Serviceloven

Serviceloven § 55

3 publikationer om § 55 i serviceloven, udvalgt og forklaret af dom.dk.

Myndigheder 3

· 21. februar 2025

Landsretten afviser appellants påstand om, at kommune tilpligtes at anerkende, at servicelovens regler ikke er overholdt, og stadfæster i øvrigt byrettens dom, således at appelindstævnte kommune frifindes

Påstande Appellant, tidligere Sagsøger har gentaget sine påstande for byretten. Appellant, tidligere Sagsøger har præciseret, at der ikke kræves 350.000 kr., idet påstand 2 er subsi-diær i forhold til påstand 1. Indstævnte, Frederikshavn Kommune, har påstået dommen stadfæstet, idet der dog over for påstand 3 er påstået afvisning, subsidiært frifindelse. Kommunen har subsidiært nedlagt påstand om betaling af et mindre beløb end påstået. Supplerende sagsfremstilling Plejefaderen blev ved dommen af 2. juli 2020 fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 223, stk. 1, jf. § 225, og idømt fængsel i 6 måneder, idet retten 2 fandt det bevist, at der i en periode på et par måneder, da Appellant, tidligere Sagsøger var 15-16 år i 2003 til 2004, fandt et par overgreb sted. Der er for landsretten fremlagt journalnotater fra kommunen vedrørende blandt andre Appellant, tidligere Sagsøger. Anbringender Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten. Landsrettens begrundelse og resultat Appellants, tidligere Sagsøger påstand 3 har ikke en sådan klarhed og bestemthed, at … Resultat: Appellants, tidligere Sagsøger påstand 3 afvises. I øvrigt stadfæstes byrettens dom. I sagsomkostninger for landsretten skal Appellant, tidligere Sagsøger inden 14 dage betale 30.000 kr. til Frederikshavn Kommune. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a. Publiceret til portalen d. 21-02-2025 kl. 10:00 Modtagere: Advokat (L) Anette Brinkmann, (H) Niels Stengaard Vase, Appellant, tidligere Sagsøger, Indstævnte Frederikshavn Ko

Social- og Ældreministeriet · 24. marts 2021

Voksenansvarslovens anvendelse i forhold til aflastningsbørn og elever i interne skoler

På baggrund af en række tilsynsbesøg rejste ombudsmanden en sag af egen drift over for Social- og Ældreministeriet med henblik på at afklare voksenansvarslovens anvendelse i forhold til bestemte grupper af børn og unge. Ombudsmanden kunne ikke kritisere ministeriets opfattelse af, hvilke regler der gælder ved magtanvendelse over for børn og unge i aflastning på opholdssteder og døgninstitutioner. I forhold til elever i interne skoler var ombudsmanden enig med ministeriet i, at børn og unge, der er anbragt på et opholdssted eller en døgninstitution og går i en intern skole tilknyttet opholdsstedet eller døgninstitutionen, er omfattet af voksenansvarslovens regler om fysisk guidning, afværgehjælp og fysisk magtanvendelse. Ombudsmanden havde ikke grundlag for at kritisere ministeriets opfattelse af, at det samme gælder børn og unge, der er anbragt på et opholdssted eller en døgninstitution og går i en intern skole på et andet opholdssted eller en anden døgninstitution. Endvidere havde ombudsmanden samlet set ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere ministeriets opfattelse af, at voksenansvarslovens regler ikke gælder for børn og unge, der bor hjemme hos deres forældre eller er anbragt i en plejefamilie og går i en intern skole på en døgninstitution eller et opholdssted. Ombudsmanden måtte på den baggrund konstatere, at der gælder forskellige regelsæt for anvendelse af magt mv

Børn og undervisning · 10. juli 2013

Magtanvendelse på socialpædagogisk opholdssted

Under et tilsyn på et privat socialpædagogisk opholdssted for børn og unge blev det bl.a. oplyst, at døgninstitutionen brugte magt for at få de unge til at sidde i en sofa – et pædagogisk redskab, der kaldes refleksionstid. Refleksionstid er en ”timeout”, som de unge får, hvis de ikke vil følge opholdsstedets regler. Ifølge servicelovens regler er det i orden at bruge fysisk magt, når en ung er til fare for sig selv eller sine omgivelser. Men personalet må ikke bruge magt for at tvinge en ung til at modtage et pædagogisk behandlingstilbud, f.eks. refleksionstid. Opholdsstedet mente ikke, at det var magtanvendelse, når man førte en ung hen til en sofa med en hånd på skulderen. Ledelsen mente først, at der var tale om magtanvendelse, når personalet brugte en ”vis fysisk kraft til at tvinge en person til at gøre, undlade eller fysisk acceptere noget”. Ombudsmanden var uenig. Han konkluderede, at institutionens forståelse af magtanvendelse ikke var tilstrækkelig præcis, idet barnets eller den unges modstand også er et væsentligt kriterium for, om der er tale om omsorgshandlinger eller egentlig fysisk magtanvendelse. Ombudsmanden bad institutionen overveje, hvordan opholdsstedet kan sikre, at børnene og de unge motiveres til at modtage den socialpædagogiske behandling, støtte og omsorg, således at konfliktsituationer begrænses. (Sag nr. 12/00408, 12/00733, 12/00734 og 12/00735)

Serviceloven § 55 – afgørelser og praksis · dom.dk