Serviceloven § 177

Det fremgår af servicelovens § 177, nr. 1, at staten refunderer 50 pct. af kommunens udgifter til tilskud efter § 100 til dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelsen af personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Det foreslås, at i servicelovens § 177, nr. 1, ændres »Tilskud« til »Kompensationsydelse«, og »til dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelsen af personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne« udgår.

De foreslåede ændringer vil medføre, at staten refunderer 50 pct. af kommunens udgifter til kompensationsydelsen efter servicelovens § 100.

Forslaget om ændringer i servicelovens § 177, nr. 1, skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 1, der indeholder forslag om, at overskriften til servicelovens kapitel 17 skal være »kompensationsydelse«.

Forslaget vil ikke indebære indholdsmæssige ændringer. Staten vil således uændret skulle refundere 50 pct. af kommunens udgifter efter servicelovens § 100.

§ 177 i serviceloven omhandler statsrefusion af kommunernes udgifter til visse særlige former for hjælp og støtte efter serviceloven. Det fremgår af § 177, nr. 1-3, at staten refunderer 50 pct. af kommunens udgifter til tilskud efter § 41 til merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, til hjælp efter § 42 til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til personer, der i hjemmet forsørger et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne m.v., og til gratis advokatbistand, jf. § 72.

§§ 41 og 42 vedrører merudgiftsydelse og dækning af tabt arbejdsfortjeneste ved forsørgelse i hjemmet af et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse.

Efter § 72, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen tilbyde forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 12 år, gratis advokatbistand under en sag om gennemførelse af en undersøgelse efter § 51, anbringelse uden for hjemmet efter § 58, opretholdelse af en anbringelse efter § 62, gennemførelse af en lægelig undersøgelse eller behandling efter § 63, anbringelse på delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner efter § 63 a, stk. 1, anbringelse på sikrede døgninstitutioner efter § 63 b, stk. 1, anbringelse på særligt sikrede afdelinger efter § 63 c, stk. 1 og 3, videreførelse af en anbringelse efter § 68 a, godkendelse af en foreløbig afgørelse efter § 75, stk. 3, ændring af anbringelsessted efter § 69, stk. 3, afbrydelse af forbindelsen m.v. efter § 71, stk. 3-5, tilbageholdelse efter § 11, stk. 1 og 2, i voksenansvarsloven og brev- og telefonkontrol efter § 15, stk. 1, i voksenansvarsloven.

Det foreslås, at § 177, nr. 1-3, ophæves.

Med den foreslåede bestemmelse vil serviceloven ikke indeholde bestemmelser om, at staten yder refusion for dele af kommunernes udgifter til merudgiftsydelsen, tabt arbejdsfortjeneste og advokatbistand.

Den foreslåede ophævelse er begrundet i, at hjælp og støtte til børn og unge, der i dag fremgår af serviceloven, med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov foreslås udskilt i en særskilt lov – barnets lov. Dette gælder også bestemmelserne i serviceloven om merudgiftsydelse og tabt arbejdsfortjeneste. Det findes i den sammenhæng hensigtsmæssigt, at også de processuelle regler knyttet til hjælp og støtte til børn og unge, herunder om statsrefusion, kommer til at fremgå af barnets lov.

Den foreslåede ophævelse skal således ses i sammenhæng med, at §§ 41, 42 og 72 i serviceloven med lovforslagets § 1, nr. 14, foreslås ophævet og med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov foreslås videreført som §§ 86, 87 og 140 i barnets lov. Bestemmelsen om statsrefusion for dele af kommunernes udgifter til merudgiftsydelsen, tabt arbejdsfortjeneste og advokatbistand, der efter gældende ret fremgår af § 177, nr. 1-3, i serviceloven, foreslås med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov videreført uændret som § 199 i barnets lov, dog afgrænset til målgrupperne for barnets lov. Den foreslåede ophævelse af § 177, nr. 1-3, i serviceloven vil således ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 14, til §§ 86, 87, 140 og 199 i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov og til dette lovforslags almindelige bemærkninger, punkt 2.7.1.2 og 2.7.1.3.

Det fremgår af servicelovens § 177, nr. 5, at kommunen modtager 50 pct. statsrefusion for udgifterne til borgeres ophold på tilbud efter §§ 109 og 110.

Det foreslås, at henvisningen til §§ 109 og 110 i servicelovens § 177, nr. 5, ændres til § 109 i serviceloven.

Den foreslåede ændring af servicelovens § 177, nr. 5, er en konsekvensændring af, at refusion for kommunernes udgifter til borgeres ophold på boformer efter § 110 vil blive reguleret særskilt i den foreslåede ny bestemmelse i servicelovens § 177, nr. 6, jf. lovforslagets § 1, nr. 13. De gældende regler for, at kommunerne kan modtage 50 pct. refusion for udgifterne til borgernes ophold på boformer efter § 109 i serviceloven, foreslås ikke ændret.

