Serviceloven

Serviceloven § 128 c

Gældende tekst efter LBK nr 641 af 01/07/2026.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 24 – Magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for alle voksne med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne · Låsning og sikring af yderdøre og vinduer

§ 128 c.

Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om at låse eller på anden vis sikre yderdøre eller vinduer til en beboers egen bolig på botilbud i en afgrænset periode, når der er risiko for, at beboeren vil forlade sin bolig og derved udsætte sig selv eller andre for fare.

Stk. 2.

Afgørelser efter stk. 1 kan ikke omfatte aflåsning af døre til botilbuddets indendørs fællesarealer.

Stk. 3.

Der skal altid være mindst én uaflåst dør i beboerens egen bolig.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 641 af 01/07/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Serviceloven § 128 c

Senere ændringer

ÆndringL 188 (2023-24) · bemærkning til § 1, nr. 18LOV nr 680 af 11/06/2024 · 11. juni 2024

Efter § 128 c, stk. 1, i serviceloven kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om at låse eller på anden vis sikre yderdøre eller vinduer til en beboers egen bolig på botilbud i en afgrænset periode, når der er risiko for, at beboeren vil forlade sin bolig og derved udsætte sig selv eller andre for fare. Efter bestemmelsens stk. 3 skal der altid være mindst én uaflåst dør i beboerens egen bolig.

Det foreslås, at i § 128 c, stk. 3, i serviceloven indsættes efter »bolig«: », jf. dog § 128 h«.

Forslaget skal ses i sammenhæng med de ved lovforslagets § 1, nr. 19 og 33, foreslåede bestemmelser i § 128 h, jf. § 131 b, i serviceloven, hvorefter Det Socialfaglige Nævn vedrørende Magtanvendelse over for Borgere med Handicap kan give forhåndstilladelse til, at en beboer på et botilbud kortvarigt låses inde i sin egen bolig på et botilbud. Dette forslag vil give mulighed for at træffes afgørelse om alle døre til en bolig på et botilbud aflåses, hvilket bør tilføjes til lovens § 128 c, stk. 3, via den foreslåede henvisning til § 128 h.

ÆndringL 188 (2023-24) · bemærkning til § 1, nr. 19LOV nr 680 af 11/06/2024 · 11. juni 2024

(Til § 128 d)

Efter de gældende regler har personalet på botilbud for personer med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne ikke mulighed for at forsinke en beboers adgang til et fælles opholdsrum ved at låse eller på anden vis sikre den nærmeste dør mellem beboerens egen bolig og ét eller flere bestemte fælles opholdsrum. Der henvises til 2.1 og 2.7.2 i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der som § 128 d, stk. 1, i serviceloven indsættes en bestemmelse, hvorefter kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om for en afgrænset periode at tillade, at den nærmeste dør mellem en beboers bolig og ét eller flere bestemte fælles opholdsrum i et botilbud låses eller på anden vis sikres, når beboeren gentagne gange har udvist en grænseoverskridende eller konfliktskabende adfærd over for de øvrige beboere. Afgørelser efter 1. pkt. kan ikke omfatte døre til beboerens bolig.

Endvidere foreslås det, at der som bestemmelsens stk. 2 indsættes en bestemmelse, hvorefter der alene kan træffes afgørelse efter stk. 1, såfremt der er mindst én uaflåst adgang mellem beboerens egen bolig og de omhandlede fælles opholdsrum.

Endelig foreslås det, at den foreslåede bestemmelse i § 128 d i serviceloven får følgende overskrift: »Låsning og sikring af døre til fælles opholdsrum«.

Med botilbud menes f.eks. midlertidige boformer efter servicelovens § 107, længerevarende boformer efter servicelovens § 108, almene plejeboliger efter almenboliglovens § 5, stk. 2, plejehjem og lignende efter servicelovens § 192, friplejeboliger efter friplejeboligloven, botilbudslignende tilbud omfattet af § 4, stk. 1, nr. 3, i lov om socialtilsyn og andre tilsvarende boformer, hvor hjælpen udgår fra servicearealer, og der er fast tilknyttet personale.

