Serviceloven

Serviceloven § 131

Gældende tekst efter LBK nr 641 af 01/07/2026.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 24 – Magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for alle voksne med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne · Afgørelser om optagelse i særlige botilbud uden samtykke

§ 131.

Familieretshuset træffer afgørelse om optagelse i særlige botilbud uden samtykke efter § 129 eller § 136 f, stk. 3, 2. pkt., efter indstilling fra kommunalbestyrelsen.

Familieretshusets afgørelse skal træffes senest 2 uger efter modtagelse af kommunalbestyrelsens indstilling.

Stk. 2.

Indstillingen skal indeholde en redegørelse for

  1. 1)

    grundlaget for, at betingelserne i § 129 eller § 136 f, stk. 3, 2. pkt., anses for opfyldt,

  2. 2)

    den nødvendige faglige dokumentation for den nedsatte funktionsevne,

  3. 3)

    den hjælp og pleje efter kapitel 16, der har været iværksat eller har været tilbudt den pågældende eller familien, før indstilling om optagelse i et særligt botilbud blev besluttet,

  4. 4)

    indretningen af den nye bolig og den personlige hjælp, pleje og støtte m.v., som herefter vil kunne stilles til rådighed, og

  5. 5)

    personens egne samt de pårørendes og den eventuelle værges bemærkninger til flytningen, herunder hvorvidt de klageberettigede efter § 134, stk. 3, kan tiltræde kommunalbestyrelsens indstilling.

Stk. 3.

En ægtefælle eller anden nærtstående person, der deler bolig med den person, som sagen vedrører, er berettiget til at klage over kommunalbestyrelsens afslag på at indstille til optagelse i særlige botilbud efter denne bestemmelse.

Klagen kan indbringes for Familieretshuset, men ikke for anden administrativ klagemyndighed.

Reglerne i §§ 66-69, § 70, 1. pkt., og § 74 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område finder anvendelse ved indbringelse af klager for Familieretshuset.

Stk. 4.

Har den pågældende ikke en værge eller fremtidsfuldmægtig, hvis kompetence omfatter beslutninger efter stk. 1, skal kommunalbestyrelsen anmode Familieretshuset om at beskikke en værge efter værgemålsloven.

Familieretshuset skal have truffet afgørelse om værgebeskikkelse, inden kommunalbestyrelsen indstiller efter § 129.

Stk. 5.

Kommunen kan om fornødent anmode om bistand af politiet til at gennemføre en afgørelse om flytning.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 641 af 01/07/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Serviceloven § 131

Lovgivers oprindelige intention

Den oprindelige lovL 38 (2004-05, 2. samling) · bemærkning til § 131LOV nr 573 af 24/06/2005 · 24. juni 2005

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 109 g i lov om social service, dog er opgaven nu kun kommunal som konsekvens af strukturaftalen. Endvidere er foretaget redaktionelle ændringer, jf. afsnit 4 i de almindelige bemærkninger.

Senere ændringer

ÆndringL 188 (2023-24) · bemærkning til § 1, nr. 28LOV nr 680 af 11/06/2024 · 11. juni 2024

Efter § 131, stk. 1, 1. pkt., i serviceloven træffer Familieretshuset afgørelse om optagelse i særlige botilbud uden samtykke efter § 129 eller § 136 f, stk. 3, 2. pkt., efter indstilling fra kommunalbestyrelsen, og efter lovens § 131, stk. 1, 2. pkt., skal Familieretshusets afgørelse træffes senest 2 uger efter modtagelse af kommunalbestyrelsens indstilling.

§ 131 har følgende overskrift: »Familieretshusets afgørelser om optagelse i særlige botilbud uden samtykke«.

Det foreslås, at i overskriften før § 131 ændres »Familieretshusets afgørelser« til »Afgørelser«, og at »Familieretshusets afgørelse« i § 131, stk. 1, 2. pkt., ændres til: »Afgørelse efter 1. pkt.«

Forslaget skal ses i sammenhæng med de ved lovforslagets § 1, nr. 22, foreslåede bestemmelser i § 130 a, stk. 1 og 5, i serviceloven, hvorved det foreslås, at Det Socialfaglige Nævn vedrørende Magtanvendelse overfor Borgere med Handicap oprettes. Forslagets skal desuden ses i sammenhæng med lovforslagets nr. 33, hvor det foreslås, at indføre en bestemmelse som § 131 b om nævnets afgørelseskompetence, og at nævnet overtager Familieretshusets kompetence til at træffe afgørelse om optagelse i botilbud efter de omhandlede bestemmelser i serviceloven.

Der henvises endvidere til de ved lovforslagets § 1, nr. 20, foreslåede ændring af »Familieretshuset« til: »Det Socialfaglige Nævn vedrørende Magtanvendelse overfor Borgere med Handicap« i § 129, stk. 1 og 2, § 129 a, § 131, stk. 1, 1. pkt., § 131 a, stk. 1, 1. pkt., og § 136 f, stk. 3, 2. pkt.

