientering så vidt muligt skal ske inden udskrivningen og senest 3 hverdage herefter. Spørgsmålet om, hvilken kommune, der er forpligtet til at yde hjælp efter serviceloven, og dermed hvilken kommune, der skal orienteres om optagelse og udskrivning fra boformen, er reguleret i retssikkerhedslovens § 9, stk. 3, hvoraf følger, at en kommune vil vedblive at være handlekommune, når denne kommune eller anden offentlig myndighed har medvirket til, at personen har fået ophold i boformen efter § 109. Det vil herefter være den oprindelige handlekommune, der vil vedblive at være handlekommune i forhold til en person, der er optaget i en boform efter det foreslåede § 109 i en anden kommune, idet lederens afgørelse om optagelse i boform efter § 109 sidestilles med, at personen har fået ophold i boformen efter en offentlig myndigheds medvirken.

I overensstemmelse med gældende ret for ophold på boformer efter servicelovens § 109 vil en persons ønske om anonymitet ved ophold på en boform efter det foreslåede § 109 i praksis kunne rejse spørgsmål om, hvor personen kommer fra, og dermed hvilken kommune der er ansvarlig for finansieringen af opholdet og i øvrigt er forpligtet til at yde hjælp efter serviceloven. Tvivlen vil kunne medføre, at det i særlige tilfælde ikke er muligt at overholde orienteringsfristen på 3 hverdage. I overensstemmelse med gældende ret for ophold på boformer efter servicelovens § 109 vil personens oplysninger om handlekommune indledningsvist skulle lægges til grund, jf. Folketingstidende 2014-15 (1. samling), tillæg A, L 138 som fremsat, side 9. Kommunen vil være forpligtet til så tidligt som muligt efter orientering om optagelse i boformen at iværksætte en indledende rådgivning, jf. den foreslåede bestemmelse i servicelovens § 109, stk. 8. I de tilfælde, hvor en person, der ønsker at opretholde sin anonymitet over for kommunen, tager imod tilbuddet om rådgivning, vil den indledende og koordinerende rådgivning imidlertid som følge heraf få en mere generel karakter.

Orienteringen vil som minimum skulle indeholde personens og dennes eventuelle børns navne og cpr-nr. samt dato og begrundelse for henholdsvis optagelsen i boformen og udskrivningen fra boformen. Orienteringen kan endvidere med fordel indeholde oplysning om den takstmæssige betaling for opholdet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det fremgår af § 109, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde midlertidigt ophold i boformer til kvinder, som har været udsat for vold, trusler om vold eller tilsvarende krise i relation til familie- eller samlivsforhold. Kvinderne kan være ledsaget af børn, og de modtager under opholdet omsorg og støtte. For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 2.1.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det foreslås, at i § 109, stk. 1, 1. pkt., ændres »kvinder« til: »personer«, og »vold, trusler om vold eller tilsvarende krise i relation til familie- og samlivsforhold« ændres til: »vold i nære relationer«.

Den foreslåede ændring vil medføre, at mænd vil få adgang til krisecentertilbud efter § 109 på lige fod med kvinder. Alle personer udsat for vold i nære relationer vil således kunne få ophold på et krisecenter, såfremt de i øvrigt opfylder målgruppebetingelserne.

Den foreslåede § 109, stk. 1, vil ikke være til hinder for, at de konkrete tilbud kan indrettes til en mindre del af den samlede målgruppe. Et krisecentertilbud efter den foreslåede § 109, stk. 1, vil således kunne vælge at målrette sig udelukkende til eksempelvis kvinder, mænd eller LGBT+-personer. Krisecentertilbud efter servicelovens § 109 vil kunne indrettes på en måde, hvor der tages hensyn til den enkelte voldsudsattes behov, herunder muligheden for fysisk adskillelse på baggrund af eksempelvis seksuel orientering, æresrelaterede konflikter, misbrugsproblemer eller psykiske udfordringer.

Boformer efter den foreslåede § 109, stk. 1, i serviceloven, vil være omfattet af krav om socialtilsynets godkendelse og efterfølgende driftsorienterede tilsyn, jf. § 4 i socialtilsynsloven.

For tilbud, som ikke er godkendt inden den 1. juli 2024, og som fra og med dette tidspunkt ønsker at kunne tilbyde midlertidigt ophold til målgruppen efter den foreslåede § 109, udover hvad der følger af den gældende § 109, vil dette forudsætte, at tilbuddet opnår den fornødne godkendelse hertil af socialtilsynet, jf. servicelovens § 4, stk. 3, jf. socialtilsynslovens § 5. Da det følger af socialtilsynslovens gældende formulering i § 5, at godkendelse sker på baggrund af ansøgning og dialog med ansøger, vil det konkrete tilbud skulle ansøge socialtilsynet om godkendelse. Som følge af den foreslåede § 9, stk. 1 og 3, vil socialtilsynet kunne behandle ansøgninger om og træffe afgørelse om godkendelse efter den foreslåede § 109 fra den 15. april 2024. Afgørelsen om godkendelse vil dog først få effekt fra den 1. juli 2024, hvilket vil betyde, at personer, som er omfattet af målgruppen for den foreslåede § 109, udover hvad der følger af den gældende § 109, først vil kunne tage ophold på et godkendt tilbud efter den foreslåede § 109 fra og med den 1. juli 2024. Godkendelsen vil skulle indberettes til og offentliggøres på Tilbudsportalen. I det tilfælde, hvor et tilbud, som allerede er godkendt af socialtilsynet inden den 1. juli 2024, og som fra og med dette tidspunkt ønsker at kunne tilbyde midlertidigt ophold til personer efter den foreslåede § 109, udover eller i stedet for tilbuddets eksisterende målgruppe, vil dette forudsætte, at tilbuddet ansøger om en væsentlig ændring af tilbuddets godkendelse. Socialtilsynet vil herefter skulle foretage en samlet, konkret vurdering med henblik på at vurdere, om der kan træffes afgørelse om en delvis nygodkendelse som følge heraf, jf. socialtilsynslovens § 5, stk. 9. Som følge af den foreslåede § 7, stk. 1 og 2, vil socialtilsynet kunne behandle ansøgninger om væsentlige ændringer og træffe afgørelse om delvis godkendelse efter den foreslåede § 109 fra og med den 15. april 2024. Afgørelsen om godkendelsen vil dog først få effekt fra den 1. juli 2024, hvilket betyder, at personer, udover eller i stedet for tilbuddets eksisterende målgruppe, og som er omfattet af målgruppen for den foreslåede § 109, først vil kunne tage ophold på et tilbud efter den foreslåede § 109 fra og med den 1. juli 2024. De ændrede forhold i tilbuddets godkendelse vil skulle indberettes til og offentliggøres på Tilbudsportalen.

For så vidt angår tilbud, som allerede er godkendt af socialtilsynet inden den 1. juli 2024 efter den gældende § 109, og som ikke ønsker en ændring af målgruppen, vil de foreslåede ændringer af § 109 medføre, at tilbuddet efter den 1. juli 2024 fortsat kun vil kunne tilbyde midlertidigt ophold til kvinder. Tilbuddet vil som følge af de gældende regler i tilbudsportalbekendtgørelsen skulle sikre sig, at oplysningerne om tilbuddet på Tilbudsportalen, herunder om tilbuddets målgruppe, stemmer overens med de faktisk forhold. Dertil vil tilbud som følge af § 8, stk. 2, i tilbudsportalbekendtgørelsen, minimum én gang årligt være forpligtet til at indberette ændringer af oplysninger om tilbuddet. Det forudsættes således, at tilbuddet vil skulle ajourføre oplysningerne på tilbudsportalen, så det bliver tydeligt, at tilbuddet kun er målrettet kvinder. Socialtilsynet vil som led i det løbende driftsorienterede tilsyn og som følge af § 8, stk. 1, skulle påse, at tilbuddets godkendelse og de indberettede og offentliggjorte oplysninger på Tilbudsportalen om det enkelte tilbud er i overensstemmelse med de faktiske forhold. Det forudsættes således, at socialtilsynet i forbindelse med det løbende driftsorienterede tilsyn vil skulle ajourføre oplysningerne i tilbuddets godkendelse, så det bliver tydeligt, at tilbuddet kun er målrettet kvinder.

