Serviceloven § 79

Det fremgår af § 79, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen kan iværksætte eller give tilskud til generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte. Kommunalbestyrelsen skal fastsætte retningslinjer for, hvilke persongrupper der kan benytte tilbuddene. Det følger af § 79, stk. 3, at ældreministeren i en bekendtgørelse fastsætter regler om betaling for tilbud efter stk. 1 på ældreområdet, herunder om beregningsgrundlaget for betalingen.

Det foreslås, at § 79, stk. 3, ophæves.

Med det samtidigt fremsatte forslag til ældreloven er det bl.a. hensigten i denne lov, at videreføre reguleringen af kommunalbestyrelsen mulighed for på ældreområdet at tilbyde generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte. Da ældreområdet dermed ikke længere vil skulle være omfattet af § 79 i serviceloven, er det nødvendigt at ophæve § 79, stk. 3. Dette vil samtidig medføre, at § 79 fremover alene vil regulere sådanne tilbud på socialområdet.

Der henvises til § 6 i det samtidigt fremsatte forslag til ældreloven og bemærkningerne hertil.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det fremgår af servicelovens § 79, stk. 1, at kommunalbestyrelsen kan iværksætte eller give tilskud til generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte. Kommunalbestyrelsen skal fastsætte retningslinjer for, hvilke persongrupper der kan benytte tilbuddene. Bestemmelsen finder anvendelse for tilbud med aktiverende og forebyggende sigte på både socialområdet og ældreområdet.

Det fremgår af § 79, stk. 2, at afgørelser efter stk. 1 ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

Efter § 79, stk. 3, fastsætter ældreministeren i en bekendtgørelse regler om betaling for tilbud efter stk. 1, herunder om beregningsgrundlaget for betalingen. Bemyndigelsen er anvendt til at fastsætte regler i bekendtgørelse nr. 1576 af 27. december 2014 om betaling for generelle tilbud og for tilbud om personlig og praktisk hjælp m.v. efter servicelovens §§ 79, 83 og 84.

Det foreslås, at der efter ”stk. 1” indsættes ”på ældreområdet”.

Den foreslåede ændring vil medføre, at ældreministerens bemyndigelse i § 79, stk. 3, til at fastsætte regler om betaling for tilbud efter § 79 alene vil omfatte tilbud på ældreområdet.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med den i lovforslagets § 1, nr. 4, foreslåede nye bestemmelse i § 79, stk. 4.

Det fremgår af servicelovens § 79, stk. 1, at kommunalbestyrelsen kan iværksætte eller give tilskud til generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte. Kommunalbestyrelsen skal fastsætte retningslinjer for, hvilke persongrupper der kan benytte tilbuddene. Bestemmelsen finder anvendelse for tilbud med aktiverende og forebyggende sigte på både socialområdet og ældreområdet.

Det fremgår af § 79, stk. 2, at afgørelser efter stk. 1 ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

Efter § 79, stk. 3, fastsætter ældreministeren i en bekendtgørelse regler om betaling for tilbud efter stk. 1, herunder om beregningsgrundlaget for betalingen. Bemyndigelsen er anvendt til at fastsætte regler i bekendtgørelse nr. 1576 af 27. december 2014 om betaling for generelle tilbud og for tilbud om personlig og praktisk hjælp m.v. efter servicelovens §§ 79, 83 og 84.

Det foreslås, at der i servicelovens § 79 indsættes et nyt stk. 4 om, at social- og boligministeren i en bekendtgørelse kan fastsætte regler om betaling for tilbud på socialområdet efter stk. 1, herunder om beregningsgrundlaget for betalingen.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at social- og boligministeren vil kunne fastsætte nærmere regler om finansiering af tilbud efter § 79 i serviceloven på socialområdet.

