Serviceloven § 161

Det fremgår af § 161, stk. 1, i serviceloven, at der kan opkræves betaling for personaleomkostninger til madserviceordninger efter § 83, stk. 1, nr. 3, og til hjælp efter § 84, hvis borgeren ikke samtidig modtager hjælp efter §§ 96 eller 100 eller efter §§ 86 eller 87 i barnets lov. Efter § 161, stk. 2, fastsætter social- og boligministeren regler om betaling for tilbud efter §§ 85 og 97-99 og om beregnings- og indkomstgrundlaget for betalingen for disse tilbud. Ifølge § 161, stk. 3, fastsætter ældreministeren regler om betaling for tilbud efter §§ 83, 83 a, 84 og 86 og om beregnings- og indkomstgrundlag for betalingen for disse tilbud. Det følger af § 161, stk. 4, at ældreministeren fastsætter nærmere regler om modtagerens maksimale egenbetaling for madservice efter § 83, stk. 1, nr. 3, herunder om regulering af egenbetalingen.

Det foreslås, at i § 161, stk. 2, ændres »85« til »83-85, 86«.

Forslaget skal ses i sammenhæng med, at det med lovforslagets § 1, nr. 19, foreslås, at § 161, stk. 3, i serviceloven ophæves. Med det samtidigt fremsatte forslag til ældreloven er det hensigten, at reguleringen af ældreområdet i serviceloven skal ophæves og flyttes til den foreslåede ældrelov. Dette er grunden til, at det bl.a. foreslås, at § 161, stk. 3, skal ophæves. §§ 83, 83 a, 84 og 86 foreslås dog ikke ophævet, idet disse bestemmelser fortsat vil skulle finde anvendelse for personer, der ikke vil være omfattet af den foreslåede tilsvarende bestemmelser i den foreslåede ældrelov. Der vil således fortsat være behov for, at der på socialområdet vil kunne fastsættes regler om betaling for tilbud efter §§ 83, 83 a, 84 og 86 og om beregnings- og indkomstgrundlag for betalingen for disse tilbud. Forslaget vil således medføre, at sådanne regler fortsat vil kunne fastsættes af social- og boligministeren efter § 161, stk. 2, i serviceloven.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 19, og bemærkningerne hertil.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det fremgår af § 161, stk. 1, i serviceloven, at der kan opkræves betaling for personaleomkostninger til madserviceordninger efter § 83, stk. 1, nr. 3, og til hjælp efter § 84, hvis borgeren ikke samtidig modtager hjælp efter §§ 96 eller 100 eller efter §§ 86 eller 87 i barnets lov. Efter § 161, stk. 2, fastsætter social- og boligministeren regler om betaling for tilbud efter §§ 85 og 97-99 og om beregnings- og indkomstgrundlaget for betalingen for disse tilbud. Ifølge § 161, stk. 3, fastsætter ældreministeren regler om betaling for tilbud efter §§ 83, 83 a, 84 og 86 og om beregnings- og indkomstgrundlag for betalingen for disse tilbud. Det følger af § 161, stk. 4, at ældreministeren fastsætter nærmere regler om modtagerens maksimale egenbetaling for madservice efter § 83, stk. 1, nr. 3, herunder om regulering af egenbetalingen.

Det foreslås, at § 161, stk. 3, ophæves.

Med det samtidigt fremsatte forslag til ældreloven er det hensigten, at reguleringen af ældreområdet i serviceloven skal ophæves og flyttes til den foreslåede nye ældrelov. Da §§ 83, 83 a, 84 og 86 i serviceloven ikke kun gælder for personer på ældreområdet (borgere der har nået pensionsalderen), men også personer med midlertidigt eller varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer, der ikke har nået pensionsalderen, foreslås disse bestemmelser dog ikke ophævet. I stedet foreslås tilsvarende bestemmelser i den foreslåede ældrelov (§§ 10, 13, 14, 16 og 17). Med lovforslagets § 1, nr. 2, foreslås det samtidig, at personer, der kan modtage hjælp og støtte m.v. efter de nævnte foreslåede bestemmelser i ældreloven, ikke vil kunne modtage hjælp og støtte m.v. efter §§ 83, 83 a, 84 og 86 i serviceloven.

