Serviceloven § 128 b

Det fremgår af § 128 a, stk. 3, i lov om social service, at social- og boligministeren på baggrund af rådets indstilling efter stk. 1 fastsætter regler om, hvilke former for tryghedsskabende velfærdsteknologi, der kan anvendes efter afsnit VII i denne lov. Det fremgår dog af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 156 som fremsat, side 17 og 40-41, at der aldrig vil kunne gives tilladelse til videoovervågning af borgerne.

Det fremgår endvidere af § 128 b i serviceloven, at kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om at anvende tryghedsskabende velfærdsteknologi for en person i en afgrænset periode, når der er risiko for personskade, og forholdene i det enkelte tilfælde gør det påkrævet for at afværge denne risiko.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til punkt 2.3.1 i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der i § 128 b i serviceloven som nyt stk. 1 indsættes en bestemmelse, hvorefter kommunalbestyrelsen kan indstille til Det Socialfaglige Nævn vedrørende Magtanvendelse overfor Borgere med Handicap at træffe afgørelse om for en afgrænset periode at tillade anvendelse af situationsbestemt kamerakig over for en person, når der er risiko for personskade, og forholdene i det enkelte tilfælde gør anvendelsen påkrævet for at afværge denne risiko.

Forslaget vil betyde, at Det Socialfaglige Nævn vedrørende Magtanvendelse overfor Borgere med Handicap efter indstilling fra kommunalbestyrelsen vil kunne træffe afgørelse om i en afgrænset periode at anvende situationsbestemt kamerakig af en person, når der er risiko for personskade, og forholdene i det enkelte tilfælde gør anvendelsen påkrævet for at afværge denne risiko.

Personskade kan f.eks. være brækkede lemmer, hjernerystelse, forstuvninger, blodudtrædninger (blå mærker) eller lignende. Hertil bemærkes det, at eksempelvis mindre overfladiske skader i huden, mindre blodudtrædninger (blå mærker), en flækket negl eller lignende ikke vil være at forstå som en personskade. Den væsentlige personskade skal dog individuelt vurderes ud fra den pågældendes helbredstilstand.

Det vil ikke være en betingelse for at anvende den foreslåede bestemmelse, at der er tale om en væsentlig personskade, da det også vil kunne være nødvendigt for at varetage omsorgen over for borgerne i situationer, hvor de kan komme galt afsted, uden at en eventuel personskade er væsentlig. Forholdene i det enkelte tilfælde skal imidlertid gøre anvendelsen påkrævet for at afværge risiko for personskade. Hvorvidt der foreligger en risiko for personskade, vil bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde. Der vil i den forbindelse kunne lægges vægt på personalets generelle kendskab til personen og dennes adfærd, herunder eventuelle tidligere personskader. Eksempelvis hvis det er erfaret, at personen tidligere er kommet til skade, når personen har rejst sig fra sengen om natten og er faldet, eller det er erfaret, at personen på anden vis udsættes for risiko for personskade. I sådanne situationer vil der efter omstændighederne kunne foreligge en sådan risiko, der vil kunne gøre det muligt at træffe afgørelse om at tillade kamerakig.

Det vil være en forudsætning, at det vurderes, at anvendelsen af kamerakig konkret vil bidrage til at forebygge eller afværge risikoen, og at samme virkning ikke vil kunne opnås med mindre indgribende metoder. Det forudsættes desuden, at risikoen for personskade skal være forsøgt afværget på anden vis, inden der vil kunne træffes afgørelse om at tillade kamerakig.

Det vil således være en betingelse for at anvende kamerakig, at personalet ikke kan løse situationen med alternative og mindre indgribende foranstaltninger, således principperne om proportionalitet og skånsomhed fortsat overholdes, jf. servicelovens § 124.

Endvidere vil det være en forudsætning for at anvende de omhandlede løsninger, at der foreligger den fornødne faglige dokumentation for borgerens nedsatte psykiske funktionsevne jf. § 124 a.

Afgørelsen vil således alene kunne træffes over for personer med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, herunder personer med demens, der får personlig og praktisk hjælp eller socialpædagogisk bistand m.v. efter servicelovens §§ 83-87, behandling efter servicelovens §§ 101 og 102 eller aktiverende tilbud efter servicelovens §§ 103 og 104, og som ikke samtykker i det pågældende indgreb. Bestemmelsen vil kunne anvendes i bo- og dagtilbud.

