Serviceloven § 131 a
Gældende tekst efter LBK nr 641 af 01/07/2026.
Kapitel 24 – Magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for alle voksne med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne · Afgørelser om optagelse i særlige botilbud uden samtykke
§ 131 a.
Familieretshuset træffer efter indstilling fra kommunalbestyrelsen afgørelse om optagelse i et bestemt botilbud efter § 129 a.
Familieretshuset skal træffe afgørelse senest 2 uger efter modtagelsen af kommunalbestyrelsens indstilling.
Indstillingen skal indeholde en redegørelse for
- 1)
grundlaget for, at betingelserne i § 129 a anses for opfyldt,
- 2)
den nødvendige faglige dokumentation for den betydelige og varigt nedsatte psykiske funktionsevne,
- 3)
den nødvendige dokumentation for, at den pågældende er til væsentlig fare for eller udviser en særligt truende eller en særligt chikanerende adfærd, og denne adfærds indvirkning på øvrige beboere eller personale,
- 4)
den hjælp, den socialpædagogiske bistand og de øvrige indsatser efter lovens afsnit V, der har været iværksat eller tilbudt den pågældende for at forebygge vedkommendes farlige, truende eller chikanerende adfærd, før indstilling om optagelse i et bestemt botilbud blev besluttet,
- 5)
indretningen af den nye bolig og personlige hjælp, pleje og støtte m.v., som herefter vil kunne stilles til rådighed, og
- 6)
personens egne, de pårørendes og den eventuelle værges bemærkninger til flytningen, herunder hvorvidt de klageberettigede efter § 134, stk. 3, kan tiltræde kommunalbestyrelsens indstilling.
Kommunalbestyrelsen anmoder Familieretshuset om at beskikke en værge efter værgemålsloven, hvis der er behov herfor.
Familieretshuset skal have truffet afgørelse om denne anmodning, inden kommunalbestyrelsen indstiller efter § 129 a.
Kommunalbestyrelsen kan om fornødent anmode om bistand af politiet til at gennemføre en afgørelse om flytning.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 641 af 01/07/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Serviceloven § 131 a
Senere ændringer
ÆndringL 188 (2023-24) · bemærkning til § 1, nr. 30LOV nr 680 af 11/06/2024 · 11. juni 2024
Efter § 131 a, stk. 1, 1. pkt., i serviceloven træffer Familieretshuset efter indstilling fra kommunalbestyrelsen afgørelse om optagelse i et bestemt botilbud efter § 129 a, og efter bestemmelsens 2. pkt., skal Familieretshuset træffe afgørelse senest 2 uger efter modtagelsen af kommunalbestyrelsens indstilling.
Det foreslås, at i § 131 a, stk. 1, 2. pkt., i serviceloven ændres »Familieretshuset« til: »Nævnet«.
Forslaget skal ses i sammenhæng med de ved lovforslagets § 1, nr. 26, foreslåede bestemmelser i § 130 a, stk. 1 og 5, i serviceloven, hvorved det foreslås, at Det Socialfaglige Nævn vedrørende Magtanvendelse overfor Borgere med Handicap oprettes, og at nævnet overtager Familieretshusets kompetence til at træffe afgørelse om optagelse i botilbud efter de omhandlede bestemmelser i serviceloven.
Der henvises endvidere til de ved lovforslagets § 1, nr. 20, foreslåede ændring af »Familieretshuset« til: »Det Socialfaglige Nævn vedrørende Magtanvendelse overfor Borgere med Handicap« i § 129, stk. 1 og 2, § 129 a, § 131, stk. 1, 1. pkt., § 131 a, stk. 1, 1. pkt., og § 136 f, stk. 3, 2. pkt.
ÆndringL 188 (2023-24) · bemærkning til § 1, nr. 31LOV nr 680 af 11/06/2024 · 11. juni 2024
Det fremgår af servicelovens § 131 a, stk. 1, at Familieretshuset efter indstilling fra kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om optagelse i et bestemt botilbud efter § 129 a. Det fremgår videre af lovens § 131 a, stk. 2, nr. 2, at indstillingen bl.a. skal indeholde en redegørelse for den nødvendige faglige dokumentation for sindslidelsen og den deraf følgende betydelige og varigt nedsatte psykiske funktionsevne.
Det foreslås, at i servicelovens § 131 a, stk. 2, nr. 2, ændres »sindslidelsen og den deraf følgende« til: »den«.
Forslaget vil betyde, at kommunalbestyrelsens indstilling om optagelse i et bestemt botilbud efter § 129 a i serviceloven vil skulle indeholde en redegørelse for den nødvendige faglige dokumentation for den betydelige og varigt nedsatte psykiske funktionsevne uanset årsagen til denne.