Forslaget vil betyde, at kommunalbestyrelsen vil kunne træffe afgørelse om for i en afgrænset periode at tillade at låse eller på anden vis sikre en beboers nærmeste dør til et fælles opholdsrum, når beboeren gentagne gange har udvist en grænseoverskridende eller konfliktskabende adfærd over for de øvrige beboere på botilbuddet. Anmodning om, at kommunalbestyrelsen træffer afgørelse efter den foreslåede bestemmelse vil typisk komme fra personalet på det pågældende botilbud.

Med en sådan tilladelse (forhåndsgodkendelse) vil personalet på et botilbud kunne låse eller på anden vis sikre en beboers nærmeste dør til et eller flere bestemte fælles opholdsrum og dermed forsinke den pågældende beboers adgang hertil.

Det vil være en forudsætning for personalets anvendelse af bestemmelsen, at der er en nærliggende risiko for, at beboeren vil udvise grænseoverskridende eller konfliktskabende adfærd over for de øvrige beboere på botilbuddet. Det vil navnlig dreje sig om situationer, hvor personalet, med det kendskab der er til den enkelte beboer, med overvejende sandsynlighed vurderer, at beboeren inden for et kortere tidsrum vil udvise en grænseoverskridende eller konfliktskabende adfærd over for de øvrige beboere. Det vil afhænge af en konkret vurdering, om beboeren forventes at udvise en adfærd, der er grænseoverskridende eller konfliktskabende.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke give kommunalbestyrelsen mulighed for helt at afskære en beboer fra at have adgang til et fælles opholdsrum. Det følger således af den foreslåede bestemmelse i stk. 2, at den pågældende beboer vil skulle have adgang til opholdsrummet. Endvidere følger det af den foreslåede bestemmelse i stk. 1, 2. pkt., at aflåsningen ikke vil kunne omfatte døre til beboerens egen bolig, herunder beboerens egen hoveddør, heller ikke selvom beboerens egen bolig har flere hoveddøre.

Hvis der i løbet af den periode, hvor en forhåndsgodkendelse gælder, sker ændringer i beboerens situation, herunder funktionsevne eller handlingsmønster, som gør, at betingelserne for forhåndsgodkendelsen ikke længere er opfyldt, vil personalet skulle ophøre med at anvende forhåndsgodkendelsen og indstille til kommunalbestyrelsen, at den kommunale afgørelse tilbagekaldes. Vurderingen heraf vil skulle være baseret på kendskabet og forventningen til beboerens adfærd.

Såfremt den kommunale afgørelse, herunder forhåndsgodkendelse, der er truffet for én beboer på et botilbud, også vil påvirke øvrige beboeres nærmeste adgang til det fælles opholdsrum, vil kommunalbestyrelsen skulle foretage en vurdering af, om de øvrige beboere, som bliver påvirket af indgrebet, ville skulle anses som parter efter forvaltningsloven.

Udover den beboer, som afgørelsen om låsning eller sikring af døre til fælles opholdsrum, vil være adresseret til, kan øvrige beboere også anses som parter i sagen, hvis de eksempelvis har en væsentlig, individuel og retlig interesse i sagen og dens udfald. Det vil bero på en konkret vurdering baseret på de faktiske omstændigheder samt indgrebets omfang, om de øvrige beboere skal anses som parter i sagen.

Hvis en afgørelse efter den foreslåede bestemmelse har direkte konsekvenser for øvrige beboere, vil de kunne anses for part i sagen, jf. bl.a. FOB 1992.92 og FOB 1992.141. Hvis afgørelsen alene øger sandsynligheden for, at visse følger af betydning for de øvrige personer vil indtræde, vil interessen være så indirekte og usikker, at de ikke vil skulle tillægges partstatus, jf. FOB. 1997.168.

At øvrige beboere får partstatus i sagen betyder, at de vil blive tillagt forvaltningsretlige rettigheder, såsom ret til partshøring, klageadgang og partsaktindsigt. Det bemærkes hertil, at manglende partshøring, som udgangspunkt, vil medføre, at afgørelser bliver ugyldige. For de beboere, som anses som part i sagen, vil kommunalbestyrelsens afgørelse også vedrøre disse øvrige parter. Hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at de øvrige beboere ikke skal tillægges partsstatus, skal kommunalbestyrelsen fortsat i sin vurdering lægge vægt på, om mindre indgribende tiltag ville være tilstrækkelige, herunder om indgrebet er proportionalt i forhold til påvirkningen af de øvrige beboere.