ÆndringL 188 (2023-24) · bemærkning til § 1, nr. 29LOV nr 680 af 11/06/2024 · 11. juni 2024

I sager om optagelse af personer med en betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne i et særligt botilbud uden samtykke træffer Familieretshuset efter servicelovens § 129, jf. § 131, afgørelse efter indstilling fra kommunalbestyrelsen. Servicelovens § 129 fastlægger betingelserne for at træffe afgørelse om optagelse i et særligt botilbud uden samtykke, mens § 131 indeholder procedureregler for behandling af sager efter § 129, herunder at Familieretshusets afgørelse efter bestemmelsens stk. 1 skal træffes senest 2 uger efter modtagelse af kommunalbestyrelsens indstilling.

Kravene til indholdet af kommunalbestyrelsens indstilling er fastsat i lovens § 131, stk. 2, herunder at indstillingen bl.a. skal indeholde en redegørelse for den eventuelle værges bemærkninger til sagen.

Det fremgår af § 131, stk. 4, at har den pågældende ikke allerede en værge, skal kommunalbestyrelsen, når der indstilles til flytning, anmode Familieretshuset om at beskikke en værge efter værgemålsloven.

Det fremgår af bemærkningerne til servicelovens § 131, stk. 4, jf. Folketingstidende 1998-99, tillæg A, side 4620, at kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der fremsættes anmodning om værgemål samtidig med fremsendelse af indstilling om optagelse i særlige botilbud. Da der må påregnes en vis sagsbehandlingstid i forbindelse med behandling af ansøgning om værgemål, er det vigtigt, at kommunen forinden fremsendelsen af ansøgningen indhenter de fornødne oplysninger til brug for behandlingen af sagen. I tilfælde, hvor et familiemedlem [ikke] er beskikket som værge for den pågældende, eller der alene er tale om et økonomisk værgemål, efter § 5, stk. 3, i værgemålsloven, kan der være behov for beskikkelse af en ad hoc-værge til at varetage den pågældendes interesser i forbindelse med behandling af sagen om optagelse i særlige botilbud.

Det foreslås, at § 131, stk. 4, i serviceloven affattes således: »Har den pågældende ikke en værge eller fremtidsfuldmægtig, hvis kompetence omfatter beslutninger efter stk. 1, skal kommunalbestyrelsen anmode Familieretshuset om at beskikke en værge efter værgemålsloven. Familieretshuset skal have truffet afgørelse om værgebeskikkelse, inden kommunalbestyrelsen indstiller efter § 129.«

Forslaget vil betyde, at kommunalbestyrelsen som en del af forberedelsen af en sag om optagelse i et særligt botilbud uden samtykke efter servicelovens § 129 vil skulle anmode Familieretshuset om at beskikke en værge efter værgemålsloven, hvis den pågældende ikke har en værge eller en fremtidsfuldmægtig, hvis kompetence omfatter beslutninger om optagelse i et særligt botilbud uden samtykke.

Forslaget vil endvidere betyde, at kommunalbestyrelsen først vil kunne indstille efter servicelovens § 129, når Familieretshuset har truffet afgørelse om værgebeskikkelse, uanset om Familieretshuset beskikker en værge eller afslår at beskikke en værge.

Der vil ikke være grundlag for at anmode Familieretshuset om at beskikke en værge, hvis den pågældende allerede har en værge eller en fremtidsfuldmægtig, hvis kompetence omfatter beslutninger om optagelse i et særligt botilbud uden samtykke.

Med forslaget undgås det, at der behandles spørgsmål om værgebeskikkelse under behandlingen af en sag om optagelse i et særligt botilbud uden samtykke, spørgsmål om værgebeskikkelse vil skulle være afklaret, inden indstillingen afgives. På den måde vil personer, der har behov for en værge, have fået beskikket en værge, der vil kunne varetage den pågældendes interesser i relation til spørgsmål om optagelse i et særligt botilbud, og kommunalbestyrelsens indstilling vil kunne indeholde en redegørelse for værgens bemærkninger til sagen.

Forslaget skal også ses i sammenhæng med, at der for sager om optagelse i et særligt botilbud uden samtykke efter servicelovens § 129 gælder en sagsbehandlingsfrist på to uger.

ÆndringL 156 (2018-19) · bemærkning til § 1, nr. 20LOV nr 498 af 01/05/2019 · 1. maj 2019

Efter servicelovens § 131, stk. 1, træffer Statsforvaltningen afgørelse om optagelse i særlige botilbud uden samtykke efter § 129 efter indstilling fra kommunalbestyrelsen. Efter servicelovens § 131, stk. 2, skal indstillingen efter nr. 1 indeholde en redegørelse for grundlaget for, at betingelserne i § 129 anses for opfyldt.