Med botilbud menes f.eks. midlertidige boformer efter servicelovens § 107, længerevarende boformer efter servicelovens § 108, almene plejeboliger efter almenboliglovens § 5, stk. 2, plejehjem og lignende efter servicelovens § 192, friplejeboliger efter friplejeboligloven, botilbudslignende tilbud omfattet af § 4, stk. 1, nr. 3, i lov om socialtilsyn og andre tilsvarende boformer, hvor hjælpen udgår fra servicearealer, og der er fast tilknyttet personale.

Med dagtilbud menes beskyttet beskæftigelse efter servicelovens § 103, aktivitets- og samværstilbud efter servicelovens § 104 og aflastningstilbud efter servicelovens § 84.

Bestemmelsen vil også kunne anvendes i borgerens eget hjem, i tilfælde hvor borgeren ikke bor på botilbud eller opholder sig i et dagtilbud, men modtager hjælp og støtte i sit eget hjem. Afgørelsen vil skulle træffes over for den enkelte borger og for en afgrænset periode.

Forslaget vil desuden betyde, at det vil være muligt at anvende situationsbestemt kamerakig, herunder også i en borgers private bolig. Social-, Bolig- og Ældreministeriet bemærker, at forslaget alene vil omfatte situationsbestemt kamerakig, hvilket vil indebære, at der ikke må være tale om kontinuerlig overvågning af en borger, men at overvågningen vil skulle være afgrænset til nærmere definerede situationer og foregå i afgrænsede tidsperioder, der fastsættes af Det Socialfaglige Nævn vedrørende Magtanvendelse overfor Borgere med Handicap på baggrund af en konkret og individuel vurdering af nødvendigheden af overvågningen i den enkelte situation.

Som eksempel på anvendelse af situationsbestemt kamerakig kan nævnes, at et videokamera filmer en borger om natten fra maven og op, og at en medarbejder et afgrænset antal gange i løbet af natten ved hjælp af videoen foretager et digitalt ”tilsynsbesøg” hos borgeren for at se, om borgeren har brug for hjælp. Dette videobaserede kamerakig vil kunne være med til at forebygge, at borgeren f.eks. vågner og er utryg om natten.

Ministeriet bemærker, at forslaget ikke vil omfatte foretagelse af kamerakig i længere tidsstræk, medmindre tungtvejende, faglige grunde taler for det. Tungtvejende faglige grunde for længerevarende overvågning vil f.eks. kunne være hensynet til at forebygge, at en borger forårsager alvorlige skader på sig selv eller af andre årsager er i risiko for at lide omfattende personskade. Det vil bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, hvor lang tid ”længere stræk” er, men det er vurderingen, at alt over 15 minutter vil kunne karakteriseres som ”længere stræk”. Kamerakig kan også bestå af et visuelt aktiveret kald, hvor personalet får en alarm, hvis der f.eks. er registreret en bestemt bevægelse eller bevægelsesmønstre hos borgeren.

Ministeriet bemærker, at ved kamerakig vil billeder af borgeren skulle vises i direkte tid, og at videoen ikke må blive optaget, gemt eller lagret. Den teknologi, der anvendes til kamerakig, bør kunne indikere, hvornår kameraet er tændt eksempelvis med en lampe eller lyd under hensyntagen til, hvad der er mest hensigtsmæssigt for borgeren.

For at sikre, at det udelukkende er relevant personale, som vil få muligheden for at udføre et videobaseret kamerakig, skal personalet logge sig ind på en telefon eller computer for at kunne kigge ind via kameraet, og systemet skal føre en log over, hvem der har logget ind, herunder i hvilken tidsperiode, det videobaserede kamerakig har fundet sted.

Det bemærkes, at videoovervågning som den omhandlede i en række situationer vil kunne være omfattet af §§ 3 og 3 a i lov om TV-overvågning, jf. lovbekendtgørelse nr. 182 af 24. februar 2023. Det fremgår af § 3, at private, der foretager tv-overvågning af steder eller lokaler, hvortil der er almindelig adgang, eller af arbejdspladser, skal ved skiltning eller på anden tydelig måde give oplysning herom. Det fremgår af § 3 a, at offentlige myndigheder, der foretager tv-overvågning af steder eller lokaler, hvortil der er almindelig adgang, eller af arbejdspladser, ved skiltning eller på anden tydelig måde skal give oplysning herom.