Hvorvidt aflåsning af dør til det fælles opholdsrum vil have særlig betydning for en eller flere andre beboere udover adressaten, vil bero på en konkret og individuel vurdering. Det kan eksempelvis være beboere, som er gangbesværede, eller som vil have meget vanskeligt ved at forstå, at de skal tilgå opholdsrummet via en anden rute.

Ønsker kommunalbestyrelsen at træffe afgørelse efter den foreslåede § 128 d for en beboer, men afgørelsen har særlig betydning for eller direkte påvirker en anden eller flere andre beboer på botilbuddet, vil kommunalbestyrelsen skulle foretage en afvejning af hensynet bag den foreslåede bestemmelse, over for hensynet til de øvrige parter i sagen, for at vurdere hvilke hensyn, som skønnes at vægte tungest. Kommunalbestyrelsens afgørelse vil kunne påklages af alle parter i sagen efter § 133, stk. 2, i serviceloven.

Der kan på et botilbud være tilknyttet beboere fra forskellige handlekommuner, derfor skal adressatens handlekommune være opmærksom på inddragelse af de respektive øvrige parters kommuner, når en afgørelse om aflåsning eller sikring af den nærmeste dør mellem beboerens egen bolig og ét eller flere bestemte fælles opholdsrum kan påvirke flere beboere fra forskellige kommuner.

Personalet på botilbuddet vil altid skulle være opmærksom på de øvrige beboere på botilbuddet, for hvem der ikke er truffet afgørelse om aflåsning efter den foreslåede bestemmelse, som ønsker at benytte opholdsrummet. Derfor skal personalet være opmærksom på, at de øvrige beboere oplyses om, hvilke adgange der er til opholdsrummet eller hjælpes til at komme dertil.

Såfremt en afgørelse om aflåsning af døre i praksis reelt helt vil afskære den pågældende beboer eller andre beboere fra at tilgå opholdsrummet, vil kommunalbestyrelsen ikke kunne anvende den foreslåede bestemmelse.

Det bemærkes, at botilbuddet også vil kunne anvende særlige døråbnere til at forsinke beboerens frie færden. Regler herom fremgår af servicelovens § 125, jf. også lovforslagets § 1, nr. 9 og 10.

Fælles opholdsrum omfatter arealer, der anvendes til fælles aktiviteter af beboerne. Fælles opholdsrum omfatter botilbuddets fællesgangarealer eller trapper. Døre til fælles opholdsrum i tilbud for beskyttet beskæftigelse og aktivitets- og samværstilbud, herunder efter §§ 103 og 104 i serviceloven, vil ikke være omfattet ikke af den foreslåede bestemmelse.

Personalets brug af den foreslåede § 128 d må aldrig erstatte omsorg, pleje og socialpædagogisk bistand. Forud for ansøgning om kommunal afgørelse og forud for anvendelse af den kommunale afgørelse vil personalet skulle foretage, hvad der er muligt for at opnå beboerens frivillige medvirken til at undgå, at beboeren udviser en grænseoverskridende eller konfliktskabende adfærd over for de øvrige beboere. Det samme gør sig gældende i forhold til botilbuddets overvejelse om at anmode kommunalbestyrelsen om at træffe afgørelse efter den foreslåede bestemmelse i § 128 d.

Forhåndsgodkendelsen vil højst gælde i den periode, som fastsættes af social- og boligministeren efter § 135 b i serviceloven, der foreslås ændret ved lovforslagets § 1, nr. 46. Kommunalbestyrelsen vil dog ved en afgørelse efter den foreslåede bestemmelse i overensstemmelse med mindsteindgrebsprincippet skulle overveje at fastsætte en kortere periode.

Endelig bemærkes, at kommunalbestyrelsens afgørelser efter den foreslåede bestemmelse vil kunne påklages til Ankestyrelsen efter servicelovens § 133, stk. 2, som foreslås ændret ved lovforslagets § 1, nr. 37.

Der henvises i øvrigt til 2.7.2. i de almindelige bemærkninger.

(Til § 128 e)

Efter de gældende regler har personale på botilbud for personer med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne ikke mulighed for at låse eller på anden vis sikre en dør til et serviceareal eller et fælleskøkken på et bo- og dagtilbud i en afgrænset periode. For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til 2.1 og 2.7.3 i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der indsættes en ny § 128 e i serviceloven. Det foreslåede stk. 1 vil give hjemmel til, at kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om for en afgrænset periode at tillade at låse eller på anden vis sikre døre til et serviceareal eller fælleskøkken i et bo- eller dagtilbud, når en person gentagne gange har udsat sig selv for fare eller forårsaget væsentlig ødelæggelse af genstande i det pågældende serviceareal eller fælleskøkken.