Det foreslås, at henvisningen i § 131, stk. 1 og 2, til servicelovens § 129 ændres, så den foreslåede § 136 f, stk. 3, 2. pkt., tilføjes, da Familieretshuset efter den foreslåede § 136 f, stk. 3, 2. pkt., træffer afgørelse om optagelse eller flytning til et bestemt botilbud efter 136 f, stk. 1, efter kommunalbestyrelsens indstilling, når kommunalbestyrelsens indstilling ikke kan tiltrædes af værgen eller fremtidsfuldmægtigen efter § 136 f, stk. 1. Det bemærkes, at Statsforvaltningen den 1. april 2019 nedlægges som følge af lov nr. 1702 af 27. december 2018 om Familieretshuset, som træder i kraft den 1. april 2019. Statsforvaltningens opgaver i relation til servicelovens regler om optagelse i særlige botilbud uden samtykke overgår i den forbindelse til Familieretshuset.

Ændringen betyder, at bestemmelserne i § 131 også gælder for Familieretshusets afgørelser efter den foreslåede § 136 f, stk. 3, 2. pkt.

Baggrunden for ændringen er, at det i dette lovforslag foreslås at servicelovens § 129, stk. 6, ophæves og nyaffattes i det foreslåede kapitel 24 b som § 136 f, stk. 3. Baggrunden herfor er, at disse regler kun vedrører personer med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, som er en konsekvens af en erhvervet og fremadskridende mental svækkelse (f.eks. personer med demens), og alle regler af denne karakter med dette lovforslag samles i det foreslåede kapitel 24 b.

ÆndringL 91 (2018-19) · bemærkning til § 13, nr. 3LOV nr 1711 af 27/12/2018 · 27. december 2018

Statsforvaltningen varetager efter serviceloven en række opgaver vedrørende optagelse i botilbud uden samtykke. Det drejer sig blandt andet om, at Statsforvaltningen træffer afgørelse om optagelse i botilbud uden samtykke efter § 131, jf. § 129, stk. 1, i serviceloven. Bestemmelsen omhandler personer med varigt og betydelig nedsat psykisk funktionsevne, der modsætter sig flytningen eller ikke kan give informeret samtykke, og hvor kravene i § 129, stk. 1, er opfyldte. Afgørelsen træffes efter indstilling fra kommunalbestyrelsen. Statsforvaltningen kan dog, jf. § 129, stk. 3, træffe afgørelse, uanset at kravene i § 129, stk. 1, ikke er opfyldte, hvis det skønnes at være i personens egen interesse, personen ikke modsætter sig flytning, men blot ikke kan give samtykke, og der er tale om flytning mellem tilsvarende boliger i botilbud.

Det drejer sig endvidere blandt andet om, at Statsforvaltningen træffer afgørelse om optagelse i botilbud uden samtykke efter § 131, jf. § 129, stk. 2, i serviceloven, såfremt den omhandlede persons værge ikke er enig i optagelsen. Bestemmelsen omhandler personer med varigt og betydelig nedsat funktionsevne, der er en konsekvens af en erhvervet mental svækkelse, som er fremadskridende, og hvor personen ikke modsætter sig flytningen, men ikke kan give samtykke.

Bestemmelserne i §§ 131 og 134 i serviceloven vedrører Statsforvaltningens behandling af sager om optagelse i botilbud uden samtykke efter § 131, jf. § 129. Bestemmelserne vedrører sagsbehandlingsfrister, krav til sagsoplysning, afgrænsning af klageberettigede og klage over kommunalbestyrelsens og Statsforvaltningens afgørelse.

Det foreslås, at henvisningen til Statsforvaltningen i overskriften før § 131 og i bestemmelserne i § 131, stk. 1, og § 134, stk. 1, ændres til Familieretshuset.

De foreslåede ændringer er begrundede i, at Statsforvaltningen med forslaget til lov om Familieretshuset foreslås nedlagt, og at det foreslås, at Familieretshuset træffer afgørelse i sager om optagelse i botilbud uden samtykke efter servicelovens § 131, jf. § 129.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.5.2.

ÆndringL 206 (2016-17) · bemærkning til § 1, nr. 5LOV nr 661 af 08/06/2017 · 8. juni 2017

Efter gældende ret, jf. servicelovens § 131, stk. 1, er det statsforvaltningen, der træffer afgørelse om optagelse i et bestemt botilbud uden samtykke efter § 129 efter indstilling fra kommunalbestyrelsen. Statsforvaltningens afgørelse skal træffes senest 2 uger efter modtagelse af kommunalbestyrelsens indstilling.

