Serviceloven

Serviceloven § 79 a

Gældende tekst efter LBK nr 641 af 01/07/2026.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 14 – Almene tilbud

§ 79 a.

(Ophævet)

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 641 af 01/07/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Serviceloven § 79 a

Senere ændringer

ÆndringL 148 (2018-19) · bemærkning til § 1, nr. 1LOV nr 508 af 01/05/2019 · 1. maj 2019

Efter de gældende regler i servicelovens § 79 a, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen tilbyde mindst et årligt forebyggende hjemmebesøg til alle borgere, der er fyldt 80 år, og som bor i kommunen jf. dog stk. 2 og 3.

Formålet med et forebyggende hjemmebesøg er eksempelvis at drøfte den pågældendes aktuelle livssituation og hjælpe den pågældende til bedre at udnytte egne ressourcer og bevare funktionsniveauet længst muligt.

Med den foreslåede ændring af servicelovens § 79 a, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen tilbyde mindst et årligt forebyggende hjemmebesøg til alle borgere, som er fyldt 82 år, og som bor i kommunen jf. dog stk. 2-4.

Med forslaget ændres aldersgrænsen for tilbagevendende årlige tilbud om forebyggende hjemmebesøg således fra 80 til 82 år. Det betyder, at de 81-årige fremover ikke skal tilbydes et forebyggende hjemmebesøg – medmindre de er i særlig risiko for at få nedsat social, psykisk eller fysisk funktionsevne jf. stk. 2-4.

Det bemærkes, at ændringen af stk. 2 og 3, som nu bliver stk. 2-4, er en konsekvensrettelse ift. at der indsættes et nyt stk. 3.

ÆndringL 148 (2018-19) · bemærkning til § 1, nr. 2LOV nr 508 af 01/05/2019 · 1. maj 2019

Efter de gældende regler i servicelovens § 79 a, stk. 2 , skal kommunalbestyrelsen tilbyde et forebyggende hjemmebesøg til alle ældre borgere, som bor i kommunen, i deres fyldte 75. år. Dette fastholdes.

Det foreslås i § 79 a, stk. 2, at kommunalbestyrelsen også skal tilbyde et forebyggende hjemmebesøg til alle borgere, som bor i kommunen, i deres fyldte 80. år.

Efter den foreslåede bestemmelse forpligtes kommunalbestyrelsen således til at tilbyde et forebyggende hjemmebesøg til alle borgere i kommunen i deres fyldte 80. år. Ligesom kommunen allerede tilbyder forebyggende hjemmebesøg i det fyldte 75. år.

Det betyder, at alle 80-årige skal tilbydes et forebyggende hjemmebesøg blandt andet med henblik på at afklare behovet for fremtidige besøg. Det bemærkes at ændringen er en konsekvens af ændringen i stk. 1., da man flytter aldersgrænsen for de risikobaseret forebyggende hjemmebesøg fra 65-79 år til 65-81 år. Det betyder, at ældre i deres fyldte 80. år fortsat skal tilbydes et forebyggende hjemmebesøg.

Det bemærkes, at det er Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at tilbuddet om et forebyggende hjemmebesøg til alle borgere, som bor i kommunen, i deres fyldte 75. år, skal forstås i lighed § 79 a stk.1. Det vil sige, at når borgeren fylder 75 eller 80 år, så er kommunen forpligtet til at tilbyde personen, inden for en rimelig tidsperiode, et tilbud om et forebyggende hjemmebesøg.

Det er op til kommunalbestyrelsen konkret at tage stilling til, hvad der i det konkrete tilfælde kan anses for en rimelig frist.

ÆndringL 148 (2018-19) · bemærkning til § 1, nr. 3LOV nr 508 af 01/05/2019 · 1. maj 2019

I dag skal kommunalbestyrelsen tilbyde 70-årige et forebyggende hjemmebesøg, hvis de er i særlig risiko for at få nedsat social, psykisk eller fysisk funktionsevne.

Det foreslås, at der i § 79 a indsættes et nyt stk. 3, hvorefter kommunalbestyrelsen skal tilbyde et forebyggende hjemmebesøg til alle borgere, som bor alene i kommunen, i deres fyldte 70. år.

Det betyder, at kommunalbestyrelsen fremadrettet forpligtes til at tilbyde alle 70-årige et forebyggende hjemmebesøg, hvis de bor alene.

Kommunalbestyrelsen skal således, når borgere, som bor alene, bliver 70 år fremsætte tilbud om et forebyggende hjemmebesøg.

Indholdet af og formålet med de forebyggende hjemmebesøg ændres ikke ved forslaget. De forebyggende hjemmebesøg skal således fortsat bl.a. anvendes til at identificere eventuelle problemer hos de ældre og til at indgå i en dialog med de ældre om eventuelle behov for støtte.