Med bestemmelsens s tk. 2 foreslås det, at afgørelser efter stk. 1 ikke må afskære personens mulighed for at forlade bo- eller dagtilbuddet eller bevæge sig frit i tilbuddets øvrige arealer.

Det foreslåede stk. 2 vil medføre, at afgørelser efter stk. 1 ikke må afskære personen mulighed for at forlade bo- eller dagtilbuddet eller bevæge sig frit i tilbuddets øvrige arealer.

Derudover foreslås det, at den foreslåede § 128 e i serviceloven får følgende overskrift: »Låsning og sikring af døre til servicearealer og fælleskøkkener«.

Med botilbud menes f.eks. midlertidige boformer efter servicelovens § 107, længerevarende boformer efter servicelovens § 108, almene plejeboliger efter almenboliglovens § 5, stk. 2, plejehjem og lignende efter servicelovens § 192, friplejeboliger efter friplejeboligloven, botilbudslignende tilbud omfattet af § 4, stk. 1, nr. 3, i lov om socialtilsyn og andre tilsvarende boformer, hvor hjælpen udgår fra servicearealer, og der er fast tilknyttet personale.

Med dagtilbud menes beskyttet beskæftigelse efter servicelovens § 103, aktivitets- og samværstilbud efter servicelovens § 104 og aflastningstilbud efter servicelovens § 84.

Forslaget vil betyde, at kommunalbestyrelsen vil kunne træffe afgørelse om for en afgrænset periode at tillade personalet at låse eller på anden vis sikre døre til et serviceareal eller fælleskøkken på et bo- og dagtilbud, når en person gentagne gange har udsat sig selv for fare eller forårsaget væsentlig ødelæggelse af genstande i det pågældende serviceareal eller fælleskøkken. Ansøgning om kommunal afgørelse efter den foreslåede ordning vil typisk ske på anmodning fra det personale, der udfører de socialpædagogiske og plejemæssige opgaver.

Med en sådan tilladelse (forhåndsgodkendelse) vil personalet på bo- eller dagtilbuddet kunne sikre, at personer, som f.eks. ikke fuldt forstår konsekvenserne af deres handlinger og som kan agere impulsivt, afskærmes fra det pågældende serviceareal eller fælleskøkken. Således vil den pågældende person kunne hindres i at udsætte sig selv for fare eller forårsage væsentlig ødelæggelse af genstande i servicearealet eller i fælleskøkkenet.

Det vil være en forudsætning for personalets anvendelse af den kommunale afgørelse, herunder forhåndsgodkendelse, at der er en nærliggende risiko for, at personen udsætter sig selv for fare eller forårsager væsentlig ødelæggelse af genstande i det pågældende serviceareal eller fælleskøkkenet. Det vil dreje sig om situationer, hvor personalet, med det kendskab der er til den enkelte person, med overvejende sandsynlighed kan vurdere, at personen inden for et kortere tidsrum vil udsætte sig selv for fare eller forårsage væsentlig ødelæggelse i det pågældende serviceareal eller fælleskøkken. Dette vil afhænge af en vurdering fra personalets side om, hvorvidt personen kan forventes at udsætte sig selv for fare eller forårsage væsentlig ødelæggelse af genstande, hvis ikke der låses af til servicearealet eller fælleskøkkenet. Det bemærkes, at aflåsning af fælleskøkkener ikke betyder, at personen må afskæres fra mad og drikke i øvrigt.

”Væsentlig ødelæggelse” dækker over ødelæggelse af fysiske genstande, som har en betydelig økonomisk værdi eller ødelæggelse af en omfattende omfang. Foretages aflåsningen med henblik på at hindre væsentlig ødelæggelse af genstande, skal der i den forbindelse tages højde for den økonomiske værdi eller affektionsværdien af det materielle gode, ligesom indgrebet altid skal ske under iagttagelse af proportionalitetsprincippet. Det forventes imidlertid, at genstande med høj affektionsværdi sjældent placeres i et serviceareal eller et fælleskøkken.

Det bemærkes, at dyr er omfattet af tingsbegrebet.