På samme vis som efter bemærkningerne til de gældende regler, jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 206 som fremsat, side 16, vil den nødvendige faglige dokumentation kunne bestå i lægefaglig, pædagogisk eller psykologisk dokumentation for, at indgrebet ikke bare vil være forsvarligt, mens også nødvendig for at undgå personskade, ligesom f.eks. arbejdsmiljøvurderinger vil kunne indgå. Der vil ikke kunne opstilles en udtømmende opregning af, hvilken form for faglig dokumentation der anses for nødvendig, men det vil være en forudsætning, at der på indstillingstidspunktet ikke vil være tvivl om beboerens betydelige og varigt nedsatte psykiske funktionsevne.
Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 23, hvorved det foreslås, at anvendelsesområdet for § 129 a i serviceloven skal udvides til at omfatte alle beboere på botilbud, der har en betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, uanset hvad der er årsagen til den nedsatte funktionsevne.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 31, og bemærkningerne dertil.
ÆndringL 188 (2023-24) · bemærkning til § 1, nr. 32LOV nr 680 af 11/06/2024 · 11. juni 2024
I sager om optagelse i et bestemt botilbud uden samtykke, hvor der bl.a. er væsentlig fare for andre eller særligt truende eller særligt chikanerende adfærd, træffer Familieretshuset efter servicelovens § 129 a, jf. § 131 a, afgørelse efter indstilling fra kommunalbestyrelsen. Servicelovens § 129 a fastlægger betingelserne for at træffe afgørelse om optagelse i et bestemt botilbud uden samtykke, mens § 131 a indeholder procedureregler for behandling af sager efter § 129 a, herunder at Familieretshusets afgørelse efter bestemmelsens stk. 1 skal træffes senest 2 uger efter modtagelse af kommunalbestyrelsens indstilling.
Kravene til indholdet af kommunalbestyrelsens indstilling er fastsat i lovens § 131 a, stk. 2, herunder at indstillingen bl.a. skal indeholde en redegørelse for den eventuelle værges bemærkninger til sagen.
Det fremgår af servicelovens § 131 a, stk. 3, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med indstillingen skal vurdere, om der er behov for at anmode Familieretshuset om at beskikke en værge efter værgemålsloven.
Det fremgår af bemærkningerne til servicelovens § 131 a, stk. 3, at kommunalbestyrelsen skal overveje behovet for at indstille til værgebeskikkelse samtidig med, at det indstilles, at der kan ske optagelse uden samtykke i et bestemt botilbud efter lovens § 108. Det fremgår videre af bemærkningerne, at det var Børne- og Socialministeriets vurdering, at en ikke uvæsentlig del af målgruppen for § 129 a vil modsætte sig flytning, men samtidig vil være i stand til at give et informeret samtykke. Der henvises til Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 206 som fremsat, side 8 og 17.
Det foreslås, at § 131 a, stk. 3, i serviceloven affattes således: »Kommunalbestyrelsen anmoder Familieretshuset om at beskikke en værge efter værgemålsloven, hvis der er behov herfor. Familieretshuset skal have truffet afgørelse om denne anmodning, inden kommunalbestyrelsen indstiller efter § 129 a.«
Forslaget vil betyde, at kommunalbestyrelsen, som en del af forberedelsen af en sag om optagelse i et bestemt botilbud uden samtykke ved bl.a. væsentlig fare for andre eller særligt truende eller særligt chikanerende adfærd efter servicelovens § 129 a, vil skulle vurdere behovet for at beskikke en værge efter værgemålsloven. Forslaget vil endvidere betyde, at hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at der i den pågældende sag er behov for at anmode Familieretshuset om at beskikke en værge, vil Familieretshuset skulle have truffet afgørelse om værgebeskikkelse, inden kommunalbestyrelsen indstiller til den kompetente myndighed at træffe afgørelse efter servicelovens § 129 a.
Der vil for eksempel ikke være behov for at anmode Familieretshuset om at beskikke en værge, hvis den pågældende allerede har en værge eller en fremtidsfuldmægtig, hvis kompetence omfatter beslutninger om optagelse i et bestemt botilbud uden samtykke. På samme vis som efter den gældende retstilstand vil der heller ikke være behov for at anmode Familieretshuset om at beskikke en værge, hvis det er kommunalbestyrelsens vurdering, at betingelserne for at iværksætte værgemål efter værgemålsloven ikke er opfyldt.
Forslaget vil betyde, at spørgsmålet om værgebeskikkelse vil være afklaret, inden indstillingen afgives. På den måde vil personer, der har behov for en værge, have fået beskikket en værge, der vil kunne varetage den pågældendes interesser i relation til spørgsmål om optagelse i botilbuddet, og kommunalbestyrelsens indstilling vil kunne indeholde en redegørelse for værgens bemærkninger til sagen.
Forslaget skal også ses i sammenhæng med, at der for sager om optagelse i et bestemt botilbud uden samtykke efter servicelovens § 129 a gælder en sagsbehandlingsfrist på to uger.