Da §§ 83, 83 a, 84 og 86 i serviceloven fortsat vil gælde på socialområdet, vil der fortsat være behov for, at der kan fastsættes regler om regler om betaling for tilbud efter §§ 83, 83 a, 84 og 86 og om beregnings- og indkomstgrundlag for betalingen for disse tilbud. Med lovforslagets § 1, nr. 18, foreslås det, at social- og boligministeren således skal kunne fastsætte disse regler. Bestemmelsen i § 161, stk. 3, i serviceloven vil dermed blive overflødig, og forslaget vil således medføre, at § 161, stk. 3, vil blive ophævet.

Der henvises til punkt 2.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det fremgår af § 161, stk. 1, i serviceloven, at der kan opkræves betaling for personaleomkostninger til madserviceordninger efter § 83, stk. 1, nr. 3, og til hjælp efter § 84, hvis borgeren ikke samtidig modtager hjælp efter §§ 96 eller 100 eller efter §§ 86 eller 87 i barnets lov. Efter § 161, stk. 2, fastsætter social- og boligministeren regler om betaling for tilbud efter §§ 85 og 97-99 og om beregnings- og indkomstgrundlaget for betalingen for disse tilbud. Ifølge § 161, stk. 3, fastsætter ældreministeren regler om betaling for tilbud efter §§ 83, 83 a, 84 og 86 og om beregnings- og indkomstgrundlag for betalingen for disse tilbud. Det følger af § 161, stk. 4, at ældreministeren fastsætter nærmere regler om modtagerens maksimale egenbetaling for madservice efter § 83, stk. 1, nr. 3, herunder om regulering af egenbetalingen.

Det foreslås, at i § 161, stk. 4, der bliver stk. 3, ændres »Ældreministeren« til »Social- og boligministeren«.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 18, hvorved det foreslås, at det fremadrettet vil være social- og boligministeren, der vil kunne fastsætte regler om betaling for tilbud efter §§ 83, 83 a, 84 og 86 og om beregnings- og indkomstgrundlag for betalingen for disse tilbud, og lovforslagets § 1, nr. 19, hvorved det foreslås, at den gældende bestemmelse om, at ældreministeren kan fastsætte regler herom, skal ophæves. Da det således foreslås, at det fremover vil skulle være social- og boligministeren, der kan fastsætte regler om betaling for tilbud efter §§ 83, 83 a, 84 og 86 og om beregnings- og indkomstgrundlag for betalingen for disse tilbud, bør det også være social- og boligministeren, der vil kunne fastsætte nærmere regler om modtagerens maksimale egenbetaling for madservice efter § 83, stk. 1, nr. 3, herunder om regulering af egenbetalingen. Forslaget vil således medføre, at det fremover vil være social- og boligministeren, der vil kunne fastsætte regler herom.

Der henvises til punkt 2.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

§ 161 i serviceloven indeholder bestemmelser om betalingsforpligtelse. Det fremgår af § 161, stk. 1, at der kan opkræves betaling for personaleomkostninger til madserviceordninger efter § 83, stk. 1, nr. 3, og til aflastning efter § 84, hvis borgeren ikke samtidig modtager hjælp efter §§ 41, 42, 96 eller 100.

§§ 41 og 42 vedrører merudgiftsydelse og dækning af tabt arbejdsfortjeneste ved forsørgelse i hjemmet af et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse.

Det foreslås, at henvisningen i § 161, stk. 1, til §§ 41 og 42 udgår, og at der i stedet indsættes en henvisning til §§ 86 eller 87 i barnets lov.

De foreslåede ændringer vil betyde, at hjælp efter §§ 41 og 42 i serviceloven ikke vil udgøre en undtagelse til muligheden for opkrævning af betaling for personaleomkostninger til madserviceordninger efter § 83, stk. 1, nr. 3, og til hjælp efter § 84. De foreslåede ændringer vil endvidere betyde, at der ikke vil kunne opkræves betaling for personaleomkostninger til madserviceordninger efter § 83, stk. 1, nr. 3, og til aflastning efter § 84, hvis borgeren samtidig modtager hjælp efter §§ 86 eller 87 i barnets lov.

Den foreslåede ophævelse er begrundet i, at hjælp og støtte til børn og unge, der i dag fremgår af serviceloven, herunder merudgiftsydelse og dækning af tabt arbejdsfortjeneste, med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov foreslås udskilt i en særskilt lov – barnets lov.