Hvis et tilbud ønsker at være godkendt til flere tilbudstyper f.eks. §§ 109 og 110, herunder at et specifikt antal pladser eller det samlede antal pladser i tilbuddet ønskes at kunne anvendes fleksibelt inden for de specifikt angivne tilbudstyper, vil dette kun kunne godkendes, hvis tilbuddet samlet set har den fornødne kvalitet, herunder at der er sammenhæng mellem tilbuddets formål, målgruppe og indsats, selv om pladserne anvendes fleksibelt.

For en nærmere beskrivelse af socialtilsynenes godkendelse og efterfølgende driftsorienterede tilsyn henvises til pkt. 2.1.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det vil være en betingelse for optagelse på boformer efter servicelovens § 109, at personen har været udsat for vold i nære relationer, samt at vedkommende har lovligt ophold, jf. servicelovens § 2, stk. 1. Ved vold i nære relationer forstås vold i relation til familie- eller samlivsforhold. Vold, som udøves i en nær relation, er en handling eller hændelse, der – uanset formålet – er egnet til at krænke den udsatte persons integritet eller skræmme, smerte eller skade personen fysisk eller psykisk.

Vold i nære relationer omfatter forskellige former for vold; psykisk vold herunder stalking, fysisk vold, seksuel vold, økonomisk vold, materiel vold, digital vold og æresrelateret vold. Volden kan bestå af én voldsform, men består ofte af flere voldsformer samtidigt eller adskilt over tid. Volden kan komme til udtryk gennem verbale, nonverbale, digitale og fysiske handlinger. Trusler om vold er også at betragte som vold i nære relationer og vil således også fortsat være omfattet af bestemmelsen.

En nær relation kan være en nuværende eller forhenværende tæt relation i relation til familie- eller samlivsforhold, og det kan være en relation, som ikke nødvendigvis opleves eller har været oplevet som en positiv relation. Vold, der udøves af en tredjepart på foranledning af en nær relation, er ligeledes at betragte som vold i nære relationer.

Forslaget om, at »udsat for vold, trusler om vold eller tilsvarende krise i relation til familie- eller samlivsforhold« ændres til »udsat for vold i nære relationer« vil således ikke isoleret set medføre ændringer for målgruppen for servicelovens § 109. Vold i nære relationer omfatter forskellige former for vold; psykisk vold herunder stalking, fysisk vold, seksuel vold, økonomisk vold, materiel vold, digital vold og æresrelateret vold. Volden kan bestå af én voldsform, men består ofte af flere voldsformer samtidigt eller adskilt over tid. Volden kan komme til udtryk gennem verbale, nonverbale, digitale og fysiske handlinger. Trusler om vold er også at betragte som vold i nære relationer og vil således også fortsat være omfattet af bestemmelsen.

Ved vold i nære relationer forstås vold i relation til familie- eller samlivsforhold. Vold, som udøves i en nær relation, er en handling eller hændelse, der – uanset formålet – er egnet til at krænke den udsatte persons integritet eller skræmme, smerte eller skade personen fysisk eller psykisk.

En nær relation kan være en nuværende eller forhenværende tæt relation i relation til familie- eller samlivsforhold, og det kan være en relation, som ikke nødvendigvis opleves eller har været oplevet som en positiv relation. Vold, der udøves af en tredjepart på foranledning af en nær relation, er ligeledes at betragte som vold i nære relationer.

Det følger af forarbejderne til servicelovens § 109, jf. Folketingstidende 2003-04, Tillæg A, side 3770, at voldsramte, voldstruede eller tilsvarende truede kvinder, som f.eks. er på vej til at blive tvunget ind i et ægteskab, kan optages midlertidigt på et kvindekrisecenter. Formuleringen dækker over alle former for vold i relation til familie- eller samlivsforhold. Den foreslåede ændring er begrundet i, at formuleringen ”eller tilsvarende krise” skaber uklarhed om visitationsgrundlaget til kvindekrisecentre. Med den foreslåede ændring tydeliggøres det, at målgruppen for boformer efter servicelovens § 109 er personer, som har været udsat for vold i en nær relation. Der er ikke herudover tilsigtet ændringer i forhold til gældende retstilstand.

Med den foreslåede ændring foreslås en videreførelse af den retstilstand, der hidtil har været gældende efter § 109 i serviceloven vedrørende målgruppen for kvindekrisecentre, dog således, at bestemmelsen vil omfatte alle personer udsat for vold i nære relationer. Boformer efter servicelovens § 109 vil således være et midlertidigt døgntilbud til personer udsat for vold i nære relationer, herunder personer udsat for trusler om vold i nære relationer. Personerne kan være ledsaget af børn, og både personer og eventuelt ledsagende børn modtager omsorg og støtte under opholdet under hensyntagen til de kønsmæssige aspekter ved vold i nære relationer. Eventuelt ledsagende børn modtager omsorg og støtte i medfør af personens ophold.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det fremgår af § 109, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde midlertidigt ophold i boformer til kvinder, som har været udsat for vold, trusler om vold eller tilsvarende krise i relation til familie- eller samlivsforhold. Kvinderne kan være ledsaget af børn, og de modtager under opholdet omsorg og støtte.

Det foreslås, at i § 109, stk. 1, 2. pkt., ændres »Kvinderne« til: »Personerne«, og efter »støtte« indsættes: »under hensyntagen til de kønsmæssige aspekter ved vold i nære relationer«.

Forslaget om ændring af »Kvinderne« til: »Personerne« skal ses i sammenhæng med den i lovforslagets § 1, nr. 1, foreslåede ændring af § 109, stk. 1, 1. pkt., i serviceloven, som vil medføre, at både mænd og kvinder fremover vil være i målgruppen for tilbud efter servicelovens § 109. Som følge heraf vil § 109, stk. 1, således skulle gælde for alle personer med ophold på et tilbud efter § 109.

Udover en ændring af målgruppen til ”personer” er der ikke tilsigtet ændringer ift. den eksisterende retsstilling.

Med den foreslåede tilføjelse af »under hensyntagen til de kønsmæssige aspekter ved vold i nære relationer« i § 109, stk. 1, 2, pkt. vil det blive tydeliggjort, at personer og deres eventuelt ledsagende børn under opholdet på et krisecenter modtager omsorg og støtte under hensyntagen til de kønsmæssige aspekter ved vold i nære relationer. Krisecentrene vil, som hidtil, kunne indrette og målrette sig specifikke målgrupper inden for formålet af tilbud efter § 109, herunder fx på baggrund af køn. Krisecentrene vil i forlængelse heraf kunne have forskelligt beskyttelsesniveau, der modsvarer målgruppens beskyttelsesbehov.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det fremgår af § 81 i serviceloven, at formålet med at yde støtte til voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer er at sikre, at den enkelte får en sammenhængende og helhedsorienteret indsats, der modsvarer den enkeltes behov. Støtten skal ydes med det formål at styrke den enkeltes egne muligheder og eget ansvar for at udvikle sig og udnytte egne potentialer, i det omfang det er muligt for den enkelte.

Boformer efter servicelovens § 109 er i dag et midlertidigt døgntilbud til kvinder, som har været udsat for vold, trusler om vold eller tilsvarende krise i relation til familie- eller samlivsforhold. Kvinderne kan være ledsaget af børn, og de modtager omsorg og støtte under opholdet. For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 2.2.1 i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 2 i § 109 om, at formålet med et midlertidigt ophold efter § 109, stk. 1, er at yde beskyttelse, støtte, omsorg og rådgivning, som kan bidrage til, at personen og eventuelt ledsagende børn kan etablere en selvstændig tilværelse uden vold i egen bolig. Beskyttelse, støtte, omsorg og rådgivning under opholdet må ikke erstatte den øvrige hjælp og støtte, som personen og eventuelt ledsagende børn har behov for og ret til efter serviceloven eller anden lovgivning.