ÆndringL 188 (2023-24) · bemærkning til § 1, nr. 33LOV nr 680 af 11/06/2024 · 11. juni 2024
(Til § 131 b)
Det fremgår af § 129, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen, jf. § 131, kan indstille til Familieretshuset at træffe afgørelse om, at en person, der modsætter sig flytning eller mangler evnen til at give informeret samtykke hertil, jf. dog § 136 f, skal optages i et bestemt botilbud efter denne lov, botilbud i boliger opført efter den nu ophævede lov nr. 378 af 10. juni 1987 om boliger for ældre og personer med handicap, friplejebolig efter lov om friplejeboliger eller botilbud efter lov om almene boliger m.v.
Det følger af lovens § 131, stk. 1, at Familieretshuset træffer afgørelse om optagelse i særlige botilbud uden samtykke efter § 129 efter indstilling fra kommunalbestyrelsen. Familieretshusets afgørelse skal træffes senest 2 uger efter modtagelse af kommunalbestyrelsens indstilling.
Endvidere fremgår det af § 131, stk. 2, at indstillingen skal indeholde en redegørelse for
1) grundlaget for, at betingelserne i § 129 anses for opfyldt, 2) den nødvendige faglige dokumentation for den nedsatte funktionsevne, 3) den hjælp og pleje efter kapitel 16, der har været iværksat eller har været tilbudt den pågældende eller familien, før indstilling om optagelse i et særligt botilbud blev besluttet, 4) indretningen af den nye bolig og den personlige hjælp, pleje og støtte m.v., som herefter vil kunne stilles til rådighed, og 5) personens egne samt de pårørendes og den eventuelle værges bemærkninger til flytningen, herunder hvorvidt de klageberettigede efter § 134, stk. 3, kan tiltræde kommunalbestyrelsens indstilling.
grundlaget for, at betingelserne i § 129 anses for opfyldt,
den nødvendige faglige dokumentation for den nedsatte funktionsevne,
den hjælp og pleje efter kapitel 16, der har været iværksat eller har været tilbudt den pågældende eller familien, før indstilling om optagelse i et særligt botilbud blev besluttet,
indretningen af den nye bolig og den personlige hjælp, pleje og støtte m.v., som herefter vil kunne stilles til rådighed, og
personens egne samt de pårørendes og den eventuelle værges bemærkninger til flytningen, herunder hvorvidt de klageberettigede efter § 134, stk. 3, kan tiltræde kommunalbestyrelsens indstilling.
Det fremgår endvidere af § 131, stk. 4, at såfremt den pågældende ikke allerede har en værge, skal kommunalbestyrelsen, når der indstilles til flytning, anmode Familieretshuset om at beskikke en værge efter værgemålsloven.
Tilsvarende regulerer lovens § 131 a Familieretshusets afgørelseskompetence, sagsbehandlingsfrist, krav til indstilling og værgebeskikkelse i forbindelse med kommunalbestyrelsens indstilling om optagelse i et bestemt botilbud efter § 129 a.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til punkt 2.7.1. og punkt 2.9.1. i de almindelige bemærkninger.
Det foreslås, at der som § 131 b, stk. 1, i serviceloven indsættes en bestemmelse, hvorefter Det Socialfaglige Nævn vedrørende Magtanvendelse overfor Borgere med Handicap efter indstilling fra kommunalbestyrelsen efter § 128 h, stk. 1, træffer afgørelse om tilladelse til kortvarig indelåsning af en beboer i egen bolig i et botilbud. Nævnets afgørelse skal træffes senest 2 uger efter modtagelse af kommunalbestyrelsens indstilling.
Forslaget vil betyde, at det vil være Det Socialfaglige Nævn vedrørende Magtanvendelse overfor Borgere med Handicap, der vil skulle træffe afgørelse efter den ved lovforslagets § 1, nr. 19, foreslåede bestemmelse i § 128 h, stk. 1, i serviceloven om tilladelse til indelåsning af en beboer i egen bolig på et botilbud, når beboeren vil kunne være til væsentlig fare for sig selv eller andre eller vil udvise en særligt truende adfærd over for andre, hvis beboeren forlader sin bolig.
Afgørelsen vil skulle træffes efter indstilling fra kommunalbestyrelsen senest 2 uger efter modtagelsen af indstillingen.
Forslaget er overordnet set bygget op ligesom den gældende bestemmelse i lovens § 131, stk. 1, hvor dog afgørelseskompetencen ved lovforslagets § 1, nr. 26, foreslås ændret til Det Socialfaglige Nævn vedrørende Magtanvendelse overfor Borgere med Handicap.
Begrundelsen, for forslaget om at placere afgørelseskompetence efter den foreslåede § 128 h, stk. 1, hos Det Socialfaglige Nævn vedrørende Magtanvendelse overfor Borgere med Handicap, er, at der er tale om afgørelser af meget indgribende karakter, hvilket gør det nødvendigt, at afgørelserne bliver behandlet med stor juridisk ekspertise. Dette sikres ved at placere afgørelseskompetencen hos Det Socialfaglige Nævn vedrørende Magtanvendelse overfor Borgere med Handicap, hvor formanden er dommer, og hvor Familieretshuset stiller sekretariatsbistand til rådighed.
