Straffeloven

Straffeloven § 260

7 publikationer om § 260 i straffeloven, udvalgt og forklaret af dom.dk.

Myndigheder 7

· 28. oktober 2025

Højesteret ændrer landsrettens dom og nedsætter derfor i medfør af erstatningsansvarslovens § 24, stk. 1, erstatningsansvaret, således at appellanten skal betale 250.000 kr

Højesteret - Statens regreskrav blev nedsat Statens regreskrav blev nedsat Statens regreskrav blev nedsat, selv om kravet vedrørte forsætlig vold Sag BS-15705/2025-HJR Dom afsagt den 28. oktober 2025 Appellant, tidligere Sagsøgte mod Civilstyrelsen I 2007 blev Appellant, tidligere Sagsøgte idømt 3 måneders betinget fængsel for vold, ulovlig tvang og vidnetrusler begået over for Person 1. Forholdene bestod i bl.a., at Appellant, tidligere Sagsøgte havde tildelt Person 1 flere knytnæveslag i ansigtet og på kroppen, revet hende i håret, så hun faldt ned på jorden, hvor Appellant, tidligere Sagsøgte tildelte Person 1 et spark på kroppen. Person 1 fik en flænge over højre øje og et bøjet ribben. Person 1 gennemgik herefter et flerårigt forløb i kommunalt regi med henblik på udredning af sin arbejdsevne. Som følge af overfaldet fik Person 1 udbetalt en erstatning fra staten på ca. 4 mio. kr. for navnlig et erhvervsevnetab på 85 %, der i det væsentlige kunne henføres til, at hun var blevet diagnosticeret med PTSD. Staten rettede et regreskrav mod Appellant, tidligere Sagsøgte for den erstat … Resultat: Appellant, tidligere Sagsøgte skal betale 250.000 kr. til Civilstyrelsen. I sagsomkostninger for byretten skal Civilstyrelsen betale 78.750 kr. til Appellant, tidligere Sagsøgte. I sagsomkostninger for landsretten skal Civilstyrelsen betale 2.000 kr. til Appellant, tidligere Sagsøgte og 80.718,75 kr. til statskassen. Beløbet på 80.718,75 kr. skal indbetales til Højesteret, der efter dækning af udgifterne for statskassen i forb

· 5. februar 2024

Sag om hvorvidt en kommune har krænket sagsøgernes ret til beskyttelse mod umenneskelig og nedværdigende behandling efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, som følge af at kommunen ikke iværksatte foranstaltninger, der kunne forhindre overgreb

Kommune frifindes for erstatningsansvar for mors mishandling af egne børn Dom afsagt: 5. februar 2024 Sagen kort: En kvinde blev i efteråret 2021 fundet skyldig i at have udsat sine fire børn for mishandling, vanrøgt, nedværdigende behandling og ulovlig tvang under børnenes ophold i kvindens hjem. Overgrebene blev begået fra 1996 til 2020. Efterfølgende fremsatte børnene krav om erstatning mod Sagsøgte (Kommune). Sagsøgte (Kommune) modtog i perioden fra 2005 til 2020 flere underretninger med oplysninger, der gav anledning til bekymring for børnenes forhold. Sagsøgte (Kommune) undersøgte forholdene i hjemmet, men lod børnene blive boende hos deres mor. Børnene mente, at kommunen dermed blev ansvarlig for, at overgrebene mod børnene kunne fortsætte gennem de mange år. Sagens resultat: Sagsøgte (Kommune) blev frifundet for det fremsatte erstatningskrav. Retten har vurderet, at Sagsøgte (Kommune) har reageret på de enkelte underretninger på en relevant og hensigtsmæssig måde, når der tages udgangspunkt i de konkrete oplysningerne i de enkelte underretninger. De enkelte underretninger ind … Resultat: Sagsøgte (Kommune) frifindes. Statskassen skal til Sagsøgte (Kommune) betale 500.000 kr. i sagsomkostninger. 223 Beløbet skal betales inden 14 dage. Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a. Publiceret til portalen d. 05-02-2024 kl. 10:00 Modtagere: Sagsøgte (Kommune), Advokat (H) Jacob Caroc Claus Schall Holberg, Sagsøger 3, Sagsøger 2, Sagsøger 4, Advokat (H) Mads Krøger Pramming, Sagsøger 1

· 22. september 2023

Sag om, hvorvidt styrelse har et regreskrav mod sagsøgte efter lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser

