Folketingets Ombudsmand · 15. november 2016PrincipielEn kommune traf afgørelse om at ændre en 11-årig piges anbringelsessted, så hun skulle flytte fra sin plejefamilie til et andet anbringelsessted. Pigen ønskede ikke at flytte og satte sig fysisk til modværge, da kommunen ville fuldbyrde afgørelsen. Kommunen så sig derfor nødsaget til at anvende fysisk magt i forbindelse med fuldbyrdelsen af afgørelsen. I en redegørelse om sagen beskrev ombudsmanden reglerne for, hvornår myndighederne har mulighed for at anvende fysisk magt. Ombudsmanden mente ikke, at der var hjemmel til at anvende fysisk magt ved fuldbyrdelsen af afgørelsen om at ændre pigens anbringelsessted. Ombudsmanden henviste i den forbindelse til, at anvendelse af fysisk magt er så stort et indgreb, at magtanvendelsen skal have udtrykkelig hjemmel i lov. Ombudsmanden mente, at det var meget kritisabelt, at kommunen havde anvendt fysisk magt ved fuldbyrdelsen af afgørelsen om ændring af pigens anbringelsessted. Ombudsmanden rejste i forbindelse med afslutningen af den konkrete sag en sag over for Social- og Indenrigsministeriet af egen drift, med henblik på at ministeriet kunne overveje at søge tilvejebragt en hjemmel til tvangsfuldbyrdelse af afgørelser om ændret anbringelsessted – også i de tilfælde, hvor barnet opholder sig hos andre end forældremyndighedens indehavere. I lyset af at afgørelsen var af indgribende karakter for den 11-årige pige, udtalte ombudsmanden, a
Folketingets Ombudsmand · 2. februar 2015PrincipielSeks børn, der akut blev anbragt på en døgninstitution i Esbjerg Kommune, måtte vente 1-2½ år på en afklaring af deres fremtid. I en redegørelse fandt ombudsmanden det henholdsvis kritisabelt og meget kritisabelt, at de seks børn havde opholdt sig så længe på institutionen. Ombudsmanden understregede vigtigheden af, at kommunen ved akutanbringelser holder sig for øje, at anbringelsestiden skal være så kort som muligt for det enkelte barn/den unge. Ombudsmanden lagde bl.a. vægt på, at anbringelse af et barn på en akutinstitution er en midlertidig foranstaltning, og at en akutinstitution ikke kan anses for at være det anbringelsessted, som på sigt bedst kan imødekomme barnets eller den unges behov. Ifølge ombudsmanden må en kommune derfor af hensyn til barnets bedste hurtigst muligt træffe en afgørelse om eventuel videreanbringelse. Døgninstitutionen havde konstant været overbelagt i halvandet år. Ombudsmanden var enig med Esbjerg Kommune i, at belægningen på en institution skal tilpasses institutionens kapacitet, og at overbelægning kan have en række negative konsekvenser for børnene. Med konstant overbelægning i mindst halvandet år fandt ombudsmanden, at det havde været ønskeligt, at Esbjerg Kommune på et tidligere tidspunkt havde oprettet yderligere akutpladser. Ombudsmanden orienterede Folketingets Retsudvalg, Folketingets Socialudvalg, Ministeriet for Børn, Ligestilli
Folketingets Ombudsmand · 4. oktober 2014PrincipielI november 2013 modtog ombudsmanden en anonym henvendelse om planlagte besparelser på anbringelsesområdet i Guldborgsund Kommune. Det fremgik bl.a. af materialet, at de enkelte sagsbehandlere skulle gennemgå alle deres anbringelsessager og inddele dem i tre kategorier – A, B og C. Sagsbehandlerne skulle derefter kontakte de anbringelsessteder, hvor der var anbragt børn, med henblik på at få nedsat anbringelsesomkostningerne med 10-15 % af den nuværende pris. Hvis det ikke lykkedes, skulle barnet hjemtages til kommunen, eller der skulle findes et billigere tilbud til barnet. Formålet med processen var at hjemtage eller forkorte anbringelsen for 30 % af børnene i kategori A (børn, hvis behov nødvendiggjorde en særlig kvalificeret indsats på et opholdssted eller en døgninstitution) samt hjemtage 30-40 % af de anbragte børn i kategori C (børn anbragt i en plejefamilie). Derudover ville kommunen indføre et såkaldt mindsteindgrebsprincip i arbejdet med anbringelserne. Den anonyme henvendelse gav ombudsmanden anledning til at rejse en sag over for Guldborgsund Kommune. I en redegørelse for sagen gennemgik ombudsmanden både de overordnede retlige principper, der gælder på anbringelsesområdet, og hjemmelsgrundlaget i serviceloven for at hjemtage anbragte børn eller flytte dem til et andet anbringelsessted. Ombudsmanden gav udtryk for bekymring over det forhold, at det materiale, han hav
Folketingets Ombudsmand · 26. oktober 2012PrincipielOmbudsmanden rejste på baggrund af en konkret sag om samvær mellem en pige anbragt uden for hjemmet og henholdsvis hendes forældre og bedsteforældre en sag af egen drift. Egen drift-sagen handlede om, hvilken myndighed – kommunen eller børn og unge-udvalget – der efter servicelovens regler skal træffe afgørelse i de forskellige typer af sager om samvær med anbragte børn. Ombudsmanden udtalte, at det afgørende for, om det er kommunen eller børn og unge-udvalget, der skal træffe afgørelse efter servicelovens § 71, stk. 1-3, ikke er den personkreds, der skal træffes afgørelse i forhold til, men hvor indgribende afgørelsen er. Hvis samværet f.eks. skal begrænses til mindre end én gang om måneden, eller samværet skal være overvåget, skal børn og unge-udvalget træffe afgørelsen, uanset om afgørelsen retter sig mod forældrene eller andre personer i netværket. Mindre indgribende afgørelser om samvær med det anbragte barn skal træffes af kommunens forvaltning. (J.nr. 12/02371)