Med § 131 b, stk. 2, foreslås det, at indstillingen skal indeholde følgende:
1) Redegørelse for, at betingelserne i § 128 h, stk. 1, er opfyldt. 2) Faglig dokumentation for beboerens betydelige og varigt nedsatte psykiske funktionsevne. 3) Vurdering af, hvor længe der vil være behov for tilladelsen. 4) Oplysninger om den seneste tilladelse efter stk. 1, og om indelåsninger foretaget efter denne afgørelse, herunder om eventuelle klager og udfaldet af dem. 5) Redegørelse om beboerens reaktion på indelåsninger efter den seneste tilladelse efter stk. 1. 6) Eventuelle bemærkninger til den påtænkte foranstaltning fra beboeren og dennes pårørende, eventuelle værge, fremtidsfuldmægtige eller anden repræsentant.
Redegørelse for, at betingelserne i § 128 h, stk. 1, er opfyldt.
Faglig dokumentation for beboerens betydelige og varigt nedsatte psykiske funktionsevne.
Vurdering af, hvor længe der vil være behov for tilladelsen.
Oplysninger om den seneste tilladelse efter stk. 1, og om indelåsninger foretaget efter denne afgørelse, herunder om eventuelle klager og udfaldet af dem.
Redegørelse om beboerens reaktion på indelåsninger efter den seneste tilladelse efter stk. 1.
Eventuelle bemærkninger til den påtænkte foranstaltning fra beboeren og dennes pårørende, eventuelle værge, fremtidsfuldmægtige eller anden repræsentant.
Den foreslåede bestemmelse i § 131 b, stk. 2, nr. 1, vil betyde, at indstillingen vil skulle indeholde en redegørelse for, at betingelserne i den foreslåede § 128 h, stk. 1, er opfyldt. Om disse betingelser henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 19.
I relation til det foreslåede § 128 h, stk. 1, vil redegørelsen efter § 131 b, stk. 2, nr. 1, skulle indeholde en vurdering af, at forholdene gør indgrebet absolut påkrævet. Det vil således skulle godtgøres, at indelåsningen er absolut nødvendigt. Betingelsen om, at det skal være absolut påkrævet, indebærer blandt andet, at det skal sikres, at mindre indgribende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige i forhold til at forebygge den pågældende beboers uhensigtsmæssige adfærd. I vurderingen skal indgå en beskrivelse af, hvilke socialpædagogiske indsatser og øvrige, mindre indgribende indsatser der hidtil har været iværksat for at forebygge den farlige adfærd hos vedkommende, samt en vurdering af at indelåsningen står i rimeligt forhold til det, der søges opnået med indgrebet, jf. servicelovens § 124, stk. 4. Heri skal der bl.a. indgå en vurdering af afbalanceringen mellem beboerens selvbestemmelsesret over for hensynet til at beskytte beboeren selv eller andre mod væsentlig farlig adfærd. Betingelsen i stk. 1 foreslås indsat for at understrege, at der er tale om et væsentligt indgreb i beboerens selvbestemmelsesret, hvorfor det er et krav, at det i det konkrete og individuelle tilfælde er absolut påkrævet i forhold til at kunne beskytte beboeren selv eller andre for at blive udsat for væsentlig fare.
I relation til det foreslåede § 128 h, stk. 1, nr. 1, vil redegørelsen efter § 131 b, stk. 2, nr. 1, skulle indeholde en vurdering af, at den pågældende er til væsentlig fare for sig selv eller andre, eller at vedkommende udviser en særligt truende adfærd over for andre. Redegørelsen vil således skulle beskrive omfanget af og indholdet i den væsentligt farlige eller særligt truende adfærd. Redegørelsen vil derfor skulle indeholde oplysninger om beboerens hidtidige adfærd samt en vurdering af risikoen for, at beboeren igen vil udsætte sig selv eller andre for væsentlig fare eller en særligt truende adfærd. Dokumentation herfor kan eksempelvis foreligge i personalets eller pårørendes beskrivelser af situationer, hvor beboeren har udsat sig selv for fare ved at forlade sin bolig, f.eks. ved at gå ud på en trafikeret vej, eller ved øvrige beboeres beskrivelser af situationer, hvor den pågældende beboer har udsat andre for fare, anmeldelser om vold og overgreb begået af beboeren og lignende.
I relation til det foreslåede § 128 h, stk. 1, nr. 2, vil redegørelsen efter § 131 b, stk. 2, nr. 1, skulle indeholde en vurdering af, at beboeren ikke er og ikke vil blive selvmordstruet. Der vil f.eks. kunne fremlægges en lægeerklæring herom. Det bemærkes, at hvis forholdene gør det påkrævet, kan det være nødvendigt at indhente en mere uddybende erklæring fra en psykiater.
