Serviceloven

Serviceloven § 123

Gældende tekst efter LBK nr 641 af 01/07/2026.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 24 – Magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for alle voksne med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne · Husorden

§ 123.

Lederen af et bo- eller dagtilbud efter denne lov og efter ældreloven med beboere eller brugere med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsev‍ne kan fastsætte en vejledende husorden, der angiver de nærmere regler og retningslinjer for ophold på bo- eller dagtilbuddets fællesarealer.

Stk. 2.

Fastsættes der en husorden efter stk. 1, skal beboere og brugere i bo- eller dagtilbuddet og deres pårørende af hensyn til fællesskabet inddrages i arbejdet med udarbejdelse af husordenen.

Stk. 3.

Er der fastsat en husorden, jf. stk. 1, skal personer, der har taget ophold i bo- eller dagtilbuddet, gøres bekendt med denne.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 641 af 01/07/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Serviceloven § 123

Lovgivers oprindelige intention

Den oprindelige lovL 38 (2004-05, 2. samling) · bemærkning til § 123LOV nr 573 af 24/06/2005 · 24. juni 2005

Paragrafnummeret i lovforslaget kan have ændret sig siden. Tjek, at bemærkningen handler om samme bestemmelse.

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 108 i lov om social service med redaktionelle ændringer, jf. afsnit 4 i de almindelige bemærkninger.

Senere ændringer

ÆndringL 92 (2024-25) · bemærkning til § 1, nr. 7LOV nr 1703 af 30/12/2024 · 30. december 2024

Efter § 123, stk. 1, i serviceloven, kan lederen af et bo- eller dagtilbud efter denne lov med beboere eller brugere med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne fastsætte en vejledende husorden, der angiver de nærmere regler og retningslinjer for ophold på bo- eller dagtilbuddets fællesarealer.

Det foreslås at der i § 123, stk. 1, efter »lov« indsættes »og efter ældreloven«.

Forslaget skal ses i sammenhæng med, at det med det samtidigt fremsatte forslag til ældreloven bl.a. er hensigten, at magtanvendelsesreglerne i afsnit VII i serviceloven fortsat vil skulle finde anvendelse for borgere på ældreområdet. Det er derfor nødvendigt i § 123, stk. 1, i serviceloven at indsætte en henvisning til ældreloven.

Der henvises til punkt 2.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

ÆndringL 188 (2023-24) · bemærkning til § 1, nr. 1LOV nr 680 af 11/06/2024 · 11. juni 2024

Det fremgår af servicelovens § 123, stk. 1, at lederen af et bo- eller dagtilbud efter serviceloven kan fastsætte en vejledende husorden, der angiver de nærmere regler og retningslinjer for ophold på bo- eller dagtilbuddets fællesarealer.

Det foreslås, at der i § 123, stk. 1 , i serviceloven efter »lov« indsættes: »med beboere eller brugere med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne«.

Forslaget vil betyde, at der skabes klarhed over, at det kun er bo- og dagtilbud efter serviceloven, hvor der opholder sig borgere med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, som f.eks. mennesker med udviklingshæmning eller demens, der vil være omfattet af bestemmelsen. Med botilbud efter serviceloven menes f.eks. midlertidige boformer efter servicelovens § 107, længerevarende boformer efter servicelovens § 108, plejehjem og lignende efter servicelovens § 192.

Med dagtilbud efter serviceloven menes beskyttet beskæftigelse efter servicelovens § 103, aktivitets- og samværstilbud efter servicelovens § 104 og aflastningstilbud efter servicelovens § 84.

Bo- og dagtilbud for socialt udsatte personer, f.eks. kvindekrisecentre efter servicelovens § 109 og herberger og forsorgshjem efter servicelovens § 110, vil ikke være omfattet af servicelovens § 123. Det er fast antaget, at driftsherren af sådanne bo- og dagtilbud har ulovbestemt hjemmel i anstaltsforhold til at fastsætte generelle forskrifter, herunder ordensforskrifter, der skal være gældende i tilbuddet, og som har til formål at sikre tilbuddets overordnede funktion.

Begrundelsen for forslaget er, at målgruppen i det gældende stk. 1 alene er præciseret i bemærkningerne til bestemmelsen. Ændringen tilsigter ikke nogen ændring af retstilstanden.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.10.3 i de almindelige bemærkninger.

ÆndringL 188 (2023-24) · bemærkning til § 1, nr. 2LOV nr 680 af 11/06/2024 · 11. juni 2024

Det fremgår af servicelovens § 123, stk. 2, at beboere i bo- eller dagtilbud og deres pårørende skal inddrages i udarbejdelsen af en husorden efter stk. 1.

