Serviceloven § 131 b
Gældende tekst efter LBK nr 641 af 01/07/2026.
Kapitel 24 – Magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for alle voksne med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne · Afgørelser om optagelse i særlige botilbud uden samtykke
§ 131 b.
Det Socialfaglige Nævn vedrørende Magtanvendelse over for Borgere med Handicap træffer efter indstilling fra kommunalbestyrelsen efter § 128 b, stk. 1, § 128 g, stk. 1, og § 128 h, stk. 1, afgørelse om tilladelse til anvendelse af kamerakig, låsning og sikring af skabe og skuffer m.v. og adgang til en beboers bolig i et botilbud.
Nævnets afgørelse skal træffes senest 2 uger efter modtagelse af kommunalbestyrelsens indstilling.
Indstillingen skal indeholde følgende:
- 1)
Redegørelse for, at betingelserne i henholdsvis § 128 b, stk. 1, § 128 g, stk. 1, eller § 128 h, stk. 1, er opfyldt.
- 2)
Faglig dokumentation for personens eller beboerens betydelig og varigt nedsatte psykiske funktionsevne.
- 3)
Oplysninger om den socialpædagogiske hjælp og pleje efter kapitel 16 i denne lov eller efter §§ 10, 16 og 17 i ældreloven, der har været iværksat før indstillingen efter § 128 b, stk. 1, § 128 g, stk. 1, eller § 128 h, stk. 1.
- 4)
Vurdering af, hvor længe der vil være behov for tilladelsen.
- 5)
Oplysninger om den seneste afgørelse efter § 128 b, stk. 1, § 128 g, stk. 1, eller § 128 h, stk. 1, herunder om eventuelle klager og udfaldet af dem.
- 6)
Eventuelle bemærkninger til den påtænkte foranstaltning fra personen og dennes pårørende, eventuelle værge, fremtidsfuldmægtige eller anden repræsentant.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 641 af 01/07/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Serviceloven § 131 b
Senere ændringer
ÆndringL 92 (2024-25) · bemærkning til § 1, nr. 10LOV nr 1703 af 30/12/2024 · 30. december 2024
Det fremgår af § 131 b, stk. 1, i serviceloven, at det Socialfaglige Nævn vedrørende Magtanvendelse over for Borgere med Handicap efter indstilling fra kommunalbestyrelsen efter § 128 b, stk. 1, § 128 g, stk. 1, og § 128 h, stk. 1, træffer afgørelse om tilladelse til anvendelse af kamerakig, låsning og sikring af skabe og skuffer m.v. og adgang til en beboers bolig i et botilbud. Nævnets afgørelse skal træffes senest 2 uger efter modtagelse af kommunalbestyrelsens indstilling. Det følger af § 131 b, stk. 2, nr. 3, at indstillingen bl.a. skal indeholde oplysninger om den socialpædagogiske hjælp og pleje efter kapitel 16, der har været iværksat før indstillingen efter § 128 b, stk. 1, § 128 g, stk. 1, eller § 128 h, stk. 1.
Det foreslås, at der i § 131 b, stk. 2, nr. 3, efter »kapitel 16« indsættes: »i denne lov eller efter §§ 10, 16 og 17 i ældreloven«.
Forslaget skal ses i sammenhæng med, at det med det samtidigt fremsatte forslag til ældreloven bl.a. er hensigten, at magtanvendelsesreglerne i afsnit VII i serviceloven fortsat vil skulle finde anvendelse for borgere på ældreområdet. Det er derfor nødvendigt i § 131 b, stk. 2, nr. 3, i serviceloven at indsætte en henvisning til de foreslåede §§ 10, 16 og 17 i ældreloven.
Der henvises til §§ 10, 16 og 17 og bemærkningerne hertil i det samtidigt fremsatte forslag til ældreloven.
Der henvises i øvrigt til punkt 2.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 131 b.