Social- og Indenrigsministeriet · 10. august 2019Ankestyrelsen modtog en anonym underretning om bekymring for to børn. På grund af usikkerhed om, hvem moren var, ringede Ankestyrelsen til morens arbejdsgiver for at få bekræftet hendes identitet. I forbindelse med behandlingen af sagen sendte Ankestyrelsen de to børn partshøringsbreve med akter fra sagen. Børnene var henholdsvis 12 og 14 år; det 12-årige barn havde diagnosen atypisk autisme. Ombudsmanden mente ikke, at han kunne kritisere, at Ankestyrelsen i underretningssager som udgangspunkt partshører ikke bare forældremyndighedsindehaverne, men også børn over 12 år, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. Han mente derfor ikke, at han havde grundlag for at kritisere Ankestyrelsens vurdering af, at den 14-årige datter kunne partshøres. Hvad angik den 12-årige søn, mente ombudsmanden ikke, at han havde tilstrækkeligt grundlag for at kritisere Ankestyrelsens vurdering af, at sønnen kunne partshøres. Ombudsmanden mente imidlertid ikke, at Ankestyrelsens fremgangsmåde i forbindelse med partshøringen af børnene havde gjort det tilstrækkeligt klart for dem, hvad sagen drejede sig om, og hvad de skulle forholde sig til. Han mente heller ikke, at fremgangsmåden var hensigtsmæssig eller hensynsfuld over for børnene. Derudover udtalte ombudsmanden, at han ikke mente, at han havde det fornødne grundlag for at kritisere, at Ankestyrelsen valgte at ringe til den arbejdsgiver, d
Kommunerne · 11. juli 2018Ombudsmanden undersøgte en kommunes sagsbehandling i fire sager om hjemgivelse af anbragte børn og unge. Sagerne var tilfældigt udvalgte stikprøver blandt i alt 12 sager om hjemgivelse inden for en nærmere angiven periode. Det var ombudsmandens opfattelse, at kommunens sagsbehandling samlet set havde været meget kritisabel. Det skyldtes, at kommunen i ingen af de fire sager sås at have revideret børnenes og de unges handleplan og angivet den videre indsats i forbindelse med hjemgivelsen eller at have afholdt børnesamtaler om hjemgivelsen med børnene og de unge, inden kommunen traf afgørelse om at hjemgive dem. Derudover sås kommunen ikke i de tre sager, hvor børnene og de unge var fyldt 12 år, at have meddelt afgørelsen om hjemgivelse til børnene og de unge. Efter ombudsmandens opfattelse burde afgørelsen have været meddelt børnene og de unge skriftligt – eller meget hurtigt efter været bekræftet skriftligt over for dem – og i overensstemmelse med forvaltningslovens §§ 22-25 have været ledsaget af en begrundelse og en klagevejledning. I to afgørelser om hjemgivelse havde kommunen ikke begrundet afgørelserne tilstrækkeligt over for børnenes og de unges forældre. Kommunen havde heller ikke orienteret børn og unge-udvalget i overensstemmelse med servicelovens regler i forbindelse med hjemgivelse af en ung, der var anbragt uden samtykke. Overordnet set gav ombudsmandens gennemgang
Kommunerne · 15. november 2016En kommune traf afgørelse om at ændre en 11-årig piges anbringelsessted, så hun skulle flytte fra sin plejefamilie til et andet anbringelsessted. Pigen ønskede ikke at flytte og satte sig fysisk til modværge, da kommunen ville fuldbyrde afgørelsen. Kommunen så sig derfor nødsaget til at anvende fysisk magt i forbindelse med fuldbyrdelsen af afgørelsen. I en redegørelse om sagen beskrev ombudsmanden reglerne for, hvornår myndighederne har mulighed for at anvende fysisk magt. Ombudsmanden mente ikke, at der var hjemmel til at anvende fysisk magt ved fuldbyrdelsen af afgørelsen om at ændre pigens anbringelsessted. Ombudsmanden henviste i den forbindelse til, at anvendelse af fysisk magt er så stort et indgreb, at magtanvendelsen skal have udtrykkelig hjemmel i lov. Ombudsmanden mente, at det var meget kritisabelt, at kommunen havde anvendt fysisk magt ved fuldbyrdelsen af afgørelsen om ændring af pigens anbringelsessted. Ombudsmanden rejste i forbindelse med afslutningen af den konkrete sag en sag over for Social- og Indenrigsministeriet af egen drift, med henblik på at ministeriet kunne overveje at søge tilvejebragt en hjemmel til tvangsfuldbyrdelse af afgørelser om ændret anbringelsessted – også i de tilfælde, hvor barnet opholder sig hos andre end forældremyndighedens indehavere. I lyset af at afgørelsen var af indgribende karakter for den 11-årige pige, udtalte ombudsmanden, a
Kommunerne · 11. november 2016Efter at have modtaget to anonyme henvendelser om forhold i Børne- og Familieservice rejste ombudsmanden en sag over for Haderslev Kommune. De anonyme henvendelser handlede for det første om omfanget af kommunens forebyggende indsatser over for børn, unge og familier efter servicelovens § 11, stk. 3. Der stod, at kommunens tre rådgivende teams i et stort antal tunge sager havde arbejdet med forebyggende indsatser i ”måneder og år” uden at iværksætte børnefaglige undersøgelser og udarbejde handleplaner. For det andet blev det oplyst, at der hos kommunens undersøgelsesteam var meget lang sagsbehandlingstid på børnefaglige undersøgelser efter servicelovens § 50. Ombudsmanden redegjorde for servicelovens § 11, stk. 3, om forbyggende indsatser og § 52 om særlige foranstaltninger. § 11 er en egentlig forebyggelsesparagraf, hvis målgruppe er børn og unge med afgrænsede problemstillinger, mens målgruppen for § 52 er børn og unge med så komplekse problemstillinger, at der er behov for en børnefaglig undersøgelse for at afdække behovet for særlige foranstaltninger. På baggrund af oplysninger fra Haderslev Kommune kritiserede ombudsmanden, at kommunen havde anvendt forebyggende indsatser efter servicelovens § 11, stk. 3, over for børn og unge i en række tilfælde, hvor kommunen burde have truffet en afgørelse om at iværksætte foreløbig støtte efter servicelovens § 52, stk. 2, jf. stk. 3. O