· 8. november 2023Påstande i sag mod efterretningstjenester afvist Dom afsagt: 8. november 2023 Østre Landsret har afsagt dom i sagen anlagt af Sagsøger mod Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE). Landsretten har bestemt, at Sagsøger ikke kan få domstolsprøvet sine påstande mod PET og FE, da han mangler retlig interesse heri Østre Landsret har afsagt dom i sagen anlagt af Sagsøger mod Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE). Landsretten har bestemt, at Sagsøger ikke kan få domstolsprøvet sine påstande mod PET og FE, da han mangler retlig interesse heri. Sagsøger oplyste under sagen, at han ønsker at få genoptaget en straffesag i Spanien, hvori han er idømt fængsel i 8 år for integrering i en terrororganisation. Til brug herfor ønskede Sagsøger at få dom i Danmark for, at der mellem Sagsøger og henholdsvis PET og FE havde bestået et samarbejde, herunder i forbindelse med rejser til Syrien i 2013 og 2014. Landsretten afviste ved dommen at prøve Sagsøgers påstande om et samarbejde, da en prøvelse ikke ville have betydning for …
Resultat: Sagsøgers påstande afvises. I sagsomkostninger skal statskassen inden 14 dage betale 60.000 kr. til Politiets Efterretningstjeneste og 60.000 kr. til Forsvarets Efterretningstjeneste. Beløbene forrentes efter rentelovens § 8 a. Publiceret til portalen d. 08-11-2023 kl. 10:00 Modtagere: Sagsøgte Forsvarets Efterretningstjeneste, Sagsøger, Sagsøgte Politiets Efterretningstjeneste
Social- Bolig- og Ældreministeriet · 16. august 2023En pensionist klagede til ombudsmanden over Udbetaling Danmark og Ankestyrelsen. Pensionisten og hans ægtefælle havde begge fået afslag på supplerende pensionsydelse (ældrecheck), da deres samlede formue oversteg formuegrænsen herfor. Sagen angik for det første, om det var uberettiget, at Udbetaling Danmark havde truffet afgørelserne uden ansøgninger fra ægtefællerne, og at Udbetaling Danmark samtidig havde indhentet registrerede formueoplysninger om begge ægtefæller. Ud fra en fortolkning af pensionsloven og dens forarbejder fandt ombudsmanden ikke grundlag for kritik heraf. For det andet var spørgsmålet, om det var uberettiget, at Udbetaling Danmark i afslagene havde videregivet oplysninger om den anden ægtefælles formue. Oplysninger om privatpersoners formueforhold måtte generelt anses for fortrolige, og da hver af ægtefællernes egen formue i sig selv oversteg formuegrænsen for ældrecheck, var videregivelsen af oplysningerne ikke nødvendig for at opfylde begrundelseskravet i forvaltningslovens §§ 22-24. Imidlertid havde ægtefællerne ret til partsaktindsigt i oplysninger om den andens formue, og på den baggrund fandt ombudsmanden, at Udbetaling Danmark ikke havde overtrådt sin tavshedspligt ved at anføre oplysningerne om ægtefællens formueforhold i sine afgørelser. Ombudsmanden bemærkede i den forbindelse, at den almindelige tavshedspligt ikke begrænser partsaktindsigt, jf. f
Regionerne · 21. december 2022Region Syddanmark havde i en konkret sag skrevet til en borger, at det var en sædvanlig del af en fratrædelsesaftale i Region Syddanmark, at aftalens indhold var underlagt fortrolighed. Det var ombudsmandens opfattelse, at en offentlig myndighed ikke på den standardiserede, generelle måde, som det var sket i regionen, kunne indgå aftaler om tavshedsklausuler. Ombudsmanden anførte, at en sådan aftale skulle være konkret begrundet i vægtige saglige interesser i den enkelte sag. Aftalen skulle desuden være forenelig med reglerne om aktindsigt efter bl.a. offentlighedsloven, ligesom forholdet til reglerne om offentligt ansattes ytringsfrihed ville skulle inddrages i vurderingen af aftalens saglighed og proportionalitet. Da