Sagens baggrund og parternes påstande Under denne sag, der er modtaget den 2. september 2021, har sagsøgeren, Civilstyrelsen, påstået Sagsøgte dømt til at betale 2.317.285,88 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente af 2.165.000 kr. fra den 12. september 2020 til betaling sker. Sagsøgte har påstået frifindelse. Sagen drejer sig om, hvorvidt Civilstyrelsen har et regreskrav mod Sagsøgte efter § 17 i lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser. Sagens nærmere omstændigheder Ved Retten i Odenses dom af 15. maj 2007 blev Sagsøgte dømt for overtrædelse af straffelovens § 123, § 244, samt § 260, stk. 1, og 2 straffet med fængsel i 3 måneder, der blev gjort betinget med vilkår om prøve-tid i 1 år. Hændelsen, der førte til dommen, fandt sted den 10. februar 2007, og den foru-rettede i sagen var Person. Person var efter hændelsen i et mangeårigt kommunalt for-løb med henblik på udredning af sin arbejdsevne, og i den forbindelse er der indhentet oplysninger om hendes helbredsforhold. Af en lægeattest til Odense Kommune fra Persons egen læge af 7. maj 2014 fremgår blandt andet følgend … Resultat: Sagsøgte skal til Civilstyrelsen betale 2.317.285,88 kr. med procesrente fra den 12. september 2020 af 2.165.000 kr. Sagsøgte skal til Civilstyrelsen betale sagsomkostninger med 82.750 kr. Beløbene skal betales inden 14 dage. Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a. Publiceret til portalen d. 22-09-2023 kl. 10:00 Modtagere: Sagsøgte, Advokat (H) Aleksander Lind, Sagsøger Civilstyrelsen, Advokat (H) Klaus Ew

· 24. marts 2023

Sagerne drejer sig om, hvorvidt de sagsøgte kommuner, skal afholde de udgifter, som er forbundet med anbringelsen af to brødre på institution i Danmark. Hvis det er tilfældet, handler sagerne tillige blandt andet om, hvorvidt den sagsøgende kommune, kan kræve alle sine udgifter dækket af de sagsøgte kommuner og om, hvorvidt dele af den sagsøgende kommunes krav er forældet eller bortfaldet ved retsfortabende passivitet

Påstande Kommuneqarfik Sermersooq har i sag BS-45495/2021-VLR nedlagt påstand om, at Lolland Kommune skal betale 11.310.157,40 kr. med procesrente fra den 10. februar 2021, subsidiært et af retten fastsat mindre beløb. Lolland Kommune har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb. Lolland Kommune har nedlagt selvstændig påstand om, at Kommuneqarfik Sermersooq skal anerkende, at Kommuneqarfik Sermersooq er rette betalings- 3 kommune for Person 1, og at Kommuneqarfik Sermersooq dermed er forpligtet til at afholde udgifter vedrørende ydelser til Person 1. Kommuneqarfik Sermersooq har i sag BS-45497/2021-VLR nedlagt påstand om, at Randers Kommune skal betale 8.638.805,50 kr. med procesrente fra den 10. februar 2021, subsidiært et af retten fastsat mindre beløb. Randers Kommune har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb. Randers Kommune har nedlagt selvstændig påstand om, at Kommuneqarfik Sermersooq skal anerkende, at Kommuneqarfik Sermersooq er rette betalings-kommune for Person 2, og at Kommuneq … Resultat: Randers Kommune skal inden 14 dage til Kommuneqarfik Sermersooq betale 2.769.390 kr. med procesrente fra den 10. februar 2021. Lolland Kommune skal inden 14 dage til Kommuneqarfik Sermersooq betale 2.413.851 kr. med procesrente fra den 10. februar 2021. Kommuneqarfik Sermersooq frifindes for de selvstændige påstande, der er nedlagt af Randers Kommune og Lolland Kommune. I sagsomkostninger skal Randers Kommune betale 254.000 kr

· 17. december 2021

Sag om forældremyndighed, bopæl samt fordeling af samvær

Sagens baggrund og parternes påstande Familieretten har modtaget sagen den 13. april 2021. Far har fremsat påstand om, at der fastsættes 10 overvågede samvær med Barn, Født 2019, i Familieretshuset. Samværene skal gennemføres snarest muligt og have en varighed på op til 1½ time og afvikles efter Familieretshusets nærmere bestemmelse. Over for Mors selvstændige påstand vedrørende forældremyndighed har Far påstået frifindelse, således at parterne fortsat har fælles forældremyndighed over Barn. Såfremt den fælles forældremyndighed skal ophæves, har Far 2 subsidiært fremsat påstand om, at forældremyndigheden over Barn tillægges Far alene. Mor har fremsat påstand om frifindelse, således at der ikke for tiden fastsættes samvær mellem Barn og Far. Mor har fremsat selvstændig påstand om, at den fælles forældremyn-dighed over Barn, Født 2019, ophæves og tillægges Mor alene. Oplysningerne i sagen Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a. Mor har midlertidig forældremyndigheden og Barn i henhold til Fami-lieretshusets afgørelse af 29. juni 2020. Famili … Resultat: 16 Den fælles forældremyndighed ophæves, og Mor skal have forældre-myndigheden alene over Barn,Født 2019. Barn skal for tiden ikke have samvær med Far. Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part eller til statskas-sen.