I relation til det foreslåede § 128 h, stk. 1, nr. 3 og nr. 4, vil redegørelsen efter § 131 b, stk. 2, nr. 1, skulle indeholde dokumentation for, at særlige døråbnere efter § 125 serviceloven samt mindst ét andet indgreb efter lovens §§ 124 c, 124 d og 128 b-128 g for nyligt skal have været anvendt inden indstillingen uden tilstrækkelig virkning i forhold til nr. 1. Yderligere vil redegørelsen skulle indeholde en vurdering af, at indgreb, jf. §§ 124 c, 124 d og 128 b-128 g, som ikke er forsøgt anvendt, vurderes ikke at ville have tilstrækkelig virkning i forhold til nr. 1. Det vil således skulle indgå en beskrivelse af den konkrete anvendelse af særlige døråbnere over for den pågældende beboer, herunder en beskrivelse af, hvordan dette indgreb ikke har haft den tilstrækkelig virkning i forhold til at standse vedkommende i at være til væsentlig fare for sig selv eller andre eller vil udvise en særligt truende adfærd over for andre. Tilsvarende skal der indgå en beskrivelse af konkret anvendelse af hhv. afværgehjælp jf. § 124 c, fastholdelse, jf. § 124 d, tryghedsskabende velfærdsteknologi, jf. 128 b, låsning og sikring af yderdøre og vinder, jf. § 128 c, låsning og sikring af døre til fælles opholdsrum, jf. § 128 d, låsning og sikring af døre til servicearealer og fælleskøkkener, jf. § 128 e, låsning og sikring af låger m.v. fra et bo- og dagtilbuds udeareal, jf. § 128 f, eller låsning og sikring af skabe og skuffer m.v., jf. § 128 g, i det omfang indgrebene er blevet anvendt samt en beskrivelse af, hvordan disse indgreb ikke har haft den tilstrækkelig virkning i forhold til at standse vedkommende i at være til væsentlig fare for sig selv eller andre eller vil udvise en særligt truende adfærd over for andre. For de mulige indgreb, jf. §§ 124 c, 124 d og 128 b-128 g, der ikke er forsøgt anvendt, skal der indgå en beskrivelse af årsagen til, at disse muligheder ikke vurderes at ville have tilstrækkelig virkning i forhold til nr. 1.
I relation til det foreslåede § 128 h, stk. 1, nr. 5, vil redegørelsen efter § 131 b, stk. 2, nr. 1, skulle indeholde dokumentation for, at boligen ikke bebos af andre, medmindre der også træffes afgørelse efter den foreslåede bestemmelse i § 128 h i forhold til dem, eller de giver informeret samtykke til indelåsningen. I redegørelsen vil der således skulle indgå en oplistning af alle beboere i den pågældende bolig. Såfremt der i boligen bor andre end den, som indstillingen vedrører, vil redegørelsen skulle indeholde oplysninger om disse beboeres indstilling til indelåsningen. I tilfælde, hvor disse beboere ikke samtykker til indelåsningen, skal der træffes individuel afgørelse for dem.
I relation til det foreslåede § 128 h, stk. 1, nr. 6, vil redegørelsen efter § 131 b, stk. 2, nr. 1, endelig skulle indeholde en vurdering af, at eventuelle øvrige beboere ikke er til fare for sig selv, og at beboerne ikke er til fare for hinanden i det tilfælde, at boligen bebos af andre.
Efter det foreslåede § 131 b, stk. 2, nr. 2, vil indstillingen skulle indeholde faglig dokumentation for beboerens betydelige og varigt nedsatte psykiske funktionsevne, f.eks. i form af lægefaglige, pædagogiske eller psykologiske erklæringer. Der vil kunne tages udgangspunkt i de eksisterende afgørelser om tildeling af personlig og praktisk hjælp, jf. servicelovens § 83, eller de eksisterende skriftlige handleplaner, jf. § 141 i serviceloven. Det vil bero på en konkret vurdering, hvilken form for faglig dokumentation der vil skulle vedlægges, men dokumentationen vil skulle indeholde oplysninger om beboerens aktuelle situation.
Efter det foreslåede § 131 b, stk. 2, nr. 3, vil indstillingen skulle indeholde en vurdering af, hvor længe der vil være behov for tilladelsen. Således skal der indgå oplysninger om, hvor længe en eventuel tilladelse vurderes at skulle gælde, dog ikke ud over en periode på 6 måneder, jf. § 128 h, stk. 1.
Efter det foreslåede § 131 b, stk. 2, nr. 4, vil indstillingen skulle indeholde oplysninger om den seneste tilladelse, der er givet efter den foreslåede bestemmelse i § 128 h, stk. 1, og om indelåsninger foretaget efter denne afgørelse, herunder om eventuelle klager og udfaldet af dem. Det vil afhænge af nævnets praksis, i hvilket omfang indstillingen også vil skulle indeholde den dokumentation, som lå til grund for den seneste afgørelse. Yderligere vil indstillingen skulle indeholde oplysninger om de konkrete indelåsninger, der foretaget på baggrund af den seneste afgørelse i form af de indberetninger, der er foretaget af indelåsningen efter lovens § 135 a, som foreslået ændret ved lovforslagets § 1 nr. 43. I tilfælde hvor nævnets seneste afgørelse eller konkrete indelåsninger på baggrund af den er blevet påklaget, vil klagerne, herunder yderligere materiale, der er relevant for behandlingen af klagen, samt udfaldet af klagen, skulle vedlægges.
