Serviceloven § 128

Det følger af servicelovens § 128, stk. 1, at kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om at anvende fastspænding med stofseler til kørestol eller andet hjælpemiddel herunder seng, stol eller toilet for at hindre fald, når der er nærliggende risiko for, at en person udsætter sig selv for at lide væsentlig personskade, og forholdene i det enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet.

Bestemmelsen gælder for personer med betydelig og varig nedsat psykisk funktionsevne, som ikke samtykker til anvendelse af stofselen. Bestemmelsen medfører, at personer med betydelig og varig nedsat psykisk funktionsevne, som ikke kan samtykke til anvendelse af stofseler, udelukkende kan fastspændes med stofseler for at forhindre væsentlig personskade som følge af fald.

Det fremgår af vejledning af 14. december 2019 om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne, herunder pædagogiske principper, at væsentlig personskade bl.a. kan være brækkede lemmer, kraniebrud, hjernerystelse, tabte eller løse tænder m.v. Derimod kan f.eks. en mindre forstuvning i denne sammenhæng ikke opfattes som væsentlig personskade. Den væsentlige personskade skal dog individuelt vurderes ud fra den pågældendes helbredstilstand.

Der er ikke hjemmel til at anvende stofseler på en person for at forhindre personskade som følge af uhensigtsmæssig siddestilling eller pludselige og ukontrollerbare bevægelser. Ligeledes er der ikke hjemmel til at hjælpe en person med at udføre en handling, som uden en stofsele vil være særdeles begrænset eller anstrengt.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til punkt 2.5.1 i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at § 128, stk. 1, i serviceloven ændres således, at »fastspænding med«, og efter »stofseler« indsættes: »eller lignende«, og »for at hindre fald, når der er nærliggende risiko for, at en person udsætter sig selv for at lide væsentlig personskade, og forholdene i det enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet.« ændres til: », når forholdene gør det absolut påkrævet, og en af følgende betingelser er opfyldt:

1) Der er nærliggende risiko for, at en person er i fare for at lide personskade i følgende tilfælde:

Der er nærliggende risiko for, at en person er i fare for at lide personskade i følgende tilfælde:

a) Ved fald. b) Ved uhensigtsmæssig siddestilling. c) Ved pludselige og ukontrollerbare bevægelser.

Ved fald.

Ved uhensigtsmæssig siddestilling.

Ved pludselige og ukontrollerbare bevægelser.

2) Det hjælper en person med at udføre en handling, som uden en stofsele ville være særdeles begrænset eller anstrengt.«

Det hjælper en person med at udføre en handling, som uden en stofsele ville være særdeles begrænset eller anstrengt.«

Med forslaget vil »fastspænding« udgå af § 128, stk. 1. Det vil betyde, at det ikke længere vil fremgå af bestemmelsen, at stofseler anvendes til fastspænding.

Med forslaget vil der desuden blive tilføjet »og lignende« efter »stofseler«. Det vil betyde, at det vil være muligt at anvende andre hjælpemidler end stofseler, såfremt hjælpemidlet i sin funktion og anvendelse m.v. vil kunne fungere på tilsvarende, hensigtsmæssig måde som en stofsele. Således vil det f.eks. være muligt at anvende en sternumstøtte, en sele til gangstativ eller en neopren sandal til ankel-bespænding eller lignende former for hjælpemidler. Det vil til gengæld ikke være muligt at anvende f.eks. metalkæder, reb eller lignende, der ikke på tilsvarende vis som en stofsele kan anvendes på en hensigtsmæssig måde til at undgå personskade som følge af fald, uhensigtsmæssig siddestilling eller pludselige og ukontrollerbare bevægelser eller til at hjælpe en person med at udføre en handling, som ellers vil være meget anstrengt eller besværet. Med forslaget vil anvendelsesmulighederne af stofseler og lignende efter nr. 1, litra a-c, samt nr. 2, desuden alene kunne anvendes, såfremt forholdene gør det absolut påkrævet. Det vil betyde, at stofselerne og lignende alene vil kunne anvendes i de tilfælde, hvor det er blevet vurderet, at mindre indgribende foranstaltninger ikke er anvendelige til formålet om at undgå personskader, jf. servicelovens § 124. Ligeledes vil det fortsat løbende skulle vurderes, jf. servicelovens § 128, stk. 2, der med lovforslagets § 1, nr. 13, vil blive stk. 3, om en mindre indgribende foranstaltning kan anvendes.