Det Socialfaglige Nævn vedrørende Magtanvendelse overfor Borgere med Handicap vil skulle træffe afgørelse om at anvende kamerakig under de i servicelovens § 128 b, stk. 1, fastsatte betingelser, jf. lovforslagets § 1, nr. 16, der også foreslås at skulle indeholde bestemmelser om fremlæggelse af dokumentation for, at betingelserne for at træffe afgørelse om anvendelse af kamerakig er opfyldt.

Reglerne for den maksimale varighed af nævnets afgørelser vil blive reguleret i magtanvendelsesbekendtgørelsen. Det er hensigten, at nævnets afgørelse træffes for en periode, der ikke overstiger 12 måneder, hvorefter kommunalbestyrelsen kan anmode nævnets om at træffe en ny afgørelse.

Risikoen for personskade og betingelsen om, at forholdene i det enkelte tilfælde gør anvendelsen af kamerakig påkrævet, skal være til stede på tidspunktet for kommunalbestyrelsens indstilling, og når nævnet træffer afgørelse. Ved udøvelsen af den tilladelse, som gives i nævnets afgørelse, skal personalet løbende vurdere, at risikoen for personskade fortsat er til stede i forbindelse med anvendelsen. Det vil være personalet, der konkret anvender kamerakigget inden for rammerne af nævnets afgørelse, og efter betingelserne i den foreslåede bestemmelse. Det vil ligeledes være personalet, som i den konkrete situation skal sikre sig, at mindre indgribende foranstaltninger ikke vil kunne afværge eller afhjælpe risikoen, inden kamerakig anvendes.

Ministeriet vurderer på den baggrund, at ordningen er egnet til at bidrage positivt til at forebygge og beskytte mod personskade og i den forbindelse understøtte personalets mulighed for at drage omsorg over for beboeren, bl.a. idet, at det i nogle situationer efter de konkrete omstændigheder vil kunne være en mindre indgribende foranstaltning i den enkeltes selvbestemmelsesret at anvende kamerakig frem for personalets fysiske tilstedeværelse. Dermed vil kamerakig i visse tilfælde være bedre egnet til at understøtte den enkeltes værdighed, selvbestemmelse og frihed.

Nævnets afgørelser vil efter servicelovens § 134 kunne påklages til Ankestyrelsen.

Endelig bemærker ministeriet, at servicelovens § 135 a vil finde anvendelse således, at anvendelse af videoovervågning vil skulle registreres og indberettes.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.3 i de almindelige bemærkninger.

Det fremgår af § 128 b i serviceloven, at kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om at anvende tryghedsskabende velfærdsteknologi for en person i en afgrænset periode, når der er risiko for personskade, og forholdene i det enkelte tilfælde gør det påkrævet for at afværge denne risiko, jf. dog § 136 e.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til punkt 2.3.1 i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at i § 128 b, stk. 1, i serviceloven, der bliver stk. 2, indsættes efter »anvende«: »anden«, og at »i en afgrænset periode« udgår.

Første del af forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 19, hvorved der som § 128 b, stk. 1, i serviceloven indsættes en bestemmelse, hvorefter kommunalbestyrelsen kan indstille til Det Socialfaglige Nævn vedrørende Magtanvendelse over for Borgere med Handicap at træffe afgørelse om i en afgrænset periode at anvende kamerakig af en person, når der er risiko for personskade, og forholdene i det enkelte tilfælde gør anvendelsen påkrævet for at afværge denne risiko. Den foreslåede ændring af § 128 b, stk. 1, i serviceloven, der bliver stk. 2, vil medføre, at denne bestemmelse ikke vil omfatte kamerakig, jf. den foreslåede bestemmelse i stk. 1.

Anden del af forslaget skal ses i sammenhæng med de ved lovforslagets § 1, nr. 46 og 47, foreslåede ændringer af § 135 b i serviceloven, hvorved social- og boligministeren vil kunne fastsætte regler om, at forhåndsgodkendelser til brug af tryghedsskabende velfærdsteknologi efter lovens § 128 b, stk. 2, jf. lovforslaget § 1 nr. 17, vil kunne gøres tidsubegrænsede.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.3 i de almindelige bemærkninger.