Hensigten med det foreslåede nye stk. 2 er at præcisere formålet med ophold på et krisecenter, herunder særligt at indsatsen under et ophold på et krisecenter skal udgøre en hjælp af midlertidig karakter, som skal hjælpe personer udsat for vold i nære relationer og eventuelt ledsagende børn til at kunne etablere en selvstændig tilværelse uden vold. Dette forudsætter, at personer med ophold på et krisecenter modtager en voldsfaglig indsats, der specifikt retter sig mod voldsproblematikken og konsekvenserne heraf.

Forslaget vil endvidere præcisere, at beskyttelse af personer, der har været udsat for vold eller trusler om vold, er en væsentlig del af formålet med opholdet. Med beskyttelse forstås beskyttelse mod vold og voldens negative konsekvenser. Graden af beskyttelse kan variere, herunder om der er tale om behov for fysisk beskyttelse.

Derudover vil forslaget tydeliggøre, at den beskyttelse, støtte, omsorg og rådgivning, personer og eventuelt ledsagende børn modtager under opholdet, ikke må erstatte den øvrige hjælp og støtte, som disse har behov for og ret til efter serviceloven eller anden lovgivning.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre en større tydelighed i forhold til borgere, boformer og kommuner som ansvarlige myndigheder om både tilbuddets karakter og den gældende ansvarsfordeling mellem boform og kommune, herunder om indsatsen på en boform efter servicelovens § 109.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i de almindelige bemærkninger.

Servicelovens § 109, stk. 4-6, indeholder regler om orientering om optagelse og udskrivning af kvinder på kvindekrisecenter. For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 2.1.1 i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at i § 109, stk. 6, 2. pkt., der bliver stk. 7, 2. pkt., ændres »kvinder« til: »personer«, »stk. 2« ændres til: »stk. 3« og to steder ændres »kvindens« til: »personens«.

Forslaget om ændring af »kvinder« til: »personer« og »kvindens« til: »personens« skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 1, som vil medføre at både mænd og kvinder vil være i målgruppen for servicelovens § 109.

Med den foreslåede ændring vil der i orienteringerne for personer, der optages i boformen anonymt, jf. § 109, stk. 2, der med lovforslagets § 1, nr. 3, vil blive til stk. 3, udelades personens og eventuelle børns navne og cpr-nr., og det skal i øvrigt sikres, at personens anonymitet opretholdes. Kravet om begrundelse for henholdsvis optagelse og udskrivning af personen og dennes eventuelle børn indebærer en kort beskrivelse af baggrunden og grundlaget for optagelsen samt personens status i forbindelse med udskrivningen. I de tilfælde, hvor en person ønsker at benytte retten til at blive optaget anonymt i boformen, vil boformen skulle orientere borgerens handlekommune om, at en af kommunens borgere er blevet optaget i boformen samt orientere om begrundelsen for optagelsen. Personen må i disse tilfælde forventes over for centrets leder at dokumentere eller i det mindste oplyse, hvilken kommune denne og dennes eventuelle børn kommer fra, jf. gældende ret fsva. kvindekrisecentre efter § 32, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1681 af 11. december 2023 om statsrefusion og tilskud samt regnskabsaflæggelse og revision på visse områder inden for Social- Bolig- og Ældreministeriets, Beskæftigelsesministeriets, Udlændinge- og Integrationsministeriets og Børne- og Undervisningsministeriets ressortområder. Det skal sikres, at orienteringerne ikke indeholder oplysninger, der kan afsløre personens identitet.

Som konsekvens af det foreslåede nye stk. 2 i § 109 i serviceloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 3, vil § 109, stk. 2-9, herefter blive til stk. 3-10. Som konsekvens heraf er det nødvendigt at ændre henvisningen til stk. 2 til en henvisning til stk. 3.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det fremgår af servicelovens § 109, stk. 7, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde indledende og koordinerende rådgivning til kvinder på kvindekrisecenter. For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 2.1.1 i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at i § 109, stk. 7, 1. pkt., der bliver stk. 8, 1. pkt., ændres »kvinder« til: »personer«.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 1, som vil medføre, at både mænd og kvinder vil være i målgruppen for servicelovens § 109.

Den foreslåede ændring vil medføre, at kommunalbestyrelsen vil være forpligtet til at tilbyde indledende og koordinerende støtte og vejledning til personer på boformer efter § 109 i serviceloven, som med lovforslagets § 1, nr. 1, fremover ikke kun vil omfatte kvinder, men vil omfatte alle personer. Forpligtelsen vil svare til forpligtelsen, som efter gældende ret følger af servicelovens § 109, stk. 7, som med lovforslagets § 1, nr. 3, vil blive til stk. 8, og som foreslås ændret med lovforslagets § 1, nr. 8.

I rådgivningen vil der skulle tages højde for og inddrages alle de forhold, der er relevante for den enkelte persons muligheder for at skabe sig en tilværelse uden vold. Her vil den ikke udtømmende liste af forhold, der følger af § 109, stk. 8, kunne være relevant for personen, ligesom andre forhold såsom varetagelse af forældrerolle som eneforsørger, personens sociale netværk m.v. vil kunne inddrages i rådgivningen.

Den indledende rådgivning vil indebære, at der gennem introduktionen til den koordinerende rådgivning samtidig skabes kontakt mellem personen og en medarbejder, der varetager den koordinerende rådgivning. Introduktionen til den koordinerende rådgivning vil bl.a. skulle indeholde oplysninger om indholdet af rådgivningen samt vejledning om, hvor personen vil kunne henvende sig i tilfælde af, at personen uplanlagt flytter fra krisecentret, inden den koordinerende rådgivning er iværksat.

Det vil være et vigtigt element i den indledende rådgivning, at der så tidligt som muligt etableres kontakt mellem personen og en medarbejder, der varetager den koordinerende rådgivning, og i den forbindelse vil planlægningen af den indledende rådgivning med fordel kunne ske gennem direkte kontakt med og inddragelse af personen.

I praksis vil det være hensigtsmæssigt, at den indledende og koordinerende rådgivning varetages af den samme medarbejder. Det vil bero på en konkret vurdering, hvornår kommunen finder det mest hensigtsmæssigt at iværksætte den koordinerende rådgivning. Den koordinerende rådgivning vil dog skulle iværksættes senest, når forberedelsen til udflytning fra et krisecenter påbegyndes. Derudover vil personen kunne søge rådgivning i kommunen efter servicelovens §§ 10-12 a.

I de tilfælde, hvor en person undervejs i rådgivningsforløbet flytter fra krisecentret til en bolig, der ikke er omfattet af de boligtyper, der er nævnt i retssikkerhedslovens § 9, stk. 3, vil forpligtelsen til at yde koordinerende rådgivning, herefter påhvile den nye handlekommune, jf. retssikkerhedslovens § 9, stk. 4. Enhver behandling af personoplysninger i forbindelse med videregivelse af oplysninger om rådgivningsforløbet fra den tidligere handlekommune til den nye handlekommune, vil skulle ske under behørig iagttagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesforordningen) og databeskyttelsesloven, jf. lov nr. 502 af 23. maj 2018 om supplerende bestemmelser til forordning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger. I tilfælde, hvor personen har børn, finder § 132 i barnets lov om mellemkommunal underretning også anvendelse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det fremgår af servicelovens § 109, stk. 7, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde indledende og koordinerende rådgivning til kvinder på kvindekrisecenter. For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 2.1.1 i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at i § 109, stk. 7, 2. pkt., der bliver stk. 8, 2. pkt., ændres »Den indledende rådgivning skal« til: »For at understøtte formålet efter stk. 2 skal den indledende rådgivning«, og to steder ændres »kvinden« til: »personen«.

