Kommunerne · 22. marts 2017I forlængelse af et tilsynsbesøg i et kommunalt botilbud behandlede ombudsmanden tre sager om etablering af døralarmer i boligerne hos tre beboere med nedsat psykisk funktionsevne. Formålet med alarmerne var at advisere personalet, hvis beboerne, som havde problemskabende adfærd, forlod deres boliger, så risiko for skade på beboerne selv eller andre kunne afværges. Efter serviceloven skal kommunen godkende anvendelsen af døralarmer, før de installeres. Ombudsmanden måtte imidlertid lægge til grund, at der var opsat døralarmer hos de tre beboere, uden at der var truffet afgørelse om det, og dermed uden det fornødne retlige grundlag. Det anså ombudsmanden for meget kritisabelt. Ombudsmanden havde ikke grundlag for at kritisere den anvendelsesperiode for alarmerne, som kommunen fastsatte, da den senere traf afgørelser, men fandt det beklageligt, at kommunen ikke i nogen af sagerne foretog revurdering af behovet for fortsat anvendelse af alarmerne senest efter otte måneder, som det kræves efter magtanvendelsesbekendtgørelsen. Ombudsmanden konstaterede desuden, at dokumentationen var utilstrækkelig på flere punkter i alle sagerne. Bl.a. af den grund kunne ombudsmanden ikke endeligt vurdere, om de berørte beboere og deres pårørende/værger i tilstrækkelig grad var blevet inddraget forud for kommunens afgørelser i sagerne. Yderligere anså ombudsmanden det for meget beklageligt, at afgø
Børne- og Socialministeriet · 12. juni 2016En far, som var værge for sin mentalt retarderede datter, fik afslag på at få behandlet en klage ved Ankestyrelsen. Faren ønskede at klage over, at kommunen ikke ville anvende magt over for hans datter, idet han ønskede, at datteren i medfør af servicelovens § 125, stk. 1, skulle have en GPS på sig, så man kunne sikre, at hun ikke forlod den institution, hvor hun boede. Ombudsmanden kunne ikke kritisere Ankestyrelsens afslag på at behandle farens klage. Ombudsmanden mente dog, at det var uklart, hvordan klagereglerne i servicelovens § 133, stk. 1 og 3, skulle forstås, og om Ankestyrelsen havde ret i, at det ville være i strid med formålet med servicelovens regler om magtanvendelse, hvis værger m.fl. havde mulighed for at klage over en kommunes afslag på at anvende magt. Ombudsmanden orienterede derfor efter ombudsmandslovens § 12, stk. 1, Folketinget og Børne- og Socialministeriet om sagen, med henblik på at det kunne overvejes, om der var behov for en afklaring af retstilstanden via lovgivning. (Sag nr. 16/01606)
Kommunerne · 24. februar 2014Ombudsmanden rejste i forlængelse af et besøg i et botilbud for bl.a. demente en sag om brugen af særlige døråbnere. Botilbuddet havde taget særlige døråbnere i brug i forhold til en kvindelig beboer for at forhindre kvinden i at forlade botilbuddet og derved udsætte sig selv eller andre for fare. Ombudsmanden kunne ikke kritisere vurderingen af, at der var behov for særlige døråbnere for at beskytte kvinden, men han mente, at det var meget kritisabelt, at døråbnerne var i brug i en periode, uden at der var truffet afgørelse om det i forhold til kvinden. Ombudsmanden kritiserede endvidere, at afgørelsen ikke blev meddelt til nogen. Han mente, at ægtefællen til den kvindelige beboer burde have modtaget meddelelse om afgørelsen. Ombudsmanden udtalte også, at såvel botilbuddet som kommunen burde have iagttaget reglerne om bl.a. registrering og indberetning af samt opfølgning på den magtanvendelse, som brugen af døråbnerne udgjorde. Ombudsmanden valgte at underrette det stedlige socialtilsyn om sagen. (Sag nr. 12/01242)
Kommunerne · 29. oktober 2013En far klagede på vegne af sin voksne søn, som han også var værge for, over, at et kommunalt bo- og opholdssted ikke konsekvent anvendte den GPS, som kommunen havde truffet afgørelse om måtte anvendes i forhold til sønnen. I sagen traf kommunen – i medfør af servicelovens § 125, stk. 1 – afgørelse om magtanvendelse i forhold til sønnen i form af anvendelse af bl.a. en GPS. Tilladelsen til anvendelsen af GPS’en blev givet for en periode af 8 måneder. Faderen gjorde i sin klage til ombudsmanden gældende, at det kommunale bo- og opholdssted herefter havde pligt til konsekvent at anvende en GPS i forhold til hans søn. Det var modsat kommunens opfattelse, at afgørelsen om, at der kunne anvendes en GPS over for sønnen, ikke medførte en automatisk pligt til også at anvende GPS’en. Ombudsmanden konstaterede, at anvendelse af en GPS og andre personlige alarm- og pejlesystemer – i overensstemmelse med bestemmelsen i serviceloven og forarbejderne hertil – måtte anses for et indgreb i selvbestemmelsesretten og et udtryk for magtanvendelse. Ombudsmanden pegede endvidere på – ligeledes i overensstemmelse med lovgrundlaget og forarbejderne hertil – at en afgørelse om magtanvendelse altid skal stå i rimeligt forhold til det, der søges opnået ved magtanvendelsen, ligesom magtanvendelsen skal være så skånsom og kortvarig som muligt. Heri ligger også, at der skal foretages en løbende vurdering af