Efter det foreslåede § 131 b, stk. 2, nr. 5, vil indstillingen skulle indeholde en redegøre for beboerens reaktion på indelåsninger efter den seneste afgørelse. Det vil afhænge af nævnets praksis, i hvilket omfang indstillingen vil skulle indeholde oplysninger om beboerens reaktion, men det vil f.eks. kunne være tilfælde, hvor beboeren bliver særligt følelsesmæssigt påvirket af indelåsningen, herunder ved at blive meget udadreagerende og f.eks. forårsager ødelæggelse af indbo eller skader sig selv, eller hvor indelåsninger påvirker beboeren i lang tid efter indelukningen. Er der i perioden foretaget flere indelåsninger, vil der ikke være behov for at beskrive reaktionen for hver enkelt indelåsning, hvis reaktionerne er ens hver gang.
Efter det foreslåede § 131 b, stk. 2, nr. 6, vil indstillingen skulle indeholde en redegørelse for eventuelle bemærkninger til indelåsningen fra beboeren og dennes pårørende, eventuelle værge, fremtidsfuldmægtige eller anden repræsentant. Bemærkningerne vil hovedsagelig vedrøre de nævnte personers indstilling til indelåsningen, men vil også kunne indeholde andre oplysninger af relevans for sagen.
Indstillingen vil skulle indeholde opdaterede oplysninger om beboeren hver gang, kommunalbestyrelsen indstiller til nævnet af træffe afgørelse efter den foreslåede § 131 b, stk. 1, medmindre indstillingen vedrører tilladelse til indelåsning efter en forsøgsperiode, jf. bestemmelsens stk. 3. I sådanne tilfælde vil indstillingen alene skulle indeholde opdaterede oplysninger, såfremt det vurderes relevant. Det kan f.eks. være, hvis beboerens adfærd har ændret sig således, at beskrivelsen af den særligt farlige eller truende adfærd ikke længere kan opfattes som gældende, eller hvis beboerens helbredstilstand har ændret sig således, at lægeerklæringen med vurdering af, om beboeren er selvmordstruet, ikke længere er retvisende.
Bestemmelsen i det foreslåede § 131 b, stk. 2, vil overordnet svare til den gældende bestemmelse i § 131, stk. 1.
Det bemærkes, at det med lovforslagets § 3, nr. 1, foreslås at ændre retssikkerhedslovens § 11 c således, at kommunalbestyrelsen sikres adgang til at kunne indhente de nødvendige oplysninger til brug for indstilling uden beboerens samtykke.
Med § 131 b, stk. 3, foreslås det, at nævnets afgørelse efter stk. 1 alene gælder i en forsøgsperiode på 8 uger, når det er den første afgørelse efter stk. 1, når det mere end 2 år siden, at der senest er truffet afgørelse efter stk. 1, eller når afgørelsen efter stk. 1 er truffet efter en forsøgsperiode, hvor indelåsning ikke har været anvendt. Forslaget vil betyde, at nævnet i de førnævnte situationer ikke vil kunne fastsætte længden for, i hvilken periode der gives tilladelse til indelåsning, men at afgørelsen alene vil gælde i en forudbestemt forsøgsperiode på 8 uger.
Begrundelsen for forslaget er, at det i de nævnte situationer af hensyn til afgørelsens meget indgribende karakter alene bør være muligt at anvende tilladelsen i en mere begrænset periode end det i øvrigt er muligt efter § 128 h, stk. 1.
Med § 131 b, stk. 4, foreslås det, at kommunalbestyrelsen anmoder Familieretshuset om at beskikke en værge efter værgemålsloven, hvis der er behov herfor. Familieretshuset skal have truffet afgørelse om denne anmodning, inden kommunalbestyrelsen indstiller efter § 128 h.
Forslaget vil betyde, at kommunalbestyrelsen som en del af forberedelsen af en sag om indelåsning af en beboer i egen bolig på botilbud vil skulle vurdere behovet for at beskikke en værge efter værgemålsloven. Forslaget vil endvidere betyde, at hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at der i den pågældende sag er behov for at anmode Familieretshuset om at beskikke en værge, vil Familieretshuset skulle have truffet afgørelse om værgebeskikkelse, inden kommunalbestyrelsen indstiller til den kompetente myndighed at træffe afgørelse efter den foreslåede § 128 h.
Der vil for eksempel ikke være behov for at anmode Familieretshuset om at beskikke en værge, hvis den pågældende allerede har en værge eller en fremtidsfuldmægtig, hvis kompetence omfatter beslutninger om indelåsning i egen bolig. På samme vis som efter den gældende retstilstand vil der heller ikke være behov for at anmode Familieretshuset om at beskikke en værge, hvis det er kommunalbestyrelsens vurdering, at betingelserne for at iværksætte værgemål efter værgemålsloven ikke er opfyldt.