Med det foreslåede nr. 1 vil væsentlighedskravet for personskaden blive fjernet. Forslaget vil betyde, at den personskade, som vedkommende skal være i nærliggende risiko for at lide, ikke længere vil skulle være væsentlig. Det vil endvidere betyde, at stofseler og lignende vil kunne anvendes, når der er nærliggende risiko for at lide personskader, som er mindre, end det er tilfældet i dag, eksempelvis en forstuvning, større blodudtrædninger (blå mærker) eller lignende. Den foreslåede øvrige ændring af bestemmelsens ordlyd fra »at en person udsætter sig selv for at lide personskade« til »at en person er i fare for at lide personskade« er alene en sproglig modernisering og har ingen indholdsmæssig betydning.

Der vil således fortsat skulle være nærliggende risiko for, at personen er i fare for at lide personskade. Såfremt forudsætningerne er til stede for at vedkommende kan falde, have uhensigtsmæssig siddestilling eller pludselige og ukontrollerbare bevægelser uden af lide personskade, vil stofselen og lignende ikke kunne anvendes. Hertil bemærkes det, at eksempelvis mindre overfladiske skader i huden, mindre blodudtrædninger (blå mærker), en flækket negl eller lignende ikke vil være at forstå som en personskade. Personskaden vil dog fortsat skulle vurderes individuelt ud fra den pågældendes helbredstilstand.

Med det foreslåede litra a vil kommunalbestyrelsen kunne træffe afgørelse om at anvende stofseler til personer med betydelig og varig nedsat psykisk funktionsevne, når der er nærliggende risiko for, at vedkommende udsætter sig selv for at lide personskade som følge af fald. Forslaget vil ikke medføre materielle ændringer i forhold til gældende ret, hvorefter der også i dag er mulighed for at anvende stofseler med henblik på at undgå fald, når forholdene gør det absolut påkrævet. Den materielle ændring består udelukkende i, at personskaden ved et potentielt fald som nævnt ovenfor ikke længere vil skulle være væsentlig.

Med det foreslåede litra b vil kommunalbestyrelsen kunne træffe afgørelse om at anvende stofseler og lignende til personer med betydelig og varig nedsat psykisk funktionsevne, når der er nærliggende risiko for, at vedkommende er i fare for at lide personskade som følge af uhensigtsmæssig siddestilling. Forslaget vil betyde, at stofseler og lignende vil kunne anvendes for at sikre korrekt siddestilling med henblik på at forhindre kort- og langvarige personskader, når forholdene gør det absolut påkrævet.

Personskade som følge af uhensigtsmæssig siddestilling kan f.eks. være progredierende fejlstillinger i et eller flere led som følge af reduceret eller manglende kontrol over kroppen eller tab af integritet og indlæringsmuligheder som følge af reduceret eller manglende mulighed for at deltage i hverdagslivet.

Forslaget vil finde anvendelse for personer, som ikke er i stand til ved egen kraft at opretholde en hensigtsmæssig siddestilling i f.eks. en kørestol. Det kan være pga. nedsat muskelkraft, nedsat evne til at kontrollere musklerne (f.eks. spasticitet eller neuromuskulære sygdomme) eller tilsvarende.

Med det foreslåede litra c vil kommunalbestyrelsen kunne træffe afgørelse om at anvende stofseler og lignende til personer med betydelig og varig nedsat psykisk funktionsevne, når der er nærliggende risiko for, at vedkommende er i fare for at lide personskade som følge af pludselige og ukontrollerbare bevægelser. Forslaget vil betyde, at stofseler og lignende vil kunne anvendes for at forhindre, at en person med pludselige og ukontrollerbare bevægelser, slår sine legemsdele på eksempelvis vægge, møbler eller andre genstande, og derved forårsager personskade på sig selv, når forholdene gør det absolut påkrævet.

Ved pludselige bevægelser skal forstås bevægelser, som forekommer uden forudgående indikation. Ved ukontrollerbare bevægelser skal forstås bevægelser, som er ufrivillige, og som vedkommende ikke selv kan styre. Forslaget vil således bl.a. kunne finde anvendelse for personer, som har fysiske tics.