Region Syddanmark var ophørt med som standard at anvende tavshedsklausuler i fratrædelsesaftaler, foretog ombudsmanden sig ikke mere vedrørende regionens anvendelse af sådanne klausuler. Det ville være forbundet med et stort ressourceforbrug for Region Syddanmark af egen drift dels at fremfinde de sager, hvor en (tidligere) medarbejder ifølge en fratrædelsesaftale var underlagt en tavshedsklausul af den omhandlede karakter, dels at kontakte den pågældende og orientere om, at tavshedsklausulen ikke ville blive håndhævet af regionen. Det gav derfor ikke ombudsmanden anledning til bemærkninger, at regionen undlod dette. Efter ombudsmandens opfattelse kunne en henven
Sundhedsministeriet · 10. juni 2022Sundhedsministeriet havde givet en journalist afslag på aktindsigt i dokumenter, der vedrørte COVID-19. Dokumenterne omhandlede et udkast til ændring af epidemiloven, nogle interne mails og en orientering til Folketingets sundhedsordførere om udstedelsen af en række bekendtgørelser. Ministeriet mente ikke, at miljøoplysningsloven skulle anvendes. Ombudsmanden udtalte, at der i den foreliggende sag var to forhold, der kunne føre til anvendelse af miljøoplysningsloven. Det ene var, at oplysninger om smitte med COVID-19 generelt har karakter af oplysninger om menneskers sundhedstilstand efter lovens § 3, nr. 6, jf. nr. 1, det andet var, at der var tale om oplysninger, som vedrører foranstaltninger i lovens § 3, nr. 3’s forstand, og som påvirker eller kan påvirke de enkelte miljøelementer, der er nævnt i nr. 1. Ved vurderingen efter § 3, nr. 6, jf. nr. 1, var det afgørende, om der er den fornødne relation mellem menneskers sundhedstilstand og tilstanden i miljøelementet ”luft”. Ombudsmanden havde ikke holdepunkter for at tilsidesætte myndighedernes sundhedsfaglige vurdering af smittemåder for COVID-19 og havde herefter ikke grundlag for at tilsidesætte ministeriets vurdering af, at § 3, nr. 6, jf. nr. 1, ikke fandt anvendelse. Ombudsmanden mente heller ikke, at miljøoplysningslovens § 3, nr. 3, fandt anvendelse, da der ikke var tale om foranstaltninger, der ”kan” påvirke miljøeleme
Skattemyndighederne · 9. januar 2022En kvinde klagede til ombudsmanden over, at Gældsstyrelsen ikke inddrev de forhøjede (ikke-forskudsvis udlagte) børnebidrag, som hendes tidligere ægtefælle – der boede i Grønland – var pålagt at betale til deres fælles barn. Kvinden var utilfreds med bl.a., at styrelsen ikke ville oplyse hende om sagens status, herunder om sagen var sendt til de grønlandske myndigheder med henblik på bistand til inddrivelsen. Kvinden havde fra Gældsstyrelsen fået oplyst, hvad den aktuelle restance var, og at den endnu ikke var dækket. Kvinden havde også fået oplyst bl.a., at oversendelsen til Grønland var kompliceret af manglende processer og implementering af et nyt inddrivelsessystem i Grønland. Gældsstyrelsen mente ikke, at kvinden kunne få yderligere oplysninger, og henviste til den særlige tavshedspligtsbestemmelse i skatteforvaltningslovens § 17 og til, at hun ikke var part i inddrivelsessagen. Styrelsen kunne derfor ikke oplyse om eventuelle inddrivelsesskridt over for den tidligere ægtefælle eller om samarbejdet mv. med de grønlandske myndigheder om inddrivelsen. Ombudsmanden forstod, at Gældsstyrelsen – på linje med det, som fremgik af ombudsmandens sag FOB 2022-17 – havde vurderet, hvilke oplysninger kvinden kunne få, med udgangspunkt i en vurdering af, om hun var part i afgørelsessager om inddrivelsen. Det gav ikke ombudsmanden anledning til bemærkninger, at styrelsen havde vurderet,