Den foreslåede bestemmelse vil give kommunalbestyrelsen mulighed for helt at afskære en person fra at have adgang til servicearealet eller fælleskøkkenet. Det vil betyde, at arealet helt og aldeles vil kunne aflåses. Det følger imidlertid af den foreslåede bestemmelse i stk. 2, at aflåsningen ikke må kunne afskære personen mulighed for at forlade bo- eller dagtilbuddet eller bevæge sig frit i tilbuddets øvrige arealer. Det betyder, at bestemmelsen ikke kan anvendes, hvis det pågældende serviceareal eller fælleskøkken leder videre ud til et andet areal på bo- eller dagtilbuddet, f.eks. et hobbyrum.

Indgreb efter den foreslåede bestemmelse vil ikke kunne anvendes, således at personen låses inde i det pågældende serviceareal eller fælles køkken. Bestemmelsen vil alene kunne anvendes til at afholde personen fra at tilgå disse arealer.

Hvis der i løbet af den periode, hvor en forhåndsgodkendelse gælder, sker ændringer i personens situation, herunder funktionsevne eller handlingsmønster, som gør, at betingelserne for forhåndsgodkendelsen ikke længere er opfyldt, vil personalet skulle ophøre med at anvende forhåndsgodkendelsen og indstille til kommunalbestyrelsen, at den kommunale afgørelse tilbagekaldes. Vurderingen heraf vil skulle være baseret på kendskabet og forventningen til personens adfærd.

Såfremt en tilladelse til aflåsning af døre til servicearealer og fælleskøkken også vil påvirke øvrige personer, skal kommunalbestyrelsen i forbindelse med afgørelsen foretage en vurdering af, om de øvrige personer, som bliver påvirket af indgrebet, vil skulle anses som parter efter forvaltningsloven.

Udover den person, som afgørelsen om låsning eller på anden vis sikring af en dør til et serviceareal eller et fælleskøkken på et bo- og dagtilbud vil være adresseret til, kan øvrige personer også anses som parter i sagen, hvis de eksempelvis har en væsentlig, individuel og retlig interesse i sagen og dens udfald. Det vil bero på en konkret vurdering baseret på de faktiske omstændigheder samt indgrebets omfang, om de øvrige personer skal anses som parter i sagen.

Hvis en afgørelse efter den foreslåede bestemmelse har direkte konsekvenser for øvrige personer, vil de kunne anses for part i sagen, jf. bl.a. FOB 1992.92 og FOB 1992.141. Hvis afgørelsen alene øger sandsynligheden for, at visse følger af betydning for de øvrige personer vil indtræde, vil interessen være så indirekte og usikker, at de ikke vil skulle tillægges partstatus, jf. FOB. 1997.168.

At øvrige personer får partstatus i sagen betyder, at de vil blive tillagt forvaltningsretlige rettigheder, såsom ret til partshøring, klageadgang og partsaktindsigt. Det bemærkes hertil, at manglende partshøring, som udgangspunkt, vil medføre, at afgørelser bliver ugyldige. For de personer, som anses som part i sagen, vil kommunalbestyrelsens afgørelse også vedrøre disse øvrige parter. Hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at de øvrige personer ikke skal tillægges partsstatus, skal kommunalbestyrelsen fortsat i sin vurdering lægge vægt på, om mindre indgribende tiltag ville være tilstrækkelige, herunder om indgrebet er proportionalt i forhold til påvirkningen af de øvrige personer.

Hvorvidt aflåsning af dør til et serviceareal vil have særlig betydning for en eller flere andre personer ud over adressaten, vil bero på en konkret og individuel vurdering. Det kan f.eks. være, at der med bestemmelsen låses af til et lokale for ergoterapi for at undgå væsentlig ødelæggelse af maskiner heri, men at der på bo- og dagtilbuddet også er tilknyttet en person, som ofte og med stor nytte anvender arealet som led i genoptræning. Det kan også være en situation, hvor der aflåses til et rengøringslokale for at undgå, at en person tilgår lokalet og drikker afløbsrens, men at dette, til stor frustration, vil afholde en anden person, som har vaskemani, fra at kunne tilgå lokalet og skaffe rengøringsmidler.

Det vurderes imidlertid, at servicearealer meget sjældent vil have væsentlig betydning for personer, som er tilknyttet et bo- og dagtilbud.