Samlet vil forslagets nr. 1, litra a-c, for nogle borgere medføre oftere og mere længerevarende anvendelse af stofseler og lignende. Derfor vil stofselerne alene kunne anvendes, når forholdene gør det absolut påkrævet. Vurderingen af nødvendigheden for anvendelse af en stofsele og lignende med henblik på at undgå skade som følge af fald, uhensigtsmæssig siddestilling samt pludselige og ukontrollerbare vil desuden skulle bero på en konkret udredning af risikoen for at blive udsat for personskade. Der vil skulle foreligge en konkret og detaljeret beskrivelse af formål og placering af hver sele eller det tilsvarende hjælpemiddel. For anvendelse af stofseler og lignende, for at undgå personskade som følge af uhensigtsmæssig siddestilling, vil der f.eks. kunne foreligge en specialiseret terapeutfaglig vurdering af siddestillingens konsekvenser.

Samtidig vil forslagets nr. 1, litra a-c, forventeligt forhindre både kort- og langvarige, samt mere og mindre omfattende personskader, hvilket samlet set bør bidrage til at understøtte borgerens livskvalitet. Således vil formålet med bestemmelsen være at beskytte borgeren mod at lide personskade som følge af henholdsvis fald, uhensigtsmæssig siddestilling og ukontrollerbare bevægelser.

Med det foreslåede nr. 2 vil kommunalbestyrelsen kunne godkende anvendelse stofseler og lignende til personer med betydelig og varig nedsat psykisk funktionsevne, såfremt det vil hjælpe vedkommende med at udføre en handling, som uden en stofsele og lignende vil være særdeles begrænset eller anstrengt. Forslaget vil betyde, at stofseler og lignede vil kunne anvendes i tilfælde, hvor det er særdeles begrænset eller anstrengt for en person at udføre en handling, og hvor stofselen og lignende kan hjælpe vedkommende til at udføre den pågældende handling, når forholdene gør det absolut nødvendigt.

Ved at en handling skal være særdeles begrænset eller anstrengt vil skulle forstås, at den konkrete handling, som en person forsøger at foretage, kun kan gennemføres delvist eller alene kan gennemføres ved, at den pågældende anstrenger sig i væsentligt omfang. Det vil således skulle fremgå tydeligt, at personen ikke kan gennemføre handlingen eller gennemfører handlingen særdeles anstrengt eksempelvis ved, at pågældende bruger mange kræfter på at gennemføre handlingen. Det vil endvidere skulle være tydeligt, at personen har et ønske om at foretage handlingen ved selv først at have forsøgt at udføre den pågældende handling.

Vurderingen af nødvendigheden for anvendelse af en stofsele og lignende med henblik på at hjælpe borgeren til at udføre en handling, som uden en stofsele og lignende vil være særdeles begrænset eller anstrengt, vil således skulle bero på en redegørelse af personens forsøg på at gennemføre den konkrete handling, herunder borgerens anstrengelse, samt hvordan stofselen og lignende vil kunne hjælpe den pågældende med at gennemføre handlingen. Der skal således foreligge en konkret og detaljeret beskrivelse af formål og placering af hver sele eller det tilsvarende hjælpemiddel.

En handling, som vil være omfattet af bestemmelsen, vil f.eks. være borgerens mulighed for at kunne udtrykke sig verbalt eller foretage bestemte bevægelser for at kunne udtrykke sig fysisk eller for at udføre en bestemt aktivitet. Forslaget vil således bidrage til at understøtte borgerens funktionsniveau, selvstændighed og trivsel, hvilket samlet set bør bidrage til at understøtte borgerens livskvalitet.

Den foreslåede bestemmelse vil kunne finde anvendelse i en situation, hvor en borger benytter stofselen og lignende til at skabe et intraabdominalt tryk, som er nødvendigt for at generere tilstrækkeligt kraft for at kunne kommunikere verbalt, for at kunne hoste af egen kraft eller for at kunne foretage bestemte bevægelser.

Den foreslåede bestemmelse vil aldrig kunne bruges til at begrænse eller indskrænke borgerens adfærd. Eksempelvis vil det ikke være muligt at anvende stofseler og lignende, hvis borgerens fysiske adfærd gør det vanskeligt at gennemføre en bestemt aktivitet, såsom hvis borgeren laver store armbevægelser, som kan gøre det vanskeligt at spise. Bestemmelsen vil heller ikke finde anvendelse i en situation, hvor borgeren ved mindre anstrengelser selv er i stand til at tale, hoste eller gennemføre ønskede fysiske bevægelser.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.5 i de almindelige bemærkninger.