Formålet med ændringen fra »Den indledende rådgivning skal« til: »For at understøtte formålet efter stk. 2 skal den indledende rådgivning« er at sikre, at rådgivningen vil understøtte formålet med et ophold på et krisecenter efter den foreslåede nye bestemmelse i servicelovens § 109, stk. 2. Efter denne nye bestemmelse vil formålet med et midlertidigt ophold være at yde beskyttelse, støtte, omsorg og rådgivning, som kan bidrage til, at personen og eventuelt ledsagende børn kan etablere en selvstændig tilværelse uden vold i egen bolig. Derudover fremgår, at beskyttelse, støtte, omsorg og rådgivning under opholdet ikke må erstatte den øvrige hjælp og støtte, som personen og eventuelt ledsagende børn har behov for og ret til efter serviceloven eller anden lovgivning.

Forslaget om ændring to steder fra »kvinden« til: »personen« skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 1, som vil medføre, at både mænd og kvinder fremover vil være i målgruppen for servicelovens § 109. Som følge heraf vil § 109, stk. 7, som med lovforslagets § 1, nr. 3, vil blive til stk. 8, således skulle gælde for alle personer med ophold.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 og 2.2 i de almindelige bemærkninger.

Det fremgår af servicelovens § 109, stk. 7, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde indledende og koordinerende rådgivning til kvinder på kvindekrisecenter. For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 2.1.1 i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at i § 109, stk. 7, 4. pkt., der bliver stk. 8, 4. pkt., ændres »kvinden« til: »personen«.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 1, som vil medføre, at både mænd og kvinder vil være i målgruppen for servicelovens § 109. Som følge heraf skal rådgivningen efter § 109, stk. 7, som med lovforslagets § 1, nr. 3, vil blive til stk. 8, iværksættes, senest når forberedelsen til udflytning fra boformen påbegyndes, og gives, indtil personen og eventuelle børn er etableret i egen bolig.

For nærmere om den indledende og koordinerende rådgivning henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 7.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i de almindelige bemærkninger.

Servicelovens § 109, stk. 8, indeholder en forpligtelse for kommunalbestyrelsen til at tilbyde psykologbehandling til børn, som ledsager moren under dennes ophold på kvindekrisecenter. For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 2.3.1 i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at i § 109, stk. 8, 1. pkt., der bliver stk. 9, 1. pkt., ændres »moderen« til: »forælderen«.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 1, som vil medføre, at både mænd og kvinder vil være i målgruppen for servicelovens § 109.

Den foreslåede ændring vil medføre, at kommunalbestyrelsen vil skulle tilbyde psykologbehandling til alle børn, som ledsager forælderen under ophold på et krisecenter. Forpligtelsen vil svare til forpligtelsen, som efter gældende ret følger af servicelovens § 109, stk. 8, som med lovforslagets § 1, nr. 3, vil blive til stk. 9, og som foreslås ændret med lovforslagets § 1, nr. 6.

Den enkelte kommunalbestyrelse vil selv skulle fastlægge, hvordan hjælpen skal udmøntes, jf. Folketingstidende 2007-08, tillæg A, side 5411, for så vidt angår servicelovens § 109. Det vil i alle tilfælde være kommunalbestyrelsen, som er ansvarlig for at tilbyde psykologbehandling til børn, som ledsager forælderen under dennes ophold på et krisecenter. Kommunen vil have mulighed for at indgå aftale med krisecentret om at varetage opgaven, hvis krisecentret har en psykolog tilknyttet, som kan varetage behandlingsforløbet. I de tilfælde, hvor kommunen samarbejder med et krisecenter om, at krisecenteret varetager psykologbehandlingen på vegne af kommunen, vil krisecenteret ikke kunne indregne udgiften hertil i taksten.

Behandlingen vil skulle iværksættes under barnets ophold på krisecenteret eller i umiddelbar forlængelse heraf, og vil skulle udføres af en autoriseret psykolog. Den enkelte kommunalbestyrelse fastlægger selv, hvordan hjælpen vil skulle udmøntes.

Behandlingens omfang vil kunne strække sig fra mellem fire og ti timer alt efter det enkelte barns behov. Har et barn efter ti timers behandling behov for yderligere behandling, kan denne bevilges efter § 32 i barnets lov eller efter anden lovgivning.

Pligten til at tilbyde psykologbehandling vil supplere de allerede eksisterende forpligtelser, som kommunalbestyrelsen har i forhold til at hjælpe børn og unge med behov for særlig støtte. Kommunalbestyrelsen vil således fortsat skulle iværksætte støttende indsatser efter barnets lov over for barnet, når der er behov herfor.

Forælderen, som barnet ledsager på krisecenteret, vil kunne afslå at give samtykke til psykologbehandling af barnet. Efter de almindeligt gældende regler vil kommunalbestyrelsen i sådanne tilfælde skulle vurdere, om der er behov for at iværksætte støttende indsatser uanset det manglende samtykke, hvis det vurderes at være til barnets bedste.

Kommunalbestyrelsen vil kunne undlade at iværksætte psykologbehandling af et barn på krisecenter, hvis behandlingen vurderes at være til skade for barnet, eksempelvis hvis barnet allerede er i et andet behandlingsforløb, og iværksættelse af psykologbehandlingen vil forstyrre dette.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i de almindelige bemærkninger.

Servicelovens § 109, stk. 8, indeholder en forpligtelse for kommunalbestyrelsen til at tilbyde psykologbehandling til børn, som ledsager moren under dennes ophold på kvindekrisecenter. For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 2.3.1 i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der i § 109, stk. 8, der med lovforslagets § 1, nr. 3, vil blive stk. 9, indsættes som 6. pkt., at »Ved fælles forældremyndighed, kan psykologbehandlingen iværksættes alene med samtykke fra den forældremyndighedsindehaver, som barnet ledsager under opholdet.«

For at sikre at voldsudøveren ikke kan stille sig i vejen for, at barnet får den tilbudte psykologbehandling efter servicelovens § 109, stk. 8, som med lovforslagets § 1, nr. 3, vil blive § 109, stk. 9, præciseres det med forslaget, at det kun er forældremyndighedsindehaveren med del i forældremyndigheden, som barnet ledsager under ophold på kvindekrisecenteret, som vil skulle samtykke til psykologbehandlingen. Denne præcisering ændrer ikke ved denne forældremyndighedsindehavers mulighed for at afslå psykologbehandlingen, ligesom præciseringen heller ikke ændrer ved 12-årige børns egen ret til at opsøge og modtage behandling af en psykolog i regi af en civilsamfundsorganisation, jf. § 41 i barnets lov.

Et barn anses for at ledsage forældremyndighedsindehaveren under dennes ophold på krisecenter, når barnet har regelmæssigt ophold på krisecentret med overnatning. Børn, der eksempelvis grundet en samværsordning ikke bor fast med forældremyndighedsindehaveren på et krisecenter, vil således også være omfattet af tilbuddet om psykologhjælp, forudsat at barnet har regelmæssigt ophold med overnatning.

I overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende 2007-08, tillæg A, side 5411, vil den enkelte kommunalbestyrelse selv skulle fastlægge, hvordan hjælpen skal udmøntes. Det vil i alle tilfælde være kommunalbestyrelsen, som er ansvarlig for at tilbyde psykologbehandling til børn, som ledsager forælderen under dennes ophold på et krisecenter. Kommunen vil have mulighed for at indgå aftale med krisecentret om at varetage opgaven, hvis krisecentret har en psykolog tilknyttet, som kan varetage behandlingsforløbet. I de tilfælde, hvor kommunen samarbejder med et krisecenter om, at krisecenteret varetager psykologbehandlingen på vegne af kommunen, vil krisecenteret ikke kunne indregne udgiften hertil i taksten for opholdet, men vil skulle afregne udgiften til psykologbehandling særskilt med kommunen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i de almindelige bemærkninger.

Det fremgår af servicelovens § 109, stk. 9, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde 10 timers psykologbehandling til kvinder, der får ophold i boformer efter stk. 1. Behandlingen skal udføres af en autoriseret psykolog. Pligten til at tilbyde psykologbehandling gælder uanset opholdets varighed. Tilbuddet skal iværksættes under selve opholdet eller i umiddelbar forlængelse heraf.

Det foreslås, at der i § 109, stk. 9, 1. pkt., der bliver stk. 10, 1. pkt., ændres »kvinder« til: »personer«.