Det vurderes derimod, at aflåsning af et fælleskøkken oftere vil kunne have en væsentlig betydning for de øvrige personer på bo- eller dagtilbuddet. Dette skyldes, at madlavning for mange er en vigtig del af dagligdagen, og da et fælleskøkken – i modsætning til et serviceareal – ofte benyttes som et samlested, hvor man kan socialisere sig med hinanden. Kommunalbestyrelsen skal derfor være opmærksom på, at aflåsning af et fælleskøkken ofte vil være en betydeligt mere indgribende foranstaltning end ved aflåsning af et serviceareal, herunder f.eks. et rengøringsrum.

Hvorvidt aflåsning til et fælleskøkken vil have særlig betydning for en eller flere andre personer ud over adressaten, vil bero på en konkret og individuel vurdering. Her vil der skulle lægges vægt på, om fælleskøkkenet anvendes som et socialt samlested, eller om der er andre personer, som anvender fælleskøkkenet til madlavning. Herudover vil der også skulle lægges vægt på, om der på bo- eller dagtilbuddet findes andre lignende køkkenfaciliteter, som vil kunne anvendes af de øvrige personer.

Ønsker kommunalbestyrelsen at træffe afgørelse efter den foreslåede § 128 e for en person, men afgørelsen har særlig betydning for eller direkte påvirker en anden eller flere andre personer på bo- eller dagtilbuddet, vil kommunalbestyrelsen skulle foretage en afvejning af hensynet bag den foreslåede bestemmelse over for hensynet til de øvrige parter i sagen, for at vurdere, hvilke hensyn som skønnes at vægte tungest. Kommunalbestyrelsens afgørelse vil kunne påklages af alle parter i sagen efter § 133, stk. 2 i serviceloven.

Der kan på et bo- eller dagtilbud være tilknyttet personer fra forskellige handlekommuner, derfor skal adressatens handlekommune være opmærksom på inddragelse af de respektive øvrige parters kommuner, når en afgørelse om aflåsning eller sikring af en dør til et serviceareal eller et fælleskøkken kan påvirke flere personer fra forskellige kommuner.

Personalet på bo- og dagtilbuddet vil dog altid skulle være opmærksomme på, at der kan være øvrige personer på bo- eller dagtilbuddet, som har behov for at kunne tilgå det pågældende serviceareal eller fælleskøkken. Derfor skal personalet være opmærksom på, at der låses op til lokalet for de øvrige personer, for hvem der ikke er truffet afgørelse om aflåsning efter den foreslåede bestemmelse, når dette er muligt.

Bo- eller dagtilbuddet vil også i videst mulig udstrækning skulle lade den pågældende person, for hvem der er truffet afgørelse om aflåsning, tilgå det pågældende serviceareal eller fælleskøkken under supervision, når dette er ansvarligt.

Det bemærkes, at bo- eller dagtilbuddet også vil kunne anvende særlige døråbnere til at forsinke personens frie færden. Regler herom fremgår af servicelovens § 125, jf. lovforslagets § 1, nr. 9 og 10.

Servicearealer omfatter arealer, der anvendes til omsorgs- og servicefunktioner, der normalt ikke vil foregå i en selvstændig bolig. Det kan eksempelvis være rengøringsrum, servicedepoter, personalelokaler, cafeterier m.m. Ud fra en konkret vurdering vil kommunalbestyrelsen skulle tages stilling til, om de pågældende rum vil kunne henregnes til servicearealerne.

Fælleskøkkener omfatter køkkener, som personerne på bo- eller dagtilbuddet deles om. Køkkener, som befinder sig i en beboers eget hjem på botilbuddet, er ikke omfattet af bestemmelsen.

Personalets brug af en afgørelse efter den foreslåede § 128 e må aldrig erstatte omsorg, pleje og socialpædagogisk bistand. Forud for ansøgning om kommunal afgørelse og forud for anvendelse af den kommunale afgørelse vil personalet skulle foretage, hvad der er muligt for at opnå personens frivillige medvirken til at undgå, at personen udsætter sig selv for fare eller forårsaget væsentlig ødelæggelse af genstande i det pågældende serviceareal eller fælleskøkken. Det samme gør sig gældende ift. tilbuddets overvejelse om ansøgning til kommunalbestyrelsen.