Det følger af servicelovens § 128, stk. 1, at kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om at anvende fastspænding med stofseler til kørestol eller andet hjælpemiddel herunder seng, stol eller toilet for at hindre fald, når der er nærliggende risiko for, at en person udsætter sig selv for at lide væsentlig personskade, og forholdene i det enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet. Bestemmelsen gælder for personer med betydelig og varig nedsat psykisk funktionsevne, og som ikke samtykker til anvendelse af stofselen.

Bestemmelsen medfører, at personer med betydelig og varig nedsat psykisk funktionsevne, som ikke kan samtykke til anvendelse af stofseler, udelukkende kan fastspændes med stofseler for at forhindre væsentlig personskade som følge af fald.

Der er i gældende lovgivning ingen regler, der begrænser muligheden for at anvendelse stofseler i situationer, hvor personen ikke selv modsætter sig anvendelsen.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til punkt 2.5.1 i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der i § 128 i serviceloven efter stk. 1 indsættes et nyt stk. 2 om, at indgreb efter en afgørelse, jf. stk. 1, nr. 1, litra b eller c, eller nr. 2, forudsætter, at personen ikke modsætter sig anvendelsen.

Forslaget vil betyde, at personalet alene vil kunne anvende stofseler for at undgå personskade som følge af uhensigtsmæssig siddestilling eller pludselige og ukontrollerbare bevægelser, såfremt borgeren ikke modsætter sig anvendelsen i det enkelte tilfælde. Det vil desuden betyde, at personalet alene vil kunne anvende stofseler for at hjælpe en person med at udføre en handling, som uden en stofsele vil være særdeles begrænset eller anstrengt, såfremt borgeren ikke modsætter sig anvendelsen i det enkelte tilfælde.

Selvom de nye anvendelsesmuligheder vurderes vigtige i omsorgsvaretagelsen for borgeren, vurderes de samtidig at være af en anden karakter end den eksisterende mulighed for at anvende stofseler for at undgå personskade som følge af fald. Et fald kan både opleves som en voldsom og utryg oplevelse, der ligeledes i nogle tilfælde alene behøver at forekomme én gang for at forårsage væsentlig personskade, som f.eks. brækkede lemmer, hjernerystelse eller lignende. Personskade som følge af uhensigtsmæssig siddestilling vil derimod være en progredierende tilstand uanset, om det er en personskade, der udvikler sig på kort eller lang sigt. Personskade som følge af pludselige og ukontrollerbare bevægelser vil forekomme fra gang til gang, ligesom det er tilfældet ved fald. Personskader som følge af pludselig og ukontrollerbare bevægelser vil imidlertid ofte være af mindre omfattende karakter. Ydermere vurderes muligheden for at anvende stofseler for at hjælpe en person med at udføre en handling, som uden en stofsele vil være særdeles begrænset eller anstrengt med et formål om at understøtte borgerens funktionsniveau at være et mindre tungtvejende hensyn end at beskytte borgeren mod at undgå personskade som følge af fald. I sådanne situationer bør der således i højere grad kunne tages hensyn til, om borgeren modsætter sig anvendelsen og derved ikke ønsker at bruge stofsele.

Forslaget vil ikke ændre på, at anvendelse af stofseler med henblik på at undgå personskader som følge af fald kan anvendes uden borgerens samtykke, og uanset om vedkommende konkret modsætter sig anvendelsen.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.5 i de almindelige bemærkninger.

Det fremgår af § 128, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om at anvende fastspænding med stofseler til kørestol eller andet hjælpemiddel, seng, stol eller toilet for at hindre fald, når der er nærliggende risiko for, at en person udsætter sig selv for at lide væsentlig personskade, og forholdene i det enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet.

Ifølge servicelovens § 128, stk. 2, skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om, for hvilken periode de beskyttelsesmidler, som er omfattet af stk. 1, kan anvendes og skal løbende vurdere, om en mindre indgribende foranstaltning kan anvendes.

Det foreslås, at i § 128, stk. 2, der bliver stk. 3, udgår »træffe afgørelse om, for hvilken periode de beskyttelsesmidler, som er omfattet af stk. 1, kan anvendes, og skal«.

Forslaget vil betyde, at kravet om en tidsmæssig begrænsning i kommunale afgørelser (forhåndsgodkendelser) om anvendelse af stofseler vil kunne udgå.