Det foreslås, at § 123, stk. 2 , i serviceloven nyaffattes på følgende måde: » Fastsættes der en husorden efter stk. 1, skal beboere og brugere i bo- eller dagtilbuddet og deres pårørende af hensyn til fællesskabet inddrages i arbejdet med udarbejdelse af husordenen.«

Forslaget vil betyde, at det dermed tydeliggøres det, at hensynet til fællesskabet er en vigtig grund til at udarbejde en husorden. Forslaget vil ikke i øvrigt ændre gældende ret vedrørende husordner.

En husorden kan medvirke til at forebygge konflikter mellem beboere og mellem beboere og personale og dermed også personalets brug af magt, da den giver en fælles forståelse af og ramme for, hvad der er god og hensynsfuld adfærd.

Med henblik på at sikre, at der er en fælles forståelse af de rammer, som både beboere, brugere, besøgende og personale skal holde sig inden for, kan det derfor være hensigtsmæssigt at udforme ordensregler, der udstikker retningslinjer for dagligdagen.

Det er en vigtig forudsætning, at beboere, brugere og pårørende inddrages i udarbejdelsen af en husorden. Dels for at sikre den dialog, der gør, at alle føler ejerskab til husordenen, og dels med henblik på at sikre, at alle får forståelse for nødvendigheden af overholdelse af reglerne.

Forslaget tilsigter således en fælles forståelse for, at udarbejdelse af en husorden kan medvirke til at skabe klare og trygge rammer for fællesskabet med plads til forskelligheder.

En husorden vil alene gælde på tilbuddets fællesarealer og dermed ikke i den del af et botilbud, der er beboernes egne boliger.

Fællesarealerne betegnes som de arealer, der anvendes til fælles aktiviteter for beboerne. Fællesarealer omfatter også fælles gangarealer.

Begrundelsen for forslaget er, at der blandt beboere, pårørende og personale kan være tvivl om, hvad formålet med en husorden skal være. Det medfører, at husordener bruges meget forskelligt på de enkelte bo- og dagtilbud.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.10.3 i de almindelige bemærkninger.

ÆndringL 163 (2015-16) · bemærkning til § 1, nr. 22LOV nr 647 af 08/06/2016 · 8. juni 2016

Reglerne i servicelovens § 123, § 123 b, og magtanvendelsesbekendtgørelsens §§ 30, 40-41 om afgørelse om anbringelse på delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner, sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger og betingelserne samles og nyaffattes med lovforslagets § 1, nr. 5, i de foreslåede §§ 63 a-63 c, med de ændringer der følger af ændringerne i afgørelseskompetencen for anbringelse i sikrede døgninstitutioner og på særligt sikrede afdelinger. Der henvises i øvrigt til punkt 2.1.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger for nærmere beskrivelse af gældende ret.

Servicelovens øvrige bestemmelser om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for anbragte børn og unge i servicelovens §§ 123-123 c, og herunder reglerne om brev og telefonkontrol og registrering i servicelovens § 123, reglerne om undersøgelse af børn og unges person og opholdsrum i § 123 a, om tilbageholdelse umiddelbart efter en anbringelse efter servicelovens § 123 c, og bemyndigelsesbestemmelser og klageadgang i forlængelse heraf, foreslås med det samtidigt fremsatte forslag til lov om voksenansvar over for anbragte børn og unge ændret og overført hertil. Reglen om anvendelse af personlige alarm- eller pejlesystemer i servicelovens § 123 d over for børn og unge med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, der anbragt i døgninstitution eller opholdssted foreslås overført til den nye lov.

ÆndringL 169 (2013-14) · bemærkning til § 1, nr. 3LOV nr 577 af 10/06/2014 · 10. juni 2014

Efter den foreslåede bestemmelse ophæves reglen om, at man må fiksere børn og unge, da bestemmelsen ikke anvendes og heller ikke er tiltænkt anvendt fremover. Ved fiksering forstås anvendelse af mekanisk tvangsmiddel i form af bælte, håndremme, fodremme, eller livstykke, samt anden form for mekanisk fastspænding.