Den foreslåede ændring af »kvinder« til: »personer« vil medføre, at kommunalbestyrelsen vil skulle tilbyde psykologbehandling til alle personer, som tager ophold på et krisecenter efter § 109. Forpligtelsen vil svare til forpligtelsen, som efter gældende ret følger af servicelovens § 109, stk. 9, som med lovforslagets § 1, nr. 3, vil blive til stk. 10.

I overensstemmelse med gældende ret for psykologbehandling på kvindekrisecentre vil kommunalbestyrelsens tilrettelæggelse af psykologbehandlingen efter det foreslåede § 109, stk. 10, skulle ske under hensyn til det forventede forløb for henholdsvis personen med ophold på krisecenteret og dennes eventuelle børn, herunder i forhold til hvor de forventes at opholde sig under forløbet, jf. Folketingstidende 2019-20 (1. samling), tillæg A, L 173, som fremsat, side 7. Psykologbehandling vil så vidt muligt skulle koordineres med den øvrige indsats for personen på krisecentret samt andre indsatser efter serviceloven og anden relevant lovgivning.

Anonymt ophold for personer på krisecenter vil ikke i sig selv kunne være en hindring for, at personen tilbydes psykologbehandling. Der henvises til Folketingstidende 2019-20 (1. samling), tillæg A, L 173, som fremsat, side 7. Det fremgår bl.a. heraf, at kommunen vil skulle søge at overkomme eventuelle udfordringer i tilrettelæggelsen heraf i samarbejde med det pågældende krisecenter. Det vurderes, at det som udgangspunkt vil være muligt at tilrettelægge et behandlingsforløb, hvor personen vil kunne opretholde anonymiteten i forhold til den kommunale forvaltning, mens forhold vedrørende autoriserede psykologers pligt til at føre ordnede optegnelser over deres virksomhed skal iagttages, hvilket kan betyde, at personen ikke over for psykologen kan opretholde anonymiteten.

Ved en times psykologbehandling forstås konsultationer, der varer 45-60 minutter, og honoraret herfor inkluderer de opgaver, som er relateret til den konkrete konsultation, herunder forberedelse, afregning, tidsbestilling, føre optegnelse m.v.

Af hensyn til at sikre den fornødne faglighed i behandlingen bør kommunalbestyrelsen i videst muligt omfang anvende psykologer, der har relevant fagligt kendskab til og behandlingsmæssig erfaring med de særlige problematikker, det vedrører, herunder f.eks. vold i nære relationer, social kontrol m.v. Dertil bør psykologbehandlingen indrettes på en måde, hvor der tages hensyn til den enkeltes særlige behov, herunder i relation til køn, seksuel orientering eller andet. Det kan være psykologer med tilknytning til et krisecenter eller lignende. Krisecentret vil enten selv kunne have en psykolog ansat eller kan typisk formidle kontakt til en psykolog, som de er vant til at samarbejde med og vil dermed ofte kunne være leverandør af psykologbehandlingen. Dette vil imidlertid ikke nødvendigvis være muligt eller hensigtsmæssigt, f.eks. hvis personen kun har kort ophold på krisecentret eller lignende.

Pligten til at tilbyde psykologbehandling vil gælde uanset opholdets varighed. Imidlertid vil ophold, hvor personen og eventuelt ledsagende børn f.eks. af sikkerhedsmæssige hensyn overflyttes til et andet krisecenter, ikke i denne forbindelse være at betragte som et nyt ophold med yderligere tilbud om ti timers psykologbehandling. Der henvises til Folketingstidende 2019-20 (1. samling), tillæg A, L 173, som fremsat, side 7. Tilsvarende vil det gælde for personer med gentagne ophold inden for en kort tidsperiode, og som allerede er i gang med et forløb hos en psykolog efter denne ordning, at der som udgangspunkt ikke vil være ret til yderligere psykologbehandling.

Kommunalbestyrelsen vil snarest muligt efter modtagelse af orientering efter § 109, stk. 4, der med lovforslagets § 1, nr. 3, vil blive stk. 5, om personens ophold skulle fremsætte tilbuddet til personen med henblik på, at forløbet kan iværksættes. Forløbet kan fortsætte, efter personen er etableret i egen bolig.

Hvis personen indledningsvis takker nej til tilbuddet om psykologbehandling, vil denne under opholdet på krisecentret eller i umiddelbar forlængelse heraf kunne takke ja til tilbuddet ved at rette henvendelse til kommunen herom. En person vil således kunne takke ja til tilbuddet efter flytning til egen bolig, så længe det sker i tilknytning til overgangen hertil. Det vil typisk være inden for de første 2 måneder efter personens flytning. Formålet er at sikre, at det ikke er et spørgsmål om timing for tilbuddet om psykologbehandling, der afgør, om personen kan gøre brug af tilbuddet. Kommunen er ikke forpligtet til at genfremsætte tilbuddet.

I overensstemmelse med gældende ret for kvindekrisecentre vil psykologbehandlingen ikke kunne finansieres over krisecentrets takst for ophold, jf. Folketingstidende 2019-20 (1. samling), tillæg A, L 173, som fremsat, side 4. Kommunalbestyrelsen vil kunne tilkøbe psykologbehandling hos krisecentret, hvis krisecentret har en psykolog tilknyttet, som kan varetage behandlingsforløbet. Udgifterne hertil vil skulle opkræves særskilt hos borgerens handlekommune.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i de almindelige bemærkninger.

§ 109 i serviceloven vedrører kvindekrisecentre. Det fremgår af § 109, stk. 4, at kvindekrisecentre senest tre hverdage efter afgørelse om optagelse skal give en orientering herom til kommunalbestyrelsen i den kommune, der har pligt til at yde hjælp efter serviceloven, jf. §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven. Det fremgår videre af § 109, stk. 5, i serviceloven, at kvindekrisecentre så vidt muligt inden udskrivning, dog senest tre hverdage herefter, skal give en orientering herom til kommunalbestyrelsen i den kommune, der har pligt til at yde hjælp efter serviceloven, jf. §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven.

Det foreslås, at i § 109, stk. 4 og 5, i serviceloven ændres ”den kommune, der har pligt til at yde hjælp efter denne lov” til ”kvindens handlekommune”.

De foreslåede ændringer vil medføre, at kvindekrisecentret vil være forpligtet til at give orientering om ind- og udskrivning efter § 109, stk. 4 og 5, til kvindens handlekommune.

De foreslåede ændringer er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Ensretningen bør derfor også afspejles i § 109 i serviceloven. De foreslåede ændringer vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

Efter servicelovens § 109, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen tilbyde midlertidigt ophold i boformer til kvinder, som har været udsat for vold, trusler om vold eller tilsvarende krise i relation til familie- eller samlivsforhold (kvindekrisecenter). Kvinderne kan være ledsaget af børn, og de modtager under opholdet omsorg og støtte.

Optagelse på krisecentret kan efter servicelovens § 109, stk. 2, ske anonymt ved egen henvendelse eller ved henvisning fra offentlige myndigheder. Det er lederen af boformen, der træffer afgørelse om optag og udskrivning, jf. § 109, stk. 3.

Krisecentret efter stk. 1 har efter servicelovens § 109, stk. 4 og 5, orienteringspligt om optagelse og udskrivning af kvinder og evt. ledsagende børn til den kommune, der har pligt til at yde hjælp efter serviceloven, jf. §§ 9-9 b i den sociale retssikkerhedslov.

Kommunalbestyrelsen skal, efter servicelovens § 109, stk. 7, tilbyde indledende og koordinerende støtte og vejledning til kvinder på kvindekrisecenter, og skal efter stk. 8 tilbyde psykologbehandling til alle børn, der ledsager deres mor på kvindekrisecenter.

Med henblik på at sikre, at kvinder på kvindekrisecentre hurtigt får den hjælp, de har brug for, vil kommunalbestyrelsen med det foreslåede § 109, stk. 9, 1. pkt., i serviceloven som noget nyt skulle tilbyde ti timers psykologbehandling til kvinder, der får ophold i boformer efter § 109, stk. 1.