Den foreslåede bestemmelse er begrundet i, at tilbud efter § 79 med aktiverende og forebyggende sigte kan være tilbud på både ældreområdet og socialområdet. Sådanne tilbud på henholdsvis ældreområdet og socialområdet har ikke altid de samme grundlæggende karakteristika, og der kan derfor være behov for forskellige regler om finansiering. Det vurderes derfor hensigtsmæssigt, at ældreministerens bemyndigelse med lovforslagets § 1, nr. 3, foreslås begrænset til at omfatte tilbud på ældreområdet, mens der med et nyt stykke under § 79 foreslås at give social- og boligministeren en særskilt bemyndigelse til at fastsætte regler vedrørende tilbud på socialområdet.

Væresteder, sociale caféer, varmestuer, mv. er eksempler på generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte, der vil kunne oprettes på socialområdet efter servicelovens § 79.

Med den foreslåede nye bestemmelse i servicelovens § 79 a flyttes bestemmelserne om forebyggende hjemmebesøg til ældre m.v. fra lov om forebyggende hjemmebesøg til ældre m.v. til lov om social service. Dette skyldes et ønske om at samle de forebyggende bestemmelser til ældre i én lov med henblik på, at kommunalbestyrelserne sammentænker den forebyggende indsats på området. Endvidere sikres med en samling af bestemmelserne, at forsøgsbestemmelserne i lov om social service (§ 184) ligeledes finder anvendelse for forebyggende hjemmebesøg til ældre m.v., således at der fx gives mulighed for at kommunalbestyrelserne kan udfordre de eksisterende regler i forhold til eventuelle lokale behov. Som konsekvens heraf foreslås det at ophæve lov om forebyggende hjemmebesøg til ældre m.v. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 4, stk. 4.

Det foreslås i stk. 1 , at kommunalbestyrelserne skal tilbyde forebyggende hjemmebesøg til alle ældre m.v., som er fyldt 75 år, og som er bosiddende i kommunen. Hermed videreføres reglen om, at kommunalbestyrelserne skal tilbyde forebyggende hjemmebesøg til ældre på 75 år og derover.

Det foreslås i stk. 2 , at kommunalbestyrelserne fremover skal tilbyde mindst ét forebyggende hjemmebesøg årligt til ældre på 75 år eller derover, samt at det er op til kommunalbestyrelserne, hvordan tilbuddet skal udmøntes, fx om de ældre tilbydes forebyggende hjemmebesøg ved telefonisk kontakt eller gennem brev. Med forslaget ændres således det nuværende krav i lov om forebyggende hjemmebesøg m.v. om to årlige hjemmebesøg med henblik på at give kommunalbestyrelsen mulighed for at prioritere den samlede forebyggende indsats på området.

Endvidere understreges det med forslaget, at det er op til den enkelte kommunalbestyrelse, hvordan der følges op på de sager, hvor borgere i første omgang har takket nej til forebyggende hjemmebesøg, men efterfølgende har et ønske om at modtage et forebyggende hjemmebesøg.

I stk. 3 foreslås det at videreføre kommunalbestyrelsernes mulighed for at undtage borgere, som modtager personlig og praktisk hjælp efter § 83 i lov om social service for tilbud om forebyggende hjemmebesøg. Forslaget giver kommunalbestyrelserne mulighed for at undtage borgere, som kommunerne allerede er løbende i kontakt med, og som derigennem løbende bliver vurderet i forhold til evt. ændrede behov som følge af sundhedstilstanden m.v.

Det foreslås i stk. 4 at videreføre socialministerens hjemmel til i samarbejde med indenrigs- og sundhedsministeren at fastsætte nærmere bestemmelser i forhold til kommunernes administration af tilbud om forebyggende hjemmebesøg.

Bestemmelsen er således en videreførelse af den tilsvarende bestemmelse fra indførelsen af lov om forebyggende hjemmebesøg til ældre m.v. i 1995 (lov nr. 1117 af 20. december 1995). Det er her forudsat, at det er kommunalbestyrelsen, der træffer beslutning om tilrettelæggelsen og administrationen af ordningen, herunder hvordan tilbuddene udformes og tilrettelægges, men at socialministeren samt indenrigs- og sundhedsministeren vil følge kommunernes administration af ordningen. Siden indførelsen af forebyggende hjemmebesøg har Ankestyrelsen løbende fulgt den kommunale administration af ordningen, jf. afsnit 3.3 i de almindelige bemærkninger.