Servicelovens § 131, stk. 2, nr. 1-5, indeholder krav til den kommunale redegørelse, der skal indeholdes i indstillingen til statsforvaltningen om flytning uden samtykke for den målgruppe, der i dag er omfattet af § 129, og efter de kriterier, der er opstillet herfor. Efter § 131, stk. 3-5, kan 1) en ægtefælle eller en nærtstående person, som deler bolig med den person, sagen vedrører, klage over afslag på indstilling om optagelse i et bestemt botilbud, 2) skal kommunalbestyrelsen indstille til en værge, hvis beboeren ikke allerede har en værge og 3) kan kommunen om fornødent anmode om bistand af politiet til at gennemføre afgørelsen.

Med henblik på at opstille en tilsvarende bestemmelse som den gældende § 131, der er tilpasset målgruppen for og kriterierne i den foreslåede § 129 a, foreslås det at indføre en ny § 131 a .

Efter den foreslåede § 131 a, stk. 1 , skal statsforvaltningen træffe afgørelse om optagelse i et bestemt botilbud efter § 129 a efter indstilling fra kommunalbestyrelsen. Statsforvaltningen skal træffe afgørelse senest 2 uger efter modtagelse af kommunalbestyrelsens indstilling.

Af den foreslåede § 131 a, stk. 2, nr. 1-6, følger, at kommunalbestyrelsens indstilling til statsforvaltningen skal indeholde en række oplysninger i form af en redegørelse, som statsforvaltningen kan træffe afgørelse på baggrund af.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 131 a, stk. 2, nr. 1, skal kommunalbestyrelsen redegøre for grundlaget for, at betingelserne i den foreslåede § 129 a anses for opfyldt. Redegørelsen skal således indeholde dokumentation for, at retssikkerhedsgarantierne efter servicelovens § 124, stk. 2-4, er iagttaget. Det følger af servicelovens § 124, stk. 2, at kommunalbestyrelsen forud for en indstilling om flytning skal foretage, hvad der er muligt for at opnå beboerens frivillige medvirken og udelukkende anvende flytning i tilfælde, hvor mindre indgribende foranstaltninger ikke vurderes at være tilstrækkelige, jf. servicelovens § 124, stk. 3. Endelig skal en eventuel flytning uden samtykke udføres så skånsomt og kortvarigt som muligt og med størst mulig hensyntagen til den pågældende, således at der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe, jf. servicelovens § 124, stk. 4. Det betyder, at flytningen, det vil sige fuldbyrdelsen af afgørelsen, skal være kortvarig.

Derudover skal redegørelsen efter den foreslåede § 131 a, stk. 2, nr. 1 , fastslå, at beboeren er en del af personkredsen for servicelovens kapitel 24 om magtanvendelse, jf. servicelovens § 124 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 3. Dette betyder konkret, at der skal redegøres for, at beboeren har en betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, at beboeren modtager personlig og praktisk hjælp samt socialpædagogisk bistand mv. efter serviceloven, og at beboeren ikke samtykker til optagelse i et bestemt botilbud.

I henhold til den foreslåede § 131 a, stk. 2, nr. 2 , skal kommunalbestyrelsens indstilling til statsforvaltningen indeholde den nødvendige faglige dokumentation for sindslidelsen og den deraf følgende betydeligt og varigt nedsatte psykiske funktionsevne.

Redegørelsen i forbindelse med indstillingen kan tage udgangspunkt i de eksisterende afgørelser om tildeling af personlig og praktisk hjælp, jf. servicelovens § 89, eller de eksisterende skriftlige planer, jf. § 141 i serviceloven, men skal indeholde opdaterede oplysninger, der eksempelvis er tilvejebragt i forbindelse med, at der er foretaget en vurdering af beboerens behov i relation til det bestemte botilbud, kommunalbestyrelsen indstiller til optagelse i.

Den nødvendige faglige dokumentation kan f.eks. bestå i lægefaglig, pædagogisk eller psykologisk dokumentation for, at netop dette indgreb ikke bare er forsvarligt, men også nødvendigt for at undgå personskade, ligesom f.eks. arbejdsmiljøvurderinger kan indgå. Der kan derfor ikke opstilles en udtømmende opregning af, hvilken form for faglig dokumentation der anses for nødvendig, men det er en forudsætning, at der på indstillingstidspunktet ikke er tvivl om beboerens betydeligt og varigt nedsatte funktionsevne som følge af en sindslidelse.

I henhold til den foreslåede § 131 a, stk. 2, nr. 3, skal kommunalbestyrelsens indstilling til statsforvaltningen indeholde den nødvendige dokumentation for, at den pågældende er til væsentlig fare for eller udviser en særligt truende eller en særligt chikanerende adfærd samt for denne adfærds indvirkning på øvrige beboere eller personale. Redegørelsen skal kunne dokumentere omfanget af og indholdet i den væsentligt farlige, særligt truende eller særligt chikanerende adfærd. Risikoen skal være aktuel og nærliggende på tidspunktet for indstillingen og skal indebære, at den pågældende risikerer at udsætte andre for at lide væsentlig personskade.