Kommunalbestyrelsens tilrettelæggelse af psykologbehandlingen vil ske under hensyn til det forventede forløb for henholdsvis kvinden og hendes evt. børn, herunder i forhold til hvor de forventes at opholde sig under forløbet. Psykologbehandling til kvinden vil så vidt muligt skulle koordineres med den øvrige indsats for kvinden på krisecentret samt andre indsatser efter serviceloven og anden relevant lovgivning.

Krisecentret kan enten selv have en psykolog ansat eller kan typisk formidle kontakt til en psykolog, som de er vant til at samarbejde med, og vil dermed ofte kunne være leverandør af psykologbehandlingen. Dette vil imidlertid ikke nødvendigvis være muligt eller hensigtsmæssigt, f.eks. hvis kvinden kun har kort ophold på krisecentret eller lignende.

Anonymt ophold for kvinder på krisecenter vil ikke i sig selv kunne være en hindring for, at kvinden tilbydes psykologbehandling. Kommunen vil skulle søge at overkomme eventuelle udfordringer i tilrettelæggelsen heraf i samarbejde med det pågældende krisecenter. Det vurderes, at det som udgangspunkt vil være muligt at tilrettelægge et behandlingsforløb, hvor kvinden vil kunne opretholde anonymiteten i forhold til den kommunale forvaltning, mens forhold vedrørende autoriserede psykologers pligt til at føre ordnede optegnelser over deres virksomhed skal iagttages, hvilket kan betyde, at kvinden ikke over for psykologen kan opretholde anonymiteten.

Autoriserede psykologers pligt til at føre ordnede optegnelser over deres virksomhed følger af § 14, stk. 1 i lov om psykologer mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 52 af 24. januar 2018 med senere ændringer (herefter psykologloven). Efter psykologlovens § 14, stk. 3, har den, hvis personlige forhold der er udarbejdet optegnelser om, ret til aktindsigt i optegnelserne. Det fremgår af § 3 i bekendtgørelse nr. 567 af 19. maj 2017 om autoriserede psykologers pligt til at føre ordnede optegnelser, at en autoriseret psykologs klientjournaler bl.a. skal indeholde oplysninger om klientens navn, alder og bopæl. Det følger af bekendtgørelsens § 6, stk. 1, at journalen skal opbevares i mindst 5 år regnet fra tidspunktet for den senest foretagne optegnelse. Efter bekendtgørelsens § 7, stk. 1, skal autoriserede psykologer opbevare journaler forsvarligt, og det skal sikres, at uvedkommende ikke har adgang til oplysningerne i journalerne. Det fremgår af bekendtgørelsens § 10, at bestemmelser om offentlige ansættelsessteders journalføring, opbevaring og kassation m.v., som følger af anden lovgivning, finder anvendelse uanset bekendtgørelsens §§ 1-5.

Ved en times psykologbehandling forstås konsultationer, der varer 45-60 minutter, og honoraret herfor inkluderer de opgaver, som er relateret til den konkrete konsultation, herunder forberedelse, afregning, tidsbestilling, føre optegnelse mv.

Forslaget vil ikke ændre reglerne om psykologbehandling til børn, der ledsager deres mor på boformer efter servicelovens § 109, stk. 1, jf. § 109, stk. 8. Det vil imidlertid være relevant at overveje tilrettelæggelsen af psykologbehandling til kvinden og eventuelle ledsagende børn, f.eks. i forhold til om hjælpen skal varetages af samme psykolog, den praktiske tilrettelæggelse af psykologbehandlingen i hverdagen m.v.

Den foreslåede ordning vil ikke ændre målgruppen for optag på boformer efter servicelovens § 109, stk. 1, som lederen af boformen efter en konkret og individuel vurdering træffer afgørelse om.

Med det foreslåede § 109, stk. 9, 2. pkt., vil psykologbehandlingen skulle forestås af en autoriseret psykolog.

Af hensyn til at sikre den fornødne faglighed i behandlingen bør kommunalbestyrelsen i videst muligt omfang anvende psykologer, der har relevant fagligt kendskab til og behandlingsmæssig erfaring med de særlige problematikker, det vedrører, herunder f.eks. vold i nære relationer, social kontrol m.v. Det kan være psykologer med tilknytning til et krisecenter eller lignende.

Med det foreslåede § 109, stk. 9, 3. pkt., vil pligten til at tilbyde psykologbehandling gælde uanset opholdets varighed.

Imidlertid vil ophold, hvor kvinden og evt. ledsagende børn f.eks. af sikkerhedsmæssige hensyn overflyttes til et andet krisecenter, ikke i denne forbindelse være at betragte som et nyt ophold med yderligere tilbud om ti timers psykologbehandling. Tilsvarende vil det gælde for kvinder med gentagne ophold inden for en kort tidsperiode, og som allerede er i gang med et forløb hos en psykolog efter denne ordning, at der som udgangspunkt ikke vil bevilges yderligere psykologbehandling.

Med det foreslåede § 109, stk. 9, 4. pkt., skal tilbuddet iværksættes under selve opholdet eller i umiddelbar forlængelse heraf.

Kommunalbestyrelsen vil snarest muligt efter modtagelse af orientering efter § 109, stk. 4, om kvindens ophold, fremsætte tilbuddet til kvinden med henblik på, at forløbet kan iværksættes. Forløbet kan fortsætte, efter kvinden er etableret i egen bolig.

Hvis kvinden indledningsvis takker nej til tilbuddet om psykologbehandling, vil hun under opholdet på krisecentret eller i umiddelbar forlængelse heraf kunne genoptage tilbuddet ved at rette henvendelse til kommunen herom. En kvinde vil således kunne genoptage tilbuddet efter flytning til egen bolig, så længe det sker i tilknytning til overgangen hertil. Det vil typisk være inden for de første to måneder efter kvindens flytning. Formålet er at sikre, at det ikke er et spørgsmål om timing for tilbuddet om psykologbehandling, der afgør, om kvinden kan gøre brug af tilbuddet. Kommunen er ikke forpligtet til at genfremsætte tilbuddet.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter servicelovens § 109, stk. 3, træffer lederen af et kvindekrisecenter afgørelse om optagelse. Ankestyrelsen har i principafgørelse nr. 28-14 fastslået, at det er lederen af et kvindekrisecenter efter servicelovens § 109, som har kompetencen til at træffe afgørelse om udskrivning på samme måde, som det er lederen, der træffer afgørelse om optagelse.

Med den foreslåede bestemmelse lovfæstes det i overensstemmelse med Ankestyrelsens principafgørelse, at lederen af kvindekrisecenteret også har kompetence til at træffe afgørelse om udskrivning. Dette sker ved, at der i servicelovens § 109, stk. 3, indsættes ordene ”og udskrivning”, således at det herefter fremgår af bestemmelsen, at lederen træffer afgørelse om optagelse og udskrivning.

Det betyder, at en leder af et kvindekrisecenter i overensstemmelse med gældende ret både har kompetence til at træffe afgørelse om optagelsen, herunder afslag på optagelse, og om udskrivningen af en borger på den konkrete boform. Den foreslåede ændring indebærer ikke en ændring af borgerens ret til at forlade boformen af egen fri vilje og uden boformslederens afgørelse herom. Forslaget indebærer således ikke en udvidelse af lederens kompetence til at træffe afgørelse. Ændringen indebærer ingen ændringer af gældende ret.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.12.1 og 2.12.3 i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås med lovforslagets § 1, nr. 1, at der for boformerne i servicelovens § 109 indsættes en pligt til senest tre hverdage efter afgørelse om optagelse i boformen at give en orientering herom til kommunalbestyrelsen i den kommune, der har pligt til at yde hjælp efter denne lov, jf. §§ 9-9 b i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Det foreslås endvidere, at der for boformerne indføres en pligt til så vidt muligt inden udskrivning fra boformerne, dog senest tre hverdage herefter, at give en orientering herom til kommunalbestyrelsen i den kommune, der efter serviceloven har pligt til at yde hjælp til borgeren. Formålet er at sikre, at kommunerne modtager oplysninger om optagelse i og udskrivning fra boformen med henblik på at tilbyde og iværksætte de indsatser, som kvinden og hendes eventuelle børn har behov for og krav på efter serviceloven, herunder § 109, stk. 4.