ÆndringL 148 (2018-19) · bemærkning til § 1, nr. 4LOV nr 508 af 01/05/2019 · 1. maj 2019

Efter de gældende regler i servicelovens § 79 a, stk. 3, skal kommunalbestyrelsen tilbyde forebyggende hjemmebesøg efter behov til borgere i alderen 65 år til 79 år, som er i særlig risiko for at få nedsat social, psykisk eller fysisk funktionsevne, og som bor i kommunen.

Med det foreslåede ændring af § 79 a, stk. 3, der bliver stk. 4, vil kommunalbestyrelsen have pligt til at tilbyde forebyggende hjemmebesøg efter behov til borgere i aldersgruppen 65-81 år, som er i særlig risiko for at få nedsat social, psykisk eller fysisk funktionsevne.

Det betyder, at bestemmelsen dermed udvider aldersgruppen fra 65-79 år til aldersgruppen fra 65-81 år. Udvidelsen af aldersgruppen skal ses på baggrund af, at aldersgrænsen for det årlige besøg til alle borgere er flyttet fra 80 år til 82 år.

ÆndringL 148 (2018-19) · bemærkning til § 1, nr. 5LOV nr 508 af 01/05/2019 · 1. maj 2019

Efter de gældende regler i servicelovens § 79 a, stk. 4, tilrettelægger kommunalbestyrelsen besøgene efter behov, jf. dog stk. 1-2.

Det foreslås, at henvisningen til stk. 1-2 ændres til stk. 1-3.

Ændringen er en konsekvens af, at der med lovforslaget er indsat et nyt stk. 3. Ændringen er en konsekvensrettelse ift., at der i loven blev henvist til, at kommunalbestyrelsen tilrettelægger besøgene efter behov, jf. stk. 1-2. Som følge af at der bliver indsat et nyt stk. 3, så ændres henvisningen til at opfatte stk. 1-3. Således er det nye stk. 3 også omfattet af bestemmelserne om, at kommunalbestyrelsen tilrettelægger besøgene efter behov, jf. dog stk. 1-3.

ÆndringL 148 (2018-19) · bemærkning til § 1, nr. 6LOV nr 508 af 01/05/2019 · 1. maj 2019

Efter den gældende bemyndigelse i servicelovens § 79 a, stk. 6 fastsætter ældreministeren reglerne om de kommunale forpligtelser efter stk. 1-5, herunder om samordning med andre generelle kommunale forebyggende og aktiverende foranstaltninger og andre måder at gennemføre det forebyggende hjemmebesøg på end ved besøg i hjemmet.

Det foreslås i § 79 a, stk. 6, der bliver til stk. 7 , at henvisningen til stk. 1-5 ændres til stk. 1-6

Det betyder, at ældreministeren fortsat har bemyndigelse til at fastsætte regler om de kommunale forpligtelser efter § 79 a, herunder om samordning med andre generelle kommunale forebyggende og aktiverende foranstaltninger samt bemyndigelse til at fastsætte regler om kommunalbestyrelsernes tilrettelæggelse af de forebyggende hjemmebesøg.

Det følger heraf at, bekendtgørelse om tilrettelæggelse af samt kvalitetsstandarder for de forebyggende hjemmebesøg efter servicelovens § 79 a fortsat er gældende.

ÆndringL 47 (2015-16) · bemærkning til § 1, nr. 3LOV nr 1894 af 29/12/2015 · 29. december 2015

Efter den gældende bestemmelse i servicelovens § 79 a, stk. 2, tilrettelægger kommunalbestyrelsen besøgene efter behov. Kommunalbestyrelsen skal dog tilbyde mindst ét årligt forebyggende hjemmebesøg. Lovens krav om, at alle, der er fyldt 75 år, skal have tilbud om mindst ét årligt forebyggende hjemmebesøg er et minimumskrav. Derfor er der ikke noget til hinder for, at kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning om at tilbyde flere forebyggende hjemmebesøg eller forebyggende hjemmebesøg til persongrupper under 75 år.

Med de foreslåede ændringer i § 1, nr. 3, vil kommunalbestyrelsen fortsat kunne tilrettelægge besøgene efter behov. Kommunalbestyrelsen vil dog skulle tilbyde mindst et årligt forebyggende hjemmebesøg til alle borgere, der er fyldt 80 år, jf. den foreslåede § 1, nr. 1. Kommunalbestyrelsen vil endvidere skulle tilbyde ét forebyggende hjemmebesøg til alle 75 årige borgere, jf. den foreslåede § 1, nr. 2. Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 1, og § 1, nr. 2.