Forslaget skal ses i sammenhæng med den foreslåede ændring af § 135 b i serviceloven, hvorved social- og boligministeren via bemyndigelsen i § 135 b, som foreslås ændret, jf. lovforslagets § 1, nr. 46, vil kunne fastsætte regler om, at kommunale afgørelser (forhåndsgodkendelser) om anvendelse af stofseler, jf. § 128, vil kunne være længere, herunder f.eks. tidsubegrænsede.

Tryghedsskabende velfærdsteknologi i kapitel 24

Efter servicelovens § 125, stk. 1, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om at anvende personlige alarm- eller pejlesystemer for en person i en afgrænset periode, når der er risiko for, at personen ved at forlade bo- eller dagtilbuddet udsætter sig selv eller andre for at lide personskade, og forholdene i det enkelte tilfælde gør det påkrævet for at afværge denne risiko.

Efter servicelovens § 125, stk. 2, kan anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer iværksættes for personer, hvor den nedsatte funktionsevne er en konsekvens af en erhvervet og fremadskridende mental svækkelse (f.eks. personer med demens), medmindre den pågældende modsætter sig dette. Hvis personen modsætter sig anvendelsen af et personligt alarm- eller pejlesystem, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om anvendelse heraf efter servicelovens § 125, stk. 1. Sidstnævnte afgørelse kan gøres tidsubegrænset.

Indgreb efter servicelovens § 125, stk. 1, skal registreres og indberettes til kommunalbestyrelsen og tilsynet, jf. servicelovens § 136, stk. 1. Indgreb efter servicelovens § 125, stk. 2, skal ikke registreres og indberettes, da der ikke er tale om magtanvendelse.

Det foreslås med bestemmelsen i § 128 a, stk. 1, at børne- og socialministeren nedsætter et råd, som med afsæt i en række overordnede principper skal fremsætte en indstilling til børne- og socialministeren om, hvilke former for tryghedsskabende velfærdsteknologi der kan anvendes efter servicelovens afsnit VII (magtanvendelse), dvs. ved afgørelser efter den foreslåede § 128 b eller i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 136 e. Rådet nedsættes for at sikre, at reglerne følger med den teknologiske udvikling, for at sikre, at teknologierne er egnet til at understøtte borgerens tryghed, omsorg, værdighed, sikkerhed, bevægelsesfrihed og selvbestemmelse, samt for at sikre, at det bliver klart for bo- og dagtilbuddene, hvilke teknologiske løsninger der må anvendes. Formålet med at nedsætte rådet er derudover at sikre en vis central kontrol med, hvilke teknologiske løsninger, der kan anvendes, med henblik på at sikre borgernes retssikkerhed.

Det foreslås med bestemmelsen i § 128 a, stk. 2, at børne- og socialministeren fastsætter en forretningsorden for rådet. Forretningsordenen vil indeholde regler om rådets formål, sammensætning og virke, ligesom det vil fremgå af forretningsordenen, at rådets indstilling til børne- og socialministeren skal udarbejdes med afsæt i, at brug af de tryghedsskabende velfærdsteknologiske løsninger skal understøtte borgerens behov for tryghed, omsorg, værdighed, sikkerhed, bevægelsesfrihed og selvbestemmelse.

Det foreslås med bestemmelsen i § 128 a, stk. 3, at børne- og socialministeren, på baggrund af rådets indstilling, skal fastsætte regler om, hvilke former for tryghedsskabende velfærdsteknologi, der kan anvendes efter servicelovens afsnit VII (magtanvendelse), dvs. ved afgørelser efter den foreslåede 128 b eller i medfør af § 136 e. Disse regler vil skulle udstedes mindst én gang årligt.

Det foreslås med bestemmelsen i § 128 b at kommunalbestyrelsen skal kunne træffe afgørelse om at anvende tryghedsskabende velfærdsteknologi for en person i en afgrænset periode, når der er risiko for personskade, og forholdene i det enkelte tilfælde gør det påkrævet for at afværge denne risiko, jf. dog den foreslåede § 136 e, som giver hjemmel til uden forudgående afgørelse at anvende tryghedsskabende velfærdsteknologi over for personer med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, som er en konsekvens af en erhvervet og fremadskridende mental svækkelse (f.eks. demens).