Begrundelsen for forslaget er, at der ikke bør behandles spørgsmål om værgebeskikkelse under behandlingen af en sag om indelåsning af en beboer i egen bolig på botilbud efter den foreslåede § 128 h. Spørgsmålet om værgebeskikkelse bør være afklaret, inden indstillingen afgives. På den måde vil personer, der har behov for en værge, have fået beskikket en værge, der vil kunne varetage den pågældendes interesser i relation til spørgsmål om optagelse i botilbuddet, og kommunalbestyrelsens indstilling vil kunne indeholde en redegørelse for værgens bemærkninger til sagen. Forslaget skal også ses i sammenhæng med, at det følger af den foreslåede bestemmelse i § 131 b, stk. 1, at der vil gælde en sagsbehandlingsfrist på to uger i de omhandlede sager.
Der henvises i øvrigt til punkt 2.7.1 i de almindelige bemærkninger.
(Til § 131 c)
For gældende ret henvises til gennemgangen af §§ 129 og 131 i bemærkningerne ovenfor til den foreslåede bestemmelse i § 131 b samt til punkt 2.3.1, 2.7.5.1, 2.8.1 og 2.9.1 i de almindelige bemærkninger.
Det foreslås, at der som § 131 c, stk. 1, i serviceloven indsættes en bestemmelse, hvorefter Det Socialfaglige Nævn vedrørende Magtanvendelse overfor Borgere med Handicap efter indstilling fra kommunalbestyrelsen efter § 128 b, stk. 1, § 128 g, stk. 1, og § 128 i, stk. 1, træffer afgørelse om tilladelse til anvendelse af kamerakig, låsning og sikring af skabe og skuffer m.v. og adgang til en beboers bolig i et botilbud. Nævnets afgørelse skal træffes senest 2 uger efter modtagelse af kommunalbestyrelsens indstilling.
Forslaget vil betyde, at det vil være Det Socialfaglige Nævn vedrørende Magtanvendelse overfor Borgere med Handicap, der vil skulle træffe afgørelse efter de ved lovforslagets § 1, nr. 16 og 19, foreslåede bestemmelser i § 128 b, stk. 1, om tilladelse til anvendelse af kamerakig, § 128 g, stk. 1, om tilladelse til låsning og sikring af skabe og skuffer m.v. og i § 128 i, stk. 1, om tilladelse til adgang til borgers bolig i et botilbud.
En afgørelse efter stk. 1 vil skulle træffes efter indstilling fra kommunalbestyrelsen og senest 2 uger efter modtagelsen af indstillingen.
Forslaget er overordnet set bygget op ligesom den gældende bestemmelse i lovens § 131, stk. 1, hvor dog afgørelseskompetencen ved lovforslagets § 1, nr. 26, foreslås ændret til Det Socialfaglige Nævn vedrørende Magtanvendelse overfor Borgere med Handicap.
Begrundelsen, for forslaget om at placere afgørelseskompetence efter de foreslåede § 128 b, stk. 1, § 128 g, stk. 1, og § 128 i, stk. 1, hos Det Socialfaglige Nævn vedrørende Magtanvendelse overfor Borgere med Handicap, er, at der er tale om afgørelser af indgribende karakter, hvilket gør det nødvendigt, at afgørelserne bliver behandlet med stor juridisk og socialfaglig ekspertise. Dette sikres ved at placere afgørelseskompetencen hos nævnet, hvor formanden er dommer, og hvor Familieretshuset stiller sekretariatsbistand til rådighed.
Med § 131 c, stk. 2, foreslås det, at indstillingen skal indeholde følgende:
1) Redegørelse for, at betingelserne i henholdsvis § 128 b, stk. 1, § 128 g, stk. 1, eller § 128 i, stk. 1, i er opfyldt. 2) Faglig dokumentation for personens betydelige og varigt nedsatte psykiske funktionsevne. 3) Oplysninger om den socialpædagogiske hjælp og pleje efter kapitel 16, der har været iværksat før indstillingen efter henholdsvis § 128 b, stk. 1, § 128 g, stk. 1, eller § 128 i, stk. 1. 4) Vurdering af, hvor længe der vil være behov for tilladelsen. 5) Oplysninger om den seneste afgørelse efter henholdsvis § 128 b, stk. 1, § 128 g, stk. 1, og § 128 i, stk. 1, herunder om eventuelle klager og udfaldet af dem. 6) Eventuelle bemærkninger til den påtænkte foranstaltning fra personen og dennes pårørende, eventuel værge, fremtidsfuldmægtige eller anden repræsentant.
Redegørelse for, at betingelserne i henholdsvis § 128 b, stk. 1, § 128 g, stk. 1, eller § 128 i, stk. 1, i er opfyldt.
Faglig dokumentation for personens betydelige og varigt nedsatte psykiske funktionsevne.