Det er ikke tilstrækkeligt at have en formodning om, at den pågældende vil foretage sig noget, der kan udsætte beboeren selv eller andre for at lide væsentlig personskade. Redegørelsen skal derfor kunne dokumentere hidtidig adfærd samt indeholde en vurdering af risikoen for, at vedkommende igen vil udsætte omgivelserne, eksempelvis bestemte beboere eller personale, for væsentlig fare eller en særligt truende eller en særligt chikanerende adfærd.

Redegørelsen skal samtidig indeholde dokumentation for beboerens adfærd og dennes indvirkning på de øvrige beboere og personale. Dokumentationen kan eksempelvis foreligge i personale eller øvrige beboeres beskrivelser af konkrete situationer, anmeldelser om vold og overgreb begået af beboeren og lignende.

I henhold til den foreslåede § 131 a, stk. 2, nr. 4, skal kommunalbestyrelsens indstilling indeholde en redegørelse for den hjælp, socialpædagogiske bistand og øvrige indsatser efter afsnit V i serviceloven, der har været iværksat eller tilbudt den pågældende for at forebygge personens farlige, truende eller chikanerende adfærd, før indstilling om optagelse i et bestemt botilbud blev besluttet. Det bemærkes i den forbindelse, at kommuner i komplekse sager på det sociale område hvor der er brug for supplerende faglig viden, kan søge rådgivning og sparring hos Socialstyrelsens nationale Videns- og Specialrådgivningsorganisation på det sociale område og på specialundervisningsområdet (VISO). Det vil også gælde i sager om flytning af beboere i målgruppen for lovforslaget.

Redegørelsen skal således beskrive den hidtidige hjælp og indsats, herunder eventuel misbrugsbehandling, der har været iværksat for at forebygge personens farlige, truende eller chikanerende adfærd over for øvrige beboere eller personale.

I henhold til den foreslåede § 131 a, stk. 2, nr. 5 , skal kommunalbestyrelsens indstilling indeholde en redegørelse for indretningen af den nye bolig og personlige hjælp, pleje og støtte mv., som herefter vil kunne stilles til rådighed.

Redegørelsen for indretning af den nye bolig og den personlige og praktiske hjælp og støtte m.v., som vil kunne stilles til rådighed, skal beskrive det konkrete botilbud, som beboeren indstilles til optagelse i. Endvidere skal der foreligge en beskrivelse af de særlige tilbud om støtte, personlig og praktisk hjælp m.v., herunder eventuel misbrugsbehandling, som tilbydes i tilknytning til botilbuddet. Derudover skal redegørelsen beskrive, hvordan den nødvendige hjælp og støtte i det bestemte botilbud tilpasses til vedkommende specifikke behov, herunder behov for særlige indsatser til forebyggelse af farlig, truende eller chikanerende adfærd. Indstillingen bør indeholde en sammenfattende begrundelse for indstillingen.

I henhold til den foreslåede § 131 a, stk. 2, nr. 6, skal kommunalbestyrelsens indstilling indeholde en redegørelse for personens egne samt de pårørendes og den eventuelle værges bemærkninger til flytningen, herunder hvorvidt de klageberettigede efter § 134, stk. 3, kan tiltræde kommunalbestyrelsens indstilling.

Redegørelsen skal indeholde personens egne samt de pårørendes og den eventuelle værges bemærkninger til flytningen. Bemærkningerne vil hovedsagelig vedrøre de nævnte personers indstilling til flytningen, men kan også indeholde spørgsmål som f.eks. ægtefællens fortsatte boligforhold og økonomiske forhold.

Efter den gældende § 131, stk. 4, skal kommunalbestyrelsen i forbindelse med indstillingen til statsforvaltning om at flytte en borger uden samtykke også anmode om, at statsforvaltningen beskikker borgeren en værge, hvis borgeren ikke allerede har en. Efter den foreslåede § 131 a, stk. 3, skal kommunalbestyrelsen overveje behovet for at indstille til værgebeskikkelse samtidig med, at det indstilles til Statsforvaltningen, at der kan ske optagelse uden samtykke i et bestemt botilbud efter servicelovens § 108. Formålet med bestemmelsen er at sikre, at kommunalbestyrelsen overvejer, hvorvidt der er behov for værgebeskikkelse i den konkrete sag.

I henhold til servicelovens § 131, stk. 5, har kommunalbestyrelsen hjemmel til om fornødent at anmode politiet om bistand til at gennemføre en afgørelse om flytning.