Kommunalbestyrelsens tilrettelæggelse af besøgene efter behov vil være væsentlig for hele målgruppen for de forebyggende hjemmebesøg efter den foreslåede § 79 a, stk. 1 - 3. Med den foreslåede bestemmelse kan kommunalbestyrelsen fx vurdere, at en borger på 81 år har brug for flere forebyggende hjemmebesøg indenfor en kort afgrænset tidsramme.

ÆndringL 47 (2015-16) · bemærkning til § 1, nr. 1LOV nr 1894 af 29/12/2015 · 29. december 2015

Efter de gældende regler i servicelovens § 79 a, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen tilbyde forebyggende hjemmebesøg til ældre på 75 år og derover, som bor i kommunen. Efter de gældende regler i servicelovens § 79 a, stk. 2, skal kommunalbestyrelsen tilbyde mindst ét årligt forebyggende hjemmebesøg.

Med den foreslåede ændring af servicelovens § 79 a, stk. 1, vil kommunalbestyrelserne fremover få pligt til at tilbyde mindst et årligt forebyggende hjemmebesøg til alle ældre, som er fyldt 80 år, og som bor i kommunen. Med forslaget ændres aldersgrænsen for tilbagevendende årlige tilbud om forebyggende hjemmebesøg således fra 75 år til 80 år. Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.1.2. om overvejelserne og punkt. 2.1.3. om den foreslåede ordning.

Den gældende bestemmelse om, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde mindst ét årligt forebyggende hjemmebesøg flyttes fra servicelovens § 79 a, stk. 2, til § 79 a, stk. 1. Bestemmelsen er ikke indholdsmæssigt ændret og indebærer fortsat, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde mindst ét årligt forebyggende hjemmebesøg til borgere, der er i målgruppen for hjemmebesøg efter § 79 a, stk. 1.

Indholdet af og formålet med de forebyggende hjemmebesøg ændres ikke ved forslaget. De forebyggende hjemmebesøg skal således fortsat bl.a. anvendes til at identificere eventuelle problemer hos de ældre og til at indgå i en dialog med de ældre om eventuelle behov for støtte.

Borgere, der inden de foreslåede ændringers ikrafttræden har opnået retten til et forebyggende hjemmebesøg efter den gældende § 79 a, og som ikke ved ændringernes ikrafttræden er blevet tilbudt dette, skal tilbydes et forebyggende hjemmebesøg i henhold til den gældende § 79 a.

ÆndringL 47 (2015-16) · bemærkning til § 1, nr. 2LOV nr 1894 af 29/12/2015 · 29. december 2015

Efter de gældende regler i servicelovens § 79 a, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen tilbyde forebyggende hjemmebesøg til ældre på 75 år og derover, som bor i kommunen. Efter de gældende regler i servicelovens § 79 a, stk. 2, skal kommunalbestyrelsen tilbyde mindst ét årligt forebyggende hjemmebesøg.

Det foreslås i § 79 a, stk. 2, at kommunalbestyrelsen får pligt til at tilbyde et forebyggende hjemmebesøg til alle 75 årige borgere. Pligten omfatter alle borgere, som bor i kommunen. Tilbuddet har til formål at identificere ældre, der er i særlig risiko for at få nedsat social, fysisk eller psykisk funktionsevne. Det forebyggende hjemmebesøg skal således bl.a. anvendes til at opfange eventuelle problemer hos de ældre og til at indgå i en dialog med de ældre om eventuelle behov for støtte. Derudover skal besøget til borgere på 75 år bruges til afklaring af behovet for fremtidige besøg i perioden frem til, at borgeren fylder 80 år og igen får tilbud om et forebyggende hjemmebesøg, jf. den foreslåede § 1, nr. 1.

Med det foreslåede § 79 a, stk. 3, vil kommunalbestyrelsen få pligt til at tilbyde forebyggende hjemmebesøg efter behov til borgere i alderen 65 til 79 år, som er i særlig risiko for at få nedsat social, psykisk eller fysisk funktionsevne. Pligten omfatter alle borgere, som bor i kommunen. Det kan eksempelvis være borgere, som har været igennem belastende livsforandrende begivenheder som tab af ægtefælle, alvorlig sydom i den nærmeste familie eller hospitalsophold, og borgere der har et overforbrug af alkohol, borgere med sansetab eller borgere, der er isoleret i særlig grad.

Med forslaget vil kommunalbestyrelsen få mulighed for at prioritere den forebyggende indsats i forhold til de hjemmeboende borgere, og for at målrette de forebyggende hjemmebesøg mod de borgere, som vurderes at have mest gavn af et forebyggende hjemmebesøg.