Skattemyndighederne · 7. januar 2022Underholdsbidrag, der ikke er udlagt forskudsvis af det offentlige, kan inddrives af Gældsstyrelsen, hvis bidragsyderen ikke betaler. Ombudsmanden har af egen drift undersøgt, hvilke rettigheder bidragsmodtagere har i forbindelse med inddrivelsen, herunder hvilke oplysninger bidragsmodtageren kan få. Ombudsmanden tilkendegav, at en bidragsmodtagers rettigheder i første række afhænger af, om bidragsmodtageren har partsstatus i forbindelse med inddrivelsen. Dette spørgsmål må afgøres ud fra en vurdering af bidragsmodtagerens interesse i udfaldet af den afgørelsessag, der i en given sammenhæng er tale om. Ombudsmanden fandt, at bidragsmodtageren som udgangspunkt ikke er part i sager, hvor der træffes afgørelser om konkrete inddrivelsesskridt mod bidragsyderen, f.eks. afgørelser om lønindeholdelse eller modregning. Derimod mente ombudsmanden, at bidragsmodtageren har partsstatus i afgørelsessager om eksistensen og størrelsen af bidragsmodtagerens fordring, f.eks. en sag om forældelse. Når bidragsmodtageren er part i en afgørelsessag i forbindelse med inddrivelsen, har bidragsmodtageren de partsrettigheder, som fremgår af forvaltningsloven, herunder ret til partsaktindsigt. I de tilfælde, hvor bidragsmodtageren ikke er part, skal spørgsmålet om aktindsigt afgøres efter reglerne i offentlighedsloven. Muligheden for at få indsigt i dokumenter om inddrivelsen vil i disse tilfælde være
Vis alle 15
Skattemyndighederne · 9. december 2015En journalist klagede over, at Skatteministeriet havde afslået aktindsigt i en række dokumenter, der var udvekslet som led i lovforberedende arbejde. Dokumenterne var undtaget efter ministerbetjeningsreglen i offentlighedslovens § 24. Journalisten mente, at ministeriet strakte § 24 til det yderste, da formålet med bestemmelsen efter journalistens opfattelse var, at kun luftige ideer osv. skulle kunne udveksles i et ”frirum”. Det var ombudsmanden ikke enig med journalisten i. Efter ombudsmandens opfattelse vil der i den politiske ministerbetjening tværtimod ofte indgå konkrete, fagkyndige vurderinger fra embedsværkets side. Ombudsmanden kunne for langt de fleste dokumenters vedkommende ikke kritisere ministeriets anvendelse af § 24. Der var dog enkelte dokumenter, som ministeriet ikke kunne undtage efter § 24, idet de måtte betragtes som eksterne. Sagen rejste også et spørgsmål om anvendelsen af den særlige tavshedspligtsbestemmelse i skatteforvaltningslovens § 17. Der kunne således stilles spørgsmål ved, om en bestemt oplysningstype, som ministeriet havde undtaget, overhovedet var en fortrolig oplysning i § 17’s forstand. Ombudsmanden udtalte også, at Skatteministeriets sagsbehandlingstid på 76 arbejdsdage var alt for lang. (Sag nr. 15/01892)
Skattemyndighederne · 28. april 2015En journalist klagede til ombudsmanden over, at Skatteministeriet havde givet delvist afslag på aktindsigt i oplysninger om Skatteministeriets møder med lobbyister vedrørende ændring af nordsøbeskatningen i 2013. Skatteministeriet undtog bl.a. dokumenter og oplysninger med den begrundelse, at de var omfattet af den særlige tavshedspligt i skatteforvaltningslovens § 17 og dermed ikke omfattet af retten til aktindsigt, jf. offentlighedslovens § 35. Ombudsmanden kunne som udgangspunkt ikke kritisere, at ministeriet undtog oplysninger, herunder navnene på de virksomheder, der deltog i møderne, i en række dokumenter med henvisning til offentlighedslovens § 35, jf. skatteforvaltningslovens § 17. Ombudsmanden bemærkede dog, at navnet på en medarbejder hos SKAT ikke kunne undtages med hjemmel i offentlighedslovens § 35, jf. skatteforvaltningslovens § 17. Ombudsmanden konstaterede desuden, at en række navngivne olie- og gasselskaber i forbindelse med regeringens ændring af nordsøbeskatningen havde udtrykt deres holdninger til ændring af nordsøbeskatningen offentligt – bl.a. i medierne og i en henvendelse til Folketingets Klima-, Energi- og Bygningsudvalg. Det havde også tidligere været omtalt i pressen, at en række navngivne olie- og gasselskaber hyrede kommunikationsfirmaer for at forsøge at påvirke forhandlingerne om ændring af nordsøbeskatningen. Det fremgik ikke af Skatteministeriet