Den foreslåede frist for afgivelse af orientering i forbindelse med optagelse i et kvindekrisecenter skal forstås således, at orienteringen som udgangspunktet skal ske så hurtigt som muligt og senest tre hverdage efter afgørelse om optagelsen. En afgørelse om optagelse anses for truffet i forbindelse med, at kvindens ophold på krisecentret påbegyndes. I forbindelse med udskrivning fra et kvindekrisecenter vil det være mest hensigtsmæssigt i relation til iværksættelse af øvrige indsatser og tilbud, at den relevante kommune orienteres om en planlagt udskrivning forud herfor. Eftersom en kvinde selv kan beslutte at forlade et krisecenter, vil det imidlertid ikke altid være muligt at give en orientering forud for udskrivningen. Udgangspunktet er på den baggrund, at orientering så vidt muligt skal ske inden udskrivningen og senest tre hverdage herefter.

Spørgsmålet om hvilken kommune, der er forpligtet til at yde hjælp efter serviceloven, og dermed hvilken kommune, der skal orienteres om optagelse i og udskrivning fra boformen, er reguleret i retssikkerhedslovens § 9, stk. 7, hvoraf det følger, at det er personens oprindelige opholdskommune, der har pligt til at yde hjælp efter serviceloven, når denne kommune eller anden offentlig myndighed har medvirket til, at personen har fået ophold i boformen efter § 109. Det vil herefter være den oprindelige opholdskommune, der er handle- og betalingskommune i forhold til en kvinde, der er optaget i § 109 tilbud i en anden kommune, idet lederens afgørelse om optagelse i et § 109 tilbud sidestilles med, at kvinden har fået ophold i tilbuddet efter en offentlig myndigheds medvirken. Det følger af retssikkerhedslovens § 9, stk. 9, at kommunalbestyrelsen i en kommune, der efter stk. 7 har pligt til at yde hjælp til en person efter lov om social service, efter aftale med opholdskommunen, dvs. den kommune, hvori boformen er placeret, kan bemyndige denne til helt eller delvis at varetage udøvelsen af sine opgaver i forhold til den pågældende. Det følger af § 9, stk. 10, at såfremt der er uenighed mellem to eller flere kommuner om, hvilken kommune der er en persons opholdskommune, må den af de uenige kommuner, som personen har eller senest har haft folkeregisteradresse i, fungere som opholdskommune, indtil det er afklaret, hvilken kommune der er rette opholdskommune. Uenighed mellem kommuner om deres forpligtelser kan indbringes for Ankestyrelsen, jf. retssikkerhedslovens § 61. Når rette opholdskommune er blevet bestemt, og den fungerende opholdskommune ikke er personens opholdskommune, yder opholdskommunen refusion for den fungerende opholdskommunes udgifter i den periode, hvor uenigheden har bestået. Refusionen beregnes som refusion efter § 9 c, stk. 1.

En kvindes ønske om anonymitet vil i praksis kunne rejse spørgsmål om, hvor kvinden kommer fra, og dermed hvilken kommune, der er ansvarlig for finansieringen af opholdet og i øvrigt er forpligtet til at yde hjælp efter serviceloven, hvilket kan medføre, at det i særlige tilfælde ikke er muligt at overholde orienteringsfristen på tre hverdage. Kvindens oplysninger om tidligere opholdskommune vil indledningsvist skulle lægges til grund. Derudover vil den praksis, hvorefter boformen hurtigst muligt følger op på orienteringen med en revisorpåtegnet betalingsanmodning med fordel kunne videreføres. Kommunen vil dog være forpligtet til så tidligt som muligt efter orientering om optagelse i boformen at iværksætte en indledende rådgivning, jf. lovforslagets § 1, nr. 2. I de tilfælde, hvor en kvinde, der ønsker at opretholde sin anonymitet over for kommunen, tager imod tilbuddet om rådgivning, vil den indledende og koordinerende rådgivning imidlertid som følge heraf få en mere generel karakter.

Det foreslås, at orienteringen som minimum skal indeholde kvindens og hendes eventuelle børns navne og cpr.nr. samt dato og begrundelse for henholdsvis optagelsen i boformen og udskrivningen fra boformen. Orienteringen kan endvidere med fordel indeholde oplysning om den takstmæssige betaling for opholdet. For kvinder, der optages i boformen anonymt, jf. § 109, stk. 2, udelades kvindens og eventuelle børns navne og cpr.nr, og det skal i orienteringerne i øvrigt sikres, at kvindens anonymitet opretholdes.

Kravet om begrundelse for henholdsvis optagelse og udskrivning af kvinden og hendes eventuelle børn indebærer en kort beskrivelse af baggrunden og grundlaget for optagelsen samt kvindens status i forbindelse med udskrivningen.

I de tilfælde, hvor en kvinde ønsker at benytte retten i § 109, stk. 2, til at blive optaget anonymt i boformen, vil boformen skulle orientere den kommune, som er forpligtet til at yde hjælp efter serviceloven, om, at en af kommunens borgere er blevet optaget i boformen samt orientere om begrundelsen for optagelsen. Det skal sikres, at orienteringerne ikke indeholder oplysninger, der kan afsløre kvindens identitet.

Kravet om at udelade kvindens og eventuelle børns navne og cpr.nr. i orienteringerne til den kommune, der efter serviceloven har pligt til at yde hjælp, ændrer ikke ved de gældende regler om skærpet underretningspligt efter servicelovens § 153, stk. 2, jf. bekendtgørelse nr. 1466 af 10. december 2010 om underretningspligt over for kommunen efter lov om social service. Det følger af bekendtgørelsens § 1, stk. 2, nr. 1-3, jf. § 1, stk. 1, nr. 4, at personer, der er beskæftiget ved bl.a. krisecentre, har en underretningspligt over for kommunen, når personerne under udøvelsen af deres erhverv får kendskab til eller grund til at antage, 1) at et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte efter servicelovens kapitel 11, 2) at et barn umiddelbart efter fødslen kan få behov for særlig støtte efter servicelovens kapitel 11 på grund af de vordende forældres forhold, eller 3) at et barn eller en ung under 18 år har været udsat for vold eller andre overgreb.

Det følger af den nuværende § 109, stk. 4, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde støtte og vejledning fra en familierådgiver til kvinder med børn på boformer efter denne bestemmelse. Rådgivningen gives i forhold til bolig, økonomi, arbejdsmarked, skole, daginstitutioner, sundhedsvæsen m.v. og skal understøtte de enkelte dele i kommunalbestyrelsens øvrige tilbud. Rådgivningen iværksættes, når forberedelsen til udflytning fra boformen påbegyndes, og indtil kvinden og børnene er etableret i egen bolig.

Det foreslås med lovforslagets § 1, nr. 2, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde indledende og koordinerende støtte og vejledning til kvinder på boformer efter denne bestemmelse. Den indledende rådgivning skal iværksættes så tidligt som muligt efter orientering om optagelse i boformen og skal introducere kvinden til den koordinerende rådgivning samt skabe kontakt mellem kvinden og en medarbejder, der varetager den koordinerende rådgivning. Den koordinerende rådgivning gives i forhold til bolig, økonomi, arbejdsmarked, skole, daginstitutioner, sundhedsvæsen m.v. og skal understøtte de enkelte dele i kommunalbestyrelsens øvrige tilbud. Rådgivningen iværksættes senest, når forberedelsen til udflytning fra boformen påbegyndes, og gives indtil kvinden og eventuelle børn er etableret i egen bolig.

I dag er det alene kvinder med børn på kvindekrisecentre, der tilbydes familierådgivning. Der er imidlertid en stor andel af de kvinder, der tager ophold på et kvindekrisecenter, der ikke har børn, og dermed ikke tilbydes rådgivning, jf. de almindelige bemærkninger afsnit 2.1.