Den foreslåede ændring vil medføre, at kommunerne efter § 177, nr. 5, i serviceloven, alene vil kunne få statsrefusion for udgifterne til borgeres ophold på boformer efter § 109 i serviceloven.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det fremgår af servicelovens § 177, nr. 5, at kommunen modtager 50 pct. statsrefusion for udgifterne til borgeres ophold på både boformer efter §§ 109 og 110 i serviceloven.

Det foreslås, at det som en ny bestemmelse i § 177, nr. 6, indsættes i serviceloven, at kommunen kan få refusion for udgifterne til borgeres ophold på boformer efter § 110 i serviceloven, herunder udgifter til bistands-, støtte-, beskæftigelses- og aktivitetstilbud m.v. i forbindelse med boformen, for borgerens ophold i 90 dage pr. løbende år.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at der indføres et loft over, hvor meget refusion borgerens handle- og betalingskommune kan opnå for udgifterne til en borgers ophold inden for et løbende år.

Den foreslåede bestemmelse vil således betyde, at refusionen på 50 pct. af udgifter til borgerens ophold på boformer efter § 110 i serviceloven efter gældende ret afgrænses til op til 90 dages ophold for en borger pr. løbende år. Efter en borgers 90 dages ophold nedsættes refusionen til 0 pct.

Grænsen på 90 dage vil både omfatte ét ophold på 90 dage samt akkumuleringen af flere ophold på boformer efter § 110 i serviceloven inden for et løbende år med en samlet opholdslængde på 90 dage. Såfremt borgeren har ophold på boformen i enten mere end 90 dage, eller har flere ophold eventuelt på forskellige boformer efter § 110, inden for et løbende år, hvor den samlede længde på opholdene overstiger 90 dage, vil kommunen selv skulle afholde udgiften til en borgers ophold på boformer efter § 110 for de dage, der ligger ud over de første 90 dage inden for et løbende år.

De 90 dage tæller fra den dato, hvor borgeren bliver indskrevet på boformen efter § 110 i serviceloven. Det er boformslederen, der træffer afgørelse om optagelse på en boform, jf. servicelovens § 110, stk. 3. Af servicelovens § 110, stk. 4, fremgår det, at boformslederen senest 3 hverdage efter afgørelse om optag på boformen skal orientere borgerens kommune herom. Refusionsperioden på boformen tæller fra datoen for indskrivning, og dermed ikke fra den dato, hvor kommunen bliver bekendt med, at en borger har ophold på en boform. Boformslederen skal fortsat efter ændringerne i refusionsbestemmelser hurtigst muligt og senest tre dage efter afgørelse om optag orientere kommunen herom. Såfremt en borger både ind- og udskrives på samme dag, tæller det som ét døgn.

Et løbende år vil gælde fra den første dag, en borger indskrives på en boform efter § 110 i serviceloven. Såfremt en borger har et, to eller flere ophold inden en periode af 365 dage (366 dage i skudår), vil kommunen få refusion for udgifterne til ophold i op til 90 dage inden for det løbende år. Såfremt der er over et år mellem en borgers ophold på en boform efter § 110 i serviceloven, starter ”det løbende år” forfra. Dette gælder både for flere ophold på samme boform efter § 110 samt for flere ophold på forskellige boformer efter § 110.

Såfremt borgeren imellem flere ophold på § 110 skifter handlekommune, vil den nye handlekommune under iagttagelse af gældende databeskyttelsesregler og forvaltningsloven skulle indhente oplysninger fra borgerens tidligere handle- og betalingskommune om, hvorvidt vedkommende tidligere har haft ophold på en boform efter § 110 i serviceloven inden for et løbende år for at kunne afgøre, hvorvidt refusionsperioden på de 90 dage er opbrugt eller ej.

Den foreslåede ændring af refusionsreglerne vil ikke få betydning for borgerens ophold på en boform efter § 110, som kan strække sig ud over de 90 dage. Ændringen har alene betydning for, om kommunen vil kunne få statsrefusion for sine udgifter til borgerens ophold.

Ændringerne i refusionsreglerne foreslås indfaset, således at der i 2023, 2024, 2025 og frem til den 31. marts 2026 gives statsrefusion for udgifterne til ophold på boformer efter § 110 i serviceloven i 120 dage pr. løbende år, jf. lovforslagets § 3, stk. 3, mens der fra 1. april 2026 og derefter gives i 90 dage pr. løbende år.

Der vil skulle følges op på, om forudsætningerne for ændringen i refusionsordningen er til stede og på baggrund heraf vil der i anden halvdel af 2025 være en politisk drøftelse af, om der er behov for at forlænge indfasningen af refusionsomlægningen.

Der henvises i øvrigt til punkt 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.