Skattemyndighederne · 12. november 2014En journalist klagede til ombudsmanden over, at Skatteministeriet havde givet ham delvist afslag på aktindsigt i dokumenter udvekslet mellem Kammeradvokaten, SKAT og Skatteministeriet til brug for et juridisk responsum, som Skatteministeriet havde bedt Kammeradvokaten om at udarbejde. Kammeradvokatens undersøgelse – som blev iværksat på baggrund af Rigsrevisionens og Statsrevisorernes kritik af området for ejendomsvurdering – skulle afdække, om SKATs praksis havde ligget inden for lovens rammer. Det fremgik, at selve responsummet og en fortegnelse over de bilag, som myndighederne havde stillet til rådighed for Kammeradvokaten, forinden var blevet offentliggjort på Skatteministeriets hjemmeside. Ombudsmanden var enig med Skatteministeriet i, at brevvekslingen med Kammeradvokaten skete i en sammenhæng, hvor en retssag måtte underforstås som en nærliggende mulighed, og at offentlighedslovens § 27, nr. 4 – om brevveksling med sagkyndige til brug i retssager eller ved overvejelse af, om retssag bør føres – derfor som udgangspunkt fandt anvendelse på de undtagne dokumenter. Det var imidlertid ombudsmandens opfattelse, at det burde være indgået i Skatteministeriets overvejelser, at selve responsummet og bilagsfortegnelsen var offentliggjort på Skatteministeriets hjemmeside, hvormed hensynet til fortrolighed – i hvert fald for så vidt angik det, der fremgik af disse dokumenter – måtte
Skattemyndighederne · 29. august 2014Da ombudsmanden i 2005 via et fremsat lovforslag blev bekendt med, at restanceinddrivelsen skulle samles hos en central inddrivelsesmyndighed, og at der skulle etableres et nyt fælles IT-system (EFI), bad ombudsmanden Skatteministeriet om en udtalelse om, hvordan ministeriet ville sikre, at det planlagte nye IT-system blev indrettet, så det opfyldte de forvaltningsretlige krav. Først næsten 9 år senere – og efter at det nye IT-system delvist var blevet sat i drift – modtog ombudsmanden en beskrivelse af, hvorledes de forvaltningsretlige krav ville blive overholdt i IT-systemet. Ombudsmanden anså det for utilfredsstillende, at en dækkende beskrivelse af, hvorledes de forvaltningsretlige krav ville blive overholdt i det nye IT-system, først blev tilvejebragt efter, at systemet delvist var sat i drift. Derudover anså ombudsmanden det for meget beklageligt, at Skatteministeriet måtte konstatere, at der ikke under udviklingen af det nye IT-system syntes at have været løbende dokumentation mv. af systemets overholdelse af de forvaltningsretlige krav. Ombudsmanden kom med en række generelle betragtninger om forudsætningerne for en forsvarlig tilrettelæggelse af arbejdet med at udvikle nye IT-systemer til det offentlige, og tilkendegav, at en endelig stillingtagen til, om EFI tilstrækkeligt understøttede en korrekt anvendelse af de forvaltningsretlige regler, måtte ske i forbindelse me
