Serviceloven

Serviceloven § 4

Gældende tekst efter LBK nr 641 af 01/07/2026.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 2 – Kommuner og regioner

§ 4.

Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der er de nødvendige tilbud efter denne lov.

Stk. 2.

Kommunalbestyrelsen opfylder sit forsyningsansvar efter stk. 1 ved brug af egne tilbud og ved samarbejde med andre kommuner, regioner eller private tilbud.

Stk. 3.

Tilbud omfattet af krav om godkendelse, jf. § 4 i lov om socialtilsyn, skal være godkendt af socialtilsynet for at kunne indgå i kommunens forsyning, jf. stk. 2.

Stk. 4.

I tilfælde, hvor der er et akut behov for at placere en borger og der ikke kan findes et egnet godkendt tilbud, kan et tilbud dog i op til 3 uger indgå i den kommunale forsyning uden godkendelse.

Socialtilsynet orienteres straks om anvendelsen af det tilbud, som ikke er godkendt af socialtilsynet, og kan, når særlige grunde taler for det, træffe afgørelse om, at det ikkegodkendte tilbud anvendes i yderligere 3 uger.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 641 af 01/07/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Serviceloven § 4

Lovgivers oprindelige intention

Den oprindelige lovL 38 (2004-05, 2. samling) · bemærkning til § 4LOV nr 573 af 24/06/2005 · 24. juni 2005

Bestemmelsen er ny og en konsekvens af strukturaftalen, hvoraf det fremgår, at det er kommunalbestyrelsen, som i forhold til borgeren alene har forsyningsansvaret for det nødvendige antal pladser i tilbud efter denne lov.

Til stk. 2

Bestemmelsen i stk. 2 fastslår generelt for alle tilbud efter loven, hvordan kommunalbestyrelsen kan opfylde sit forsyningsansvar.

Senere ændringer

ÆndringL 64 (2021-22) · bemærkning til § 2, nr. 1LOV nr 2620 af 28/12/2021 · 28. december 2021

Servicelovens § 4, stk. 4, indeholder regler om, at kommunen, i tilfælde, hvor der er et akut behov for at placere en borger, og der ikke kan findes et egnet godkendt tilbud, kan anvende et tilbud i op til tre uger, uden at tilbuddet er godkendt af socialtilsynet. Socialtilsynet skal orienteres om anvendelsen af det ikkegodkendte tilbud. Socialtilsynet kan, når særlige grunde taler for det, træffe afgørelse om, at det ikkegodkendte tilbud kan anvendes i yderligere tre uger.

Det følger af den foreslåede ændring af § 4, stk. 4, 2. pkt., i serviceloven, at ordet ”straks” indsættes efter ”orienteres” og at ”ikkegodkendte tilbud” ændres til ”tilbud, som ikke er godkendt af socialtilsynet”.

Det foreslåede vil medføre, at socialtilsynet straks skal orienteres om den akutte anvendelse af et tilbud, som ikke allerede er godkendt af socialtilsynet.

Den visiterende eller anbringende kommune vil således fortsat skulle orientere socialtilsynet om, at kommunen har truffet afgørelse om at anvende et tilbud, som ikke er godkendt af socialtilsynet, i op til tre uger på grund af et akut behov for at visitere eller anbringe en borger, hvor det ikke har været muligt at finde et egnet, godkendt tilbud.

Med den foreslåede ændring vil det blive tydeliggjort, at orienteringen til socialtilsynet vil skulle ske straks. Denne oplysningspligt til socialtilsynet skal ses i sammenhæng med den foreslåede § 5, stk. 6, i socialtilsynsloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 8, hvorefter socialtilsynet, når særlige grunde taler for det, kan træffe afgørelse om, at forlænge anvendelsen af tilbuddet, som ikke er godkendt, med yderligere tre uger. Herefter skal den pågældende borger visiteres til et egnet, godkendt tilbud.

Bestemmelsens anvendelsesområde vil således ikke med den foreslåede ændring blive udvidet. Bestemmelsen vil således fortsat kun kunne anvendes i de situationer, hvor kommunen har et akut behov for at placere i et tilbud, og hvor der enten er behov for, at kommunen opretter et særligt tilbud, som kan godkendes af socialtilsynet, eller for at der bliver en ledig plads i et eksisterende egnet tilbud. Af denne årsag vil bestemmelsen heller ikke finde anvendelse for tilbud efter §§ 109 og 110 i serviceloven, da det i disse tilbud ikke er kommunalbestyrelsen, som visiterer til tilbuddet, men i stedet lederen af tilbuddet, som træffer afgørelse op optagelse i tilbuddet.

De særlige grunde, som kan begrunde socialtilsynets forlængelse af en perioden på tre uger med yderligere tre uger, vil fortsat også f.eks. kunne være, at etablering af et egnet tilbud er i gang, og at der er maksimalt tre uger, til det kan tages i brug, eller at kommunen med sikkerhed ved, at der inden for tre uger vil blive en ledig plads i et egnet, godkendt tilbud.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.1.1.3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

ÆndringL 206 (2012-13) · bemærkning til § 1, nr. 1LOV nr 651 af 12/06/2013 · 12. juni 2013

(Til stk. 3)

Forslaget er en parallel til § 5, stk. 2, i forslag til lov om socialtilsyn, hvori det foreslås, at socialtilsynets godkendelse er en betingelse for, at kommunalbestyrelserne må anvende de tilbud, som er omfattet af lov om socialtilsyn, jf. forslag til lov om socialtilsyn § 4, stk. 1. Det foreslås således også at skrive dette eksplicit ind i serviceloven i sammenhæng med den almindelige bestemmelse om kommunernes forsyningsforpligtelse i servicelovens § 4.

(Til stk. 4)

Den foreslåede bestemmelse giver mulighed for, at en kommune kan lade et ikke-godkendt tilbud indgå i den kommunale forsyning i op til 3 uger, hvis det ikke er muligt at finde en plads til borgeren i et godkendt tilbud. Det forudsættes således, at den kommunalbestyrelse, der har ansvaret for indsatsen over for borgeren, jf. §§ 9 – 9 b i retssikkerhedsloven f.eks. har undersøgt på Tilbudsportalen, om der skulle være en egnet plads.

Bestemmelsens anvendelse er en mulighed for kommuner, som akut har behov for at placere f.eks. en meget udadreagerende borger i et tilbud, og hvor der enten er behov for at kommunen opretter et særligt tilbud, som kan godkendes efter § 5 i lov om socialtilsyn, eller for, at der bliver en ledig plads i et eksisterende egnet tilbud. Det forudsættes således, at kommunen hurtigt går i gang med at finde en mere holdbar løsning.

Den visiterende kommune skal orientere socialtilsynet om anvendelsen af det ikke-godkendte tilbud, og socialtilsynet kan efterfølgende, hvis der foreligger særlige grunde, træffe afgørelse om, at det ikke-godkendte tilbud kan anvendes i yderligere 3 uger. Herefter skal den pågældende placeres i et godkendt tilbud. De særlige grunde kan f.eks. være, at etablering af et egnet tilbud er i gang, og at der er max 3 uger, til det kan tages i brug, eller at den ansvarlige kommunalbestyrelse ved med sikkerhed, at der inden for 3 uger, vil blive en ledig plads i et egnet, godkendt tilbud.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 4.