Børne- og Socialministeriet · 12. juni 2016En far, som var værge for sin mentalt retarderede datter, fik afslag på at få behandlet en klage ved Ankestyrelsen. Faren ønskede at klage over, at kommunen ikke ville anvende magt over for hans datter, idet han ønskede, at datteren i medfør af servicelovens § 125, stk. 1, skulle have en GPS på sig, så man kunne sikre, at hun ikke forlod den institution, hvor hun boede. Ombudsmanden kunne ikke kritisere Ankestyrelsens afslag på at behandle farens klage. Ombudsmanden mente dog, at det var uklart, hvordan klagereglerne i servicelovens § 133, stk. 1 og 3, skulle forstås, og om Ankestyrelsen havde ret i, at det ville være i strid med formålet med servicelovens regler om magtanvendelse, hvis værger m.fl. havde mulighed for at klage over en kommunes afslag på at anvende magt. Ombudsmanden orienterede derfor efter ombudsmandslovens § 12, stk. 1, Folketinget og Børne- og Socialministeriet om sagen, med henblik på at det kunne overvejes, om der var behov for en afklaring af retstilstanden via lovgivning. (Sag nr. 16/01606)
Kommunerne · 29. oktober 2013En far klagede på vegne af sin voksne søn, som han også var værge for, over, at et kommunalt bo- og opholdssted ikke konsekvent anvendte den GPS, som kommunen havde truffet afgørelse om måtte anvendes i forhold til sønnen. I sagen traf kommunen – i medfør af servicelovens § 125, stk. 1 – afgørelse om magtanvendelse i forhold til sønnen i form af anvendelse af bl.a. en GPS. Tilladelsen til anvendelsen af GPS’en blev givet for en periode af 8 måneder. Faderen gjorde i sin klage til ombudsmanden gældende, at det kommunale bo- og opholdssted herefter havde pligt til konsekvent at anvende en GPS i forhold til hans søn. Det var modsat kommunens opfattelse, at afgørelsen om, at der kunne anvendes en GPS over for sønnen, ikke medførte en automatisk pligt til også at anvende GPS’en. Ombudsmanden konstaterede, at anvendelse af en GPS og andre personlige alarm- og pejlesystemer – i overensstemmelse med bestemmelsen i serviceloven og forarbejderne hertil – måtte anses for et indgreb i selvbestemmelsesretten og et udtryk for magtanvendelse. Ombudsmanden pegede endvidere på – ligeledes i overensstemmelse med lovgrundlaget og forarbejderne hertil – at en afgørelse om magtanvendelse altid skal stå i rimeligt forhold til det, der søges opnået ved magtanvendelsen, ligesom magtanvendelsen skal være så skånsom og kortvarig som muligt. Heri ligger også, at der skal foretages en løbende vurdering af
Socialministeriet · 1. januar 2006Et amt flyttede en formodentlig inhabil borger der led af Downs syndrom og Alzheimers sygdom, fra én institution til en anden. Flytningen blev gennemført uden at procedurereglerne herfor i § 109 e i lov om social service blev iagttaget, herunder fik borgeren ikke beskikket en værge. Det sociale nævn og Socialministeriet mente ikke at nævnet kunne behandle sagen. Det sociale nævn kan ikke tage en sag op af egen drift, og der var ikke klaget fra den person som afgørelsen vedrørte, eller dennes partsrepræsentant (f.eks. en værge). De sociale nævn er i sager om flytning af inhabile personer tillagt en kompetence som ikke genfindes andre steder i den sociale lovgivning. Kompetencen har nævnene fået tillagt fordi afgørelserne anses for et betydeligt indgreb i den personlige frihed. Ombudsmanden mente at det sociale nævn på et sådant område har en reaktionspligt når der rejses tvivl om hvorvidt borgerens retssikkerhed er tilsidesat. Der måtte således i den konkrete sag påhvile det sociale nævn en forpligtelse til at påse at den juridisk inhabile person fik beskikket en værge. Ombudsmanden henstillede derfor til det sociale nævn at behandle sagen og tage initiativ til at borgeren fik beskikket en værge – og følge op på at dette rent faktisk skete. Myndighederne måtte herefter i samspil med værgen behandle sagen. Lignende betragtninger vil efter ombudsmandens opfattelse kunne gøre sig g