Kulturministeriet · 13. maj 2014En nyhedsvært i DR fik i maj 2013 offentliggjort en privat kronik i en avis. I kronikken gav han udtryk for sin stærke modvilje mod religion. Nyhedsværten blev i slutningen af maj 2013 indkaldt til en tjenstlig samtale med sin nærmeste chef. På mødet fik han en tjenstlig påtale og fik samtidig besked om, at hvis han fremover ville fremføre sine private holdninger i det offentlige rum, skulle han forinden indhente tilladelse fra sin nærmeste chef. I oktober 2013 blev reaktionen over for nyhedsværten omtalt i medierne, og ombudsmanden besluttede af egen drift at gå ind i sagen. Først i november 2013 tilbagekaldte DR den pålagte og grundlovsstridige censurordning. DR udfærdigede i stedet en ny ledelsesreaktion til nyhedsværten, som gik ud på, at han ved fremtidige lignende ytringer måtte påregne, at det kunne blive nødvendigt at omplacere ham. I ombudsmandens redegørelse i sagen godkendte han DRs retningslinjer for medarbejdernes private ytringer. Ombudsmanden fandt samtidig, at DRs håndtering af den konkrete sag lå klart uden for disse retningslinjer, og at det var særdeles kritisabelt, at DR bl.a. havde iværksat en censurordning i strid med grundlovens § 77. Ombudsmanden udtalte også, at det var vanskeligt at forstå, at DRs forretningsgange havde muliggjort sådanne fejl. Da den nye ledelsesreaktion fra november 2013 ikke indeholdt nogen nærmere forklaring på, hvorfor kronikken v
Statsministeriet · 25. juni 2012Et folketingsmedlem var efter et valg kandidat til en ministerpost. Inden regeringen blev dannet, blev han indkaldt til et møde i Statsministeriet med deltagelse af bl.a. departementscheferne for Statsministeriet og Justitsministeriet. På mødet fik han vist et notat udarbejdet af Politiets Efterretningstjeneste, der indeholdt oplysninger, som ministerierne mente var til hinder for, at han kunne opnå den fornødne sikkerhedsgodkendelse for at blive minister. Han blev samtidig meddelt et tavshedspålæg med hensyn til oplysningerne i notatet. Han bad senere om aktindsigt i notatet hos Justitsministeriet, men det blev afslået. Folketingsmedlemmet klagede gennem sin advokat til ombudsmanden. Ombudsmanden udtalte, at han ikke havde tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte myndighedernes vurdering af, at der kunne meddeles et tavshedspålæg med hensyn til oplysningerne i notatet. Ombudsmanden mente imidlertid, at det var meget kritisabelt, at tavshedspålægget ikke blev meddelt skriftligt, og at der heller ikke i øvrigt blev sikret nogen form for dokumentation for pålæggets eksistens, indhold og rækkevidde. Efter ombudsmandens opfattelse var det under de omstændigheder særdeles tvivlsomt, om tavshedspålægget kunne håndhæves. Ombudsmanden havde ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte Justitsministeriets vurdering af, at folketingsmedlemmet ikke (i form af en kopi) burde gives i
Kommunerne · 12. februar 2009En støttepædagog fortalte en tidligere kollega om et bestemt barn mens de kørte i bus. Barnet blev omtalt meget negativt. Der blev ikke nævnt navne, stednavne eller tidsperioder ved samtalen i bussen. I bussen sad også en pige som kendte støttepædagogen fordi hun havde været støttepædagog for pigens lillebror. Hun kunne høre samtalen og var sikker på at det var hendes lillebror der blev omtalt. Støttepædagogen fik en påtale af den kommune hun var ansat i, fordi kommunen mente at hun havde brudt sin tavshedspligt. Ombudsmanden var uenig i kommunens opfattelse af reglerne om tavshedspligt. Han mente ikke støttepædagogen brød sin tavshedspligt ved – i anonyme vendinger – at omtale et konkret barn i et offentligt forum. Han lagde vægt på at det kun var dem der i forvejen kendte barnet og de konkrete omstændigheder der blev omtalt, der ville vide hvem barnet var. Ombudsmanden henstillede til kommunen at genoptage sagen og overveje om der var grundlag for påtalen. Kommunen skrev den 21. januar 2010 til mig at kommunen i den konkrete sag ville efterkomme henstillingen i min udtalelse, og at kommunen på den baggrund ville trække påtalen tilbage. (J.nr. 2008-3925-803).