Den foreslåede ændring skal således ses i sammenhæng med, at §§ 41 og 42 i serviceloven om merudgiftsydelse og tabt arbejdsfortjeneste med lovforslagets § 1, nr. 14, foreslås ophævet og med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov foreslås videreført som §§ 86 og 87 i barnets lov. Samtidigt foreslås madservice efter § 83, stk. 1, nr. 3, og aflastning efter § 84, stk. 1, for så vidt angår børn og unge, med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov videreført som § 90, nr. 1 og 2, i barnets lov.

De foreslåede ændringer af § 161, stk. 1, i serviceloven vil således ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 14, til §§ 86, 87 og 90 i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov og til dette lovforslags almindelige bemærkninger, punkt 2.7.1.2 og 2.7.1.3.

Efter servicelovens § 161, stk. 1, fastsætter social- og indenrigsministeren i en bekendtgørelse regler om betaling for tilbud efter kapitel 16 og om beregnings- og indkomstgrundlaget for betalingen. Bemyndigelsen er på ældreområdet udmøntet i bekendtgørelse nr. 1576 af 27. december 2014 om betaling for generelle tilbud og for tilbud om personlig og praktisk hjælp m.v. efter servicelovens §§ 79, 83 og 84. Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.1.2.

Ved kongelig resolution af 28. juni 2015 er det bestemt, at ressortansvaret for sager vedrørende ældreområdet overføres fra det ved den kongelige resolution oprettede social- og indenrigsministerium til Sundheds- og Ældreministeriet. Lovforslagets § 1, nr. 7-8 indeholder som konsekvenser af ressortomlægningen en deling af bestemmelserne i § 161, stk. 1, i lov om social service, som bemyndiger den ressortansvarlige minister til at fastsætte nærmere regler om kommunalbestyrelsens pligt til at træffe beslutning om betaling, beregnings- og indkomstgrundlag for betalingen for tilbud efter loven, jf. § 161, stk. 1.

Forslaget til § 161, stk. 2 og 3, betyder således, at den minister, der er ressortansvarlig for lovens enkelte bestemmelser om tilbud og ydelser til borgeren, har kompetencen til alene at fastsætte regler om betaling for de pågældende bestemmelser.

Der er i øvrigt ikke med forslaget tilsigtet indholdsmæssige ændringer af bestemmelserne.

Efter servicelovens § 161, stk. 1, fastsætter social- og indenrigsministeren i en bekendtgørelse regler om betaling for tilbud efter kapitel 16 og om beregnings- og indkomstgrundlaget for betalingen. Bemyndigelsen er på ældreområdet udmøntet i bekendtgørelse nr. 1576 af 27. december 2014 om betaling for generelle tilbud og for tilbud om personlig og praktisk hjælp m.v. efter servicelovens §§ 79, 83 og 84. Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.1.2.

Ved kongelig resolution af 28. juni 2015 er det bestemt, at ressortansvaret for sager vedrørende ældreområdet overføres fra det ved den kongelige resolution oprettede social- og indenrigsministerium til Sundheds- og Ældreministeriet. Lovforslagets § 1, nr. 7-8 indeholder som konsekvenser af ressortomlægningen en deling af bestemmelserne i § 161, stk. 1, i lov om social service, som bemyndiger den ressortansvarlige minister til at fastsætte nærmere regler om kommunalbestyrelsens pligt til at træffe beslutning om betaling, beregnings- og indkomstgrundlag for betalingen for tilbud efter loven, jf. § 161, stk. 1.

Forslaget til § 161, stk. 2 og 3, betyder således, at den minister, der er ressortansvarlig for lovens enkelte bestemmelser om tilbud og ydelser til borgeren, har kompetencen til alene at fastsætte regler om betaling for de pågældende bestemmelser.

Der er i øvrigt ikke med forslaget tilsigtet indholdsmæssige ændringer af bestemmelserne.

Efter bemyndigelsesbestemmelsen i servicelovens § 161, stk. 1, kan ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold ved bekendtgørelse fastsætte regler om betaling for tilbud efter kapitel 16 og om beregnings- og indkomstgrundlaget for betalingen. Ved bekendtgørelse nr. 343 af 26. marts 2013 om betaling for generelle tilbud og for tilbud om personlig og praktisk hjælp m.v. efter servicelovens §§ 79, 83 og 84 (betalingsbekendtgørelsen) er fastsat betalingsregler for §§ 79, 83 og 84.

Det fremgår af servicelovens § 161, stk. 2, at kommunalbestyrelsen ikke kan opkræve betaling for personaleudgifter, når hjælpen efter § 83, stk. 1 og §§ 84 og 85 er varig. Det fremgår af § 161, stk. 3, at uanset bestemmelsen i stk. 2 kan der opkræves betaling for personaleomkostninger til madserviceordninger og til midlertidig hjælp efter § 83, stk. 1.