ÆndringL 169 (2013-14) · bemærkning til § 1, nr. 4LOV nr 577 af 10/06/2014 · 10. juni 2014

Den foreslåede bestemmelse sikrer, at unge over 18 år er omfattet af reglerne i servicelovens § 123, stk. 1, 3. 4 og 5, om magtanvendelse over for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet, hvis opholdet på et anbringelsessted efter servicelovens § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, er led i afsoning på baggrund af en idømt foranstaltning efter straffeloven, opholdet træder i stedet for varetægtsfængsling, jf. retsplejelovens § 765, eller opholdet er led i en idømt foranstaltning efter straffelovens § 74 a.

Bestemmelsen medfører, at personalet på anbringelsesstedet således også kan anvende magt over for unge over 18 år i form af fysisk magtanvendelse, jf. magtanvendelsesbekendtgørelsens § 2, aflåsning af værelser i sikrede afdelinger, isolation på sikrede afdelinger, undersøgelse af børn og unges person, opholdsrum samt tilbageholdelse af effekter. Reglerne om registrering og indberetning af magtanvendelse over for børn og unge i servicelovens § 123, stk. 4, finder tilsvarende anvendelse.

ÆndringL 206 (2012-13) · bemærkning til § 1, nr. 9LOV nr 651 af 12/06/2013 · 12. juni 2013

Med de foreslåede ændringer i § 1, nr. 9-12 af § 123, stk. 4, § 133, stk. 2, og § 36, stk. 1, i serviceloven gennemføres princippet om, at det er kommunalbestyrelsen i den kommunalbestyrelse, der har ansvaret for borgerens ophold i tilbuddet jf. §§ 9 og 9 b i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, herunder vurdere klager over magtanvendelse efter servicelovens § 126 i medfør af retssikkerhedslovens § 66.

Med forslagene foreslås, at dette også skal gælde i forhold til magtanvendelse over for borgere, der har ophold i regionale tilbud eller i private tilbud, der drives efter aftale med et regionsråd. Som konsekvens heraf foreslås § 133, stk. 3, i serviceloven ophævet.

Ændringen er en konsekvens af de ændrede opholds- og handlekommune regler, der følger af lov nr. 550 af 26. maj 2010 om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og lov om social service (Sammenhæng mellem visitationskompetence og finansieringsansvar på det specialiserede socialområde).

Indberetning og registrering af foretagne magtanvendelse skal ske under iagttagelse af de almindelige regler i forvaltningsloven og persondataloven. Der henvises til afsnit. 2.3.1.2-2.3.1.3 i de almindelige bemærkninger til forslag til lov om socialtilsyn.

Det foreslås, at registrerede magtanvendelser fortsat skal indberettes til den kommunalbestyrelse, der har ansvaret for barnets eller den unges ophold i tilbuddet, jf. §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven.

Det foreslås samtidig, at indberetningen også skal sendes til socialtilsynet.

Magtanvendelse over for børn og unge skal registreres og indberettes efter reglerne i magtanvendelsesbekendtgørelsen for børn og unge, jf. bekendtgørelse 1093 af 21. september 2010. Det er tilbuddet, der skal foretage registrering og indberetning til kommunalbestyrelsen og socialtilsynet.

Med den samtidige indberetning til henholdsvis den ansvarlige kommunalbestyrelse og til socialtilsynet sikres det, at både de ansvarlige myndigheder for det personrettede tilsyn og for det driftsorienterede tilsyn kan reagere i forhold til den foretagne magtanvendelse:

1) Den ansvarlige kommunalbestyrelse for det personrettede tilsyn i forhold til overvejelser om at yde ankevejledning m.v., og i forhold til at vurdere, om den foretagne magtanvendelse giver anledning til fornyede overvejelser eller beslutninger om den støtte, der gives. 2) Socialtilsynet i forhold til, om den foretagne magtanvendelse giver anledning til for eksempel at påpege behov for ændringer i tilrettelæggelsen af arbejdet i tilbuddet, så anvendelsen af magt reduceres mest muligt.

Den ansvarlige kommunalbestyrelse for det personrettede tilsyn i forhold til overvejelser om at yde ankevejledning m.v., og i forhold til at vurdere, om den foretagne magtanvendelse giver anledning til fornyede overvejelser eller beslutninger om den støtte, der gives.

Socialtilsynet i forhold til, om den foretagne magtanvendelse giver anledning til for eksempel at påpege behov for ændringer i tilrettelæggelsen af arbejdet i tilbuddet, så anvendelsen af magt reduceres mest muligt.

Finder magtanvendelsen sted i et regionalt eller kommunalt tilbud, skal tilbuddet efter forslaget desuden orientere den kommunale eller regionale driftsherre om magtanvendelsen. Forslaget skal bidrage til, at driftsherren så tidligt som muligt kan foretage en vurdering af, om magtanvendelsesforløbet giver anledning til ændringer i driften af tilbuddet. Der skal ikke træffes afgørelse om lovligheden af den akutte brug af magtanvendelse.