I den foreslåede § 131 a, stk. 4, foreslås, at kommunalbestyrelsen om fornødent kan anmode om bistand af politiet til at gennemføre en afgørelse om flytning. Hensynet bag den foreslåede mulighed for anmodning om bistand fra politiet er, at der er tale om en målgruppe, som har en udadreagerende adfærd. Dertil kommer, at målgruppen i enkelte tilfælde antages aktivt at ville modsætte sig en flytning uden samtykke. Det vurderes derfor hensigtsmæssigt, at kommunalbestyrelsen i særlige tilfælde har mulighed for at anmode om politiets hjælp til at gennemføre en afgørelse om flytning uden samtykke. Det skal dog forinden have været forsøgt med socialpædagogiske metoder og øvrige indsatser på anden og mindre indgribende vis at gennemføre en afgørelse om flytning forud for, at kommunalbestyrelsen anmoder om politiets bistand.

For så vidt angår forholdet til persondataloven i forbindelse med kommunalbestyrelsens indstilling til statsforvaltningen efter den foreslåede § 131 a , henvises til lovforslagets § 2, nr. 1-2, samt bemærkningerne hertil.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.2. og 3.3. i de almindelige bemærkninger.

ÆndringL 5 (2016-17) · bemærkning til § 1, nr. 6LOV nr 1543 af 13/12/2016 · 13. december 2016

Af servicelovens § 131, stk. 2, fremgår, at en kommunalbestyrelses indstilling til statsforvaltningen om at træffe afgørelse om optagelse i et særligt botilbud uden samtykke efter § 129 skal indeholde en redegørelse. Kravene til redegørelsens indhold er oplistet i servicelovens § 131, stk. 2, nr. 1-5. Redegørelsen skal således indeholde 1) oplysninger om grundlaget for at betingelserne i § 129 anses for opfyldte, 2) den nødvendige faglige dokumentation for den nedsatte funktionsevne, 3) den hjælp og pleje efter servicelovens kapitel 16, der har været iværksat eller tilbudt den pågældende borger eller familien, før kommunalbestyrelsen udarbejdede indstillingen og 4) indretningen af den nye bolig og den personlige hjælp, pleje og støtte m.v., som vil kunne stilles til rådighed. Endelig skal redegørelsen, jf. § 131, stk. 2, nr. 5, også indeholde oplysninger om den omhandlede persons egne samt de pårørendes og den eventuelle værges bemærkninger til flytningen.

Der foreslås med lovforslagets § 2, nr. 13, en ændring af retssikkerhedsloven, således at statsforvaltningen kan træffe afgørelse om, at en flytning efter servicelovens § 129 kan iværksættes straks, hvis hensynet til den pågældende borger taler herfor, og alle klageberettigede tiltræder kommunalbestyrelsens indstilling om flytning til det konkrete botilbud. For at understøtte denne foreslåede ændring, foreslås der en udvidelse af indholdet af redegørelsen efter servicelovens § 131, stk. 2. Redegørelsen foreslås således fremover i forlængelse af oplysninger om pårørendes bemærkninger til flytningen også at skulle indeholde oplysninger om, hvorvidt de klageberettigede efter servicelovens § 134, stk. 3, kan tiltræde kommunalbestyrelsens indstilling. Idet redegørelsen bliver sendt til statsforvaltningen af kommunalbestyrelsen som en del af indstillingen om flytning efter servicelovens § 129, vil statsforvaltningen som en del af de almindelige sagsbehandlingsskridt modtage oplysninger om, hvorvidt de klageberettigede kan tiltræde kommunalbestyrelsens indstilling om flytning. Det forudsættes, at kommunalbestyrelsen som hidtil i forbindelse med afklaring af de pårørendes bemærkninger til flytningen gør de klageberettigede opmærksomme på indstillingens indhold og konsekvenser.

ÆndringL 158 (2012-13) · bemærkning til § 2, nr. 4LOV nr 493 af 21/05/2013 · 21. maj 2013

Afgørelser om hjælp og foranstaltninger, som kommunalbestyrelsen træffer efter serviceloven, kan i dag indbringes for det sociale nævn efter klagereglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Som et led i den foreslåede forenkling af klagesystemet vil de sociale nævn og beskæftigelsesankenævnene blive nedlagt. Dette indebærer, at kommunalbestyrelsens afgørelser, som tidligere kunne påklages til disse nævn, fremover vil kunne indbringes direkte for Ankestyrelsen som første og sidste klageinstans, jf. forslagets § 2, nr. 8.

I sager om optagelse af personer, omfattet af målgruppen nævnt i servicelovens § 124 a, i særlige botilbud uden samtykke, findes i lovens §§ 129, 131 og 134 en atypisk konstruktion vedrørende afgørelsen af disse sager. Efter de gældende regler i serviceloven træffes afgørelse om en sådan optagelse ikke af kommunalbestyrelsen men af det sociale nævn efter indstilling fra kommunalbestyrelsen. Dette følger af lovens § 131. Kommunen foretager sagsbehandlingen, og kommunens indstilling skal indeholde en redegørelse for en række forhold, som skal danne grundlag for nævnets afgørelse i sagen. Nævnet skal efter lovens § 131, stk. 1, træffe afgørelse senest 2 uger efter modtagelsen af kommunens indstilling. Nævnets afgørelser kan indbringes for Ankestyrelsen. Kommunalbestyrelsen skal efter de gældende regler sørge for, at personen under sagen får bistand fra en advokat til at varetage sine interesser i sagen.