Den foreslåede § 161, stk. 2, træder i stedet for den gældende § 161, stk. 2 og 3, idet den foreslåede bestemmelse udtrykkeligt angiver, hvornår der kan opkræves betaling for personaleomkostninger.

Udgangspunktet er fortsat, at der ikke kan opkræves betaling for personaleomkostninger for hjælp efter servicelovens kapitel 16, medmindre der er fastsat betalingsregler herom.

Kommunalbestyrelsen kan således med den foreslåede ændring ikke længere opkræve betaling for personaleomkostninger for personlig og praktisk hjælp efter § 83, stk. 1, nr. 1 og 2.

Kommunalbestyrelsen kan fortsat opkræve betaling for personaleomkostninger til madserviceordninger efter § 83, stk. 1, nr. 3, og til hjælp efter § 84, hvis modtageren ikke samtidig får hjælp efter servicelovens § 41 om merudgiftsydelse til børn, § 42 om tabt arbejdsfortjeneste, § 96 om borgerstyret personlig assistance eller § 100 om merudgiftsydelse til voksne. Reglerne om betaling for madservice og aflastning og afløsning er dermed uændrede.

Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 7.

Forslaget er en redaktionel ændring, som konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 7. I den foreslåede § 161, stk. 2, angives, i hvilke tilfælde der kan opkræves betaling for personaleomkostninger for tilbud efter kapitel 16. Af den gældende § 161, stk. 2, fremgår i hvilke tilfælde, der ikke kan opkræves betaling for personaleomkostninger for tilbud efter kapitel 16. Den gældende § 161, stk. 3, er en undtagelsesbestemmelse til § 161, stk. 2, hvoraf fremgår, hvornår der kan opkræves betaling for personaleomkostninger for tilbud efter kapitel 16.

Forslaget fastsætter, hvornår der kan opkræves betaling for personaleomkostninger for tilbud efter kapitel 16, hvorfor den gældende § 161, stk. 3, ophæves.

Det foreslås at gøre det frivilligt for kommunalbestyrelserne at opkræve betaling for midlertidig personlig og praktisk hjælp efter servicelovens § 83, stk. 1. Ved at ændre reglerne om betaling i servicelovens § 161, så det bliver frivilligt for kommunalbestyrelserne at opkræve betaling for midlertidig hjælp, bliver det op til den enkelte kommunalbestyrelse at beslutte, om, hvornår og for hvilke ydelseskategorier der skal opkræves betaling for midlertidig personlig og praktisk hjælp. Vælger kommunalbestyrelsen at opkræve egenbetaling for midlertidig hjemmehjælp, vil afgørelsen gælde alle modtagere af midlertidig hjælp efter servicelovens § 83.

Den foreslåede ændring vil ikke have konsekvens for reglerne om, at der ikke kan opkræves betaling for hjælp efter servicelovens § 83, stk. 1, der ydes i forbindelse med pasning af døende efter servicelovens § 119, jf. § 3 i bekendtgørelse nr. nr. 568 af 18. juni 1009 om betaling for generelle tilbud og for tilbud om personlig og praktisk hjælp mv. efter servicelovens §§ 79, 83 og 84.

Med den foreslåede ændring indføres en bemyndigelse til, at socialministeren kan fastsætte nærmere regler om den maksimale egenbetaling og regulering heraf for madserviceordninger efter servicelovens § 83, stk. 1, nr. 3.

Bemyndigelsen vil blive anvendt således, at kommunalbestyrelsen forpligtes til at sikre, at modtageren uanset valg af leverandør tilbydes mindst ét dagligt måltid mad i form af en hovedret til maksimalt 45 kr. udbragt til modtagerens eget hjem. Tilsvarende skal modtageren af madservice uden udbringning tilbydes mindst ét dagligt måltid mad i form af en hovedret til maksimalt 45 kr. Loftets størrelse fastsættes i en bekendtgørelse. Dermed indføres i betalingsbekendtgørelsen en bestemmelse om, hvilket beløb kommunalbestyrelsen maksimalt kan opkræve ved fastsættelsen af egenbetalingen for en hovedret hos modtageren. Dog må den kommunale myndighed fortsat ikke opkræve mere i betaling for tilbuddet om madservice end ydelsen koster at producere og levere til modtageren.

