Serviceloven

Serviceloven § 3 a

Gældende tekst efter LBK nr 641 af 01/07/2026.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 2 – Kommuner og regioner

§ 3 a.

Kommunalbestyrelsens afgørelser om frakendelse eller nedsættelse af hjælp efter §§ 95, 96 og 98 skal meddeles med et varsel på mindst 14 uger fra borgerens modtagelse af afgørelsen.

1. pkt. gælder ligeledes for kommunalbestyrelsens afgørelser om frakendelse af bilstøtte efter § 114 inden udløbet af genanskaffelsesperioden.

Stk. 2.

Iværksættelse af kommunalbestyrelsens afgørelser efter bestemmelserne nævnt i stk. 1 må i de tilfælde, hvor kommunalbestyrelsens afgørelse påklages til Ankestyrelsen, først påbegyndes, når varslingsperioden, jf. stk. 1, er udløbet.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 641 af 01/07/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Serviceloven § 3 a

Senere ændringer

ÆndringL 94 (2022-23, 2. samling) · bemærkning til § 1, nr. 4LOV nr 753 af 13/06/2023 · 13. juni 2023

§ 3 a i serviceloven indeholder regler om en varslingsperiode for visse afgørelser efter loven. Det følger således af § 3 a, stk. 1, 2. pkt., at kommunalbestyrelsens afgørelser om frakendelse af en plads i et særligt dag- eller klubtilbud efter §§ 32 og 36, om frakendelse af bilstøtte efter § 114 inden udløbet af genanskaffelsesperioden og om ophør af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter § 42 i de tilfælde, der er omfattet af de regler om afviklingsperioden, som social- og boligministeren har fastsat i medfør af § 42, stk. 4, skal meddeles med et varsel på mindst 14 uger fra borgerens modtagelse af afgørelsen.

Det fremgår af § 32 i serviceloven, at kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om hjælp til børn, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for hjælp eller særlig støtte. Hjælpen kan tilrettelægges i særlige dagtilbud, i særlige klubtilbud eller i forbindelse med andre tilbud efter serviceloven eller efter dagtilbudsloven. Hjælpen kan også udføres helt eller delvis af forældrene i hjemmet som hjemmetræning.

§ 36 i serviceloven regulerer særlige klubtilbud. Det fremgår af bestemmelsen, at kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der er det nødvendige antal pladser i særlige klubtilbud til større børn og unge, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har et særligt behov for støtte, behandling m.v., der ikke kan dækkes gennem deltagelse i et af de tilbud, der er nævnt i §§ 65 og 66 i dagtilbudsloven.

§ 42 i serviceloven vedrører tabt arbejdsfortjeneste. Det fremgår af bestemmelsens stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til personer, der i hjemmet forsørger et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Ydelsen er betinget af, at det er en nødvendig konsekvens af den nedsatte funktionsevne, at barnet passes i hjemmet, og at det er mest hensigtsmæssigt, at det er moderen eller faderen, der passer det.

Det foreslås, at henvisningen i § 3 a, stk. 1, 2. pkt., i serviceloven om frakendelse af en plads i et særligt dag- eller klubtilbud efter §§ 32 og 36 og om ophør af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter § 42 i de tilfælde, der er omfattet af de regler om afviklingsperioden, som social- og boligministeren har fastsat i medfør af § 42, stk. 4, udgår.

De foreslåede ændringer vil betyde, at bestemmelsen om varslingsperiode i § 3 a, stk. 1, 2. pkt., ikke vil gælde for afgørelser om frakendelse af plads i et særligt dag- eller klubtilbud efter §§ 32 og 36 og om ophør af dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter § 42.

De foreslåede ændringer skal ses i sammenhæng med, at §§ 32 og 36 om særlige dag- og klubtilbud og § 42 om tabt arbejdsfortjeneste med lovforslagets § 1, nr. 14, foreslås ophævet. De foreslåede ændringer af § 3 a, stk. 1, 2. pkt., såvel som den med lovforslagets § 1, nr. 14, foreslåede ophævelse af §§ 32, 36 og 42 er begrundet i, at hjælp og støtte til børn og unge, der i dag fremgår af serviceloven, med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov foreslås udskilt i en særskilt lov – barnets lov. Det findes derfor hensigtsmæssigt, at også de processuelle regler knyttet til hjælp og støtte til børn og unge, herunder bestemmelsen om varslingsperiode, kommer til at fremgå af barnets lov.

Bestemmelserne om særlige dag- og klubtilbud, der efter gældende ret fremgår af §§ 32 og 36 i serviceloven, foreslås med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov videreført med sproglige ændringer som §§ 82-84 i barnets lov. Bestemmelsen om dækning af tabt arbejdsfortjeneste, der efter gældende ret fremgår af § 42 i serviceloven, foreslås med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov videreført som § 87 i barnets lov. Bestemmelsen om varslingsperiode for kommunalbestyrelsens afgørelser foreslås, for så vidt angår afgørelser om frakendelse af en plads i et særligt dag- eller klubtilbud og ophør af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov videreført som § 11 i barnets lov. Denne bestemmelse foreslås også at finde anvendelse for kommunalbestyrelsens afgørelser om frakendelse af bilstøtte inden udløbet af genanskaffelsesperioden, når der er tale om støtte til et barn eller en ung. De foreslåede ændringer vil således ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til §§ 11, 82-84 og 87 i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov og til dette lovforslags almindelige bemærkninger, punkt 2.7.1.2 og 2.7.1.3.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 3 a.