Kommunalbestyrelsens afgørelse (forhåndsgodkendelsen) vil højst gælde i den periode, som vil blive fastsat af social- og boligministeren efter § 135 b i serviceloven, der foreslås ændret ved lovforslagets § 1, nr. 46. Kommunalbestyrelsen vil dog ved en afgørelse efter den foreslåede bestemmelse i overensstemmelse med mindsteindgrebsprincippet skulle overveje at fastsætte en kortere periode. Der henvises til den foreslåede ændring af § 135 b i serviceloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 46.

Endelig bemærkes, at kommunalbestyrelsens afgørelser efter den foreslåede bestemmelse vil kunne påklages til Ankestyrelsen efter servicelovens § 133, stk. 2, som foreslås ændret ved lovforslagets § 1, nr. 37.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.7.3 i de almindelige bemærkninger samt til den ved lovforslagets § 1, nr. 18, foreslåede ændring af § 128 c, stk. 3, i serviceloven og bemærkningerne dertil.

(Til § 128 f)

Der er ikke hjemmel til at træffe afgørelse om at aflåse eller på anden vis sikre en eller flere låger, der er udgang fra et bo- eller dagtilbuds udeareal.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til punkt 2.7.4.1 i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der som § 128 f, stk. 1, i serviceloven indsættes en bestemmelse om, at kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om at tillade at låse eller på anden vis sikre en eller flere låger m.v., der fungerer som udgang fra et bo- eller dagtilbuds omgivende udeareal, når der er er risiko for, at en person vil forlade udearealet og derved udsætte sig selv eller andre for fare.

Det foreslås videre, at der som bestemmelsens stk. 2, indsættes en bestemmelse om, at der altid skal være mindst én uaflåst låge eller dør fra bo- eller dagtilbuddets omgivende udeareal.

Endelig foreslås det, at den foreslåede bestemmelse i § 128 f i serviceloven får følgende overskrift: »Låsning og sikring af låger m.v. fra et bo- eller dagtilbuds udeareal«.

Med botilbud menes f.eks. midlertidige boformer efter servicelovens § 107, længerevarende boformer efter servicelovens § 108, almene plejeboliger efter almenboliglovens § 5, stk. 2, plejehjem og lignende efter servicelovens § 192, friplejeboliger efter friplejeboligloven, botilbudslignende tilbud omfattet af § 4, stk. 1, nr. 3, i lov om socialtilsyn og andre tilsvarende boformer, hvor hjælpen udgår fra servicearealer, og der er fast tilknyttet personale.

Med dagtilbud menes beskyttet beskæftigelse efter servicelovens § 103, aktivitets- og samværstilbud efter servicelovens § 104 og aflastningstilbud efter servicelovens § 84.

Forslaget vil betyde, at kommunalbestyrelsen vil kunne træffe afgørelse om at tillade at låse eller på anden vis sikre en eller flere låger m.v., der er udgang fra et bo- eller dagtilbuds omgivende udeareal, i en afgrænset periode, når der er risiko for, at en person vil forlade udearealet og derved udsætte sig selv eller andre for fare.

Videre vil forslaget betyde, at personalet på bo- og dagtilbud med forhåndsgodkendelsen fra kommunalbestyrelsen i en afgrænset periode vil kunne låse eller på anden vis sikre en eller flere låger m.v., der er udgang fra et bo- eller dagtilbuds omgivende udeareal, når der er en konkret risiko for, at en person vil forlade udearealet og derved udsætte sig selv eller andre for fare.

Den foreslåede bestemmelse vil kunne finde anvendelse på en eller flere låger m.v., som fører fra udearealet til et offentligt eller privat areal, som ligger uden for bo-eller dagtilbuddets matrikel.

Forslaget vil desuden betyde, at det er en betingelse for aflåsning af låger m.v., at borgeren skal kunne komme ud af bo- eller dagtilbuddet enten via en låge eller via en yderdør på bygningen. Aflåsning af en eller flere låger m.v. må ikke medføre, at alle udgange fra bo- eller dagtilbuddet er aflåst. Hvis udearealet f.eks. omringer hele bygningen, og eneste udgang fra bygningen og udearealet er via låger, må alle låger fra udearealet ikke aflåses.

Perioden for forhåndsgodkendelse fastsættes nærmere af social- og boligministeren, jf. den foreslåede ændring af § 135 b, jf. lovforslagets § 1, nr. 46.