Kommunalbestyrelsens tilbud om madservice til borgere i eget hjem skal som udgangspunkt udgøre et dagligt måltid mad i form af en hovedret, der er tilpasset den enkeltes behov og har den rette næringsværdi. Tilbyder kommunalbestyrelsen en biret ud over tilbuddet om en hovedret til maksimalt 45 kr., kan kommunalbestyrelsen som hidtil opkræve, hvad det koster at producere og levere biretten i betaling hos modtageren, der tilvælger en sådan. Det vil dermed også fremover være op til den enkelte kommunalbestyrelse at beslutte, om hovedretten udgør tilbuddet om det daglige måltid, eller om tilbuddet også omfatter en biret. Kommunalbestyrelsen kan fortsat beslutte at give et tilskud til madserviceordningen.

Prisloftet vil med de regler, som socialministeren agter at fastsætte med hjemmel i den foreslåede bemyndigelse, gælde uanset modtagerens indkomst- og formueforhold.

Forslaget om denne generelle bemyndigelse er udtryk for, at alle modtagere af madservice efter servicelovens § 83, stk. 1, nr. 3, med nærværende forslag omfattes af et loft over modtagerens egenbetaling for madservice. Dermed omfattes modtagere i eget hjem med ret til frit valg af leverandør af § 161, stk. 4.

Det vil fremgå af bekendtgørelsen, hvorledes beløbet skal reguleres fremadrettet. Det er hensigten, at beløbet, der er angivet i 2010-niveau, reguleres hvert år den 1. januar efter lov om en satsreguleringsprocent og afrundes til nærmeste kronebeløb. Beløbsgrænsen reguleres første gang den 1. januar 2011.

Endvidere skal modtageren af madservice fortsat have mulighed for at nedbringe sin betaling ved køb af leverandørernes andre måltidstilbud med et fast tilskud. Dette skal i lighed med loftet omfatte alle borgere, der er visiteret til madservice i eget hjem efter servicelovens § 83, stk. 1, nr. 3, med ret til frit valg af leverandør, og vil blive gennemført som en bekendtgørelsesændring, idet der er tale om en præcisering af betalingsbekendtgørelsen, som falder inden for socialministerens nuværende bemyndigelse efter servicelovens § 161, stk. 1. Som følge heraf ændres betalingsbekendtgørelsen, så det fastsættes, at kommunalbestyrelsen som hidtil skal afregne leverandøren for tilbuddet svarende til det fastsatte priskrav (efter godkendelsesmodellen) eller tilbuddets pris (efter udbudsmodellen), uanset hvilket tilbud om et hovedmåltid modtageren måtte vælge. Modtageren betaler for det valgte måltidstilbud fratrukket et eventuelt kommunalt tilskud. Da loftet formentlig vil træde i stedet for det frivillige kommunale tilskud i en række kommuner, vil tilføjelsen ikke udgøre en væsentlig administrativ forskel for kommunerne.

Med den foreslåede ændring indføres en bemyndigelse til, at socialministeren kan fastsætte nærmere regler om den maksimale egenbetaling og regulering heraf for madserviceordninger efter servicelovens § 83, stk. 1, nr. 3.

Bemyndigelsen vil blive anvendt således, at kommunalbestyrelsen forpligtes til at sikre, at modtageren uanset valg af leverandør tilbydes mindst ét dagligt måltid mad i form af en hovedret til maksimalt 45 kr. udbragt til modtagerens eget hjem. Tilsvarende skal modtageren af madservice uden udbringning tilbydes mindst ét dagligt måltid mad i form af en hovedret til maksimalt 45 kr. Loftets størrelse fastsættes i en bekendtgørelse. Dermed indføres i betalingsbekendtgørelsen en bestemmelse om, hvilket beløb kommunalbestyrelsen maksimalt kan opkræve ved fastsættelsen af egenbetalingen for en hovedret hos modtageren. Dog må den kommunale myndighed fortsat ikke opkræve mere i betaling for tilbuddet om madservice end ydelsen koster at producere og levere til modtageren.