Endelig indeholder den foreslåede bestemmelse som i den gældende servicelovs § 123, stk. 4, en bemyndigelse til, at social- og integrationsministeren fastsætter regler om magtanvendelse og om registrering og indberetning heraf. Der er ikke tilsigtet ændringer i forhold til den gældende bestemmelse.

ÆndringL 50 (2011-12) · bemærkning til § 1, nr. 2LOV nr 162 af 28/02/2012 · 28. februar 2012

Det foreslås med en ændring af § 123, stk. 1, at skærpe kriteriet for anbringelse på sikrede afdelinger fra ”påkrævet” til ”absolut påkrævet”. Skærpelsen indebærer, at færre unge kan anbringes på sikrede institutioner af sociale årsager. Sikrede afdelinger kan således alene anvendes i de tilfælde, hvor den unges behov for støtte ikke kan imødekommes med andre mindre indgribende foranstaltninger. I de tilfælde, hvor det vurderes, at en anbringelse uden for hjemmet er bedst egnet til at imødekomme den unges behov for støtte, skal det således i hvert enkelt tilfælde afgøres, om den unge kan anbringes på et åbent anbringelsessted, som fx i en plejefamilie, på en døgninstitution eller et opholdssted, en delvist lukket døgninstitution, jf. § 123 b, stk.1, eller om det er absolut påkrævet at anbringe den unge på en sikret afdeling, jf. § 123, stk. 1.

ÆndringL 175 (2010-11) · bemærkning til § 1, nr. 10LOV nr 629 af 14/06/2011 · 14. juni 2011

Efter gældende ret, jf. servicelovens § 123, stk. 5, om unge, der efter reglerne i retsplejeloven er anbragt i sikrede afdelinger i stedet for varetægtsfængsling, kan politiet, hvor hensyn til efterforskningen gør det påkrævet, modsætte sig, at den unge modtager besøg, eller forlange, at besøg finder sted under kontrol. Endvidere kan politiet af hensyn til efterforskningen forlange, at gennemse og, hvis det findes påkrævet, standse den unges breve inden modtagelsen eller afsendelsen samt forbyde den unge at foretage samtaler eller anden kommunikation uden for institutionen eller betinge at telefonsamtaler eller anden kommunikation overhøres.

Da formuleringerne i servicelovens § 123, stk. 5, er en sammenskrivning af reglerne i retsplejelovens § 771 og § 772 og samtidig ikke helt svarer til reglerne i retsplejeloven, foreslås det, at der i serviceloven i stedet henvises til reglerne i retsplejelovens § 771 og 772. Hermed sikres, at retstilstanden vedr. brevveksling, telefonsamtaler og besøg mv. for unge i varetægtssurrogat og unge i varetægtsfængsel bliver ens samt at ændringer i retsplejelovens § 771 og § 772 fremover automatisk kommer til at omfatte unge i varetægtssurrogat.

Muligheden for at socialministeren efter forhandling med justitsministeren fastsætter regler om besøg, brevveksling, telefonsamtaler og anden kommunikation, fastholdes.

ÆndringL 167 (2009-10) · bemærkning til § 1, nr. 5LOV nr 627 af 11/06/2010 · 11. juni 2010

Det foreslås med en ændring af § 123, stk. 1, at lempe kriterierne for anbringelse på sikrede afdelinger fra »absolut påkrævet« til »påkrævet«. Denne lempelse giver kommunerne videre mulighed for at træffe afgørelse om at anbringe børn og unge på sikrede afdelinger. At indsatsen skal være ”absolut påkrævet” har i praksis betydet, at andre mere lempelige indsatser skal være afprøvet, inden den unge anbringes på en sikret afdeling. Dette kan føre til, at en konsekvent indsats igangsættes for sent, og at den unge risikerer at skulle bo flere forskellige steder inden anbringelsen på en sikret afdeling.

En lempelse af kriterierne for anbringelse på en sikret afdeling indebærer, at andre mere lempelige indsatser ikke nødvendigvis skal være afprøvet inden den unge anbringes på en sikret afdeling. Således bliver der med forslaget givet mulighed for på et tidligere tidspunkt, at tilbageholde børn og unge i forbindelse med socialpædagogisk observation eller behandling eller gribe ind på et tidligere tidspunkt, hvis den unge er til skade for sig selv eller andre. Kommunerne skal hermed ikke afvente, at problemerne bliver så alvorlige, at det er absolut påkrævet at handle, førend de kan fastholde børn og unge i en socialpædagogisk behandling eller får mulighed for at observere barnet eller den unge i lukket regi.