Med forslaget ændres terminologien fra ”alarm- eller pejlesystemer” til ”tryghedsskabende velfærdsteknologi”. Den nye formulering gør begrebet bredere og mere tidsløst og vil gøre det muligt at bruge nye typer af tryghedsskabende velfærdsteknologiske løsninger, som kan registrere borgerens bevægelser, f.eks. faldmåtter, sensorgulve og GPS. Der vil dog aldrig kunne gives tilladelse til videoovervågning af borgerne. Den foreslåede ændring understøtter regeringens strategi for Danmarks digitale vækst, hvori indgår et initiativ om agil erhvervsrettet regulering. Initiativet har til formål at sikre, at lovgivningen er tilpasningsdygtigt, fremsynet og foregribende i forhold til at møde et samfund i hastig forandring. Der henvises til Erhvervsministeriets Vejledning om principper for agil erhvervsrettet regulering, juni 2018.

At velfærdsteknologier omfattet af bestemmelsen er tryghedsskabende betyder, at løsningerne skal være egnet til at understøtte borgerens bevægelsesfrihed, omsorg, værdighed, tryghed eller sikkerhed. Velfærdsteknologiske løsninger såsom spiserobotter, robotstøvsugere o. lign. er således ikke omfattet af bestemmelsen.

Med forslaget udvides hjemlen desuden, således at det bliver muligt at bruge sådanne tryghedsskabende velfærdsteknologiske løsninger til at registrere bevægelser/fald i borgerens egen bolig. Det kunne f.eks. være en trædemåtte eller et sensorgulv. I dag er det kun lovligt at anvende personlig alarm- eller pejlesystemer som f.eks. GPS og kun i forhold til at registrere og forebygge risiko for, at borgeren forlader selve bo- eller dagtilbuddet.

Afgørelsen vil alene kunne træffes over for personer med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, herunder personer med demens, der får personlig og praktisk hjælp eller socialpædagogisk bistand m.v. efter servicelovens §§ 83-87, behandling efter servicelovens §§ 101 og 102 eller aktiverende tilbud efter servicelovens §§ 103 og 104, og som ikke samtykker i det pågældende indgreb. Bestemmelsen vil kunne anvendes i bo- og dagtilbud. Med botilbud menes f.eks. midlertidige boformer efter servicelovens § 107, længerevarende boformer efter servicelovens § 108, almene plejeboliger efter almenboliglovens § 5, stk. 2, plejehjem o. lign. efter servicelovens § 192, friplejeboliger efter friplejeboligloven og andre tilsvarende boformer, hvor hjælpen udgår fra servicearealer, og der er fast tilknyttet personale. Med dagtilbud menes beskyttet beskæftigelse efter servicelovens § 103, aktivitets- og samværstilbud efter servicelovens § 104 og aflastningstilbud efter servicelovens § 84. Bestemmelsen vil også kunne anvendes i borgerens eget hjem, i tilfælde hvor borgeren ikke bor på botilbud eller opholder sig i et dagtilbud, men modtager hjælp og støtte i sit eget hjem.

Afgørelsen vil skulle træffes over for den enkelte borger og for en afgrænset periode.

Når kommunalbestyrelsen modtager en anmodning om at træffe en afgørelse om tryghedsskabende velfærdsteknologi, skal kommunalbestyrelsen vurdere, om betingelserne for at træffe en sådan afgørelse er opfyldt. Kommunalbestyrelsen skal således vurdere, om den pågældende borger er omfattet af målgruppen i servicelovens § 124 a, samt om der er risiko for personskade, og forholdene i det enkelte tilfælde gør anvendelse af tryghedsskabende velfærdsteknologi påkrævet for at afværge denne risiko.

Det er hensigten, at det vil fremgå af magtanvendelsesbekendtgørelsen, som træder i kraft samtidig med dette lovforslag, at kommunalbestyrelsens afgørelse træffes for en periode på 12 måneder, hvorefter personalelederen kan anmode kommunalbestyrelsen om at træffe en ny afgørelse.

Bestemmelsen vil først kunne anvendes, når personalet forgæves har forsøgt at løse situationen med en socialpædagogisk indsats. Principperne om proportionalitet og skånsomhed vil skulle overholdes, jf. servicelovens § 124.

Anvendelse af tryghedsskabende velfærdsteknologiske løsninger på baggrund af en afgørelse fra kommunalbestyrelsen vil skulle registreres og indberettes til personalelederen, som skal sørge for at videresende indberetningen til kommunalbestyrelsen og tilsynet, jf. den foreslåede bestemmelse i § 135 a.