Baggrunden for ovennævnte afgørelseskonstruktion er at styrke borgerens retssikkerhed i disse sager, idet der er tale om afgørelser, der er indgribende i borgerens selvbestemmelsesret. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til L 195 - forslag til lov om ændring af lov om social service og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. (Om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten m.v. og om øget fleksibilitet i sammensætningen af koordinationsudvalg), Folketingssamling 1998-1999, tillæg A, spalte 4600.

Som følge af den foreslåede ændring af klagesystemet på beskæftigelsesområdet og det sociale område, hvorefter de sociale nævn og beskæftigelsesankenævnene nedlægges, foreslås ved nr. 2-5 at placere afgørelseskompetencen i sager om anbringelse af personer i særlige botilbud uden samtykke efter lovens § 131 i statsforvaltningen.

Det er hensigten, at statsforvaltningerne, ligesom de sociale nævn i dag, behandler indstillinger om optagelse i botilbud uden samtykke efter retssikkerhedslovens regler i det omfang, disse er relevante for sagens behandling. Det vil blive fastsat i bekendtgørelse om retssikkerhed og administration på det sociale område med hjemmel i retssikkerhedslovens § 2, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 1.

Statsforvaltningen vil således fremover træffe afgørelse i disse sager, som de sociale nævn gør det i dag og på baggrund af en indstilling fra kommunalbestyrelsen.

Der er således ikke tiltænkt en ændring i de grundlæggende forudsætninger i loven for optagelse i særlige botilbud uden samtykke, idet formålet med forslaget alene er en ændring i forhold til, hvilken myndighed der træffer afgørelsen.

Ved at placere afgørelseskompetencen i ovennævnte sager i statsforvaltningen sker der en så begrænset ændring i behandlingen af disse sager som muligt, idet afgørelseskompetencen forbliver varetaget med en stor faglig ekspertise og på et regionalt niveau, samtidig med at sagerne fortsat vil kunne indbringes for Ankestyrelsen som klageinstans, jf. § 2, nr. 10 og 11. Med forslaget vil borgerens retssikkerhed således forblive uændret.

Den foreslåede ændring i nr. 9 vedrørende overskriften til § 134 er en konsekvens af at overskriften til § 133 ved nr. 7 foreslås ændret til Klage til Ankestyrelsen, og at denne overskrift herefter vil dække såvel § 133 som § 134.

Den foreslåede ændring i nr. 12 er en konsekvens af, at retssikkerhedslovens § 63 foreslås ophævet ved § 1, nr. 31.

Til § 2, nr. 6

Efter den gældende § 131, stk. 3, i serviceloven kan en ægtefælle eller en anden nærtstående klage overover en kommunalbestyrelses afslag på at indstille en person til optagelse i botilbud uden samtykke. Klager indbringes for de sociale nævn efter reglerne i retssikkerhedslovens kapitel 10. En klage kan ikke indbringes for en anden administrativ myndighed.

Som en konsekvens af den foreslåede nedlæggelse af de sociale nævn foreslås på samme måde som for behandlingen af indstillinger om optagelse i botilbud, jf. overfor til nr. 2-5, at klager over afslag på sådanne indstillinger fremover skal kunne indbringes for statsforvaltningen,

Det foreslås, at retssikkerhedslovens § 66 om genvurdering, § 67 om klagefrist, §§ 68-70 om klageinstansens sagsbehandling samt bemyndigelsen i § 74 til at fastsætte nærmere regler om behandling af klagesager skal gælde for statsforvaltningernes behandling af klager om kommuners afslag på at indstille til botilbud, ligesom disse bestemmelser i retssikkerhedslovens kapitel 10 i dag gælder efter servicelovens § 131, stk. 3, 2. pkt., ved de sociale nævns behandling af sådanne klager,

ÆndringL 158 (2012-13) · bemærkning til § 2, nr. 5LOV nr 493 af 21/05/2013 · 21. maj 2013

Afgørelser om hjælp og foranstaltninger, som kommunalbestyrelsen træffer efter serviceloven, kan i dag indbringes for det sociale nævn efter klagereglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Som et led i den foreslåede forenkling af klagesystemet vil de sociale nævn og beskæftigelsesankenævnene blive nedlagt. Dette indebærer, at kommunalbestyrelsens afgørelser, som tidligere kunne påklages til disse nævn, fremover vil kunne indbringes direkte for Ankestyrelsen som første og sidste klageinstans, jf. forslagets § 2, nr. 8.