Udlændinge- og Integrationsministeriet · 23. marts 2017

Ulovlig instruks om adskilt indkvartering af alle 15-17-årige asylansøgere og deres ægtefæller eller samlevere

Den 10. februar 2016 udsendte Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet en pressemeddelelse om, at ingen asylansøgere under 18 år fremover måtte indkvarteres i danske asylcentre sammen med en ægtefælle eller samlever. Pressemeddelelsen blev samtidig sendt som en instruks til Udlændingestyrelsen. Ombudsmanden indledte en generel sag om lovligheden af instruksen. Ombudsmanden konkluderede, at det efter bl.a. almindelige forvaltningsretlige principper og internationale konventioner var et krav, at der blev foretaget en konkret vurdering af de enkelte sager om adskilt indkvartering. Selv om det måtte lægges til grund, at det ikke havde været ministeriets samlede intention at pålægge Udlændingestyrelsen en ulovlig praksis, var instruksen – som var kategorisk og undtagelsesfri – derfor efter sit indhold ulovlig. Ombudsmanden fandt, at ministeriets fremgangsmåde i sagen var meget vanskelig at forstå og meget risikabel i forhold til ministeriets grundlæggende pligt til at sikre lovlig administration på området. Sammenfattende fandt han ministeriets fremgangsmåde særdeles kritisabel. Det blev under ombudsmandens behandling af sagen oplyst, at der i november 2016 ikke længere var par, som mod deres vilje var indkvarteret adskilt. Endvidere udfærdigede ministeriet i december 2016 et notat om fortolkningen af Danmarks internationale forpligtelser i sager om Udlændingestyrelsens indkva

Vis alle 7
· 4. juni 2014

Sagen vedrører blandt andet en række indgreb mod sagsøger i form af indsættelse i sikringscelle, indsættelse i observationscelle, overførsel mellem institutioner under kriminalforsorgen, udelukkelse fra fællesskab og magtanvendelse fra fængselspersonalet i tiden fra sagsøger blev idømt forvaring i højesteret, og til han blev overført til psykiatrihospital. Påstand om erstatning

Sagen vedrører en række indgreb mod Sagsøger i form af indsættelse i sikrings-celle, indsættelse i observationscelle, overførsel mellem institutioner under kriminalforsor-gen, udelukkelse fra fællesskab og magtanvendelse fra fængselspersonalet i tiden fra Sagsøger ved Højesterets dom af 15. marts 1999 blev idømt forvaring, og til han den 26. maj 2009 blev overført til Sikringsafdelingen på Psykiatrihospitalet Nykøbing Sjæl-land. Sagen vedrører herudover påstået mangelfuld efterforskning af indgrebenes beretti-gelse og et under hovedforhandlingen fremsat anbringende om manglende krav på aktind-sigt i begrundelserne for udelukkelse fra fællesskab. Sagsøger har under hoved-forhandlingen meddelt, at påstandene alene vedrører de indgreb, der er foretaget fra og med indsættelsen i sikringscelle den 10. august 2003. Det er ved indledningen af hovedforhandlingen oplyst, at Sagsøger har søgt fri proces. Efter det den 26. maj 2014 oplyste er et tidligere meddelt afslag hjemvist til fornyet behandling. Der er således endnu ikke truffet afgørelse herom. - 4 - Sagsfremstilling Forvaringsdommen Ve … Resultat: I forhold 1 frifindes tiltalte, Sagsøger. I forhold 2 findes tiltalte skyldig i overtrædelse af straffelovens § 266. I forhold 3 findes tiltalte skyldig i overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1. - 97 - Sanktion Der er afgivet 12 stemmer for, at tiltalte på gerningstidspunktet har været util-regnelig på grund af sindssygdom eller en tilstand, der må sidestilles med sindssygdom. Retten har lagt vægt på Retslægerådets erklæringer

Straffeloven § 260 – afgørelser og praksis · dom.dk