Hensynet bag den nuværende familierådgivningsordning er at støtte kvinder med børn i den vanskelige overgang, som kvinden møder, når opholdet på krisecentret ophører, og kvinden skal skabe en ny tilværelse sammen med sine børn, med henblik på at undgå, at disse kvinder og deres børn falder tilbage i den uholdbare situation, de kom fra inden opholdet på krisecentret. Erfaringerne viser, at der er behov for at hjælpe disse kvinder og deres børn til en ny start både i forhold til bolig, økonomi, arbejdsmarked, skole, daginstitutioner og sundhedsvæsen m.v.

Socialstyrelsens årsstatistik for 2012 for kvinder og børn på krisecenter viser, at kvinder på krisecenter uden børn i højere grad har været udsat for fysisk vold og været udsat for fysisk vold gennem længere tid i seneste parforhold end kvinder med børn. Dette giver grundlag for at antage, at kvinder uden børn ligeledes har behov for hjælp til en ny start i forhold til væsentlige elementer i kvindernes tilværelse, herunder bolig, økonomi, arbejdsmarked og sundhedsvæsen, med henblik på at undgå, at de vender tilbage til voldelige forhold. Ved også at yde denne sammenhængende indsats til kvinder uden børn giver man disse kvinder et bedre fundament til at skabe en ny tilværelse uden vold. Udvidelsen af målgruppen for rådgivning forventes dermed bl.a. at medvirke til en reduktion af andelen af kvinder, der har behov for mere et ét krisecenterophold gennem livet.

Lovforslaget indebærer, at betegnelsen »en familierådgiver« udgår, men denne del af forslaget ændrer ikke ved indholdet af den nuværende ordning, da rådgivningens funktion fortsat er at være koordinerende samt støttende med henblik på at sikre, at kvinden får en helhedsorienteret og tværgående indsats, ligesom kvinder med børn fortsat skal rådgives om de forhold, der relaterer sig til deres børn. I rådgivningen skal der således tages højde for og inddrages alle de forhold, der er relevante for den enkelte kvindes muligheder for at skabe sig en tilværelse uden vold. Her vil den ikke udtømmende liste af forhold, der følger af § 109, stk. 4, kunne være relevante for kvinden, ligesom andre forhold såsom varetagelse af forældrerolle som eneforsørger, kvindens sociale netværk m.v. vil kunne inddrages i rådgivningen.

Forslaget om at tilbyde en indledende rådgivning indebærer, at der gennem introduktionen til den koordinerende rådgivning samtidig skabes kontakt mellem kvinden og en medarbejder, der varetager den koordinerende rådgivning. Introduktionen til den koordinerende rådgivning skal bl.a. indeholde oplysninger om indholdet af rådgivningen samt vejledning om, hvor kvinden vil kunne henvende sig i tilfælde af, at kvinden uplanlagt flytter fra krisecentret, inden den koordinerende rådgivning er iværksat.

Det er et vigtigt element i den indledende rådgivning, at der så tidligt som muligt etableres kontakt mellem kvinden og en medarbejder, der varetager den koordinerende rådgivning, og i den forbindelse vil planlægningen af den indledende rådgivning med fordel kunne ske gennem direkte kontakt med og inddragelse af kvinden. Dette kan ske f.eks. telefonisk, via sms eller e-mail.

I praksis vil det være hensigtsmæssigt, at den indledende og koordinerende rådgivning varetages af den samme person. Det vil bero på en konkret vurdering, hvornår kommunen finder det mest hensigtsmæssigt at iværksætte den koordinerende rådgivning, som i dag følger af servicelovens § 109, stk. 4. Den koordinerende rådgivning skal dog iværksættes senest, når forberedelsen til udflytning fra et kvindekrisecenter påbegyndes. Derudover vil kvinden og hendes eventuelle børn kunne søge rådgivning i kommunen efter servicelovens §§ 10-12 a. Kommunalbestyrelsen er efter §§ 10 og 11 forpligtet til at stille gratis rådgivning til rådighed for alle borgere, der har behov herfor. Derudover følger det af § 12, at kommunalbestyrelsen skal sørge for tilbud om gratis rådgivning til alle personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Tilbuddet om rådgivning kan også omfatte opsøgende arbejde. Endelig følger det af § 12 a, at kommunalbestyrelsen skal sørge for, at personer over 18 år, der henvender sig på grund af æresrelaterede konflikter, får mulighed for at få gratis rådgivning i henhold til § 10.

I de tilfælde, hvor en kvinde undervejs i rådgivningsforløbet flytter fra krisecentret til en bolig, der ikke er omfattet af de boligtyper, der er nævnt i retssikkerhedslovens § 9, stk. 7, vil forpligtelsen til at yde koordinerende rådgivning, ligesom i dag, herefter påhvile den nye opholdskommune, jf. retssikkerhedslovens § 9, stk. 8, jf. stk. 1. Enhver behandling af personoplysninger i forbindelse med videregivelse af oplysninger om rådgivningsforløbet fra den tidligere opholdskommune til den nye opholdskommune, skal ske under behørig iagttagelse af lov om behandling af personoplysninger og bekendtgørelser udstedt i medfør heraf. I tilfælde, hvor kvinden har børn, finder servicelovens § 152 om mellemkommunal underretning også anvendelse.

Det forventes, at den indledende rådgivning vil skabe et stærkere incitament for at gøre brug af tilbuddet om en koordineret rådgivning, idet kvinden vil have bedre forudsætninger for at få indblik i, hvad den koordinerende rådgivningsordning indebærer for hende, ligesom kvinden tidligere vil få kontakt til en medarbejder, der varetager den koordinerende rådgivning. Derudover forventes det, at den indledende rådgivning sammen med den koordinerende rådgivning vil skabe bedre forudsætninger for kvindens udflytning af kvindekrisecentret og etablering af en selvstændig tilværelse.

Formålet med forslaget om at præcisere, at den koordinerende rådgivning skal iværksættes senest, når forberedelsen til udflytning fra boformen påbegyndes er at understøtte en mere fleksibel tilrettelæggelse af den koordinerende rådgivning, idet den nuværende formulering om tidspunktet for iværksættelse af rådgivningen kan opfattes som unødig ufleksibel i forhold til den tilrettelæggelse af rådgivningen, som kommunen finder mest hensigtsmæssig, jf. de almindelige bemærkninger afsnit 2.1.2. I forhold til den nuværende ordlyd foreslås det endvidere tilføjet, at rådgivningen gives indtil kvinden og eventuelle børn er etableret i egen bolig. Denne ændring består alene i, at der tilføjes »gives«, og der er således ikke tale om en ændring af retstilstanden.

Det foreslås, at kommunalbestyrelsen forpligtes til at tilbyde psykologbehandling til alle børn, der følger med deres mor på krisecenter. Udover at udvide målgruppen i forhold til de gældende regler, hvor forpligtelsen alene omfatter børn, der er fyldt seks år, indeholder forslaget ingen ændringer af gældende ret.

Behandlingens omfang kan – som i dag - strække sig fra fire til ti timer alt efter det enkelte barns behov. Har et barn efter ti timers behandling behov for yderligere behandling, må den efterfølgende behandling bevilges efter servicelovens § 52 eller efter anden lovgivning.

Pligten til at tilbyde psykologbehandling supplerer de allerede eksisterende forpligtelser, som kommunalbestyrelsen har i forhold til at hjælpe børn og unge med behov for særlig støtte – herunder børn, der opholder sig på et krisecenter. Kommunalbestyrelsen skal således fortsat iværksætte undersøgelser efter § 50 af børn, som de er bekymrede for, og foranstaltninger efter servicelovens §§ 52, 56 eller 58 over for barnet, når der er behov herfor. Den viden, der udspringer af psykologbehandlingen, vil kunne indgå i den kommunale myndigheds vurdering af behovet for en § 50 undersøgelse og evt. for nødvendigheden af videre foranstaltninger.

Kommunalbestyrelsen kan undlade at tilbyde psykologbehandling af et barn på krisecenter, hvis behandlingen vurderes at være til skade for barnet, for eksempel hvis barnet allerede er i et andet behandlingsforløb, og iværksættelse af psykologbehandlingen vil forstyrre dette.