Afgørelser efter bestemmelsen vil kunne påklages til Ankestyrelsen efter de foreslåede bestemmelser i § 133, stk. 2 og 3.

Formålet med anvendelsen af tryghedsskabende velfærdsteknologier må ikke være at erstatte socialpædagogiske indsatser eller personaleressourcer. Det bemærkes i den forbindelse, at der skal være personale til stede til at reagere på de alarmer, som de tryghedsskabende velfærdsteknologiske løsninger kan udløse. Socialtilsynet og kommunalbestyrelserne skal som led i deres driftsorienterede tilsyn følge op på dette.

Baggrunden for forslaget er et bredt ønske om at gøre reglerne om brug af tryghedsskabende velfærdsteknologiske løsninger klarere, mere smidige og tilstrækkeligt rummelige i forhold til at sikre, at også fremtidige relevante teknologier kan indeholdes. Således opleves de gældende regler at være utidssvarende og utilstrækkelige i forhold til det, der er behov for i praksis.

Det findes dog, af hensyn til borgernes ret til selvbestemmelse og retssikkerhed, vigtigt, at brug af tryghedsskabende velfærdsteknologi efter den foreslåede § 128 b forudsætter, at kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse herom.

Baggrunden for nedsættelse af det særlige råd er et ønske om at gøre det klart for bo- og dagtilbuddene, hvilke teknologiske løsninger der må anvendes, samt at sikre en vis central kontrol med, hvilke teknologiske løsninger der kan anvendes, med henblik på at sikre borgernes retssikkerhed.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.6. i de almindelige bemærkninger.

Låsning og sikring af yderdøre og vinduer

Efter servicelovens § 125, stk. 3, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om at anvende særlige døråbnere ved yderdøre for en eller flere personer i en afgrænset periode, når der er nærliggende risiko for, at en eller flere personer ved at forlade bo- eller dagtilbuddet udsætter sig selv eller andre for at lide væsentlig personskade, forholdene i det enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet for at afværge denne risiko og lovens øvrige muligheder forgæves har været anvendt. Ved anvendelse af særlige døråbnere er der ikke tale om aflåsning af døren, men alene om påsætning af en forsinkende faktor, som skal tjene til, at personalet kan nå at blive opmærksomt på, at en beboer er ved at forlade botilbuddet, plejehjemmet m.v. Indgreb efter servicelovens § 125, stk. 3, skal registreres og indberettes til kommunalbestyrelsen og tilsynet, jf. servicelovens § 136, stk. 1.

Efter servicelovens § 137 j kan der træffes afgørelse om, at en person med nedsat psykisk funktionsevne, som er anbragt i en boform efter servicelovens § 108 i henhold til en strafferetlig afgørelse afsagt ved dom eller kendelse, kan låses inde i sin bolig om natten i op til 8 timer i perioden mellem kl. 21 og 8, hvis der er nærliggende risiko for, at den anbragte ellers vil undvige fra boformen.

Der er ikke hjemmel til, at man kan låse eller på anden vis sikre yderdøre eller vinduer til en beboers egen bolig i tilfælde, hvor beboeren ikke er anbragt i botilbuddet på baggrund af en strafferetlig afgørelse.

Det foreslås med bestemmelsen i § 128 c, stk. 1 , at kommunalbestyrelsen skal kunne træffe afgørelse om i en afgrænset periode at låse eller på anden vis sikre yderdøre eller vinduer til en beboers egen bolig på botilbud, når der er risiko for, at beboeren vil forlade sin bolig og derved udsætte sig selv eller andre for fare.

Der kan anvendes forskellige genstande til aflåsningen/sikringen, som f.eks. dørlåse og hasper.

Afgørelsen vil skulle træffes over for den enkelte beboer og vil alene kunne træffes over for personer med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, herunder personer med demens, der får personlig og praktisk hjælp eller socialpædagogisk bistand m.v. efter servicelovens §§ 83-87, behandling efter servicelovens §§ 101 og 102 eller aktiverende tilbud efter servicelovens §§ 103 og 104, og som ikke samtykker i låsningen/sikringen. Det er endvidere en betingelse, at den pågældende borger bor i botilbud (f.eks. midlertidige boformer efter servicelovens § 107, længerevarende boformer efter servicelovens § 108, almene plejeboliger efter almenboliglovens § 5, stk. 2, plejehjem o. lign. efter servicelovens § 192 og andre tilsvarende boformer, hvor hjælpen udgår fra servicearealer, og der er fast tilknyttet personale). Bestemmelsen kan således ikke anvendes i dagtilbud (f.eks. aktivitets- og samværstilbud efter servicelovens § 104 og aflastningstilbud efter servicelovens § 84) eller i borgerens eget hjem.