Oplysninger om den socialpædagogiske hjælp og pleje efter kapitel 16, der har været iværksat før indstillingen efter henholdsvis § 128 b, stk. 1, § 128 g, stk. 1, eller § 128 i, stk. 1.
Vurdering af, hvor længe der vil være behov for tilladelsen.
Oplysninger om den seneste afgørelse efter henholdsvis § 128 b, stk. 1, § 128 g, stk. 1, og § 128 i, stk. 1, herunder om eventuelle klager og udfaldet af dem.
Eventuelle bemærkninger til den påtænkte foranstaltning fra personen og dennes pårørende, eventuel værge, fremtidsfuldmægtige eller anden repræsentant.
Den foreslåede bestemmelse i § 131 c, stk. 2, nr. 1, vil betyde, at indstillingen vil skulle indeholde en redegørelse for, at betingelserne i de foreslåede § 128 b, stk. 1, § 128 g, stk. 1, eller § 128 i, stk. 1, er opfyldt. Om disse betingelser henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 16 (§ 128 b, stk. 1) og nr. 19 (§ 128 g, stk. 1, og § 128 i, stk. 1) samt punkt 2.3, 2.7.5 og 2.8 i de almindelige bemærkninger.
Efter det foreslåede § 131 c, stk. 2, nr. 2 , vil indstillingen skulle indeholde faglig dokumentation for beboerens betydelige og varigt nedsatte psykiske funktionsevne, f.eks. i form af lægefaglige, pædagogiske eller psykologiske erklæringer. Der vil kunne tages udgangspunkt i de eksisterende afgørelser om tildeling af personlig og praktisk hjælp, jf. servicelovens § 83, eller de eksisterende skriftlige handleplaner, jf. § 141 i serviceloven. Det vil bero på en konkret vurdering, hvilken form for faglig dokumentation der vil skulle vedlægges, men dokumentationen vil skulle indeholde oplysninger om beboerens aktuelle situation.
Efter det foreslåede § 131 c, stk. 2, nr. 3, vil indstillingen skulle indeholde oplysninger om den socialpædagogiske hjælp og pleje efter kapitel 16, der har været iværksat før den påtænkte afgørelse om iværksættelse af foranstaltninger efter en bestemmelse i § 128 b, stk. 1, § 128 g, stk. 1, eller § 128 i, stk. 1. Foranstaltninger efter disse bestemmelser kan ikke erstatte omsorg, pleje og socialpædagogisk bistand, som følger af den generelle omsorgspligt. Indstillingen vil skulle indeholde angivelse af, hvilken hjælp og støtte personen modtager efter bestemmelserne i servicelovens kapitel 16, samt hvilke socialpædagogiske indsatser der har været forsøgt.
Efter det foreslåede § 131 c, stk. 2, nr. 4 , vil en indstilling skulle indeholde vurdering af, hvor længe der vil være behov for afgørelsen. Således vil der skulle indgå oplysninger om, hvor længe en eventuel tilladelse vurderes at skulle gælde. For afgørelser efter den foreslåede § 128 i gælder det, at perioden ikke må overstige 12 måneder, jf. § 128 i, stk. 1. Regler for varigheden af nævnets afgørelser efter det foreslåede § 128 b, stk. 1, og § 128 g, stk. 1, vil blive reguleret i magtanvendelsesbekendtgørelsen.
Efter det foreslåede § 131 c, stk. 2, nr. 5, vil indstillingen skulle indeholde oplysninger om den seneste tilladelse, der måtte være truffet afgørelse om efter de foreslåede bestemmelser i § 128 b, stk. 1, § 128 g, stk. 1, eller § 128 i, stk. 1, og om tilladelsen har været anvendt, herunder om eventuelle klager og udfaldet af dem. Det vil afhænge af nævnets praksis, i hvilket omfang indstillingen også vil skulle indeholde den dokumentation, som lå til grund for den seneste afgørelse. Yderligere vil indstillingen skulle indeholde oplysninger i form af de indberetninger, der er foretaget efter lovens § 135 a, som foreslået ændret ved lovforslagets § 1, nr. 43. I tilfælde, hvor nævnets seneste afgørelse eller konkrete anvendelser af foranstaltninger på baggrund af den, er blevet påklaget, vil klagerne, herunder yderligere materiale, der er relevant for behandlingen af klagen, samt udfaldet af klagen, skulle vedlægges.
Efter det foreslåede § 131 c, stk. 2, nr. 6, vil indstillingen skulle indeholde oplysninger om eventuelle bemærkninger til den påtænkte foranstaltning fra personen selv og dennes pårørende, eventuel værge, fremtidsfuldmægtige eller anden repræsentant. Bemærkningerne vil hovedsageligt vedrøre personens eller de nævnte repræsentanters holdning til foranstaltningen, men vil også kunne indeholde andre oplysninger af relevans for sagen.
Der henvises i øvrigt til punkt 2.3, 2.7.5 og 2.8 i de almindelige bemærkninger.
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 131 a.