Ved vurderingen af, om der foreligger en risiko for, at personen vil forlade udearealet og derved udsætte sig selv eller andre for fare, vil kommunalbestyrelsen skulle lægge vægt på oplysninger om personens tidligere adfærd og tidligere episoder, hvor personen har forladt eller været ved at forlade bo- eller dagtilbuddets udeareal og udsat sig selv eller andre for fare, f.eks. er kommet til skade ved fald eller udgjort en risiko for fare i trafikken.

Det vil skulle være en konkret vurdering for personalet, når de foretager aflåsning, om aflåsning står i rimeligt forhold til det, der vurderes at skulle forebygges. Vurderes mindre indgribende foranstaltninger tilstrækkelige, vil disse skulle anvendes. Personalet vil skulle have forsøgt andre socialpædagogiske indsatser, før bestemmelsen vil kunne finde anvendelse.

Sker der i løbet af den periode, hvor en forhåndsgodkendelse gælder, ændringer i personens situation, herunder funktionsevne, adfærd eller handlingsmønster, som gør, at betingelserne for forhåndsgodkendelsen ikke længere er opfyldt, vil personalet skulle ophøre med at anvende aflåsning af låger m.v. og indstille til kommunalbestyrelsen, at forhåndsgodkendelsen tilbagekaldes.

Forslaget vil desuden betyde, at afgørelser efter den foreslåede stk. 1 ikke vil kunne omfatte aflåsning af alle udgange fra et bo- eller dagtilbud. Der vil således altid skulle være mindst én uaflåst udgang fra udearealet, herunder gennem hoveddøren til den bygning, som bo- eller dagtilbuddet ligger i.

Aflåsning vil skulle være så kortvarig som muligt.

Det bemærkes, at bo- eller dagtilbuddet også vil kunne anvende særlige døråbnere til at forsinke en persons frie færden. Regler herom fremgår af servicelovens § 125, jf. også lovforslagets § 1, nr. 9 og 10.

Såfremt en tilladelse til aflåsning af låger m.v. også vil påvirke øvrige personer, skal kommunalbestyrelsen i forbindelse med afgørelsen foretage en vurdering af, om de øvrige personer, som bliver påvirket af indgrebet, ville skulle anses som parter efter forvaltningsloven.

Ud over den person, som afgørelsen om aflåsning af låger m.v. vil være adresseret til, kan øvrige personer også anses som parter i sagen, hvis de eksempelvis har en væsentlig, individuel og retlig interesse i sagen og dens udfald. Det vil bero på en konkret vurdering baseret på de faktiske omstændigheder samt indgrebets omfang, om de øvrige beboere må anses som parter i sagen.

Hvis en afgørelse efter den foreslåede bestemmelse har direkte konsekvenser for øvrige personer, vil de kunne anses for part i sagen, jf. bl.a. FOB 1992.92 og FOB 1992.141. Hvis afgørelsen alene øger sandsynligheden for, at visse følger af betydning for de øvrige personer vil indtræde, vil interessen være så indirekte og usikker, at de ikke vil skulle tillægges partstatus, jf. FOB. 1997.168.

At øvrige personer får partstatus i sagen betyder, at de vil blive tillagt forvaltningsretlige rettigheder, såsom ret til partshøring, klageadgang og partsaktindsigt. Det bemærkes hertil, at manglende partshøring, som udgangspunkt, vil medføre, at afgørelser bliver ugyldige. For de personer, som anses som part i sagen, vil kommunalbestyrelsens afgørelse også vedrøre disse øvrige parter. Hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at de øvrige personer ikke skal tillægges partsstatus, skal kommunalbestyrelsen fortsat i sin vurdering lægge vægt på, om mindre indgribende tiltag ville være tilstrækkelige, herunder om indgrebet er proportionalt i forhold til påvirkningen af de øvrige personer.

Hvorvidt aflåsning af låger m.v. vil have særlig betydning for en eller flere andre personer udover adressaten, vil bero på en konkret og individuel vurdering. Det kan eksempelvis være personer, som er gangbesværede, og hvor deres nærmeste udgang fra bo- eller dagtilbuddet bliver betydeligt besværliggjort af en aflåst låge. Ønsker kommunalbestyrelsen at træffe afgørelse efter den foreslåede § 128 f for en person, men afgørelsen har særlig betydning for eller dir

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 128 c.