I sager om optagelse af personer, omfattet af målgruppen nævnt i servicelovens § 124 a, i særlige botilbud uden samtykke, findes i lovens §§ 129, 131 og 134 en atypisk konstruktion vedrørende afgørelsen af disse sager. Efter de gældende regler i serviceloven træffes afgørelse om en sådan optagelse ikke af kommunalbestyrelsen men af det sociale nævn efter indstilling fra kommunalbestyrelsen. Dette følger af lovens § 131. Kommunen foretager sagsbehandlingen, og kommunens indstilling skal indeholde en redegørelse for en række forhold, som skal danne grundlag for nævnets afgørelse i sagen. Nævnet skal efter lovens § 131, stk. 1, træffe afgørelse senest 2 uger efter modtagelsen af kommunens indstilling. Nævnets afgørelser kan indbringes for Ankestyrelsen. Kommunalbestyrelsen skal efter de gældende regler sørge for, at personen under sagen får bistand fra en advokat til at varetage sine interesser i sagen.

Baggrunden for ovennævnte afgørelseskonstruktion er at styrke borgerens retssikkerhed i disse sager, idet der er tale om afgørelser, der er indgribende i borgerens selvbestemmelsesret. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til L 195 - forslag til lov om ændring af lov om social service og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. (Om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten m.v. og om øget fleksibilitet i sammensætningen af koordinationsudvalg), Folketingssamling 1998-1999, tillæg A, spalte 4600.

Som følge af den foreslåede ændring af klagesystemet på beskæftigelsesområdet og det sociale område, hvorefter de sociale nævn og beskæftigelsesankenævnene nedlægges, foreslås ved nr. 2-5 at placere afgørelseskompetencen i sager om anbringelse af personer i særlige botilbud uden samtykke efter lovens § 131 i statsforvaltningen.

Det er hensigten, at statsforvaltningerne, ligesom de sociale nævn i dag, behandler indstillinger om optagelse i botilbud uden samtykke efter retssikkerhedslovens regler i det omfang, disse er relevante for sagens behandling. Det vil blive fastsat i bekendtgørelse om retssikkerhed og administration på det sociale område med hjemmel i retssikkerhedslovens § 2, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 1.

Statsforvaltningen vil således fremover træffe afgørelse i disse sager, som de sociale nævn gør det i dag og på baggrund af en indstilling fra kommunalbestyrelsen.

Der er således ikke tiltænkt en ændring i de grundlæggende forudsætninger i loven for optagelse i særlige botilbud uden samtykke, idet formålet med forslaget alene er en ændring i forhold til, hvilken myndighed der træffer afgørelsen.

Ved at placere afgørelseskompetencen i ovennævnte sager i statsforvaltningen sker der en så begrænset ændring i behandlingen af disse sager som muligt, idet afgørelseskompetencen forbliver varetaget med en stor faglig ekspertise og på et regionalt niveau, samtidig med at sagerne fortsat vil kunne indbringes for Ankestyrelsen som klageinstans, jf. § 2, nr. 10 og 11. Med forslaget vil borgerens retssikkerhed således forblive uændret.

Den foreslåede ændring i nr. 9 vedrørende overskriften til § 134 er en konsekvens af at overskriften til § 133 ved nr. 7 foreslås ændret til Klage til Ankestyrelsen, og at denne overskrift herefter vil dække såvel § 133 som § 134.

Den foreslåede ændring i nr. 12 er en konsekvens af, at retssikkerhedslovens § 63 foreslås ophævet ved § 1, nr. 31.

Til § 2, nr. 6

Efter den gældende § 131, stk. 3, i serviceloven kan en ægtefælle eller en anden nærtstående klage overover en kommunalbestyrelses afslag på at indstille en person til optagelse i botilbud uden samtykke. Klager indbringes for de sociale nævn efter reglerne i retssikkerhedslovens kapitel 10. En klage kan ikke indbringes for en anden administrativ myndighed.

Som en konsekvens af den foreslåede nedlæggelse af de sociale nævn foreslås på samme måde som for behandlingen af indstillinger om optagelse i botilbud, jf. overfor til nr. 2-5, at klager over afslag på sådanne indstillinger fremover skal kunne indbringes for statsforvaltningen,

Det foreslås, at retssikkerhedslovens § 66 om genvurdering, § 67 om klagefrist, §§ 68-70 om klageinstansens sagsbehandling samt bemyndigelsen i § 74 til at fastsætte nærmere regler om behandling af klagesager skal gælde for statsforvaltningernes behandling af klager om kommuners afslag på at indstille til botilbud, ligesom disse bestemmelser i retssikkerhedslovens kapitel 10 i dag gælder efter servicelovens § 131, stk. 3, 2. pkt., ved de sociale nævns behandling af sådanne klager,

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 131.