Kommunalbestyrelsens tilbud om madservice til borgere i eget hjem skal som udgangspunkt udgøre et dagligt måltid mad i form af en hovedret, der er tilpasset den enkeltes behov og har den rette næringsværdi. Tilbyder kommunalbestyrelsen en biret ud over tilbuddet om en hovedret til maksimalt 45 kr., kan kommunalbestyrelsen som hidtil opkræve, hvad det koster at producere og levere biretten i betaling hos modtageren, der tilvælger en sådan. Det vil dermed også fremover være op til den enkelte kommunalbestyrelse at beslutte, om hovedretten udgør tilbuddet om det daglige måltid, eller om tilbuddet også omfatter en biret. Kommunalbestyrelsen kan fortsat beslutte at give et tilskud til madserviceordningen.

Prisloftet vil med de regler, som socialministeren agter at fastsætte med hjemmel i den foreslåede bemyndigelse, gælde uanset modtagerens indkomst- og formueforhold.

Forslaget om denne generelle bemyndigelse er udtryk for, at alle modtagere af madservice efter servicelovens § 83, stk. 1, nr. 3, med nærværende forslag omfattes af et loft over modtagerens egenbetaling for madservice. Dermed omfattes modtagere i eget hjem med ret til frit valg af leverandør af § 161, stk. 4.

Det vil fremgå af bekendtgørelsen, hvorledes beløbet skal reguleres fremadrettet. Det er hensigten, at beløbet, der er angivet i 2010-niveau, reguleres hvert år den 1. januar efter lov om en satsreguleringsprocent og afrundes til nærmeste kronebeløb. Beløbsgrænsen reguleres første gang den 1. januar 2011.

Endvidere skal modtageren af madservice fortsat have mulighed for at nedbringe sin betaling ved køb af leverandørernes andre måltidstilbud med et fast tilskud. Dette skal i lighed med loftet omfatte alle borgere, der er visiteret til madservice i eget hjem efter servicelovens § 83, stk. 1, nr. 3, med ret til frit valg af leverandør, og vil blive gennemført som en bekendtgørelsesændring, idet der er tale om en præcisering af betalingsbekendtgørelsen, som falder inden for socialministerens nuværende bemyndigelse efter servicelovens § 161, stk. 1. Som følge heraf ændres betalingsbekendtgørelsen, så det fastsættes, at kommunalbestyrelsen som hidtil skal afregne leverandøren for tilbuddet svarende til det fastsatte priskrav (efter godkendelsesmodellen) eller tilbuddets pris (efter udbudsmodellen), uanset hvilket tilbud om et hovedmåltid modtageren måtte vælge. Modtageren betaler for det valgte måltidstilbud fratrukket et eventuelt kommunalt tilskud. Da loftet formentlig vil træde i stedet for det frivillige kommunale tilskud i en række kommuner, vil tilføjelsen ikke udgøre en væsentlig administrativ forskel for kommunerne.

Det foreslås, at velfærdsministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om den maksimale egenbetaling og regulering heraf for madserviceordninger for beboere i plejebolig og plejehjem, botilbud efter lov om social service §§ 107-108 og lignende boligenheder, hvortil der er knyttet omsorgs- og servicefunktioner med tilhørende personale.

Med forslaget indføres en hjemmel til at ministeren kan fastsætte et prisloft over modtagerens egenbetaling for madservice i plejebolig og plejehjem, i botilbud efter servicelovens §§ 107 og 108 og lignende boligenheder, hvortil der er knyttet omsorgs- og servicefunktioner med tilhørende personale, herunder modtagere i friplejeboliger og beskyttede boliger, hvis disse har tilknyttet omsorgs- og servicefunktioner med tilhørende personale. Der er tale om madserviceordninger i form af tilbud om fuld forplejning (døgnforplejning), som modtageren er visiteret til af den kommunale myndighed.

Lovforslaget udvider det eksisterende regelsæt i § 161 i lov om social service. Udover en udvidelse af bemyndigelsesbestemmelsen i lovens § 161, indgår det i forslaget, at prisloftets størrelse på 3.000 kroner indsættes i bekendtgørelse nr. 616 om betaling for generelle tilbud og for tilbud om personlig og praktisk hjælp m.v. efter servicelovens §§ 79, 83 og 84 (betalingsbekendtgørelsen). Der henvises til afsnit 3 i de almindelige bemærkninger for en beskrivelse af lovforslagets indhold.

Endvidere vil det fremgå af bekendtgørelsen, hvorledes beløbet skal reguleres fremadrettet. Beløbet, der er angivet i 2009-niveau, reguleres hvert år den 1. januar efter lov om en satsreguleringsprocent og afrundes til nærmeste kronebeløb. Beløbsgrænsen reguleres første gang den 1. januar 2010.