Justitsministeriet · 27. november 2007En statsadvokat indstillede efterforskningen i en sag hvor en politiassistent var mistænkt for uberettiget at videregive fortrolige oplysninger til personer med tilknytning til det kriminelle miljø. Statsadvokaten videregav i den forbi-delse oplysninger fremkommet under efterforskningen om politiassistenten til politimesteren i den politikreds hvor politiassistenten var ansat. Rigsadvokaten mente ikke at kunne kritisere videregivelsen, og politiassistenten klagede herefter til ombudsmanden. I en foreløbig redegørelse udtalte ombudsmanden at efter hans opfattelse måtte det være persondatalovens behandlingsregler der fandt anvendelse ved bedømmelsen af om videregivelsen var berettiget. Ombudsmanden mente at videregivelsen var berettiget efter persondatalovens regler. Da hverken statsadvokaten eller Rigsadvokaten havde bedømt spørgsmålet efter persondatalovens regler, forelagde ombudsmanden spørgsmålet for Datatilsynet inden han afgav sin endelige udtalelse. Datatilsynet udtalte at videregivelse i en situation som den foreliggende, hvor et brev var skrevet på edb og herefter printet ud og videregivet manuelt, skulle bedømmes efter forvaltningslovens og ikke efter persondatalovens regler. I sin endelige redegørelse fastholdt ombudsmanden at mest talte for at fastholde den opfattelse der var fremsat i den foreløbige redegørelse om at spørgsmålet skulle bedømmes efter persondataloven
Justitsministeriet · 1. januar 2004En vicekriminalkommissær ved Rigspolitichefen der var efterforskningsleder i en drabssag, udtalte sig offentligt om manglende mandskab til efterforskningen af sagen. En vicekriminalinspektør, ligeledes ved Rigspolitichefen, meddelte vicekriminalkommissæren at han ikke måtte udtale sig til pressen om interne forhold i en afdeling hos Rigspolitichefen. Vicekriminalinspektøren bekræftede på et spørgsmål fra vicekriminalkommissæren at han havde fået en "mundkurv". Efter bestemmelsen i ombudsmandslovens § 17, stk. 1, iværksatte ombudsmanden en undersøgelse. Ombudsmanden udtalte sig generelt om offentligt ansattes ytringsfrihed og udtalte om den konkrete sag at vicekriminalinspektøren ikke var berettiget til, på den måde det var sket, at meddele vicekriminalkommissæren begrænsninger i hans adgang til at udtale sig til pressen. Ombudsmanden mente det var beklageligt at Rigspolitichefen ikke på baggrund af de regler der gælder for offentligt ansattes ytringsfrihed, afgav en dækkende og juridisk korrekt udtalelse i sagen. Ombudsmanden noterede sig at Rigspolitichefen havde givet tilsagn om i fremtiden at være opmærksom på vigtigheden af at tjenstlige tilkendegivelser i f.eks. sager som den foreliggende formidles med den fornødne præcision. (J.nr. 2003-2449-815). FOB 2004 5-3 FOB 2004.190