Når kommunalbestyrelsen modtager en anmodning om at træffe en afgørelse om dørlåsning m.v., skal kommunalbestyrelsen vurdere, om betingelserne for at træffe en sådan afgørelse er opfyldt. Kommunalbestyrelsen skal således vurdere, om den pågældende borger er omfattet af målgruppen i § 124 a, samt om der er risiko for, at beboeren vil forlade sin bolig og derved udsætte sig selv eller andre for fare.

Det er hensigten, at det vil fremgå af magtanvendelsesbekendtgørelsen, som træder i kraft samtidig med dette lovforslag, at kommunalbestyrelsens afgørelse træffes for en periode på 12 måneder, hvorefter personalelederen kan anmode kommunalbestyrelsen om at træffe en ny afgørelse.

Bestemmelsen vil først kunne anvendes, når personalet forgæves har forsøgt at løse situationen med en socialpædagogisk indsats, og dørlåsning m.v. skal være så kortvarig som muligt, jf. servicelovens § 124.

Aflåsning og sikring efter bestemmelsen vil skulle registreres og indberettes til personalelederen, som skal sørge for at videresende indberetningen til kommunalbestyrelsen og tilsynet, jf. den foreslåede bestemmelse i § 135 a.

Afgørelser efter bestemmelsen vil kunne påklages til Ankestyrelsen efter de foreslåede bestemmelser i § 133, stk. 2 og 3.

Det foreslås med bestemmelsen i § 128 c, stk. 2, at afgørelser efter stk. 1 ikke kan omfatte aflåsning af døre til botilbuddets indendørs fællesarealer. Afgørelsen kan dermed kun indebære sikring af vinduer eller aflåsning af yderdøre til beboerens egen bolig, dvs. terrassedøre, altandøre, havelåger o. lign. Afgørelsen vil ikke kunne indebære aflåsning af døren mellem beboerens egen bolig og tilbuddets fællesarealer. Beboerens egen bolig er borgerens selvstændige bolig, som anvendes til boligformål. Det vil f.eks. efter almenboliglovens § 110 omfatte eget toilet, bad og evt. køkken. Fællesarealerne er de arealer, som anvendes til fælles aktiviteter for beboerne.

Det foreslås med bestemmelsen i § 128 c, stk. 3, at der altid skal være mindst én uaflåst dør i beboerens egen bolig. Baggrunden herfor er hensynet til beboerens frie færden og hensynet til brandsikkerheden. Dørlåsning m.v. vil dermed aldrig kunne have karakter af frihedsberøvelse.

Baggrunden for forslaget er en række sager, der har vist, at den gældende retstilstand, hvor låsning/sikring ikke er tilladt, kan føre til farlige situationer, idet mennesker med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne ofte er ude af stand til at overskue konsekvenserne af deres egne handlinger. Således kan det f.eks. være svært for en person med udviklingshæmning at forudse, at de kan komme til skade, hvis de løber ud på en vej fyldt med biler. Ligeledes vil disse borgere ofte være ude af stand til at give et samtykke til aflåsning eller anden sikring af yderdøre eller vinduer til personens egen bolig i botilbuddet. Det vurderes i øvrigt, at der bør etableres hjemmel til, at kommunalbestyrelsen kan træffe en sådan afgørelse, når der er risiko for, at beboeren vil forlade sin bolig og derved udsætte andre for fare. Det kan f.eks. være en situation, hvor en person med udviklingshæmning har en tendens til, som følge af sin funktionsnedsættelse, at løbe ud på en trafikeret vej, hvorved andre trafikanter udsættes for fare.

Baggrunden for forslaget er således et ønske om at forebygge fare for beboeren eller andre.

Det findes dog, af hensyn til borgernes ret til selvbestemmelse og retssikkerhed, vigtigt, at dørlåsning m.v. efter bestemmelsen forudsætter, at kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse herom.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.7. i de almindelige bemærkninger.

Der er alene tale om en ændring af overskriften for at bringe den i overensstemmelse med indholdet af den efterfølgende bestemmelse.