Folketingets Ombudsmand · 10. august 2019PrincipielAnkestyrelsen modtog en anonym underretning om bekymring for to børn. På grund af usikkerhed om, hvem moren var, ringede Ankestyrelsen til morens arbejdsgiver for at få bekræftet hendes identitet. I forbindelse med behandlingen af sagen sendte Ankestyrelsen de to børn partshøringsbreve med akter fra sagen. Børnene var henholdsvis 12 og 14 år; det 12-årige barn havde diagnosen atypisk autisme. Ombudsmanden mente ikke, at han kunne kritisere, at Ankestyrelsen i underretningssager som udgangspunkt partshører ikke bare forældremyndighedsindehaverne, men også børn over 12 år, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. Han mente derfor ikke, at han havde grundlag for at kritisere Ankestyrelsens vurdering af, at den 14-årige datter kunne partshøres. Hvad angik den 12-årige søn, mente ombudsmanden ikke, at han havde tilstrækkeligt grundlag for at kritisere Ankestyrelsens vurdering af, at sønnen kunne partshøres. Ombudsmanden mente imidlertid ikke, at Ankestyrelsens fremgangsmåde i forbindelse med partshøringen af børnene havde gjort det tilstrækkeligt klart for dem, hvad sagen drejede sig om, og hvad de skulle forholde sig til. Han mente heller ikke, at fremgangsmåden var hensigtsmæssig eller hensynsfuld over for børnene. Derudover udtalte ombudsmanden, at han ikke mente, at han havde det fornødne grundlag for at kritisere, at Ankestyrelsen valgte at ringe til den arbejdsgiver, d
Folketingets Ombudsmand · 23. marts 2017PrincipielDen 10. februar 2016 udsendte Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet en pressemeddelelse om, at ingen asylansøgere under 18 år fremover måtte indkvarteres i danske asylcentre sammen med en ægtefælle eller samlever. Pressemeddelelsen blev samtidig sendt som en instruks til Udlændingestyrelsen. Ombudsmanden indledte en generel sag om lovligheden af instruksen. Ombudsmanden konkluderede, at det efter bl.a. almindelige forvaltningsretlige principper og internationale konventioner var et krav, at der blev foretaget en konkret vurdering af de enkelte sager om adskilt indkvartering. Selv om det måtte lægges til grund, at det ikke havde været ministeriets samlede intention at pålægge Udlændingestyrelsen en ulovlig praksis, var instruksen – som var kategorisk og undtagelsesfri – derfor efter sit indhold ulovlig. Ombudsmanden fandt, at ministeriets fremgangsmåde i sagen var meget vanskelig at forstå og meget risikabel i forhold til ministeriets grundlæggende pligt til at sikre lovlig administration på området. Sammenfattende fandt han ministeriets fremgangsmåde særdeles kritisabel. Det blev under ombudsmandens behandling af sagen oplyst, at der i november 2016 ikke længere var par, som mod deres vilje var indkvarteret adskilt. Endvidere udfærdigede ministeriet i december 2016 et notat om fortolkningen af Danmarks internationale forpligtelser i sager om Udlændingestyrelsens indkva
Folketingets Ombudsmand · 11. november 2016PrincipielEfter at have modtaget to anonyme henvendelser om forhold i Børne- og Familieservice rejste ombudsmanden en sag over for Haderslev Kommune. De anonyme henvendelser handlede for det første om omfanget af kommunens forebyggende indsatser over for børn, unge og familier efter servicelovens § 11, stk. 3. Der stod, at kommunens tre rådgivende teams i et stort antal tunge sager havde arbejdet med forebyggende indsatser i ”måneder og år” uden at iværksætte børnefaglige undersøgelser og udarbejde handleplaner. For det andet blev det oplyst, at der hos kommunens undersøgelsesteam var meget lang sagsbehandlingstid på børnefaglige undersøgelser efter servicelovens § 50. Ombudsmanden redegjorde for servicelovens § 11, stk. 3, om forbyggende indsatser og § 52 om særlige foranstaltninger. § 11 er en egentlig forebyggelsesparagraf, hvis målgruppe er børn og unge med afgrænsede problemstillinger, mens målgruppen for § 52 er børn og unge med så komplekse problemstillinger, at der er behov for en børnefaglig undersøgelse for at afdække behovet for særlige foranstaltninger. På baggrund af oplysninger fra Haderslev Kommune kritiserede ombudsmanden, at kommunen havde anvendt forebyggende indsatser efter servicelovens § 11, stk. 3, over for børn og unge i en række tilfælde, hvor kommunen burde have truffet en afgørelse om at iværksætte foreløbig støtte efter servicelovens § 52, stk. 2, jf. stk. 3. O
Folketingets Ombudsmand · 7. august 2014PrincipielEn kommune modtog i løbet af et år 11 alvorlige underretninger vedrørende to socialt meget udsatte børn. Den første underretning kom fra børnenes tidligere bopælskommune, som var svært bekymret for børnenes trivsel og kraftigt anmodede den nye bopælskommune om at iværksætte foranstaltninger over for familien. De efterfølgende 10 underretninger kom fra politi, skole og borgere. Begge børn blev akutanbragt på en døgninstitution, efter at den ældste af de to søskende 9 år gammel blev indlagt på hospitalet med en alkoholpromille på 2,57. I en redegørelse for sagen beskrev ombudsmanden reglerne om kommunernes tilsynsforpligtelse og kommunernes forpligtelser ved modtagelse af underretninger. Ombudsmanden mente, at kommunen allerede ved modtagelsen af den første underretning fra børnenes tidligere bopælskommune burde have været opmærksom på familien og have taget initiativer med henblik på at afdække børnenes situation. Ifølge ombudsmanden undlod kommunen i meget alvorlig grad at efterleve de lovregler, der skal beskytte børn og unge mod omsorgssvigt. Samlet set anså ombudsmanden kommunens helt utilstrækkelige reaktion på den lange række af underretninger med alvorlige bekymringer for børnene for at være fuldstændig uforsvarlig. Ombudsmanden bad kommunen om at redegøre for, hvordan kommunen fremover vil sikre, at kommunen efterlever de lovregler, der skal beskytte børn og unge mod oms
Folketingets Ombudsmand · 17. august 2010PrincipielEn klasselærer havde mistanke om vold mod et barn i klassen og barnets søskende, begået under samvær med deres far, og indgav derfor en alvorlig underretning til kommunen. Advokaten for børnenes mor klagede til ombudsmanden over at kommunen ikke reagerede tilstrækkeligt på baggrund af den alvorlige underretning. Ombudsmanden kritiserede at kommunen ikke indgav politianmeldelse i forbindelse med underretningen. Ombudsmanden udtalte at kommunen burde have rettet henvendelse til statsforvaltningen, der træffer afgørelse om samvær, og oplyst om den underretning som kommunen havde modtaget. Kommunen skulle således ikke blot have henvist børnenes mor til selv at henvende sig til statsforvaltningen og informere om underretningen. Ombudsmanden kritiserede også sagsbehandlingstiden i relation til den socialfaglige undersøgelse efter servicelovens § 50 som kommunen skulle udarbejde på baggrund af underretningen. Ombudsmanden kritiserede desuden nogle forhold i forbindelse med kommunens kommunikation med morens advokat i advokatens egenskab af partsrepræsentant. (J.nr. 2010-0824-0007).