I vurderingen af om en borger er i særlig risiko for at få nedsat social, psykisk eller fysisk funktionsevne, og derfor vil have gavn af et forebyggende hjemmebesøg, vil indgå en vurdering af borgerens samlede livssituation og ressourcer.

Det vil være kommunalbestyrelsen, der træffer beslutning om tilrettelæggelsen og administrationen af ordningen om de forebyggende hjemmebesøg, herunder hvorledes den vil målrette og tilrettelægge indsatsen i forhold til de særlige risikogrupper. Med den foreslåede bestemmelse kan kommunalbestyrelsen fx vurdere, at en borger på 72 år som følge af, at borgeren har mistet sin ægtefælle, skal have tilbud om et forebyggende hjemmebesøg.

Kommunalbestyrelsen har mulighed for at inddrage særlige lokale forhold og hensyn ved tilrettelæggelse af de forebyggende hjemmebesøg samt mulighed for at anvende de eksisterende samarbejdsflader og systemer i kommunen. Det kan fx være samarbejde med pårørende, praktiserende læger, hospitaler, sociale viceværter, frivillighedskoordinatorer m.v. med henblik på at identificere ældre borgere, der er i risiko for at få nedsat social, psykisk eller fysisk funktionsevne.

Sundhedsstyrelsen vil udarbejde en guide med viden om risikogrupper og metoder til identificering af ældre med behov for et forebyggende hjemmebesøg. Guiden vil bl.a. inddrage erfaringer fra arbejdet med Sundhedsstyrelsens »Håndbog om forebyggelse på ældreområdet«. Guiden skal understøtte kommunerne i vurderingen af, om en borger har behov for et forebyggende hjemmebesøg.

ÆndringL 47 (2015-16) · bemærkning til § 1, nr. 4LOV nr 1894 af 29/12/2015 · 29. december 2015

Efter den gældende bemyndigelse i servicelovens § 79 a, stk. 4, kan social- og indenrigsministeren og sundheds- og ældreministeren (tidligere ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold samt ministeren for sundhed og forebyggelse) fastsætte regler om de kommunale forpligtigelser i forhold til de forebyggende hjemmebesøg, herunder om samordning med andre generelle kommunale forebyggende og aktiverende foranstaltninger.

Det foreslås, at bemyndigelsen fremadrettet tillægges sundheds- og ældreministeren alene. Sundheds- og ældreministeren får med den foreslåede § 79 a, stk. 6, bemyndigelse til at fastsætte regler om de kommunale forpligtelser efter § 79 a, stk. 1-5, herunder om samordning med andre generelle kommunale forebyggende og aktiverende foranstaltninger.

Det foreslås endvidere, at sundheds- og ældreministeren i den foreslåede § 79 a, stk. 6, også gives bemyndigelse til at fastsætte regler om kommunalbestyrelsernes tilrettelæggelse af de forebyggende hjemmebesøg, herunder om andre måder at tilrettelægge det forebyggende hjemmebesøg på end ved besøg i borgerens hjem.

Sundheds- og ældreministeren vil, i medfør af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i § 79 a, stk. 6, fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen kan tilrettelægge tilbuddet, som kommunen finder det mest hensigtsmæssigt. De forebyggende hjemmebesøg kan fx tilbydes som et kollektivt arrangement fremfor et individuelle tilbud i borgerens eget hjem. Dette foreslås at gælde for alle målgrupperne for det forebyggende hjemmebesøg.

Det skal være muligt for borgeren at takke nej til et kollektivt arrangement og i stedet modtage et hjemmebesøg. Der vil blive fastsat regler om, at hvis en borger ikke ønsker at deltage i et kollektivt arrangement, skal kommunalbestyrelsen i stedet tilbyde borgeren et individuelt besøg i hjemmet. Som hidtil skal tilbud om forebyggende hjemmebesøg, hvad enten det er et besøg i borgerens hjem eller et kollektivt tilbud, gives ved direkte henvendelse til den enkelte borger. Det er ikke tilstrækkeligt at oplyse generelt om tilbuddet fx via annoncering i pressen eller på en hjemmeside.

Sundheds- og ældreministeren vil, i medfør af bemyndigelsesbestemmelse i servicelovens § 139, jf. bemærkningerne til § 1, nr. 5-6, fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen mindst én gang årligt skal udarbejde kvalitetsstandarder for forebyggende hjemmebesøg. Kvalitetsstandarden skal indeholde generel serviceinformation til borgerne om tilrettelæggelsen og administrationen af de forebyggende hjemmebesøg, herunder hvordan kommunalbestyrelsen vil målrette og tilrettelægge indsatsen i forhold til de særlige risikogrupper.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 79 a.