Lempelsen af kriteriet fra at skulle være absolut påkrævet til påkrævet vedrører alene anbringelse på en sikret afdeling og ikke andre muligheder for at anvende magt, fx muligheden for at fastholde unge efter § 2 eller muligheden for anbringelse i isolation efter § 6, stk. 2, i magtanvendelsesbekendtgørelsen.

ÆndringL 166 (2009-10) · bemærkning til § 1, nr. 15LOV nr 551 af 26/05/2010 · 26. maj 2010

Efter de gældende regler er det ikke muligt at udøve brev- og telefonkontrol på opholdssteder.

De gældende regler medfører, at det ikke er muligt, når det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling at træffe afgørelse om kontrol med barnets og den unges brevveksling, telefonsamtaler og anden kommunikation med nærmere angivne personer uden for institutionen, når børn og unge er anbragt på opholdssteder. Hvis det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling at træffe afgørelse om kontrol med brevveksling, telefonsamtaler og anden kommunikation, skal der forinden træffes afgørelse om at flytte barnet eller den unge fra et opholdssted til en døgninstitution. En flytning af børn og unge, der er inde i et socialpædagogisk behandlingsforløb og som i forvejen er udsatte og sårbare, kan have store konsekvenser for det enkelte barn eller den unge.

Med forslaget udvides private opholdssteders beføjelser til også at omfatte brev- og telefonkontrol, så de i den sammenhæng sidestilles med offentlige døgninstitutioner.

ÆndringL 48 (2006-07) · bemærkning til § 1, nr. 3LOV nr 1585 af 20/12/2006 · 20. december 2006

Bestemmelsen om magtanvendelse i døgntilbud til børn og unge ændres, således at det fremgår af bestemmelsen, at alle former for magtanvendelse skal registreres og indberettes. Bestemmelsens svarer således til den tilsvarende bestemmelse, som omhandler magtanvendelse i forhold til voksne § 136. Det præciseres i bestemmelsen, at det er kommunalbestyrelsen i den stedlige kommune, som skal behandle indberetningerne om magtanvendelse. Kompetencen til at behandle indberetninger om magtanvendelse foreslås henlagt til kommunalbestyrelsen i beliggenhedskommunen, da denne kommune er personaleansvarlig over for ansatte i de pågældende kommunale tilbud og for en generel aftale indgået med tilsvarende private tilbud. Opfølgning på indberetninger om magtanvendelse kan have personaleretlige konsekvenser.

I regionale tilbud skal opfølgningen på magtanvendelse dog fortsat behandles af regionsrådet, hvilket præciseres i § 5, stk. 7. Der henvises herom til bemærkningerne til punkt 1.

Kommunalbestyrelsen i beliggenhedskommunen eller regionsrådet skal orientere barnets eller den unges opholdskommune om indberetninger, som omhandler barnet eller den unge.

ÆndringL 48 (2006-07) · bemærkning til § 1, nr. 4LOV nr 1585 af 20/12/2006 · 20. december 2006

Bestemmelsen om magtanvendelse i døgntilbud til børn og unge ændres, således at det fremgår af bestemmelsen, at alle former for magtanvendelse skal registreres og indberettes. Bestemmelsens svarer således til den tilsvarende bestemmelse, som omhandler magtanvendelse i forhold til voksne § 136. Det præciseres i bestemmelsen, at det er kommunalbestyrelsen i den stedlige kommune, som skal behandle indberetningerne om magtanvendelse. Kompetencen til at behandle indberetninger om magtanvendelse foreslås henlagt til kommunalbestyrelsen i beliggenhedskommunen, da denne kommune er personaleansvarlig over for ansatte i de pågældende kommunale tilbud og for en generel aftale indgået med tilsvarende private tilbud. Opfølgning på indberetninger om magtanvendelse kan have personaleretlige konsekvenser.

I regionale tilbud skal opfølgningen på magtanvendelse dog fortsat behandles af regionsrådet, hvilket præciseres i § 5, stk. 7. Der henvises herom til bemærkningerne til punkt 1.

Kommunalbestyrelsen i beliggenhedskommunen eller regionsrådet skal orientere barnets eller den unges opholdskommune om indberetninger, som omhandler barnet eller den unge.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 123.